Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Afdelingen for Andelogi

Den donaldistisk-anatide oftalmologi

En forklaringsmodel til de donaldistiske ænders øjenudvikling fra ælling til voksen

  Disputats antaget af Sydnordisk Akademi for Donaldisme til forsvar for den klassisk-donaldistiske ducktorgrad (dr. don.clas.) af Jacobinus GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (CKD) 2003 

De donaldistiske ænders øjne har gennem tiden været genstand for tilbagevendende studier og dannet grundlag for en række mere eller mindre fantasifulde hypoteser om ændernes artsbiologiske bagland. Flere forskere har foreslået, at ænder med små ovale øjne uden næbkontakt skulle være artsmæssigt urene og indeholde en vis mængde gener fra gåsefamilien. Denne teori synes at have meget, der taler for sig, så længe det gælder voksne ænder/halvænder som Fætter Højben, men ved flere lejligheder er teorien også forsøgt overført på de donaldistiske ællinger, såsom Rip, Rap og Rup, hvilket forekommer mig mere problematisk. I nærværende disputats vil jeg gøre rede for den historiske forskning på området og de tilknyttede hypoteser, samt præsentere en række hidtil utolkede observationer fra den klassiske donaldisme, som jeg afslutningsvis vil opstille en samlet forklaringsmodel ud fra med hensyn til de donaldistiske ænders øjenudvikling fra ælling til voksen; en model, som jeg for nemheds skyld har valgt at kalde den donaldistisk-anatide olftalmologi (af anatid = “andefugle-”, og oftalmologi = “læren om øjne”).

Historiografien^[1]

Den donaldistisk-anatide-oftalmologiske forskning blev indledt af Wolfgang Flössner (1977), der gjorde op med den hidtidige formodning om, at Fætter Højben var en rigtig and. En række forskellige forhold havde gjort Flössner opmærksom på den distinkte anatomiske forskel imellem Højben og de egentlige ænder. Af de væsentligste skal her nævnes Højbens generelle kropsstørrelse, der i den klassiske donaldisme altid er en del større end de øvrige voksne ænders. Dertil kommer den manglende fortykning hos Højben på overnæbbets yderkant (på tysk kaldt en “Schnabelwulst”), der ellers kan observeres hos alle ænderne. Endelig var der den iøjnefaldende (!) forskel på øjenformen; ændernes øjne er betydeligt større end Højbens og går helt ned til næbbet, mens Højbens øjne er ovale og sidder et stykke over næbbet.

Nu kunne alle disse særheder ved Fætter Højben jo tænkes at have sin logiske forklaring i, at han blot er en anatid mutant. Hans helt ekstreme held kunne jo ligeledes pege i den retning, men nærmere studier overbeviste Flössner om, at Højben på ingen måde var et evolutionært trin på vej imod en ny donaldistisk art, men derimod en blanding af to gammelkendte anatide arter i det donaldistiske univers: Anden og gåsen! Alle de særlige anatomiske træk, der adskiller Højben fra ænderne, kan således genfindes i mere udpræget form hos de donaldistiske gæs; dette gælder såvel kropsstørrelsen, næbformen, den manglende Schnabelwulst og de små højtsiddende ovale øjne.

For fuldstændigheden skyld bør det her tilføjes, at Flössners påstand om den manglende næbfortykning hos Højben strengt taget ikke er helt korrekt. Flere barksistiske belæg fra Højbens tidlige ungdom viser således, at også Højbens næb har en Schnabelwulst, der især anes, når lyset falder fra en særlig vinkel. Dette ændrer dog ikke afgørende på Flössners opdagelse, idet vi fortsat kan konstatere, at næbfortykningen er betydeligt mindre udviklet hos Højben end hos de øvrige ænder, og at Højbens næb i øvrigt har en mere gåseagtig opadstrittende glat form. 

Et særdeles vægtigt argument for Flössners tese var og er, at Fætter Højbens efternavn på henholdsvis engelsk og tysk er Gander (eng.: gase) og Gans (ty.: gås)! Der kunne for Flössner derfor ikke længere herske nogen tvivl: Fætter Højben er halvt and og halvt gås, altså en bastard eller som han (altså Flössner) selv kaldte det med en hævdvunden gammel tysk betegnelse; “Mischling”. Flössner anvendte herefter selv sin epokegørende opdagelse som baggrund for nogle tvivlsomme sociologisk-psykologiske teser angående Fætter Højbens adfærd og evner. Således skulle hans (altså Højbens) Mischlinge-baggrund i det åbenbart stærkt racebevidste Andeby have resulteret i en social isolation som barn, der gjorde ham ekstremt narcissistisk, forfængelig og ekstravagant i sin opførsel og påklædning. Mens denne del af Flössners teser nok kan forsvares, forekommer det mig mere tvivlsomt, at Højben pga. sin artsmæssige blanding som hævdet skulle have udviklet en særlig telepatisk og psykokinetisk kapacitet, der ifølge Flössner var den virkelige årsag til hans tilsyneladende held; “heldet” bygger i virkeligheden på en evne til at forudse fremtidige hændelser og at kunne manipulere med andres vilje uden at de opdager det. Det er da også betegnende, at Flössners Schnabelwulst-teori i eftertiden udelukkende huskes for den indiskutable konstatering af Højbens anatomiske afvigelser, og når det i dag regnes for almindeligt fastslået, at Højben er en blanding af and og gås, er det så ubetinget Flössners fortjeneste. Med det efternavn, som Fætter Højben har rendt rundt med i USA og Tyskland gennem årtier, kan man dog i sit stille sind og bagklogskabens klare lys undre sig over, at det skulle blive den manglende (eller reelt retarderede) fortykning på overnæbbet, der afslørede hans artsmæssige tilhørsforhold til gåsefamilien...

Mens Flössners opdagelse høstede stor anerkendelse blandt donaldistiske forskere, vakte det forståelig forargelse og opstandelse, da en kvindelig tysk donaldist med det noget tvivlsomme navn Debila Dünnebier (1977) kort efter brugte - eller misbrugte - den del af Flössners opdagelse, der gjaldt de oftalmologiske forhold. Eftersom også Rip, Rap og Rup har små ovale og højtsiddende øjne uden næbkontakt, var det ifølge Dünnebier mere end sandsynligt, at også de var at betragte som anatide Mischlinger, altså en blanding af ænder og gæs. 

Umiddelbart forekommer Dünnebiers slutninger lidt hastige. Den racehygiejniske undertone i hendes tese afstedkom endvidere en ret bastant kritik fra andre tyske donaldister, først og fremmest en aktør under det tilsvarende tvivlsomme navn Oberon Obergärig (1978). Obergärig kunne således påpege, at alle donaldistiske ællinger tilsyneladende har samme øjenform som Rip, Rap og Rup, hvilket derfor snarere skyldes, at øjnene simpelthen ikke er færdigudviklede på dette tidlige alderstrin. Dertil kommer, at nevøerne har præcis samme næbfortykning som Anders og de øvrige “racerene ænder”.

Mens de anatomiske argumenter for Dünnebiers Mischlinge-tese således nok må betegnes som noget tyndbenede, kunne hun dertil fremlægge et interessant genealogisk indicium, som hendes kritikere havde sværere ved at gendrive. Det drejer sig om en sælsom serie af korte Taliaferro-beretninger, hvor Anders får besøg af en ung gås ved navn Sokrates, der præsenteres som Rip, Rap og Rups fætter. 

Frøken Dünnebier anvendte sine opdagelser og tolkninger som støtte for dr. Hans von Storchs (1977) hævdede påvisning af, at Rip, Rap og Rup nødvendigvis måtte være født uden for ægteskab. Ifølge Dünnebier var et legitimt ægteskab imellem en hunand (ungernes moder) og en gase (ungernes ukendte fader) fuldstændig utænkeligt; en begrundelse anførtes ikke, men det antydedes, at gæs regnes for en laverestående race i Andeby, og at Familien And som udgangspunkt er racister!

Som antydet vandt frøken Dünnebiers hypotese aldrig den store opbakning i det donaldistiske forskermiljø. Faktisk var der stille om ællingernes øjenform og artsmæssige baggrund helt frem til i år (2003), hvor spørgsmålet for nylig er blevet taget op af den ansete norske donaldist hr. Mats. Ifølge hans studier af den yngre donaldisme i form af serien Donny Duck (no.: Rakker-Duck), hvor Anders skulle have omtrent samme alder som nevøerne, har Anders tilsyneladende “voksenøjne”. »Varierer dette fra and til and? Eller var det en genfeil som førte til Donalds voksne utseende allerede i barndommen?«, spørger Mats. Fra den donrosistiske donaldisme kan han i øvrigt påvise, at Joakims søster Hortensia (no.: Penny) som lille også havde voksenøjne, mens den anden søster Andrea (eng.: Matilda, no.: Lillegull) som voksen havde “barneøjne”. »Men hvis man ser bort fra dette mysteriet, så ville det vært gøy å visst hvordan overgangen fra barneøyne til voksenøyne ser ut... Det har vi aldri sett, og grunnen er kanskje, at onklene elle tantene låser dem inne til hele styggedommen er overstått, fordi det hele er for tragisk å se på.« Som kommentar hertil foreslog hr. Arnstein (2003), at ændernes øjne simpelthen udvikler sig forskelligt og er »..en mer eller mindre tilfeldig del av utviklingen fra barn til voksen. (...)  Da er det nok som med oss mennesker, at noen av oss er født med lyst hår og vokser opp med mørkt hår, mens noen andre har brune øyne som små og blå øyne som store.« 

Hr. Mats har anvendt sine oftalmologiske studier til at puste nyt liv i Fräulein Dünnebiers 26 år gamle Mischlinge-hypotese mht. Rip, Rap og Rup (RRR). I stedet for at se Kylle, Pylle og Rylles (KPR) øjenform som bevis for, at ovale højtsiddende øjne er normalen for “helænder” i barndommen, kan man ifølge Mats også tolke det som en indikation på, at også Andersines niecer er halvænder! Denne udlægning støttes tilsyneladende af den futuristiske donrosismes afbildninger af RRR som voksne, hvor de tre brødre tydeligvis har bevaret samme øjenform som halvænderne.

Hr. Mats ser dette som stærke indicier for, at både RRR og KPR er en blanding af and og gås. I begge tilfælde må det ifølge nordmanden være faderen, der er gåsen, og her bliver hans teori for alvor opsigtsvækkende: »Det har jo vært diskusjoner på Donaldistisk Forum om Dellas tenåringsgraviditet. Det kan jo tenkes at da Della var 14-16 år, så kom en omreisende gås til Andeby. Denne gåsen kan ha satt barn på Della, og nesten samtidig også satt barn på Dollys (= Andersines) søster xxxx, som er moren til Hetti, Netti og Letti (= Kylle, Pylle og Rylle). Hvis dette er tilfelle, vil det si at Hetti, Netti, Letti, Ole, Dole og Doffen (= Rip, Rap og Rup) har samme far, nemlig en gås! Og hva om denne gåsen skulle vise seg å være Guffen (= Fætter Guf)?!«

Lad det være sagt med det samme: Selvom jeg nærer megen sympati for hr. Mats' teori for så vidt angår selve dens tankegang, så må jeg efter nøje studier af den donaldistisk-anatide øjenudvikling afvise teoriens oftalmologiske argumenter og dermed nok også dens væsentligste kildegrundlag.

Som klassisk-donaldist vil jeg indledningsvis benytte lejligheden til (nok engang) på det allerskarpeste at advare imod overdreven tiltro til modernistiske kilder som Donny Duck, især når disse strider imod ganske utvetydige kildebelæg fra såvel klassisk som neoklassisk donaldisme, som det er tilfældet her. Fra den klassiske donaldisme vil jeg i første omgang fremhæve mesteren Carl Barks, der med al ønskelig tydelighed har stadfæstet, at også Onkel Joakim som ælling havde de karakteristiske små ovale højtsiddende øjne uden næbkontakt, i øvrigt smukt indrammet af to usædvanligt tidligt spirende bakkenbarter. 

For ikke at blive klandret for udelukkende at basere min påstand på klassisk-donaldistiske kilder, kan jeg desuden fremlægge beviser for, at det samme gælder for Anders And ifølge to af den neoklassiske periodes mest anerkendte mestre, Marco Rota og Don Rosa; hos begge fremgår det tydeligt, at Anders også som lille havde små ovale øjne, akkurat som Rip Rap og Rup og alle andre velskabte ællinger, og at enhver tale om genfejl hos Anders derfor er udelukket (i hvert fald i oftalmologisk henseende). 

Små ovale højtsiddende øjne hos donaldistiske ællinger er således IKKE noget holdbart belæg for, at de skulle være Mischlinger; det er som allerede hr. Obergärig kunne fastslå, et helt naturligt trin i de donaldistiske andeøjnes udviklingsforløb. Omvendt er øjenformen alene naturligvis heller ikke et bevis for det modsatte, altså at Rip, Rap og Rup IKKE er Mischlinger, men deres normalt udviklede Schnabelwulst på overnæbbets yderkant udgør efter min vurdering et betydeligt problem for denne antagelse. Mats' bedste argument for hypotesen synes herefter at være det donrosistisk-futuristiske billede af Rip, Rap og Rup som voksne ved Onkel Joakims grav, hvor de stadig har bevaret barndommens øjenform. Nu er det sikkert adskillige af læserne bekendt, at mit syn på donrosismens mange vidtløftige påstande generelt er temmeligt anstrengt (og “anstrengende”, vil flere donrosister formentlig supplere), men i denne sammenhæng vil jeg nøjes med at konstatere, at selv for Don Rosa må dette udsagn regnes for mere end almindeligt usikkert. Der er tydeligvis tale om en futuristisk konstruktion, altså et kreativt gæt på fremtidige forhold, hvor Don Rosa altså tror, at Rip, Rap og Rups øjenform stadig er den samme. Jeg ser umiddelbart ingen grund til at dele hr. Rosas formodning.

Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at jeg afviser muligheden for, at Rip, Rap og Rup og/eller Kylle, Pylle og Rylle rent faktisk ER halvænder/Mischlinger, samt at Fætter Guf skulle have spillet en rolle heri. Rip, Rap og Rups fætterrelation til gæslingen Sokrates indikerer under alle omstændigheder, at der ER gåseblod i familien. Ved Fætter Gufs introduktion (af Al Taliaferro i 1938) - i øvrigt næsten samtidigt med ungernes - slås det desuden fast, at Guf og Anders rent faktisk ER beslægtede, omend det ikke fremgår hvordan. Foreløbig vil jeg blot stille mig afventende overfor yderligere belæg for hr. Mats' interessante tese. 

Endelig vil jeg påpege yderligere tre eksempler på kendte voksne donaldistiske ænder (?), der tilsyneladende uden at have pådraget sig de donaldistiske oftalmologers opmærksomhed har en for voksne ænder afvigende øjenform; Raptus von And, Fætter Vims og Moby And. En årsag til den udeblevne fokus på de tre figurer kan skyldes, at ingen af dem har spillet nogen større rolle i den klassiske donaldisme. Raptus dukker for første gang op i 1961 i den såkaldte kommercialistiske stilperiode, hvor det især var Tony Strobl, der berettede om ham, men faktisk blev den lærde professors virke i Andeby også ganske intenst dækket af den klassiske mester Taliaferro op gennem 1960’erne lige fra ankomsten i 1961, men kun en ekstremt lille del af disse kildeberetninger er nogensinde blevet udgivet i Danmark. Fætter Vims gav som bekendt navn til sin egen semi-klassiske periode (da.: vimsologien, no.: klodrismen) med begyndelse i midten af 1960’erne og oprindeligt bragt til os af Al Hubbard, inden Strobl også overtog denne dækning. Det var ligeledes Tony Strobl, der introducerede hvalfangeren Moby And fra 1967. Selvom de to sidstnævnte figurer strengt taget ligger udenfor mit klassisk-donaldistiske forskningsområde (og reelt også udenfor det neoklassiske), vil jeg for fuldstændighedens skyld sidst i afhandlingen give et bud på årsagen til alle tre ænders (?) oftalmologiske afvigelser.

De donaldistisk-anatide-oftalmologiske kildebelæg fra den klassiske donaldisme

Hvad nu end udgangen bliver på hr. Mats' teori om Fætter Gufs mulige faderskab(er), så har han (altså Mats) stillet nogle væsentlige spørgsmål til selve hovedemnet for nærværende afhandling, nemlig øjenudviklingen hos de donaldistiske ænder fra æg til voksen. I det efterfølgende vil jeg systematisk gennemgå, hvad jeg har fundet af klassisk-donaldistiske kildebelæg med interesse for den donaldistisk-anatide-oftalmologiske udviklingsforskning. 

Da vi introduceres for Rip, Rap og Rup hos Al Taliaferro i 1937, kan de betegnes som værende i børnehavealderen (eftersom forskningen endnu ikke kan sætte årstal på ællingernes udvikling). På dette tidspunkt er øjnene store og står i fuld kontakt med næbbet. 

Ved drengenes reintroduktion i foråret 1938 har øjnene stadig næbkontakt, men de er nu blevet mindre og mere runde. Der synes således at ske en udvikling imod de små øjne, som vi normalt kender hos de donaldistiske ællinger på RRR’s sædvanlige alderstrin, og som vi også kan iagttage hos drengene fra 1940 og fremefter. 

Der findes ikke mange ungdomsbilleder af halvvoksne ænder i teenagealderen, hvilket jo kunne tale for hr. Mats' fremsatte formodning om, at øjnene på dette tidspunkt er så grimme, at de voksne låser ungerne inde for ikke at skulle se på dem. Mange forældre til halvvoksne teenagere vil sikkert kunne give flere andre gode grunde til, hvorfor man kunne fristes til at låse sådanne inde i kosteskabet, men det ligger uden for denne teoris område. 

Vi har imidlertid en række billeder af Anders And selv i netop denne vanskelige alder fra hans introduktion i Floyd Gottfredsons søndagsstriber med Mickey Mouse i begyndelsen af 1935, hvor Anders’ øjne er runde og akkurat uden næbkontakt. Som det fremgår, har den unge Anders faktisk en øjenform, der ligger et sted imellem de ovale barneøjne og de fuldt udvoksede voksenøjne. Man kan jo så selv vurdere, om hans udseende er så tragisk, at han burde bures inde for almenvældets skyld jf. hr. Mats' overvejelser. Alene temperamentet kunne måske retfærdiggøre en sådan foranstaltning, så når vi ikke siden har set halvvoksne teenageænder gå omkring på gaderne i Andeby, skyldes det måske, at de i denne periode er sendt bort fra byen eller holdes forsvarligt indelukket - ikke så meget på grund af deres øjne, som på grund af deres vanskelige sind i teenagealderen. Jeg stiller mig ikke helt afvisende overfor en sådan tanke, men vil dog påpege, at det kan være farligt at bruge Anders And som eksempel på de donaldistiske ænders temperament i almindelighed. 

I juli måned samme år (altså 1935) har Anders’ øjnes nederste kant fået kontakt med næbbet, og i den efterfølgende vinter er de ved at have den normale voksenstørrelse, der endelig kommer på plads i løbet af 1936 - også inden Anders får sin egen serie tegnet af Al Taliaferro i august samme år. 

Vi kan altså konstatere, at da Anders er ved at blive voksen (i hvert fald i anatomisk-fysisk forstand), sker der en udvidelse af øjenstørrelsen, der til sidst ender ud i de kendte store voksne andeøjne med fuld næbkontakt. 

Mens vi således kan drage nytte af en mængde værdifulde kildebelæg fra Floyd Gottfredson og Al Taliaferro, der til forskel fra alle senere reportere rent faktisk var på stedet, da den oftalmologiske udvikling skete hos henholdsvis Anders og ungerne - og altså dermed kan betegnes som primære kilder -, så har Paul Murry og Carl Barks af forståelige årsager mindre at bidrage med i denne sammenhæng, da de begge først kom til, da ændernes øjne var udviklet færdig til den nuværende form. Fra den barksistiske og murristiske klassisk-donaldisme kan vi dog hente to interessante rekonstruktioner af henholdsvis Onkel Joakim og Bedstemor And som små. Den lille Joakim i kommodeskuffen havde - som allerede vist tidligere i afhandlingen - samme klassiske øjenform som vi i dag kender hos Rip, Rap og Rup, mens Bedstemor And, da hun efter eget udsagn var “en lille pige”, ifølge Murry havde store ovale øjne med delvis næbkontakt. 

Sidstnævnte belæg bliver ikke mindre interessant af, at episoden og dermed det oftalmologiske stadium explicit er dateret til vinteren 1898. Da vi desværre ikke har sikre kildebelæg for, hvor gammel Bedstemor And var på dette tidspunkt, kan vi dog ikke benytte oplysningen til en aldersbestemmelse.^[2]

Konklusion: Den donaldistisk-anatide oftalmologi

Idet jeg anerkender alle de ovenfor fremlagte klassisk- og neoklassisk-donaldistiske eksempler på små og store øjne hos de donaldistiske ænder, bakker jeg som udgangspunkt op om hr. Arnsteins “tilfældigheds-forklaring” så langt som, at der kan ske udviklingsforløb i ændernes ansigtsanatomi, der ikke følger normen. Andet ville jo simpelthen stride imod Darwins lære om arternes udvikling. Men jeg mener også, at det til trods for disse undtagelser er muligt at identificere et almindeligt gældende udviklingsforløb for ændernes øjne.

Med udgangspunkt i det ovenfor præsenterede kildemateriale har jeg har opstillet en ny donaldistisk andeøjenmodel, der i modsætning til den hidtidige forskning opererer med hele fire udviklingstrin. Jf. Marco Rotas sensationelle gengivelse af selve klækningstidspunktet for Anders And må det anses for fastslået, at den donaldistiske ælling fra begyndelsen har ganske små ovale øjne.  Senere, når ællingen er kommet i hvad der svarer til børnehavealderen, er øjnene blevet store og står i kontakt med næbbet. Herefter sker der en udvikling tilbage imod de små øjne, som vi normalt kender hos donaldistiske ællinger på Rip, Rap og Rups alderstrin. De to retrospektive barndomsafbildninger af Bedstemor And og Joakim synes at stamme fra perioder, hvor de i oftalmologisk sammenhæng befinder sig i henholdsvis overgangsfasen mellem trin 2 og 3, og i det færdigudviklede trin 3. 

Den donaldistiske-anatide-oftalmologiske udviklingsproces trin 1-3. Længst til venstre trin 1 (Tidlig ovaløjet fase), hvor man bemærker, at øjnene er skråtstillede med mindst afstand foroven. I midten til venstre trin 2 (Infantil storøjet fase), hvor de ligestillede øjne med fuld næbkontakt nok er store, men ikke helt så store som i trin 4. I midten til højre overgangsfase mellem trin 2 og trin 3 (Begyndende sen ovaløjet fase), hvor øjnene efter at have stået lige ofte begynder at indtage modsatrettet skråtstilling. Længst til højre trin 3 (Sen ovaløjet fase), hvor øjnene ofte er skråtstillede med mindst afstand forneden.

Når anden er ved at blive voksen, sker der endnu en udvidelse af øjenstørrelsen, der til sidst ender ud i de kendte voksne andeøjne med næbkontakt. 

Den donaldistiske-anatide-oftalmologiske udviklingsproces trin 3-4. Længst til venstre (meget) sen ovaløjet fase. I midten til venstre overgangsfase mellem trin 3 og trin 4 (Begyndende adult storøjet fase), hvor øjnene atter retstilles og søger nedefter mod næbbet. I midten til højre tidligt trin 4 (Tidlig adult storøjet fase), hvor øjnene netop har opnået fuld næbkontakt. Længst til højre fuldt udviklet trin 4 (Adult storøjet fase).

Årsagen til den tilsyneladende dobbelte øjenudvidelse skyldes ifølge min overbevisning, at øjne og hoved ikke vokser med samme hastighed. Når anden kommer ud af ægget, er hovedet mere udviklet end øjnene, som anden jo ret beset heller ikke har haft megen gavn af inde i ægget. Faktisk kan det ifølge det rotaistiske kildebelæg se ud til, at klækningen netop udløses af en overudviklet hoved- og fodstørrelse. Ude i den store lyse verden begynder øjnene til gengæld at udvikle sig hastigt, hvilket bl.a. medfører, at de vokser langt hurtigere end resten af hovedet. Dette giver sig udslag i de unge ællingers adfærd, idet ællingerne på dette tidspunkt ikke er videre intelligente, har svært ved at styre deres bevægelser og er ganske farlige for deres omgivelser, hvilket både Rip Rap og Rups fader og onkel som bekendt må sande. Efterhånden vokser hjernen og dermed hovedet igen hurtigere end øjnene, hvorved ællingerne bliver mere rolige og intelligente, og de kan nu sendes på skolebænken. Det sidste udviklingstrin imod voksenøjne skyldes, at hjernens og hovedstørrelsens udvikling hos ænder stopper før øjnenes - først når øjnene når næbkanten, sættes også denne proces i stå. Hos halvænder med gåsegener i sig fortsætter kropsudviklingen derimod lige så længe som øjnene udvikler sig, hvilket både forklarer, hvorfor halvænder er større end “renracede” ænder og hvorfor de bevarer de ovale højtsiddende øjne. 

For at give min donaldistisk-anatide-oftalmologiske forklaringsteori lidt yderligere videnskabelig ballast med på vejen vil jeg afslutningsvis henvise til en beslægtet udvikling hos mennesker, hvor man i teenagealderen ofte kan se, hvordan kroppen sjældent udvikler sig fuldstændig samtidigt. Således har jeg ungdomsbilleder af mig selv, hvor arme, ben og hoved ikke rigtig står i proportion med resten af kroppen, hvilket (trods alt) har bedret sig lidt siden. Og hvad dette angår, tror jeg ikke, at jeg står alene. Et andet sammenlignende eksempel kan hentes fra geologiens verden, nemlig landhævningen i Norden efter istiden, hvor det, der for os ser ud som skiftevis landhævning og landsænkning op gennem efter-istiden, i virkeligheden er en vedvarende landhævning ledsaget af en vedvarende havstigning, hvis indbyrdes stigningshastighed varierer og dermed har resulteret i forskellige havspejlsniveauer gennem tiderne. Akkurat som både øjne og hoved vokser konstant hos den donaldistiske and op gennem barndommen, men med indbyrdes forskellig hastighed.

Teoriens betydning for semi- og ikke-klassisk-donaldistisk-oftalmologiske observationer

Betyder det så, at Fætter Vims og Raptus von And også er Mischlinger? Muligheden foreligger selvsagt, men i begge tilfælde finder jeg det mere sandsynligt, at der her er tale om mutanter - men vel og mærke mutanter af højst forskellig karakter. Raptus skulle således være et eksempel på en vellykket mutation, idet hans hjerne og hovedskal er fortsat med at vokse længere end det normalt ses hos donaldistiske ænder, hvilket har resulteret i hans særligt høje intelligens. Når derimod Vims’ øjne ikke når helt ned til næbbet, må det med hans udseende og adfærd i øvrigt in mente snarere kunne betegnes som en uheldig mutation - alternativt kan man forestille sig, at hans naturlige udvikling er blevet skadet pga. en ulykke, f.eks. i form af en DDT-påvirkning af hans barndoms andeæg eller et hårdt slag i hovedet efter klækningen. Jeg vil foreløbig stille mig åben overfor alle tre forklaringsmuligheder. 

Moby And kunne jeg fristes til helt at overlade til andres overvejelser, da han hverken indgår i klassisk, neoklassisk eller semi-klassisk donaldisme, og efter min mening er et kedeligt produkt af kommercialismen og trivialismen, grænsende til det vulgærdonaldistiske. Men skal jeg et kort øjeblik tage påstandene om hans eksistens og udseende seriøst, så vil jeg nok mene, at forklaringen på hans øjenform skal søges i en artsmæssig blanding, dog ikke nødvendigvis mellem ænder og gæs. Moby And er jo således en betydeligt mere havorienteret søfugl end vi normalt oplever det hos ænderne - selv hos Anders, hvis sømandstøj næppe skal tolkes som tegn på nogen større marin karriere i ungdomsårene. Også i vor del af verden er det sjældent at træffe egentlige andefugle (eller gæs) på det åbne hav, så man kan derfor forestille sig, at Moby er en blanding af and og marin søfugl, såsom edderfugl, albatros eller noget helt tredje. Hans meget bastante overnæb afviger under alle omstændigheder kraftigt fra de normale donaldistiske ande- og gåsenæb. 

Med min donaldistisk-anatide-oftalmologiske forklaringsteori teori over fire trin bliver det også muligt for donrosisterne at forklare, hvorfor Hortensia i en scene ifølge hr. Mats er blevet set med voksenøjne trods en meget ung alder. Hun har simpelthen da endnu været i den infantile storøjede fase (trin 2). Det samme gælder for det ellers nok så tvivlsomme modernistiske Donny Duck-belæg om store infantile øjne hos Anders. Med hensyn til Andrea von Ands små øjne som voksen må forklaringen derimod enten være en genetisk udviklingsfejl (eller med et mere biologisk korrekt udtryk, en mutation) eller også har hun gåsegener i sig. I begge tilfælde kan det være interessant at mærke sig, at også Joakims og Andreas moder (og dette altså stadig ifølge Don Rosa) Clementine O’And (eng.: Downy O’Drake) har øjne som en halvand. Eftersom denne O’Drake-familie i øvrigt fortoner sig i uvishedens tåge, kan de donrosistiske kildebelæg for særegne øjenforhold hos Joakims søster altså eventuelt søge sin forklaring ad denne vej. For en erklæret anti-donrosist, som undertegnede, er der selvfølgelig også en helt anden forklaringsmulighed...

Litteraturhenvisninger:

Arnstein (2003): Indlægget “Mats teori... hmm...”, på diskussionskæden ’Ender og øyne’ på Andeby Online 18.08.2003.

Dünnebier, Debila (1977): “TT und T”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 8-9, s. 11-13.

Flössner, Wolfgang (1977): “Die Schnabelwulst-Problematik oder der schöne Gustav”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 7, s. 2.

Mats (2003): Indlæggene "Ender og øyne", "Jeg har det!" og "Mulig...", på diskussionskæden ’Ender og øyne’ på Andeby Online 14.08.2003, 18.08.2003 og 22.09.2003.

Obergärig, Oberon (1978): Læserbrev uden titel i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 10, s. 28.

von Storch, Hans (1977): “Verwandtschaft in Entenhausen - Wer ist die Mutter von Tick, Trick und Track?”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 3, s. 18-19.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.