Sydnordisk Akademi for Donaldisme

Institut for Donaldistisk Sexologi

- Eneste donaldistiske website blokeret på danske folkebibliotekers internetadgang “af etiske årsager”.

En rap and.

På Institut for Donaldistisk Sexologi beskæftiger vi os med studiet af de donaldistiske livsformers kønsliv og dettes indvirkning på samme livsformers følelsesliv og adfærd. Instituttet er såvel det ældste som det største institut på Sydnordisk Akademi for Donaldisme - og uden sammenligning også det mest besøgte. Årsagen til denne påfaldende interesse hos vore studerende er måske i sig selv et studie værd, men det får foreløbigt hvile. Vi kan indtil videre nøjes med at konstatere, at akademisternes orientering fuldt ud matcher den donaldistiske forskning gennem tiden, idet intet andet emne har tiltrukket sig større opmærksomhed blandt donaldister end netop sexualiteten i Andeby - eller mangelen på samme.

Her på instituttet har vi sat os den ambitiøse opgave at give et bare nogenlunde dækkende indtryk af de vigtigste teorier, diskussioner og problemstillinger i den donaldistiske sexologi. Akademiets studerende må ikke forvente at finde de endelige svar her på siderne, ej heller en udtømmende behandling af emnet, men instituttets undervisere og forskere vil bestræbe sig på at give en solid og opdateret indføring i faget - forhåbentlig uden at miste den akademiske seriøsitet for fagets behandling.

Oversigt over klassiske afhandlinger, samt instituttets aktuelle kurser, forelæsninger og forskningscentre:

DONALDISTISK-SEXOLOGISK FORSKNING IØVRIGT

                        

Sexualitet i Andeby

- en gennemgang af den donaldistisk-sexologiske forskning af kønslivet i Andeby

Redigeret af institutleder og rektor dr.don. Jeronimus Gjøgsig, SAD.

 

Dette er nogle af de helt store spørgsmål, der gennem tiden har undret donaldister i og uden for den akademisk-donaldistiske verden. Trods nu efterhånden 35 års intens forskning på videnskabeligt niveau må vi erkende, at vi stadig ikke med sikkerhed kan besvare ét eneste af spørgsmålene. Men der er i den forløbne periode påvist en mængde interessante forhold omkring den donaldistiske sexologi, hvortil der tillige er fremlagt adskillige farverige forsøg på forklaringer. De donaldistiske sexologer og ikke mindst deres forklaringer kan grundlæggende inddeles i tre skoler med hver sit overordnede syn på sexualiteten i Andeby og dermed hver sit svar på ovennævnte fundamentale spørgsmål: 

    DEN SEXUAL-NEUTRALE SKOLE; ifølge denne retning hersker der i Andeby en yderst streng sexualmoral, der får 1700-tallets pietister til at fremstå som en flok løsslupne, hormonspændte teenagere på lejrskole. Enhver form for sexuel relation imellem kønnene inden for bygrænsen er strengt forbudt og bliver - hvis opdaget - straffet med øjeblikkelig bortvisning. Resulterer sådanne relationer i et afkom, bliver dette fjernet fra forældrene og sat i pleje hos mere anstændige slægtninge.

    DEN SEXUAL-NEUROTISKE SKOLE; ifølge denne retning hersker der i Andeby som helhed ganske normale sexuelle forhold, det er alene de nærmere beskrevne personer - og her først og fremmest Anders And - der pga. dybt forankrede psykiske problemer ikke kan finde ud af det dér med det sexuelle.

    DEN SEXUAL-CENSURISTISKE SKOLE; ifølge denne retning hersker der i Andeby en sexuel løssluppenhed, der ville chokere selv hardcore brugere af internettet. Det foregår imidlertid enten uden at reporterne fra vor verden har været i stand til at dokumentere det, eller snarere, dokumentationen herfor er konsekvent blevet censureret bort af de formidlende monopolhavere af hensyn til gældende sexualnormer blandt mennesker.

I det efterfølgende vil grundsynet i disse tre skoler og deres fremmeste fortalere blive præsenteret, ligesom hovedlinierne af den donaldistiske sexologis historiografi bliver gennemgået.

1. Den sexual-neutrale skole

I den ældste donaldistiske forskning overvejedes det seriøst, om befolkningen i Andeby overhovedet forplantede sig på normal vis. Man foreslog f.eks. paralleller til vampyrverdenen, hvor nye vampyrer som bekendt ikke opstår gennem almindelig biologisk reproduktion, men ved f.eks. at lade en dødelig drikke vampyrblod. Præcis hvordan dette scenario skulle overføres på donaldismen fremgår dog ikke helt klart. I dag er alle seriøse donaldismeforskere enige om eksistensen af en biologisk forplantningscyklus i Andeby. Der er således fundet flere sikre beviser for, at flere af ænderne rent faktisk har mødre. Klassisk er således beretningen om Rip, Rap og Rups første besøg hos deres Onkel Anders, der følger umiddelbart efter, at denne har modtaget et varslingsbrev fra ungernes moder. I dette brev omtales endda ligeledes en fader til de kvikke børn. Også Anders And selv afslører i en berømt scene (WDC 57), at han faktisk har - eller har haft - en mor.

 

Da der i Familien And ved flere lejligheder gøres rede for ændernes indbyrdes slægtsforhold, synes der således belæg for et i hvert fald rent genealogisk set normalt formeringsmønster. Tilsvarende slutninger kan hævdes for musene, da der også om Mik og Mak haves et tidligt bevis for, at de har haft en mor. 

Men hvad er da forklaringen?

 

Jon Gisle og Osloskolen: Sex og familiestruktur i Andeby

De første videnskabelige forsøg på at løse gåden om sexualitet og reproduktion i Andeby kom fra Norge. I starten af 1970'erne dannede Oslo Universitet således rammen om et yderst frugtbart forskningsmiljø, hvor i hvert fald skandinavisk donaldisme og langt hen ad vejen donaldisme i det hele taget for alvor blev udklækket. De norske forskeres store - og naturligvis rent akademiske - interesse for sexualiteten i Andeby gik i hovedpunkter på to forhold: Den tilsyneladende totale mangel på sexualitet i Andeby, samt byens meget særegne familiestrukturer. 

Jon Gisle: Donaldismen (1973)

Osloskolens vel nok mest berømte repræsentant, Jon Gisle, gav i sit legendariske storværk Donaldismen fra 1973 følgende præcise opsummering af den donaldistisk-sexologiske problematik: »At seksuelle temaer skys i donaldismen, bør ikke forbause. Disney-konsernet satser på at ungerne leser bladet med tillatelse fra sine foreldre, eller rett og slett på at foreldrene kjøper det til dem. “Man kan trygt gi et barn et Disney-hefte uten å ha lest det selv,” het det i en reklametekst fra 50-årene. Og da må man selvfølgelig gi konsesjoner til foreldrenes egne seksuelle hysj-hysj-forestillinger, hvor meningsløse disse enn måtte være. Man skal altså ikke bli forundret over at det ikke forekommer lesbiske samleier mellom Minni og Klara Klukk, eller av at Donald leser «Ronald Plukk» i stedet for pornoblader. Men det seksuelle tabu i donaldismen går lenger enn som så. Ikke engang de av den kristne kirke velsignede relasjoner mann-hustru og foreldre-barn forekommer i Andeby. Man får simpelthen ikke barn der. (...) Og dermed, mine damer og herrer, står vi ved den vanskeligste av alle donaldismens uløste gåter: Hvordan kan man få nevøer i et samfunn hvor man ikke får barn?«(Gisle 1973, s.92-93).

 

Jon Gisle opstillede fire mulige forklaringer herpå. Ifølge eksklusionsteorien hersker der i Andeby en yderst streng sexualmoral, langt strengere end nogen sinde set i det kristne Vestens historie blandt mennesker, hvor enhver form for sexuelt orienteret pardannelse er forbudt og hvor det at sætte børn i verden medfører øjeblikkelig bortvisning fra byen. Ifølge en af tesens bannerførere, Jan Bjurgren, eksisterer der således slet ingen normale familierelationer i Andeby: »Andeby ble grunnlagt som (...) en fristad for bortviste ender. Alle ender fordeles fra Bestemor Ducks gård til pleieforeldre i byen. Disse “foresatte” betegnes som onkel og tante.« (Donaldisten nr. 2 (1974), s.7). Om eksklusionsteorien skal det endvidere anføres, at børnene altid sættes i pleje hos personer af samme køn som børnene selv (jf. Gisles sexuelle strukturlov). Udødelighedsteorien bygger på en formodning om, at ænderne (og de andre) aldrig ældes eller dør, og at det derfor er såvel unødvendigt som uhensigtsmæssigt at reproducere sig. Det tredje alternativ er den såkaldte gøgeungeteori, der går ud på, at drægtige hunænder sniger sig ind hos fremmede familier og lægger deres æg. Endelig er der den uhyggelige de døde forældres teori, ifølge hvilken de manglende forældre-børn-forhold skyldes, at børnenes voldsomme adfærd har taget livet af forældrene. Hr. Gisle udtrykte selv størst tiltro til eksklusionsteorien.

Mens Osloskolen ihærdigt søgte at komme til bunds i Andebysamfundets sexuelle normer og adfærd, havde den tidlige tyske forskning en helt anden orientering inden for sexologien. Med solidt udgangspunkt i freudiansk psykologi søgte flere forskere at klarlægge de enkelte ænders sexuelle tilbøjeligheder. Og lad det være sagt med det samme: Det var angiveligt ikke noget kønt syn, der mødte dem - eller deres læsere. Den første og største repræsentant for denne individ-sexologiske retning var dr. Grobian Gans.

 

Dr. Grobian Gans: En freudiansk psykoanalyse af Familien Ands sexualitet

Traditionen for donaldistisk sexologi startede med pioneren inden for akademisk donaldisme, dr.orn. Grobian Gans, der i det klassiske værk Die Ducks fra 1970 beskrev de donaldistiske figurers psykologiske karakteristika.[0] Eftertidens donaldistiske forskere har gennemgående haft det svært med dr. Gans. Som påpeget af hans samtidige og betydeligt mere respekterede kollega, Jon Gisle, udviste Gans således »..en påfallende interesse for figurenes seksualliv, slik hans fremstilling muligens er blitt noe ensidig.«

Grobian Gans: Die Ducks (1970)

Til trods for denne og flere andre potentielle svagheder ved dr. Gans’ arbejde så er det dette instituts klare opfattelse, at Die Ducks fortjener langt større anerkendelse og opmærksomhed blandt nutidens donaldismestuderende og -forskere end hvad tilfældet synes at være. Ikke kun fordi at man bør “kende sine Pappenhejmere”, men også fordi dr. Gans rent faktisk havde fat i ganske mange interessante iagttagelser og teser, som fortsat kan tjene til inspiration. De Gans’ske “psykogrammer” af Joakim von Ands forhold til sine penge, samt forholdet mellem Anders og Andersine, må fortsat betegnes som uhyre skarpsindige og svært angribelige. At doktorens opsigtsvækkende tolkninger af forholdet mellem Bedstemor And og Fætter Guf aldrig har fået større opmærksomhed (end ikke den sædvanlige sønderlemmende kritiske af slagsen) er i sig selv påfaldende, mens hans - indrømmet, mildest talt vanvittige - analyse af Fætter Højben simpelthen er så kugleskør, at den i sig selv berettiger til klassikerstatus. Da tyskkundskaberne desværre generelt lader meget tilbage at ønske blandt nutidens ungdom i det sydnordiske sprogområde, tilbydes på linket nedenfor et udbygget referat af det sexologiske indhold i dr. Gans’ psykogrammer af Familien And. Men de studerende opfordres kraftigt til ved selvstudium at stifte bekendtskab med dr. Gans’ værk.

 

Dr. Gans kan med sine analyser siges at bygge bro imellem de to tidlige donaldistisk-sexologiske skoler, idet han med sin fokus på de enkelte medlemmer af Familien And faktisk ikke giver indtryk af at have interesseret sig særligt for sexologien som helhed i Andeby. Et gennemgående tema for alle hans individbaserede psykogrammer er dog, at de enkelte ænders ofte lettere bizarre adfærd skyldes en strengt undertvunget sexualitet, der påduttes dem udefra - kun Rip, Rap og Rup kan endnu pga. deres ungdom og begrænsede sociale prægning med fryd og uden mindste tegn på hæmninger gennemleve deres anale fase med kækt erigerede halefjer. Selvom Gans med imponerende øje for den slags detaljer kunne finde tegn på sexualitet i mangfoldige donaldistiske kildebelæg, så var det hans vurdering, at forholdet mellem Anders og Andersine er præcist så uskyldigt og ikke-fysisk som det fremgår af kilderne. Ansvaret herfor lagde han dog ikke så meget på et generelt puritansk normsæt i det Andeby’ske samfund, som på Anders’ egen forkvaklede og uudviklede sexualitet. Den and har VIRKELIG psykiske problemer, var dr. Gans’ nok ikke helt urimelige konklusion.

Kilde: Barks (1950) OS 300; WDK 3/1981

 

2. Den sexual-neurotiske skole

Med dr. Gans’ psykogrammer af Familien And var grunden lagt for en ny skolastisk retning inden for donaldistisk sexologi. Den manglende sexualitet kunne ifølge flere af Gans’ elever i virkeligheden kun hævdes for de af reporterne tættest fulgte medlemmer af Familien And. Det var ikke nødvendigvis Andeby, den var gal med, kun ænderne - eller i hvert fald nogle af dem.

Sexualneurotikerne hævdede deres oplysninger bekræftet af nærtstående personer. Kilde: Holzherr (1981) HD nr. 32, s.21.

 

Elke Imberger: Anders Ands ridderromantiske ideal

Den første tyske donaldismeforsker til at tage arven op i mere seriøs sammenhæng efter dr. Grobian Gans for så vidt angår ændernes kærlighedsforhold var en kvinde. Nu vil der af instituttets forskningsgennemgang fremgå adskillige kvindenavne, men i modsætning til de fleste andre af slagsen, er der i dette tilfælde ingen berettiget tvivl om, at vi rent faktisk har at gøre med noget i den akademiske donaldisme så sjældent som en virkelig kvinde! Der er således tale om den i D.O.N.A.L.D. gennem mange år højtstående og betydningsfulde donaldistiske kønsforsker, brevkasseredaktør m.m. Elke Imberger. Måske meget betegnende var Fräulein Imbergers afhandling om Ritter Donald und die Minne også en af de mest høviske og følelsesmæssige tolkninger af emnet, som forskningen har set, mens eftertidens mandlige (samt de tvivlsomme kvindelige) bidrag gennemgående har haft en mere rå og fysisk orienteret tilgang til den donaldistiske sexualitet.

Elke Imberger kunne påvise, at Anders’ idealsyn på sig selv og hans forhold til Andersine bedst kan sammenlignes med middelalderens høviske ridderidealer. Anders’ drømme om den skønne jomfru er ganske kyske, og handler især om, hvordan han på mandig ridderlig vis kan imponere hende og måske ligefrem forsvare hendes ære. Han elsker at romantisere over forestillingen om sig selv som den brave ridder, og Andersine tildeles i hans fantasier rollen som den smukke jomfru - med alt hvad dette begreb indeholder. Hun sættes på det nærmeste op på en piedestal som en rendyrket Madonnafigur.

Kilde: Barks (1951) WDC 128; AA 1/1952

Et interessant spørgsmål i den forbindelse er, om dette så også er, hvad Andersine selv ønsker? Tilsyneladende er hun - ganske naturligt for sit køn - lidt vekslende i sin holdning dertil, men generelt synes rollen at passe hende. Gennemgående sætter hun pris på sin tilbeders romantiske opmærksomhed og galante ærbare kurtisering, som hun - hvis han da husker at fastholde den - ind imellem besvarer med små (og tilsyneladende ligeså ærbare) gunstbevisninger. Men når det er sagt, skal det også understreges, at ridderidealet først og fremmest er Anders’, hvor Andersine generelt er mere praktisk og socialt orienteret i sine ønsker for livet. Anders’ rolle i henholdsvis egen og Andersines idealverden er måske allerbedst illustreret i nedenstående Taliaferro-stribe; i Anders’ egen drøm er han den stolte ridder, i Andersines er han den praktiske handyman, som hun styrer med stramme tøjler.

Kilde: Taliaferro (1942) YD 42-01-14; AA 3/1953

Uanset hvem det højmiddelalderlige ridder-jomfru-ideal tiltaler mest, så har det ifølge Elke Imberger aldrig udviklet sig til et mere fysisk funderet kærlighedsforhold. Trods det efterfølgende halve årtis (1980-85) talrige forsøg på at bevise en kødelig side af Anders’ sexuelle væsen, så holdt Fräulein Imberger fast ved denne konklusion, da hun i 1986 endnu gav foredrag derom for fulde huse på universitetet i Kiel: »Im Gegensatz zur frühhöfischen Minne gebe es in den Quellen nicht die leiseste Andeutung einer körperlichen Erfüllung zwischen Daisy und Donald. (...) Wir müssen also feststellen: Da läuft nichts!«

 

Lucy van Erpelt: Anders Ands psyke - Historien om den grimme ælling?

Ved indgangen til 1980’erne bad tidsskriftet Der Hamburger Donaldist den angiveligt da meget ansete Lucy van Erpelt om at foretage en såkaldt pseudopyskologisk diagnose af Anders And i håbet om, at videnskaben ad denne vej kunne komme nærmere en forståelse af den sælsomme andriks inderste væsen. Om Lucy van Erpelt kan det berettes, at hun blev præsenteret som ekspert i entroposofan parapsykologi (spørg ikke!) og angiveligt bar titlerne Prof. Dr. Dipl. Pseud. cand. freud. Nu ER tyskerne som bekendt glade for akademiske titler, men mistænksomme skeptikere kan måske heri finde belæg for en formodning om, at der nok engang er tale om et af den akademiske donaldismes mange pseudonymer. Denne mistanke bliver ikke mindre af, at ordet Erpel er en nordtysk betegnelse for “andrik”, samt at dr. van Erpelt aldrig siden har ytret sig i den akademisk-donaldistiske forskning. Sådanne overvejelser gør imidlertid naturligvis ikke hendes (?) pseudopyskologiske diagnose af Hr. And mindre interessant.

Dr. Lucy van Erpelt fandt i Anders’ adfærd tegn på en uhyre tragisk og traumatisk barndom. Både faderen og moderen synes på et meget tidligt tidspunkt at være forsvundet ud af lille Anders’ liv. Den manglende faderfigur skulle være årsagen til, at Anders bestandigt - og forgæves - søger at udstråle autoritet og vinde sine omgivelsers respekt. Hans konstante søgen efter berømmelse og rigdom udtrykker endvidere hans indre ællings søgen efter sin moder. Denne evige modersøgen har sexuelt manifesteret sig i en neurotisk tilstand, idet hans kurtisering af Andersine og andre kvinder i virkeligheden reflekterer savnet efter moderen, hvilket også er årsagen til, at forholdene aldrig udvikler sig i en mere voksen (læs: fysisk) retning. Ligesom kollegaen og forgængeren Gans så dr. van Erpelt Anders’ sømandstøj som et tydeligt eksempel på, hvordan den sexual-neurotiske andrik aldrig er sluppet ud af sin infantile fase. Hun påpegede endvidere det mistænkelige i, at de donaldistiske mediemonopoler aldrig har ladet os vide, hvad der dog skete dengang stakkels Anders blev forældreløs. Senere tiders tvivlsomme forsøg på at udbedre dette (såsom Lille Anders o.lign.) ville næppe have stillet den freudian(d)ske psykolog tilfreds.

 

Christian Zarnack: Forsøg på en sexual-neurotisk syntese

Den mest ekstreme repræsentant for den sexual-neurotiske skole må nok siges at være tyskeren Christian Zarnack, der fremlagde sine opsigtsvækkende teser i 1981, hvor en ny retning ellers så småt var ved at tage over inden for donaldistisk sexologi (se efterfølgende). Herr Zarnack startede med at aflive, hvad han kaldte “myten om det sexual-neutrale Andeby”, idet han ikke blot pegede på de allerede velkendte beviser for, at ændernes reproduktion må være sket af forholdsvis traditionel biologisk vej (de har mødre og starter livet som befrugtede æg). Der findes tillige flere belæg for nærmest epidemiske forekomster af børn i Andeby, der tyder på en endog ganske høj fertilitet blandt store dele af befolkningen.

 

Den tilsyneladende manglende sexualitet i Andeby skulle derfor ifølge Christian Zarnack alene henføres til ænderne - og her først og fremmest Anders og Højben. Ikke at de to anatide fætre er at betragte som sexuelt indifferente; tværtimod. Helt i tråd med sine forgængere Gans, Imberger og van Erpelt, og i skøn (?) forening af disses tolkninger, var det herr Zarnacks vurdering, at Anders og Højben begge er plaget af en fuldkommen forkvaklet sexualitet funderet i dybe psykiske problemer, angiveligt velkendte hos fascistoide småborgere, der bl.a. tager udgangspunkt i undertvungne Ødipuskomplekser og slet skjulte homosexuelle tilbøjeligheder, som fætrene får afløb for gennem ekstrem aggressiv kropskontakt.

 

Sammenfattende kan man sige, at Christian Zarnack på baggrund af sine forgængeres observationer og teser fremlagde en komplet dækkende syntese, der imidlertid savner udgangsmaterialets elegance og måske derfor heller ikke har vundet ham samme grad af faglig anerkendelse som forgængerne. Dertil kommer, at da syntesen blev præsenteret, var en ny og på mange måder mere opsigtsvækkende skolastisk retning som nævnt allerede ved at tage over.

 

3. Den sexual-censuristiske skole

Som tidligere nævnt var den navnkundige norske donaldist Jon Gisle mest tilbøjelig til at tilslutte sig det han kaldte ekslusionsteorien og dermed den sexual-neutrale skoles grundsætning om, at sex ikke indgår i Anders And & Co. fordi sex ikke foregår i Andeby. Gisle var dog tydeligvis ikke helt overbevist. Hvorfra var dog alle disse børn i Andeby kommet? Og udviste flere af personerne ikke ind imellem stærke tegn på sexuelle tilbøjeligheder, såsom forelskelse og i grelle tilfælde endog kyssen, uden at dette medførte deres bortvisning? »Kan det tenkes at de likevel har et seksualliv på si’, dypt hemmeligholdt? Hvem vet hva slags ville utskeielser som kan forekomme i Andeby i de lange, mørke vinternetter?« (Gisle 1973,  s.93). Geniale Gisle var på mange måder forud for sin tid. Men i 1979 begyndte også den øvrige forskerstand så småt at få øjnene op for muligheden af en fundamentalt anderledes forklaringsmulighed. Det hele startede med et tilsyneladende ellers ganske uskyldigt - omend noget opsigtsvækkende - interview.

 

Paradigmeskiftet i donaldistisk-sexologisk forskning

- eller: En fordrukken fårekyllings forårsagelser

I 1979 kunne Der Hamburger Donaldist angiveligt bringe et interview med Jesper Fårekylling. Dette var jo i sig selv ganske opsigtsvækkende, men det blev bestemt ikke mindre interessant af, at samme Hr. Fårekylling angiveligt da gennem længere tid havde fungeret som vært for et populært underholdningsshow i genren “Her er dit liv” på den andebyske TV-kanal CTV, hvor hovedgæsten for nylig havde været ingen ringere end Anders And.[1] HD’s interview med Jesper Fårekylling (der efter sigende var tydeligt mærket af, at fårekyllingen kort forinden var faldet ned i sit tredje glas whisky) gjaldt forståeligt nok primært tiden omkring denne for donaldismeforskere yderst interessante TV-udsendelse.

Under et fugtigt interview med ’Der Hamburger Donaldist’ i 1979 kunne Jesper Fårekylling angiveligt søsætte nogle artige (?) rygter fra Andebys journalistkredse om Familien And.

Ifølge HD’s udsendte interviewer (hvis navn ikke fremgår tydeligt af artiklen) kom Jesper Fårekylling med flere uklare hentydninger til et endog særdeles nært familieskab mellem Anders And og Joakim von And, ligesom det fremgik, at samme Hr. von And (der for en sikkerheds skyld havde købt TV-stationen inden udsendelsen) havde lagt en tyk censur hen over alle følsomme oplysninger i showet angående familiens indre forhold: »Men alle ved jo, hvad der er foregået i den familie. Og der er VIRKELIG foregået noget!« For nu at fjerne al den slørede udenomssnak, så antydes det, at Onkel Joakim skulle have haft noget kørende med Bedstemor Ands svigerdatter (og dermed hans egen nevøs kone), hvilket resulterede i en lille and med matrostøj! »Påfaldende er det jo, at Anders bestandigt har indtaget en forrang hos Joakim von And i forhold til alle dennes øvrige nevøer og niecer,« mente Fårekylling. »Dertil kommer mysteriet omkring Anders’ forsvundne forældre - de kan vel dårligt begge have endt deres dage som Duck à l’Orange?« Vi skal beklage det temmeligt smagløse ordvalg fra Hr. Fårekylling, der imidlertid som nævnt angiveligt ikke selv var helt appelsinfri under interviewet. Men nu var Jesper Fårekylling tilsyneladende varmet op, og kom med yderligere saftige rygter fra Andebys journalistverden: »Og så er der sagen med Della And. Ja, det kommer jo ikke mig ved, men æblet falder sjældent langt fra stammen, og “nevøerne” [Rip, Rap og Rup, red.] er jo Anders’ udtrykte billede.«

Nutidens seriøse donaldismeforskere vil næppe tillægge ovennævnte interview nogen afgørende kildeværdi. For det første var Jesper Fårekylling som nævnt under indflydelse af alkohol og tilsyneladende blot interesseret i at gøre sig til med snuskede rygter om Familien And - uden at han kunne komme med nogle konkrete beviser for sine uhyrlige påstande. For det andet vil flere forskere nok sætte spørgsmålstegn ved, om HD’s udsendte reporter virkelig HAR haft et sådan scoop af et interview med den berømte Fårekylling, eller om reporteren ikke snarere selv har opdigtet historien over et par whiskyglas på et hotelværelse? Hvor tvivlsom beretningens sandfærdighed end må forekomme, så indtager interviewet - eller påstanden om samme - alligevel en betydningsfuld position i den donaldistisk-sexologiske forskningshistorie, idet den blev startskuddet til et opgør med fagets gamle puritanske skoler og dannelsen af en modsatorienteret “sexual-censuristisk” retning. Sin liden størrelse til trods har Jesper Fårekylling således afstedkommet et af den akademiske donaldismes måske mest markante paradigmeskift! 

 

Gangolf Seitz: Fri sex i Andeby?

Gangolf Seitz (1979) lagde ud med at sætte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kan tillade os at overføre småborgerlige adfærds- og familienormer fra efterkrigstidens USA og Vesteuropa til Andeby? Efter at have antydet større sandsynlighed for lighedspunkter med sexuelt frigjorte storfamilier i Sierra Leone anklagede herr Seitz den tilsyneladende puritanske livsform i Andeby for alene at være et resultat af McCarthy-istisk censur af de donaldistiske beretninger inden disses publikationsmæssige frigivelse til det amerikanske marked. Han opfordrede derfor de donaldistiske forskere til at være bevidste om denne mulige censur og herefter se på kilderne med nye, fordomsfrie øjne. Og man må nok sige, at denne opfordring blev fulgt.

Tanken om frie kærlighedsforhold i Andeby fik straks støtte af Christian Baron (1979). Hvis alle de kendte familiebetegnelser i Familien And (fætter, onkel, tante, bedstemor, niece, nevø, osv.) skal passe for de personer, hvorimellem betegnelserne anvendes, måtte det ifølge Baron indikere et internt familieskabsforhold, der ville få selv inkarnerede sydstatsfamilier til at rødme. Herr Baron mente derimod ikke, at skylden for censuren burde lægges på McCarthy og Disney-koncernen, men derimod snarere - som antydet af Jesper Fårekylling - på den magtfulde Joakim von And.

At den amerikanske monopolhaver af transmissioner fra Andeby til Jorden i hvert fald ikke ligefrem ønskede at fremme den nye orientering i dækningen af privatlivet blandt ænderne stod klart få år efter (1981), hvor Disney-koncernen sagsøgte indehaveren af en tvivlsom butik i Los Angeles for omkring $100.000, fordi manden (muligvis inspireret af den seneste akademisk-donaldistiske forskning?) angiveligt havde fået fat på et sensationelt billede af Anders og Andersine i en endog særdeles kærlig situation, hvilket han havde ladet overføre på en mængde T-shirts, der solgtes fra hans butik. Interessant er det måske især at mærke sig, at Disney kun sagsøgte manden for krænkelse af koncernens produktrettigheder - og altså ikke dementerede ægtheden af selve billedet. En tysk avis mente, at Disneys mål med sagsanlægget var lige så klart som det var koldt: Anders og Andersine MÅ bare ikke få hinanden! [2]

Den slags censuristiske indgreb stoppede imidlertid ikke de donaldistiske forskere. Snarere tværtimod.

 

Klaus Grütz: Erotik og sexualitet i Andeby - Skal vi "plukke anemoner", frk. Gyldenlok?

Klaus Grütz (1982) påtog sig at forsvare Anders’ mandighed ved gennem billeddokumentation at påvise, at Hr. And så sandelig er mand for at lægge an(d) på damerne. Som hovedbevis for denne påstand inddrog han en barksistisk beretning fra foråret 1946 (WDC 67) om Anders’ nærmest skamløse flirt under en skovtur i Friluftsklubben med den veldrejede blondine Frøken Gyldenlok. Deres officielle søgen efter smørblomster (i den danske udgave dog anemoner) var efter herr Grütz’ vurdering et let gennemskueligt skalkeskjul for en fælles lyst til en helt anden form for “botaniseren”.

Kun en pludselig opstået naturkatastrofe forhindrer faktisk Anders i at fuldføre sine skumle planer med den tydeligvis ellers meget imødekommende frøken. Hvis Anders lider af nogen form for sexuel neurose, skulle det ifølge Grütz snarest sammenkobles med sådanne frustrerende afbrydelser, der med hans (altså  Anders’, red.) abnorme uheld in mente nok ikke indtræffer helt sjældent. Alligevel var det dog Klaus Grütz’ vurdering, at Anders And trods alt nok får, hvad han skal have. Hvilket ikke mindst skyldes, at han ifølge Grütz synes at køre flere for hinanden hemmeligholdte parforhold samtidigt. Andersine alene dækker således ikke Anders’ behov, hvilket imidlertid næppe skyldes, at dette hans faste (eller fasteste) forhold som hævdet af sexual-neurotikerne er forkrampet og uden fysisk indhold. Anders er således en ung andrik med en stor og sund livsappetit, aldeles blottet for de hævdede hæmninger, men udvisende en forståelig diskretion af hensyn til Andersines hårdtslående skinsyge (og ditto håndtaske). Når lejligheden byder sig - og hunænderne ligeså - står Anders parat til at slå til. Hvis ellers ikke hans fordømte uheld spolerer det hele...

 

Peter Wilkens: Anders - en sexualneurotiker?

Også ifølge Peter Wilkens (1982) var opfattelsen af Anders And som sexual-neurotiker helt og aldeles misforstået. Man fristes endda til at sige: også i den grad! Wilkens hævdede således, at både Anders og Andersine - og resten af Andeby, for den sags skyld - er uhyre aktive i sexuel sammenhæng, men hvor Klaus Grütz forklarede den manglende dokumentation heraf med Anders’ egen forsigtighed af hensyn til renommé og Andersines håndtaske, så pegede hans kollega på en helt anden censurerende faktor: Disney-koncernen. Eller rettere: Carl Barks selv af hensyn til Disney-koncernens formidlingspolitik. Barks vidste, at hvis han afbildede den sexuelle løssluppenhed i Andeby, som den virkelig var, ville Disney formentlig helt afbryde transmissionerne af hensyn til den amerikanske folkesundhed og almene moral. Derfor måtte han sløre denne del af formidlingen, komme med skjulte antydninger og insinuationer i tekst og billeder, som kun den årvågne og indviede læser ville opfange. Altså ifølge Peter Wilkens. Der så endvidere med beklagelse måtte konstatere, at det havde de donaldistiske forskere indtil da været temmelig dårlige til.

Herr Wilkens gav herefter en række eksempler på, hvordan afkodningen skulle foregå. Og man må lade den tyske forsker, at det virkelig ikke var småting, han som den første kunne læse ud af Barks’ beretninger bag om billeder og tekst. Skal man være lidt kritisk, kan man måske som undertegnede synes, at Wilkens nok lod sig fange lidt af begejstringen over sin egen opdagelse og havde en vis tendens til vel vidtgående fortolkninger. Men i vidt omfang er det stadig grundtankerne i Peter Wilkens’ metode, opdagelser og teser, der tegner nutidens donaldistiske sexologi.

Indiskutabel er da også hans påpegning af Kegleklippens tankevækkende form (som Grütz besynderligt nok ikke kommenterede), ligesom det er svært helt at afvise hans argumentation for, at den overleverede officielle dialog til de afbildede scener i flere tilfælde synes at dække over mere varmblodige budskaber.

 

Peter Wilkens var endvidere den første til at påpege den sælsomme tradition i Andeby med, at vinderen af diverse mandfolkekonkurrencer gives en dans med en underskøn festdronning. For Wilkens var det ikke svært at gætte, hvad denne “dans” i virkeligheden gik ud på - og dermed begyndte der for alvor at tegne sig et chokerende billede af den sexuelle moral og adfærd i Andeby! Faktisk var det tyskerens konklusion, at når Barks valgte at stoppe sine transmissioner fra ændernes univers, var det sandsynligvis fordi, at den dér herskende dekadence og frisindethed efterhånden havde nået et stade, hvor også Barks måtte sige fra.

 

Dr. Hans von Storch: Sexualitet i Andeby - en donaldistisk-sexologisk syntese

»Entenhausen ist real, da es vernünftig ist.« Således eksistensielt og filosofisk indledtes den store donaldistisk-sexologiske syntese af dr. Hans von Storch fra 1982, der havde til formål at redegøre for den aktuelle Stand der Forschung i det tyske fagtidsskrift Sexualpädagogik und Familien­plannung (2/1982). At komme med en syntese på dette højspændte tidspunkt burde næsten synes omsonst, idet alt tydede på en fortsat heftig og langvarig diskussion. Men som det skulle vise sig, stoppede debatten herefter brat, og syntesen har faktisk stået uanfægtet lige siden. Hvilket blot understreger dr. von Storchs Fingerspitzgefühl og store faglige indsigt, samt hans eminente evne til at nå frem til den store konklusion. Faktisk er der i hans berømte artikel næsten ingen konkrete iagttagelser eller tolkninger, der kan henføres til ham selv. Værdien ligger derimod i den syntetiserende sammenkobling af alle forskningens hidtidige arbejder. 

Selvom dr. von Storch langt hen ad vejen byggede sin syntese op på grundtanker fra alle tre skoler, er det dog tydeligt, at han personligt havde mest fidus til den yngste af disse, altså den sexual-censuristiske. Doktoren var således ganske enig i fornævnte Peter Wilkens’ udtrykte skepsis angående den officielt angivne præmiering ved de meget populære konkurrencer i Andeby, hvor mændene tilsyneladende udsætter sig selv for de største strabadser for en dans med aftenens festdronning. »Tanzen, ha!«, lød von Storchs hånlige afvisning af denne åbenbare censuristiske tilsløring af de virkelige forhold: »Tydeligvis bliver vinderen af en andebysk konkurrence IKKE stillet en selskabsdans i udsigt, men derimod et festligt afviklet, ceremonielt (og muligvis offentligt?) samleje.« Der dog naturligvis ikke må resultere i afkom, forstås, idet såvel vinder som festdronning da øjeblikkeligt vil blive udvist af byen. De social-etiske normer angående sexualitet og moral har alle dage været forunderlige.

 

Epilog: Sexualitet i Andeby - siden von Storch

Selvom dr. von Storchs syntese nu har mere end 20 år på bagen, har den faktisk - hvor utroligt det end måtte lyde - ikke modtaget reelle udfordringer siden. Alene er det værd at bemærke, at fräulein Elke Imberger i 1986 stædigt fastholdt sit mere puritanske og sexual-neurotiske syn på Anders’ og Andersines sexualitet - når vi aldrig ser dem udleve deres kæresteforhold fuldt ud, skyldes det, at de ikke gør det: »Wir müssen also feststellen: Da läuft nichts!«

Lars Boyesen: Sex og singleliv i Andeby

Helt anderledes toner lød i starten af 2004, hvor nordmanden Lars Boyesen afslørede sig som ortodoks elev af von Storchs sexologiske syntese i en opsigtsvækkende artikel om “Sex og singleliv i Andeby” bragt i det ikke-donaldistiske mandeblad Gullrapport: »Mellom linjene og utenfor ruttene finner vi et allsidig seksualliv som kan få enhver storby til å blekne i forhold. Man kan i prinsippet gjøre hva man vil, intet er for perverst, bare resultatet ikke blir barn.« Hr. Boyesen genlancerede bl.a. sin landsmand Pål Jensens prostitutionsteori fra 1970’erne angående de andebyske kvinders mystiske indtægtsforhold, mens han for egen regning fremkom med en temmelig alvorlig anklage imod Sorteper.

 

 

Professor Dam: Anmeldelse af SCORE-ANDEN

Den nyeste større analyse af sexualiteten i Andeby som helhed stammer fra Akademiets egen landflygtige professor Dam (2005), der i sin anmeldelse af tema-udgivelsen Score-Anden mente at kunne påvise adskillige eksempler på, at en dampende sexualitet også i dagens Andeby særdeles ofte viser sit letgenkendelige ansigt med tungen hængende langt ud af næbbet lige under den pæne polerede overflade. En pæn og poleret overflade, som den generelt censuristisk-paranoide professor var helt enig med den sexual-censuristiske skole om, skal finde sin begrundelse i xxxxxx-koncernens formidlingspolitik. Dermed bragte Dam sig i opposition til de ældre teser fra bl.a. Jesper Fårekylling, Christian Baron og Klaus Grütz om, at det censuristiske element primært skyldes Familien Ands egne forsøg på at sløre deres sexuelle virkelighed.

På baggrund af sine mangeårige studier udi Andebys sexologi præsenterede professor Dam endvidere tesen om “det parallel-monogame parforhold”, der går ud på, at man i Andeby helt legalt plejer flere sideløbende og supplerende forhold ved siden af et gennemgående kæresteforhold - et fænomen, som ifølge professoren bedst finder sin ækvivalent i vor verdens åbne gruppeforhold kendt fra 1970’erne. At parallelforholdene tilsyneladende ikke volder social fordømmelse i Andeby er dog ikke ensbetydende med, at førstekæresten uden videre glædes ved mangfoldigheden, men muligvis virker sidespringene konstruktivt som et extra krydderi på primærforholdet.

 

Dr. Hop van de Haavelouw: Dames and Ducks

I forbindelse med nærværende instituts genåbning i efteråret 2005 havde vi den store ære at få Akademiets internationalt anerkendte gæsteprofessor dr. Johaan Hop van de Haavelouw til at holde en festtale med titlen Dames and Ducks, hvor ducktoren gør op med tidligere opfattelser af Anders And som enten asexuel, sexuelt hæmmet eller hypersexuel: »In stead, I will claim that Mr. Duck in fact is quite normal - at least in the matter of his sexuality - and that he has a sound and in no way abnormal interest in the opposite sex. And to support this claim, I will in the following try to present a profile of preferences of Donald Duck when womanising.«

Og det gjorde dr. Hop van de Haavelouw så, faktisk både for Anders og Andersine, og i flere tilfælde også med påstand om iagttagelsernes gyldighed for Andebys ænder generelt. Således påpegedes visse systematiske tendenser for sexuel tiltrækning på tværs af arter og racer, hvor de anatide kvinder foruden hanænder gennemgående viser påfaldende interesse for han-gæs (gaser) og muskuløse mandlige repræsentanter for kynoiderne. Hanænderne derimod er mere trofaste over for deres egen art/race, hvor menneskekvinder som de eneste ikke-ænder forstår at fange hanændernes sexuelle opmærksomhed.

Kilde: Taliaferro (1947) YD 47-02-23

Selvom både Anders og Andersine ifølge dr. Hop van de Haavelouw flirter flittigt til anden side, ofte i næsten forbavsende skamløs grad, så synes der ingen tvivl om, at de begge er hinandens første-kæreste. I dette forhold kan man følge, hvordan de på skift skubber på i retning mod en videreudvikling af relationen, men når en endelig og lovformelig fuldbyrdelse for alvor lokker/truer, synes især Anders og hans medbrødre at få kolde andefødder.

 

Professor Jakobsen: “Kom, kom til Alaska!” - Studier af Stella anatiums fristad

At sexologiske spørgsmål fortsat er dybt rodfæstede i mange donaldisters tanker og studier fremgår af, at de gang på gang popper frem, hvor man mindst ville vente det. Som nu f.eks. på Akademiets 5. Donaldistiske Seminar afholdt i vinteren 2005-06, hvor temaet ellers var det umiddelbart ganske uskyldige - om end ikke af den grund meget lettere - spørgsmål: “Hvor ligger Andeby?” Til trods for temaets som udgangspunkt forholdsvis geografiske karakter, kom professor Jakobsens besvarelse hurtigt til at handle om anderledes saftige sager: Sex og druk! (Til professorens eventuelle undskyldning kan det dog anføres, at seminaret blev afviklet i forlængelse af Akademiets yderst vellykkede julefrokost.) Det officielle geografiske element i professor Jakobsens forskning bestod i en komparativ analyse af Andeby med en anden berømt lokalitet i Stella anatium.

Den blandt donaldister ofte beklagede mangel på belæg for sex og druk i Andeby i det donaldistiske kildemateriale er som ovenfor anført siden starten af 1980'erne traditionelt blevet forklaret med censuristiske indgreb fra enten Joakim von Ands sikkerhedstjeneste og/eller visse mediekompagnier med monopol på nyhedsformidlingen fra Stella anatium til Jorden. Men holder nu den forklaring? Professor Jakobsen stillede kraftigt spørgsmålstegn ved hele den censuristiske skole, idet han mente at kunne fremlægge en række donaldistiske belæg for præcis denne angiveligt ellers bort-censurerede opførsel (læs: sex og druk). Ikke i Andeby, imidlertid, men derimod i Stella anatiums Alaska - og her først og fremmest Dawson City. Her har der siden Joakim von Ands ungdom hersket en helt anden samfundsetik end i Andeby, idet man her kan drikke øl og sprut, ryge tobak, spille hasard, danse cancan, savle over dejlige damer og tilsyneladende pleje kønslig omgang med hverandre som man lyster, uden at nogen ser forarget på én af den grund. Tværtimod: Det er kun hvis man IKKE hengiver sig til slige fornøjelser, at man skiller sig uheldigt ud fra normen.

Er Andeby dermed alligevel, som først antaget tilbage i den ældre donaldismes sexual-neutrale skole, en puritanismens højborg, hvor sex og druk er strengt forbudt? Og er Alaska så i stedet Stella anatiums fristad, stedet for Andebys udstødte og valfartende, dekadente turister? Det foreslår professor Jakobsen, ifølge hvem det derfor næppe er et tilfælde, at Gyldne Gulda aldrig har forladt Alaska, idet en sensuel andekvinde som hende slet ikke ville kunne tillades at bevæge sig frit rundt i Andeby, hvor hendes effekt på bl.a. anatide multi-milliardærer spontant ville udløse en overtrædelse af adskillige kapitler i Andebys sædelighedslovgivning.

* * *

Forskningens overvejende konsensus siden 1982 er ikke ensbetydende med, at alle donaldister verden over lige siden har været enige med sexual-censuristerne og von Storchs syntese. Langt fra. Men langt de fleste senere offentligt udtrykte overvejelser derom (som ikke er refereret her) repræsenterer blot en tilbagevenden til hele studiets tidligste fase og oprindelige grundspørgsmål, uden at forholde sig til den mellemliggende forskning, og de kan dermed betegnes som et kedeligt udslag af manglende basal akademisk-donaldistisk uddannelse. En mangel, som dette institut ser det som sin kardinalopgave at bekæmpe.

 

Donaldistisk-sexologisk forskning iøvrigt

Forskningens overvejende status quo siden 1982 gælder dog udelukkende de generelle sexologiske forhold i Andeby. På en række mere specifikke områder indenfor den donaldistiske sexologi er der sket endog særdeles store fremskridt - eller i hvert fald en form for bevægelse...

 

Professor Jakobsen: Sexualitet i Skoven

Inspireret af den blandt donaldismeforskere evigt tilbagevendende diskussion om sexualitet i Andeby har chefbjørnolog professor Jakobsen (2004) på Bjørnologisk Fakultet undersøgt de sexuelle relationer uden for Andeby blandt Skovens beboere, herunder den generelle sexualmoral i Skoven.

Traditionelt hævdes det, at den tilsyneladende meget strikse sexualmoral i Andeby kun går til bygrænsen, mens forholdene i den umiddelbart tilgrænsende skov skulle være langt mere dekadente. Et bevis herfor lå ifølge Gisle i, at de “normale” familierelationer med tanter og onkler kun forekommer inde i byen, mens den generelt slemme Stygge Ulv uden skyggen af skam indrømmer at have en søn. Ifølge professor Jakobsen er denne opfattelse af sexualforholdene i Skoven på enhver måde urimelig. Han mente således at kunne fremlægge en række belæg for, at Skovens befolkning - alle deres øvrige moralske ufuldstændigheder til trods - rent faktisk udviser en i vore øjne langt mere normal og moralsk korrekt adfærd hvad angår familieværdier og sexuel aktivitet end vi nogen sinde har set blandt den urbane befolkning i Andeby. Den bjørnologiske professor satte derfor spørgsmålstegn ved, om det er beboerne i Skoven eller i Andeby, der opfører sig mest uciviliseret?

 

Afdelingen for Sexologisk Fysiologi

I Afdelingen for Sexologisk Fysiologi forskes og undervises i den mere kropslige, anatomiske og fysiske del af især ændernes sexologi. Fagområdet kan siges at ligge i grænselandet mellem Institut for Donaldistisk Sexologi og Afdelingen for Andelogi (Institut for Donaldistisk Biologi) - hvilket bestemt ikke er det mest uinteressante grænseområde at befinde sig i...

 

Den til dato nok mest berømte undersøgelse indenfor donaldistisk-sexologisk fysiologi blev præsenteret af tyskeren Olaf Oldigs på den donaldistiske årskongres i 1981, hvor den straks vandt sig kaldenavnet “Oldigs-teorien”. For dem af os, der desværre ikke var til stede ved offentliggørelsen, blev afhandlingen udgivet året efter i tidsskriftet Der Hamburger Donaldist nr. 32. Fokus for herr Oldigs studier og teori var den anatide underkrop, nærmere bestemt den mandlige af slagsen, hvorom han lancerede den opsigtsvækkende tese, at Stella anatiums hanænder ved vandkontakt så at sige oplever en diametralt omvendt fysisk reaktion end menneskehanner, når sådanne kommer i fuld kropskontakt med koldt vand.

 

Et nært beslægtet forhold kom op - hvis man vil undskylde formuleringen - ved eksaminationen af unge hr. Damgaards kandidatafhandling her på Akademiet i julen 2004 vedrørende årsagen til de mange besvimelser blandt Andebys ænder. Som påpeget af en af censorerne, Akademiets chefpsykolog Petra Grozvits, synes besvimelserne først og fremmest at være et fænomen blandt hanænderne, hvorfor hun foreslog den mulighed, at de anatide hanners “manddom” optager så meget blod, at det reducerer blodtilstrømningen til hjernen og gør dem sårbare for at besvime.

Hendes medcensor ved eksaminationen, adjunkt B. Jørnsen fra Bjørnologisk Fakultet, var (for én gangs skyld) langt fra afvisende over for fr. Grozvits’ tese, idet han supplerende påpegede, at besvimelser tilsyneladende kun sker i Andeby og aldrig i Skoven, hvorfor det jævnfør professor Jakobsens ovenfor omtalte undersøgelse kunne tænkes, at det netop er det sexuelt udsvævende og dekadente liv i Andeby, der tærer på kræfterne og reducerer blodtilførslen til hjernen - hvorimod det sobre, anstændige og asketiske liv i Skoven bringer kroppen og hjernen i harmonisk balance? Men det undrede da Jørnsen, at det lige netop er den gamle Joakim von And, der hyppigst besvimer. Har han (altså von And) noget kørende med frøken Rappesen? Eller havde dr. Grobian Gans ret i sine tolkninger af rig(m)andens glæde ved pengebade?

 

Tyskeren Hartmut Hänsel (1990) gjorde opmærksom på de påfaldende mange eksempler på hypnose i Andeby, et fænomen som han kædede sammen med det anatide øjes relativt store størrelse. Løseligt anslået vurderede han, at øjnene dækker omkring 2/3 af f.eks. Anders Ands ansigtsflade. Denne store eksponeringsflade gør tilsyneladende den anatide hjerne og vilje meget sårbar for ekstern påvirkning, hvilket naturligvis må sætte sig spor i ændernes daglige adfærd.

En særlig dimension af den anatide hypnoseteknik har en erotisk karakter - og besiddes tilsyneladende kun af kvinder. Uden at det kommer til en egentlig tilstand af hypnose, er mange af Stella anatiums kvinder således i stand til med et koncentreret blik at gøre deres mandlige offer fuldkommen erotisk konfus og ude af stand til at tænke logisk eller handle rationelt i op til flere minutter. Interessant er det endvidere, at dette blik altid afsendes med halvt lukkede øjne under tunge, mørktfarvede (ofte grønne) øjenlåg med lange øjenvipper. Selv uden decideret hypnose har denne øjenanvendelse tydeligvis en markant tiltrækkende virkning på mandlige væsener. Ifølge Hänsel kunne forklaringen være, at mændene (temmelig naivt) mente sig mere sikre over for kvinder med halvt lukkede øjne, idet hypnosetruslen da skulle være begrænset. Ifølge dr. GrandjeAnd synes virkningen dog snarere at være stik omvendt, så enten er Andebys mænd meget dumme (en absolut tænkbar forklaring) eller også har de bevidst eller ubevidst slet ikke så meget imod tanken om at blive hypnotiseret, tryllebundet og forført af de donaldistiske kvinder.

 

Et traditionelt stridspunkt inden for donaldistisk-sexologisk fysiologi er spørgsmålet om, hvorvidt ænderne (først og fremmest de kvindelige af slagsen) lægger æg eller føder levende unger? I den indledende kursusgang om Anatid fysiologi på Afdelingen for Andelogi har dr. GrandjeAnd (2004) forsøgt at gøre rede for begge skolers synspunkter og de mange fremlagte kildebelæg desangående.

Da vi endnu har til gode at følge en anatid familieforøgelse på nærmere hold, kan der ikke gives noget endeligt svar angående ændernes fysiologiske reproduktionsform, hvilket dog naturligvis ikke forhindrer de donaldistiske forskere i vedvarende at fremlægge bud på sådanne svar. Adskillige omtaler og anatide barndomsbilleder af æg taler kraftigt for den første opfattelse (æglægning), men stærke forskningsretninger i dagens donaldisme i både Norge og Tyskland plæderer alligevel ufortrødent for den anden (fødsel). Her på Akademiet slutter stadig flere forskere sig dog til ægge-teorien, der senest har fået udtalt støtte fra professor Jakobsen (2006) med en serie højt belagte belæg hentet fra såvel den ældste, som den yngste donaldisme, og især fra det vicarianske kildemateriale.

Spørgsmålet om æg eller unger har da også ganske stor betydning for hele den donaldistiske grundforståelse, idet det hænger uløseligt sammen med spørgsmålet om, hvorvidt der i grunden er tale om ænder med mennesketræk eller mennesker med andetræk?

 

Har ænder bryster? Selvfølgelig, vil nogle sikkert svare. Brystkødet er noget af det mest velsmagende på en stegt and. Men dette er naturligvis ikke pointen i donaldistisk sammenhæng. Den korrekte, men knap så fængende formulering af spørgsmålet er nemlig: Har donaldistiske hunænder ydre brystdannelser? Det har flere forskere gennem tiden set nærmere på - i ren og skær videnskabelig interesse, forstås. I SAD-regi blev emnet løftet første gang af professor Dam tilbage i 2003 under en indgående seminardiskussion med dr. GrandjeAnd om hvorvidt donaldistiske ænder fødes eller klækkes (se ovenfor). Og som et par vægtige argumenter for fødselsteorien fremviste professoren ved samme lejlighed eksempler på anatide kavalergange, som seminardeltagerne fandt meget interessante, men som trods alt ikke afgjorde det aktuelle spørgsmål, idet - som anført af dr. GrandjeAnd - også pattedyr kan lægge æg, hvilket det australske næbdyr er et yderst passende eksempel på.

Her for nylig (sommeren 2006) er det tiltalende emne så blevet berørt igen, denne gang i norsk donaldisme på forummet Andeby Online, hvor den såvel fingernemme som årvågne hr. Mats Gullikstad har gjort sig samme observationer og overvejelser som professor Dam, men baseret på et senere kildeskrift (af Don Rosa, AA 22-24/2006): »Mens jeg leser “Fangen i Sølvdalen” kan jeg ikke unngå å legge merke til tilstedeværelsen av noe som kan minne om bryster på Gylne Guldas bringe, i motsetning til de andre hunnendene. Dette får meg til å tenke - hva har gått galt her? Ender blir da vitterlig ikke ammet. Har Gylne Gulda foretatt brystimplantat, eller kan dette tyde på at endene før i tiden fødte levende andunger?« Fra den afledte diskussion skal her blot refereres ét indlæg, nemlig det fra hr. Nestor Burma, der fremlagde en yderst troværdig tese: »Det er ikke sikkert Skrue (dvs. Joakim, red.) vil innrømme det for noe, ikke engang ovenfor seg selv, men det kan jo hende at årsaken til at han falt for Gyldne Gulda er svært banal. I en verden av flatbrystede hun-ender så møter han den ene...«.

 

Kønsfordelingen i Andeby (og omegn)

En særlig vinkel af den donaldistisk-sexologiske forskning er af demografisk karakter, nærmere bestemt med hensyn til kønsfordelingen, der ifølge professor Jakobsens (2004) studier af forholdene i Skoven måske endda kunne være én af grundene til den tilsyneladende lave kønsaktivitet: »Set ud fra et maskulint synspunkt kan man anføre, at der ret beset heller ikke er mange muligheder for sexuel løssluppenhed i Skoven, i hvert fald ikke hvor sådanne forventes at have et kvindeligt islæt.« Både i og uden for Andeby må man således konstatere en ualmindelig skæv kønsfordeling. Som så ofte før var det mesteren Jon Gisle (1973, s.106), der først gjorde opmærksom på fænomenet: »I et tillfeldig valgt blad, nr. 43/1966, forekommer det 432 bilder av menn og bare 50 av kvinner. Hvis disse tall gir et korrekt uttryk for befolkningssammensetningen i Andeby, har byen et mannsoverskud på 764%. Australia blekner i sammenligning.«

Akademiets unge stud.don. Palle Damgaard (2003) kunne konstatere, at skævheden i 2003 (AA 22/2003) var udlignet lidt, omend ikke meget, til et mandsoverskud på 431%. Som den første vovede han endog at opstille bud på årsagen til de særegne kønskvotienter i Andeby. Selv troede han ikke meget på en biologisk hypotese om, at de andebyske arter simpelthen bare føder (eller udklækker) flere drengebørn end piger. Derimod stod han vaklende imellem to alternative hypoteser kaldt henholdsvis “Chauvinist-teorien”, ifølge hvilken Andeby er et ekstremt mandsdomineret samfund, hvor kvinder sjældent tillades at komme uden for hjemmets fire vægge, og den om muligt endnu mere uhyggelige “Kina-teori”, hvor drengebørn er mere eftertragtede end pigebørn blandt andebyske forældre, der derfor på diverse mere eller mindre etiske måder skiller sig af med uønskede småpiger - i sandhed skræmmende tanker! Under devicen »Vi behøver flere kvantitative data« har unge Damgaard sat sig den ambitiøse opgave at gennemgå hele det donaldistiske kildemateriale med henblik på en komplet registrering og optælling af den sexologisk-demografiske udvikling i Andeby op gennem tiderne. Her på instituttet afventer vi resultatet i tålmodig spænding...

   

 

Center for Dellaforskning

Della And indtager en helt unik position i den akademisk-donaldistiske forskning. Til trods for at hun (så vidt vides) aldrig har optrådt in persona i én eneste donaldistisk beretning førend Don Rosas nyklassiske rekonstruktionsforsøg af Familien Ands slægtshistorie fra starten af 1990'erne, har hun siden midten af 1980'erne med tilbagevendende kraft forårsaget intense diskussioner blandt donaldister af alle observanser. Årsagen til interessen skyldes, at Della traditionelt regnes for moder til Rip, Rap og Rup. Dette moderforhold har i forskningen udløst to store spørgsmål:

1. Hvorfor overlod hun ungerne til Anders And? Nært knyttet hertil ligger følgespørgsmålet: Under hvilke omstændigheder og med hvem fik hun ungerne?

2. Hvad er Dellas familieforhold til Anders And? Nogle steder angives hun at være hans søster, andre steder hans kusine; hvad er rigtigt og hvorfor denne kildemæssige uoverensstemmelse?

På Center for Dellaforskning tilbydes først en gennemgang af de forholdsvis få foreliggende sikre fakta, hvorpå dr. Gjøgsig giver en uddybende redegørelse for fagområdets vigtigste forskningsarbejder, diskussioner og teorier fra ind- og udland angående ovennævnte væsentlige spørgsmål.

På det nu hedengangne Donaldistisk Forum fik Della-spørgsmålet en ganske betydelig rolle, idet et af forummets vel nok mest berømte/berygtede forskningsresultater var professor Dams (2003) opsigtsvækkende tolkning af rosaistisk kildemateriale, ifølge hvilken Della højst kunne være 12-13 år, da hun fik Rip, Rap og Rup. Den hævdede afsløring blev emne for Det 2. Donaldistiske Seminar, og udløste siden så stor international opstandelse, at professoren valgte at gå under jorden. Fra sit ukendte opholdssted holder den nu landflygtige professor Dam imidlertid stædigt fast i sin påståede opdagelse af “Den Store Konspiration”.

 

Afdelingen for Gufologi

Når det gælder den generelle sexualitet i Andeby kan den donaldistisk-sexologiske forskning betegnes som forholdsvis induktivt baseret. Ud fra nogle konkrete eksempler har forskerne forsøgt eller i hvert fald diskuteret muligheden for ud fra disse enkelttilfælde at slutte noget om de i Andeby generelt gældende forhold. De donaldistiske sexologer kan derfor forsvare deres intense studier af enkeltindividers sexualitet med en videnskabelig søgen efter den ophøjede og almene sandhed om forholdene i Andeby - der altså ikke blot dækker over nyfigen snagen i privatlivets fred. Kildesituationen har naturligt gjort Anders og Andersine til de mest udsatte hvad dette angår, men de mest radikale opdagelser/tolkninger er i virkeligheden baseret på to normalt mere perifære skikkelser, nemlig - som ovenfor beskrevet - som den ene Anders’ kusine eller søster Della, og som den anden Fætter Guf.

At Fætter Guf af alle skulle være særlig interessant i donaldistisk-sexologisk sammenhæng kan måske umiddelbart virke lettere overraskende. Ikke desto mindre havde allerede dr. Grobian Gans (1970) som tidligere nævnt mistanke om en skjult og tilsyneladende ganske viril side af Guf, da det efter dr. Gans’ mening ikke kunne være om dagen, at den trivelige gase gør sig fortjent til Bedstemor Ands gode forplejning.

Efter 33 år i akademisk-donaldistisk fred bragte den norske hr. Mats (2003) fornyet opmærksomhed på Fætter Gufs sexuelle potentiale med sin opsigtsvækkende tese om øjen- og næbform hos både Rip, Rap og Rup, og Kylle, Pylle og Rylle, der jævnfør ældre tysk forskning kunne indikere, at alle de nævnte “ællinger” i virkeligheden havde en gase som fader: »Og hva om denne gåsen skulle vise seg å være Guffen?!« Ifølge hr. Mats blev drengene først sat i pleje hos Bedstemor And, der imidlertid senere lod fabrikere et falsk brev fra Della, der sendtes til hendes nevø Anders, hvor også drengene blev placeret for at undgå sladder. Guf selv fik job hos Bedstemor And, der muligvis fyldte ham op med kager dopet med alternative urter fra fruens køkkenhave, hvilket fik ham til at glemme hele affæren.

Senere samme år fremlagde dr. GrandjeAnd (2003) resultatet af sine indgående studier af tiden fra Fætter Gufs ungdom, og mens han (altså dr. GrandjeAnd) ikke kunne tilslutte sig hr. Mats’ tese om Gufs mulige faderskab til Rip, Rap og Rup, så mente ducktoren sig i stand til at fremlægge adskillige belæg for, at Fætter Guf vitterligt var lidt af en “Pigernes Guf” tilbage i de unge år, og at han (altså Fætter Guf) ikke mindst havde en dragende effekt på de unge hunænder. Dr. GrandjeAnd påviste endda, at Guf inden sin ansættelse hos Bedstemor And ejede sin egen gård, hvor han var nabo til Andersines søster, der som bekendt er mor til Kylle, Pylle og Rylle. På den baggrund opstillede GrandjeAnd et temmelig dramatisk scenario for Gufs potentielle faderskabshistorie.

Den induktive værdi af alle tre gufologiske studier ligger i, at der - mere eller mindre explicit - antages at gælde en generel sexuel tiltrækning mellem hunænder og gaser (“han-gæs”), men at sådanne sexuelle relationer på tværs af arterne er socialt tabubelagte og muligvis ligefrem ulovlige - en norm eller lov, der formentlig primært er indført af hanænderne.

Præcis to år efter ovennævnte afhandlings offentliggørelse ved julefrokosten på Center for Klassisk Donaldisme lagde selvsamme estimerede forskermiljø ramme til yderligere studier udi gufologisk sexologi, denne gang ved den til lejligheden indbudte gæsteforedragsholder dr. Johaan Hop van de Haavelouw (2005a). Akademiets populære gæsteprofessor havde sat sig som mål at undersøge, om Fætter Guf i den moderne donaldisme fortsat synes at besidde ungdommens talenter, der - som tidligere konstateret af dr. GrandjeAnd - foruden et godt sovehjerte og en glubende appetit også omfatter en imponerende opfindsomhed med hensyn til arbejdsbesparende tiltag, samt - hvad der er kernepunktet her - en sjælden evne til at charmere tøsebørnene. Og dr. Hop van de Haavelouw kunne svare fuldt ud bekræftende på dette hans eget spørgsmål: Guf har det stadig! Ducktoren kunne endda præsentere forskerne for en ny skræmmende tese angående relationen imellem Fætter Guf og hans aldrende arbejdsgiverske.

 

Joakim von Ands sexologi

Andebys monetære overhoved, Joakim von And, er heller ikke gået ram forbi hvad angår de donaldistiske sexologers opmærksomhed. Her kan de fleste tilslutte sig opfattelsen af, at Hr. von Ands helt store kærlighed gælder penge. Adskillige donaldistiske forskere har ligefrem antydet eksistensen af en næsten betænkelig fysisk udlevelse af den gamle ands glæde ved klingende mønter og knitrende sedler. Som på så mange andre områder indenfor sexologien blev banen også her kridtet op af dr. Grobian Gans (1970). Han mente i Joakim at kunne finde den fuldkomne, calvinistiske kapitalist, der af hensyn til sin egen religiøse selvforståelse har valgt et liv i 100% askese og derigennem helt har mistet evnen til at elske andre levende væsener: »Naturen lader sig imidlertid ikke undertrykke ustraffet, og de opdæmmede drifter vil på den ene eller anden måde til sidst bryde igennem. Onkel Joakims pengebade, der af naive beskuere vil kunne accepteres som et excentrisk lune, bliver for den indviede iagttager en frastødende skueplads for sexuel perversion. Berøringen med møntmetal og pengeseddelpapir hensætter ham tydeligvis i en hastigt tiltagende ophidselse, indtil han med erigerede kolbøtter styrter sig på hovedet ned i pengene og opnår en udløsende tilfredsstillelse.«

Ifølge nyere donaldistisk-sexologisk forskning er sandheden imidlertid nok mere kompliceret end som så. Der findes nemlig en rigtig kvinde af kød og blod i Joakim von Ands kærlighedsliv: Gyldne Gulda! I en amerikansk universitetsafhandling i engelsk litteratur om kvinderoller i donaldismen satte Katherine Sullivan (2003) særlig fokus på den stærkt forførende, blonde andeskønhed fra Alaskas guldgraverdistrikter, som selv Joakims ellers så stenhårde hjerte måtte blødes lidt op for. Ja, ifølge frk. Sullivan rummer kilderne endog påfaldende stærke tegn på et fysisk kærlighedsforhold imellem Gulda og Joakim!!! Ikke nok med det, men faktisk har Katherine Sullivan i sin omfattende kildegennemgang af von Ands (ikke-monetære) romancer angiveligt fundet mere end 30 (sic!) forskellige damebekendtskaber hos den gode Joakim!

 

Diverse nyere udenlandsk forskning og diskurs (sommeren 2005)

Som det burde fremgå af ovenstående, er sexualiteten i Andeby endnu langt fra et færdigudforsket emne. Heldigvis, vil sikkert ikke mindst Andebys indbyggere sige. Endnu i vore ellers så politisk korrekte dage har prekære sexologiske spørgsmål da også en vis evne til vedvarende at dukke op i donaldistiske fora på internettet.

Blandt de i akademisk-donaldistisk sammenhæng nævneværdige sexologiske spørgsmål blev der for nylig på det tyske D.O.N.A.L.D.s diskussionforum indledt en lovende debat over emnet Homosexualität in Entenhausen, en varm donaldistisk-sexologisk kartoffel, som ingen rigtig har vovet at grave op siden dr. Gans i 1970 mente at kunne afsløre Fætter Højben som homosexuel CIA-agent. Nu kan dr. Gans’ lettere vanvittige Højben-tese selvfølgelig have haft en vis afskrækkende effekt for efterfølgelse, men der kan desværre heller ikke udelukkes en tendens til homofobisk stempling i konservative donaldistkredse af indledende forsøg på sådanne overvejelser som værende “vulgær- og anti-donaldistiske” - et prædikat, som de fleste udøvende donaldismeforskere frygter at blive påhæftet. Spørgsmålet om homosexualitet i Andeby fortjener imidlertid seriøs opmærksomhed, da adskillige indikationer herpå findes i kilderne, men de foreløbige (gen)overvejelser fra tysk side herom synes strandet i en diskussion om, hvorvidt transvestitisk adfærd kan betegnes som en form for homosexualitet. I givet fald skal Andersine næppe have alt for store forventninger til sin Anders...

Apropos Andersine og Anders, men ellers aldeles uden relation til ovenfor nævnte debat, rejste den tyske donaldist Paperina på samme diskussionsforum spørgsmål ved Andersines opførsel i forhold til Anders og Højben. Frk. Paperina fandt det moralsk forkasteligt, hvordan Andersine vedvarende flirter med både Anders og Højben, og ofte synes at bruge sin flirt med Højben til at presse eller straffe Anders, når han ikke føjer sig hendes vilje: »So behandelt man niemanden den man wirklich liebt. Ich finde das ist ein falsches Spiel was die gute Daisy da mit Donald und Gustav treibt und keinesfalles zu tolerieren!« Paperina nøjedes imidlertid ikke med at kritisere Andersines adfærd, hun prøvede også at forstå sin anatide med-søster. Desværre syntes den bedste forklaring at være, at Andersine i virkeligheden slet ikke elsker nogen af sine bejlere, og at Anders blot er ein lustiger Zeitvertreib für sie: »Wenn man jemanden liebt dann hält man ihn nicht hin und setzt ihn unter Druck so wie Daisy es tut.«

Kilde: Barks (1953) WDC 156; AA 7/1954

En anden kvindelig donaldist (glædeligvis vinder antallet af kvindelige akademisk orienterede donaldister tilsyneladende stærkt frem i Tyskland), med forskernavnet Frau in Zartrosa, mente derimod, at Andersines bevæggrunde som sådan er reelle nok, men at ingen af hendes to bejlere opfylder alle hendes ønsker til den perfekte kavaler. Andersine ønsker sig en (m)and med Anders’ udseende og personlighed, men med en luxuriøs og ophøjet livsstil som Højbens. Hun vil gerne forkæles, men dertil rækker Anders’ økonomiske formåen desværre kun sjældent, og derfor vakler hun lidt imellem de to muligheder: »Mit Gustav (dvs. Højben, red.) wäre das Leben leicht, aber mit Donald ehrlicher und liebevoller.« Der er således ifølge Fruen i Zartrosa ingen tvivl om, at når det kommer til stykket, så er det Anders, som hun (altså Andersine) virkelig elsker. Alene hendes (stadig Andersines) rasende skinsyge, når Anders blot skæver til andre kvinder, afslører tydeligt dette.

Efter selv at have tygget lidt på problemet nåede spørgsmålsstilleren frk. Paperina frem til en supplerende forklaringsfaktor, nemlig Højbens uovervindelige held. Sagen kan således være den, at Anders og Andersine i virkeligheden elsker hinanden højt og uden slinger, men Fætter Højben elsker imidlertid også Andersine, og pga. hans enorme held, skænker lykken ham fra tid til anden Andersines gunst. Hun kan altså ikke selv gøre for, at skæbnen indimellem driver hende hen i armene på Højben: »Wenn Gustav nicht so ein Glückspilz wäre, dann würde dies nicht so geschehen (nach meiner Theorie).« Man må håbe, at frk. Paperina og andre donaldister ikke føler sig fristet til at bruge samme undskyldning overfor deres eventuelle ægtefæller og kærester, da det nok er de færreste af disse, der helt let vil acceptere en sådan forklaring. Men nu er det jo heldigvis også de færreste af os, der har en Fætter Højben lurende i kulissen af en muligvis skæbneskabt menage à trois.

På det engelsksprogede forum DCML har der i sensommeren 2005 foregået en diskussion vedrørende romantiske beretninger om Rip, Rap og Rup - eller rettere mangelen på samme. Debatørerne grupperede sig hurtigt i to fronter, pro et contra, som det hører sig hjemme i donaldismen, hvor nogle mente, at det da kunne være så nuttet at se Rip være forelsket i en lille pige, mens andre (primært mandlige donaldister) på det skarpeste frabad sig den slags kærlighedskvababbelser for vore tre raske drenge. Snart tog sagen imidlertid en mere kontroversiel drejning (hvilket straks skærpede opmærksomheden hos Akademiets udsendte observatør), idet flere indlæg talte for muligheden af romantiske forhold imellem drengene (eller i det mindste én af dem) og mere voksne hunænder (såsom Andersine). Tanken om sådanne scener blev af flere donaldister fundet direkte uhyrlige, måske bedst udtrykt af finnen Kai Saarto: »Duck-version of “The Graduate” is flashing in front of my eyes. Huey as Dustin Hoffman... Please, somebody take it out my head!« [link til DCML-indlæg] I akademisk-donaldistisk sammenhæng er det jo imidlertid sagen mindre vedkommende, om vi kan lide den slags eller ej. Spørgsmålet er, om fænomenet rent faktisk synes at forekomme i Andeby? 

Og gør det så det? Tja, fra norsk side blev det i hvert fald påpeget, at Andersine faktisk ved flere lejligheder HAR droppet både Anders og Højben som kavalerer ved skovture til fordel for den yngre generation: »..and to Daisy's immense pleasure (according to her smile), the three of them all are her date in the very last frame.« [link til DCML-indlæg] Amerikaneren David Gerstein, der ellers hørte til tankens argeste modstandere (»Yikes! Sounds scary!«), måtte desuden medgive, at Rip, Rap og Rup heller ikke altid har virket helt uinteresserede i deres “tante”: »..in the earliest days, the nephews DO seem to have some kind of vague romantic interest in Daisy. Long before that “Aunt Daisy” stuff got started, there were cartoons like MR. DUCK STEPS OUT where the kids actually seem to want to beat Donald's time and have Daisy to themselves, for apparently romantic reasons...« [link til DCML-indlæg]. Akademiet lover at følge debatten tæt og vende tilbage så snart nye oplysninger måtte fremkomme.

 

Afrunding

Som afrunding på denne præsentation af donaldistisk-sexologisk forskning kan det være på sin plads med nogle mere grundlæggende overvejelser omkring hele vort studieområde. De tre mest udbredte grundsyn på fagets berettigelse (eller mangel på samme) er fortrinligt repræsenteret i nedenstående indlæg på diskussionsforummet DCML i februar 2003.

Therese Wiegert (17.02.2003): »Do we have to be so specific about the sexual behaviour of the inhabitants in Duckburg? It's not that I'm a moralist, it's just that... well, it's like with your parents. You don't want to know.«

Cord Wiljes (17.02.2003): »I share your problems with explizit descriptions of interspecies sexuality in Duckburg. But for the progress of science and enlightenment, I believe this is necessary.«

Søren Krarup Olsen (18.02.2003): »Heh! It still amuses me to see that many of you people apparently think that those ducks and mice are having sex, while we're not watching. Fact is however, that they never ever had any sex in their entire vitual life. Because if they did, it would be printed on paper. (...) Hence, there is no such thing as science or enlightment involved in this debate. It's all based on plain speculations. Speculations can be fun (agreed! :-) but trying to impose normal human behavious upon comic characters and take it for granted is a side track IMHO. In other words, when people suggest that Duck X might have had an affair with Duck Y which caused baby Duck Z, these are speculations (or perhaps hopes) for the reader, but it never happened, since we never read about it. The ducks and the mice are stuck in their stiff universe. There is no "progress" as such. Daisy will never be able to prefer Donald before Gladstone, because they are "trapped" like that. HD & L will never grow up (or older), because they are not meant to. If you wish to do any science within this field, it should be guided by observations and not by silly assumptions about what "might have happened".«

Cord Wiljes (19.02.2003): »They have kids, they are kissing, they marry, they know shame when naked, the women have breasts, they write romantic love letters. But they do not have sex? Obviously there is no sex shown in the comics. There also is no sex shown in any of Shakespeares plays. Does this mean we should suppose that all of Shakespeares characters were asexual? We do not see atoms. Or ultraviolet light. Or black holes. Does this mean they do not exist? We can conclude they exist and even infer their properties from evidence we *can* see. It's the same with the ducks having sex: We see the effects and can - with reasonable probability - conclude the existence of sex. This is true to the scientific method.«

På Institut for Donaldistisk Sexologi kan vi fuldt og helt tilslutte os Cord Wiljes’ ord. Forskningen vil derfor ufortrødent fortsætte. Om dette så også er uden fortrydelse for Andebys indbyggere er jo straks en anden sag...

Kilde: H. Holzherr (1982) Der Hamburger Donaldist nr. 37

Noter:

[0] Akademiets studerende bør vide, at  “dr. orn. Grobian Gans” er et pseudonym for tre yngre mænd (M. Czernich, C.-L. Reichert og L. Moos) af tjekkisk og tysk oprindelse, dengang alle i 20’erne, med en akademisk uddannelsesbaggrund og et virke inden for litteraturudgivelser - og med en tidstypisk udtalt skepsis overfor den kapitalistiske samfundsmodel.

[1] Udsendelsen “This is your life, Donald Duck” blev bragt på amerikansk TV af Disney-koncernen i starten af 1960’erne. En traditionel gengivelse af episoden på papirform blev bl.a. formidlet af Tony Strobl i 1964 (DD 93; AA 11/1965).

[2] Artikel refereret i Der Hamburger Donaldist nr. 34 (1982), s. 23.

 

Litteraturhenvisninger:

Baron, Christian (1979): Læserbrev uden titel i 'Der Hamburger Donaldist' nr. 21, s. 17.

BOYESEN, Lars (2004): “Sex og singleliv i Andeby”, i ’Gullrapport’ 2004:1, s. 52-57.

DAM, professor P. (2003): “Don Rosa og den fortiede skandale i Andeby”, Donaldistisk Forum.

DAM, professor P. (2005): “Anmeldelse af »SCORE-ANDEN«”, Sydnordisk Akademi for Donaldisme.

van Erpelt, dr. Lucy (1980): “Das häßliche Entlein : Rätsel um Donald Duck”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 22, s. 10-12.

Fårekylling, Jesper (1979): “Jiminy Cricket: Das ist Ihr Leben, Donald Duck?”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 19, s. 6-8.

Gans, dr. Grobian (1970): “Die Ducks - Psychogramm einer Sippe”, Wissenschaftliche Verlagsanstalt zur Pflege deutschen Sinngutes im Heinz Moos Verlag, München.

Gisle, Jon (1973): “Donaldismen”, Gyldendal Norsk Forlag, Oslo.

GRANDJEAND, dr. J. (2003): “Fra Fætter Gufs ungdom”, Center for Klassisk Donaldisme.

GRANDJEAND, dr. J. (2004): “Anden - og ægget? (Eller: Hvor kommer de små ænder fra?)”, Sydnordisk Akademi for Donaldisme.

GROZVITS, dr. Petra (2004): Kritik af "Besvimelser i Andeby" (Om hvorfor hanænder besvimer), Sydnordisk Akademi for Donaldisme.

Grütz, Klaus (1982): “Erotik und Sexualität in Entenhausen”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 33, s. 16-17.

HÄNSEL, Hartmut (1990): “Augen”, i ’Der Donaldist’ nr. 71, s. 46-47.

HOP van de HAAVELOUW, dr. Johaan (2005): “Dames and Ducks - Profile of preferences of Donald Duck when womanising”, Sydnordisk Akademi for Donaldisme & Universiteit voor Hooge en Algemeene Donaldismus te Annedam.

HOP van de HAAVELOUW, dr. Johaan (2005a): “Gus still got it - More observations on Cousin Gus' tacit talents”, Center for Klassisk Donaldisme & Universiteit voor Hooge en Algemeene Donaldismus te Annedam.

Imberger, Elke (1979): “Ritter Donald und die Minne”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 19, s. 3-5.

Imberger, Elke (1986): “Ritter Donald und die Minne”, i ’Die Kieler Nachrichten’ 06.12.1986. Gengivet i ’Der Donaldist’ nr. 59 (1986), s. 46.

JAKOBSEN, professor J.G.G. (2004): “Sexualitet i Skoven”, Bjørnologisk Fakultet.

JAKOBSEN, professor J.G.G. (2006): “Af æg er vi kommet... : Nye højt belagte belæg for den anatide ægge-teori”, Sydnordisk Akademi for Donaldisme.

        MATS (2003): “Om ænder og øjne - og Fætter Gufs mulige faderskabsforhold”, Andeby Online og Donaldistisk Forum.

Oldigs, Olaf (1982): “Das sexualneurotischen Verhalten des D. Duck”, i 'Der Hamburger Donaldist’ nr. 32, s. 8-9.

Seitz, Gangolf (1979): “Freie Lieben in Entenhausen”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 20, s. 9.

von Storch, dr. Hans & Elke Imberger (1982): "Sexualität in Entenhausen", i 'Sexualpädagogik und Familienplannung' 1982:2, s. 24-26. Gengivet i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 37 (1982), s. 15-17.

SULLIVAN, Katherine (2003): “Every Duck has her day - Feminist figures in the Disney comic book”, University of Wisconsin.

Wilkens, Peter (1982): “Donald ein ’Sexualneurotiker’?”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 33, s. 14-15.

Zarnack, Christian (1981): “Der Mythos von der sexualneutralen Sphäre Entenhausen”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 30, s. 6-8.

        

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.