Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sexologi

En freudiansk psykoanalyse af Familien Ands sexualitet

Dr. orn. Grobian Gans (1970), refereret af dr. don. Gjøgsig, SAD.

Den ældste akademiske donaldisme tager udgangspunkt i freudiansk psykologi. I det banebrydende værk Die Ducks - Psychogramm einer Sippe fra 1970 underlagde dr. Grobian Gans de førende medlemmer af Familien And en skånselsløs psykoanalyse, der meget ofte kredser omkring personernes sexualitet. Man kan - som mange af eftertidens forskere har gjort - mene, at dr. Gans' studier til tider kommer til at fremstå en smule overfokuseret på netop det sexuelle, men til den gode doktors forsvar bør det retfærdigvis anføres, at det er meget svært at foretage en freudiansk baseret psykoanalyse uden at det sexuelle får stor betydning. Og her på Institut for Donaldistisk Sexologi deler vi naturligvis dr. Gans' (og dr. Freuds) opfattelse af, at det sexuelle vitterligt spiller en stor rolle - også i donaldismen. I det efterfølgende refereres hovedlinierne af dr. Gans' sexuelle tolkninger angående Joakim von And, Anders og Andersine, Bedstemor And og Fætter Guf, Fætter Højben, og Rip, Rap og Rup.

Indholdsfortegnelse:

• Joakim von And: Asexuel psykopat eller perverteret produkt af den fuldkomne kapitalisme?

• Anders og Andersine: Når kryptosexualitet erstatter kærlighed

• Bedstemor And og Fætter Guf: Den glade enke og staldknægten?

• Fætter Højben jf. Gans: En ands hemmelige dobbeltliv eller beviset på en forskers galskab?

• Rip, Rap og Rup: Oprørske unge ænder i den anale fase

• Dr. Gans og hans litterære henvisninger

Joakim von And: Asexuel psykopat eller perverteret produkt af den fuldkomne kapitalisme?

Klassisk analyse af Joakim von Ands psykologi tager udgangspunkt i nedenstående arkæologiske billedfund fra Joakims guldgraverdage i Klondike. Alle forskere er enige om, at netop denne situation afspejler noget meget fundamentalt i Joakim von Ands indstilling til livet - herunder livets fristelser (sexologer bemærker her den barm- og hoftefagre kvindeskikkelse foran svingdøren til kasinoet). Men når det gælder tolkningen af situationen, hører enigheden op. Stærkest står angiveligt modsætningerne imellem den amerikanske og den tyske skole, der ridses op i nedenstående danske oversættelse af dr. Gans' klassiske “psykogram”.

»Her (i billedet ovenfor, red.) har vi et væsentligt udgangspunkt for en analyse af hans (Joakims, red.) psyke. Umiddelbart kan vi identificere det gammelkendte sexuelle adfærdsmønster hos den sociale overklasse, hvor de “umiddelbare drifters indfrielse udsættes til fordel for en senere og højere nydelse”. Ingen af Joakims senere kendte - mere eller mindre seriøse - forhold til hverken Betty Bienenstich eller Gerta Gründlich fører til ægteskab eller endog blot en intim forbindelse. Finansielle betænkeligheder synes ikke i dette tilfælde at have spillet en rolle, idet Betty Bienenstich selv ejer et stort hus, mens Gerta Gründlich i sin position som lærerinde dog i det mindste er i stand til at sørge for sit eget livsunderhold.

At forklare Joakims frygt for at knytte personlige forhold til hunkønsvæsener med en medfødt eller udviklet impotens (som amerikanske psykologer angiveligt har gjort, red.), er at ignorere betydningen af den historiske udvikling og individuelle tilfældigheder. Den virkelige årsag er at finde i Joakims ‘over-jeg’, og dermed i hans viden om, at han skal passe sig ind efter de etiske normer, der hersker i Andebys kapitalistiske overklasse. Erhvervsmæssig fremgang tjener i dette miljø ikke et formål om, at vinde sig kvinder eller anden luksuriøs nydelse, men bliver derimod et mål i sig selv, idet rigdommen er det ypperste bevis for, at man er guddommeligt udvalgt.^[1] Som den mest fremgangsrige person i Andeby personificerer Joakim selve “det indre væsens askese”, og han sidestiller derfor den værste og mest utilgivelige last af alle med det ingen penge at have.

Et hardcore eksempel på sexuel perversion i Andebys protestantiske overklasse?

Naturen lader sig imidlertid ikke undertrykke ustraffet, og de opdæmmede drifter vil på den ene eller anden måde til sidst bryde igennem. Onkel Joakims pengebade, der af naive beskuere vil kunne accepteres som et excentrisk lune,^[2] bliver for den indviede iagttager en frastødende skueplads for sexuel perversion. Berøringen med møntmetal og pengeseddelpapir hensætter ham tydeligvis i en hastigt tiltagende ophidselse, indtil han med erigerede kolbøtter (oversætteren citerer her ordret, uden helt at vide, hvad erigerede kolbøtter er, red.) styrter sig på hovedet ned i pengene og opnår en udløsende tilfredsstillelse. Den sande betydning af denne adfærd afsløres i et besøg hos lægen, hvor denne diagnosticerer poreforstoppelse forårsaget af guldstøv. Joakim reagerer med samme forlegne adfærd, som havde han fået fastslået en kønssygdom. (Det gentager sig i øvrigt senere i samme historie, da en lettere excentrisk professor giver udtryk for en tilsvarende undren, red.)

Joakims afslørende reaktion på akademikernes nærgående spørgsmål.  

Dermed burde også den omstridte hypotese af den amerikanske psykolog Stitchum være endegyldigt afvist. Amerikaneren ser Joakim som en asexuel psykopat, der er fikseret i sin anale fase og derfor aldrig har overvundet denne fases karakteristiske forkærlighed for orden, sparsommelighed og pedanteri. Tilfældet Joakim von And kan kun forstås ud fra en socialpsykologisk tilgangsvinkel. Vi har i ham den idealtypiske repræsentant for den livsfjendtlige kapitalistiske etik, der fuldkomment har perverteret evnen til at elske andre mennesker (eller her ænder, red.) til i stedet at elske materielle ting. Hans farlighed som forbillede bør ikke undervurderes, da han er helt bevidst om, at den nøgterne virksomhedsledelse, som hans forretningsimperium bygger på, er et direkte produkt af handlingerne i hans ungdom. Derfor tøver han heller ikke med, tilsyneladende ganske ubetænksomt, gang på gang at sætte sine umiddelbart mere infantile slægtninges - først og fremmest Anders, Rip, Rap og Rup - liv og helbred på spil.« (Gans 1970, 23-26)

Ligegyldig omgang med  yngre slægtninges liv og helbred - eller bevidst udslag af ønske om at forme sine potentielle arvinger i eget billede?

Dr. Gans' beskrivelse af von Ands filosofiske grundsyn har i nyere tid tjent som inspiration for Akademiets egen dr. GrandjeAnd (Center for Klassisk Donaldisme), der i afhandlingen Hvorfor være verdens rigeste and? tilsluttede sig sin tyske forgængers vurdering af en tydelig calvinistisk etik bag Joakims adfærd. Til dette instituts beklagelse - og undren - inddrog dr. GrandjeAnd imidlertid ikke i videre grad rigmandens sexualitet i sine studier. Hvad angår dr. Gans' egne referencer til tidligere gjorte studier på området henvises til en generel kommentar nederst på denne side.

Anders og Andersine: Når kryptosexualitet erstatter kærlighed

Grobian Gans betegnede Anders And som en småborgerlig fascist med store psykiske problemer. Og selvom beskrivelsen sikkert umiddelbart vil mishage mange donaldister og man med en vis rimelighed også kan beskylde flere af dr. Gans' psykiatriske diagnoser for en vis tendens til bevidst at søge den mest provokerende udformning, så er det vel ved nærmere eftertanke svært at argumentere overbevisende imod doktoren på netop dette forhold. Samme erkendelse gælder kun til en vis grad dr. Gans' beskrivelse af forholdet mellem Anders og Andersine. Modsat hovedparten af den næste generation af tyske donaldismeforskere vurderede dr. Gans - overraskende nok, hans øvrige tolkninger in mente - forholdet mellem vor helt og heltinde til at være oprigtigt ærbart og puritansk. Ja, faktisk ifølge doktorens egen opfattelse typisk amerikansk efter devisen: "If you'll let me stay a little boy, I'll let you stay a little girl." Alene Anders' fortsatte brug af barndommens matrostøj afslørede ifølge Gans tydeligt, hvordan han (altså Anders) er fastlåst i den pubertære udviklingsfase. Dette viser sig bl.a. i Anders' drømme om Andersine, der altid er helt igennem kyske.

Andersines adfærd er knap så lettolkelig, men bortset fra at hun vedvarende kontrollerer og afprøver Anders' fortsatte præference for hende - med vekslende held - så tager hun aldrig initiativ til en videreudvikling af forholdet i retning mod en mere voksen fase. Årsagen hertil kan ifølge doktoren være, at Andersine - og formentlig med rette - ikke vurderer, at Anders endnu er moden til at sikre hende en økonomisk sikker eksistens. Mens hun (måske en anelse optimistisk) venter på dette, plejer hun et tilsyneladende platonisk forhold til Fætter Højben, som dog aldrig synes at udvikle sig til mere end en bekræftende flirt. Dr. Gans mente i øvrigt aldeles at kunne afvise en ældre amerikansk tese om, at Anders og Andersine i virkeligheden tidligere har været gift, men at de blev skilt efter at Andersine to gange efter hinanden havde fået trillinger.^[3]

Hvor Onkel Joakim har fundet en sexuel kompensation i rigdommen, må Anders få afløb for sine undertvungne kræfter på anden måde. Til tider sker det gennem grovæderi eller en nærmest manisk dyrkning af bizarre hobbyer, erhverv og konkurrencer til det ekstreme.

Meget ofte sker dette ifølge den sexologisk årvågne dr. Gans i form af »..zahllosen pseudogenitalen Aktivitäten.« At den tyske doktor virkelig har øje for den slags fremgår af, at undertegnede oversætter f.eks. aldrig tidligere havde set beretningen om Anders' dramatiske møde med en kæmpemusling i dybhavet og senere befrielse på en perleudstilling (WDC 177) i lyset af andens åbenbare Ødipuskompleks og en traumatisk trang til at genleve sin egen klækning (muligvis den anatide udgave af menneskets trøstgivende indtagelse af fosterstilling).

Alt i alt kunne dr. Gans på bedste freudianske vis føre alle Hr. Ands sociale og psykiske problemer tilbage til hans (altså Hr. Ands) sexualitet: »Die Unfähigkeit Donalds zur Erkenntnis seiner Klassenlage und zu ihrer Änderung liegt in seiner verkrüppelten Sexualität begründet.« (Gans 1970, 61-65)

Som allerede antydet, anså mange førende medlemmer af næste generations tyske donaldister det for en af deres vigtigste gerninger at modbevise denne hævdede ekstremt puritanske og nærmest neurotisk hæmmede sexualitet hos Anders And. Herom kan læses andetsteds på instituttets sider. Dr. Gans' tese og iagttagelser er dog aldrig med sikkerhed blevet gendrevet.

Bedstemor And og Fætter Guf: Den glade enke og staldknægten?

Hvor dr. Gans' analyser af Joakim von Ands og Anders Ands sexologi måske ikke kan udløse de helt store chokbølger, så er der anderledes potentiale i de efterfølgende to psykogrammer. Det første gælder forholdet (ja, forholdet!)  mellem Bedstemor And og Fætter Guf. Grobian Gans spurgte sig selv - som så mange andre før og siden har gjort - hvorfor den arbejdsomme gamle dame dog finder sig i sin gårdkarls dovenskab? Ganske vist brokker hun sig også jævnligt over det, men da hun en enkelt gang går så langt som til at fyre ham og i stedet ansætter en energisk og effektiv karl, finder hun hurtigt ud af, at hun slet ikke kan affinde sig med, at andre gør arbejdet for hende (AA 3/1964). Og netop dette synes at være den officielle forklaring på det særegne ansættelsesforhold, men når det kommer til stykket, er det jo ikke nogen god forklaring; hvis Bedstemor And ikke vil have hjælp til at passe gården, kan hun jo bare lade være med at have en karl ansat. Så sparsommelig og nøjsom som hun ellers synes at være, er det jo helt utilladeligt at bruge penge og tid på at lave mad til den sløve Guf. Sociale forklaringer om, at Bedstemor And ikke tør være alene på gården eller bare savner intellektuelt selskab holder heller ikke, da vi gentagne gange har set, at Andefamiliens matriark så udmærket er i stand til at forsvare sig imod alskens lømler, ligesom hun jo har alle dyrene og ikke mindst husmusene Tim og Bum at konversere med.

Den madglade gase må derfor udfylde en anden funktion på gården, og for dr. Gans kunne der ikke være tvivl om hvilken: »Denn was sonst sollen wir in Franz Gans [Fætter Guf, red.] sehen, wenn nicht einen rustikalen Gigolo...« (Gans 1970, 42). Fætter Guf er altså Bedstemor Ands elsker! Den aldrende velhavende enke (hvilket Gans med en vis ret mente, at Andrea er (hun tituleres jo heller aldrig "Frøken Bedstemor")) har således i stil med nutidens rige europæiske kvinder over den fødedygtige alder, der tager til Afrika for at lade sig opvarte af opmærksomme og muskuløse unge mørke mænd, antaget en ung gase, der får hende til at  føle sig ung og smuk igen. Dette forklarer Gufs gode forplejning og at han tillades at samle kræfter i løbet af dagen inden fyraften; det er når petroleumslampen slukkes, at Fætter Gufs arbejdsdag begynder!

Tanken om Fætter Guf som den virile gigolo vil måske umiddelbart falde mange donaldister svær, men ikke mindst den senere tids forskning har fundet adskillige indicier på, at Guf har en hemmelig side. Den norske forsker hr. Mats (2003) har således foreslået, at Guf kan være fader til flere ellers tilsyneladende faderløse kuld af ællinger med gåsetræk, mens dr. GrandjeAnd (2003b) mente at kunne påvise, at Andersine har flirtet skamløst med Fætter Guf i dennes unge dage - hvilket forventeligt udløste voldsom jalousi hos Anders, der altså var sig den potentielle konkurrence bevidst  - ligesom GrandjeAnd fandt tegn på, at Guf muligvis har gjort Andersines søster med befrugtede æg.

Relationen mellem gæs og ænder i det donaldistiske univers er tidligere blevet påvist ved flere lejligheder af bl.a. Wolfgang Flössner (1977), der fastslog, at Fætter Højben synes at være den artsmæssige bastard af en sådan hyrdetime, mens Debila Dünnebier (1977) gjorde opmærksom på, at Rip, Rap og Rups Fætter Sokrates er en gås.

Det er endvidere tankevækkende, at forhold mellem donaldistiske ænder og gæs altid synes at være mellem hunænder og gaser. Dette kan ikke undre ved nærmere eftertanke. Gaserne er fysisk set dobbelt så store som hanænderne og dermed (set med hunandeøjne) nogle store prægtige mandfolk. Hvorvidt gasernes eventuelle forplantningsorganer måtte stå proportionalt i forhold til den store underkrop må fremtidig forskning søge at afklare. Omvendt er det i de færreste kulturer normalt at se, at det kvindelige skønhedsideal manifesterer sig i hunkøn af dobbelt størrelse i forhold til hannen, da et sådan forhold generelt ikke er befordrende på hannens maskuline selvværd. Dette kan endvidere være forklaringen på, at alle donaldistiske forskere, der har beskæftiget sig med forholdet mellem ænder og gæs, tilsyneladende tager for givet, at sådanne relationer (altså mellem ænder og gæs, red.) er tabubelagte og i direkte strid med alle gældende sociale normer - til trods for, at en sådan explicit eller uskreven lov i Andeby ingensinde er blevet påvist. Men det virker troligt, at ikke mindst hanænderne har dikteret det uetiske i sexuelle forhold mellem deres hunner og gaserne. Også set fra et neutralt samfundsbiologisk synspunkt kan man med rimelighed forvente en modvilje imod slige relationer, da et eventuelt avlsmæssigt resultat vil være artsmæssige mutanter, der højst sandsynligt ikke selv er i stand til at sætte afkom i verden. Også dr. Gans tog det for givet, at elskerforholdet mellem Bedstemor And og hendes håndgangne karl måtte holdes hemmeligt: »Eine Legalisierung dieses Verhältnisses verbietet sich selbstverständlich bei dem übersteigerten Sippenstolz der Ducks, die der Verbindung mit einer Gans niemals zustimmen würden. Aus Furcht vor den Sanktionen der Gesellschaft tarnen beide in der Öffentlichkeit die Erfüllung ihres Zärtlichkeitsbedürfnisses.«(Gans 1970, 42-43)

Forbavsende nok har dr. Gans' tese angående nattelivet på Bedstemor Ands gård aldrig udløst de helt store reaktioner fra forskerne. Flere har ellers som nævnt set nærmere på muligheden for sexuelle forhold på tværs af arterne i Andeby - og især mellem ænder og gæs - hvor senest Akademiets egen dr. GrandjeAnd som nævnt har givet en uddybende forelæsning over de potentielle sexuelle eskapader i Fætter Gufs ungdom, men ingen af de nævnte har vovet at rette et anklagende øje imod Bedstemor And.

Fætter Højben jf. Gans: En ands hemmelige dobbeltliv eller beviset på en forskers galskab?

Hvor dr. Gans langt hen ad vejen har modtaget anerkendelse for sine præcise "psykogrammer" af Onkel Joakim, Anders And og Andersine, men desværre nærmest er blevet ignoreret hvad angår den ellers ikke helt uinteressante tese omkring Bedstemor And og Fætter Guf, så gælder doktorens vel nok mest berømte - eller berygtede - og kraftigt udskældte teori Fætter Højben. Hvad den Gans'ske Højben-teori måtte mangle i bevisførelse, kompenserer den så rigeligt for i gennemført konspirationsparanoia og homofobi. Faktisk må Højben-tesen betragtes som lidt af et mesterværk ud i denne generelt undervurderede genre af den akademisk-donaldistiske forskning - et mesterværk, som måske endnu aldrig er blevet tangeret. Teorien fortjener derfor at blive gengivet i sin helhed, da den alligevel næppe er mulig at referere bare nogenlunde fyldestgørende.

»Den hårde kerne i legenden om "lykkefuglen" Højben bygger på talrige begivenheder, hvor han i præcis rette øjeblik reddes eller hjælpes af en usynlig kraft. At dømme efter kraftens verdensomspændende og så godt som fuldstændige dækningsgrad kan det kun dreje sig om den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Hvem skulle ellers uden tøven kunne stille en oppustet gummielefant til rådighed, når Fætter Højben pludselig fanges af en uventet flodbølge?  

Når man først har indset, at Fætter Højben er CIA-agent, begynder en række mærkværdige forhold omkring ham pludselig at give mening. Alene det faktum, at han som and bærer efternavnet (på tysk) Gans (=Gås) burde mane til eftertanke. (...) Fra tid til anden møder han tilsyneladende ukendte personer, der overgiver ham hemmelige direktiver under mere end almindeligt suspekte forklaringer, hvis Højben ikke er alene: 

Som mange af sine kolleger er Højben blevet agent pga. djævelsk afpresning: Han må skjule noget for offentligheden, som efterretningstjenesten er bekendt med. Fætter Højben er homosexuel. Hans tilsyneladende flirt med Andersine er alene et påtaget og dikteret skalkeskjul, der skal sløre virkeligheden for omgivelserne. Trods Højbens smukt bølgede hår, det moderigtige tøj og omdømmet som uforskammet heldig foretrækker Andersine vedvarende at afvente, at Anders udvikler sig til et seriøst parti. For den kritiske iagttager lader Højbens virkelige tendenser sig ikke skjule. Højben ligger under for en latent homosexuel tiltrækning til Anders, som han konstant søger selskab med - dog tilsyneladende frugtesløst - under dække af at ville demonstrere sit "held". Af ren og skær skinsyge foregiver Højben at være Andersines tilbeder, da han dermed håber på, at kunne få Anders for sig selv.

CIAs interesse i at indrullere Fætter Højben i sin hemmelige tjeneste kan let forklares ved Højbens slægtskab med Joakim von And. Dennes våbenhandel med lande fra den tredje verden (som dr. Gans mente at have bevist tidligere) er det nødvendigt at overvåge, da man ikke kan forvente, at en så skruppelløs profitmager vil tage hensyn til sin egen regerings udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser. Højben, "Den heldige kartoffel", er således i virkeligheden blot en medynkværdig marionet, hvis pludselige og endegyldige bortgang fra Andeby engang udi fremtiden desværre må regnes for yderst sandsynlig.« (Gans 1970, 67-69)

Fætter Højben er altså homosexuel CIA-agent hyret af "The Company" til at overvåge Onkel Joakims ulovlige våbenhandel med slyngelstater i den tredje verden. Mine damer og herrer: dr. Grobian Gans! En mester i sit fag. På samme tid gal og genial. Men først og fremmest gal.

Rip, Rap og Rup: Oprørske unge ænder i den anale fase

De eneste medlemmer af Familien And, der ifølge dr. Gans har et naturligt og uhæmmet forhold til deres sexualitet, er børnene Rip, Rap og Rup. I deres psykogram vender dr. Gans tilbage til sit freudianske udgangspunkt, og beskriver hvordan ungerne »Med frydefuldt erigerede halefjer og lystfulde miner giver (...) sig hen til rutschebanens behagelige friktion« (Gans 1970, 81). Oversætteren vil gerne understrege, at ordvalget er Gans' eget - spørgsmålet om, hvordan halefjer kan erigere, overlades her til de donaldistiske biologer.  

Med stor fornøjelse gennemlever de raske drenge deres anale fase ved at rode rundt i mudder og snavs - og med en forbilledlig energi kæmpe imod den ældre generations uforstandige forsøg på at rive dem ud af denne naturlige fase.

Ligeså forfriskende finder dr. Gans trillingernes generelle ungdomsoprør imod onklernes pseudo-autoritære og småfascistiske formynderi.

Som neutral iagttager fristes man til at mene, at den gode dr. Gans i sin afsluttende analyse af RRR i vidt omfang har projiceret sig selv og - med ganske stor forudseenhed - sine kritikeres syn på sig. Rutschebanen symboliserer det glatte skråplan, som doktoren med fryd og i fuld bevidsthed har ladet sig glide ned ad under stor friktionel nydelse for til sidst at begrave sig i et herligt søle af donaldistisk skandalisme - til stor provokation for de mere moralske, selvretfærdige og pseudo-autoritære donaldister i deres sexuelt hæmmede og nypressede matrostøj. Men det er nu bare undertegnede ducktors diagnose...

Dr. Gans og hans litterære henvisninger

Dr. Grobian Gans gjorde i sit værk flittig brug af henvisninger til tidligere donaldistiske studier af ændernes sexualitet, psyke og adfærd i øvrigt - typisk for efterfølgende at afvise forgængernes påstande. Det gjaldt således afhandlinger af Arbuthnot Bramstone (1954), Percival Pumpkin jr. (1962), Seymour Stitchum (1964), Monique de la Poule (1968), Gabriele Gander (1969), Peter Puter (1969) og Nickel S. Dime (1970); alle med ganske lovende titler (se evt. nedenfor). Skulle man ønske selv at tage de refererede værker til nærmere studie, støder man imidlertid på et problem, da de tilsyneladende ikke kendes af selv ellers normalt ganske kyndige bibliotekarer og boghandlere. En forhåndsmistanke om muligheden for sådanne problemer vil måske allerede vækkes hos nogle ved gennemsyn af udgivelsesstederne: Entenhausen, Ducksborough, Burbtown og Cape Caneveral.

Eftersom senere tiders tyske donaldister har udtrykt tilsvarende problemer med at finde de omtalte værker,^[4] må konklusionen nok være, at der efter alt at dømme er tale om selvopfundne titler og forfattere fra dr. Gans' side! Og selvom man måske nok kan forstå doktorens bevæggrunde - det er svært kedeligt at præsentere et epokegørende paradigmeskift i en videnskab uden ældre forskningsværker - så kommer vi ikke udenom, at en sådan praksis videnskabeligt set er en smule betænkelig og strengt taget ikke lever helt op til gældende akademiske normer. Heldigvis har eftertidens donaldismeforskere ikke været fristet til lignende numre; lige siden Gans har faget altid haft rigeligt af virkelige fortidige studier og teorier at gøre op med.

• Bramstone, Arbuthnot (1954): "Where do the Ducks come from? New facts on the outer-space-theory", Cape Caneveral.

• Dime, Nickel S. (1970): "Zur Vermögensbildung der Gemeinde Entenhausen in den Jahren 1914-1969", Pennytown.

• Gander, Gabriele (1969): "Maximen und Reflexionen zur Veronkelungstheorie anhand der Sandwich-Insulaner",'Ducksborough Free Press' Annual 5.

• de la Poule, Monique (1968): "Die verkaufte Generation", Entenhausen.

• Pumpkin jr., Percival (1962): "Contributions on Twin Research to Psychology of Grown-up Ducks", Burbtown.

• Puter, Peter (1969): "Zieheltern und Junghennen-Komplex", Burbtown.

• Stitchum, Seymour (1964): "The organisation of scrooges", Lubbock/Va.

Skulle nogle af Akademiets besøgende mod forventning være bekendt med ægtheden af ét eller flere af de omtalte værker, modtager vi meget gerne besked derom - og skylder i så fald dr. Gans en dyb undskyldning.

Noter:

[1] Jf. Max Weber (1965): “Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus”, i sammes ’Die protestantische Ethik’, s. 60 ff.  

[2] .. som det f.eks. kommer til udtryk hos  Kronborg: »De mange penge, som måske kunne vække anstød hos nogle læsere, forvandles gennem Joakims lidenskab for pengebade til et helt harmløst fænomen. Det kunne lige så godt være bordtennisbolde, Joakim havde i sin pengetank.« Steffen Kronborg (1988): “Andre andalyser - En (ny) andtologi”, Lyngby, s. 23.

[3] Tesen er (desværre) ikke instituttet bekendt, men den skulle angiveligt være fremsat af en Percival Pumpkin jr. (1962). Om dr. Gans' brug af referencer til ældre værker henvises til det afsluttende afsnit her på siden.

[4] F.eks. jf. Schottky (1982).

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

• AA         : Anders And & Co.
• DSRRR   : Den Store Rip, Rap og Rup
• MH         : Måneds-Hæfte
• OS           : Donald Duck One Shots
• US           : Uncle Scrooge
• VP           : Vacation Parade
• WDC      : Walt Disney’s Comics & Stories
• WDK      : Walt Disney’s Klassikere
• YD           : Daily strips (striber bragt på hverdage i amerikanske aviser)

Litteraturhenvisninger:

• Dünnebier, Debila (1977): “TT und T”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 8-9, 11-13 .

• GrandjeAnd, dr. J. (2003a): “Hvorfor være Verdens rigeste and?”, Center for Klassisk Donaldisme.

• GrandjeAnd, dr. J. (2003b): “Fra Fætter Gufs ungdom”, Center for Klassisk Donaldisme.

• Flössner, Wolfgang (1977): “Die Schnabelwulst-Problematik oder der schöne Gustav”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 7,  2 .

• Mats (2003): “Om ænder og øjne - og Fætter Gufs mulige faderskabsforhold”, Donaldistisk Forum.

• Schottky, Martin (1982): “G. Gans, der Grobian oder wie Gustav zum CIA kommt”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 33, 33.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.