Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sexologi
Ridder
Anders og minnesangen
“Ritter
Donald und die Minne”, artikel af Elke Imberger i ’Der Hamburger Donaldist’
nr. 19 (1979) s. 3-6,
refereret af dr. don. J. Gjøgsig (SAD).
Ifølge Elke Imberger forstår man lettest forholdet imellem Anders og Andersine ved at tage udgangspunkt i højmiddelalderens ridderromantik, den såkaldte minnepoesi og minnesang, der florerede ved de syd- og mellemtyske adelshoffer ca. 1100-1350. Minnedigtningen kan beskrives som en poetisk-romantisk variation af tidens lensvæsen med herrer og vasaller, hvor kvinden her er herren - eller rettere fruen - og ridderen er hendes vasal. Minnedigtningens kvindeideal er den adelige jomfru, der er så ren, uskyldig og fuldkommen i hele sit væsen, som overhovedet tænkes kan. Det er ifølge Imberger just sådan, at Anders former sit billede af Andersine.
Der findes i kilderne adskillige belæg for Anders’ begejstring for middelalderens riddervæsen. Ja, ét sted udtrykker han ligefrem explicit, at ridderen er hans ideal.
Anders er ifølge Elke Imberger imidlertid ikke ene om dette kvindesyn, der tilsyneladende er almindeligt dyrket i Andeby. Skønjomfruen er det smukke billede, som hele samfundet ønsker at spejle sig i, og derfor optræder der bal- og skønhedsdronninger ved snart sagt alle byens mange festarrangementer. Og som ved de middelalderlige ridderturneringer er det op til byens stolte sønner - ridderne - at kæmpe om at gøre sig fortjente til hendes gunst.
Dette gøres dels med kamp tilbederne imellem,
dels ved at frelse jomfruen fra uhyrer og onde forbrydere, dels med generel ridderlig adfærd.
Når Ridder Anders ikke er i kamp for sin udkårne, underholder han hende med høviske ballader og romantiske digte.
Elke Imberger påpegede dog, at ridderidealet kun kommer fuldkommen til udtryk i Anders’ forhold til Andersine. Andersine opfatter det næppe - i hvert fald ikke altid - som et ideal, at optræde som middelalderens ophøjede frøken, der passivt lader sig tilbede af høviske riddere. Dertil er hun FOR moderne i sit livssyn,
ligesom Anders også har store problemer med i praksis at kunne udfylde rollen som hendes ridder.
Men som det vel gælder for hovedparten af moderne kvinder, nyder hun ind imellem at spille rollen som den tilbedte skønjomfru.
Målet
for Anders’ ridderlige forhold til Andersine er selvfølgelig hendes
anerkendelse og kærlighed, som han som sådan også opnår, men aldrig i dens
fulde fysiske form. Ridderens jomfru forbliver jomfru, hendes eventuelle
fysisk-sexuelle side fortoner sig i det uopnåelige fjerne, og mere end et kys
fra hende bliver aldrig ridderen til del. Dermed adskiller
Anders-Andersine-forholdet sig faktisk fra i hvert fald den tidlig-højmiddelalderlige
minne-romantik.
Fräulein
Imberger opstillede tre mulige forklaringer herpå:
1. Anders’ kurtisering strander på hans ufuldkomne personlighedsudvikling (påvist af Gans (1970) og senere udbygget af van Erpelt (1980)), herunder det faktum, at hans ridderideal kun er et ideal. Anders ER ingen ridder, og hans blide, romantiske optræden over for Andersine hviler på en MEGET tynd overflade, der gang på gang krakelerer og afslører hans sande, primitive jeg.
2. Andersine er faktisk ikke oprigtigt interesseret i at spille rollen som Anders’ jomfru til ende, idet hun foretrækker at dyrke den mere brede, sociale rolle som en af byens generelt tilbedte skønjomfruer.
3. Anders’ ridderideal er simpelthen utidssvarende. Selvom minne-idealerne nok florerer generelt i Andeby, så dyrker ingen andre dem så renlivede som han. Anders bliver til grin, når han ankommer til kostumefest i sin rustning,
og han må igen og igen konstatere, at han lever i atomalderen og ikke i riddertiden.
Litteraturhenvisninger:
Anvendte
billedkildeforkortelser:
Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.