Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Bjørnologisk Fakultet

Sexualitet i Skoven

Af professor J.G.G. Jakobsen, Bjørnologisk Fakultet

"Sexuality in Duckburg Forest", English summary

Når sexualitetsspørgsmålet er oppe til debat i den donaldistiske forskning - hvad det jo ofte er - så holdes fokus som oftest inden for Andebys bymure, hvor det lige så ofte hævdes, at “onkelsystemet” gælder, dvs. det særegne forhold, at man ikke får børn, men derimod nevøer og niecer. Mens det endnu er omstridt blandt de donaldistiske sexualitetsforskere, om kønslig omgang overhovedet praktiseres i Andeby (og i så fald blot “uden for sendetid”), så er der tilsyneladende ganske stor enighed om, at det i givet fald er uhyre ildeset, hvis sådanne sysler resulterer i afkom! Straffen synes at være social udstødelse, hvilket bl.a. er beskrevet af Jon Gisle i den såkaldte eksklusionsteori: »Hvis noen gjør noe så uhørt som å få et barn, blir de øyeblikkelig utstøtt i det totale mørke, strøket af stamtreet, gjort arveløse av onkel Skrue, nektet jordbærsyltetøy af Bestemor og jaget fra byen. Barna blirr tatt hånd om av en nær slektning, gjerne en moralsk høytstående onkel eller tante.« Når der trods alt også forekommer “normale” forældre-børn-relationer i det donaldistiske univers, så kan det ifølge Gisle forklares med, at det drejer sig om dyr (f.eks. Lady og Vagabonden) eller primitive vilde (Store Høvding og Lille Hiawatha), »..som sikkert ikke vet hva som sømmer seg i seksuell henseende.« Endelig omtales ganske kortfattet far-søn-relationen imellem Store Stygge Ulv og Lille Ulv, »..men han (Stygge Ulv) er jo slem, så der kan man se.«[1]

Som i så mange andre donaldistiske forskningssammenhænge må man som bjørnolog konstatere, at forholdene udenfor Andeby også på dette interessante felt er yderst stedmoderligt behandlet. Selv en (med rette) højt berømmet donaldist som Gisle har tilsyneladende fuldstændig overset det faktum, at også Gårdmand Bjørn har børn (som regel to, nogle gange fire), og ikke nok med det, så lever han (i hvert fald i perioder) i et efter alt at dømme yderst lovformeligt og harmonisk ægteskab med Fru Bjørn. Et tilsyneladende fuldstændigt enestående fænomen i donaldismen, som af ubegribelige årsager aldrig er blevet bragt frem i forskernes søgelys! Nærværende artikel kan således hævde sin berettigelse alene ved at rette op på dette forkastelige misforhold.

I bjørnologiske forskerkredse, hvor vi selvfølgelig længe har kendt til ovennævnte særlige sexualforhold i Skoven, har det været debatteret, hvorvidt der gælder et andet og mere liberalt sexualmoralsk kodeks i Skoven end i Andeby. At man altså i Skoven godt kan acceptere, at ægtepar lever sammen med hinanden og deres afkom? Interessant er det jo i den forbindelse, at den eneste kendte undtagelse fra “Gisles seksuelle strukturlov” (at personer af samme køn aldrig bor under samme tag i donaldismen)[2] foruden Familien Bjørn (som Gisle altså beklageligvis overså) gælder Bedstemor And og Fætter Guf, som jo netop bor på en gård uden for det egentlige Andeby på grænsen til Skoven. Nogle forskere henregner til undtagelserne også De Syv Små Dværge, der jo igennem en kortere periode havde Snehvide boende.

Man kunne derfor fristes til den formodning, at der også generelt gælder friere sexuelle regler i Skoven end i byen, og at man altså skulle kunne iagttage en mere løssluppen og åbenlys sexuel praksis blandt Skovens beboere, som man jo dels nok må erkende fremstår mindre civiliserede og kulturelt udviklede end deres naboer i Andeby, dels altså ifølge tesen ikke er underlagt samme snærende og adfærdshæmmende bånd af enten juridisk eller social karakter.

Forskere, der har forsøgt at finde tegn på en sådan sexuel frisindethed i Skoven, er imidlertid blevet svært skuffede. Mens de - med større eller mindre anstrengelse - efterhånden har kunnet finde en mængde indikationer på et skjult, men yderst aktivt og ofte ganske avanceret sexualliv i Andeby, så skorter det gevaldigt på de saftige fund (og påfund) for så vidt angår Skovens indbyggere. Trods flere forsøg gennem tiderne på at påvise upassende relationer imellem såvel Bedstemor And og Fætter Guf, som mellem Snehvide og hendes syv værter, er der fortsat intet sandsynliggjort i en sådan retning.

Forholdet imellem Hr. og Fru Bjørn fremstår endvidere betydeligt mere trofast og sobert end hvad f.eks. Mickey og Minnie eller Anders og Andersine kan prale af, idet Fru Bjørn dog aldrig har flirtet eller gjort sig til for andre mandfolk end hendes Bjørn, som omvendt heller aldrig synes at have fået stillet sine romantiske behov andetsteds end hjemme i ægtesengen på god og retskaffen vis.

Når Bror Bjørn og Bror Ræv har gjort sig anstrengelser for at fange Molly Kanin, har der heller aldrig været tegn på sexuelle motiver bag overgrebene, der udelukkende fremstår kulinarisk motiveret. Forsøg på at mistænkeliggøre Bjørns nære forhold til sine høns har (heldigvis) indtil videre vist sig ligeså uunderbyggede som de er modbydelige (forsøgene, altså). Tværtimod har vi al mulig grund til at formode, at Hr. og Fru Bjørn har et sundt, godt og helt igennem normalt kærlighedsliv inden for ægteskabets retskafne og moralske rammer. At de begge kan “levere varen”, om man så må sige, fremgår af, at der som påvist af B. Jørnsen & B. Jørnsen (2004) til stadighed dukker nye kuld op af glade små bamser.

Set ud fra et maskulint synspunkt kan man anføre, at der ret beset heller ikke er mange muligheder for sexuel løssluppenhed i Skoven, i hvert fald ikke hvor sådanne forventes at have et kvindeligt islæt. Det feminine marked begrænser sig således som oftest til Bedstemor And, Fru Bjørn, Molly Kanin, Skovfeen og Madam Mim, samt skiftende lærerinder i Skovens skole. 

Bortset fra Skovfeen, der nok må betragtes som ret uopnåelig, synes af disse vel især Molly Kanin at have en bredere folkelig appel, men jeg mindes aldrig at have set hende i relation med andre end den faste kæreste Bror Kanin. Dette er interessant. For selvom de donaldistiske etnologer og sexologer ifølge mine gode kollegaer, dr. GrandjeAnd og dr. Gjøgsig, overvejende er af den opfattelse, at egentlige donaldistiske pardannelser (og forplantning) kun forekommer inden for afgrænsede artsgrupper, så er det ved flere lejligheder påvist, at f.eks. Anders og Mickey ofte lader sig sexuelt tiltrække af kvinder uden for deres egen artsgruppe - typisk af humanide hunkønsvæsener, omend Mickey også har flirtet på et næsten skamløst niveau med en lille hunkat! Den slags efter alt at dømme forplantsningsmæssigt golde sexualrelationer på tværs af artsgrupperne ser man ALDRIG i Skoven. Hermed har vi endnu en kraftig indikation på, at den sexuelle løssluppenhed i virkeligheden er større i Andeby end ude blandt “de vilde” i Skoven. Jeg skal her fremkaste den tese, om denne forskel mon netop skyldes, at der på overfladen hersker en strengere sexualmoral i Andeby, der forbyder selv de mest ærbare ægteskabs- og familieforhold, hvorfor indbyggerne mere eller mindre skjult søger at tilfredsstille deres indestængte længsler i stadig mere eksperimentelle og løsslupne relationer?

Som nævnt virker alt ærbart og harmonisk i Skovens parforhold. Molly og Bror Kanin, der tydeligvis kun er kærester, hopper sødt rundt med hinanden i hånden i en sky af forelskede hjerter (en adfærd de formentlig aldrig ville blive tilladt i Andeby Park), men de bor hver for sig, og til trods for hvad vi mennesker normalt hævder om kaniner, så synes enhver mistanke om før-ægteskabelige handlinger nede i Bror Kanins tjørnekrat at være aldeles ubegrundede. Hvor hurtigt familieforøgelsen ellers kan foregå, når først ægteskabet er indgået, illustreres da en ny kaninfamilie flytter til Skoven.

En tredje familie i Skoven, der fortjener større opmærksomhed, er Familien Ulv. En stor donaldistisk gåde, som forskningen af ubegribelige årsager endnu ikke har blot berørt, er: Hvad er der sket med Lille Ulvs mor? Spørgsmålet er alt for stort til, at jeg blot tilnærmelsesvis kan begynde at fabulere over det her, hvor det blot skal fastslås, at Lille Ulv nødvendigvis HAR haft en mor. Det samme har Stygge Ulv, hvis mor og far ved flere lejligheder kommer på besøg. For Skovens øvrige beboere er familierelationerne mindre fastlagte af forskerne. I modérne bjørnologi har Bror Ræv tilsyneladende en overgang både haft kæreste og børn, men kildekritiske forskere stiller i dag kraftigt spørgsmålstegn ved lødigheden af disse oplysninger. Så selv i denne med Gisles ord mere “slemme” del af Skovens befolkning er amoralsk (eller umoralsk, for den sags skyld) adfærd i sexuel henseende ikke at finde. De lår og bryster, som Bror Ræv drømmer om, sidder på Bjørns høns, mens Stygge Ulvs kødelige begær retter sig imod grisene - og vel og mærke i begge tilfælde i en alt andet end romantisk eller sexuel form. Selv Slyngelklubbens tvivlsomme broderskab synes aldrig at have spekuleret i at lokke uforsigtige småpiger ind i klubhuset til “en privat fest”.

Men er Skovens indbyggere da fuldstændig blottet for sexuelle følelser? Tænker de kun på at arbejde eller på at snyde eller æde hinanden? Naturligvis ikke. Jeg vil afslutningsvis vise to eksempler på, at de dybe drifter også kan vækkes til live hos to af Skovens mest berømte personer. Første eksempel stammer fra en nyere beretning om Stygge Ulv. Efter at ulven som bekendt har levet alene (“en ensom ulv”, så at sige. (ha-ha)), siden Lille Ulvs moder i præ-donaldistisk tid af ukendte årsager forsvandt, har han opført sig næsten påfaldende sexuelt uinteresseret i sine omgivelser. Hverken lækkerbidskener som den lille rødhætte eller Mary (med det lille lam) har fået ham til at glamme som Tex Averys ulv, som de ældre af os kender så godt fra MGM’s tegnefilm.

Men præcis dette sker i AA 28/1992, hvor kabaretsangerinden Gurli Guldhals er på turnébesøg i Skoven. Modsat alle de øvrige hunkønsvæsener, der efterlader Stygge Ulv aldeles kold, er Gurli da også en ulv - og som rigtige ulve i øvrigt med smag for flæskesteg.

Efter et besøg i garderoben, hvor Gurli lader Ulv invitere sig på middag (flæskesteg, naturligvis), sender ham søde luftkys og kalder ham “Putte”, er Ulv så optændt, som vi måske aldrig har set ham før. De opvakte sexuelle følelser får ham faktisk til helt at skifte karakter.

Hans pludselige tro på, at han NU kan fange grisene, viser sig uhyggeligt berettiget, da han for en gangs skyld dropper alle sine tåbelige udklædninger og listige fælder, og i stedet med skræmmende effektivitet får proppet grisene ned i sækken, og med streng faderlig bestemthed sender Lille Ulv ud på en lang gåtur, da far skal have damebesøg og IKKE vil forstyrres!

Selvfølgelig ender det med at gå galt: Stygge Ulv får hverken det ene (Gurli Guldhals) eller det andet (flæskesteg), men det er som sådan sagen mindre vedkommende. Hovedsagen er, at når de rette omstændigheder er til stede, opfører Stygge Ulv sig præcis ligeså sexuelt tåbeligt som alle andre hankønsvæsener. Men han kunne aldrig - som folk i Andeby - finde på at flirte på tværs af arterne.

Det andet - og sidste - eksempel er på mange måder mere speget. For det første gælder det bjørnologiens absolutte hovedperson: Bjørn! Og affæren involverer ydermere ikke Fru Bjørn!! Straks vil vågne læsere fare op og anklage mig for selvmodsigelser, thi har jeg ikke kort forinden lovprist det lykkelige ægteskab imellem Hr. og Fru Bjørn? Jo, men sagen er som sagt også temmelig speget. For det første stammer den fra reporteren Richard Moore, der af de kildekritiske bjørnologer regnes for en utroværdig vulgærbjørnograf, og beretningen er da også på mange måder overordentlig underlig, men bør alligevel om ikke andet bringes til den bredere forsknings kendskab. Man forstår således Lille Ulvs forbløffelse, da han en aften, hvor hans fader er faldet i søvn ved bordet, drister sig til at læse det brev, som Stygge Ulv er i færd med at skrive.

Øh..??? Hvad er det i grunden LIGE Stygge Ulv har gang i med Gårdmand Bjørn? Tingene forholder sig imidlertid ikke, som det måske umiddelbart kunne synes. Affæren er (som nu nævnt for tredje gang) langt mere speget end som så. Alt efter ens skolastiske synspunkt stammer den tilsyneladende fra en periode i Bjørns liv, hvor Fru Bjørn har forladt ham, eller også gælder det (ifølge den dualistiske skole) den ugifte Bror Bjørn til forskel fra den gifte Gårdmand Bjørn (at brevet udtrykkeligt nævner "Gårdmand Bjørn" generer ikke dualisterne i den forbindelse). Hvorom alt er, så udtænker Stygge Ulv den tilsyneladende snedige plan, at han ved at skrive falske kærestebreve til Bjørn, underskrevet dennes “hemmelige beundrer”, kan lokke den ellers særdeles årvågne Bjørn væk fra hønsehuset og de høstklare melon- og majsmarker.

Planen ligner umiddelbart en succes, idet Bjørn fuldkommen mister al interesse for gårdens pasning og i stedet hensvæver dagen i tåbelige drømmerier og digtskriverier om sin ukendte og fiktive hjertenskær.

I øvrigt i en sådan grad, at Ulv til sidst selv må overtage pasningen af koen, hønsene og afgrøderne, hvilket selvsagt ikke var meningen - hvorved kærlighedsaffæren bringes til en brat afslutning.

Hvis man tør tro den opsigtsvækkende historie, så har Bjørn altså også et dybtliggende kærlighedsbehov, der kan vækkes til live under de rette omstændigheder. Dette bør ikke undre. Hvad enten det nu drejer sig om Bjørns ugifte broder eller en fraskilt Gårdmand Bjørn, så har vi fra bjørnologien i øvrigt kun grund til at formode, at man i Slægten Bjørn finder det naturligt, at søge sammen i par og stifte familie. Har man af den ene eller anden grund ikke en mage, kaster man sig ikke ud i hæmningsløs dekadence og sexuel udfarenhed som inde i byen, men knokler asketisk - og muligvis, som hævdet af dr. GrandjeAnd, typisk calvinistisk - på med hårdt fysisk arbejde, indtil en passende mage viser sig (eller - som i sidste tilfælde - synes at vise sig).

Konklusionen er altså, at sexualiteten (naturligvis) findes i Skoven, hvor den i virkeligheden trives langt mere uhæmmet og naturlig, men samtidig også langt mere ærbar og moralsk end inde i det slemme Andeby.

Summary in English: In traditional donaldism, it has been claimed, that the apparently very strict sexual morality in Duckburg only goes as far as the city limit, while conditions out in the neighbouring Duckburg Forest are of a much lower standard. An indication of this should be in the fact, that we only find family relations of uncles and aunts inside the city, while the generally bad Wolf without shame admits to have a son. Professor Jakobsen claims, that this view in no way serves the sexual morality of the Forest population right. Indeed, the professor lines up a series of proofs, that the Forest population - all its other flaws aside - in fact performs a much more normal and in our eyes morally correct behaviour with regards of family values and sexual activity, than we have ever witnessed among the urban population of Duckburg.

Litteratur og referencer:

Gisle, Jon (1973): “Donaldismen - En muntert-vitenskapelig studie over Donald Duck og hans verden”, Gyldendal Norsk Forlag, Oslo

Jørnsen, B. & B. Jørnsen (2004): “Dualismen - sandheden er ilde hørt : En replik fra den mest latterliggjorde og selvindlysende rigtige forklaring på bjørnologiens gåde”, endnu upubliceret statusrapport fra Foreningen af Dualistiske Bjørnologer (FDB)

Noter:

 1.    Gisle 1973 s.94-95

 2.    Gisle 1973 s.96 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.