Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sexologi

Anders - en sexualneurotiker?

„Donald ein ‚Sexualneurotiker’?”, af Peter Wilkens (MdD) i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 33 (1982), s. 14-15.

Oversat og kommenteret af dr. J. Gjøgsig (SAD).

Kilde: Barks (1947) WDC 79; HD 33   Kilde: Barks (1947) WDC 79; HD 33

»Det store spørgsmål, der optager alle donaldister, er: Får Anders sex? Jeg spørger de herrer donaldister, jeg appellerer til jeres sunde menneskeforståelse: Ville De have udholdt så mange års forgæves forsøg, som det tilsyneladende er tilfældet for Anders, på at få Deres veninde med i seng? Hvad laver Anders da, når han er alene med Andersine? Hvad ville De, ærede donaldist, gøre i en lignende situation med Deres kæreste? Javist! Anders ville, som enhver anden fornuftig and, forlængst have fundet sig en anden kæreste, hvis ikke Andersine ville ... med ham.  Alligevel har den store reporter fra Duck-universet, Carl Barks, ikke med ét eneste ord eller ét eneste billede givet os svar på dette store spørgsmål. Han tier helt omkring dette tema. Af blufærdighed? Derom taler (eller rettere: talte) man bare ikke.«

Kilde: Barks (1950) VP 1; SH 14/1954

Ifølge herr Peter Wilkens skulle årsagen til denne tavshed søges i det faktum, at Barks’ essentielle beretninger af uransagelige årsager bliver formidlet til offentligheden gennem et børneblad. Hverken samtiden eller mediet gjorde det let at beskæftige sig åbent med sexualitet. Men for en så dedikeret reporter som Barks gjorde det blot udfordringen desto større at omgå denne samtids- og mediepålagte censur, og alligevel lade sandheden skinne igennem for den intelligente og søgende læser. Wilkens måtte da blot beklage, at flere af hans forgængere fra den sexual-neurotiske skole ikke formåede at læse bag om teksterne/billederne. Thi Anders er sandelig en and af kødelige behov, og Barks beretter om dem - aldrig direkte, naturligvis - men mellem linierne og med utvetydige symboler for dem, der forstår at læse den slags. (Nutch-nutch, know what I mean?). Og det gjorde Wilkens. 

»Altså: Hvad laver Anders når han er alene med Andersine på sit værelse? Og hvad er belønningen for alle de konkurrencer, som Anders har udkæmpet med Fætter Højben? Angiveligt en dans med Andersine. En DANS? Så stor en indsats, så megen opofrelse, så mange ærgrelser - for en dans??? Er dansen ikke netop et urgammelt rituelt symbol for kønsakten? I Andeby er normerne således langt mere frisindede end hos os, idet vinderen af en konkurrence som præmie får en hyrdetime med festens dronning.«

Kilde: Barks (1958) DD 60; AA 25/2005

Hele spørgsmålet om den donaldistiske sexologi var ifølge Peter Wilkens af grundlæggende væsentlighed for selve metoden i donaldistisk forskning: »Wir müssen zwischen den Zeilen lesen! Symbole und andere Zeichen beachten, um die Wahrheit über Duckburgh zu erfahren Akkurat som i historiefaget må den donaldistiske forsker stille kritiske spørgsmål til teksterne for at vurdere deres sandhedsværdi. I dette tilfælde må man ifølge Wilkens ikke mindst forstå de betingelser, som Barks’ beretninger blev udformet under. Hvis han ville vise os i direkte billeder, hvad der går for sig hjemme hos Anders og Andersine, ville han være henvist til de mere suspekte undergrundsmagasiner. Og en sådan formidling ville uden tvivl meget hurtigt blive stoppet af xxxxxx-koncernen. I sandhedens tjeneste valgte Barks derfor at gøre, som han gjorde. Det er nu op til os at afkode hans beretninger. 

»I det følgende bringes et par billedeksempler på, hvordan Barks betjente sig af symbolsprog og mellem linierne vil fortælle os, hvordan sagerne virkelig går for sig i Andeby. Anders og frøken Gyldenlok bestiger (sic!) et bjerg med tydelig fallos-form. På højdepunktet (!) af denne spørger Anders, hun kan lide den (ty.: Na, wie finden Sie es, Fräulein von Schwänchen?) og hun udtrykker sit velbefindende.« På dansk er det ikke stort bedre. Her spørger Anders frøkenen, om hun “sidder godt”, hvortil svaret lyder, at hun “sidder storartet”.

Kilde: Barks (1946) WDC 67; TGDD 20  Kilde: Barks (1946) WDC 67; AA 25/1956

Wilkens’ næste eksempel er fra På jagt efter det tabte arvesmykke (OS 300), hvor man angiveligt ved kun at se på billederne - og altså uden at læse teksten - på tredje- og næstsidste side vil opdage (i hvert tilfælde hvis man besidder herr Wilkens’ skarpsindighed), at der i virkeligheden er tale om parforholdets klassiske opgør, der ender ud i »..forsoning og samlejeløfter.« Nedenfor vises en version med den officielle danske tekst til et af billederne - efterfulgt af Wilkens’ forslag til den virkelige mening med ordene. Idet han i øvrigt henleder opmærksomheden på Anders’ lystfremkaldte savlen. Oversætteren vil supplere med at påpege Anders’ kropspositur og ikke mindst halefjerenes påfaldende krølning. (Et eksempel på de af dr. Grobian Gans ofte omtalte “erigerede halefjer”?) 

Kilde: Barks (1950) OS 300; WDK 3/1981   Kilde: Barks (1950) OS 300; HD 33

»Naturligvis var Barks nødsaget til at give sine billeder andre tekster end hvad der egentlig er blevet sagt. Dette trick benyttede han sig stadig oftere af, f.eks. i WDC 79 (se introbillederne ovenfor). Hvad Anders i virkeligheden skriver med opsvulmet tunge hængende ud af næbbet kan man kun gisne om.« Wilkens’ gisning er indført i taleboblerne. Den tyske forsker hæftede sig endvidere ved en scene i samme beretning, hvor Andersine med fryd rækker ud efter et aflangt nydelsesmiddel af tilsyneladende kulinarisk anvendelsesøjemed, som på tysk bærer betegnelsen liebesknochen (da.: “elskovsknogler”), men som på dansk har fået det noget mere uskyldige navn “franske vafler”. Uanset navnet synes hun nu også her rigtigt godt om dem.

Kilde: Barks (1947) WDC 79; AA 30/1977

»I WDC 198 erfarer vi noget om Anders’ hemmelige drømme, der bl.a. involverer at “befri smukke prinsesser og...”. Og...? Hvad vil Anders gøre med sine befriede, smukke prinsesser? (Man bemærker i øvrigt flertalsformen prinsesser!)« Her må vi igen konstatere, at den danske oversættelse “frelser smukke damer!” er mindre afslørende end den tyske (om end genstandsledet stadig er i pluralis), idet den farligt insinuerende endelse “og...” her er erstattet af et mere neutralt ladet udråbstegn. Ifølge Wilkens var Barks’ brug af implicitte hentydninger i dette tilfælde da også sjældent vovet og næsten for åbenlys for hans puritanske samtid - og altså tilsyneladende også for det danske censurkorps.

Kilde: Barks (1957) WDC 198; AA 26/1957

I den sidste del af afhandlingen er det oversætterens oplevelse, at stemningen begynder at løbe lidt af med herr Wilkens, der bl.a. kunne finde “åbenbare symboler” i en dryppende smøreoliekande i WDC 198, der ville få selv hærdede dansklærere i gymnasiet til at udbryde et lille »Aaarh...«.

Kilde: Barks (1957) WDC 198; AA 26/1957

Endnu værre (eller bedre, alt efter beskuerens smag) bliver hans efterfølgende betragtninger omkring f.eks. Anders’ og Andersines køretur i WDC 250, der angiveligt er så gennemladet med dampende, erotiske undertoner, at man næsten må forbavses over, at farverne på papiret ikke løber ud. Da nærværende oversætter trods alt er af den ældre, konservative skole, har jeg med vilje valgt ikke at udsætte vore unge akademister for en ordret oversættelse af Wilkens’ tolkninger af bl.a. de scener, hvor Andersine puster ny luft i Anders’ punkterede bilhjul, eller hvor Anders efter Andersines anvisninger kommer til at køre op i en forkert gade. Til forsvar for hans noget tvivlsomme udlægninger kan man erindre om, at Peter Wilkens repræsenterede et paradigmeskifte, der på det pågældende tidspunkt stod over for en veletableret, mangeårig tradition, og derfor havde brug for selv de mest tyndbenede argumenter for at vinde sig tilhængere. Og sådanne må man sige, at herr Wilkens var særdeles leveringsdygtig i.

Lad os derfor springe frem til afslutningen af Peter Wilkens’ bevisrække.

»I WDC 308 er Anders på højdepunktet af sin sexuelle karriere som Andebys ombejlede førsteelsker og indehaver af en skønhedssalon. Anders’ blik taler for sig selv, han har lagt det naive matrostøj og klæder sig nu efter nyeste mode. Anders er afklaret, han er blevet til en casanova. Dette kan ikke ende godt: Anders’ forhold til Andersine bliver endeligt ødelagt.«

Det var Peter Wilkens’ måske ikke helt urimelige opfattelse, at en generel tendens af moralsk opløsning og dekadence tegner den afsluttende fase af Barks’ beretninger fra Andeby: Anders som casanova (WDC 308), Andersine som pin-up-model i diminutive badedragter (WDCD 5) og Fætter Højben som langhåret overklasse-hippie (WDC 312); »Onkel Joakim må man allerede siden US 39 regne for narkoman.« (Se evt. nærmere herom i dr. Hop van de Haavelouws afhandling om Ducks on drugs.) 

Kilde: Barks (1968) WDCD 5

»Og dermed bliver det også klart, hvorfor han (Barks, red.) indstillede sin karriere som reporter fra Duck-universet: Anders’ og sexmodellen Andersines sexuelle udskejelser lod sig ikke længere som hidtil gengive i nedtonet og tilsløret form, og sprængte muligvis også Barks’ egne moralske grænser. Han vægrede sig ved fortsat at dokumentere vore heltes (og heltinders, red.) totale forfald og tiede hellere i dyb skam.«

 

Anvendte kildeforkortelser:

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.