Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sexologi

Anmeldelse af

“Sex og singleliv i Andeby”

Artikel af Lars Boyesen i Gullrapport 2004:1, s. 52-57.  

Anmeldt af dr. J. Gjøgsig (SAD).

Næppe havde vi rystet tømmermændene af os, fået konfettien ud af øjnene og så småt begyndt at få hørelsen tilbage efter nytårsknaldene, førend årets første større stykke akademiske donaldisme så dagens lys i det ellers på denne årstid så mørke Norden. Glædeligt var det, at det skete i Norge, hvor den akademiske donaldisme efter et par årtiers skønhedssøvn nu atter synes at vejre morgenluft. Overraskende var det, at det skete i det vist nok ikke ligefrem højt ansete tidsskrift Gullrapport, som jeg gerne vil understrege, at jeg ikke kendte i forvejen, men fra omtalen på Andeby Online har forstået nærmest kan beskrives som en norsk udgave af det nu vistnok (?) hedengangne danske tidsskrift Ugens Rapport. Med det in mente, kan det ikke undre, at emnet for den donaldistiske artikel var det gammelkendte yndlingsemne for donaldister, nemlig sexualiteten i Andeby. Af samme grund var det velsagtens(?), at forumredaktionen fandt det passende, at jeg - som leder på Akademiets sexologiske institut - anmeldte artiklen for (det nu ligeledes hedengangne, red.) Donaldistisk Forum.

Artiklen er forfattet af en Lars Boyesen, som jeg ikke er stødt på i den donaldistisk-sexologiske forskning tidligere. Hr. Boyesen må dog nok med rette kunne betegnes som en donaldist, idet han tydeligvis har et vist kendskab til donaldistiske forhold, hvilket bl.a. det udmærkede illustrationsvalg viser, men omvendt indeholder artiklen også adskillige helt basale fejl (som f.eks. den indledende påstand om, at Carl Barks skabte Anders And i 1930’erne, og at det amerikanske navn for Andeby er “Duckville”!!), der ikke ligefrem bestyrker troværdigheden.

I bedømmelsen af hr. Boyesens artikel bør man holde sig for øje, at den er skrevet til et ikke-donaldistisk publikum. Det medfører, at den hovedsageligt må siges at dyrke de gamle gennempløjede agre, der burde være velkendte af de fleste donaldister - i hvert fald, hvis man har besøgt nærværende instituts hjemmeside. Jeg skal dog være den første til at bifalde, når donaldistisk viden også søges bragt ud til de vide kredse uden for fagets traditionelle dyrkere. Her er det meget betryggende, at hr. Boyesen tydeligvis kender sit hjemlands klassiske hovedværk i faget, nemlig Jon Gisles Donaldismen (1973), som han endda ærer så meget, at han ved flere passager synes at citere den ordret - hvilket han dog i begejstringens rus er kommet til at glemme at nævne.

Et andet afgørende forhold ved artiklen er, at den jo skal passes ind i den generelle tone i tidsskriftet Gullrapport. Dette giver sig bl.a. tydeligt til kende i sproget, der for en bedaget læser som undertegnede nok er en kende for ungdommeligt og direkte - men det er jo sådan, de unge vil have det. Mere diskutabelt i videnskabelig sammenhæng er det måske, at hr. Boyesen synes ekstremt fokuseret på at finde en ret udtalt og aggressiv sexualitet i selv forholdsvis diminutive og tilsyneladende ellers ganske harmløse detaljer - hvilket uden al tvivl vil falde i god smag hos mange af forskerne her på forummet (og Akademiet, red.). Personligt mindes jeg ikke at have stødt på et tilsvarende uhæmmet tolkningsmod i den donaldistiske sexologi siden Grobian Gans, Hans von Storch og Pål Jensen fik donaldisterne til at rødme i de ellers så frimodige 1970’ere. Boyesens konklusion er - meget lig von Storchs (Imberger & von Storch 1982) - at borgerne i Andeby langt fra er så uskyldige, som de umiddelbart fremtræder ved første øjekast: »Mellom linjene og utenfor ruttene finner vi et allsidig seksualliv som kan få enhver storby til å blekne i forhold. Man kan i prinsippet gjøre hva man vil, intet er for perverst, bare resultatet ikke blir barn.«

Jeg vil lade det være op til læserne selv at vurdere holdbarheden i hr. Boyesens tolkninger generelt. Dog vil jeg her bore lidt ned i et par eksempler fra hans artikel, som jeg ikke mener har været fremme i forskningen tidligere - i hvert fald ikke her på SAD.  Dette er faktisk en beklagelig fejl hvad det første eksempel angår, idet Boyesen her - muligvis uden helt at vide det, han nævner det i hvert fald ikke - lægger sig meget tæt op af hans landsmand Pål Jensens klassiske prostitutionshypotese fra 1970’erne (bl.a. omtalt hos Gisle 1973 s.103), der meget kort fortalt går ud på, at Andebys kvinder generelt ernærer sig ved en åbenlys og yderst velorganiseret prostitution. Grundforudsætningen for tesen er, at ingen af de yngre kvindelige hovedpersoner tilsyneladende har arbejde (i hvert fald ikke i længere tid), så hvordan har de råd til at bo i nydelige huse, bestandigt holde kaffeklubber og velgørende arrangementer, samt købe ikke ubetydelige kvanti af kjoler, sko og hatte i Andebys forretninger? Et tegn på prostitutionens meget organiserede form finder Boyesen i en af byens mange årlige skovture, hvor mændene på en slags auktion skal byde på de enkelte kvinder (officielt dog på deres madkurve), hvorefter de parvis forsvinder ud i det grønne for at nyde de gode sager. »Der er jo ingen tvil om hva desserten er«, vurderer Boyesen.

Åbenlys prostitution finder Boyesen også i den rosaistiske beskrivelse af Joakim von Ands unge dage i guldgraverlandet mod nord, hvor han som bekendt forelskes i den smukke, men tvivlsomme barpige Gulda Glitter. Ifølge Boyesen er frøken Glitter ganske tydeligt et fruentimmer af den slags, der trives blandt enlige, barske mænd med mange og hurtige penge på lommen (omend Boyesen anvender en mere direkte betegnelse for hendes erhverv). Man må medgive hr. Boyesen, at det faktisk kan være svært at tolke billederne af Gulda Glitter  meget anderledes. Den unge Joakim begår den klassiske fejl at forelske sig i denne professionelle udbyder af kold kærlighed, hvilket han senere søger at fortie for familien, men dog aldrig helt kan glemme.

Den mest opsigtsvækkende sexologiske tolkning i hr. Boyesens artikel gælder dog Sorteper. Lige fra de ældste donaldistiske beretninger har Sorteper været en fæl skurk, men hans hidtidige generalieblad blegner aldeles i sammenligning med, hvad Boyesen mener at kunne afsløre om ham. Sorteper er angiveligt en sadistisk transvestit med smag for bondage og pisk! Hans glansnummer skulle være at udklæde sig som kvinde, snige sig ind på intetanende unge kvinder bagfra, overfalde dem, bortføre dem, binde dem og...voldtage dem! Jeg skal medgive hr. Boyesen, at jeg erindrer ved flere lejligheder at have set Sorteper i dametøj, og bortføre såvel Minnie som Nora har han da også gjort sig skyldig i gentagne gange, men blot indikationen på en fuldbyrdet voldtægt af Minnie Mouse - som Boyesen mener at kende til - er jeg dog aldrig stødt på. Med henblik på den allerede omtalte påvisning af flere troværdighedsproblemer, samt den generelle tendens til overfokusering på sexologiske forhold i artiklen, vil jeg derfor tillade mig at stille mig en smule skeptisk overfor voldtægtspåstanden - med mindre hr. Boyesen (eller andre) vil være så god at henvise til konkrete kildebelæg for en sådan uhyrlig ugerning.

Afslutningsvis skal der lyde en stor ros til hr. Boyesen for at have bragt donaldismen ud til sit tidsskrifts læsere. Man kan kun håbe på, at det danner eksempel til efterligning i såvel andre fagskriftsmiljøer som i nabolandene. Der skal endvidere lyde en tak til den anerkendte norske donaldist Sigvald Grøsfjeld jr. for at have indskannet artiklen fra Gullrapport og lagt den ud på sin hjemmeside, så også donaldister uden for dette tidsskrifts læserskare kan blive bekendt med indholdet. Jeg skal her ganske undlade at gøre mig overvejelser om, hvordan hr. Grøsfjeld i første omgang selv blev bekendt med artiklen...

 

Litteratur og referencer:

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.