Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Center for Klassisk Donaldisme
Fra
Fætter Gufs ungdom
Foredrag afholdt af dr.don.clas. J. GrandjeAnd ved julefrokosten 2003 i Center for Klassisk Donaldisme.
Fætter Guf er berømt - eller måske snarere berygtet -
selv uden for donaldistiske kredse som Bedstemor Ands dovne, dumme og grådige gårdskarl.
Altid søger han at slippe for arbejdet, og det eneste, der kan lokke ham væk
fra den skyggefulde hvileplads under træet eller bag høstakken, er, når
Bedstemor And disker op med endnu et lækkert måltid. “Hvorfor beholder hun
ham dog? Hvorfor bliver han ikke fyret?”, har forskerne spurgt sig selv igen
og igen, uden at få et godt svar. Det får I muligvis i dag, men det er faktisk
som sådan slet ikke denne gåde, mit foredrag først og fremmest skal handle
om. Jeg vil derimod vise jer, at det traditionelle billede, som de fleste
donaldister og ikke-donaldister har af Fætter Guf, ligger ganske langt fra den
unge gase, som vi finder i de ældste klassisk-donaldistiske kilder.
Den tidligste donaldistiske omtale af Fætter Guf stammer fra foråret 1938. Som så ofte før er reporteren bag de første opsigtsvækkende billeder den legendariske Al Taliaferro. Begivenheden blev publiceret i amerikansk donaldisme den 8. maj 1938.
Anders modtager et brev fra en Tante Fanny, dateret maj 1938, hvori tanten adviserer ham om, at hans fætter kommer på besøg: »Dear Donald. Your cousin, Gus Goose, is coming for a visit. Aunt Fanny. P.S. Please watch his diet.« Splitsekunder efter smækker døren op (besøgende familiemedlemmer har det med at dukke op med ekstremt kort varsel hos Anders And), og Fætter Guf har sat sig til rette ved frokostbordet - og selvom Anders helt glemmer sine gode manerer, såsom at byde sin fætter velkommen, så ser vi, at Guf er yderst velopdragen og pænt letter på hatten, mens han tager en bid af...ja, hvad er det i grunden Anders har serveret? Jeg har ladet de erfarne billedgenetikere på Bjørnologisk Fakultet studere kildematerialet, og deres konklusion er, at der uden nogen tvivl er tale om et stykke stegt fjerkræ, der formentlig er - eller rettere, har været - en høne, men faktisk også kunne være en and eller en gås! Denne dramatiske iagttagelse må dog afvente at blive tolket til en senere lejlighed.
Vi vil i stedet benytte det unikke kildemateriale til at fastslå, at “fætter”-betegnelsen i dette tilfælde ikke blot er i den i Andeby ellers så udbredte “sociologiske” form (jf. sidste års foredrag om “den sociologiske onkel i Andeby”). Anders og Guf er ifølge brevet vitterligt fætre i ordets strengeste genealogiske betydning. Denne konklusion understøttes af Anders’ umiddelbare kommentar: »Relatives! Pooey!« Som Gufs besøg skrider frem de efterfølgende 14 dage, bliver det også ganske tydeligt, at den eneste grund til, at Anders udholder visitten, er den følte familiære forpligtelse. Det næste spørgsmål, der melder sig, er, om Anders’ bemeldte Tante Fanny så også er Fætter Gufs moder? Forskningen kan endnu ikke give et endegyldigt svar derpå, men indikationerne er der. Da telefonen ringer hos Anders den 23. maj 1938, er hans udtrykte ønske, at det er Gufs forældre (»..yer folks...«), der vil have ham hjem igen. Nu viser det sig i stedet at være en anden gren af familien, der vil bringe den stakkels Anders fra asken til ilden, men det er en helt anden historie.
Fætterforholdet imellem Anders og Guf fastslås igen den 10. november 1941, hvor Anders irriteret spørger ungerne, hvorfor de ikke vil med ud til »..min fætter på landet.« At Anders og Guf er fætre, må herefter anses for et akademisk-donaldistisk fastslået faktum.
Den næste interessante oplysning, der sikkert vil overraske mange, er, at Fætter Guf inviterer Anders og nevøerne ud på sin gård; Guf er altså i denne tidlige taliaferrisme selvstændig gårdejer! Denne status har han i øvrigt opnået allerede i efteråret 1938, hvor Anders også er på besøg på Gufs gård i et par uger i midten af november. Gårdens beliggenhed bestemmes endvidere i den danske udgave til et sted i omegnen af stationsbyen Mageløse, der befinder sig i en ikke helt negligerbar togrejses afstand fra Andeby - eller med Rip, Rap og Rups mere håndfaste betegnelse: »..langt ude på bøh-landet!«.
Men hvad er det for en person, vi møder i den unge Fætter Guf? Først og fremmest en sulten person! Fætter Guf udviser en fuldkommen abnorm appetit under sit indledende besøg hos Anders i foråret 1938, som han vist end ikke i eftertidens stereotype afbildning af hans hang til gode sager har formået at overgå.
Efter at have ædt Anders ud af huset fortsætter Gufs imponerende Vielfraßerei igennem bl.a. fire store udstoppede fisk i Lystfiskerklubben og bananerne i abeburet i Andeby Zoo. Kronen på værket er dog efter min mening, da han puffer et spædbarn ud af dets barnevogn og gør sig til gode med sutteflasken.
Gufs smag for god mad - ja, vel i virkeligheden alt der overhovedet kan spises - kan altså konstateres allerede i hans grønne ungdom. Men hvad med billedet af ham som doven og dum? Bortset fra, at han i kildebelægget ovenfor også forstår at gøre sig det mageligt i barnevognen, så er dét med dovenskab faktisk ikke et kendetegn ved den unge Guf overhovedet - hvilket jeg vil vende tilbage til i flere omgange. Og dum er han bestemt ikke. Faktisk er han betydeligt smartere end Anders (hvor meget det så end siger). Også det vender jeg tilbage til.
En indikation på den manglende dovenskab får vi i efteråret 1941, hvor Anders er på besøg ude på gården. Her er det således en helt ukendelig Fætter Guf, vi møder, der frivilligt står tidligt op for at malke koen, og i øvrigt hele tiden arbejder hårdt.
Opmærksomme tilhørere (eller læsere, red.) vil i øvrigt sikkert bemærke med undren, at Guf og Andersine i Anders’ drøm stikker af sammen og opsøger en giftefoged! Dette er endnu et forhold, som jeg vil vende tilbage til. I mellemtiden vil vi holde fokus på Gufs faglige karriere. I 1938 til 1941 har Guf altså status af (formentlig) selvejende gårdmand, mens Bedstemor And på ingen måde er inde i billedet endnu. Faktisk træder hun for første gang ind på scenen den 27. september 1943 som Anders’ eller ungernes “Farmor”.
Nogle forskere vil dog hævde, at Bedstemor Ands kildemæssige debut skal henlægges tre år tidligere til den 11. august 1940. Her ser vi hende nemlig for første gang på et billede i Anders’ hjem, som Anders i øvrigt gemmer hele sin opsparing bag.
I begyndelsen møder vi kun Bedstemor And, når hun besøger familien i Andeby, men det skinner allerede da igennem, at hun kommer fra landet. Dette indtryk bestyrkes af en anden stor mester fra den klassiske donaldisme, nemlig Carl Barks, der ligeledes i september 1943 kan berette, at der “ude hos Bedste” findes en hest, som både Anders og ungerne vil benytte til et stort væddeløb (OS 29-2).
De første barksistiske billeder af Bedstemor And er fra december 1945, hvor hendes bopæls rurale lokalisering fremgår særdeles tydeligt, idet vi følger, hvordan familien med stort besvær forsøger at nå frem til Bedstes gård for at holde jul - hvilket i øvrigt mislykkes, men i stedet er Bedste nået frem til Anders’ hus (FG 1945). Fætter Guf er imidlertid ikke med. Gufs skæbne siden januar 1942 ligger hen i fuldkomment mørke indtil juli 1950, hvor det igen er Barks, der som den første kan bringe billeder af den genfundne gase. Og nu er Guf ansat som gårdskarl hos Bedstemor And!
Fætter Guf anno 1950 har tydeligvis bevaret sin gode appetit fra ungdomsårene. Men er han blevet doven? Og er det eventuelt årsagen til, at han har sagt farvel til sin egen gård og er kommet i tjeneste hos Bedste i stedet? Well, som det fremgår af efterfølgende scene, er Bedstemor And hurtig til at karakterisere Guf som doven, ja endog »..den mest dovne rad, som tænkes kan!« Men her må man huske på, at “den unge Bedste” i den klassiske donaldisme faktisk er en temmelig skrap, stivnakket, konservativ kone af den meget gamle skole (i øvrigt med en nærmest sygelig tendens til rengøringsvanvid). Derfor er fortsættelsen af hendes verbale bedømmelse af Guf nok så vigtig at tage med i betragtning: »Han spilder en masse tid med at hitte på, hvordan han undgår at arbejde!«
I dag ville vi snarere bedømme den unge Guf som nytænkende og kreativ. Havde det ikke været for folk som ham, der spekulerer over, hvordan tingene kan gøres nemmere, ville vi stadig rende rundt og jage urokser med sten og kæppe. Man kan også karakterisere Gufs hang til at hitte på en nemmere måde at gøre tingene på - i stedet for bare at gøre dem - som noget typisk maskulint, hvilket mange kvinder sikkert vil kunne nikke genkendende til. Men som sagt er Guf endnu i denne fase ikke “doven” i en sløv og ugidelig forstand. Han er blot “økonomisk med sine kræfter”, som man ville sige i sportsjournalistikken. Og man må bestemt lade ham, at hans kreativitet og hittepåsomhed ikke er uden potentiale. Et allerede fremvist eksempel herpå er den gyngestolsdrevne smørkærner, et andet fra samme beretning er den hundehalebaserede tæppebanker. Store arbejdsbesparelser opnået med enkle midler.
I virkeligheden må Bedstemor And ofte erkende, at hun undervurderer Gufs arbejdsomhed og virkelyst. Som dengang i 1954, da endnu en af de store klassiske reportere, Paul Murry, kunne berette, hvordan Bedste selv tog på ferie, mens Guf lovede at tage sig af det hele på gården. Ferien ødelægges af Bedstes spekulationer over alt det, som hun har glemt at fortælle Guf, at han skal gøre. Men da hun kommer hjem, har den flittige Fætter Guf såmænd gjort det hele af sig selv.
Det er således tankevækkende, at alle de tre store reportere, der har bragt os beretninger fra Fætter Gufs ungdom (dvs. Taliaferro, Barks og Murry), alle tegner det samme billede af en madglad (indrømmet!), intelligent og i virkeligheden ganske flittig gase. Ser vi bort fra den uheldige ungdomsepisode med spædbarnet og barnevognen, er det endda også en blødhjertet og rar Fætter Guf, de klassiske mestre viser os. Som i den første barksistiske beretning, hvor Guf ikke har tømt postkassen i en måned, fordi en fugl har bygget rede deri.
Jamen, hvorfra stammer da billedet af den luddovne og kynisk beregnende Fætter Guf, der groft udnytter den søde gamle Bedste og ondsindet søger at udrydde eller i det mindste bortjage musene Tim og Bum? Udelukkende fra de non-klassiske “reportere”, der i starten af 1950’erne (hvad angår dækningen af Fætter Guf) især blev repræsenteret af tvivlsomme typer som Bob Moore og Frank McSavage - og måske værst af dem alle: Riley Thompson (klassisk-donaldistiske gufologer kan ikke sige dette navn uden at føle trang til at spytte). Det er således bemeldte Thompson (hrrg-pftøj!), der er kreatøren bag den nærmest “klassiske” (her i ordets ikke-kvalitetsmæssige forstand) scene, hvor Fætter Guf “hjælper” Bedstemor And med at trække vand op af brønden (AA 10/1951).
Det er altså Thompson, der har opfundet den uforskammet dovne Fætter Guf, og det er ligeledes hos Thompson, at Guf første gang afbildes som den kyniske og udspekulerede snylter.
På samme vis lykkes det efterfølgende Guf at narre sin arbejdsgiver til at kløve brænde...
..og malke koen...
..mens han selv hygger sig inde i varmen og storskryder over sin egen snedighed (AA 12/1951).
Tsk-tsk! Stort bedre er billedet ikke hos Frank McSavage (AA 11/1951).
Ud over den nærmest vulgært dårlige billedkvalitet, ikke mindst hos Thompson og Moore, der for ortodokse klassisk-donaldister er et utvetydigt tegn på, at vi her har at gøre med opdigtede falsknerier af charlataner, der aldrig har set det, de hævder at berette om, så er det endvidere afslørende, at ikke blot Guf, men også Bedstemor And selv optræder med en helt anden personlighed i disse vulgærdonaldistiske beretninger. Hun er således både dum og forfængelig, såvel med sin alder som med sit udseende. En hunand milevidt fra den skrappe gamle matriark, som vi især ser hos Taliaferro og Barks. Helt grotesk bliver det i den tydeligt fabrikerede historie hos Bob Moore (AA 8/1951), hvor Onkel Joakim plejer omgang med en af Andebys mest notoriske forbrydere, Sorteper, som han sender ud for at snyde Bedste.
Nok har vi set Joakim von And gøre tvivlsomme ting i sin tid, men der må være grænser for galskaben. Thompson, McSavage og Moore er en samling utroværdige bladsmørere, men desværre er deres - og ikke mindst Riley Thompsons (hrrg-pftøj!) - løgnagtige billede af Fætter Guf gået hen og er blevet prototypen på, hvordan han afbildes også i den post-klassiske donaldisme (der som bekendt heller ikke har meget andet end gemen underholdningsværdi at byde på).
Næ, lad os så vende tilbage til den ægte vare. Fra de to “sen-klassiske” mestre, Murry og Barks, gives vi således endnu et par ledetråde med hensyn til Gufs familieforhold. Hos Murry berettes det således i november 1950 (AA 2/1956), at den stakkels blødhjertede Fætter Guf får hjemvé, da han smager Bedstes dejlige jordbærsyltetøj, der minder ham så herligt om den, hans egen mor plejede at lave. Ak ja, ikke et øje er tørt - i hvert fald ikke hos Guf.
Men den måske nok mest opsigtsvækkende oplysning om Gufs familierelationer bringes nu alligevel af Barks, der også giver os den hidtil mest tungtvejende grund til, at Fætter Guf har fået job hos Bedste og efterfølgende har været i stand til at beholde det: Fætter Guf er Bedstemor Ands nevø!
Dette er faktisk et uhyre essentielt faktum for den klassisk-donaldistiske genealogi, idet det betyder, at da Anders og Guf er fætre, og Guf samtidig er Bedstes nevø, kan Anders næppe være et barnebarn af Bedstemor And, som det jo ellers ofte hævdes. Han må enten være hendes søn, hendes nevø eller af fjernere slægtskab, men en status som barnebarn er så godt som umulig, med mindre man vil begive sig ud i nogle virkelig skumle familierelationsspekulationer...
Og - måske meget apropos - er jeg dermed nået til den del af min forelæsning, som jeg ved, at mange af jer har ventet på. Nej, ikke afslutningen, men derimod spørgsmålet om den unge Fætter Gufs kærlighedsliv!
Af uransagelige årsager, der jo nok kunne fortjene et studium i sig selv, har den donaldistiske forskning lige fra begyndelsen haft en påfaldende interesse for kønslivet i Andeby. Til trods for dette har forskerne generelt - i hvert fald indtil for nylig - ikke tillagt Fætter Guf nogen rolle i en sådan henseende; uden at det ligefrem er blevet explicit hævdet, så har det ligesom været underforstået, at den slags udskejelser er Guf simpelthen alt for doven og ugidelig til. Denne forestilling, der jævnfør ovenstående gennemgang af den unge Fætter Gufs levned bygger på en række yderst tvivlsomme kildeudsagn, fik i sensommeren 2003 sit første alvorlige skud for boven, da den norske donaldismeforsker hr. Mats (der har opnået international berømmelse for sin rekonstruktionsmodel af Joakim von Ands pengetank) fremsatte en opsigtsvækkende teori om, at flere af Andebys ællingekuld kunne have Fætter Guf til fader.
Teorien blev, måske ikke overraskende, modtaget med nogen skepsis. Trods stor sympati for selve grundidéen i tesen stillede jeg mig da også selv noget tvivlende overfor tanken om, at også Rip, Rap og Rups ukendte fader skulle være den trivelige gase, ikke mindst da jeg med min efterfølgende påvisning af ændernes oftalmologiske udvikling mente at kunne konkludere, at de runde/ovale højtsiddende øjne hos RRR er helt normale for donaldistiske ællinger på dette alderstrin - og derfor ikke kan antages som bevis for gåseblod i brødrenes årer.
Ganske anderledes forholder det sig med hr. Mats’ oprindelige tese om, at Kylle, Pylle og Rylle kan være døtre af Guf. Det er således værd at bemærke, at KPR har helt anderledes formede næb end RRR. Selvom også KPR i nogle afbildninger kan siges at have den blandt tyske forskere meget omtalte Schnabelwulst (næbfortykning) yderst på næbbet, så er den langt fra så kraftig som hos RRR. Men den mest markante forskel er dog, at deres næb er spidse og peger opad. Vi har i den andelogiske forskning ingen belæg for at tro, at dette skulle være et specielt feminint træk hos den donaldistiske andeart. Således har eksempelvis Andersine et ganske traditionelt formet andenæb. Ungdomsbilleder af Bedstemor And viser det samme.
KPR’s næbform indikerer således, at de IKKE er renracede ænder. Den opadstrittende næbform, der også findes hos “halv-anden” Fætter Højben, minder mest af alt om næbformen hos de donaldistiske gæs. Eftersom vi ved, at KPR’s moder er Andersine Ands søster, har vi således kraftige indikationer på, at deres fader er en gase. Men kan denne gase virkelig være Fætter Guf?
Lad mig starte med at fastslå, at opfattelsen af Fætter Guf som en lad og kønsløs madfrans uden interesse for eller appel til kvinderne på ingen måde harmonerer med kilderne fra hans ungdom. Tværtimod. Og det er vel og mærke ikke de unge hungæs, men derimod de unge hunænder, han har et godt øje til - og som bestemt også selv har et godt øje til den høje flotte gase. Som vi allerede har set, har Anders i 1941 en ond drøm, hvori Guf og Andersine stikker af og lader sig smede i Hymens lænker. At denne jalousi ikke er fuldkommen grundløs, er der faktisk flere belæg for, f.eks. dette fra den 14. november 1941.
Og igen få uger efter (den 4. januar 1942) er Andersine svært interesseret, da Fætter Guf er taget til byen for at købe en ring - der dog viser sig, at være til en anden end hun tror...
Som det fremgår af den kærlige taliaferristiske scene i hønsegården 1941, er Guf heller ikke (altid) blind for Andersines ynde. Fra den kildemæssigt mere usikre afdeling kan Frank McSavage også berette om Gufs smag for veldrejede unge hunænder, som dengang Bedstemor And havde en fransk stuepige ved navn Fifi ansat (AA 11/1951). I den klassisk-donaldistiske forskning har vi som allerede nævnt ellers ikke megen fidus til blandt andre McSavage, men faktisk stemmer hans beretning på dette felt helt overens med det taliaferristiske billede af Guf.
Vi kan altså konstatere, at Kylle, Pylle og Rylle udviser stærke fysiologiske indikationer på, at have en gase til far. Vi kan endvidere konstatere, at Fætter Guf i sine unge dage udøvede en ikke helt ringe tiltrækning på unge hunænder, som han også selv fandt ganske interessante. Men har vi noget kildemæssigt belæg for, at koble disse to sæt empiriske observationer sammen? Kan vi på nogen måde finde en forbindelse imellem Fætter Guf og Andersines søster? Svaret på dette afgørende spørgsmål er: Ja, MON ikke!
Da Anders vil have ungerne med ud på Fætter Gufs gård i november 1941, er det således ikke udelukkende af almindelig fætterlig familiehengivenhed. Anders er nemlig bekendt med, at han i denne periode kan regne med at træffe Andersine i samme nabolag. Og hvorfor er det mon, at hun er at finde i omegnen af Fætter Gufs gård i det fjerntliggende Mageløse landdistrikt i november 1941? Det er såmænd fordi, at hun besøger sin søster (og niece), der bor på gården ved siden af Fætter Gufs!!!
At det vitterligt er Andersines søster (og ikke en mulig bror), der er nabo til Guf, fremgår senere i beretningen.
Med denne opdagelse mener jeg, at hr. Mats' hypotese om Fætter Gufs mulige faderskab til Kylle, Pylle og Rylle må være kraftigt bestyrket: vi har således både indicierne (KPR’s næbform), motivet (gensidig interesse imellem Guf og unge hunænder) og lejligheden (naboskab imellem Guf og Andersines søster). Meget nærmere et bevis kommer man sjældent i den akademisk-donaldistiske forskning!
Efter således at have afdækket fakta, vil tilhørerne (og læserne, red.) forhåbentlig tillade mig, at opstille en tese for begivenhedernes gang i overensstemmelse hermed. Efter besøget hos Fætter Anders i foråret 1938 har Guf erhvervet sig en gård i Mageløse. Måske har forældrene købt den til ham, men det er også muligt, at han har arvet den efter forældrene, da vi ikke hører mere til dem - bortset fra Gufs hulkende minde om moderens jordbærsyltetøj i slutningen af 1950. Hvorom alting er, driver Guf sin gård på tilsyneladende uproblematisk vis fra efteråret 1938 til vinteren 1941-42. På dette tidspunkt er han ved at få øjnene op for det modsatte køn - ikke mindst blandt ænderne - og her har tilfældet maget det således, at Andersines søster bor på nabogården med sin lille datter Anneline.
Faderen til Anneline nævnes aldrig, men som det fremgår, har hun et ganske traditionelt andeformet næb - akkurat som Rip, Rap og Rup - og vi må derfor formode, at hendes fader er en and. Tidspunktet taget i betragtning (1941), er det ikke utænkeligt, at han er indkaldt til militærtjeneste. Efter at Fætter Guf forgæves har gjort haneben (eller rettere: gaseben) til Andersine, vender han blikket imod sin ensomme naboerske, der selvsagt har brug for en stærk mand til at hjælpe sig med vinterpløjningen. Og hvis Andersines niece har sit charmerende væsen fra moderen, forstår man jo godt, hvis Guf hjælpsomt tilbyder sin tjeneste - både på den ene og den anden måde...
Et stykke tid efter foreligger konsekvenserne: Kylle, Pylle og Rylle udklækkes, og viser tydelige gåsetræk. Andersines søster er skandaliseret! Hvad enten det nu er hendes fra krigen hjemvendte (m)and eller familien og lokalsamfundet i almindelighed, så ser man med MEGET strenge øjne på udenomsægteskabelige aktiviteter - og da ikke mindst på tværs af racerne/arterne! Hvor kunne hun dog - og så med en GÅS!? Det er næppe nogen tilfældighed, at næste gang vi hører om Andersines søster (og første gang vi møder Kylle, Pylle og Rylle), er i den barksistiske beretning fra februar 1953 om platismen (AA 2/1954), hvor Anders i sin jagt på professor Humbug er kommet langt ud i en af Andebys skumle forstæder. Her banker han på døren ved siden af professorens kammer, og til gensidig forbavselse er det Andersine, der lukker op. Hun er på besøg hos sin søster, der altså har byttet tilværelsen som gård(m)andskone i Mageløse ud for en ussel lejlighed i Andebys ghetto. Andersines reaktion ved mødet med Anders er slående. Hun bliver tydeligvis forlegen, hvilket sandsynligvis skyldes, at hun ligesom resten af familien skammer sig over søsterens skæbne. Andersine vender dog hurtigt situationen til sin fordel ud fra devisen om, at angreb er det bedste forsvar.
Det er således min formodning, at Andersines søster er blevet smidt ud fra gården. Det kan være, at hendes (m)and har krævet skilsmisse og beholdt gården og Anneline, men personligt tror jeg snarere, at han allerede var meldt savnet den fatale vinter 1941-42, da Andersines søster havde brug for trøst fra Andersine - og naboen. Det er således snarere søsterens svigerforældre, der rasende har smidt deres utérlige svigerdatter på porten med hendes uægte afkom, og endda også taget Anneline fra hende og adopteret sønnedatteren som deres egen.
Og hvad med Fætter Guf? Ja, stemningen imod den unge gase har selvsagt heller ikke været for venlig. Man kan meget nemt forestille sig, at en lørdag aften, hvor omegnens bondesønner og bønderkarle (af andeslægt) har drukket mod til sig nede på kroen, piskes der en ond stemning op: »Det er også typisk de gæs, der render efter vores piger, mens andrikkerne kæmper ude ved fronten. Ham Guf trænger til en lærestreg!« Med fakler, køller og høtyve, samt et forsvarligt arsenal af flasker med limonade, bevæger de sig i retning af Gufs gård. Måske når en servitrice fra kroen at løbe i forvejen og advare Guf (han har jo kvindetække, den skælm), så han akkurat når at stikke af, inden pøbelen dukker op og brænder gården ned. Der er jo desværre også et mere uhyggeligt scenario, nemlig at han IKKE når at fordufte. Man kan da kun frygte, hvad en flok halvfulde og hadefulde bondske ænder kan have udøvet af selvjustits imod den fyrige gase, men som jeg tidligere har nævnt, udviser Gufs senere adfærd påfaldende lighedspunkter med den, som man oplever hos kastrerede handyr...
Hvorom alting er, så overlever Fætter Guf episoden, men hans karriere som gårdmand i Mageløse er endeligt forbi. Hvad der sker i de næste år, ved vi ikke. Måske kommer han selv i militæret, f.eks. ingeniørtropperne og videreudvikler her sin tekniske hittepåsomhed? Under alle omstændigheder har hans tante Andrea And, bedre kendt som Bedstemor And, i 1950 forbarmet sig over ham og taget ham i sin tjeneste; måske et løfte til Gufs gamle moder eller fader (og dermed Bedstes søskende) på deres dødsleje om at tage vare på deres stakkels dreng?
Jeg er bekendt med, at den navnkundige dr. Grobian Gans (1970) i sin tid lagde en endnu mere provokerende og opsigtsvækkende tese for dagen angående Fætter Gufs virkelige tjenesteforhold hos Bedstemor And, men med det af Barks fastslåede tante-nevø-forhold imellem de to (og Gans' i øvrigt noget tyndbenede bevisførelse desangående) vælger jeg nu foreløbigt at regne denne tese for lige så usandsynlig som den er horribel!
At professor Dam senere har luftet tilsvarende tanker gør jo bestemt ikke tesen mere tiltalende. Nej, jeg mener snarere, at det er i førnævnte så godt som beviste tese omkring Gufs fortid som ung selvstændig gårdmand i Mageløse med et fatalt naboskab til Andersines søster, at vi har den sande forklaring på, hvorfor Bedstemor And beholder sin nevø på gården. Til trods for den noget sløve adfærd, som Fætter Guf unægteligt lægger for dagen i såvel den senklassiske som den post-klassiske donaldisme. Men bortset fra glæden for mad, så er dette altså et helt andet billede end det, vi møder i de første klassisk-donaldistiske beretninger fra Fætter Gufs ungdom.
Velbekomme - og tak for opmærksomheden.
Refereret litteratur:
Anvendte kildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):
Øvrige sider på SAD med gufologisk indhold:
Institut for Donaldistisk Sexologi : Afdelingen for Gufologi
Dr. Gans (1970): Die Ducks ("Den glade enke og staldknægten")
Hr. Mats (2003): Om ænder og øjne - og Fætter Gufs mulige faderskabsforhold
Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.