Sydnordisk
Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sexologi
Anders - en sexualneurotiker?
„Donald ein ‚Sexualneurotiker’?”,
af Peter Wilkens (MdD) i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 33 (1982), s. 14-15.
Oversat og kommenteret
af dr. J. Gjøgsig (SAD).
»Det
store spørgsmål, der optager alle donaldister, er: Får Anders sex? Jeg
spørger de herrer donaldister, jeg appellerer til jeres sunde menneskeforståelse:
Ville De have udholdt så mange års forgæves forsøg, som det tilsyneladende
er tilfældet for Anders, på at få Deres veninde med i seng? Hvad laver Anders
da, når han er alene med Andersine? Hvad ville De, ærede donaldist, gøre i en
lignende situation med Deres kæreste? Javist! Anders ville, som enhver anden
fornuftig and, forlængst have fundet sig en anden kæreste, hvis ikke Andersine
ville ... med ham. Alligevel har den store reporter fra Duck-universet, Carl
Barks, ikke med ét eneste ord eller ét eneste billede givet os svar på dette
store spørgsmål. Han tier helt omkring dette tema. Af blufærdighed? Derom
taler (eller rettere: talte) man bare ikke.«
Ifølge
herr Peter Wilkens skulle årsagen til denne tavshed søges i det faktum, at
Barks’ essentielle beretninger af uransagelige årsager bliver formidlet til
offentligheden gennem et børneblad. Hverken samtiden eller mediet gjorde det
let at beskæftige sig åbent med sexualitet. Men for en så dedikeret reporter
som Barks gjorde det blot udfordringen desto større at omgå denne samtids- og
mediepålagte censur, og alligevel lade sandheden skinne igennem for den
intelligente og søgende læser. Wilkens måtte da blot beklage, at flere af
hans forgængere fra den sexual-neurotiske skole ikke formåede at læse bag om
teksterne/billederne. Thi Anders er sandelig en and af kødelige behov, og Barks
beretter om dem - aldrig direkte, naturligvis - men mellem linierne og med
utvetydige symboler for dem, der forstår at læse den slags. (Nutch-nutch,
know what I mean?). Og det gjorde Wilkens.
»Altså:
Hvad laver Anders når han er alene med Andersine på sit værelse? Og hvad er belønningen
for alle de konkurrencer, som Anders har udkæmpet med Fætter Højben?
Angiveligt en dans med Andersine. En DANS? Så stor en indsats, så megen
opofrelse, så mange ærgrelser - for en dans??? Er dansen ikke netop et
urgammelt rituelt symbol for kønsakten? I Andeby er normerne således langt
mere frisindede end hos os, idet vinderen af en konkurrence som præmie får en
hyrdetime med festens dronning.«
Hele
spørgsmålet om den donaldistiske sexologi var ifølge Peter Wilkens af grundlæggende
væsentlighed for selve metoden i donaldistisk forskning: »Wir
müssen zwischen den Zeilen lesen! Symbole und andere Zeichen beachten, um die
Wahrheit über Duckburgh zu erfahren.«
Akkurat som i historiefaget må den donaldistiske forsker stille kritiske spørgsmål
til teksterne for at vurdere deres sandhedsværdi. I dette tilfælde må man ifølge
Wilkens ikke mindst forstå de betingelser, som Barks’ beretninger blev
udformet under. Hvis han ville vise os i direkte billeder, hvad der går for sig
hjemme hos Anders og Andersine, ville han være henvist til de mere suspekte
undergrundsmagasiner. Og en sådan formidling ville uden tvivl meget hurtigt
blive stoppet af xxxxxx-koncernen.
I sandhedens tjeneste valgte Barks derfor at gøre, som han gjorde. Det er nu op
til os at afkode hans beretninger.
»I det følgende bringes et par billedeksempler på, hvordan Barks betjente sig af symbolsprog og mellem linierne vil fortælle os, hvordan sagerne virkelig går for sig i Andeby. Anders og frøken Gyldenlok bestiger (sic!) et bjerg med tydelig fallos-form. På højdepunktet (!) af denne spørger Anders, hun kan lide den (ty.: Na, wie finden Sie es, Fräulein von Schwänchen?) og hun udtrykker sit velbefindende.« På dansk er det ikke stort bedre. Her spørger Anders frøkenen, om hun “sidder godt”, hvortil svaret lyder, at hun “sidder storartet”.
Wilkens’
næste eksempel er fra På jagt efter det tabte arvesmykke (OS 300), hvor
man angiveligt ved kun at se på billederne - og altså uden at læse teksten -
på tredje- og næstsidste side vil opdage (i hvert tilfælde hvis man besidder
herr Wilkens’ skarpsindighed), at der i virkeligheden er tale om parforholdets
klassiske opgør, der ender ud i »..forsoning
og samlejeløfter.« Nedenfor
vises en version med den officielle danske tekst til et af billederne -
efterfulgt af Wilkens’ forslag til den virkelige mening med ordene. Idet han i
øvrigt henleder opmærksomheden på Anders’ lystfremkaldte savlen. Oversætteren
vil supplere med at påpege Anders’ kropspositur og ikke mindst halefjerenes påfaldende
krølning. (Et eksempel på de af dr. Grobian Gans ofte omtalte “erigerede
halefjer”?)
»Naturligvis
var Barks nødsaget til at give sine billeder andre tekster end hvad der
egentlig er blevet sagt. Dette trick benyttede han sig stadig oftere af, f.eks.
i WDC 79 (se introbillederne ovenfor). Hvad Anders i virkeligheden skriver med
opsvulmet tunge hængende ud af næbbet kan man kun gisne om.«
Wilkens’ gisning er indført i
taleboblerne. Den tyske forsker hæftede sig endvidere ved en scene i samme
beretning, hvor Andersine med fryd rækker ud efter et aflangt nydelsesmiddel af
tilsyneladende kulinarisk anvendelsesøjemed, som på tysk bærer betegnelsen liebesknochen
(da.: “elskovsknogler”), men som på dansk har fået det noget mere
uskyldige navn “franske vafler”. Uanset navnet synes hun nu også her
rigtigt godt om dem.
»I
WDC 198 erfarer vi noget om Anders’ hemmelige drømme, der bl.a. involverer at
“befri smukke prinsesser og...”. Og...? Hvad vil Anders gøre med
sine befriede, smukke prinsesser? (Man bemærker i øvrigt flertalsformen
prinsesser!)« Her
må vi igen konstatere, at den danske oversættelse “frelser smukke damer!”
er mindre afslørende end den tyske (om end genstandsledet stadig er i
pluralis), idet den farligt insinuerende endelse “og...” her er
erstattet af et mere neutralt ladet udråbstegn. Ifølge Wilkens var Barks’
brug af implicitte hentydninger i dette tilfælde da også sjældent vovet og
næsten for åbenlys for hans puritanske samtid - og altså
tilsyneladende også for det danske censurkorps.
I den sidste del af afhandlingen er det oversætterens oplevelse, at stemningen begynder at løbe lidt af med herr Wilkens, der bl.a. kunne finde “åbenbare symboler” i en dryppende smøreoliekande i WDC 198, der ville få selv hærdede dansklærere i gymnasiet til at udbryde et lille »Aaarh...«.
Endnu
værre (eller bedre, alt efter beskuerens smag) bliver hans efterfølgende
betragtninger omkring f.eks. Anders’ og Andersines køretur i WDC 250, der
angiveligt er så gennemladet med dampende, erotiske undertoner, at man næsten
må forbavses over, at farverne på papiret ikke løber ud. Da nærværende
oversætter trods alt er af den ældre, konservative skole, har jeg med vilje
valgt ikke at udsætte vore unge akademister for en ordret oversættelse af
Wilkens’ tolkninger af bl.a. de scener, hvor Andersine puster ny luft i
Anders’ punkterede bilhjul, eller hvor Anders efter Andersines anvisninger
kommer til at køre op i en forkert gade. Til forsvar for hans noget tvivlsomme
udlægninger kan man erindre om, at Peter Wilkens repræsenterede et
paradigmeskifte, der på det pågældende tidspunkt stod over for en
veletableret, mangeårig tradition, og derfor havde brug for selv de mest
tyndbenede argumenter for at vinde sig tilhængere. Og sådanne må man sige, at
herr Wilkens var særdeles leveringsdygtig i.
Lad os derfor springe frem til afslutningen af Peter Wilkens’ bevisrække.
»I WDC 308 er Anders på højdepunktet af sin sexuelle karriere som Andebys ombejlede førsteelsker og indehaver af en skønhedssalon. Anders’ blik taler for sig selv, han har lagt det naive matrostøj og klæder sig nu efter nyeste mode. Anders er afklaret, han er blevet til en casanova. Dette kan ikke ende godt: Anders’ forhold til Andersine bliver endeligt ødelagt.«
Det
var Peter Wilkens’ måske ikke helt urimelige opfattelse, at en generel
tendens af moralsk opløsning og dekadence tegner den afsluttende fase af
Barks’ beretninger fra Andeby: Anders som casanova (WDC 308), Andersine som
pin-up-model i diminutive badedragter (WDCD 5) og Fætter Højben som langhåret
overklasse-hippie (WDC 312); »Onkel Joakim
må man allerede siden US 39 regne for narkoman.«
(Se evt. nærmere herom i dr. Hop van de Haavelouws afhandling om Ducks
on drugs.)
Anvendte
kildeforkortelser:
Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.