En freudiansk analyse af Gårdmand Bjørn

Så er den gal igen! Endnu engang forsøger visse donaldister (heritalister, dualister, osv. osv.) at forklare forskelle inden for bjørnologien ved at postulere, at det drejer sig om flere personer. Denne artikel vil derfor først - én gang for alle - slå fast, at det drejer sig om én bjørn: Bror Bjørn er Gårdmand Bjørn og Gårdmand Bjørn er Bror Bjørn. Først herefter kommer selve undersøgelsen: en psykologisk analyse af Gårdmand Bjørn ud fra en freudiansk kontekst.

Som påpeget af professor J.G.G. Jakobsen i artiklen ”Introduktion til bjørnologien” viser Hr. Bjørn både sympatiske og gode sider, mens han til andre tider fremstår som en både aggressiv og ondskabsfuld person. Men dette er både tilfældet under betegnelsen ”bror” og med tilnavnet ”gårdmand”:

Den onde Bror Bjørn med grådige og endda kommunistiske tendenser (AA 6/1950).

Men, vil mere skeptiske bjørnologer måske anføre, det beviser jo ikke, at det nødvendigvis er én og samme bjørn! Nej, men før det endelige bevis fremdrages, vil jeg først opremse de mange områder, hvor der er fuldstændig lighed mellem de ”to” personer:

Gårdmand Bjørn med kone og to børn (AA 10/1952). Den atypiske og pæne påklædning skyldes, at de mus, som havde indlogeret sig hos dem, fandt en større mængde hengemte penge til Familien Bjørn...

Og lad os så kaste os over det endegyldige bevis, hvor vi møder en ekstremt brutal og i forhold til Bror Ræv noget viljeløs Bjørn. Teksthistorien fra AA 11/1953 omhandler en præmiekonkurrence for de bedste flåder:

Nede ved søen var alle konkurrencedeltagerne i fuld gang. Mikkel From og Gårdmand Bjørn havde stukket deres ondskabsfulde hoveder sammen. ”Jeg siger dig, Bror Bjørn, at vi kan vinde en præmie uden at gøre os den ringeste ulejlighed med at bygge en flåde,” sagde Mikkel From.

”Jo, du er stor og fed og en god svømmer, og jeg er lille og tynd og god til at sejle en tømmerflåde. Du kan forestille flåden, og så står jeg på din mave og forestiller Columbus på vej til at opdage Amerika. Det er da historisk nok, ikke?”

Senere ser de to slyngler, at Fedtmule kommer sejlende med en suveræn flot båd:

”Det er den bedste af alle flåderne,” sagde ræven. ”Den må vi ødelægge, ellers render han med præmien for den bedste historiske tømmerflåde.”

”Nej, nej, det kan du da nok forstå. Vi må finde på noget snedigt,” sagde ræven.

”Vi kunne måske lægge dynamit på hans ildsted og sprænge hele flåden i luften,” foreslog, bjørnen. ”Det værste er bare, at vi har ingen dynamit.”

Bjørnen i historien bliver først benævnt ”Gårdmand Bjørn” af journalisten/forfatteren, mens Mikkel From (Bror Ræv) kalder ham ”Bror Bjørn”! Der kan altså ikke længere være tvivl om, at det er én og samme bjørn: Bror Bjørn er Gårdmand Bjørn! Og forklaringen på den skiftevise brug af ”bror” og ”gårdmand”? Ja, de to ord er selvfølgelig bare en betegnelse, som man kan tilføje personnavnet. Også Store Stygge Ulv bliver til tider omtalt som ”Bror Ulv”.

Men lad os nu få bragt artiklens egentlige spørgsmål på banen: hvorfor ændres Gårdmand Bjørns mentalitet så dramatisk fra tid til anden? Selvfølgelig har vi alle sammen gode og dårlige dage, men vor bjørn skifter mellem at være den gode og hjælpsomme ven for Lille Ulv til måneden efter at være en morderisk psykopat. Hvorfor, Hr. Bjørn? Hvorfor?

For at få en forståelse af Gårdmand Bjørns personlighed, må vi først redegøre for opbygningen af normale personers psyke. Sigmund Freud (1856-1939) inddeler i hans personlighedsmodel psyken i tre bestanddele:

Her findes den kaotiske og primitive del af psyken såsom instinkterne, overlevelsesdriften og lysterne (sult, sex og andre behov). Det er sæde for driftsbehovene, som det optager i sig fra det somatiske (det legemlige), og det indeholder alt det fortrængte.

Over-jeg’et er modsætningen til Id’et. Dets væsentligste funktion er samvittigheden, og det repræsenterer således personlighedens moralske afdeling. Det anlægger strenge moralske målestokke over for individet, og er en indre instans, der erstatter forældrenes moralske autoritet, og som senere udvikles via andre autoriteter. Via opdragelsen repræsenterer over-jeg’et samfundsmoralen.

Jeg’et samler og forbinder Over-jeg’et og Id’et, så drifterne (sult, sex osv.) får råderum, men sørger samtidigt for, at individet overholder samfundets normer. Jeg’et indeholder begge bestanddele og ”træffer individets beslutninger”. Det kan således betragtes som selve den samlede ”personlighed”.

Id’et er til tider stærkt repræsenteret hos Gårdmand Bjørn. Når han er sulten, skal man ikke stå imellem ham og hans mad, hvilket de stakkels dværge oplever på traumatisk vis i ovenstående historie (AA 9/1953). Han kan blive særdeles destruktiv, voldelig og ondskabsfuld, hvis man forhindrer ham i at nå sine behov. Samtidigt har Gårdmand Bjørn også en god, sund og naturlig sexualdrift, hvilket hans to børn beviser - og hvilket ellers ikke nødvendigvis er tilfældet hos borgerskabet i Andeby. Omvendt er Over-jeg’et lige så fremtrædende i andre historier. Ofte er han symbolet på retfærdigheden og samfundsmoralen i skoven. Hans rolle som en slags politimand (og dommer, jævnfør trækøllen) overfor Stygge Ulv, og hans ekstreme hjælpsomhed overfor den ofte uretfærdigt behandlede Lille Ulv er gode eksempler på dette.

Mens både Over-jeg’et og Id’et er klart repræsenteret, synes Jeg’et at være svagt: måske endda ikke eksisterende. Gårdmand Bjørn kan gå fra den ene yderlighed i personlighed til den anden på ingen tid. Oftest oplever vi ham som enten den gode eller den decideret onde, og som følgende teksthistorie (AA 4/1951, hvor han har kidnappet Påskeharen) viser, kan personligheden hurtigt skifte:

Bror Bjørn trådte ind i skuret og gik over til kassen, hvor han jo havde efterladt Påskeharen. Idet han bukkede sig ned for at stikke hånden ind i kassen, havnede Bedstemor Ands fejekost lige over ryggen på ham. Bang! Bang! Bang!

”Du er hverken for gammel eller for god til at få en ordentlig dragt klø!” stønnede Bedstemor And, mens hun svang sin kost.

”Jamen hvorfor slår du mig dog sådan?” jamrede Bror Bjørn, som havde genkendt den rare gamle dames stemme.

”Jeg giver dig bare noget af den medicin, du plejer at anvende på andre,” svarede Bedstemor And med stor værdighed. ”Hvor kunne det falde dig ind at ville stege Påskeharen?”

”Jeg ville såmænd bare have noget godt at spise, Bedstemor And. Det kan jeg virkelig også trænge til engang imellem.”

”Jamen det skaffer man sig ikke ved at være doven. Det får man ved at bestille noget.”

”Det har jeg aldrig tænkt på før. Men når du siger det, så er det sikkert rigtigt. Så det vil jeg forsøge på.”

Han havde kidnappet Påskeharen for at spise den! Hvor ond kan man være??? Det svarer jo til at forsøge at voldtage Julemanden! Og selv ved en så skændig dåd vidste han ikke, at det var forkert. Det er først, da Bedstemor And banker fornuft ind i ham, at han indser det. Moralbegreberne er tydeligvis flydende hos denne bjørn.

Hvis vi overfører vores viden om Gårdmand Bjørns psyke til Sigmund Freuds personlighedsmodel, fremstår hans (altså Bjørns) opførsel forståelig. Selvom bjørnen tydeligvis har såvel drifter (Id’et) som moral, (Over-jeg’et) er overbygningen (Jeg’et) om ikke ikke-eksisterende, så i hvert fald meget svag. Bjørnens opførsel vil derfor være usystematisk:

Den simple freudianske illustration af henholdsvis et normalt individs psyke til venstre og Gårdmand Bjørns tilsvarende til højre.

Den komplekse freudianske illustration af henholdsvis et normalt individs psyke til venstre og Gårdmand Bjørns tilsvarende til højre. ”DET” svarer til Id’et. Det skal pointeres, at personlighedsmodellerne for Gårdmand Bjørn ikke er udarbejdet af Sigmund Freud, men af undertegnede.

I den ovenstående komplekse freudianske personlighedsmodel for Gårdmand Bjørn er Jeg’ets plads erstattet med ”lyster, personer og tilfældigheder”. Min arbejdshypotese er – indtil videre – at det er disse tre forhold, som erstatter Jeg’et hos bjørnen. Lyster (f.eks. sult) har flere gange fået de værste sider frem i Gårdmand Bjørn, men han synes også i høj grad at være påvirket af de personer, han omgås. Bror Ræv har tydeligvis en dårlig indflydelse, mens vi omvendt så i historien om Påskeharen, at Bedstemor And kunne få ham ”overtalt” fra at æde den søde påskehare. Det mest tydelige eksempel på personpåvirkning er dog Lille Ulv og Fru Bjørn. Jeg har i min forskning aldrig stødt på, at Gårdmand Bjørn har opført sig ukorrekt i deres nærvær. Til gengæld synes Bror Ræv ikke nødvendigvis altid at have en dårlig indflydelse. I flere historier opfører Gårdmand Bjørn sig moralsk korrekt, selvom de er sammen. Disse historier har dog involveret Lille Ulv, som han tilsyneladende har en meget stor respekt for. Eller er det mere rigtigt at sige ”medlidenhed med”? Endelig er der også anført ”tilfældigheder” i illustrationen, da lyster og personpåvirkning ikke synes at kunne forklare alle humørsvingninger. Måske vil vi komme en forståelse nærmere igennem den fremtidige forskning.

Flink og gavmild Bjørn på trods af følgeskabet med Bror Ræv. Gåsen er i øvrigt ligeledes sponsoreret af Gårdmand Bjørn (AA 12/1953).

Konklusionen på analysen er, at Gårdmand Bjørn tydeligvis er psykisk syg med et akut behov for psykiatrisk behandling. Man må derfor stille sig spørgsmålet: har journalisterne (dvs. de såkaldte forfattere til historierne) ikke et moralsk ansvar for at hjælpe Gårdmand Bjørn? Og hvad med os læsere? Vil vi bare lade stå til, eller vil vi række en hjælpende hånd til den tydeligvis forvirrede bjørn?

	Bjørnologisk Fakultets forside

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.