Institut for Donaldistisk Fysik og Geografi - Afdelingen for Donaldistisk Temporalforskning

Den donaldistiske kubikhektar

- og et muligt glimt af den sjette dimension?

I sit interessante indlæg på Det 3. Donaldistiske Seminar om Tiden i Andeby anbefalede min ærede kollega, professor Dam, at den videre forskning på tidsspørgsmålet i Andeby burde inddrage den fjerde dimension. Eftersom den fjerde dimension i traditionel naturvidenskabelig forskning jo netop ER tiden, kan jeg kun bakke op om denne anbefaling. Talen om dimensioner fik mig i øvrigt til at erindre, at tyske donaldismeforskere for en del år tilbage gjorde en opsigtsvækkende og yderst omdiskuteret opdagelse. Ifølge en barksistisk kilde opererer man således i Andeby med intet mindre end et seks-dimensionalt rum!

Kildebelægget findes i Barks’ klassiske beretning om det første opgør imellem Joakim von And og Guld-Iver Flintesten (US 15). I den amerikanske originaltekst oplyser Joakim, at hans tank rummer tre cubic acres penge. Af sproglige hensyn kan vi på dansk med fordel bruge den nederlandske og tyske oversættelse af cubic acre til “kubikhektar”.

Da de tyske forskere forsøgte at besvare Guld-Iver Flintestens efterfølgende spørgsmål ved hjælp af spatiale beregninger, gik det op for dem, at begrebet kubikhektar ikke uden videre lader sig oversætte til en for de fleste mennesker forståelig størrelse. En hektar er som bekendt et standardflademål på 100 m x 100 m = 10.000 m². På samme måde er en acre et engelsk/amerikansk flademål, der svarer til ca. 4.000 m² eller 0,4 ha. Kubiktallet udtrykker værdien i tredje potens og anvendes derfor normalt til at beskrive tre-dimensionale rummål, som f.eks. kubikmeter (m³), hvor en kubikdecimeter (dm³) svarer til en liter. Nu kunne man måske fristes til at tro, at en kubikhektar så var et rummål på 100 m x 100 m x 100 m = 1.000.000 m³, men som flere matematisk kyndige tyske forskere med naturvidenskabelig baggrund har gjort gældende, er dette IKKE tilfældet. Den korrekte betegnelse på et tre-dimensionalt rum på 100 m x 100 m x 100 m er en “kubikhektometer”, mens en kubikhektar må svare til 10.000 m² x 10.000 m² x 10.000 m² = 1.000.000.000.000 m⁶. Og selvom den amerikanske cubic acre er en del mindre (ca. 4.000 m² x 4.000 m² x 4.000 m² = 64.000.000.000 m⁶, der vel stadig forekommer de fleste, at være et pænt stort tal), så er det interessante her ikke selve talstørrelsen, men derimod enheden - for hvad hulen er en m⁶? Tja, rent videnskabeligt må størrelsen hedde en “heksameter” (alternativt “kubisk kvadratmeter”), og har man en billion af dem, så udgør de tilsammen en kubikhektar, men det bliver de færreste af os jo meget klogere af.

Det korte af det lange er, at når man opløfter et flademål som en hektar eller en acre til tredje potens, kommer man ud i at beskrive et seks-dimensionalt rum. Og selvom den slags selvfølgelig ikke er et problem for nutidige computere, så er det ikke en størrelse, vi normalt bruger i den menneskelige naturvidenskab. 

I den tyske debat påpegede enkelte (og modige) kritikere nu den forklaringsmulighed, at Carl Barks simpelthen havde begået en fejl (sic!); at han ikke helt til fulde mestrede de naturvidenskabelige termer og blot havde villet udtrykke et tre-dimensionalt rum. Den slags påstande kommer man imidlertid ikke langt med i tysk donaldisme, hvis man vil tages seriøs i de etablerede forskerkredse, idet den ortodokse barksisme her nok står stærkere end noget andet sted i verden: En fejl hos mesteren Barks kan kun komme på tale, når samtlige andre forklaringsmuligheder er helt og aldeles udelukket (og så vil den næppe alligevel komme på tale). Selvom en kontrolberegning af, hvor meget Joakims pengetank ud fra en visuel opmåling burde kunne rumme, svarede ganske godt overens med det tre-dimensionale alternativ (Machatschke 1990, 50), så var selv de ikke-naturvidenskabelige donaldister i debatten meget tilbageholdende med at bruge dette som en indikator for en barksistisk fejl.

I årene umiddelbart efter var emnet også genstand for en del debat blandt amerikanske donaldister, men her gik sandheden om de seks dimensioner tilsyneladende aldrig rigtig op for forskerne, der i stedet koncentrerede sig om at beregne, hvor mange penge, der kan være i en kvadratisk beholder, hvor hver yderflade måler en acre. Som en enkelt af amerikanerne, Ricky Chew, dog bemærkede, er dette imidlertid heller ikke efter amerikansk rummelighedsfysik at betragte som en cubic acre: »Strictly speaking, unless Uncle Scrooge's world has six dimensions, the term "cubic acres" is meaningless.« (jf. Reynaud-Bersanino 2000)

Oversætterne på de europæiske forlag havde da også deres problemer med at finde en passende betegnelse for den donaldistiske cubic acre. Den mest korrekte oversættelse ud fra et ortodoks-barksistisk synspunkt kom - måske ikke overraskende - hos Oberon i form af det nederlandske kubieke hectare, mens tyske Ehapa valgte den tre-dimensionale tolkning med deres cbkm (kubikkilometer). Fra Danmark haves to forskellige oversættelser. Den nyeste, “hundrede rummeter penge”, bragt i Carl Barks’ Bedste fra 2001, svarer dimensionalt til den tyske, omend enheden er noget mere behersket. I en ældre dansk oversættelse, der findes i Den Store Rip, Rap og Rup fra 1980, har man valgt en mere neutral - men også en anelse mere upræcis - omformulering til “tonsvis af guld”.

Til trods for den i grunden temmeligt ubarksistiske oversættelse hos Egmont og datterforlaget Ehapa var naturvidenskabsfolkene i tysk donaldisme ikke i tvivl om den korrekte oversættelse og tolkning: »Diese Barksche Verschlüsselung einer sechsten Dimension dürfte für weitere donaldistische Forschungen von immenser Bedeutung sein.« (Giesler 1990, 42). Forskningen havde i den donaldistiske kubikhektar beviset for det seks-dimensionale rum i Andeby! Ifølge den tyske donaldismeforsker Detlef Giesler (1990) er det muligvis netop til optælling af pengemængder i et seks-dimensionalt rum, at von And har den kubiske kugleramme, som Barks på et senere tidspunkt har dokumenteret eksistensen af (US 60).

Med påvisningen af det seks-dimensionale rum i Andeby har vi sandsynligvis også fundet en meget betydningsfuld faktor for alle de fysiske forhold ved Andeby, som vi simpelt tænkende mennesker i vores tre- / fire-dimensionale forestillingsverden ikke umiddelbart evner at fatte.

Og det er egentlig blot denne erkendelse, jeg ved denne festlige lejlighed ønsker at inddrage i vores egen temporale debat. Kan den sjette (og/eller femte) ukendte dimension i Andeby have en afbøjende effekt på den fjerde dimension (tiden), ligesom den anden og tredje dimension (bredde og dybde) i vores verden kan siges at have stor betydning for oplevelsen af den første dimension (længde)?

Et muligt glimt af den sjette dimension?

Inden jeg går videre, kan det måske være formålstjenligt lige at gøre status over, hvor mange dimensioner vi egentlig normalt regner med. Det var som bekendt Albert Einstein, der først med sin specielle og senere den generelle relativitetsteori i starten af forrige århundrede indførte tiden som den fjerde dimension ved siden af de tre kendte rummelige dimensioner - og tillige postulerede, at også tiden kan have en krumning. Kort efter kunne Gunnar Nordström og Theodor Kaluza lancere den femte dimension, der relaterer sig til partiklernes elektromagnetiske ladning. I de seneste 20 år har superstreng-teoretikerne opereret med et (mindst) 10-dimensionalt rum, hvor antallet 10 dog ikke så meget refererer til reelt empirisk fundne dimensioner, som til det teoretisk beregnede mindste antal dimensioner, der er nødvendigt for, at superstrengteorien hænger sammen. For den femte dimension og opefter gælder det - ifølge teorien - at der er tale om ekstremt små dimensioner, som ikke umiddelbart lader sig konstatere af de menneskelige rummelighedssanser - men altså (muligvis) alligevel er der (Sørensen 1987, Sidenius 1992).

Præcis hvad den sjette dimension (og vel reelt også den femte dimension) i Andeby består af, kan vi foreløbig kun gisne om. Men flere indikationer peger ifølge den donaldistiske fysiker Detlef Giesler i retning af, at i hvert fald den ene har at gøre med en uhyre kraftig rotationsbevægelse - der langt overgår den omgivende verdens almene rotationshastighed - hvilket for en kortere periode kan bringe den roterende person op på et højere bevidsthedsniveau. Det bedst kendte eksempel herpå er nok Georg Gearløs, der som bekendt ved flere lejligheder i den ældre donaldisme (inden indførelsen af tænkehatten) slår sig selv hårdt i hovedet med en hammer, hvilket udløser nye geniale idéer hos ham.

I disse tilfælde er det ganske vist ikke så meget Gearløs selv, der roterer, som enten hans bevidsthed eller rummet umiddelbart omkring hans hoved.

Her er det i øvrigt interessant at bemærke, at Gearløs’ hoved i det andet eksempel danner centrum for tre cirkelbevægelser - og dermed tre to-dimensionale systemer, der tilsammen danner et seks-dimensionalt rum!

Det er imidlertid tilsyneladende ikke uden visse fysiske og mentale omkostninger, samt en anseelig portion ubehag, at bringe sig ind i den sjette dimension. Eftersom især hammermetoden i længden har vist sig noget belastende for hovedets sundhedstilstand, har man på Andebys forskningsinstitutter udviklet en mere lægeligt forsvarlig metode (som dog næppe er voldsomt mere behagelig), hvor hele personen bringes i kraftig rotation ved hjælp af en drejestol. Metoden anvendes ved en yderst avanceret intelligenstest, hvor forsøgspersonen efter at være udsat for en voldsom centrifugalkraftpåvirkning skal forsøge at sætte firkantede og runde træklodser ned i firkantede og runde huller i en plade.

Som det fremgår af den her viste tyske beskrivelse af forsøgsmetoden, er Anders faktisk fuldt ud i stand til at sætte klodserne i de rigtige huller til trods for, at han selv ikke synes, det ser rigtigt ud. Anders’ tre-dimensionale bevidsthed er her bragt helt ud af balance efter den voldsomme drejetur, og normalt ville ingen være i stand til at sætte klodserne i de rigtige huller. Men fordi rotationen har bragt Anders op i den sjette dimension, er han ifølge Giesler alligevel ubevidst i stand til at udføre opgaven korrekt.

Det kan bemærkes, at Detlef Giesler - med en forbilledlig indstilling til den sande frontforskning - angiveligt selv har prøvet begge metoder på egen krop, for at se, om han derved var i stand til at bringe sig ind i den sjette dimension. Desværre uden afgørende held; forsøgene med hammermetoden måtte endda indstilles efter kraftig henstillen fra Gieslers læge. Jeg skal derfor advare eventuelle læsere imod, at eksperimentere med de omtalte metoder uden behørigt lægeligt opsyn.

Men hvordan kan denne mulige sjette dimension have noget at gøre med tiden i Andeby? Som både Herr Giesler og professor Dam så rigtigt anfører, må dette være op til den fremtidige forskergeneration at påvise - eller afvise. Som et vovet forslag - og her vil jeg gerne understrege, at der kun er tale om en meget tidlig arbejdshypotese - kan man måske forestille sig, at Gearløs og andre særligt udvalgte Andebyborgere er i stand til at rejse frem i tiden, i hvert fald rent mentalt, under deres kortvarige ophold i den sjette dimension, hvor de henter en for deres samtid ukendt viden og indsigt. Hvordan dette eventuelt kan have indflydelse på, at tiden som helhed synes at være gået i stå i Andeby, har jeg for nuværende ikke noget bud på - men kan der mon i de observerede individuelle spiralrotationer i forbindelse med de mulige “rejser til den sjette dimension” være en sammenhæng med den af bl.a. professor Dam foreslåede “spiraliske tidsudvikling” (nært beslægtet med de såkaldte tidssløjfemodeller) for hele det andebyske univers? Dette store spørgsmål vil jeg i bevidsthed om egen utilstrækkelighed skyndsomst overlade til mere kyndige forskere at vurdere.

Litteratur:

• Giesler, Detlef (1990): “Neue Dimensionen donaldistischer Forschung”, i ’Der Donaldist’ nr. 71, s.41-43

• Machatschke, Michael (1990): “4years after - Die 5-Pimpillionen-Grenze. Aspekte der Vermögenslage des reichsten Manns der Welt”, i ’Der Donaldist’ nr. 71, s.48-51

• Reynaud-Bersanino, Pietro  [ed.] (2000):"three cubic acres", en præsentation af amerikanske indlæg i cubic acre-debatten i Uncle Scrooge # 256-261 på DCML's mailingliste

• Sidenius, Jakob (1992): “Superstrenge - teorien bag rummet og tiden”, Nordisk Forlag, København

• Sørensen, Bent (1987): “Superstrenge - En teori om alt og intet”, Nysyn/Munksgaard

Anvendte kildeforkortelser:

• AA: Anders And & Co.

• BHAA: Bedste Historier om Anders And

• CBB: Carl Barks' Bedste

• DCA: Disney Comics Album

• DSRRR: Den Store Rip, Rap og Rup

• MM: Micky Maus (tysk)

• US: Uncle Scrooge

• WDC: Walt Disney's Comics & Stories

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.