Ikke alt der glimter er Gulda

Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sexologi

Ikke alt der glimter er Gulda

- Om Joakims eneste anden store kærlighed

fra kapitlet “All that Glitters is not Goldie” i ‘Every Duck Has Her Day : Feminist Figures in the Disney Comic Book’, essay af Katherine Sullivan, University of Wisconsin 2003.

Refereret af dr. Gjøgsig, Institut for Donaldistisk Sexologi, SAD.

Onkel Joakims helt store kærlighed er penge. Derom levner kilderne ikke megen tvivl.

Adskillige donaldistiske forskere har endog antydet eksistensen af en næsten betænkelig fysisk udlevelse af den gamle ands glæde ved klingende mønter og knitrende sedler.

Begreber som “monetær masturbation” har været bragt på banen, og det er blevet hævdet, at Joakim von And kompenserer for sit manglende forhold til kvinder ved at legemliggøre sin kærlighed til penge.

Sandheden er imidlertid nok mere kompliceret end som så.[1] Der findes nemlig en rigtig kvinde af kød og blod i Joakims kærlighedsliv: Gyldne Gulda! Som de fleste vil vide, er Gyldne Gulda navnet på en blond andeskønhed med smukke, smaragdgrønne øjne, der i sine unge dage gjorde mændene kulrede i Dawson City oppe i Yukons guldgraverdistrikter. Blandt dem den unge Joakim von And, der viser sig mere modstandsdygtig end de øvrige mandfolk, men også han må til sidst delvist kapitulere og efterlade en stump af sit hjerte oppe hos “Alaskas Stjerne”.

I en amerikansk bachelorafhandling i engelsk litteratur fra University of Wisconsin om kvinderoller i donaldismen satte Katherine Sullivan for et par år siden særlig fokus på to anatide kvinder, nemlig Andersine og Gulda, og hvor hun ikke havde meget til overs for førstnævnte medsøster, så hun anderledes karakterstærke krummer i sidstnævnte: »When she first appeared in 1953 she was a typical gold-digging dance hall girl with an eye for shiny jewelry. Even then she showed some potential, for she resisted male authority (however unsuccessfully) and fended for herself as a lone prospector for decades.« Den anbefalelsesværdige afhandling rummer mange interessante aspekter, men i det følgende vil fokus blive rettet på en særlig prekær påvisning af frk. Sullivan: Kilderne rummer påfaldende stærke tegn på et fysisk kærlighedsforhold imellem Gulda og Joakim!!!

Første varsel om at noget interessant er i gære, vil paranoide censuristisk-sexologisk indstillede donaldister [2] finde i det faktum, at det amerikanske censurkorps ved førsteudgivelsen af Back to the Klondike (OS 456-01) i 1953 havde fjernet intet mindre end 5 (sic!) sider. Det drejer sig om Joakims beskrivelse af sin første indtræden i Café Den Sorte Bjørn og mødet med Gyldne Gulda, hvor scenerne med druk og knivslagsmål tilsyneladende var lidt for skrap kost for censorerne, men først og fremmest den afsluttende scene, hvor Joakim med vold bortfører Gulda ud til sin hytte, var simpelthen for stærk.

I et senere interview udtrykte Carl Barks selv forståelse for censurkorpsets indgreb: »It didn’t look like kidnapping, yet it was. He was taking the law into his own hands and that is not lawful.« Endnu værre var imidlertid indikationerne af, at Joakim havde tvunget Gulda til andet end gravearbejde under hendes månedlange fangenskab ude ved minen. Eller som Barks formulerede det: »What did he do with her at night?« Hvis Barks sad inde med konkret viden herom, lod han det blive ved antydningen i såvel selve beretningen som i det senere interview, idet han erkendte, at blot denne antydning var rigelig farlig: »I had really overstepped the bounds, and I realized it when the editors cut the sequence out.«[3] Men man kan jo gøre sig sine tanker om, hvorfor det kun er Guldas kjole - og ikke Joakims frakke - der er blevet så forreven? Og hvad med hendes uglede hår? Mens netop disse uhøviske tanker alene bør tilskrives undertegnede referent, så var også Katherine Sullivans mistænksomhed vakt: »Were Scrooge and Goldie doing more together than just mining? The censored flashback sequences of “Back to Klondike” can be interpreted with either platonic or erotic undertones.«

For at finde svar på dette spørgsmål, må vi søge videre i kilderne. Næste vigtige indicium i sagen får vi senere i samme beretning (dvs. OS 456), hvor Joakim for første gang i 50 år genser Gulda.

Er dette alene gensynet mellem en gridsk guldgraver og hans tidligere fange? Næppe ifølge frk. Sullivan: »Certainly, being kidnapped and forced into hard labor is not likely to inspire affection, yet there is definitely a sense that this is not the first time these tender sentiments have been expressed.« At Gulda fortsat indtager en helt speciel plads i den gamle gniers ellers så stenhårde hjerte fremgår da også, da han efterfølgende lader hende finde og få hans nedgravne guld fra Yukondagene. En mildest talt ikke helt normal adfærd hos Hr. von And.

Carl Barks berettede aldrig igen om Gyldne Gulda, hvor den efterfølgende dækning af hendes liv især har været varetaget af Keno Don Rosa, der bl.a. har kunnet udvide vort onomastiske kendskab til Joakims femme fatale ved at afsløre hendes fulde navn som Gulda Glimmer (eng.: Goldie O’Gilt). Selvom heller ikke de donrosistiske beretninger udleverer explicitte hede og private scener fra Guldas og Joakims ungdomsdage (eller ditto nætter), så rummer kildematerialet dog med Katherine Sullivans ord »..some highly suggestive moments.« Første eksempel er fra beretningen Hearts of the Yukon (D 95044), hvor Gulda indgår i en hallucination hos Joakim under en snestorm, men pludselig ændrer skikkelse til et rensdyr - en metamorfose, som hun absolut ikke er tilfreds med: »I don’t have to take this! I’ve been offered starring roles in better dreams than yours, dollboy! ... When you’ve outgrown visions of sugarplums and you’re ready for an adult dream, look me up!«

Nu kan man jo indvende, at ovennævnte drøm reelt kun indikerer, at Gulda - og ikke Joakim - er klar til “voksne relationer”. Men under en anden drømmeoptræden af Gulda antydes det kraftigt, at også Joakim har kunnet udfylde hovedrollen i en opsætning efter Guldas ønsker. I The Dream of a Lifetime (D 2002-033) har Anders ved hjælp af en Gearløs-opfindelse fået adgang til sin onkels drømmeverden, hvor han overværer onkelen angribe en forbrydertype. »Wah-hoo! Uncle Scrooge was quite a tiger when he was young!«, jubler Anders, hvortil Drømme-Gulda dukker op og med et listigt smil svarer: »Sailorboy, if you only knew...«.[4]

Hertil kan fortsatte skeptikere med en vis ret anføre, at begge eksempler er taget fra Onkel Joakims drømme, hvor ikke mindst flere kvinder sikkert vil gøre gældende, at kvinders optræden og adfærd i mænds drømmeverden langt fra altid stemmer helt overens med virkelighedens verden. Joakims “Drømme-Gulda” er således ikke nødvendigvis en helt troværdig repræsentant for den virkelige Guldas syn på vor helt. Imod sådanne indvendinger kan miss Sullivan præsentere sit tredje og sidste donrosistiske eksempel på insinuitive episoder mellem Gulda og Joakim - denne gang hentet udenfor Joakims drømme. I beretningen Last Sled to Dawson (AR 113) er den virkelige og nutidige Joakim von And vendt tilbage til Yukon og Dawson City, hvor han til sin overraskelse opdager, at byens hotel nu drives af ingen ringere end den skønne Gulda. Og man skal vist være meget naivistisk og puritansk indstillet for ikke at kunne læse et interessant tilbud mellem linierne i spørgsmålet: »Mangler du et sted at være i nat, Joakim?«, akkompagneret af Guldas forførende smil og smukke smaragdgrønne øjne, der stadig glimter om kamp med stjernerne over Alaska. Samt donrosismens obligatoriske - og her ganske forståelige - springende sveddråber fra Joakims hoved.

Hun er godt nok en rap gammel and, denne Gulda! Og uanset om der vitterligt nogen sinde ER foregået noget imellem hende og Joakim, så mere end ligger det i luften, at tanken absolut ikke er nogen af dem fjern.

Epilog

Afslutningsvis skal det endvidere bemærkes, at det traditionelle billede af Joakim von And som en uromantisk, kærlighedsløs pengepuger muligvis er temmeligt misvisende. Ovennævnte Katie Sullivan har således specialiseret sig i studiet af just Hr. von Ands (ikke-monetære) romancer, og undertegnede aldrende referent var mildest talt ved at kløjs i limonaden ved opdagelsen af, at miss Sullivan angiveligt har formået at registrere mere end 30 (sic!) forskellige damebekendtskaber hos den gode Joakim!

Er tiden mon inde til et revideret sexologisk syn på Joakim von And? Gemmer vor rige fjerede ven på en hidtil overset saftspændt side? Institut for Donaldistisk Sexologi ud- og opfordrer hermed såvel nye studerende som etablerede forskere til at pudse næbbrillen og kigge mange-trillionæren efter i sømmene en ekstra gang...

Noter:

[1] Hvilket sandheden som regel altid er i akademisk donaldisme...

[2] Reelt en pleonasme: Censuristisk-sexologisk indstillede donaldister er pr. definition paranoide!

[3] Citater fra interview med Carl Barks af Thomas Andrea, “The Expurgated Barks”, i ‘The Carl Barks Library of Walt Disney’s Uncle Scrooge’ 3:2, Scottsdale 1984, s.521; jf. referat hos Sullivan.

[4] Akademiets arkiver rummer desværre ikke de to ovennævnte donrosistiske kildeværker, og vi kan derfor ikke præsentere de omtalte scener. Skulle vore eventuelle læsere være bedre stillet, vil indskannede billeder blive modtaget med stor taknemmelighed.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

AA : Anders And & Co.
BH : Bedste Historier med Anders And
CBSV : Carl Barks’ Samlede Værker
HOF : Hall of Fame
OS : Donald Duck One Shots
USA : Uncle Scrooge Adventures
WDC : Walt Disney’s Comics & Stories

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.