Hvorfor være Verdens rigeste and?
- et religions-psykologisk kig ind i Joakim von Ands selvopfattelse
af dr. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme 2003
Et af de store spørgsmål i Joakimforskningen er, om det først og fremmest er rigdom, magt eller berømmelse, som Joakim von And higer efter? Allerede dr. Grobian Gans var inde på, at rigdommen jf. klassiskWeber’sk protestantisk-kapitalistisk etik kunne tolkes som et tegn på gudernes gunst og derfor også havde en stor symbolsk værdi for individets selvoplevede og sociale status: “Jeg er rigest - ergo er jeg bedre end alle andre.”[1]
Forskerne har da også peget på, at Joakim ved flere lejligheder udviser en påfaldende interesse for at håndhæve sin sociale status som verdens rigeste and. Således mente bl.a. Steffen Kronborg (1988), at det er uhyre vigtigt for Joakim, at andre folk ved, hvor rig han (altså Joakim) er. Denne påstand underbyggede Kronborg dels med Joakims forskellige dyster imod Guld-Iver Flintesten,
dels med selve pengetanken: »Hvordan kan Joakim bedre gøre opmærksom på sine mange penge end ved at lade dem indkapsle i en monumental pengeboks, højt hævet over omgivelserne? Pengetanken optræder simpelt hen som Joakims forstørrede ego, hvad angår rigdom.«[2]
Undertegnede vil imidlertid udtrykke skepsis overfor nogle af hr. Kronborgs tolkninger. Jeg er enig i, at vigtigheden for Joakim af at være Verdens Rigeste And er hævet over enhver tvivl. Da man jo ret beset vel også kunne leve en rimelig tilværelse som verdens næstrigeste and, har Joakims stræben tydeligvis mere end blot materiel karakter. Men søger Joakim virkelig berømmelse? Det mener jeg ikke, hvilket kan underbygges med nedenstående barksistiske belæg.
Anders kan tydeligvis ikke lokke sin Onkel Joakim til fotografen med udsigten til berømmelse. Men da han jo nok ved, hvor onkelen har sit bløde punkt (jf. Anders’ andet overtalelsesargument), lykkes det alligevel, at få Joakim på forsiden af SIDSTE NYT. Glæden ved berømmelse viser sig her ganske utvetydigt at være et fænomen, der kun optræder hos familiens yngre generationer.
Men hvis Joakim von And er ligeglad med - eller ligefrem afskyr - almen berømmelse, hvorfor så kappedysterne med Guld-Iver Flintesten (og senere den mindre seriøse opkomling Andy Anderbilt), den monumentale pengetank og - måske først og fremmest - den legendariske duel med maharajaen af Pengostan om at rejse den største statue af Cornelius Blisand? I tråd med samfundsudviklingen søgte visse donaldismeforskere i 1970’erne at forklare Joakims adfærd med magtgrisk og imperialistisk kapitalisme, i 1980’ernes tillagde man ham mere yuppiematerialistiske og statussøgende bevæggrunde, og i 1990’erne har man set ligheder mellem Joakims adfærd og den samtidige kedelige trang i den menneskelige verden til at opnå individuel medieberømmelse for enhver pris. Alle disse sammenligninger er ifølge min mening ligeså utilstrækkelige, som de er tåbelige. Den eneste måde man kan begynde at forstå de donaldistiske idealfigurers adfærd på er ud fra figurernes religiøse selvopfattelse.
Nøglen til forståelsen af Joakims adfærd skal således søges i hans egen selvforståelse af sin rolle i det donaldistiske univers. Joakim er ganske bevidst om rigdommens vigtige symbolværdi for guddommelig gunst, der ligeledes gives til udtryk gennem Joakims uovervindelighed i økonomiske anliggender, der gør ham til et donaldistisk ideal. Det er således langt mere end blot økonomisk frygt for sin fremtidige levestandard eller forfængelig hang til social anerkendelse og omtale i medierne, der gør, at Joakim er parat til at kæmpe så indædt for at bevare sin status som verdens rigeste and. Den dag, han mister den, har han ligeledes mistet gudernes gunst og sin idealstatus. Ordsproget "Being second stinks" kan slet ikke beskrive konsekvenserne af et nederlag; i det øjeblik Joakim ikke længere er verdens rigeste, er han ingenting! Han vil simpelthen have mistet sin raison d'être. Vi oplever præcis samme rædsel manifestere sig hos Fætter Højben og Grønspætterne, når det et kort øjeblik ser ud til, at henholdsvis heldet eller Grønspættebogen (eller korpshunden General Snif) har svigtet dem.
Men har Joakim von And da grund til at frygte for at miste gudernes velvilje? Er han virkelig nødt til bestandigt at bevise overfor dem, at han fortjener rollen som verdens rigeste and og økonomisk uovervindeligt ideal? Nu er det jo svært at gisne om, hvordan de donaldistiske guder tænker og handler, men foreløbig er der i hvert fald ingen præcedens for, at de kan finde på at fratage de udvalgte idealer deres evner og status. Kun når idealerne forsøger at overskride deres respektive grænser, falder hammeren prompte. Dog er der især i nyere donaldisme stadig flere eksempler på, at Anders rent faktisk periodisk er heldigere end Højben. Selvom man let kan have sympati for Anders mht. den irriterende heldige fætter, så er det påfaldende ofte man hører donaldister give udtryk for, at de ikke rigtigt kan lide disse beretninger. Denne oplevede betænkelighed hos donaldisterne forklares efter min mening bedst med, at disse seriøse mennesker gennem sædvanligvis mange års intense studier har forstået den religiøse sammenhæng i Andeby. Hvis Joakim mister sine penge endeligt, hvis Anders vinder over Højben eller hvis Stygge Ulv fanger Grisene, er det i virkeligheden ikke spor sjovt. Det er nemlig et brud med den donaldistiske orden i religiøs forstand, et apokalyptisk tegn på Ragnarok og verdenens nært forestående undergang!
Uanset om Joakim von Ands frygt, for ved egen manglende kampindsats at kunne miste gudernes gunst, er reel eller ej, så er han tydeligvis ikke selv sikker på, at han kan tage sin fortsatte status for givet. Når han derfor bestandigt nedkæmper enhver udfordrer, tjener endnu flere penge og bygger monstrøse pengetanke, er det ifølge min overbevisning et udslag af en freudiansk angst og usikkerhed på sig selv, der resulterer i et behov for hele tiden overfor sig selv at bevise, at han stadig er gudernes yndling - og tillige at bevise overfor guderne, at han stadig har gjort sig fortjent til deres gunst.
Noter:
[1] Dr. Grobian Gans (1970): “Die Ducks - Psychogramm einer Sippe”, München, s. 24.
[2] Steffen Kronborg (1988): “Andre andalyser - En (ny) andtologi”, Lyngby, s. 23-24.
Anvendte
billedkildeforkortelser (fremkommer
ved at placere cursoren på billedet):