Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Bjørnologisk Fakultet

Introduktion til bjørnologien

Som en introduktion til Bjørnforskningen bringes her et referat fra efterårets seminar i Donaldistisk Forum (2002), hvor professor J.G.G. Jakobsen, chefforsker på Bjørnologisk Fakultet, præsenterede de grundlæggende problemstillinger i bjørnologien og de foreløbige resultater af forskningen.

»Jeg har gennem de sidste vel omkring 10 år haft det privilegium, at forske i den nok mest interessante og gådefulde person/figur i hele det donaldistiske univers; nemlig Gårdmand Bjørn, eller Bror Bjørn - eller som jeg foretrækker at kalde ham: Bjørn.

Tilbage i ur-donaldismens ældste år møder vi Bjørn som en retskaffen og arbejdsom gårdejer og familiefar, hjemmehørende i Skovens og Andebyomegnens landoverklasse, sammen med notabiliteter som Bedstemor And og Dommer Ugle. Bjørn vogter nidkært over de gode, sunde samfundsværdier og kæmper energisk imod Kaoskræfternes mørke ugerninger, typisk aktualiseret i Store Stygge Ulvs natlige togter til Bjørns melonbed eller hønsehus.

En bjørn milevidt fra den senere Bjørn, der subsistens- og viljeløst trasker i hælene, som dum hjælper, på Bror Ræv, en af Skovens andenrangsslyngler, hvis eneste erklærede og temmelig visionsforladte - og alligevel uopnåelige - mål er, at fange og æde Bror Kanin. (Til sammenligning er der dog mere format over Store Stygge Ulv, der har - ikke én, men - hele tre grise, som sit mål, og har opnået verdensomspændende berømmelse pga. sin lungekapacitet.)

Bjørn er den eneste figur i donaldismens historie, der har gennemgået en social transformation fra ikke blot ét samfundslag til et andet, men tillige fra den gode side til den onde. Bevares, der er masser af tilfælde på, at andre donaldistiske figurer for en kort bemærkning i en enkelt fortælling har skiftet personlighed og er blevet atypisk godartede eller ondskabsfulde - typisk efter hypnose eller et hårdt slag i hovedet - men Bjørn er det eneste tilfælde, hvor ingen af disse normale årsager tilsyneladende er forklaringen, og hvor transformationen foregår imellem fortællingerne.

Denne radikale, sociale ændring for Bjørn er sket i overraskende ubemærkethed blandt donaldister verden over på trods af skiftets pludselige og uvarslede opståen, Hvad skyldes Bjørns fald, hvorfor har Disneykoncernen forbigået den i tavshed og hvorfor har ingen donaldister før taget denne prekære sag op? Alt for længe har hemmeligheden bag Bjørns hårde skæbne været skjult for offentligheden. Nu skal sandheden frem.

Bjørnologiens forskellige hovedretninger og teser

Dette var bevæggrunden til, at jeg for rundt regnet ti år siden kastede mig ud i bjørnologien, studiet af Bjørn. Lad mig med det samme fastslå, at løsningen på spørgsmålet ikke ligger klar endnu, dertil er ti års bjørnologisk forskning selvsagt alt for lidt. I stedet kan jeg præsentere det ærede publikum for de forskellige hovedteorier, der bliver og gennem tiden er blevet arbejdet ud fra i Bjørnologisk Fakultet.

Først arbejdede vi ud fra den tese, at der var tale om en kronologisk udvikling. At Bjørn var gået fra rollen som velfungerende gårdmand og familiefar til socialt tilfælde og skovslyngel. Mange bjørnologer er endnu tilhængere af denne forestilling om en social deroute, hvorfor de populært benævnes deroutisterne. Tesen kompliceres imidlertid ved tre afgørende forhold. For det første er det endnu ikke lykkedes deroutisterne at identificere årsagen til - endsige tidspunktet for - Bjørns deroute. For det andet er det en forudsætning for den deroutistiske tese, at tidsfaktoren bringes ind i det donaldistiske univers, hvilket er en voldsom anstødsten for mange ærkedonaldister - tiden eksisterer ikke som fortløbende faktor uden for den enkelte fortælling, hævder de. Deroutisterne mener at have fundet modbevisende eksempler herpå, men det er en diskussion, der kan og bør tages op ved et andet seminar. Den tredje og måske mest frustrerende udfordring for deroutisterne er, at Bjørns karakterskift tilsyneladende ikke kun sker én gang, men igen og igen mellem historierne. Det ene øjeblik er han den rare bamsebjørn, der beskytter grisene fra ulven, det næste jagter og tyranniserer han selv skovens smådyr, oftest sammen med Bror Ræv. På samme måde er han den ene gang hårdtarbejdende skovbonde, den næste gang doven, arbejds- og subsistensløs.

Disse iagttagelser har givet anledning til to nye hovedteser. Den ene retning, repræsenteret ved skizofrenisterne, mener, at Bjørn er en splittet personlighed med både en lys og en mørk side. En gruppering inden for denne skole, pseudo-skizofrenisterne, mener endda, at Bjørn grundlæggende set er en ond og skruppelløs karakter, der i det daglige formår at styre sine tilbøjeligheder, men fra tid til anden lader dem skinne igennem eller komme til fuldt udbrud. Det kan dog være svært at forstå bevæggrunden til, at den hævdede grundlæggende onde Bjørn skulle forsøge at opretholde en retskaffen facade, eftersom livet som gårdmand og familiefar bestemt ikke ser indbringende eller letkøbt ud. Endnu sværere er det at forestille sig, at netop Bjørn af alle donaldismens skurke skulle være i stand til i så udstrakt grad som tilfældet er trods alt at lykkes med sit skuespil - da han mildt sagt ikke fremstår som den mest snedige af universets skabninger. Real-skizofrenisterne foretrækker derfor at tro, at Bjørn vitterligt har to personligheder, som han ikke selv kan styre og muligvis end ikke er bevidst om. Hvorvidt det er fuldmånen, sukkerindholdet i honningen eller Fru Bjørns menstruationscyklus der udløser karakterskiftene, er der endnu ikke givet konkrete bud på.

Den sidste og nyeste hovedretning inden for bjørnologien, som jeg vil præsentere her i dag, er dualismen. Mens skizofrenisterne mener, at Bjørn er to personligheder samlet i én, så har dualisterne foreslået den mulighed, at der vitterligt er tale om to personligheder, men ikke i én, men derimod to forskellige bjørne. Som påpeget af dualisterne, optræder de muligvis to Bjørne i ofte ret forskellige miljøer. En tidlig teori om, at de ligefrem levede i hver sin skov, måtte snart opgives, men der foreligger stadig den mulighed, at de bor i hver sin ende eller del af Skoven. Et vægtigt argument for dualisterne er desuden, at Slægten Bjørn beviseligt er ganske stor, muligvis Skovens største, og tæller en mængde medlemmer med forskellige funktioner rundt omkring. Blandt disse kan nævnes stationsforstanderen og lærerinden (Frk. Bjørn). I enkelte historier præsenteres vi endda for Fru Bjørns søster og ikke mindst Gårdmands Bjørns fuldstændig identiske fætter, der er ansat ved cirkus. Det gennemgående træk ved alle medlemmerne af slægten Bjørn er, at de er gode og retskafne bjørne med socialt velansete stillinger. Dualisterne mener derfor, at den knap så værdige Bjørn simpelthen er udstødt af familien - "Familiens sorte bjørn", så at sige, hvis det ikke lige havde været fordi, at han som alle de andre er brun. Dualisterne påpeger endvidere, at den adfærdsvanskelige Bjørn altid benævnes Bror Bjørn, hvilket, som de påpeger, jo kunne indikere, at han rent faktisk ER den retskafne Bjørns broder. Samme dualister ignorerer i den forbindelse helt morsomme spørgsmål om, hvordan Bror Kanin og Bror Skildpadde da passer ind i stamtræet. En anden tidlig dualistisk forestilling om, at man simpelthen kan skelne mellem Gårdmand Bjørn og Bror Bjørn synes dog ikke at holde, idet også den retskafne Bjørn med gård, kone og børn, ved flere lejligheder benævnes “Bror Bjørn” (og vel og mærke ikke af den anden Bror Bjørn).

Som det burde fremgå, er teorierne mange og den bjørnologiske forskning står fortsat foran mange uafklarede spørgsmål. Jeg håber med dette oplæg at have vakt flere kvikke hoveder for sagen, så nye vinkler og muligheder måske vil komme for dagen i arbejdet for at løse denne donaldismens store gåde.«

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.