AA 1/1950                  Bror Bjørn som nytårsløfteskriver for Ulv?

Det har blandt bjørnologer været særdeles omstridt, hvorvidt beretningen fra Skoven i januarnummeret (AA 1/1950) bør indgå i den bjørnologiske forskning. I dag tillægges historien dog afgørende betydning blandt retninger inden for alle tre skoler, og alene det forhold, at bjørnologerne har diskuteret den, gør den så akademisk relevant, at en behandling på symposiet er nødvendig.

Især skizofrenisterne hævder, at januarhistorien rummer et vigtigt spor i gåden om Bjørn. Bjørn optræder ganske vist ikke selv i denne nytårsberetning, men indtager øjensynligt alligevel en vigtig, om end indirekte rolle. Plottet går kort fortalt ud på, at den ukuelige Stygge Ulv har udtænkt en ny snedig plan til at fange de fede grise. En seddel med fire nedskrevne falske nytårsløfter narrer den som altid grænseløst naive Lille Ulv til at tro, at faderen aldrig igen vil forsøge at fange grisene. 

Stor glæde skaber denne nyhed hos de to små dumme grise, der som altid fejrer slige lejligheder med en lille grisehopsa akkompagneret af violin og fløjte. Her kan man anføre, at det ikke synes helt rimeligt, at betegne en violinspillende gris som “dum”. Til sammenligning har den såkaldte kloge gris aldrig udvist samme musikalske talenter. Flere bjørnologer mener ganske vist, at have set ham med en lille trækharmonika, men dette er dog et instrument af betydeligt lavere status end både violin og fløjte. Men tilbage til historien. Festen stopper brat ved den ovenfor nævnte og evigt lyseslukkende Praktiske Gris’ indtræden på scenen. I en bog om “Hvordan man læser folks karakter i håndskriften” kan den ældste gris (også kendt under det mindre flatterende navn “Store Gris”) snart afsløre, at skriften på seddelen med nytårsløfterne tilhører en skidt karl: »Tro aldrig på, hvad folk med denne håndskrift siger; de mener ikke et ord med det!« (Man kan i den anledning kun føle trang til at udtrykke sin respekt for standarden af hjemmebibliotekerne i Andeby og Omegn. Altid bugner hylderne af relevant og lødig litteratur, som man f.eks. oplever i AA 5/1950, hvor Anders fra hylden giver nevøerne »..en god bog om, hvordan man renser sine fjer! Den kan I få god forstand af!«). 

Stygge Ulvs lumske plan er hermed afsløret, og han får sig senere en iskold dukkert i skovsøen. Men hvordan involverer disse indvinklede intriger dog stakkels Bjørn? Jo, på sidste billede, hvor Lille Ulv hjælper sin forkomne fader op af vågen, fremkommer ulven med en chokerende afsløring: 

Skizofrenisterne ser i denne nytårshistorie beviset for deres påstand om Bjørns grundlæggende dårlige karakter. Uanset om den hidtil så retskafne gårdmand allerede på dette tidspunkt var på vej ud på skråplanet eller ej, så ville det højst være et spørgsmål om tid; hans skæbne lå beseglet i skriften (om ikke skriften på væggen, så dog på seddelen). Nu kunne der måske være dem, der ville hævde, at historien kun afslører, at Praktiske Gris slet ikke er så klog, som han ellers uafladeligt giver sin omverden indtryk af, og at hans skrifttydningsevner lader meget tilbage at ønske - eller at den før omtalte bog gør den tidligere højt besungne Andebylitteratur skam og vanære. Begge dele ville dog falde meget dårligt i tråd med den donaldistiske ånd, hvorfor den slags argumentation slet ikke kan komme på tale blandt seriøse bjørnologer.

Har skizofrenisterne da ret; har Bjørn lige fra starten været en lusket løgner og båret kimen til bedrag og falskhed bag sit ellers så indladende og charmerende ydre? Den skizofrenistiske tolkning afvises (selvfølgelig) både af dualister og deroutister. Dualisterne gør således opmærksom på, at vi i dette kildeskrift finder den første omtale af Bror Bjørn. Det er altså ikke den retskafne Gårdmand Bjørn, som vi mødte i 1949-årgangen, men derimod hans tvivlsomme broder, der har bistået Ulv med nytårsløfteskrivningen. Allerede her - og altså inden vi rent faktisk møder Bror Bjørn - gives vi således et varsel om, hvad vi kan vente os fra gårdmandens broder.

»Vrøvl og nonsens!« lyder kommentaren fra deroutisterne til henholdsvis skizofrenisternes og dualisternes tolkninger (eller også var det omvendt, hvilket dog næppe gør nogen afgørende forskel). Ifølge deroutisterne er den såre enkle løsning på gåden om Bjørns håndskrift såmænd blot, at Stygge Ulv er fuld af løgn: Bjørn har IKKE skrevet nytårsløfterne, det har Ulv selv. Deroutisterne mener, at have en række tungtvejende beviser for deres afvisning. For det første gør de gældende, at historien udspiller sig i starten af januar, hvor Bjørn som alle andre gode bjørne er gået i hi; alene af den grund kan han umuligt være skyldig i anklagen (at Familien Bjørn vitterligt går i hi bekræftes i en beretning fra en senere årgang, hvorfra det indsatte billede til venstre herfor stammer). Dernæst hæfter de sig ved, at håndskriften ifølge Praktiske Gris viser, at dens ejer ALDRIG taler sandt. Denne beskrivelse passer meget dårligt på Bjørn, selv i hans senere sociale stade, hvor han nok kan anklages for dumhed, men sjældent for svig og list - tværtimod er han som regel selv et naivt offer for andres ondskabsfulde rænkespil; her tænkes både på vennen Bror Ræv, men især på den altid løgnagtige Bror Kanin. For det tredje finder deroutisterne intetsteds i samtidige kilder belæg for noget venskab mellem Bjørn og Stygge Ulv. Tværtimod har vi god grund til at antage, at Ulv ville have fået en ladning hagl i rumpen, om han blot havde nærmet sig Bjørns gård (og tilhørende melonbed og hønsehus). Det er derfor højst usandsynligt, at Bjørn ville agere skriverkarl for denne inkarnerede melon- og hønsetyv, også selvom Bjørn (som påstået af skizofrenisterne) selv skulle have haft latente dårlige egenskaber i sig.

For det fjerde savner den uhyrlige påstand ifølge deroutisterne ligeledes ethvert motiv, da Ulv slet intet behov har for en sådan hjælp; han er fuldt ud selv i stand til både at læse og skrive! At han kan læse får vi allerede bevis for i samme historie, da han ikke tør forfølge grisene ud på den del af søen, hvor et skilt med advarslen “Forsigtig - Isen er usikker” står, uden at nogen har fortalt ham ordlyden af skiltet. Også i en tidligere historie (AA 7/1949) afslører han sine læsefærdigheder, da han dels er i stand til at genkende grisenes nedskrevne adresse (for donaldister med lokalgeografisk interesse: Krusemyntevej 144) og senere ligefrem sidder og læser avis. At han virkelig læser fremgår af, at der på siden ingen billeder er og at Ulv læser op af teksten. En tilsvarende udviklet evne til at skrive hos Ulv finder vi også flere beviser på i den ældre bjørnologi. I august samme år (AA 8/1950) køber Lille Ulv en guldfyldepen til sin fader i fødselsdagsgave (hvilket i øvrigt er et vægtigt argument for holdbarheden i den kronologiske anvendelse af den danske bjørnologi; i septembernummeret fra 1949 berettes det, at Stygge Ulv netop har haft fødselsdag). Sønnen må vel for pokker vide, om hans fædrene ophav er i stand til at skrive eller ej, og med mindre man vil mene, at knægten er en modbydelig skarnsunge, der ondskabsfuldt ønsker at udstille sin faders analfabetisme ved en sådan gave, kan vi herefter betragte det som sikkert, at Stygge Ulv har kunnet skrive. Den højst usandsynlige mulighed, at Stygge Ulv skulle have lært sig denne kunst i løbet af første halvår af 1950 (altså mellem nytårshistorien i AA 1/1950 og fødselsdagshistorien i AA 8/1950), har endvidere det imod sig, at guldfyldepennen udtrykkeligt skal erstatte ulvens gamle fyldepen. 

Skriftkyndige bjørnologer har forsøgt at efterprøve deroutisternes påstand om, at det er Stygge Ulv, der har skrevet nytårsforsætterne. Fra fakultetets palæografiske arkiv har de fremdraget hosstående eksempel på Ulvs håndskrift, der stammer fra en yngre ulvologisk beretning (AA 25/1959); en sammenligning med brevet fra 1950-beretningen viser ifølge deroutistiske palæografer en overvældende skriftlighed, mens tilsvarende eksperter af skizofrenistisk overbevisning påpeger betydelige forskelle, der af deroutisterne forklares med en naturlig skriftudvikling i de mellemliggende ni år. Det palæografiske arkiv rummer desværre ingen eksempler på Bjørns håndskrift - faktisk må det ifølge arkivaren anses for ubevist, om Bjørn overhovedet kan skrive!

At derimod Stygge Ulv mestrer skrivningens kunst - og også gjorde det før januar 1950 - gives vi ifølge liberale bjørnologer et entydigt bevis for allerede i AA 2/1949; på ganske kort tid maler han tekster på en mængde skilte - uden én eneste stavefejl! 

Når sidstnævnte historie ikke køres frem som kronbevis af mere konservative deroutister, hænger det sammen med, at mange af disse tilhører den såkaldte Murry/Turner-skole, hvorved vi bevæger os ind på en helt ny bjørnologisk kampscene med stor relevans for 1950-symposiet; diskussionen om den bjørnologiske kildekritik. Som beskrevet hos Afdelingen for Bjørnologisk Journalistik og Arkivregistratur står der flere forskellige donaldistiske reportere bag dokumentarberetningerne fra den klassiske bjørnologi. Og ligesom i andre dele af donaldismen - og vor egen verden, for den sags skyld - er der stor forskel på kvaliteten af disse reporteres arbejder. Dette kommer først og fremmest til udtryk i billedkvaliteten, hvor de absolut førende tegnere i klassisk bjørnografi er Paul Murry og Gil Turner. Erfarne bjørnologer hævder dog også at kunne se forskel i kvaliteten af selve beretningerne, og de mest konservative deroutister af Murry/Turner-skolen mener derfor ligefrem, at man slet ikke kan regne med andre end de to stjernereportere; alle andre er charlataner og svindlere, eller i bedste fald talentløse skvadderhoveder, som enten aldrig har været i Skoven og selv oplevet det, de beretter om, eller blot ikke formår at formidle det på en anvendelig og troværdig måde. Når hele denne diskussion bliver relevant i denne sammenhæng, skyldes det, at den omtalte aprilberetning fra 1949 om den skiltemalende Ulv tilhører den laverestående kildegruppe, der af Murry/Turner-skolens tilhængere nedladende betegnes som “vulgærbjørnologi” (bortset fra, at Bjørn slet ikke indgår i beretningen, hvorfor der strengt taget er tale om “vulgærulvologi”). Dertil kommer, at heller ikke januarberetningen fra 1950 om Bjørns håndskrift stammer fra Paul Murry eller Gil Turner. Derfor har deroutisterne længe slet ikke villet anerkende historien som bjørnologisk; de konservative fordi den som vulgærbjørnologi ingen sandhedsværdi har, de liberale deroutister fordi den slet ikke omhandler Bjørn eller hans håndskrift.

På symposiet viste det sig imidlertid, at en ny fraktion er opstået i den deroutistiske lejr. Der er tale om de såkaldte skandalister, ifølge hvem januarberetningen i høj grad er bjørnologisk og meget central for den deroutistiske forståelse af Bjørn - selvom han altså ikke direkte medvirker. Den skandalistiske deroutisme udspringer af en konspirationsteori, hvor et mere eller mindre organiseret forbund af rænkefulde fjender af Familien Bjørn har sat sig for, at miskreditere denne Skovens førende slægt ved at kaste smuds på dens (ifølge de heritalistisk-skandalistiske deroutister nyudnævnte) overhoved. Mens deroutisterne (altså dem uden for Murry/Turner-skolen) således er enige om, at Stygge Ulv selv har skrevet sine falske nytårsforsætter, så er der delte meninger om årsagen til hans påstand om, at det var Bjørn, der har skrevet dem. En forklaring herpå er forskningsmæssigt påkrævet, thi som påpeget af skizofrenisterne fremstår den af deroutisterne hævdede løgn umiddelbart formålsløs på et tidspunkt, hvor grisene har afsløret svindelnummeret. Den klassisk-deroutistiske forklaring er, at Ulv simpelthen er en notorisk lystløgner; han KAN ikke lade være med at lyve. Eller som Gris’ indsigtsfulde bog udtrykker det: »Tro aldrig på, hvad folk med denne håndskrift siger; de mener ikke et ord med det!«. Ifølge de skandalistiske deroutister er Ulvs bevæggrunde imidlertid langt mere udspekulerede. Hele hans skuespil omkring nytårsløfterne har således en skjult og sideløbende agenda, der går ud på, at få Bjørn gjort upopulær i Skoven. Ved at bilde Lille Ulv ind, at Bjørn har skrevet de falske forsætter, er han sikker på, at rygtet om Bjørns utroværdighed hurtigt breder sig. At Praktiske Gris kan underbygge plottet med sin ekspertise i skrifttydning er formentlig en i denne sammenhæng uventet sidegevinst, da Ulv trods alt næppe vil risikere en iskold druknedød for sin smædekampagnes skyld. Den skandalistiske tese mødte i første omgang udtalt skepsis fra alle øvrige retninger repræsenteret på symposiet - hvilket nye teser da også altid gør i bjørnologisk sammenhæng - men inden for den deroutistiske lejr skulle den vinde flere tilhængere efterhånden som 1950-symposiet skred frem.

AA 2/1950                  Bror Bjørn får grisehaler i sin dam

Løgn og usandhed præger Skoven i de tidligste måneder af 1950. I januar løj Stygge Ulv om sine nytårsforsætter, og måneden efter må vi virkelig rystes i vor grundvold, da sønnen Lille Ulv minsandten begynder at voldlyve til og om alt og alle! Det har dog den naturlige (?) forklaring, at han under bizarre omstændigheder har fået en indsprøjtning af løgneserum - hvilket bl.a. får fatale konsekvenser for faderens valg til formand for Slyngelklubben (som vi i øvrigt introduceres for i denne beretning). I bjørnologisk henseende består det interessante i, at Lille Ulv kort efter sin dramatiske personlighedsændring møder Grisene, der bader i Bror Bjørns dam. 

Hvad er det i grunden, vi overværer her? Episodens bjørnologiske betydning har hidtil været temmelig overset, velsagtens pga. den overskyggende chokeffekt af Lille Ulvs hårdkogte løgnevirksomhed, men faktisk rummer den en række vitale forhold, der fortjener den allerstørste opmærksomhed. Således er det første gang, at vi rent faktisk møder Bjørn under betegnelsen “Bror Bjørn”. Ud fra en dualistisk synsvinkel kunne dette måske indikere, at der er tale om den ondskabsfulde Bjørn og altså ikke den godmodige “Gårdmand Bjørn”? Grisenes frygt for ham og hans umiddelbart aggressive indtræden på scenen kunne støtte en sådan formodning, men efter nærmere studier afviser ældre dualister - de såkaldte “gammel-dualister” - denne tolkningsmulighed. For det første lærer vi kort efter, at den aktuelle Bjørn har en kone, og for det andet er der faktisk slet ikke noget i Bjørns opførsel, der berettiger at kalde ham ondskabsfuld - tværtimod. 

Nu kunne man selvfølgelig hævde, at det forhold alene, at Bror Bjørn er gift, ikke diskvalificerer ham fra at være doven og grum - altså dualismens slemme Bror Bjørn. Enkelte yngre dualister af den heritalistiske orientering (se omtalen under 3/1950) holder sig da også åbne for den mulighed, at begge Bjørne er gift. Men som bl.a. den real-skizofrenistiske psykolog Petra Grozvits for nyligt har påpeget, opfører Bjørn sig aldrig slet i sin kones nærvær. Hovedparten af dualisterne tror heller ikke på, at nogen ordentlig kone ville finde sig i en husbond af den dovne og slemme Bror Bjørns standard, hvorfor de fleste dualister i dag er af den overbevisning, at kun den flittige og retskafne gårdmand Bjørn er gift; det er ifølge deres opfattelse derfor den retskafne gårdmand vi træffer på i denne historie, hvor det blot er hans mere joviale betegnelse “Bror Bjørn”, der anvendes. En anden indikation herpå haves ifølge gammel-dualisterne i, at en af grisene netop omtaler ham som den “Gamle Bror Bjørn”, hvilket kraftigt skulle understøtte den gammel-dualistiske tese om, at der tillige findes en yngre Bror Bjørn. Også gammel-dualisterne har i vidt omfang sympati for den på 1949-symposiet meget omtalte ’heritale tese’, og ifølge deres opfattelse skulle dette være endnu en indikation på, at brødrenes formodede fader eller storebror (stationsforstanderen Bjørn den Ældre) senest på dette tidspunkt er gået Heden eller i hvert fald er gledet helt ud af familiedynastiet; nu er “Bjørn den Yngre” fra 1949-årgangen blevet til “Gamle Bror Bjørn”. Som det senere vil fremgå, var en fraktion af yngre dualister imidlertid af en helt anden opfattelse.

Både skizofrenister og deroutister er af indlysende årsager enige i dualisternes vurdering af, at februar­beretningens Bjørn er den samme Bjørn, som vi sidst mødte vogtende melonbedet i oktober 1949. Ifølge pseudo-skizofrenisterne ser vi her atter Bjørns mørke sider skinne igennem. Han har tilsyneladende gjort krav på Skovens eneste badested - formentlig ganske uden retmæssig adkomst - og nægter nu de øvrige beboere mulighed for at benytte sig af dette. Ikke nok med det grumt asociale og magtdemonstrative aspekt i denne adfærd, benytter Bjørn tydeligvis sit badeforbud til, at kunne få afløb for sine indestængte aggressioner gennem korporlig afstraffelse af Skovens smådyr, der måtte driste sig ned i det svalende vand. (Man kan i den forbindelse undre sig over, at grisene frivilligt hopper i vandet allerede i februar måned, hvilket dels synes at argumentere imod den muslimske opfattelse af grisen som et urent dyr, dels kunne indikere en usædvanlig mild vinter i Skoven 1949-1950.)

»Latterligt!«, afvises den skizofrenistiske udlægning samstemmende af dualister og deroutister. Der er ikke én finger at sætte på Bjørns opførsel i denne beretning. Vi har ingen grund til at antage, at Bjørn ikke skulle have fuld og lovgyldig ejendomsret over dammen. Der er således tale om en grov krænkelse af denne (altså ejendomsretten) og et umoralsk lovbrud fra grisenes side, når de trods dette pjasker velfornøjede rundt lige ud for skiltet - både deres placering i forhold til skiltet og deres reaktion ved synet af Bjørn afslører kun alt for tydeligt, at de med ingen ret kan påberåbe sig, at have handlet i god tro. Vi har heller ingen grund til at tillægge Bjørns badeforbud skumle bagtanker. Faktisk kan man meget vel tænke sig, at Bjørn blot er sit ansvar som dam-ejer meget bevidst, og med forbilledlig årvågenhed sørger for, at Skovens uforstandige og uforsigtige smådyr ikke bringer sig selv i fare i det lumske søvand, der ofte kan være iskoldt blot lidt under overfladen (ikke mindst i februar). Sådanne moralske og ansvarlige bekymringer kan altså meget vel tænkes at ligge til grund for Bjørns temperamentsfulde fremfærd, og dét han vil lære grisene ifølge denne synsvinkel er altså, hvor farligt den slags fjolleri kan være.

Deroutisterne erkender dog, at der kan ligge andet end rent sikkerhedsansvarlige motiver bag Bjørns adfærd. Ikke mindst de heritalistisk indstillede skandalister ser episoden som endnu et tidligt vidnesbyrd om, hvilke problemer Bjørn den Yngre (nu den “Gamle Bror Bjørn”) har med at manifestere sig som klanens overhoved og beskytte familiens hævdvundne rettigheder - herunder adgangen til dammen. Det er således en velkendt kendsgerning fra såvel menneske- som dyreverdenen, at når en stærk gammel leder falder og afløses af en ny og mere uprøvet figur, står der straks en række rivaler og udfordrere klar til at prøve ham af. Om grisene ligefrem tilhører det tidligere omtalte hemmelige selskab til Bjørns skandalisering er nok tvivlsomt, men deres handling understreger med al tydelighed, hvor lidt respekt der i februar måned står omkring Familien Bjørns position i Skoven. Bjørn selv er utvivlsomt fuldstændig bevidst om den store opgave, han står foran, og han føler presset fra slægtens stolte fortid og hans egen lille kernefamilie ligge tungt på sine bjørnebrede skuldre. Vinterens hi er sikkert forløbet i en urolig søvn i bekymring for, om han nu kunne leve op til alle forventningerne, hvilket hans tidlige opvågnen og optræden allerede i februarnummeret da også indikerer. Derfor ser vi ham fare så hårdt frem imod Grisene, da han ser deres hånende underkendelse af familiens badeforbud og dermed Bjørns egen magtposition. Da det efterfølgende utvivlsomt må gå op for Bjørn, at Lille Ulv har narret ham, og at grisehalerne i hans dam sad på grise, har det næppe gavnet hverken hans sociale anseelse eller selvsikkerhed. Endnu værre står det til set med de heritalisters øjne, der så Bjørns forgænger tævet ud af bjørnologien i november 1949; for anden gang på få måneder er Familien Bjørns overhoved blevet ydmyget af en lille ulveunge!

Som en afsluttende bemærkning fra februarberetningen angående skandalisternes påstand om eksistensen af et hemmeligt selskab i Skoven med det erklærede formål, at bringe Familien Bjørn til fald, undlader konspirations­teoretikerne ikke at påpege det påfaldende tidsmæssige sammenfald imellem den første hetz imod Bjørn og den tidligere nævnte introduktion af Slyngelklubben. Uanset hvilken skolastisk retning man tilhører, må man indrømme denne provokerende hypotese det forhold gældende for sig, at Bjørn aldrig - selv i sin værste køllesvingende, kaninjagende, dovne og arbejdssky udgave - har været medlem af dette sammenrend af slyngler, hvor den senere “kammerat” Bror Ræv ellers synes at være et fast medlem (men jævnfør AA 2/1950 altså ikke var med i klubbens tidlige fase), og hvor Stygge Ulv bestandigt ligger i kamp for enten at blive formand eller for overhovedet at bevare sit medlemskab. Man kan i den forbindelse kun undres over, at en andenrangsslyngel som Bror Ræv skulle have så betydeligt lettere ved at beholde sit medlemskab af Slyngelklubben end Stygge Ulv, der alle sine begrænsninger til trods må anses for en langt større og mere fuldkommen slyngel end Bror Ræv. Uomtvisteligt er det, at en deltagelse i dette tvivlsomme selskab har stor betydning for Stygge Ulv, der i februar er meget tæt på at blive selskabets leder, men væltes i sine ambitioner af et af skæbnens grusomme luner - her en søn injekteret med løgneserum. 

AA 3/1950                  Bror Bjørn på den grønne gren

I martsnummeret møder vi atter Bror Bjørn, men kun i en ganske kort optræden, der til gengæld er temmelig dramatisk. Flittig som altid er han ude for at save brænde, men begår den klassiske fejl, at sætte sig på samme gren, som han er i færd med at save over. Bjørn falder til jorden med et bom til de små grises udelte fornøjelse, men heldigvis synes han ikke, at komme nævneværdigt til skade.

Episoden har aldrig påkaldt sig den helt store opmærksomhed blandt bjørnologer og den kan da også umiddelbart forekomme ret intetsigende. Men i bjørnologien er intet forhold for lille eller ubetydeligt til at blive blæst voldsomt op.

Indledningsvis kan det fastslås, at der kildemæssigt er tale om bjørnologi af den mere tvivlsomme slags, som de konservative deroutister af Murry/Turner-skolen slet ikke gider beskæftige sig med. Heller ikke de mere liberalt indstillede deroutister ser noget videre interessant i historien, bortset fra, at skandalisterne mærker sig de to små grises nedladende udtalelser om Bjørns intelligens, der kan tolkes som en fortsættelse af Grisenes ondsindede chikane imod den hårdtarbejdende gårdmand.

Dualisterne er enige med skandalisterne i, at grisenes udtalelse er det mest bemærkelsesværdige ved episoden, men tolkningen af ordene er selvsagt noget anderledes. For dualisterne er det således væsentligt, at grisene betegner bjørnen i træet som “den dumme Bror Bjørn”, hvilket netop skulle indikere eksistensen af endnu en Bror Bjørn, som altså må forventes, at have et mere intelligent ry end den aktuelle Bjørn.

På dette sted i symposiereferatet må vi gøre plads for introduktionen af, hvad der i en periode lignede en ny betydningsfuld underretning i bjørnologien. Med base i den dualistiske skole havde en gruppe yngre dualister af heritalistisk overbevisning udviklet noget, de selv betegnede som den ‘heritalistisk-dualistiske mentalskade-tese’. Og det var denne nye fraktion af dualister - der dermed udskilte sig fra den resterende del af skolen, der hurtigt fik navnet “gammel-dualisterne” - at en af de mere interessante udredninger for martsberetningen kom. De heritalistiske mentalskade-dualister mente sig således i stand til, at sætte den grensavende Bror Bjørn ind i den heritale tese, idet den “den dumme Bror Bjørn” ifølge deres opfattelse var identisk med stationsforstanderen fra 1949! Da stationsforstander Bjørn blev udsat for det afstumpede og brutale overfald i november 1949 af Alfred Ulvs søn, fik han så mange bank i hovedet, at hans ellers så gode forstand tog skade. Familien Bjørns hidtil så ansete overhoved blev forvandlet til en tungnem tosse, hvilket skulle være med til at forklare den tiltagende hån og hetz imod familien i Skoven (som også skandalisterne hæfter sig ved), hvor man tydeligvis ikke er mild i sin dom over folk med psykiske handicap eller blot en IK under gennemsnittet; faktisk synes den eneste moral i Skoven ofte at være, at den kloge SKAL narre den mindre kloge, og dumhed berettiger til en seriøs mobning, der ville få russiske rekrutskoler til at rødme af skam. Modsat de heritalistiske deroutister og gammel-dualisterne mente de heritalistiske mentalskade-dualister altså ikke, at stationsforstanderen blev pryglet ihjel, kun mentalt hjerneskadet. Fraktionen mente at kunne se (endnu) et argument for deres tese i, at betegnelsen “Bror Bjørn” først anvendtes efter overfaldet på jernbanestationen. Den mellemliggende og meget tragiske historie skulle således være den, at stationsforstander Bjørn efter sin invalidering blev fyret fra DSB uden pension, hvilket selvsagt medførte en økonomisk katastrofe for det nygifte par (ifølge heritalisterne var stationsforstanderen som bekendt blevet gift med lærerinden Frøken Bjørn, der efterfølgende blev forstanderinde på børnehjemmet). Da vi møder Bjørn i marts måned er han kommet sig så meget ovenpå sine fysiske skader, at han kan begynde at gå rundt igen og bl.a. gå sin broder, Gårdmand Bjørn, til hånde på gården - f.eks. med at save brænde i Skoven. Hvor vidt det også er ham eller den nu regerende Gårdmand Bjørn vi møder i februarnummeret som vogter af familiens dam, lod sig ifølge den nye dualistiske tese ikke uden videre fastslå; begge brødre var ifølge deres opfattelse således gift. Dog kunne februaromtalen af den “gamle Bror Bjørn” tyde på, at der også her var tale om den voldsramte Bjørn den Ældre. Årsagen til den dumme Bror Bjørns nye tøjstil, der i påfaldende grad minder om gårdmandens, hang ifølge de heritalistiske mentalskade-dualister sammen med, at den uheldige Bjørn også måtte aflevere sin uniform efter fyringen, og for at han ikke skulle gå vinteren i møde uden tøj på kroppen, forbarmede hans gårdejende broder sig og lod ham få en gammel aflagt jakke og hat oppe fra loftet. 

Skizofrenisterne havde selvsagt ikke meget tilovers for ovennævnte tese, som de ikke undlod at kommentere med letkøbte bemærkninger om det meget passende navn for. Deres egne tolkninger af martsberetningen er anderledes kyniske. Ifølge real-skizofrenisterne viser martsberetningen en periode i Bjørns sindstilstand, hvor han selv efter vanlig standard er dummere end normalt. Faktisk kan man sige - for nu at følge op på skandalisternes og dualisternes fokus på grisenes udtalelser - at de to små grise meget indsigtsfuldt er i stand til at diagnosticere den skizofrene Bjørn ud fra deres observationer, idet det af Bjørns mange personligheder er “den dumme Bror Bjørn”, der denne dag har overtaget førerrollen højt oppe i træet. 

Den mest opsigtsvækkende tolkning af Bjørn-historien i martsnummeret kommer dog fra pseudo-skizofrenisterne, ifølge hvem Bjørns optræden i trætoppen hverken er dum eller ugennemtænkt. Tværtimod skal episoden vise, hvor ualmindelig ondskabsfuld og udspekuleret Bjørn i virkeligheden er bag sin tilforladelige facade. Efter Bjørns ydmygende nederlag måneden forinden, hvor Grisene slap godt fra at bade i hans dam og endda havde held til at gøre ham til grin for hele familien og Skoven, er tiden nu inde til hævn. Bjørn ved, at de to små dumme grise let kan lokkes til, hvis han foregiver at være i gang med en selvskadende dumhed - såsom at save en gren over, mens han selv sidder på den. De to dumme grise elsker således at kunne håne andre for at være endnu dummere end dem selv. Ganske rigtigt er grisene der snart, og med sig får de endda den irriterende lille løgnhals til Lille Ulv. Planen er herefter den, at få de dumme unger til at komme så tæt ind under grenen, at han på det rigtige tidspunkt kan save grenen helt igennem og lade sin store bjørnekrop falde tungt ned over grisene og Lille Ulv - og derved mase dem. Lille Ulvs pludselige råb overrasker imidlertid Bjørn, og får ham til at udløse fælden for tidligt, hvorfor han til sin ærgrelse misser faldet; dog er han tæt på at få ram på Lille Ulv. Det kan bemærkes, at da den pseudo-skizofrenistiske talsmand havde aflagt sin tolkning og veltilfreds forlod talerstolen, sad de øvrige bjørnologer målløse tilbage - at dømme efter den udbredte hovedrysten dog tilsyneladende ikke udelukkende pga. beundring over talerens begavede skarpsindighed.

Bortset fra det bjørnologiske indhold i beretningen er historien som allerede antydet temmelig uinteressant. Familien Ulv har fået nye naboer i form af en meget lattermild hyæne og dennes tungsindige søn. Lille Ulv prøver forgæves at få knægten til at grine, hvilket først lykkes, da han ser sin fader banke Stygge Ulv. Et bevis for, at kimen til nutidens hårdkogte og følelseskolde ungdom allerede var lagt i Skoven anno 1950. Eneste andet ikke-bjørnologiske forhold af bemærkelsesværdig karakter er, at frugttræet i hyænernes forhave blomstrer så tidligt som i marts, hvor den slags jo normalt først hænder på vore breddegrader fra sidst i april. Fænomenet kan enten ses som argument for de konservative deroutisters stempling af historien som en gang vulgærbjørnologisk fabrikeret opspind uden mindste relation til virkeligheden. Andre bjørnologer vælger at se beretningen som et bevis for den omkring februarnummeret fremsatte klimatologiske formodning om, at foråret må være kommet til Skoven ualmindeligt tidligt i 1950 - eller at Skoven simpelthen ligger betydeligt sydligere end Danmark.

Efterspil til AA 3/1950                Det Bjørnologiske Snudebevis - og en teses død

I en pausen efter symposiets behandling af martsnummeret var der livlig debat i korridorerne, hvor der dels blev udtrykt mange uforbeholdne meninger om pseudo-skizofrenisternes seneste påfund, dels blev der støbt kugler til et dramatisk internt opgør i den dualistiske lejr. Formanden for fraktionen af gammel-dualister mente, at de heritalistiske mentalskade-dualister havde bragt skolen ud på et farligt vildspor. Ifølge formanden umuliggjorde det foreliggende kildemateriale simpelthen den heritale mentalskade-tese. Han opnåede derfor symposieformandens ekstraordinære tilladelse til efter pausen at fremlægge sin sag for forsamlingen, for hurtigst muligt at få bragt en ende på galskaben af hensyn til skolens omdømme.

Formanden for gammel-dualisterne valgte ikke selv at gå på talerstolen, som han i stedet overlod til chefen for fakultetets billedgenetiske laboratorium. Med vanlig knivskarp analyse kunne chefgenetikeren på få øjeblikke sænke den kort forinden søsatte teori med det, der efterfølgende fik betegnelsen ‘Det Bjørnologiske Snudebevis’. Laboratoriechefen kunne således med sikkerhed fastslå, at den såkaldte “dumme Bror Bjørn” fra martsnummeret aldrig kunne være identisk med stationsforstanderen fra 1949. Baggrunden for denne for billedgenetikerne usædvanlige skråsikkerhed var en markant forskel i bjørnenes snuder. Som bevis for sin påstand fremlagde billedgenetikeren fire nærbilleder af de behandlede bjørnes snudepartier. 

Billedgenetikernes bevisrække for Det Bjørnologiske Snudebevis.

På de to første billeder af henholdsvis gårdmand Bjørn den Ældre (AA 1/1949) og stationsforstander Bjørn (AA 4/1949) ses tydeligt en såkaldt “bred fladnæset snudeform”, der dækker en betydelig flade af snudeskaftet, men ikke stikker særligt langt ud fra dette. På de to sidste billeder af henholdsvis gårdmand Bjørn den Yngre (AA 8/1949) og “den dumme Bror Bjørn” (AA 3/1950) ses en helt anderledes “stor rundnæset snudeform”, hvor en blommeformet snude stikker et stykke ud fra snudeskaftet, som den kun er forbundet med via en begrænset berøringsflade. Også formen af selve snudeskaftet er forskellig, hvilket især er tydeligt på de to profilbilleder i midten.

Mens den billedgenetiske analyse således taler for et identitetssammenfald mellem Gårdmand Bjørn den Ældre og stationsforstanderen på den ene side og ligeledes muliggør et identitetssammenfald mellem Gårdmand Bjørn den Yngre og den grensavende Bror Bjørn (her lød en voldsom rømmen fra gammel-dualisternes formand) eller - som chefgenetikeren derpå skyndte sig at tilføje - et meget nært slægtskab imellem de to, så kan vi på baggrund af materialet ikke retfærdiggøre påstanden om, at billede 4 skulle vise den samme Bjørn som billederne 1 og 2.

De unge mentalskade-dualister var rystede. Deres formand gjorde efterfølgende et desperat forsøg på at redde den heritalistisk-dualistiske mentalskade-tese ved en argumentation for, at også stationsforstanderens snude kunne have taget skade af overfaldet, hvilket havde gjort den stor og opsvulmet, men da Gårdmand Bjørn den Yngre jo havde fremvist samme næseform inden overfaldet, fik hans forsvar kun hån og overbærende hovedrysten som svar. Han prøvede derpå at forklare forskellen med den nye tyske morfotalteori om donaldistiske væsners evne til i begrænset omfang at ændre kropsform (af dr. p. Martin, bl.a. omtalt under Akademiets Gearløsside), men den bjørnologiske forskning var tydeligvis ikke rede til at inddrage morfotalitet som en seriøs forklaringsfaktor. Det måtte herefter konstateres, at den heritalistisk-dualistiske mentalskade-tese var skudt ned kort efter dens opståen. Skamfulde sad mange af tesens tidligere tilhængere nede i salen og måtte undskyldende søge tilbage til gammel-dualisternes rækker, hvorefter den dualistiske skole atter var samlet i ét parti. Heritalismen havde stadig et godt tag i mange af de yngre dualister, men nu i den såkaldte “trialistiske” opfattelse; at Gårdmand Bjørn den Ældre (fra 1949), Gårdmand Bjørn den Yngre /  “Gamle Bror Bjørn” (fra henholdsvis 1949 og 1950) og “Dumme Bror Bjørn” (fra 1950) er tre forskellige bjørne.

Også skizofrenisterne måtte forholde sig til Det Bjørnologiske Snudebevis. Ledende skizofrenister fra de to hovedretninger så dog ingen grund til at kaste sig ud i en lang disput om bevisføringen, da deres grundhypoteser - som de påpegede - ikke er afhængige af et identitetssammenfald mellem den tilsyneladende ældste Bjørn fra marts 1949 og den yngre Bjørn fra oktober 1950 og fremefter. Der kan for deres skyld gerne være tale om far og søn, to brødre eller to helt urelaterede bjørne. Det afgørende er, at Bjørn fra og med introduktionen i oktober 1949 er den samme, uanset om han optræder under titlen Gårdmand eller Bror. Anderledes kritisk var afsløringen for fraktionen af såkaldte total-skizofrenister, ifølge hvem alle Bjørn-skikkelser uanset udklædning og embede er samme person. De mere moderate total-skizofrenister erkendte, at man herefter nok måtte trække Gårdmand Bjørn den Ældre, lærerinden, stationsforstanderen og børnehjemsforstanderinden fra Bjørns forskellige personligheder. Omvendt gav det anledning til spekulationer om, hvorvidt de første fire skikkelser med bred fladnæset snudeform ikke burde opfattes som én og samme person, således at vi i virkeligheden havde at gøre med to skizofrene Bjørne - psykiske lidelser kan jo udmærket være arvelige. Dermed var en ny underretning født i form af den dualistiske total-skizofrenisme. Hardcore total-skizofrenister holdt dog stædigt fast ved deres religion: Der er kun én Bjørn! Flad- eller rundnæset, det gør ingen forskel. Den runde næse kan være falsk, eller måske mere sandsynligt, være opstået ved, at Bjørn har haft snuden for langt henne ved et bistade. Sådan en snes stik eller mere fra en flok vrede bier kan sagtens tænkes at have resulteret i en permanent formændring af ansigtet, hævder total-skizofrenisterne og henviser til hosstående barksistiske eksempel fra AA 5/1950.

AA 6/1950-A              Brummebjørn og Minnies kager

Efter al denne virak blandt bjørnologerne var det måske ganske heldigt for symposieafviklingen, at Bjørn holder sig fra offentlighedens søgelys i de to næste 1950-numre af AA. Først i juni måned møder vi ham igen, og denne gang tilmed i hele to forskellige beretninger, der hver især må betegnes som særdeles opsigtsvækkende og omstridte.

Den første omtale gælder en for donaldismen meget atypisk kildeform, nemlig en næsten udelukkende skriftlig beretning over to sider med blot to tilhørende illustrationer. Selve fortællingen er temmelig banal og handler om, at Minnie Mouse hygger sig med at fodre jordegernene Chip og Chap med jordnødder fra sin vindueskarm. Tilbage i Skoven pludrer de løs om dette festmåltid, hvilket en vis “Brummebjørn” overhører og med en sulten mave beslutter sig for at efterprøve. Brummebjørn har to dage i træk held med at fjerne nybagte kager sat til køl i Minnies vindue og på tredjedagen kan han gøre sig til gode med en gratin. Først mistænker Minnie og Mickey de to jordegern, men til sidst afsløres Brummebjørn som tyven og arresteres i naboens brændeskur sovende med de tomme fade liggende ved siden af sig. 

Beretningen er blevet tillagt meget forskellig betydning indenfor bjørnologiens forskellige retninger. Skizofrenisterne ser den som det første klare bevis for, at Bjørns grumme side har slået til. Med onde hensigter drager han ind til Andebys parcelhuskvarterer og stjæler ganske skruppelløst stakkels Minnies bagværk. Dertil tager han tilsyneladende uden behørig tilladelse ophold i naboens brændeskur gennem flere dage. Umiddelbart en Bjørn langt fra den hårdtarbejdende og værdige gårdmand vi kender fra de hidtidige beretninger. Ifølge pseudo-skizofrenisterne er det imidlertid den virkelige Bjørns stygge karakter, vi her endelig får afsløret, da han tages på næsten fersk gerning i brændeskuret. Real-skizofrenisterne derimod mener, at denne uartige Bjørn hverken er mere eller mindre ægte end den flinke Bjørn, men blot én af hans to personligheder, der altså i denne periode har fået overtaget. Hvad der er gået forud for personlighedsskiftet er svært at gisne om, da det netop kommer efter to måneders fuldkommen anonymitet. 

Dualisterne har - ikke overraskende - en lidt anden tolkning af affæren. Der er ifølge deres opfattelse naturligvis ikke tale om den gode Gårdmand Bjørn, men derimod om hans tvivlsomme broder (“den dumme Bror Bjørn”), som vi her endda gives navnet på: Brummebjørn! At tro, at Skovens førende gårdmand således skulle forlade familien og ejendommen i flere dage og bringe sig selv på kant med loven for et par af Minnies kager - der i øvrigt generelt ikke har den højeste anseelse i Andeby - forekommer dem lige så vanvittigt som unødvendigt. 

Imod dualisternes pure afvisning af skizofrenisternes beskyldning anfører sidstnævnte imidlertid, at dualisternes “Gårdmand Bjørn” selv ved andre lejligheder har vist påfaldende interesse for bagværk. Som belæg herfor fremdrages en hændelse i 1954, hvor Gårdmand Bjørn og frue (som ved denne lejlighed identificeres ved fornavnet Miranda) er på udflugt oppe i bakkerne. Som det påpeges af skizofrenisterne, gør kildebelægget det ligeledes klart, at Bjørn ikke kan forvente at få opfyldt alle sine kulinariske behov i hjemmet, da Fru Bjørn tydeligvis mener, at kager ikke bør indtage en for dominerende rolle i sin gemals diæt: »Nej! Du bli’r alt for tyk!« Flere real-skizofrenister har derfor foreslået, at Bjørns sorte side fremkaldes af den heraf afledte sult og/eller et lavt blodsukkerindhold. Når Fru Bjørn sætter ham på kur, tvinges han af sine mest basale behov ud i desperate handlinger på jagt efter søde sager; han må bare ha’ det, uanset omkostningerne. Tesen har derfor givet den pågældende forskerretning betegnelsen “den glucose-narkomanide real-skizofrenisme”. 

Hvor besnærende end denne biologisk baserede skizofrenistiske hypotese måtte forekomme, kan den ifølge flere bjørnologer dog ikke benyttes i den aktuelle historie fra juni 1950. De to egern har således ikke fået nogen kager, men kun en håndfuld jordnødder, hvilket næppe kan have samme appellerende effekt på en sulten bjørn. Kildekritiske bjørnologer peger desuden på flere andre forhold ved beretningen, der gør den højst tvivlsom. Især hæfter de sig ved, at det forekommer påfaldende, at Minnie trods sin vrede over de to forudgående dages kagetyverier fortsat vælger at lade sin gratin stille til køl i det åbne køkkenvindue. Dét er simpelthen mere dumt og irrationelt, end selv Minnie Mouse normalt opfører sig. Dertil kommer, at hele beretningen har en påfaldende narrativ og fiktiv fremtoning, som om det snarere er en opdigtet historie end en faktuel rapport. Alene afslutningen lyder næsten som et eventyr - omend et grumt et af slagsen set med bjørnologiske øjne: “Politibilen blev tilkaldt i en fart og tog Brummebjørn med til arresten, og alle var glade og lykkelige, sådan som Minnie så gerne ville have, at de skulle være.” Deroutister af den skandalistiske retning er derfor ikke utilbøjelige til at se hele historien som det hidtil mest løgnagtige og ondsindede forsøg på at sværte Familien Bjørn til; »..en åbenbar fabrikation ligeså klodset og usand, som den er ondskabsfuld.«

Faktisk har også mange kildekritiske bjørnologer uden for skandalisternes (og den altid yderst konservative Murry/Turner-skoles) rækker længe nægtet overhovedet at anerkende historien som et stykke reelt bjørnografi. Ifølge det kildekritiske syn ligger beretningen simpelthen udenfor den arkæologiske donaldisme, idet der ikke tale om den sædvanlige fortløbende billedrække, som folk udenfor miljøet i deres snæversynede naivitet betegner som “tegneserier”, men om noget der mest af alt minder om en tvivlsom børnebog. »Vi er seriøse forskere. Vi beskæftiger os ikke med eventyr skrevet for små børn af folk med et intellektuelt stade af et jævnaldrende niveau,« lyder den bombastiske afvisning fra den konservative lejr.

Heller ikke denne afvisning holder dog ifølge skizofrenisterne. Selvfølgelig skal beretningen behandles som autentisk donaldisme, når den bringes til os i det ansete tidsskrift AA, mener de. Og selv hvis man ser helt bort fra teksten, der måske nok bærer præg af en vis journalistisk omskrivning, der kunne være bedre, så lyver billedet ikke: En bjørn, der tydeligt kan identificeres som den af os alle kendte Bjørn, overraskes af en politibetjent siddende bøvet (Bjørn altså, ikke betjenten) ved siden af tre tomme fade: »Med mindre skandalisterne vil have os til at tro, at Bjørn uskyldigt er blevet lokket i en fælde, bedøvet med narko og sat op i et belastende arrangement af et ukendt ondsindet konspiratorium inden politiets tilkaldelse, er det svært at tolke bevismaterialet anderledes, end at Bjørn har stjålet og ædt Minnies kager!«

AA 6/1950-B              Kaninologiens begyndelse og sagnet om Kong Løves høns

Bjørnologerne var nu godt varmede op til symposiets med spænding imødesete højdepunkt; behandlingen af en af bjørnologiens måske allermest klassiske og omdiskuterede kildeberetninger: Sagnet om Kong Løves høns! Fortællingen skiller sig ud fra den forudgående bjørnografi på en række afgørende forhold. For det første er der ikke tale om en ulvologisk beretning, idet hverken Stygge Ulv ellers hans adfærdsvanskelige afkom indgår i historien. Derimod er der tale om dansk donaldismes første møde med Bror Kanin og Bror Ræv, hvorfor kildeskriftet anses for begyndelsen på den linie indenfor bjørnografien, som forskerne har valgt at betegne “kaninologien”. Der er flere påfaldende kildemæssige forhold omkring selve beretningen, men inden vi ser nærmere på dem, følger her et kort oprids af selve historien, der i sig selv er spækfyldt med relevante og dramatiske oplysninger, ligesom vi præsenteres for en ellers ganske ukendt person af ellers tilsyneladende stor betydning i Skoven, nemlig titelpersonen Kong Løve. 

Kong Løve bor i en gammel og højst beskeden gård i Skoven, hvor hans vigtigste besiddelse synes at være et lille hønsehus. “Konge” kan således forekomme at være en noget overvurderet titel på løven, men han fremstår dog med en vis overklassestil (iklædt en gammel smokingjakke og slidt høj hat) og afføder tydeligvis frygt og respekt omkring sig. Både Kanin, Ræv og Bjørn vil grumme gerne æde Kong Løves høns, men er således meget bange for den store Løve. I fortællingen tillægges Bror Bjørn tydelige kommunistiske tendenser: »Bror Ræv, hvorfor skal een have så mange høns, når vi andre ingen har?« Både Kanin og Ræv er tydeligvis enige i denne fordelings uretfærdighed, hvorpå Bror Kanin fanger, stjæler og æder alle hønsene selv, lokker Bjørn til at bære bevismaterialet (en sækfuld af fjer) væk fra åstedet under påskud af, at det er huppeldenuppeldevuppel-korn, der skal til møllen og males, så man kan lave den lækre plummelumbudding. Bjørn bliver hermed atter offer for en ondsindet løgn, tilbyder godhjertet Kanin at slæbe posen for ham, men får kort efter et hårdt slag i hovedet med en kæp af Bror Ræv, hvorpå de begge jages bort af Kong Løve. 

Personen Kong Løve har desværre aldrig fået den fortjente opmærksomhed i den sociologisk-donaldistiske samfundsforskning, hvilket formentlig dels skyldes, at studiet af forholdene udenfor Andeby generelt vansmægter i skyggen af den store metropol, dels at Kong Løve så vidt vides kun omtales i denne ene beretning. Der synes under alle omstændigheder at være tale om en person, der allerede på beretningstidspunktet er på vej ned gennem og ud af Skovens sociale hierarki. Faktisk er det slet ikke usandsynligt, at Bror Kanins fuldstændige tyveri af alle Løves høns udløser dennes endelige økonomiske og sociale ruin. Men har Løve virkelig været konge? Har der hersket monarki i Skoven forud for de første bjørnografiske reporteres ankomst? Hvad udløste i givet fald kongedømmets fald? Hvem stod bag faldet? Og hvilken ny magtstruktur medførte systemskiftet? Kilderne giver desværre ikke mange oplysninger, der kan bruges til alle disse gåders løsning, og i vidt omfang kan spørgsmålene jo også siges, at ligge lidt udenfor bjørnologiens rammer i mere snæver forstand. Flere deroutister mener dog, at Huset Løves skæbne kan ses i sammenhæng med den tilsyneladende samtidige deroute for Huset Bjørn. Hvad enten det skyldes samfundsøkonomiske omvæltninger, social uro, revolutionær opstand eller decideret krig, har det tilsyneladende medført hårde tider for Skovens tidligere overklasse og efterladt Skoven i et økonomisk sammenbrud af sult og fattigdom, hvor håbløshed, røveri og anarki præger dagsordenen. Enhver husstand må klare sig selv, ofte ved at røve fra de andre, og den eneste organisation af betydning synes herefter meget betegnende at være Slyngelklubben. Det er altså ikke blot Bjørn, men faktisk hele Skoven, der ifølge samfunds-deroutisternes syn har oplevet en social deroute. 

Vi forlader nu Kong Løve for i stedet at se på introduktionen af Bror Kanin og Bror Ræv, der som bekendt i modsætning til løven skal få stor betydning for den videre bjørnologi. Vi kan starte med at konstatere, at vi i Bror Kanin har at gøre med noget så sjældent som en kødædende kanin. Det er endvidere interessant, at modsat hvad der skal blive et gennemgående tema i den senere kaninologi, så er der i de ældste beretninger intet der tyder på, at Bror Ræv og Bror Bjørn kunne drømme om at æde kaninen - selv da de med knurrende maver drømmer om at æde Kong Løves høns. 

Faktisk kan der konstateres et påfaldende gemytligt forhold imellem parterne på dette tidlige tidspunkt i kaninologien, hvor Bror Kanin tydeligvis ikke nærer nogen frygt for hverken Bjørn eller Ræv. 

Når Bror Ræv irriteret sparker kaninen ud af selskabet, synes det således snarere at skyldes et kendskab til sidstnævntes højst utroværdige karakter; en bedømmelse, der som historien skrider frem, jo også viser sig fuldt ud berettiget. 

Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at det makkerskab mellem Bror Ræv og Bror Bjørn, som kendes fra den senere kaninologi, faktisk ikke eksisterer i de ældste beretninger. Bjørn og Ræv er i første omgang kun bragt sammen af den forgæves indledende hønsejagt og efterfølgende af Kanins svigefulde list; ellers færdes de hver for sig. Deroutisterne, der generelt har svært ved at snuppe Bror Kanin, er faktisk ikke utilbøjelige til også at give kaninen skylden for, at have bragt Bjørn ind i Rævs dårlige selskab. Den konspirationsparanoide skandalistiske retning indenfor deroutisterne har ligefrem Bror Kanin hovedmistænkt for at være leder og ophavsmand bag Selskabet til Bjørns Skandalisering. Efter at Kanin ganske uretfærdigt har kastet skylden for sin forbrydelse over på den uskyldige og godtroende Bjørn, der sammen med Bror Ræv herefter er stemplet som hønsetyv på linie med Stygge Ulv og Skovens øvrige kriminelle rak, er der ikke længere andre end Ræv tilbage for Bjørn at færdes med.

De skizofrenistiske tolkninger

Sagnet om Kong Løves Høns bekræfter ifølge skizofrenisterne den forudgående beretning i juninummeret 1950, hvor Bjørns røveriske karakter for første gang trådte frem. Igen ser vi, at han har svære problemer med at kende forskel på “dit og mit”, og for at gøre ondt værre, udviser han som nævnt tydelige kommunistiske tilbøjeligheder, idet han prøver at dække sin misundelse og egen berigelsestrang på andres bekostning ind under dække af et ideologisk ønske om en social omfordeling af de materielle goder i Skoven - her repræsenteret ved Løves høns. Men Bjørn er ingen social reformist, han er bare en skidt karl, fastslår skizofrenisterne. Beretningen bæres frem som endnu et kronbevis for tesen om “den glucose-narkomanide real-skizofrenisme”, ifølge hvilken Bjørns dårlige side får overtaget, når hans blodsukkerindhold er lavt. Det er således en sultbaseret trang til Løves høns, der først bringer de kommunistiske tanker frem i ham, og senere udsigten til den lækre plummelumbudding, der fører til hans forsøg på at franarre Bror Kanin sækken med huppeldenuppeldevuppel-korn. At Bjørn virkelig lider under den ham sandsynligvis af konen påtvungne slankekur, hvor han i moderne sprogbrug synes at være gået “sukkerkold”, ses af billedet af ham imellem de to skurkagtige perioder, hvor han trist til mode sidder og snitter i en pind. Nogle skizofrenister vil endog ikke afvise den mulighed, at hvis ikke Kanin havde forstyrret, ville Bjørn måske efterfølgende have givet sig til at tygge på den afbarkede pind i desperat higen efter lidt sukkerholdig plantesaft. 

Nu kan vi jo alle blive knotne og ubehagelige, når vi føler os sultne og sat under andres kontrol, men ifølge de glucose-narkomanide real-skizofrenister må Bjørns tilsyneladende karakterskifte ikke blot opfattes som et traditionelt udslag af sådanne normale reaktioner. Det er (selvfølgelig) meget mere kompliceret. Skizofrenisterne sendte på dette tidspunkt en tysktalende ekspert i kraniometri fra Institut for Donaldistisk Biologi op på talerstolen. Eksperten, dr. Kopfschmerz, gjorde tilhørerne opmærksomme på en afgørende anatomisk forskel på Bjørn og mange af de øvrige donaldistiske figurer, nemlig den relative størrelse imellem kroppen og hovedet. Bjørn har således nok det mindste hoved i donaldismen i forhold til kropsstørrelsen (udtrykt ved den såkaldte “Kraniometrische Kopfmasse-Kvotient”, i daglig tale KKK), hvilket selvsagt også må sige noget om hans (altså Bjørns) potentielle hjernestørrelse. Denne indbyrdes relation bliver især vigtig, når kroppen ikke modtager sin normale mængde energi. Det kræver selvsagt megen energi, at drive en stor bjørnekrop, og i perioder med lav energitilførsel bliver der derfor både absolut og relativt mindst energi til overs til hovedet og dermed hjernens drift. Når hjernen føler, at den ikke får energi (herunder blod, ilt osv.) nok, kan den enten vælge at kæmpe eller lade stå til. Bjørns hjerne vælger det første. Vores personlighed er populært sagt resultatet af en bestemt struktur i hjernen, men når hjernen oplever, at denne struktur ikke kan sikre dens overlevelse, kan den så at sige blande kortene og fordele dem igen, ved at danne en ny og stærkere struktur. Bjørns hjerne skaber derfor en anden personlighed til ham, når den føler sig trængt, en mere egoistisk, brutal og doven personlighed, som dels vil kunne formodes at skaffe mere næring til systemet, dels sørge for, at kroppens energibehov holdes nede, ved at være så inaktiv så muligt. Det er denne personlighed, vi kender som “den onde og dovne Bjørn”. 

Dr. Kopfschmerz har beregnet Bjørns “Kraniometrische Kopfmasse-Kvotient” (A x C / ((A+B) x (C+D))) til 7,3%. Til sammenligning har eksempelvis Anders And en KKK på 14,7%, altså omkring det dobbelte. Den næstlaveste KKK, som den kraniometriske doktor har fundet i donaldismen, er på 10,0% - og den er meget betegnende fundet hos Fætter Guf, der som bekendt også er meget optaget af, at spise så meget og arbejde så lidt som muligt.

Mens flere bjørnologer uden for de skizofrenistiske kredse nikkede eftertænksomt til den indkaldte eksperts forklaring, skabte den straks protester fra skolens andet store parti af pseudo-skizofrenister. Der er ifølge deres opfattelse ingen grund til lange og komplicerede udredninger for Bjørns skumle sider, de er simpelthen blot afspejlinger af hans sande karakter. Som alle personer har Bjørn opbygget en facade, som han ønsker skal repræsentere ham udadtil - måske ikke mindst overfor Fru Bjørn - men så snart hun er uden for synsvidde, kaster han sig ud i socialpolitiske optøjer, planlægger hønsetyverier og stjæler korn fra små kaniner. Og når vi især oplever disse sider ved Bjørn, når han er sulten, er det selvfølgelig blot fordi, at intet som sult og andre former for fysisk udpining kan få facaderne til at krakelere.

Den deroutiske tolkning

Deroutisterne afviser også denne gang skizofrenisternes forsøg på at bruge historien som belæg for tale om en skidt karakter hos Bjørn, der efter deres mening på intet tidspunkt i historien gør noget moralsk eller juridisk forkert. Da han i første omgang jager hønen, har han ingen anelse om, at den tilhører nogen. Da han bliver opmærksom på ejerforholdet, indstiller han straks jagten og anerkender Kong Løves ejerskab. Senere i historien tilbyder han beredvilligt at hjælpe den lille Bror Kanin med at slæbe posen med fjer i den tro, at der er tale om korn, som kaninen er træt af at bære. »Det er pænt af dig, Bror Bjørn!«, siger den lille rad, og her taler han for en gangs skyld sandt. Det ER pænt af Bror Bjørn, der opfører sig helt igennem mønsterværdigt. 

Det nærmeste tilløb til noget der overhovedet minder om umoralske overvejelser hos Bjørn, finder vi ifølge deroutisterne i samtalen med Bror Ræv efter den indledende hønsejagt, hvor snakken går om muligheden for at få fat i nogle af Løves høns. 

Her gør deroutisterne imidlertid gældende, at selve forslaget om at hugge Løves høns ikke stilles af Bjørn, men af den hærdede kriminelle ræv ved hans side. Og at dømme efter Bjørns tvivlende blik, finder han ingen umiddelbar smag for idéen, der jo som bekendt heller aldrig bliver til noget - for de tos vedkommende. Faktisk synes det slet ikke at være tyveri for egen vindings skyld, der er temaet for Bjørn, men derimod det åbenbart uretfærdige i, at én skal have så meget, og andre ingenting. Hvad man end kan synes om den slags kommunistiske tanker, så er det dog svært at betegne dem som decideret umoralske og luskede. Derotisterne gør endvidere opmærksom på, at end ikke Bror Ræv taler om at fratage Kong Løve alle dennes høns, men kun nogle af dem - altså en slags begrænset nationalisering eller “kommunisme med et menneskeligt ansigt”. Det er kun den grådige Kanin, der vælger at frarøve Løve hele hans fjerkræbeholdning - og dermed muligvis udløser kongens endelige fald. Man kan i den forbindelse finde det påfaldende, at første (og vistnok eneste) gang Bjørn lufter denne slags socialistiske tilbøjeligheder, er da han ligeledes for første gang befinder sig i selskab med Bror Ræv; har vi her en indikation på, at den røde ræv har bragt kommunismen til Skoven? Og har han i den forbindelse et tidligere makkerskab bag sig med Bror Kanin, der jo lufter sit mulige politiske ståsted med farven på skjorten? I så fald synes de alle tre hurtigt at komme over denne farlige flirt på den politiske scenes yderfløj. Optrækket til kommunistisk samling stoppes i øvrigt brat, da Bror Kanin foreslår, at udvide fællesskabet med sig selv - et forslag de to andre tydeligvis ikke har megen fidus til. Dér går grænsen for socialistisk solidaritet i Skoven, og som det skal vise sig med god grund. Måske kender de i forvejen Kanins yderligtgående kommunistiske tendenser - han nøjes ikke med nogle høns, men tager dem alle - eller også ved de bare allerede, at han er en utålelig lille ondskabsfuld løgnhals og rænkemager, som ingen ved deres fulde fornuft ville involvere i en storstilet planlægning af en social samfundsreform - eller et gement hønsetyveri, for den sags skyld. 

Den dualistiske tolkning

Dualisterne deler som sådan deroutisternes opfattelse af, at Bjørn ikke kan siges at opføre sig forkert i beretningen om Kong Løves høns. Alligevel mener de ikke, at der kan være nogen tvivl om, at det også denne gang er den mere uheldige repræsentant for Brødrene Bjørn, som vi har med at gøre - altså Gårdmand Bjørns Bror Bjørn, som vi i den forudgående fortælling fik identificeret som “Brummebjørn”. »Hvorfor i alverden skulle Gårdmand Bjørn, hvis eget hønsehus jo altid bugner med klukkende fjerkræ, kaste sig ud i så store og fortvivlede anstrengelser for en enkelt fritløbende hønes skyld?« spørger de, og mener selv, at svaret ligger lige for: »Fordi det selvfølgelig IKKE er Gårdmand Bjørn, men hans ubemidlede broder!« Dette forklarer angiveligt også bjørnens berømte udtalelse om, hvorfor nogen skal have så mange høns, når andre ingen har. Det er ikke kun Kong Løve, der refereres til her, men også til arvefordelingen hjemme hos Familien Bjørn. Gårdmand Bjørn har tydeligvis overtaget hele gården, melonmarken og hønsehuset, mens hans broder ikke har fået så meget som én høne. Hvad årsagen hertil er, ved vi ikke, måske har Bror Bjørn allerede ødslet sin del af arven bort eller måske havde faderen forlængst indset, at af de to brødre havde familiegården størst chance for at overleve i hænderne på den udvalgte, og at hvis økonomien skulle hænge sammen, måtte han arve det hele og så love at tage vare på sin forfordelte og lettere enfoldige broder. Bror Bjørn giver altså ikke udtryk for en spirende kommunisme, men for en forståelig forsmået misundelse. 

Efter at have fastslået dette, fremlægger dualisterne følgende scenario for den klassiske beretning. Bror Bjørns tilfangetagelse efter kage- og gratintyveriet i Andeby tidligere på måneden har selvsagt bragt stor skam over den ellers så værdige Familien Bjørn. Muligvis har Gårdmand Bjørn måttet betale en kaution for at få sin broder ud af arresten så hurtigt, hvilket blot har belastet familiens i forvejen anstrengte økonomi yderligere, men det værste er dog skammen. Ikke mindst Fru Bjørn (Gårdmand Bjørns kone) har sikkert “bitchet” en del over sin husbonds umulige broder, der ikke blot er tungnem og uduelig, men nu også ligefrem kriminel, og stemningen hjemme på gården har været rigtig dårlig, hvorfor den ulykkelige og skamfyldte Bror Bjørn er søgt ud i Skoven for at gemme sig lidt væk. Derfor klager han sin nød til Bror Ræv, og derfor ser han skeptisk ud, da Ræv foreslår, at de på ulovlig vis skal tilegne sig nogle af Løves høns; nye ulovligheder er næppe det smarteste tiltag for den gode familiestemning, som Bror Bjørn kan kaste sig ud i, få dage efter at broderen har fået ham løsladt på kaution. Og derfor ser han fortsat så trist og nedtrykt ud, da Bror Kanin kommer forbi med sækken fuld af hønsefjer. Nu er trøst og barmhjertighed jo ikke ligefrem værdier, der indtager en dominerende plads i adfærden i Skoven - og da slet ikke hos den altid ondskabsfulde Bror Kanin, der straks aner en mulighed for at træde på én, der allerede ligger helt nede i støvet. Bror Bjørn derimod øjner her en chance for at bringe sig tilbage i kridthuset hjemme hos broderen og svigerinden; det fantastiske huppeldenuppeldevuppel-korn må da være den perfekte forsoningsgave, og han ser allerede i ånden, hvordan familien glad skal sidde samlet ved aftensbordet og mæske sig med lækker plummelumbudding. 

Men sådan går det som bekendt ikke. I stedet for plummelumbudding får Bror Bjørn slag i hovedet og nye falske beskyldninger for hønsetyveri oven i hatten. Det hele er faktisk en utrolig tragisk historie! 

Kildekritiske overvejelser

Sagnet om Kong Løves høns adskiller sig fra bjørnologien i almindelighed på endnu et forhold, nemlig det rent bjørnografiske eller kildemæssige. Sagen er således den, at hele beretningen udgør første del af en miniserie ved navn Onkel Rasmus fortæller, og tydeligvis fremstår som en andenhåndsberetning, som en gammel neger under det for sådanne noget tvivlsomme navn “Onkel Rasmus” fortæller to små hvide børn. 

Hele denne opsætning er selvsagt ikke befordrende for beretningens troværdighed. Faktisk har der blandt ældre generationer af bjørnologer længe hersket en udbredt holdning om, at man næppe burde fæste lid til, hvad denne “Onkel Rasmus” måtte finde på at fortælle af opdigtede røverhistorier til hvad der ser ud til at være hans arbejdsgivers børn, blot for at slippe for arbejdet.

Normalt ville en sådan begrundet tvivl om kildeskriftets lødighed straks få de konservative bjørnologer til at kræve hele beretningen fjernet fra den seriøse bjørnologiske forskning. Men intet forhold omkring Sagnet om Kong Løves høns er normalt. Den bjørnologiske reporter bag fortællingen er således ingen ringere en selveste Paul Murry, den konservative Murry/Turner-skoles absolutte idol. De konservative kildekritikere har således været i dyb indre splittelse over, hvad de dog skulle mene om denne beretning, men i dag er der enighed om, at den som et klassisk-murristisk kildeskrift af stor indholdsmæssig interesse ikke længere kan skydes bort. Mesteren Murry har ganske vist gjort det klart, at der ikke er tale om ting, som han selv har oplevet i Skoven, men han har hørt dem fortalt af denne Onkel Rasmus på en så levende og troværdig måde, at han efterfølgende har kunnet rekonstruere hele forløbet for os. Nogle bjørnografer (forskere af den bjørnologiske formidling, red.) har endda påpeget den mulighed, at da Onkel Rasmus og de to børn tydeligvis er mennesker og ikke donaldistiske figurer, er der grund til at tro, at Paul Murry har mødt Onkel Rasmus (som de har opsporet i virkeligheden er en amerikaner ved navn Uncle Remus) i det sydlige USA - og altså ikke i det donaldistiske univers - og at Rasmus/Remus i virkeligheden selv er donaldistisk reporter, som altså har berettet for børnene og Murry, hvad han selv har oplevet i Skoven. Faktisk kan de hårdtarbejdende bjørnografer ligefrem præsentere et decideret fotografi af selvsamme Onkel Rasmus og børnene. Og når Paul Murry mener, at Onkel Rasmus’ beretning er værd at bringe videre, så er vi andre, der hverken har mødt Onkel Rasmus eller Bjørn selv, næppe i en position til at betvivle hans beslutning.  

Intermezzo

Efter gennemgangen af det klassiske kildeskrift om Kong Løves høns, fik symposiedeltagerne en velfortjent pause, hvor der blev serveret mjød og honningmadder (men dog ingen plummelumbudding). Således tanket op til den resterende del af symposiet, kunne forskerne efter en stund finde tilbage til deres pladser, da formanden myndigt ringede med klokken.

Også denne symposiepause havde imidlertid afstedkommet livlig intern diskussion i én af lejrene, hvilket denne gang var den skizofrenistiske, og symposieformanden kunne derfor meddele, at formanden for den skizofrenistiske skole ekstraordinært havde bedt om ordet. En tydeligt bevæget skizofrenistleder bekendtgjorde herefter, at skolen netop havde besluttet, at lade sig opløse i to nye partier af henholdsvis real-skizofrenister og pseudo-skizofrenister, eftersom de to skizofrenistiske retningers tolkninger af bjørnologien ikke længere var forenelige. I en mulig blanding af slet skjult skadefryd og et godt indhug i den serverede pausemjød morede flere af de yngre deroutister sig over en af deres egne fællers højlydte udtalelser om, at det jo kun kunne være et spørgsmål om tid, førend de skizofrene krævede, at blive opfattet som mere end én gruppe, men den slags billige bemærkninger blev ikke modtaget venligt af symposieformanden, der beklagede bruddet, men tog til efterretning, at bjørnologien herefter bestod af fire selvstændige skoler; deroutisterne, dualisterne, real-skizofrenisterne og pseudo-skizofrenisterne, med diverse tilhørende fraktioner. Hvad sådanne fraktioner angik, ønskede symposieformanden endvidere at få klarlagt, hvilken af de to skizofrenistiske skoler gruppen af total-skizofrenister ønskede at knytte sig til. Hertil kunne den total-skizofrenistiske talsmand fastslå, at eftersom Bjørn i henhold til det total-skizofrenistiske syn vitterligt er rablende multi-skizofren, måtte hans gruppe regnes til real-skizofrenisterne.

AA 7/1950                  Brummebjørn finder en guldskat

Næste kilde til behandling på det bjørnologiske symposium var en bizar beretning om, hvordan Bjørn finder en sørøverskat i juli 1950. Historien må betegnes som overvejende ulvologisk og handler om, hvordan Stygge Ulv prøver at snyde sig med til Grisenes midsommerfest udklædt som først sørøver og siden hest. Planen mislykkes selvsagt, hvilket bl.a. skyldes, at Praktiske Gris fabrikerer et falsk skattekort, som skal lokke Ulv væk fra Skoven inden festen. Også dette plot mislykkes dog, da Ulv forbavsende nok gennemskuer planen, og det er her, at historien bliver interessant set med bjørnologiske øjne, for da Ulv arrigt smider skattekortet fra sig, lander det på Bjørns mave, idet denne (altså Bjørn) sidder og hviler sig op af et træ ved siden af skovstien.

Nogle dage efter midsommerfesten står Stygge Ulv og Lille Ulv nede på stranden, hvor de møder Bjørn på vej i land med en skattekiste i favnen fuld af glitrende guld. 

Allerede under præsentationen hørtes højlydt buhen og fyråb fra den del af salen, hvor deroutister af den konservative Murry/Turner-skole opholdt sig. Ordet “vulgærbjørnologi” blev ligeledes anvendt flere gange. Og selvom det bestemt ikke er en sjældenhed i de kredse, så må man i dette tilfælde lade den konservative kritik en vis rimelighed. Historien om Bjørns guldskat må sammen med den forudgående skildring af kagetyveriet fra Minnies vindue betegnes som det kvalitetsmæssigt ringeste bjørnografi i de to første årgange. Den billedlige gengivelse af forløbet er simpelthen så dårlig, at man forstår dem, der tvivler på, at den pågældende reporter nogen sinde kan have været i Skoven og set de ting, han beretter om. Det er da også betegnende, at journalisten bag historien, Vivie Risto, blev fyret fra Skovens nyhedsdækning umiddelbart efter offentliggørelsen og aldrig igen blev tilladt at rapportere bjørnologi. Dén ros skal Disneykoncernen og forlaget Western have! 

De konservative deroutister nægter derfor kategorisk overhovedet at tage historien seriøst. Dermed er vi tilbage ved den klassiske vulgærbjørnologiske og ditto -donaldistiske problemstilling; kan vi afvise kildeskrifter, blot fordi de er umanerligt dårligt tegnede og fortalte? Kan selv den mest talentløse formidler ikke have noget sandfærdigt at berette? De moderate deroutister, der ellers generelt er mere liberale i deres kildesyn end Murry/Turner-skolen, påpeger imidlertid også flere indholdsmæssige aspekter ved beretningen, der gør den svær at godtage. Grisenes fest er angiveligt en midsommerfest, hvilket jo også kan passe udmærket med beretningens udgivelsestidspunkt i juli måned, altså kort efter det har været midsommer. Men som en del af udsmykningen har Praktiske Gris anskaffet et stort græskar, som hans brødre skal forvandle til en lygte. 

Folk med forstand på dyrkning af græskar kan oplyse, at det virker yderst tvivlsomt, om det allerede ved midsommer skulle være muligt at kunne høste græskar af den pågældende modenhed og størrelse. Den slags er normalt henlagt til sensommer og efterår, hvor vi jo også i vores del af verden normalt ser dem flittigt anvendt ved november måneds allehelgensfester. Hertil lyder de ultraliberale kildekritikeres svar, at det jo er muligt, at Praktiske Gris har anvendt vækstfremmende midler, ligesom vi også må formode, at netop Brødrene Gris må være særlig leveringsdygtige i næringsholdig gylle. Et andet forhold, der vækker undren, er den tilsyneladende nære afstand til havet, som der pludselig synes at være fra den pågældende del af Skoven. Kysten indgår normalt ikke i historier fra Skoven, men som de liberale straks fremførte, ved vi jo, at Andeby ligger ud til havet, og da Skoven ligger i udkanten af Andeby, så kan afstanden fra Skoven til havet heller ikke være uoverkommelig. Det mest opsigtsvækkende og tvivlskabende moment ved historien er dog ifølge de moderate deroutister, at Bjørn angiveligt skulle komme ud af hele affæren adskillige kilo guld rigere. En taksator fra Institut for Donaldistisk Økonomi har umiddelbart skønnet, at omregnet til 1950-priser i Andeby burde en sådan formue bringe Bjørn op i samfundets absolutte overklasse uden mindste grund til bekymring resten af livet. Men af de efterfølgende bjørnologiske beretninger er der ikke det mindste tegn på, at Bjørns økonomiske situation skulle have ændret sig overhovedet. Derfor, konkluderer et samlet deroutistisk parti, kan historien om guldskatten ikke bruges af seriøse forskere i deres søgen efter forklaringen på Bjørns gåde.

Med al denne kildekritiske polemik i baghovedet synes det heldigt, at beretningen hidtil ikke er blevet tildelt større betydning i hverken den dualistiske eller skizofrenistiske lejr. Om Bjørn skulle have fundet en guldskat eller ej, influerer således ikke videre på nogen af de to opfattelser. Men alene deroutisternes pure afvisning af historien, som tydeligvis ikke passer ind i forestillingen om Bjørns sociale deroute, har selvfølgelig fået de to (nu tre) andre skoler til at tage kilden i forsvar - hvilket har givet beretningen øget betydning i deres respektive forklaringsteorier.

Set med real-skizofrenisternes øjne oplever vi i løbet af historien et af Bjørns mange pludselige personlighedsskifter - denne gang dog tilsyneladende ikke udløst af blodsukkermangel. Det ene øjeblik sidder han doven og arbejdssky under et træ og fiser den af, og er tilmed dum nok til at lade sig narre af et falsk skattekort, som Ulv har smidt fra sig med ordene om, at der er tale om et falskneri. Fundet af kortet og udsigten til en hurtig økonomisk gevinst udløser et karakterskifte. Da vi møder Bjørn igen et par dage efter, har han fundet skatten, men kun efter hårdt arbejde med at grave hele øen igennem, hvilket han tilmed ikke regner for noget: »Det gik meget nemt!« Desuden udviser han humor og en sjælden set listighed, idet han gavmildt tilbyder Ulv at dele skatten med ham: »Ja, du får den yderste del af den - kisten - og jeg beholder det, der er i den!« Altså en hårdtarbejdende, ukuelig og udspekuleret Bjørn, helt forskellig fra den Bjørn, vi få dage forinden mødte under træet.

Her er pseudo-skizofrenisterne selvsagt uenige. Når Bjørn ligger og dovner ude i Skoven, viser det blot, at han gemmer sig for arbejdet i marken, Fru Bjørn, Kong Løve og myndighederne i almindelighed. Der er intet prisværdigt at nævne omkring den energi, han pludselig lægger for dagen ved udsigt til lettjente penge; han er bare “gridsk når det gælder”, som et tilsvarende tvivlsomt dansk tv-show i disse år kalder sig. Real- og pseudo-skizofrenisterne er også uenige om, hvorvidt Bjørns gave til Ulv i form af den tomme kiste skal opfattes som et udslag af gavmild venlighed (en antik kiste fra 1700-tallet tilhørende en berømthed som Kaptajn Blod burde dog kunne indbringe nogle håndører, mener real-skizofrenisterne) eller i stedet afslører hans indgroede ondskabsfulde natur. 

For skizofrenisterne er det ikke så svært at forklare, hvordan Bjørn kan finde en guldskat den ene måned og alligevel fremstå vanligt fattig og sølle måneden efter. Ifølge pseudo-skizofrenisterne har Bjørn en så svag og dekadent karakter, at han formentlig har holdt fundet hemmeligt for konen og i stedet straks og uden tøven brugt alle pengene op på kortvarige nydelsesmidler, såsom honning, kvinder, narko og sprut, eller spillet dem op på det lokale kasino eller ved pokerbordet nede i Slyngelklubben. Real-skizofrenisterne erkender, at synet af den store mængde guld kan have udløst en sådan uheldig karakter hos Bjørn, men holder sig dog også åbne for den mulighed, at Bjørn efter at have bragt skatten hjem og gemt den et godt og sikkert sted, hvor hverken ulve, ræve, kaniner eller andre luskede væsner i Skoven kan finde den, har oplevet endnu et personlighedsskifte med den uheldige virkning, at han også selv har glemt, hvor skatten nu ligger begravet - eller endog ligefrem, at han nogensinde har fundet den. Skizofreni kan således være en besværlig størrelse at leve med i dagligdagen.

Dualisterne kan også i denne beretning uden problemer fastslå identiteten på den omhandlede Bjørn, der jo ligefrem nævnes ved sit personlige kaldenavn Brummebjørn. Der er altså nok engang tale om gårdmandens efterhånden berygtede broder, hvilket jo også harmonerer med det forhold, at han tilsyneladende sidder uvirksom hen i en øde del af Skoven. Dualisterne deler her pseudo-skizofrenisternes opfattelse af, at Bror Bjørn meget vel kan tænkes at gemme sig for myndighederne og Kong Løve, og i hvert tilfælde af hensyn til familiefreden holde sig på behørig afstand af Bjørnegård. Man kan ligesom real-skizofrenisterne mene, at Bror Bjørn ikke ligefrem imponerer ved sin intelligens, når han falder for Gris’ falske skattekort, men omvendt er det jo generelt heller ikke ligefrem intelligensen, der kendetegner Gårdmand Bjørns yngre broder. Skal man forsvare ham i denne henseende, kan man jo påpege, at han faktisk ikke har noget at tabe ved at prøve lykken; han skal alligevel bare holde sig skjult fra omverden, Ulv har ladet båden ligge klar nede på stranden og guderne skal vide, at han kan bruge pengene. Så uanset om han tror på kortets ægthed eller ej, så hvorfor egentlig ikke? Og for én gangs skyld smiler Lykkens Gudinde til Bror Bjørn - netop som hele hans liv ellers ser allersortest ud. Også for dualisterne er det let at forklare, hvad der efterfølgende er sket med pengene: Erstatninger til Minnie Mouse (og hendes nabo), (uberettiget) erstatning til Kong Løve, en kæmpebøde for at have skjult sig fra myndighederne (bjørnologerne har ved en tidligere lejlighed (se evt. referatet fra 1. symposium) påvist det korrupte og horrible bødeniveau i Andebys retsvæsen), kompensation til brormand for den tabte kautionsbetaling fra kagetyveriet, og sandsynligvis derudover fornemme forsoningsgaver til broderen og ikke mindst Fru Bjørn, så han atter tages til nåde af svigerfamilien. Alternativt er der selvsagt den mulighed, at guldet i skatten er ligeså uægte som skattekortet, hvilket egentlig ville ligne Bror Bjørns held bedre, men den skæbne er simpelthen for ond til, at dualisterne overhovedet vil tænke den til ende.

AA 8/1950                  Brummebjørn finder en guldtand

Hvordan end man vælger at forholde sig til Bjørns eventuelle skattefund i julinummeret, er tingene mere tilbage i den vante gænge i august. I hvert fald for Bjørn. Lidt mere usædvanlig synes skæbnen for Stygge Ulv, idet det ikke blot er hans fødselsdag og vi igennem Lille Ulvs studier af familiealbummet erfarer, at faderens rigtige navn er Zeke Midas Ulv, tilsyneladende har Stygge Ulv arvet sin sagnomspundne mellemnavnebroders magiske evner til at forvandle alt hvad han rører ved til guld. I sidste ende viser det sig naturligvis ikke at passe - det med the golden touch  altså - men endnu inden dette er afsløret, træder Bjørn ind på (og ud af) scenen. 

Stygge Ulv møder Bjørn på skovstien, hvor sidstnævnte går og leder efter en tand, som han har tabt. Omstændighederne bag denne dentale ulykke afsløres ikke, men da vi må formode, at Bjørn forlængst har passeret mælketandsstadiet, synes der at måtte ligge kedelige omstændigheder bag. Er Bjørn blevet overfaldet af Slyngelklubben, har han fået smæk af konen eller har han bare bidt for hårdt i et æble? Vi ved det ikke. Det fremgår heller ikke klart, hvorfor det er ham magtpåliggende at finde tanden igen. Er det en kostbar stifttand, skal han kunne fremvise den for at hæve en forsikring eller tror han stadig på tandfeen? Det ved vi heller ikke. Spørgsmålene hober sig således op allerede inden handlingen for alvor er kommet i gang. Men det mest forbløffende er måske, at Stygge Ulv straks spørger, hvad der er galt og beredvilligt går i gang med at hjælpe med at lede efter Bjørns tand! Hvad i alverden går der af Ulv? Forholdet mellem Bjørn og Ulv er jo normalt ikke videre hjerteligt. Nu har vi godt nok ikke overværet et eneste fysisk møde imellem netop de to tidligere (med mindre man som total-skizofrenisterne medregner den første bjørnologiske beretning, hvor Ulv malede Gamle Gårdmand Bjørns hønsehus i marts 1949), men vi husker jo, at Gårdmand Bjørn ikke havde høje tanker om Lille Ulvs fader i den klassiske beretning fra oktober 1949, hvor Bjørn var tæt på at skyde Ulvs søn i melonmarken med ordene: »Ja, ja. Æblet falder ikke langt fra stammen!« 

Hvorom alting er, så hjælper Ulv med at lede, og han finder hurtigt en tand, der ligner Bjørns tabte tand, men til forskel fra denne er af det pureste guld. Stygge Ulv tror fejlagtigt, at det skyldes hans gyldne evner, men umiddelbart efter han er flygtet hjem i sikkerhed, kommer Bror Ræv løbende til og hævder, at guldtanden er hans. 

Hvad er det i grunden, der sker i denne korte, men hektiske affære? Vi kan med deroutisterne starte med at fastslå, at der er tale om årets andet (og sidste) turneristiske stykke bjørnografi, hvorfor den af selv de mest konservative elementer må tages for gode varer. Da vi ifølge deroutisterne ikke har set Bjørn siden hans vilde flugt fra Kong Løves vrede i juni måned, er det meget sandsynligt, at tandtabet er sket under netop denne flugt, eventuelt på et tidspunkt, hvor han er blevet indhentet af Løve og har følt kongens håndgribelige vrede. Denne hypotese stiger ikke mindst i sandsynlighed ved det forhold, at Bror Ræv, der jo deltog i selvsamme flugt, også mener, at have tabt en tand i præcis samme område af Skoven. Dette kan umuligt være en tilfældighed. Man kan selvfølgelig gøre den mulighed gældende, at Bror Ræv er fuld af løgn, og at han bare hævder, at have tabt en tand, for at kunne legitimere sit tyveri af den fundne guldtand. Dette er der imidlertid ikke umiddelbart noget i beretningen, der lægger op til. Nogen HAR jo tabt den guldtand, så med mindre man tror, at Ulv vitterligt har fået evner som Kong Midas (vi ser jo faktisk aldrig Bjørn finde SIN tand), så synes den mest oplagte forklaring umiddelbart at være, at Ræv taler sandt - omend fakultetets dentologiske eksperter umiddelbart har svært ved at identificere tanden som værende en rævetand. Uanset hvem tanden oprindeligt har tilhørt, så er der i hvert fald ingen belæg for at hævde, at Bjørn opfører sig skidt, mener deroutisterne. Bjørn påpeger straks overfor Ulv, at hans tand (altså Bjørns) var en ganske almindelig tand, hvor han (stadig Bjørn) jo blot kunne have stukket guldtanden i lommen og få den indløst hos guldsmeden. Men endnu engang får stakkels Bjørn ufortjente slag i hovedet og udråbes trods sin totale uskyldighed som guldtandtyv. 

Efter skandalisternes mening er der tydeligvis tale om endnu et ondsindet komplot imod Bjørn, som nu også Bror Ræv - den luske - har afsløret sig som delagtig i. Da dentologerne som nævnt sår tvivl om rigtigheden af Rævs ejerpåstand, kan man ifølge skandalisterne sagtens forestille sig, at guldtanden simpelt hen er plantet af komplotmagerne udelukkende for at lancere endnu et angreb på Bjørns integritet; Bjørns egen tand har de sandsynligvis selv fjernet ved samme lejlighed. Derimod synes der ud fra sagens gang ikke at være belæg for også at inddrage Stygge Ulv blandt de mistænkte på nuværende tidspunkt. Ganske vist ville det forklare hans påfaldende hjælpsomhed og næsten ligeså påfaldende lethed ved at finde tanden, men hans reaktion over at have forvandlet tanden til guld synes at være reel nok.

Men for nu at vende tilbage til hovedpersonen: Ikke nok med at skandaliseringen af Bjørn fortsætter, så har han også fået alvorlige smæk i hovedet tre gange i løbet af sommeren; to gange af Ræv og én gang af Løve. Sammenholdt med, at han er blevet holdt for nar af både Grisene, Lille Ulv og Bror Kanin i løbet af året, så må den slags ydmygelser nødvendigvis føre til slemme psykiske skrammer på selvværden, lyder det bekymret fra deroutisterne. For slet ikke at tale om de rent fysiske konsekvenser. Vi må dog håbe, at Bjørn er såvel tykhudet som tykhovedet...

Pseudo-skizofrenisterne har - ikke overraskende - en anden tolkning af forløbet. For det første hæfter de sig ved Ulvs imødekommende hjælpsomhed, som de ser som belæg for at kunne afvise den hævdvundne forestilling om, at Ulv og Bjørn i den tidligere bjørnologi er uvenner. Tværtimod, hævder de (altså pseudo-skizofrenisterne), den Stygge Ulv og den Slemme Bjørn er på dette tidspunkt faktisk stadig de bedste venner! Denne provokerende påstand udløste straks - til skizofrenisternes tydelige fornøjelse - voldsomme vredesudbrud fra salen, men pseudo-skizofrenisterne mente her, at have fat i noget holdbart. Ganske vist, indrømmer de, ser vi Stygge Ulv sende sønnen over til Bjørnegård med det formål at stjæle meloner i oktober 1949, men jævnfør hele den heritale tese, som vi er blevet tudet ørerne fulde med fra deroutistisk side under 1949-symposiet og første halvdel af 1950-symposiet, så skete dette på et tidspunkt, hvor den gamle fladnæsede Gårdmand Bjørn den Ældre (jævnfør det bjørnologiske snudebevis) netop havde overladt gården til sin rundnæsede arving (og mulige søn) Gårdmand Bjørn den Yngre. Stygge Ulv var på dette tidspunkt slet ikke klar over, hvilken ondskabsfuld broder i ånden han havde på Bjørnegård. I løbet af vinteren bliver de to imidlertid venner, og dette forklarer jo også på smukkeste vis, hvordan Ulv kunne få Bjørn til at skrive sine falske nytårsløfter for sig i januar 1950; Ulv og Bjørn er simpelthen bare buddies! Faktisk er det pseudo-skizofrenisternes hypotese, at Ulv og Bjørn endnu i 1950 går og pønser på, at dele magten imellem sig, og som de to største og stærkeste personer undertrykke resten af Skoven i et tyrannisk voldsregime. Ganske vist flirter Ulv også med en alliance med Slyngelklubben, men det gik jo i første omgang ikke så godt (jf. AA 2/1950), og hvis han ikke kan være formand for banden, gider han slet ikke have noget med dem at gøre. Derfor vender han sig atter imod Bjørn, og specielt nu, hvor Kong Løve er sat ud af spillet og Bjørn måneden før har fundet en guldskat, ser perspektiverne i et forbund mellem de to nye stærke huse i Skoven lovende ud. Faktisk vil pseudo-skizofrenisterne slet ikke afvise muligheden af, at de deroutistiske skandalister kan have fat i noget, når de hævder, at et hemmeligt forbund søger at stække Bjørns magt i Skoven; det kan simpelthen være en opskræmt opposition til det truende forbund imellem Ulv og Bjørn! Men som bekendt bliver den frygtede alliance aldrig til noget. “Ondskabens Akse” brydes af Bror Ræv, der lykkes med at komme imellem Ulv og Bjørn, og gøre sig til en slags makker med Bjørn, som han dog vedvarende ydmyger og holder nede, og samtidig sørger han for, at holde Stygge Ulv hen med tomme løfter om formandskab i Slyngelklubben. Spørgsmålet er blot, om Bror Ræv er lederen i det hemmelige parti, eller om han bare er en agent hyret til opgaven? Deroutisternes påstand om, at Bjørn opfører sig engleagtigt eksemplarisk i affæren om guldtanden, finder pseudo-skizofrenisterne derimod ikke meget hold i. Bjørn har trods alt taget den guldtand, som han forinden erkender ikke er hans, og da Bror Ræv konfronterer ham dermed, kommer han med den tyndeste forklaring om, at han »..selv har mistet en, så jeg troede, det var den!« Dertil kan pseudo-skizofrenisterne kun svare som Bror Ræv: »Ja, vist! Den er go...«. 

Teorien om “Ondskabens Akse” blev modtaget med vanlig hovedrysten fra den øvrige forsamling på symposiet, og især i den deroutistiske lejr fremkaldte den vrede tilkendegivelser. En ældre deroutist med hastigt tiltagende usund ansigtskulør løftede truende en knyttet næve imod pseudo-skizofrenisternes formand, da denne var på vej ned fra podiet, mens han råbte, at der ikke længere var grund til at spekulere over, hvem lederen bag Selskabet til Bjørns Skandalisering er; niddingen havde netop afsløret sig selv på symposiets talerstol!

Også pseudo-skizofrenisternes tidligere allierede i den real-skizofrenistiske skole havde svært at forlige sig med tanken. Faktisk mente de slet ikke, at det ud fra sagens akter var muligt at fastslå, hvilken af Bjørns forskellige personkarakterer, vi her har med at gøre, idet han hverken kan siges at opføre sig godt eller dårligt. Derimod har de et bud på, hvad det egentlig er, Bjørn leder efter: Det er den skat, som han fandt måneden forinden! Som omtalt under den forrige beretnings behandling, er der en udtalt real-skizofrenistisk fornemmelse af, at når Bjørns skattefund i juli 1950 ikke afføder større positiv effekt på hans privatøkonomiske adfærd, så skyldes det, at Bjørn efter at have gemt skatten et sikkert sted atter skifter personlighed, og dermed glemmer, hvor han har gjort af den. Ikke nok med det, han kan ikke engang huske, hvad det er, han har glemt - altså at det er en skat, som han leder efter. I mangel af bedre forestiller det stakkels fjols sig, at det må være en tabt tand, der er emnet for hans søgen. Denne idé behøver ikke være helt vanvittig, idet han udmærket - som hævdet af deroutisterne - kan tænkes, at have mistet en sådan under juni måneds flugt fra Kong Løve (eller måske ligeså sandsynligt under spisningen af Minnies berygtede hjemmebag kort forinden...). 

Ifølge dualisterne er det nok engang Gårdmand Bjørns yngre broder, Bror Bjørn eller Brummebjørn, som vi præsenteres for i august 1950. Dette fastslås straks ved mødet med Ulv, hvor denne anvender det personlige kaldenavn “Brummebjørn”, hvilket Ræv i øvrigt også gør sidst i den bjørnologiske del af beretningen. Som udgangspunkt er det dualisternes opfattelse, at de øvrige bjørnologiske grupperingers tolkninger som sædvanligt er helt ude i hampen. Brummebjørn er hverken offer for et storstilet komplot, på vej ind i en grusom alliance med Stygge Ulv eller ude i en forvirret jagt efter en gemt og glemt skat; han leder blot efter en tand! At Stygge Ulv hjælper Bjørn med at lede, har intet at gøre med noget truende forbund imellem de to. Ulven er i første omgang blot blevet nysgerrig, og vil i anden omgang bare vise sig. Det mest interessante spørgsmål ved beretningen er ifølge dualisterne, hvem tanden i grunden tilhører? På baggrund af fakultetets dentologiske rapport anser dualisterne det for mest sandsynligt, at det ER Bjørns tand. At der skulle ligge flere tænder og flyde uden for Ulvs hus skønner de ikke videre troligt, og tanden er tydeligvis hverken en ulve- eller en rævetand, mens den til forveksling ligner Bjørns manglende fortand. På nær farven. Til at forklare dette forhold opstiller dualisterne to muligheder. 

1) I den chromografisk-dentale forvekslingstese sætter dualisterne spørgsmålstegn ved, om der nu også er tale om en guldtand eller bare en gul tand? Den alternative tolkning behøver ikke nødvendigvis (kun) at skulle opfattes som en kritik af Bror Bjørns tandhygiejne. Efter et par sensommerdage i skovbunden kan selv den nydeligste perletand meget vel forventes at have antaget en gullig belægning, hvilket gør, at Bjørn ikke umiddelbart genkender farven på sin tand. Dermed anser dualisterne det også for mest sandsynligt, at Bror Rævs påstand om et ejerskab af tanden er aldeles ubegrundet og blot understreger rævens utroværdige natur. Men ifølge denne dental-chromografiske udlægning bliver Ræv heldigvis snydt: Det voldelige tyveri skaffer ham ikke en værdifuld guldtand, men bare en gammel gul bjørnetand - som utvivlsomt senere giver anledning til en ydmygende episode hos guldsmeden eller den lokale hæler i Slyngelklubben. 

2) Dualisterne fremlægger dog også en anden og mere trist mulighed. Én ting er, at det er Bjørns tand, men hvilken Bjørns? Brummebjørn siger faktisk kun, at han har tabt EN tand, ikke at han har mistet SIN tand! Man kan derfor ifølge den dualistisk-dentale forvekslingstese forestille sig, at tanden i virkeligheden tilhører Brummebjørns broder eller svigerinde (har dentologerne svært ved at artsbestemme tanden, er det endnu sværere at kønsbestemme den). Måske er årsagen til, at vi ifølge dualisterne ikke har set noget til Gårdmand Bjørn siden februar 1950, at han har haft en forfærdelig tandpine? I hvert tilfælde foreligger den mulighed, hævder dental-dualisterne, at det kan være et familiemedlems tand, som Bror Bjørn efter forsoningen med familien er blevet sendt til tandlægen i Andeby for at hente. Den dualistisk-dentale forvekslingstese ser således ud: Gårdmand Bjørn og frue er blevet formildet efter den uheldige Bror Bjørns hjembringelse af guldskatten i juli. Gårdmand Bjørn ikke mindst ved udsigten til, at han nu endelig har råd til at få gjort noget ved den tand, der har plaget ham hele foråret og sommeren. Tanden er så dårlig, at den ikke kan reddes og må trækkes ud, men med den gamle tand som model tilbyder tandlægen at lave en erstatning af guld (rygtet om Familien Bjørns nyvundne rigdom er også nået ind til de grådige tandlæger i Andeby). Gårdmand Bjørn har selvsagt ikke tid til at forlade gården i tide og utide, og da Bror Bjørn nu atter er taget til nåde, kan gårdmanden jo passende sende brormand ind efter tanden, da denne meldes at være klar. Desværre går den klodsede Bror Bjørn hen og taber tanden på vej tilbage. Hvad han ikke ved er, at broderen har fået lavet en guldtand, så han tror derfor, at han leder efter en normal hvid tand. I så fald er det selvsagt ikke videre heldigt, at Bror Ræv narrer eller rettere stjæler guldtanden fra ham. Man kan kun frygte for, hvilke hårde ord, der har mødt Brummebjørn ved tilbagekomsten til Bjørnegård. Bror Bjørns lykkelige “guldalder” i sommeren 1950 blev således ganske kortvarig...

AA 12/1950                Bjørn går tilbunds

Efter et langt og intenst symposium var bjørnologerne endelig nået frem til årets sidste kildeberetning. Forbløffende nok hører vi således intet til Familien Bjørn i perioden september-november, hvor der til gengæld optræder adskillige andre opsigtsvækkende gæster i Skoven, såsom Anders And og Dumbo, hvilket i december suppleres med Mickey Mouse og Pluto! I september prøver Stygge Ulv endvidere kræfter med Bongo Bjørn og Knortekæbe, men selvom disse artmæssigt måske nok kan klassificeres som en slags bjørne, har de ingen interesse for bjørnologerne; kun den mest yderligtgående fraktion af total-skizofrenister holder sig åbne for den mulighed, at Bjørn her dels er skrumpet ind til en fjerdedel af sin normale størrelse og har lært sig at køre på ethjulet cykel iført cirkusuniform, dels har indtaget umådeholdne mængder af anabolske steroider og testosteron. 

Mens ulvologien således er travlt optaget af Stygge Ulvs møder med alle disse uindbudte indvandrere i Skoven, hvilket i sig selv kunne være et social-demografisk studium værd, så er det i dansk donaldismes anden kaninologiske beretning fra december 1950, at vi igen møder Bjørn. Ligesom i den kaninologiske debut er der tale om en reportage af den hæderkronede journalist Paul Murry, der også denne gang har historien fra den mystiske “Onkel Rasmus”. 

Symposiet sluttede således af med intet ringere end den klassiske beretning om “De friske ferske filurfisk”. For eventuelle nybegyndere i bjørnologien kan handlingen kort genfortælles. Bror Kanin ender ved et uheld i bunden af en brønd, men lokker Bror Ræv til at redde sig op under løfte om, at man i brønden kan fange de delikate filurfisk, der kan indbringe den uhørte markedspris af 100 kroner pundet. I stedet ender Bror Ræv på brøndens bund, og her er det, at Bjørn træder ind på scenen med den legendariske kommentar: »Undskyld - var det mig, De talte til?« - en replik, som Robert de Niro senere er blevet kendt for i en temmelig tam efterligning i filmen Taxi driver. 

Herefter søger Ræv at få hævn over Kanin, men ender i stedet med at falde i det dybe hul ude i mølledammens iskolde vand ved nattetide. 

Umiddelbart må man konstatere, at der er tale om den måske til dato mest barske historie i bjørnologien. Bror Kanin søger to gange at lokke Bror Ræv ud i den sikre druknedød, mens Ræv gør sig skyldig i frihedsberøvelse og mordtrusler imod såvel Bror Kanin som Bror Skildpadde - ligesom han uden mindste skrupler lokker Bjørn ned til en usikker skæbne i brønden. Faktisk er det den udbredte mening blandt bjørnologer, at Bror Ræv aldrig før eller siden har optrådt så ondsindet og med et så uhyggeligt udseende. 

Beretningen om de friske ferske filurfisk starter allerede fra første billede med actionmættet fart og spænding. Bror Kanin er på vild flugt i frygt for Bror Ræv, som han har hørt vil fange og æde ham. Dette er ved nærmere studie en ganske overraskende adfærd hos Kanin. For det første ser vi ham aldrig siden så letskræmt blot ved et rygte om at være efterstræbt af ræven. 

Nu beroliges han af Bror Skildpadde, og det viser sig jo også snart efter, at Kanin vitterligt er snedigere end ræven og derfor med rette kan dæmpe sin frygt. Men det interessante er altså, at han fra første færd tilsyneladende endnu ikke er klar over dette. Og det er der formentlig en ganske god grund til. Bror Ræv har nemlig aldrig før stræbt ham efter livet. I den forrige kaninologiske beretning så vi jo, at selvom forholdet imellem Ræv og Kanin (og Bjørn) nok var noget anstrengt, så følte Kanin tydeligvis ingen frygt for sin sikkerhed i rævens selskab. Noget har altså ændret sig i mellemtiden, og det er vel næppe svært at udpege årsagen til Bror Rævs bitterlige had imod Kanin; nemlig den famøse affære med Kong Løves høns. Selvom vi ikke ved, hvad Løve eventuelt har gjort ved Ræv eller hvilke konsekvenser de usandfærdige anklager om hønsetyveri har medført for ræven, så har det under alle omstændigheder fået ham til at se rødt; han vil have hævn over den lede kanin! 

Og det er altså midt i dette hadefulde opgør, at stakkels Bjørn pludselig fanges og ganske uskyldigt ender på bunden af brønden. For deroutisterne er det endnu et sørgeligt eksempel på, hvordan den hjælpsomme og troskyldige Bjørn på det grusomste udnyttes, ydmyges og mishandles af sine omgivelser. Med et træt, men tilfreds smil på læben trasker han hjemad efter dagens slid i marken, hjem til konen og middagsbordet og det forestående velfortjente vinterhi. I stedet ender han på bunden af en iskold brønd i en lille spand uden håb om at blive reddet op inden vinterens komme. Igen må man frygte for, hvad den slags oplevelser kan gøre ved Bjørns psyke og hans fysiske helbred - og hvad vil Fru Bjørn ikke sige? 

Dualisterne har denne gang svært ved at fastslå med sikkerhed, hvilken af Brødrene Bjørn, der er tale om, da dette ikke fremgår entydigt af hverken udtalelser, handling eller udseende. Det kan således godt være selveste Gårdmand Bjørn, men de fleste dualister er nu af den opfattelse, at det snarere ligner hans mere naive lillebroder, at hoppe på den slags numre. For det første er Gårdmand Bjørn ifølge dualisterne ikke så let at narre, og for det andet giver det mere mening, om udsigten til de friske ferske filurfisk kunne lokke Bror Bjørn til at hoppe ned i brønden for at behage sin efter alt at dømme fortsat lettere irriterede broder og svigerinde med et lækkert fiskemåltid eller en net lille formue efter fiskenes salg. 

Ifølge real-skizofrenisterne er det den rare, gode og venligtsindede Bjørn, vi møder her, hvilket både fremgår af det tilfredse smil og hans høflige tilbud om hjælp. Der er intet ondt i denne Bjørn, mener de, hvilket ifølge den glucose-narkomanide tese kunne indikere, at han kort forinden har fyldt vommen med honning eller lignende gode sager.

Pseudo-skizofrenisterne er ganske uenige i denne karakteristik af Bjørns adfærd. Der er intet godt i denne Bjørn, hævder de, idet Bjørn jo på ingen måde hjælper Ræv op af brønden af sit hjertes godhed, men derimod udelukkende i grådigt begær efter de værdifulde filurfisk. 

Under alle omstændigheder kan alle bjørnologerne blive enige om én ting; det blev en lang og kold vinter for Bjørn! 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.