Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Center for Klassisk Donaldisme

CH₂ og spættet nitrogen

- om balladen da Anders And opfandt andamitten

af dr.don.clas. Jacobinus GrandjeAnd, CKD & SAD 2006

I 1944 kunne Carl Barks berette om en højst dramatisk episode i Familien Ands liv (WDC 44). Rip, Rap og Rup står nede i kælderen og muntrer sig med “Den lille kemiker”, da deres onkel kommer ned og sætter skub i eksperimentet. Som altid med en eksplosiv effekt.

Slaget påfører Anders hvad man med en medicinsk fagbetegnelse kalder en Bulus magnus suppleret med en febertilstand i hjernen, der i dette tilfælde virker kraftigt forøgende på hans intelligens - og ikke mindre forøgende på hans selvbevidsthed.[1]

Eftersom slaget er påført af en glasbowle fra et kemisæt, er den afledte genialitet naturligvis kemisk orienteret.[2] Begunstiget med en sjælden indsigt i den højere kemis verden tager ophøjede tanker straks form i Anders Ands bulede hoved. 

Ikke blot lykkes det kemiker And at fremstille det hidtil ukendte stof spættet nitrogen.[3] Han ender ud med intet mindre end det mest eksplosive stof, der nogensinde er udtænkt: andamit![4]

Og andamit er virkelig en revolutionerende nyskabelse. En dunk andamit i benzintanken på Hr. Ands lille røde bil gør den i stand til at flyve hen over bakkerne...

..og næste forsøg sender en be(m)andet raket afsted til månen med en fart af 1.500 km i sekundet!

Raketten når hele vejen rundt om månen og hjem til Andeby igen, men efter en noget brat landing...

..som Hr. And mirakuløst overlever, har bulen desværre lagt sig og al hans kemiske viden er forsvundet med den.

Se, nu kunne alt dette jo være interessant nok i sig selv, men beretningen har for alvor opnået kultstatus blandt donaldister pga. dens efterspil. Sagen er nemlig den, at Anders’ opskrift på andamit indeholder noget af en sensation. Her tænkes ikke så meget på den spættede nitrogen som på den navnemæssigt umiddelbart mere neutrale ingrediens CH₂. Sagen er nemlig den, at CH₂ populært sagt ikke eksisterede på Jorden i 1944, da Barks kunne duckumentere stoffets anvendelse i Andeby! CH₂ eller carben er således en flygtig kemisk forbindelse, der opstår som et yderst kortvarigt mellemstadium ved særlige kemiske reaktioner, og i 1944 havde Jordens kemikere endnu ikke været i stand til at påvise dets faktiske eksistens. Da dette endelig lykkedes i de efterfølgende årtier, var amerikanske kemikere ikke sene til at hædre carbens virkelige opdager: “Den formidable kemiker D. Duck”. Ansete fagtidsskrifter som Carbene Chemistry og Chemical and Engineering News krediterede op gennem 1960’erne opdagelsen til den geniale and, og i lærebogen Organic Chemistry fra 1973 har “den største kemiker i verden - alle sole, måner og mælkeveje iberegnet” også fået sin retmæssige hædersplads. Det for kemikerne så imponerende ved sagen består ikke blot i Hr. Ands omtale af stoffet CH₂, men specielt hans planlagte brug af det sammen med et stof som NH₄: »Anders brugte carben på nøjagtig sådan en måde mange år før “virkelige kemikere” tænkte på at gøre sådan,« som Richard Greenwald fra Harvard University har forklaret.[5]

Eksempel på donaldistisk-kemisk kildebrug i det amerikanske tidsskrift ‘Chemical & Engineering News’ 16.06.1969 (s.60-61) i en artikel af dr. Robert A. Moss om Charbene Chemistry. Dr. Ross’ omtale af sin andebyske kollega, “the redoubtable chemist D. Duck”, er fremhævet.

Beretningen har selvsagt givet de socialkonstruktivistiske donaldister et forklaringsproblem. Hvordan kunne en “tegneseriefigur” i 1944 omtale avancerede kemiske substanser, der først for alvor blev opdaget af kemifagets dygtigste hjerner på Jorden knap 20 år efter? Forelagt samme spørgsmål måtte Carl Barks nærmest undskylde sig med, at han blot havde læst en artikel om kemi i Encyclopedia Britannica, som han intet havde fattet af, og på den baggrund “rodet en bunke kemikalieformler” tilfældigt sammen. Tilfældigt? Ha!

Seriøse donaldister tror naturligvis ikke på “tilfældigheder” af denne type. Det store spørgsmål er, om Barks selv var ubevidst om, hvordan han fik sine åbenbaringer fra Andeby, eller om han bare var smart nok til at underspille sin rolle i transmissionsprocessen? Sidstnævnte mulighed finder bestemt støtte i en hævdvunden tradition blandt konspirationsparanoide akademiske donaldister (hvilket vil sige fagets absolutte majoritet) om, at Barks’ duckumentar i 1944 om Anders’ opfindelse af andamit bragte ham (altså Barks, men som sådan også Anders, red.) på den amerikanske efterretningstjenestes observationsliste. Rygtet vil vide, at USAs militær i denne sidste fase af 2. Verdenskrig i al hemmelighed selv søgte at få styr på de flygtige carbener og metyler, og derfor var ved at kløjs i feltflaskerne, da de kemiske formler pludselig stod at læse i Walt Disney’s Comics and Stories.[6] At Pentagon siden hen kategorisk har afvist at kommentere på rygterne, har naturligvis kun bekræftet donaldisterne i historiens holdbarhed.

Som seriøs forsker er jeg selvsagt ikke and for at sprede løse, paranoide rygter. Men jeg kan nu ikke undlade at gøre opmærksom på et sælsomt forhold omkring det militært set mest følsomme punkt ved hele duckumentaren: Formlen på hvordan man fremstiller spættet nitrogen. I den amerikanske originaludgave i WDC 44 siger Anders (oversat til dansk): »Hvis jeg blander CH₂ med NH₄ og koger atomerne i osmotisk tåge, skulle jeg få spættet nitrogen!«

I den danske oversættelse, bl.a. bragt i CBSV 2, er opskriften imidlertid en anden: »Hvis jeg blander CH₂ med NH₄ plus svovl - og koger det godt igennem, så får jeg plettet nitrogen!«

Hvorfor er der pludselig kommet svovl med i opskriften i den danske version? Og hvor forsvandt den osmotiske tåge hen? Har de amerikanske myndigheder nægtet udenlandske udgivere at offentliggøre den sande formel på spættet nitrogen,[7] har de uden at informere udlandet sløret formlen med falske ingredienser (Svovl! Pff! Hvad regner de os for??) eller er det i virkeligheden den danske udgave, der er den ægte, mens Pentagon kun har lykkedes med at censurere den amerikanske version (glem i så fald forrige parentes)??? Der er naturligvis kun én måde at afgøre dette på, så undertegnede har anskaffet sig et sæt med “Den lille kemiker” og vil i den kommende tid afprøve begge formler - under forudsætning af, at det lykkes mig at isolere CH₂ i tilstrækkelig lang tid til at blande det med NH₄ (og svovl), og så i øvrigt finde en materialist, der forhandler osmotisk tåge.

Hvorom alt er, så beviser denne legendariske duckumentarberetning i WDC 44 efter min mening med al ønskelig tydelighed, at det vidensmæssige og teknologiske niveau i Andeby er LANGT forud for Jordens, og at vi igen og igen kan konstatere, at “nyskabelser” her på Jorden i virkeligheden blot er efterligninger af gammelkendte opdagelser og opfindelser i Andeby. Omvendt er det jo heller ikke den værste role model at have - omend der nok bør advares imod blind efterligning på alle punkter...

Apropos: Det forlyder, at Akademiets ledelse i øjeblikket overvejer, om en netop tilbagevendt forsvunden akademisk-donaldistisk forsker med højst uheldig hang til skandalistisk, sexologisk donrosisme trods sin nu 2½ år lange “uanmeldte orlov” skal gives lov at genindtræde i et professorat på Sydnordisk Akademi for Donaldisme. I den forbindelse skal herfra kun lyde det evigtgyldige nytårsråd: Gå aldrig tilbage til en fuser!

Noter :

[1] Med hensyn til voldsomme slag i hovedets generelle betydning for anatide adfærdsændringer henvises til mit foredrag om samme: Det anatide hoveds morfotalitet og brudstyrke.

[2] På samme måde som slag i hovedet med benzindunke typisk vil medføre hang til pyromani - i hvert fald i donaldismen.

[3] CBSV har valgt den noget farveløse oversættelse “plettet nitrogen” for den amerikanske betegnelse speckled nitrogen, hvor forleddet “spættet” efter nærværende forfatters mening både er sjovere og mere korrekt. 

[4] Som garvede donaldister vil vide, er dette langt fra det eneste eksempel på Hr. Ands opsigtsvækkende evner udi i fremstillingen af sprængstoffer. I 1959 kunne han således præsentere verden for sprængstoffet andersit, med hvilket det er muligt at skyde en kogt makaroni tværs gennem en ambolt med en kartoffelpistol (WDC 220), mens han i 1947 (Cheerios Premium Y1) lykkedes at fremstille intet mindre end en atombombe!

[5] Referencer til reaktionen i amerikanske kemikerkredse kan findes i artiklen “Anders i videnskabens navn” CBSV 2.

[6] Muligvis så de også potentielle camouflagemuligheder i den spættede nitrogen?

[7] ..der i en tidligere dansk oversættelse i øvrigt er blevet til “flerfarvet nitrogen” (AA 19/1991).

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.