Anatid Fysiologi 2

Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Biologi - Afdelingen for Andelogi

I denne anden forelæsning om anatid fysiologi skal vi se nærmere på ændernes hoved. Som det sikkert er de fleste af akademisterne bekendt, tumlede allerede den første generation af norske donaldister med studiet af det anatide hoved. Størst berømmelse opnåede dr. Jon Gisles rostrilongitudekvotient (RLK), en kvantitativ metode til beregning af forholdet imellem næblængde og hovedhøjde. Dette vigtige forskningsparameter vil jeg vende tilbage til i næste forelæsning. Beslægtet med RLK var den geometriske størrelse CAK (cervicialtitudekvotienten, af lat.: cervix (“hals”) og altitudo (“højde”)), der opdagedes af en anden af de førende tidlige norske donaldister, Jan Bjurgren. CAK udtrykker størrelsesforholdet imellem andens hals (målt fra kravens øverste kant til næbbet) og hovedhøjden (målt fra dér hvor halsen begynder at udvide sig til toppen af hovedet). Undersøgelser viste, at Anders Ands CAK er langt højere i den såkaldte “urdonaldisme” (hvilket vil sige Barks-beretninger udgivet i Norge i perioden 1948-1952) end på noget andet tidspunkt i donaldismen; ca. 0,50-0,60 mod f.eks. 0,25-0,40 i den senere “klassiske donaldisme”. »Bjurgren mener at den høye CAK i urdonaldismen understreker Donalds nysgjerrighet: han strekker hals. Den gir likeledes et vist inntrykk av arroganse, også en påfallende egenskap hos den urdonaldistiske Donald.«[1]

“Urdonaldistiske” eksempler på høj cervicialtitudekvotient hos Anders.

Bjurgrens opdagelse er senere blevet bekræftet af adskillige undersøgelser fra min egen “hjemmebane”, Center for Klassisk Donaldisme, hvor CAK-målingerne faktisk ligger helt oppe omkring 1,0 og endnu højere i den ældste taliaferrisme og gottfredsonismen. Den adfærdsmæssige sammenhæng påpeget af Bjurgren mellem CAK og andens temperament kan også kun bekræftes.

Præ-barksistiske eksempler på ekstremt høje CAK-værdier hos Anders And.

Model til udregning af dr. Kopfschmerz’ såkaldte Kraniometrische Kopfmasse-Kvotient (A x C / ((A+B) x (C+D))), her med Bror Bjørn som testperson.

Hoved(undskyld!)emnet for den bjørnologiske forskning, Gårdmand/Bror Bjørn, har således ifølge ducktoren det nok mindste hoved i donaldismen i forhold til kropsstørrelsen, hvilket kommer til udtryk med en KKK på blot 7,3% (for principperne bag udregningen henvises til ovenstående figur). Dette må selvsagt også sige noget om hans (altså Bjørns) potentielle hjernestørrelse. Og heri fandt dr. Kopfschmerz en - efter egen vurdering uhyre sandsynlig - forklaring på Bjørns mulige skizofreni og dermed tillige en forklaring på hans (stadig Bjørns) tilsyneladende noget skiftende adfærd. Den umage størrelsesrelation imellem hovedet og kroppen bliver ifølge ducktoren især vigtig, når kroppen ikke modtager sin normale mængde energi. Det kræver selvsagt megen energi at drive en stor bjørnekrop, og i perioder med lav energitilførsel bliver der derfor både absolut og relativt mindst energi til overs til hovedet og dermed hjernens drift. Når hjernen føler, at den ikke får energi (herunder blod, ilt, osv.) nok, kan den enten vælge at kæmpe eller lade stå til. Bjørns hjerne vælger det første. Vores personlighed er populært sagt resultatet af en bestemt struktur i hjernen, men når hjernen oplever, at denne struktur ikke kan sikre dens overlevelse, kan den så at sige blande kortene og fordele dem igen, ved at danne en ny og stærkere struktur. Det var dr. Kopfschmerz’ tese, at Bjørns hjerne derfor skaber en anden personlighed til ham, når den føler sig trængt, en mere egoistisk, brutal og doven personlighed, som dels vil kunne formodes at skaffe mere næring til systemet, dels sørge for, at kroppens energibehov holdes nede, ved at være så inaktiv så muligt. Det er ifølge ducktoren denne personlighed, vi kender som “den onde og dovne Bjørn”.

Nu er bjørnologiens mysterier selvsagt ikke det væsentlige i en forelæsning om anatid fysiologi, men dr. Kopfschmerz’ KKK-metode er ingenlunde specielt forbeholdt bjørne. Som nævnt kunne Bjørns KKK beregnes til 7,3%, mens eksempelvis Anders And til sammenligning af ducktoren har fået målt en KKK på 14,7% - altså omkring det dobbelte. Den næstlaveste KKK, som den kraniometriske doktor har fundet i donaldismen, er på 10,0% - og den er meget betegnende fundet hos Fætter Guf, der som bekendt også er meget optaget af at spise så meget og arbejde så lidt som muligt.

Hvis Anders And har en høj KKK sammenlignet med Fætter Guf og Gårdmand Bjørn, så er den til gengæld for intet at regne ved en sammenligning med hans nevøer. For såvel Rip, Rap og Rup har jeg op til dagens forelæsning kunnet måle en ’kraniometrisk hovedmassekvotient’ i størrelsesordenen 35-40%! Hvis dr. Kopfschmerz’ teser er korrekte, har vi altså heri en væsentlig forklaring på, at unge ænder synes betydeligt mere energiske end voksne ænder. Hvorvidt man ligefrem kan drage paralleller til menneskeverdenen, skal jeg her lade være usagt.

I den ældre klassiske donaldisme er Rip, Rap og Rup ikke blot generelt klogere end deres onkel, de har ofte også fysisk større hoveder. Her er valgt et illustrativt eksempel, hvor vinkelen burde sikre, at der ikke kan være tale om tredimensionalt synsbedrag.

Rip, Rap og Rups hoveder er imidlertid ikke blot relativt store i forhold til deres kroppe sammenlignet med deres Onkel Anders. Især i den ældre klassiske donaldisme er nevøernes hoveder også i absolut henseende ofte større end onkelens! Spørgsmålet er, om dette i virkeligheden ganske opsigtsvækkende forhold skal betragtes som et individuelt og isoleret fænomen udelukkende gældende for Anders og hans nevøer (og dermed indikere en vel ikke helt usandsynlig intelligensforskel) eller om der er tale om et generelt gældende forhold i den anatide fysiologi; at donaldismens ællinger har større hoveder end de voksne og at det anatide hoved på et tidspunkt i andens udviklingsproces rent faktisk begynder at skrumpe? Desværre har spørgsmålet mig bekendt aldrig været behørigt undersøgt af donaldistiske forskere, og jeg skal derfor ikke undlade at benytte denne lejlighed til at opfordre en eller flere friske akademister til at kaste sig over sagen.

Når anden er ved at blive voksen, sker der endnu en udvidelse af øjenstørrelsen, der til sidst ender ud i de kendte voksne andeøjne med næbkontakt.

Den donaldistiske-anatide-oftalmologiske udviklingsproces trin 3-4. Længst til venstre (meget) sen ovaløjet fase. I midten til venstre overgangsfase mellem trin 3 og trin 4, begyndende adult storøjet fase, hvor øjnene atter retstilles og søger nedefter mod næbbet. I midten til højre tidligt trin 4, tidlig adult storøjet fase, hvor øjnene netop har opnået fuld næbkontakt. Længst til højre fuldt udviklet trin 4, adult storøjet fase.

Årsagen til den tilsyneladende dobbelte øjenudvidelse skyldes ifølge min overbevisning, at øjne og hoved ikke vokser med samme hastighed. Når anden kommer ud af ægget, er hovedet mere udviklet end øjnene, som den jo ret beset heller ikke har haft megen gavn af inde i ægget. Faktisk kan det ifølge det rotaistiske kildebelæg se ud til, at klækningen netop udløses af en overudviklet hoved- og fodstørrelse. Ude i den store lyse verden begynder øjnene til gengæld at udvikle sig hastigt, hvilket bl.a. medfører, at de vokser langt hurtigere end resten af hovedet. Dette giver sig udslag i de unge ællingers adfærd, idet ællingerne på dette tidspunkt ikke er videre intelligente, har svært ved at styre deres bevægelser og er ganske farlige for deres omgivelser, hvilket både Rip, Rap og Rups fader og onkel som bekendt må sande. Efterhånden vokser hjernen og dermed hovedet igen hurtigere end øjnene, hvorved ællingerne bliver mere rolige og intelligente, og de kan nu sendes på skolebænken. Det sidste udviklingstrin imod voksenøjne skyldes, at hjernens og hovedstørrelsens udvikling hos ænder stopper før øjnenes - først når øjnene når næbkanten, sættes også denne proces i stå. Hos halvænder med gåsegener i sig fortsætter kropsudviklingen derimod lige så længe som øjnene udvikler sig, hvilket både forklarer, hvorfor halvænder er større end “renracede” ænder og hvorfor de bevarer de ovale højtsiddende øjne.

Æren for opdagelsen af bl.a. den oftalmologiske forskel på donaldistiske ænder og halvænder tilfalder den tyske forsker Wolfgang Flösner (1977), der gjorde op med den hidtidige formodning om, at Fætter Højben var en rigtig and. En række forskellige forhold havde gjort Flössner opmærksom på den distinkte anatomiske forskel imellem Højben og de egentlige ænder. Af de væsentligste skal her nævnes Højbens generelle kropsstørrelse, der i den klassiske donaldisme altid er en del større end de øvrige voksne ænders. Dertil kommer den manglende fortykning hos Højben på overnæbbets yderkant (på tysk kaldt en “Schnabelwulst”), der ellers kan observeres hos alle ænderne. Endelig var der den iøjnefaldende (!) forskel på øjenformen; ændernes øjne er betydeligt større end Højbens og går helt ned til næbbet, mens Højbens øjne er ovale og sidder et stykke over næbbet.

Sammenligning af øjen- og næbform på donaldistiske gæs og ænder - med bastarden Højben pædagogisk placeret i midten. Gæs har små højtsiddende øjne og et kort næb uden schnabelwulst. (Voksne) ænder har store øjne med næbkontakt og et langt næb med schnabelwulst. Halvænder (eller halvgæs, om man vil) har små højtsiddende øjne og langt næb uden schnabelwulst. Ganz einfach - jf. Flössner...

Nu kunne alle disse særheder ved Fætter Højben jo tænkes at have sin logiske forklaring i, at han blot er en anatid mutant. Hans helt ekstreme held kunne jo ligeledes pege i den retning, men nærmere studier overbeviste Flössner om, at Højben på ingen måde var et evolutionært trin på vej imod en ny donaldistisk art, men derimod en blanding af to gammelkendte anatide arter i det donaldistiske univers: Anden og gåsen! Alle de særlige anatomiske træk, der adskiller Højben fra ænderne, kan således genfindes i mere udpræget form hos de donaldistiske gæs; dette gælder såvel kropsstørrelsen, næbformen, den manglende Schnabelwulst og de små højtsiddende ovale øjne.

Mens Wolfgang Flössners opdagelse høstede stor anerkendelse blandt donaldistiske forskere, vakte det forståelig forargelse og opstandelse, da en kvindelig tysk donaldist med det noget tvivlsomme navn Debila Dünnebier (1977) kort efter brugte - eller misbrugte - den del af Flössners opdagelse, der gjaldt de oftalmologiske forhold. Eftersom også Rip, Rap og Rup har små ovale og højtsiddende øjne uden næbkontakt, var det ifølge Dünnebier mere end sandsynligt, at også de var at betragte som anatide Mischlinger, altså en blanding af ænder og gæs. Fräulein Dünnebiers tese udløste en voldsom kritik, hvor bl.a. Herr Oberon Obergärig (1978) - med rette - gjorde gældende, at alle donaldistiske ællinger tilsyneladende har samme øjenform som Rip, Rap og Rup, hvilket derfor snarere skyldes, at øjnene simpelthen ikke er færdigudviklede på dette tidlige alderstrin.

I fjor blev debatten genoptaget af hr. Mats Gullikstad (2003), der foreslog, at man i stedet for at se bl.a. Kylle, Pylle og Rylles øjenform som bevis for, at små ovale højtsiddende øjne er normalen for “helænder” i barndommen, kunne man jo lige så godt tolke det som en indikation på, at også Andersines niecer er en blanding af ænder og gæs! I begge tilfælde måtte det ifølge nordmanden være faderen, der er gåsen (eller rettere gasen, som kollegaerne på instituttets zoologiske afdeling har påpeget), og her blev hans teori for alvor opsigtsvækkende: »Det har jo vært diskusjoner på Donaldistisk Forum om Dellas tenåringsgraviditet. Det kan jo tenkes at da Della var 14-16 år, så kom en omreisende gås til Andeby. Denne gåsen kan ha satt barn på Della, og nesten samtidig også satt barn på Dollys (= Andersines) søster xxxx, som er moren til Hetti, Netti og Letti (= Kylle, Pylle og Rylle). Hvis dette er tilfelle, vil det si at Hetti, Netti, Letti, Ole, Dole og Doffen (= Rip, Rap og Rup) har samme far, nemlig en gås! Og hva om denne gåsen skulle vise seg å være Guffen (= Fætter Guf)?!«

Når også Andersines niecer har små højtsiddende øjne, skyldes det så, at dette simpelthen er det normale for ællinger - eller har hendes søster plejet upassende omgang med en gase? Og var dette i givet fald Fætter Guf?

Hele spørgsmålet blev ifølge hr. Gullikstad yderligere kompliceret ved inddragelse af den yngre donaldisme i form af serien Lille Anders (no.: Rakker-Duck), hvor Anders skulle have omtrent samme alder som nevøerne, og alligevel her har “voksenøjne”. »Varierer dette fra and til and? Eller var det en genfeil som førte til Donalds voksne utseende allerede i barndommen?«, spurgte Mats og konkluderede, at hvis virkelig den anatide øjenform ændrer sig op gennem andens unge år, »..så ville det vært gøy å visst hvordan overgangen fra barneøyne til voksenøyne ser ut... Det har vi aldri sett, og grunnen er kanskje, at onklene elle tantene låser dem inne til hele styggedommen er overstått, fordi det hele er for tragisk å se på.«

Med min disputats mener jeg således både endeligt at kunne afvise disse med mellemrum fremlagte påstande om, at Rip, Rap og Rup skulle være en blanding af ænder og gæs, samt at efterkomme det af hr. Mats Gullikstad fremsatte ønske om, at påvise udviklingsforløbet. At højtsiddende ovale øjne uden næbkontakt er helt normalt for donaldistiske ællinger ved klækningen og senere i barndommen kan i øvrigt dokumenteres med barndomsbilleder af bl.a. Onkel Joakim og Anders And.

Også Joakim von And og Anders And - der normalt opfattes som "renracede helænder" - havde som små samme højtsiddende, ovale øjenform som Rip, Rap og Rup m.fl., hvis man skal tro Barks og Don Rosa. Og det skal man vel?

Jeg vil dog gerne understrege, at dette ikke er ensbetydende med, at der ikke kan forekomme afvigelser i det normale udviklingsforløb, og at f.eks. voksne renracede ænder kan ende ud med “ællingeøjne” eller “gåseøjne”. Andet ville jo simpelthen stride imod Darwins lære om arternes udvikling. Som mulige eksempler på sådanne mutationer kan fremdrages to ænder fra hver sin ende af intelligensskalaen: Raptus von And og Fætter Vims.

Muligheden for, at Fætter Vims og Raptus von And ligesom Fætter Højben er Mischlinger, foreligger selvsagt, men i begge tilfælde finder jeg det mere sandsynligt, at der er tale om mutanter - vel og mærke mutanter af højst forskellig karakter. Raptus skulle således være et eksempel på en vellykket mutation, således at hans hjerne og hovedskal er fortsat med at vokse længere end det normalt ses hos donaldistiske ænder, hvilket har resulteret i hans særligt høje intelligens. Når derimod Vims’ øjne ikke når helt ned til næbbet, må det med hans udseende og adfærd i øvrigt in mente snarere kunne betegnes som en uheldig mutation - alternativt kan man forestille sig, at hans naturlige udvikling er blevet skadet pga. en ulykke, f.eks. i form af en DDT-påvirkning af hans barndoms andeæg eller et hårdt slag i hovedet efter klækningen. Jeg vil foreløbig stille mig åben overfor alle tre forklaringsmuligheder.

Den donaldistisk-anatide oftalmologi har imidlertid optaget forskningen på en helt anden front også. I en yderst interessant afhandling fra 1990 fremlagde tyskeren Hartmut Hänsel således opsigtsvækkende eksempler på, hvordan øjnene bruges i Stella anatium. Som påpeget af Herr Hänsel, har ænderne forholdsvis store øjne. Løseligt anslået vurderede han, at øjnene dækker omkring ²/₃ af f.eks. Anders Ands ansigtsflade. Øjnene er naturligvis vigtige for ændernes visuelle orienteringsevne, men dertil har de en særdeles interessant funktion: »Die Augen sind auch das Organ, mit dem ein Entenhausener durch das Mittel der Hypnose seine Mitmenschen dominieren kann.« Grundlæggende synes enhver borger i Andeby således fysisk-biologisk-mentalt i stand til at kunne hypnotisere sine medborgere, selvom professionelle udøvere selvsagt mestrer kunsten bedst.

Enhver velassorteret boghandel i Andeby kan imidlertid tilbyde lærebøger i teknikken for lægfolk, omend ikke hele udvalget er lige letlæst for alle målgrupper.

Erfaringer har da også vist, at der er forskelle i Andebyborgernes evne til at hypnotisere andre, og i deres egen modtagelighed for hypnose, men i bund og grund må samtlige borgere gå rundt med en forventning om, fra tid til anden at blive underlagt en fremmeds vilje gennem øjenkontakt. Dertil er der gennem tiden udviklet en række tekniske hjælpemidler med en tilsvarende hypnotiserende effekt (dog ikke lige effektfuld på alle).

Hartmut Hänsel var tydeligvis mere adfærdsforsker end fysiologisk biolog. Han forsøgte således ikke at forklare, hvorfor f.eks. ænderne er så modtagelige for hypnose, men netop den af ham selv indledningsvist påviste store øjenflade sammenlignet med den samlede potentielle hjernestørrelse kan ifølge mere metrisk indstillede hovedforskere være en oplagt forklaring på, hvorfor den anatide hjerne er særlig følsom overfor påvirkninger via synet.

Selvom Anders And har læst en tyk bog om hypnose og derfor - som altid - regner sig selv for ekspert på området, viser selv en utrænet vildhest sig i stand til at overgå ham i hypnotisk kraft. Hvilket altså meget vel kan hænge sammen med den markante forskel på relationen imellem kranie- og øjenfladestørrelse hos anden og hesten.

Den udbredte hypnoseaktivitet har - overraskende nok - endnu ikke dannet præcedens som oplagt, permanent undskyldning for sagsøgte ved Andebys kriminal- og civilretslige domstole. Til gengæld har byens social- og undervisningssektor taget teknikken til sig som et billigt og effektivt middel imod problembørn.

I det hele taget synes hypnose ifølge Hänsel at have fået afgørende betydning for donaldistisk kultur og adfærd, der på flere måder afviger fra den i vor verden kendte. Den konstante frygt for at blive hypnotiseret kommer bl.a. til udtryk i visse forholdsregler, som Andebyborgerne tager, når de kommer tæt på andre: De lukker øjnene! Akkurat som man i den menneskelige verden siden gammel tid har givet hinanden højre hånd (sværdhånden) som velkomsthilsen for at vise sine gode og fredelige hensigter, således har den donaldistiske befolkning udbygget denne gestus med at lukke øjnene, hvorved man signalerer, at man ikke er ude på at hypnotisere modparten. Samtidig undgår man - meget snedigt - også selv at blive hypnotiseret. Især for politisk indflydelsesrige personer har de lukkede øjne afgørende symbolværdi, når de (altså personerne) optræder foran folkemasser eller andre magthavere, idet man hermed viser, at man er til at stole på. Faktisk synes det ligefrem at have udviklet sig til et statusmiddel at lukke øjnene, hvilket giver et vist præg af overlegenhed.

På samme vis er det en ufravigelig donaldistisk skik, at man ved modtagelse af hædersbevisninger ærbødigt lukker øjnene, hvilket formentlig signalerer, at man har opnået hæderen uden brug af hypnotiske tricks. Samme symbolværdi kommer til udtryk ved afbildning af berømte personer i form af statuer.

En særlig dimension af den donaldistiske hypnoseteknik har en erotisk karakter - og besiddes tilsyneladende kun af kvinder. Mange donaldistiske kvinder er således i stand til med et koncentreret blik at gøre deres mandlige offer fuldkommen erotisk konfus og ude af stand til at tænke logisk eller handle rationelt i op til flere minutter (suppleres blikket med et kindkys kan virkningen forlænges til adskillige timer). Det er meget interessant, at dette blik altid afsendes med (mindst) halvt lukkede øjne under tunge, mørktfarvede øjenlåg med lange øjenvipper. Den feminine øjenteknik synes at have en dobbelt virkning. Dels øges den hypnotiske kraft ved at øjnene knibes sammen og blikket dermed bliver skarpere, hvortil de mørke (ofte grønne) øjenlåg og lange øjenvipper tydeligvis har en kraftigt forstærkende hypnosevirkning.

Men selv uden hypnose har denne øjenanvendelse en markant tiltrækkende virkning på mandlige væsener. Ifølge Hänsel kunne forklaringen være, at mændene (temmeligt naivt) mente sig mere sikre over for kvinder med halvt lukkede øjne, idet hypnosetruslen da skulle være begrænset. Som ovenfor beskrevet synes virkningen at være stik omvendt, så enten er Andebys mænd meget dumme (en absolut tænkbar forklaring) eller også har de bevidst eller ubevidst slet ikke så meget imod tanken om, at blive hypnotiseret, tryllebundet og forført af de donaldistiske kvinder. Til Herr Hänsels ære bør det dog anføres, at sidstnævnte tese alene skal tilskreves forelæserens egne overvejelser desangående.

Mens de anatide øjne således har fået en del forskningsmæssig opmærksomhed gennem tiden, er det anatide øre en betydelig mere forfordelt legemsdel i donaldismen. Dette hænger formentlig nært sammen med, at man normalt ikke kan se det, hvilket jo selvsagt lægger en vis dæmper på forskningsmulighederne i det donaldistiske miljø, hvor vi jo i sjælden grad er afhængige af visuelle afbildninger. Nogle af jer kunne måske ligefrem fristes til at spørge, om ænderne overhovedet HAR ører, hvilket jeg i så fald straks kan besvare med et sikkert ja!

Et oplagt argument for denne skråsikre påstand er, at ænderne jo er i stand til at høre, hvilket rent fysiologisk ville være meget svært at forklare, hvis ikke de var i besiddelse af ører. I en diskussion derom for nylig med min ærede kollega professor Jakobsen gjorde han mig ganske vist opmærksom på den teoretiske mulighed, at ænderne ret beset ikke behøver at kunne høre, eftersom de jo bare kan læse hinandens talebobler og de bobelløse “lydord” som BONK!, KRASJ! og BANG! ved mere dramatiske hændelser - men til professorens forsvar skal det siges, at han ved tesens fremsættelse hverken var ved sin første eller anden fadøl.

At selv (normalt) seriøse forskere kan komme i tvivl om eksistensen af det anatide øre er dog ikke urimeligt, eftersom der faktisk kan findes eksempler på, at ænderne ikke altid selv synes overbeviste derom. I den efterhånden nyklassiske donrosistiske (som rektor har bedt mig fremover kalde “rosaistiske”) beretning om Anders Ands blik for detaljer, kan Onkel Joakim således tilsyneladende hverken se myggestikket bag Rups øre - eller øret foran Rups myggestik.

Men som sagt: Naturligvis har de donaldistiske ænder ører. Når det kommer til stykket, findes der trods alt adskillige utvetydige beviser derpå, hvoraf jeg her blot skal fremlægge nedenstående fra den mere sjældne skuffe, hvor man rent faktisk ser, hvor ørehullet sidder placeret på andehovedet.

Tilsyneladende har det anatide øre endda en interessant sikkerhedsfunktion, således at kroppen ved en akut overdosis af eksempelvis vand, ansjoser eller morgenmadsproduktet Havre-Knas™ kan benytte ørehullet som udstødningsventil, og det endda med en ganske imponerende trykkraft. Trods undertegnedes ihærdige forsøg på at eftergøre de unge ænder dette fysiologiske kunststykke, forårsagede en overdreven indtagelse af flere portioner Guldkorn™ på relativ kort tid kun en udtalt kvalme og en konstatering af, at den menneskelige krop i sådanne situationer foretrækker andre udstødningskanaler end ørerne.

Mangelen på ydre ører har stor betydning for den anatide brillebrug. Brillebærende akademister vil således kunne nikke genkendende til, at deres brug af dette geniale synsfremmende hjælpemiddel ville være anderledes besværligt i dagligdagen, hvis hovedet ikke var udstyret med et par særdeles velegnede støttegivende udhæng i form af vore ører. Denne mulighed har ænderne ikke. Det betyder, at optikerne i Andeby har specialiseret sig i den stilkløse brille, altså de to små sammenknyttede brilleglas, som man sætter yderst på næbbet. Kunsten er imidlertid, at få en sådan brilleform til at sidde bare nogenlunde fast. Her er det selvsagt nemmest, hvis man som Georg Gearløs har et relativt smalt og krumt næb, hvor brillen ligesom på en næse kan sættes på som en klemme.

På det flade og brede andenæb er dette imidlertid ikke let, men f.eks. Onkel Joakim har efter mange års øvelse lært sig kunsten at fastgøre brillen bag næbfortykningen (den tyske Schnabelwulst).

Som ung og uøvet brillebærer søgte Joakim fortsat at bruge den traditionelle brilleform med stivere, hvilket formentlig er årsagen til, at han i så tidlig en alder tillagde sig bakkenbarter, og endnu ved hans introduktion i 1947 foretrak den gamle model.

Så er det langt lettere for de anatide kvinder at løse brilleproblemet. Den fransktalende donna med kraftig italiensk (eller måske rettere siciliansk!) accent på billedet lidt ovenfor kan således uden problemer få de store solbriller til at sidde fast ved blot at stikke stilkene godt ind i det lange tykke hår (den donaldistiske andearts enestående evne til at gro hår vil blive behandlet ved en senere forelæsning). Selvom Bedstemor Ands hårpragt er knap så løssluppen, så kan også hendes etageopdelte kransekagefrisure benyttes som udmærket fastgøringsaggregat for briller.

Det kan i øvrigt nævnes, at det med de manglende ydre ører synes at være et temmelig følsomt spørgsmål for især unge ænder. Således finder Rup det aldeles ikke morsomt, da en kvindelig medstuderende gør sig lystig på den øreløse ællings bekostning.

Mens manglende evne til at gro hovedhår kan være én af flere årsager til, at man meget sjældent ser ænder i vores verden bære briller, så findes der måske en endnu mere interessant forskel på de to andearters hovedtræk: Det donaldistiske andehoved besidder morfotalitet - altså evnen til at ændre form af egen vilje i en presset situation!

Den anatide morfotalitet har været oppe til debat ved flere lejligheder i den tyske donaldismeforskning, hvilket jeg vil komme meget mere ind på ved en senere forelæsning helliget dette fascinerende emne alene. Præcis hvordan ænderne er i stand til at ændre deres ydre fysiologiske form er endnu en gåde for videnskaben, men faktum er altså, at de kan. Sjældent særlig længe og som regel kun under stærkt fysisk eller psykisk pres, men denne enestående egenskab er uden tvivl en meget vigtig grund til, at ænderne gennem tiden er sluppet levende fra de mest halsbrækkende oplevelser.

Ikke alene kan den anatide hovedskal bøje af ved mødet med ydre og mere massive objekter, hvorved den på genial vis undgår at gå i stykker (blod er således et ekstremt sjældent syn i donaldismen), men det mest forbløffende er næsten, at den få sekunder efter er tilbage i sin oprindelige form uden nævneværdige tegn på belastning. Ved virkelige hårde slag kan der dog fremkomme en mindre bule. Denne imponerende hovedrobusthed er imidlertid ikke alene forbeholdt donaldismens ænder. I den aveside artsgruppe praktiseres den måske i sin mest fuldkomne form, idet man i Familien Gearløs udnytter slægtens robuste hovedskal til at stå imod selvpåkaldte kraftpåvirkninger af endog særdeles voldsom karakter.

Formålet med denne tilsyneladende noget selvdestruktive adfærd er alt andet end så idiotisk, som den umiddelbart kan forekomme, idet de kraftige slag på hovedskallen har en gavnlig effekt på Gearløs’ernes idéproces. Som det ved en tidligere lejlighed er blevet refereret af min ærede kollega, dr. Gjøgsig, har den tyske hjerneforsker Detlef Giesler (1990) foreslået, at man i Stella anatium således har opdaget en metode til kortvarigt at bringe sig selv op på et højere bevidsthedsplan - muligvis den meget omtalte sjette dimension med relation til hele kubikhektar-diskussionen.

Metoden er dog - trods alt - ikke uden risici, og da de aveside væsener muligvis ikke besidder helt samme hovedmorfotalitet og -robusthed som deres anatide brødre, bør metoden anvendes med en vis beherskelse. I erkendelse heraf har Gearløs i nyere tid søgt at aflaste sin hovedskal ved at bruge den betydeligt mindre belastende tænkehat, men helt samme effekt synes denne “rugekasse” langt fra at have.

Forskerne er uenige om, hvorvidt metoden kun kan anvendes i Familien Gearløs, eller om også andre donaldistiske væsener oplever en positiv påvirkning af deres erkendelsesniveau, hvis de udsættes for en kraftig hjernerystelse. Der er ingen tvivl om, at sådanne tilfælde fra tid til anden forekommer. Som studieobjekt i denne henseende er Anders And yderst velvalgt, idet hans hoved ganske jævnligt påføres voldsomme slag. Kilderne rummer således talrige muligheder for at studere, hvorledes reaktionen efterfølgende er. Og i nogle tilfælde ser det vitterligt ud til, at Hr. Ands hjerne derved er nået op i hidtil ukendte høje omdrejningstal - som da han efter at have fået en glasbowle i skallen opfandt det sensationelle sprængstof andamit: angiveligt det mest eksplosive stof, der nogen sinde er udtænkt. Ifølge en sejlivet tradition bragte offentliggørelsen i 1944 af den kemiske formel på andamit faktisk Barks på den amerikanske militærefterretningstjenestes observationsliste (senest jf. GrandjeAnd 2006)!

Den videnskabelige forklaring på denne slagafledte bevidsthedsændring skulle ifølge den andebyske hjernespecialist Dr. Kranium være, at en bulus magnus på visse dele af hjerneskallen kan fremkalde en slags febertilstand i hjernen.

Fænomenet må betegnes som yderst interessant. Et hårdt slag i hovedet er jo således en betydelig hurtigere og samfundsøkonomisk mere hensigtsmæssig metode til erhvervelse af højtstående akademisk indsigt end fem års universitetsuddannelse fulgt af endeløse ph.d.- og doktordisputatskriverier. Med tanke på den nuværende danske regerings aktuelle bestræbelser på at effektivisere universitetsuddannelserne kan man som tyndskallet akademiker nok være lidt bekymret for, om nogle af regeringens rådgivere skulle læse Anders And & Co. og finde inspiration i denne retning...!

Alene derfor finder jeg det nok så magtpåliggende at understrege, at kilderne bestemt ikke giver indtryk af, at metoden er ufejlbarlig eller uden endog særdeles store risici - heller ikke i donaldismen. Faktisk melder kilderne som nævnt om talrige eksempler på, at Hr. And har modtaget et hårdt slag i hovedet, men det er kun yderst sjældent, at resultatet falder så heldigt ud som i det ovenfor beskrevne tilfælde. Som oftest resulterer hjernerystelsen blot i hukommelsestab og en midlertidig ændring af personligheden til en endnu mere fjollet version end normalt, som det f.eks. for få år siden var tilfældet i en nederlandsk duckumentarberetning af den såkaldte neo-barksistiske skole (der altså for god ordens skyld bestemt ikke har noget med Barks selv at gøre), der blev bragt i AA 49/2003.

Man kan vel nærmest sammenligne denne “Klonk!”-metode (samt den nært beslægtede “Gonk!”-variant) med en velkendt metode til umiddelbar reparation af TV-apparater med uklar billedtransmission. Et hårdt velrettet slag ovenpå apparatet kan i heldige tilfælde fjerne flimmer og gøre billedet smukt og skarpt, men som oftest vil dette ellers yderst professionelle indgreb ikke have nogen nævneværdig gavnlig effekt (hvis man ser bort fra, at det kan give et kærkomment afløb for indestængte aggressioner). Tværtimod kan man meget vel risikere, at billedet i stedet bliver endnu dårligere - eller ligefrem helt forsvinder! Præcis samme uheldige udfaldsmulighed for den anatide “Klonk!”-metode har vi et eksempel på (her faktisk i førnævnte “Gonk!-variant) fra den ældre barksisme. Efter at have foretaget en fornem - men tilsyneladende uplanlagt - forlæns saltomortale med meget præcis hovedlanding ned af husets trappe ved nattetide, oplever Anders And en personlighedsændring af den mere farlige slags: Han udvikler en ekstrem trang til at tænde ild, han bliver pyroman!

I de fleste samfund - herunder det andebyske - anser man den slags tilbøjeligheder for temmelig upraktiske, og pyromaner mødes derfor sjældent med den helt store forståelse fra omverdenen - og i endnu mindre grad med anerkendelse for deres eventuelle evner til at udføre endog ganske komplicerede ildspåsættelser, såsom firkantede, runde og hule bål. Konklusionen synes derfor at være, at når den anatide hjerne udsættes for et hårdt slag, kan man langt fra være sikker på, at den afledte effekt vil have en gavnlig indvirkning på personens adfærd og sociale omdømme.

Som afslutning på denne forelæsning om studier af det anatide hoved og dets eventuelle indhold finder jeg det passende at henlede opmærksomheden på, at sådanne studier også foregår på et særdeles højt niveau i Andeby selv. Netop hjernens reaktion på udvortes slag har jævnfør de just nævnte fænomener forståeligt nok tidligt været et oplagt studieområde for den andebyske lægevidenskab. Som det fremgår ovenfor, kunne byens kirurger allerede i 1946 introducere “det blå snit”, en simpel hjerneoperation, der let kan kurere skøre personer (i hvert fald hvor galskaben er fremkaldt ved et hårdt slag i hovedet med en benzindunk). At de andebyske hjerneforskere er langt foran deres kollegaer i vor del af verden fremgår af, at det blå snit jf. undertegnedes forespørgsler til Rigshospitalet og Skejby Sygehus umiddelbart før denne forelæsning fortsat ikke indgår som en naturlig og integreret del af hjerneforskningen herhjemme. Hvilket måske kan forklare, at vi fortsat må døje med så mange tosser. I Andeby derimod er hjerneforskning på et endog ganske avanceret niveau noget man med lethed underviser lægfolk i - f.eks. som et diplomgivende kursus på Lære- og Forbedringsanstalten (også kendt som Andeby Fængsel). Til sammenligning har det danske fængselsvæsen tradition for at oplære sine indsatte i at samle tøjklemmer og julekalendere.

Og man skal bestemt ikke tage fejl af kvaliteten af denne folkelige diplomuddannelse i hjernens beskaffenhed. Uddannelsen giver således viden om, præcis hvor i hjernen hukommelsen sidder, og hvordan man med et ganske let slag kan påvirke hukommelsescenteret med tilbagevirkende kraft i en tidsbestemt periode af en måneds nøjagtighed. Når danske fanger og prøveløsladte gennem tiden har formået at påvirke deres omgivelsers hukommelse med slag i hovedet eller trusler om samme, vil jeg hævde, at der er tale om et indgreb af en ganske anderledes primitiv karakter.

Hjerneforskningen i Andeby synes dog ikke altid at have været så langt forud for den vi kender i vor verden. Endnu i 1930’erne var forskerne i de to verdener tilsyneladende på omtrent samme stade, og ligesom hos os gjorde førende andebyske videnskabsfolk sig til talsmænd for, at man ved hjælp af indgående og metriske studier af kraniets udformning kunne aflæse ejerens personlighed. En af pionererne for denne tidlige kraniometriske hjerne- og adfærdsforskning i Andeby var professor Jerne Vinding, og selvom hans teser herom blev mødt med en vis skepsis, skulle det snart vise sig, at han så ubetinget var inde på rette spor.

Mens den slags studier mistede politisk medvind på vore breddegrader midt i 1940’erne, så fortsatte den kraniometriske hjerneforskning med uformindsket kraft i Andeby. Og dét med ganske forbløffende resultater. I 1950 kunne Barks således berette, at professor Kløgtig (muligvis en af professor Vindings elever?) i den grad havde lært sig at mestre metoden, at han i Andeby Tidende kunne avertere med tilbud om gennem måling af folks hovedskal at kunne rådgive dem om deres jobmæssige kvalifikationer.

På blot 11 år havde hjerneforskningen i Andeby udviklet sig fra aflæsning af hovedbuler på markedspladser til videnskabelig opmåling af hovedskal og aflæsning af hjernesvingninger med et computerstyret hjernometer! I sandhed et imponerende kvantespring. Igen må man skamme sig ved sammenligning med danske forhold, idet ingen af de her adspurgte hospitaler endnu 54 år efter dette gennembrud råder over et hjernometer eller endog blot synes at kende til betydningen af hjernesvingninger. Sådanne ting vidste man altså allerede klar besked om i Andeby anno 1950. Metoden fungerer i øvrigt på den måde, at når hjernometeret efter en ganske kortvarig skanning har aflæst hjernesvingningerne, kan tallet herfor aflæses på et computerdisplay, hvorefter man ved opslag i et tabelværk kan identificere personens faglige potentiale.

Nok engang bør det fastslås, at teorien bag denne uhyre avancerede form for anvendt hjerneforskning viser sig aldeles holdbar i praksis. Metodens eneste svaghed ligger i det tekniske forhold, at hvis en flue uheldigvis skulle sætte sig på displayet under dettes aflæsning, kan man fejlagtigt komme til at stille diagnosen “privatdetektiv” i stedet for “slangetæmmer”. Dette må dog for forskningen betegnes som en ubetydelig teknikalitet.

Herefter synes hjernemålinger at have udgjort en fast bestanddel af forskningen i Andeby, især den del, der beskæftiger sig med den enkelte persons erhvervsrelaterede kvalifikationer. I starten af 1990’erne indgik hjerneskanning (sammen med blodtryksmåling) f.eks. som en afgørende del af testprogrammet for potentielle astronauter på Andeby Rumcenter.

Sammenlignet med kvantespringet fra professor Jerne Vindings arbejde sidst i 1930’erne til professor Kløgtigs hjernometer i 1950 kan vi konstatere, at metoden - i hvert fald på overfladen - ikke synes at have gennemgået større forandringer i de følgende 40 år. Alene er der sket ganske lille designmæssig ændring af apparaturet (stolen er blevet større og kablerne flere), hvor den primære funktionelle udvikling synes at være, at der er taget højde for flue-faktoren ved at udskifte aflæsningsdisplayet med en grafstrimmel. Selv hjerneforskeren på Andeby Rumcenter ligner i påfaldende grad kollegaen fra 1950, hvorfor det for god ordens skyld skal fastslås, at der er tale om en anden, nemlig professor Galakse.

Dermed ikke sagt, at hjerneforskningen i Andeby er gået i stå. Således kunne en temmelig forenklet variant af samme metode i 1987 duckumenteres anvendt af det private erhvervsrådgivningsfirma Job-analyse, hvor det avancerede hjernometer er afløst af et plasticmålebånd. Selvom udfaldet af målebåndsanalysen giver et lidt andet karriereforslag end ved brug af hjernometer, må man stadig imponeres over analysens træfsikkerhed.

På Andeby Hospital har man derimod valgt at fortsætte den computerbaserede hjerneforskning, hvilket i 2006 har ført frem til udviklingen af en slags MR-hjerneskanner, der er i stand til på én gang at kortlægge hele hjernen og måle aktiviteten i dens forskellige centre. Anlægget for at spare penge kan f.eks. findes i hjernezone C2-C3, der på ænder sidder umiddelbart bag højre øjenbryn.

Mens brugen af hjernometre og hjerneskannere i Andeby trods alt synes begrænset til særlige eksperter, kan byens almindelige praktiserende læger også stille ganske imponerende hjernediagnoser ved hjælp af forbavsende simple metoder. Således kan forstyrrelser i hukommelsen konstateres blot ved at lytte til patientens hovedskal gennem et stetoskop.

I det aktuelle tilfælde skal det dog retfærdigvis anføres, at diplomet på væggen i konsultationsværelset måske ikke just understøtter troværdigheden af den stillede diagnose, ligesom lægens svar på patientens spørgsmål heller ikke virker overbevisende.

Endelig kan man jo stille spørgsmålstegn ved det sundhedspolitisk forsvarlige i at oprette en lægelig diplomuddannelse for usikre diagnoser. Nu er der jo imidlertid ingen der har sagt, at Andeby nødvendigvis er perfekt på alle punkter, og med den generelle tilbageståenhed vi kan konstatere for nutidens medicinske niveau på Jorden sammenlignet med forholdene i Andeby, så er vi i hvert fald næppe de rette til at kritisere.

Som et allersidste kuriosum kan det nævnes, at studiet af den anatide hovedform også uden for Andeby har ført til interessante teser. Således mente f.eks. Wolfgang Flössner (1979) ud fra analoge betragtninger at kunne sandsynliggøre, at ænderne pga. deres hovedform lever i et rum med negativ krumning - i modsætning til menneskenes verden (og hovedform) med positiv krumning.

Hermed begynder vi dog nok at bevæge os lidt væk fra selve den anatide fysiologi, og da jeg bemærker, at flere af akademisterne i salen efterhånden finder det nødvendigt at understøtte deres egne hoveder med hænder, bøger eller bordplader, er det givetvis på tide at bringe dagens lektion til afslutning.

Det er mit håb, at dette lille oplæg om nogle af de mange spændende forskningsfelter angående det anatide hoved vil virke inspirerende på den nye generation af donaldistiske forskere, så også denne nok så vitale kropsdel af den donaldistiske and fortsat får sin berettigede studiekreds. Som flere sikkert har bemærket, har jeg i denne forelæsning ganske forbigået et af de mest omdiskuterede emner i den anatid-fysiologiske forskning, nemlig det donaldistiske andenæb. Dette må naturligvis ikke opfattes som en nedvurdering af næbforskningens betydning, tværtimod finder jeg området så spændende og omfattende, at jeg har tilegnet hele næste kursusgang alene til en præsentation af den donaldistiske “rostrilogi”; studiet af det anatide næb!

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

1. lektion: Anden og ægget		Afdelingen for Andelogi

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.