Hvad (slags dyr) er Georg Gearløs?

De fleste donaldistiske figurer - i hvert fald dem, der bærer hovedroller i beretningerne - lader sig nogenlunde let artsbestemme. Lettest er det selvsagt med personer som Anders And og Mickey Mouse, for slet ikke at tale om Bror Bjørn og Stygge Ulv, der allerede ved deres efternavne lader ét og andet skinne igennem.[1] Men også mere navneneutrale figurer som Fætter Guf og Fedtmule lader sig relativt enkelt klassificere som henholdsvis gås og hund.[2]

Men hvad slags dyr er da Georg Gearløs? De fleste vil nok hurtigt kunne nå til enighed om, at han må være en fugl af en slags. En vigtig indikation herpå haves i næbbet. Et mere spidsfindigt indicium pegende i samme retning er den helt igennem hvide hud, som vi ifølge etnologerne faktisk kun finder hos fuglearterne i donaldismen - der med et nyere tysk udtryk er blevet betegnet “de ornitide livsformer” i Andeby.

Overraskende nok (for nærværende forfattere i hvert fald) synes den mest udbredte opfattelse blandt danske og norske donaldister at være, at Gearløs er en gås! Han er da også tydeligvis højere end ænderne og af omtrent jævnbyrdig højde med Fætter Guf. Ifølge den højagtede franske donaldistgenealog Gilles Maurice skulle der endda være tegn på en fjern slægtsmæssig forbindelse imellem netop de to (altså Guf og Gearløs, IKKE Maurice og Guf...), idet de muligvis har samme tipoldeforældre. En anden fremtrædende donaldistgenealog, tyskeren Boemund von Hunoltstein (1979), har tidligere gennem en systematisk redegørelse for Gearløs’ slægtsforhold kunnet afvise ældre og samtidige forestillinger om, at opfinderen skulle være beslægtet med Familien And (bl.a. fremført af Lange 1977 og Schäfer 1979).

Til fordel for gåsehypotesen gælder endvidere det forhold, at Carl Barks - der var den første reporter fra Andeby, der kunne bringe billeder af Georg Gearløs - ifølge en sejlivet tradition tilsyneladende først havde lidt problemer med en stilsikker gengivelse af den person, han havde opdaget, og derfor brugte Guf som en slags model for afbildningen af Gearløs. Ortodokse klassisk-donaldister afviser dog sådanne overvejelser som det rene nonsens; Barks var så genial i sine evner til at gengive, hvad han så i Andeby, at han selvfølgelig ikke behøvede at bruge “modeller”. Vi kan derfor fæste fuldkommen lid til de billeder, han har bragt os, lyder det. Unægteligt er det da, at Gearløs ændrer sig i såvel udseende som karakter fra de første beretninger i starten af 1950’erne til slutningen af årtiet, hvor han synes at have fundet sin blivende form og personlighed. Igen er det ifølge klassisk-donaldisterne ganske naturligt og blot et tegn på, at det virkelig er den helt unge Gearløs, vi introduceres for, som med årene modnes og stabiliseres.

De ældste kendte billeder af Georg Gearløs. Man bemærker hans noget langhårede fremtoning, som senere blev mere kortklippet og småborgerlig. Den nedenfor nævnte tendens til fedme i ungdomsårene fremgår ikke af dette eksempel, men det skal erindres, at Gearløs, da dette billede blev taget/tegnet, havde hoppet rundt i en time på en kængurustylte, hvilket utvivlsomt har haft en mærkbar indvirkning på kroppens fedtdepoter.

Karaktermæssigt finder formodningen om en modning af Gearløs støtte i, at han i de første historier mildest talt virker mere gal end genial; den unge Gearløs har i øvrigt også længere hår end senere. Mest iøjnefaldende er det dog, at Gearløs i nogle af de ældste beretninger er temmelig kvabset. Så mens det kan være svært at forstå, at adskillige donaldister kan regne den ranglede opfinderfugl i den nyere donaldisme for en gås, så giver det mere mening i den ældre donaldisme.

Efter skiftet fra kængurustylte til jet-budcykel (en halv æske kanonslag er nok til at tilbagelægge en hel gade) genvandt den unge Gearløs hurtigt sit gode huld.

Et hidtil ufremlagt argument for, at Gearløs kan være en gås, er det velkendte donaldistiske initialsammenfald.[3] Navneforskerne har således forlængst fundet et mønster i den donaldistiske navnebrug, hvor man meget ofte ser et sammenfald af initialer i fornavn og efternavn - og dermed også i artsnavn. Klassiske eksempler er igen Anders And og Mickey Mouse, og selvfølgelig også Georg Gearløs, hvor efternavnet dog intet siger om arten. Et rent artsindikerende initialsammenfald finder vi derimod hos Guf (hvor forleddet “Fætter” selvsagt ikke skal inddrages i tolkningen, da det jo ingenlunde er hans fornavn), idet han som bekendt er en Gås. Selvom hypotesen bestemt ikke gælder 100% i donaldistisk navnebrug, så foreligger altså den mulighed, at G’et i Gearløs’ for- og efternavn indikerer, at han tilhører en art med forbogstavet G. Men alene ud fra denne betragtning kan han selvfølgelig også tænkes at være en gråspurv eller en grib...

Jævnfør sådanne overvejelser omkring mulige artsindikerende spor i Gearløs’ navn vil donaldister med fremmedsproglige kundskaber måske have opdaget, at Georg Gearløs faktisk optræder under andre navne uden for Danmark. På de øvrige primære donaldistiske sprog hedder han således Gyro Gearloose (engelsk), Daniel Düsentrieb (tysk), Petter Smart (norsk), Willie Wortel (nederlandsk), Archimede Pitagorico (italiensk), Uppfinnar-Jocke (svensk) og Pelle Peloton (finsk). Opslag i ordbøger viser, at ingen af disse navne siger noget om, hvad slags dyr Gearløs er. Størst undren har det nederlandske navn udløst hos forfatterne, idet wortel er nederlandsk for ’gulerod’ - og Willie Wortel i øvrigt tillige er navnet på en berømt hollandsk hampdealer i Haarlem![4] Men midt iblandt alle disse tilsyneladende sproglige vildspor finder vi ét sted, hvor der muligvis er afgørende hjælp at hente, nemlig i en af de førende donaldistiske stormagter: Brasilien. På portugisisk - hvilket man som bekendt taler i Brasilien - går Georg Gearløs under navnet Professor Pardal, og pardal er det portugisiske ord for ’gråspurv’. Dermed synes der givet nyt liv til initialteoretikerne, der således kan notere en perfekt alliterativ sammenhæng mellem navnet Georg Gearløs og arten Gråspurv. Tvivlere vil herimod kunne anføre, at gråspurve kun yderst sjældent er hvide, og at Georg Gearløs aldrig - i hvert fald ikke på vore breddegrader - har været professor, hvilket som bekendt er en stillingsbetegnelse for højtstående akademiske undervisere ved universiteter og tilsvarende læreanstalter. Vi må derfor nok konstatere, at både det nederlandske og det brasilianske spor kræver yderligere efterforskning, førend de rigtig kan siges, at bidrage til gådens løsning.

I den forbindelse må det nævnes, at den tyske donaldismeforsker Christian Baron (1978) hævdede at være stødt på et direkte udsagn fra Gearløs selv i amerikansk donaldisme om sit (altså Gearløs’) artsforhold, hvor opfinderen skulle have udtalt: »I’ll be a sawed-off chicken-faced sparrow-bird,« altså en afsavet spurvefugl med kyllingeansigt. Umiddelbart kunne dette jo synes at støtte gråspurvehypotesen, men dennes kritikere vil hertil kunne påpege, at udtalelsen indledes med ordene “I’ll be..” og ikke “I am..”, så faktisk kan formuleringen i stedet opfattes således, at Gearløs bestemt IKKE mener, at han er en “afsavet spurvefugl med kyllingeansigt”. Da selve historien desværre ikke er undertegnede forfattere bekendt, er det ikke muligt her, at vurdere udtalelsen ud fra dens kontekst, endsige forklare forekomsten af ordet “afsavet”. Baron vurderede, at Gearløs’ næbform godt kunne ligne et spurvenæb. Han påpegede dog også en påfaldende navnelighed imellem Gyro Gearloose og det latinske fuglenavn Gárrulus Glandárius (skovskade). Igen kan vi konstatere, at den danske oversættelse fra Gearloose til Gearløs yder det originale kildemateriale betydelig mere respekt end eksempelvis Düsentrieb, Wortel og Smart - for slet ikke at tale om Uppfinnar-Jocke - og at navneligheden imellem Gárrulus og Gearløs er så betydelig, at man i dansk Gearløsforskning ikke uden videre kan negligere Barons skovskadehypotese, der dog aldrig har modtaget videre opmærksomhed i forskningen.

Til venstre: Profilsammenligning af Gearløs og Guf. Til højre: Tidligt profilbillede af Gearløs, hvor næbbet er mere langstrakt, og kunne minde om en måges.

Fra navneforskningens bidrag vender vi os herefter imod de anatomiske fakta og den fremherskende forestilling om, at Gearløs skulle være en gås. Her vil en nærmere fysiologisk sammenligning af Georg Gearløs og Fætter Guf hurtigt nå til den konklusion, at forskellene er mere fremtrædende end lighederne. Gearløs’ næb er krumt, hvor Gufs er typisk “andefugleformet”. Guf har endvidere den for ande- og svømmefugle så typiske kropsform med en ret markant gump, som vi også ser hos alle medlemmerne af Familien And. Gearløs derimod er lang og ranglet, uden noget der bare minder om en andefuglegump, og selv i hans kropsmæssige velmagtsdage tilbage i den ældre donaldisme sad hans fedtdepoter mere ligeligt fordelt over hele torsoen.

Den mest afgørende forskel ligger dog i det helt særegne forhold ved Gearløs, at han ikke har svømmefødder, men derimod menneskelignende (humanide) fødder! Nu går han som regel rundt i bukser og sko - hvilket i sig selv er meget atypisk for både gæs og ænder (også i donaldismen) - men ved flere lejligheder har beretningerne afsløret, at Gearløs har hvide humanidt formede ben og fødder, og altså ikke de traditionelle orangefarvede svømmefugleben og -fødder, som vi kender hos Guf og ænderne.

Eksempler på ældre (til venstre) og yngre (til højre) donaldistiske kildebelæg for Gearløs’ humanide underekstremiteter. Når disse ikke fremstår videre hvide på belægget til venstre, hænger det sammen med, at de umiddelbart forinden har været udsat for en automatisk skopudsning (uden sko).

En fatal konsekvens af denne mangel på svømmefødder og fedtholdig gump er, at Gearløs - som påpeget af Gangolf Seitz (1977) - tilsyneladende ikke fra naturens hånd er i stand til at svømme. I en beretning af Tony Strobl fra 1955 falder opfinderen således i vandet og må reddes af Anders’ nevøer fra at drukne, hvilket ifølge Seitz må opfattes som et vægtigt indicium for, at Gearløs i hvert fald ikke kan være nogen svømmefugl.

En dramatisk hændelse ved åen afslører, at Georg Gearløs ikke er den fødte svømmefugl.

Fra den klassisk-donaldistiske skuffe kan nærværende forfattere for egen regning supplere med et omtrent samtidigt barksistisk belæg for samme manglende svømmefærdigheder hos Gearløs (US 23).

Efter at have afprøvet adskillige kreative løsninger på, hvordan han kan erhverve sig evnen til at holde sig oven vande uden at naboerne opdager hans pinlige mangel på samme - og Lille Hjælper lige så mange gange har reddet ham fra druknedøden...

..så lykkes det faktisk Gearløs at opfinde en brugbar svømmefærdighedsopøvelsesmetode.

Og tilsyneladende har træningen båret frugt, da vi som påpeget af en anden tysk Gearløsforsker, Klaus Lange (1977), i yngre donaldisme ved flere lejligheder har kunnet konstatere, at den opfindsomme fugl nu har lært sig den svære svømmekunst. Han skulle endog være i stand til at dykke i længere perioder uden teknisk hjælpeudstyr.

Med hensyn til Gearløs’ ben og fødder har Boemund von Hunoltstein (1979) faktisk kunnet fremlægge et sjældent eksempel på, at Gearløs i en beretning optræder med tynde orangefarvede fugleben, men ifølge tyskerens egne omfattende studier, er dette en absolut undtagelse. En årsag til denne opsigtsvækkende ændring af benformen har nyere tysk forskning givet et bud på, hvilket vi senere skal vende tilbage til. Om vi med von Hunoltstein herefter tør fastslå, at Gearløs (almindeligvis) har hvide humanidt formede ben og fødder, kan kritikere jo med rette spørge, om dette så ikke også taler imod den indledningsvist fremsatte påstand om, at Gearløs overhovedet er en fugl? Nej, faktisk ikke, svarer etnologerne, da vi ikke med sikkerhed ved noget om, hvordan donaldistiske fugleben og -fødder ellers ser ud. I donaldismen optræder faktisk en mængde fuglelignende bifigurer med krumme næb, hvid hud og aflange humanidt formede kroppe uden gump, altid iklædt bukser og sko. Dette gælder i vidt omfang også Øjvind Ørn, der dog er betydeligt lavere end Gearløs og desuden er dækket af brune fjer. Men da også han går med bukser og sko, er der grund til at formode, at dette er det normale for ikke-svømmefugle af den anatide donaldistiske livsform.

En undtagelse herfra er de donaldistiske hønsefugle, og paradoksalt nok er den næstmest fremsatte formodning om Gearløs’ artsforhold netop, at han er en hane.[5] En af de første til at fremføre hanehypotesen var tyskeren Gangolf Seitz (1977). Imod sin egen formodning om, at Gearløs skulle være en hane, anførte han selv det væsentlige argument, at man i Tyskland anser høns for at være temmelig dumme (jf. vendingen “Du dummes Huhn!”), men da der ifølge Seitz’ viden ikke fandtes et tilsvarende udtryk på amerikansk (à la “You stupid chicken!”), lå den mulighed jo åben, at amerikanske høns er klogere end tyske. Tidligere havde også den velansete danske donaldismeforsker og -reporter Freddy Milton betegnet Gearløs som “en kylling” [6] - og tilsyneladende ikke i den mening, at ville dadle opfinderen for uværdig frygtsomhed. Angiveligt blev Gearløs også i de amerikanske originaludgaver omtalt som en chicken.

Ifølge initialteoretikerne giver G’et i Georg ikke uoverstigelige problemer for en haneteori. Akkurat som det artsindikerende initialelement i Klaras efternavn er Kluk, kunne man f.eks. forestille sig, at Georg inden sin opfinderkarriere retteligt hed Georg Gok. I så fald forstår man, at han har fået foretaget en navneændring, da han ellers ville have kunnet imødese endnu større problemer med at blive taget seriøst - selv i ingeniørverdenen. Et vægtigt argument herfor findes i norsk donaldisme, hvor Gearløs i de ældste beretninger fra 1953 faktisk hed Goggen Skrueløs, men året efter skiftede til det unægteligt mere flatterende navn Petter Smart.[7] Som det burde fremgå, har initialteoretikerne generelt ikke haft let ved at bidrage seriøst til Gearløsforskningen i Norge.

Umiddelbart taler næbformen også mere for en artsidentifikation som hane end som gås eller and, men hanehypotesen afhjælper ikke problemerne med kropsform, ben og fødder. Som sammenligningsgrundlag har vi som nævnt en velkendt hønefigur i donaldismen i Klara Kluk, hvilket vi af kønsmæssige årsager kan supplere med en barksistisk beretning om Anders’ møde med Klaras penneven Hagbart Hane. Hvad ben og fødder angår, kan det konstateres, at hverken Klara eller Hagbart går med kjole/bukser eller sko. Klara Kluk har ganske vist ikke de typiske orangefarvede fugleben, men det hænger sammen med, at hendes fjer - som det ofte ses hos høns af racen brune italienere, hvortil etnologerne regner hende - går helt ned til fødderne. Disse (fødderne altså) er derimod typisk hønsefodsformede. Også hos Hagbart Hane møder vi karakteristiske haneben og ditto fødder (dog tilsyneladende uden sporer, som han måske har lagt inden mødet med Anders af sikkerhedsmæssige hensyn); ingen af dem har altså nedre ekstremiteter som Gearløs.[8]

Heller ikke Klaras og Hagbarts generelle kropsform minder om Gearløs’ lange slanke krop. Begge har de udpræget tendens til gump, om end i en mere hønseagtig facon end hos svømmefuglene. En mere Gearløslignende kropsform finder vi i den modérne donaldisme hos den mexicanske hane Panchito Pistoles, men også her ses tydeligt typiske hønsefodsformede, orangefarvede fødder under de røde benklæder.

Rosaistisk kildebelæg for hanekyllingers kropsform i Stella anatium: El señor Panchito Pistoles.

Endelig må det pointeres, at alle tre her fremdragne eksempler på høns og haner i Stella anatium bærer en for deres art typisk og flot hale. Nu har vi - heldigvis vil de fleste sikkert sige - aldrig set Gearløs’ bagdel uden bukser, men der kan simpelthen ikke være plads til et sammenkrøllet bundt halefjer i den lille buksebag. Dertil kommer, at Gearløs også mangler den for høns og især haner så karakteristiske kam - og nej, her tænker vi ikke på en redekam til hans uglede hår.

Apropos hår, så må vi som et væsentligt forhold omkring forskningens forsøg på at artsbestemme Georg Gearløs nævne hans særegne frisure. Umiddelbart synes Gearløs’ frodige hårpragt dog at forvirre mere end gavne med hensyn til løsningen af problemet. For det første har det endnu ikke være muligt at finde en ækvivalent udseende frisure hos kendte fuglearter, om end visse indavlede dueracer faktisk kommer forbavsende tæt på.

Eksempler på dueracer med visse lighedstræk med Gearløs’ hovedhår. Det er en Engelsk parykdue til venstre og en Harzburger trommer til højre.

En betydningsfuld ulempe ved duehypotesen er dog, at netop duer vel nok må regnes for en af de dummeste repræsentanter for hele fugleklassen - og dermed ikke umiddelbart synes at være den mest oplagte art, hvorfra donaldismens genialeste opfinder skulle udvikle sig. For supplerende spekulationer vedrørende Hr. Gearløs’ hårpragt henvises i øvrigt til forskningscenterets særskilte redegørelse desangående.

Midtvejskonklusion på artsspørgsmålet - og en morfotalistisk forklaringsmodel

Konklusionen må således være, at der intet videnskabeligt belæg findes for de to traditionelle teser om, at Georg Gearløs skulle være enten en gås eller en hane. Det kan endvidere konstateres, at han er en fugl af zoologisk set ubestemmelig herkomst - og vel og mærke en fugl med betydeligt flere humanide træk end ænder, gæs og høns i Andeby. Faktisk kunne han i princippet være et menneske med fuglehoved! Med denne nok for de fleste lidt groteske formulering har vi bevæget os over i den absolutte donaldistisk-etnologiske frontforskning, der for tiden især tegnes af den progressive sydtyske donaldismeforsker dr. paTrick Martin og hans epokegørende (og provokerende) morfotilteori.[9] Her skal blot gengives, at de intelligente livsformer i det donaldistiske univers (Stella anatium) ifølge dr. Martin slet ikke er dyr, men mennesker i animalske kropsformer, hvoraf de anatide (ænder, gæs, høns o.lign.) er de bedst kendte, og de kynoide (hundelignende) klart udgør flertallet. Hvordan de er blevet sådan, kommer det for vidt her, at gøre rede for, men i Gearløs’ tilfælde kan teorien altså bruges til at forklare, hvorfor en stor gruppe af Andebys fuglelignende livsformer er så langt mere humanide i deres udseende end eksempelvis ænderne. De tilhører simpelthen en anderledes udviklet livsform.[10]

Dr. Martins røntgenmodel af donaldismens anatide livsform (til venstre) og kynoide livsform (til højre).

Etnologerne på Sydnordisk Akademi for Donaldisme er dog foreløbig yderst skeptiske overfor den sydtyske morfotilteori, som de mener endnu mangler fyldestgørende videnskabelig underbygning. Derimod hæfter de sig ved, at der i donaldismen ved siden anatider og kynoider optræder en artsgruppe af tilsyneladende relativt ens udseende høje, hvidhudede væsner med mere eller mindre krumme næb, fuglehoveder, og humanidt formede ben og fødder. Dette fik i 2003 Akademiets chefandtropolog og medforfatter til nærværende afhandling, dr. Jacobinus GrandjeAnd, til at foreslå en udvidelse af det donaldistiske artsklassificeringssystem med indførelsen af en helt ny donaldistisk-etnologisk artsgruppe, nemlig den aveside livsform (af lat. aves = “fugl”). Selvom afhandlingens to øvrige forfattere langt fra altid deler dr. GrandjeAnds tillid til sammes opdagelser og teser, så må vi i dette tilfælde indrømme, at hans bevisførelse efterhånden forekommer os ganske overbevisende.

Foruden de ovenfor nævnte fysiologiske karakteristika ved de aveside væsner, så udmærker artsgruppen sig tilsyneladende med et intelligensniveau højere end gennemsnittet. Akkurat som grise synes at dominere det politiske miljø i Andeby (uden at vi her skal nedværdige os til at komme med letkøbte kommentarer i den sammenhæng), så kan den aveside livsform fremvise flere repræsentanter fra det højerestående akademiske miljø. Faktisk er der ofte tale om personer med så udviklet en intelligens, at de fremstår temmeligt excentriske og derfor har problemer med at fungere blandt laverestående og mere jordnære Andebyborgere. Dermed minder de i høj grad om Gearløs selv, der altså blot stædigt har vedholdt at ville leve i Andeby med alle de forviklinger, det måtte give.

To eksempler på excentriske professorer af tilsyneladende artsmæssigt slægtskab med Gearløs. Især den nederste, professor Særling (der tilmed selv er ornitolog!), udviser påfaldende ligheder med Gearløs.

Andre højintelligente repræsentanter for den aveside art har dog tilsyneladende forstået at tilpasse sig de laverestående omgivelser i Andeby. Som eksempel herpå er den unavngivne professor i Andebys Lære- og Forbedringsanstalt (tidl. Andeby Tugthus), der endda er så intelligent, at han er i stand til at sætte sine briller fast bag sine ikke-synlige ydre øren. Til gengæld kan man nok anklage ham for en - for sin art typisk - virkelighedsfjern tilgang til sin omverden, idet han er overbevist om, at anstaltens diplomuddannelse er i stand til at rehabilitere Bjørnebanden og skaffe dem hæderligt arbejde.

En avesid professor uddeler diplomer til Bjørnebanden i Andeby Lære- & Forbedringsanstalt. Et belæg for artens intelligens - eller ubegribelige dumhed?

Selvfølgelig er ikke alle Gearløs’ artsfæller lige hyperintelligente og excentriske. Senere i samme beretning (U$ 63) møder vi nok en højtuddannet, men for sin art betydeligt mere pragmatisk og rationelt indstillet avesid psykiater.

Pragmatisk anlagt avesid psykiater viser sjælden evne til at kombinere akademisk diagnose med økonomisk rationale.

Avesiderne er i det hele taget stærkt repræsenteret i Andebys stadspsykiatri, idet det også er en sådan, der er tilknyttet politiet til korpsets psykiaterkrævende udrykninger. Som når f.eks. en borger pga. et lynafledt strømsvigt sidder fast i en elektronisk partikeloverføringsmaskine.

Et bevis for avesidernes evne til at bevare fatningen, når alle andre er lamslåede og rådvilde - eller sidder fast i en elektronisk partikeloverføringsmaskine. Når alt kommer til stykket, er det jo blot endnu et tilfælde af personlighedsspaltning.

Der findes sågar enkelte eksempler på aveside personer i donaldismen, der hører til samfundets nedre sociale lag med tydelige relationer til underverdenen. Men langt hovedparten af fuglene tilhører Andebys akademiske og intellektuelle overklasse. Da Gearløs f.eks. møder en artsfælle i patentkontorets venteværelse (U$ 34), er han ikke et øjeblik i tvivl om, at han her står overfor en intelligent opfinder på næsten hans eget niveau. Afslutningsvis viser det sig ganske vist, at han tager fejl - der er nemlig tale om en robot - men det er i denne sammenhæng mindre afgørende. Samtidig viser det sig, at chefen på patentkontoret også er en fugl.

Et sidste eksempel på fuglenes overlegne intelligens er hentet fra nyere italiensk donaldisme, hvor en af Rip, Rap og Rups venner kan berette, at hans fader er astronom på Andeby Observatorium; også her er drengen af den aveside artsgruppe, hvilket vi derfor også har rimelig grund til at formode, at den omtalte fader er.[11] Man fristes nærmest til at konkludere, at de aveside livsformer dominerer intelligentsiaen i Andeby.

Belæg fra yngre italiensk donaldisme på den aveside livsforms dominans i Andebys akademiske elite.

Nærværende gennemgang af eksempler på repræsentanter for donaldismens aveside livsform giver desuden belæg for endnu en fysiologisk opdagelse, idet flere underarter af den aveside artsgruppe adskiller sig markant fra de fleste anatide livsformer ved, at de har udvendige øren. Dette gælder som bekendt ikke Gearløs selv, men f.eks. den kålelskende professor, psykiaterne og kontorchef Snurrig (samt den aveside robot). Samtidig synes der at være en generel tendens til, at de aveside væsner er svagtseende, idet næsten alle de ovennævnte voksne eksempler bærer briller (inkl. robotten).

Som en kuriøs afslutning på diskussionen om Georg Gearløs’ biologiske art kan det måske have interesse at stille sig det spørgsmål, om Gearløs selv ved, hvad han er? Dette såvel essentielle som filosofiske spørgsmål bringes faktisk på banen i en klassisk barksistisk beretning (U$ 26), hvor opfinderens biologiske ur tydeligvis er begyndt at tikke, og han sætter sig for sin karrieres måske mest ambitiøse udfordring; han vil reproducere sig selv, han vil skabe liv! Under skyldig hensyntagen til de (muligvis) strenge sexualnormer i Andeby (jf. Institut for Donaldistisk Sexologi) er han dog klar over, at dette ikke kan foregå ad de i vor del af verden sædvanlige veje, og under kraftig inspiration af en film om dr. Krankenstein går han i stedet i gang med en kemisk baseret familieforøgelse.

Ifølge Gearløs’ indledende tanker er det tydeligvis hans hensigt at skabe en ny Georg Gearløs - og bestemt hverken et insekt, en plante eller et grydelåg. Helt sikker på cocktailblandingens udkomme er han dog ikke, men hans forventninger går i retning af, at det bliver en fugl. Dette understreges yderligere af, at han vælger, at lade livsformen tage sin begyndelse i et æg. Ægget lægges nu under rugehønen Putte Kluk (hvorfor Gearløs har en sådan liggende i baglokalet til sin rådighed kommer Barks ikke rigtig ind på), og Gearløs afventer herefter spændt, hvad der kommer ud af hans anstrengelser - og af ægget.

Hidtil har forskerne antaget, at Gearløs’ fantasifulde overvejelser skyldes usikkerhed med hans egen kemiske formåen. En sådan tvivl på egne evner synes dog at ligge langt fra Gearløs’ sædvanlige selvsikkerhed, og denne afhandlings forfattere vover her at fremsætte den provokerende tese, at tvivlen i lige så høj grad kan bero på en usikkerhed om, hvad et væsen som ham selv kan blive “far” til - eller sagt på en anden måde, hvad slags væsen “en Georg Gearløs” egentlig er. Som han selv nævner, er de kemiske ingredienser stort set ens for alle, det er blandingen, der er den afgørende; og nu er det jo Gearløs’ hjerne, der har besluttet blandingen til indholdet af Gearløs-ægget. Som det fremgår, ligger de mest oplagte muligheder efter Gearløs’ egen opfattelse tilsyneladende især inden for fugle- og paddearterne.

Med ulidelig spænding afventer den vordende fader, rugemoderen, Lille Hjælper og resten af omverdenen resultatet af familieforøgelsen. Da billedet og Gearløs’ udtalelser meget let kan misforstås, når de som her optræder uden for kontekst, skal det understreges, at “kyllingens” tilblivelse er sket under helt igennem ærbare og strengt videnskabelige forhold - og således ikke bør opfattes som et afgørende indicium for den tidligere omtalte hanehypotese.

Klækningen af ægget må jo nok betegnes som en skuffelse for såvel Gearløs som Gearløsforskerne, idet indholdet af ægget som bekendt viste sig at være et dørgreb. Når det kom til stykket, nåede opfinderens kemisk-reproduktive evner altså ikke meget længere end grydelågsstadiet. Som en trøst kan det dog nævnes, at Putte Kluk modtog sit afkom med al den moderlige kærlighed, man kan ønske sig, og at mor og barn så vidt vides stadig har det godt.

Post-scriptum kommentarer til “Hvad (slags dyr) er Gearløs?”-debatten

Jeg har læst artiklen med diskussionen om Gearløs’ art, og har den kommentar, at jeg synes afvisningen af, at han skulle være due, var for letkøbt. Personlig har jeg altid set ham som due, og følte mig godt bekræftet vha. de fotos artiklen indeholdt af duer med en ‘paryk’ i stil med hans mærkelige hår! (Men mange af ænderne har jo også hår, på den anden side, lige fra Højben over Gulda og frk. Rappesen til Bedstemor And, så måske burde jeg slet ikke se det som en evt. forhindring for at være due.) Nuvel. Jeg synes, at hans næb og hovedform uimodsigeligt er en dues. De par billeder, artiklen indeholdt af ham i profil, hvor næbbet var mere mågeagtigt, må så skyldes en perspektivforvrængning, eller en midlertidig lidelse efter eksperimenter med kosmetiske transformationer ad kemisk vej (f. eks.). For på flertallet af billeder er hans næb da uimodsigeligt ‘duet’.

Men jeg indrømmer, at kroppen er en gåde. Og dog - når I i andre artikler påviser så mange indicier for frugtbærende forhold mellem gæs og ænder - og vi flere gange har set f. eks. Anders And vise interesse for menneske- og hundekvinder - hvorfor så ikke et afkom af en due og et menneske? Dette kunne også forklare Gearløs’ overlegne intelligens i forhold til de andre fuglevæsener. Undrer mig, at denne hypotese ikke var med i artiklen. Som sagt synes jeg, at I var lige lovlig hurtige på aftrækkeren med at afvise due-forslaget med henvisning til, at “duer er for dumme”. Man må jo heller ikke glemme, at i den kristne religion er en tredjedel af GUD en due. Og det er den tredjedel, som er far til Jesus. Som heller ikke var dum, vel? Vi bruger stadig hans opfindelse, f. eks. var velfærdsstaten og Amnesty nok ikke tænkelige uden ham.

Mange tak for din henvendelse og interesse for Gearløs-spørgsmålet. Det er bestemt nogle gode overvejelser, du her fremlægger, og du kan have ret i, at due-muligheden nok er blevet afvist for hurtigt. Duen er jo da i hvert fald et bedre forslag end den gås, som traditionelt og ganske uforståeligt er blevet kørt frem fra flere sider.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme skal dybt beklage, at vi så klodset er kommet afsted med at fornærme duen. Det er tydeligvis en fugl, du føler dybt for. I modsætning til visse statsministre og avisredaktører skal vi ikke tøve med straks at udstede et uforbeholdent: Undskyld!

Som bod for vore uheldige udtalelser omkring duer bringes her et dejligt billede af en stolt repræsentant for arten. Se blot, hvor den udstråler ynde, elegance og ikke mindst ophøjet visdom. Selv uden paryk...

I 2009 mente cAnd.don. Søand at kunne levere et bevis for, at Gearløs var en guldfinke. At dømme efter responsen fra andre Gearløsforskere synes spørgsmålet dog fortsat ikke endegyldigt afsluttet.

Baron, Christian (1978): “Zu Daniel Düsentrieb”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 10, s. 23.

Gisle, Jon (1973): “Donaldismen - En muntert-vitenskapelig studie over Donald Duck og hans verden”, Gyldendal Norsk Forlag.

von Hunoltstein, Boemund (1979): “Daniel Düsentrieb”, i ‘Der Hamburger Donaldist’ nr. 16, s. 10-11.

Lange, Klaus (1977): “Trägt Daniel Düsentrieb ein Toupet?”, i ‘Der Hamburger Donaldist’ nr. 4, s. 23.

Magnusson, Magnus, Mike Barrier & Freddy Milton (1974): “Bing - du er hypnotiseret”, i ‘Carl Barks & Co.’ nr. 1, s. 4-9.

Schäfer, Klaus (1979): “Anmerkungen zu Person Daniel Düsentrieb”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 18, s. 22.

Seitz, Gangolf (1977): “Daniel Düsentrieb”, i ‘Der Hamburger Donaldist’ nr. 3, s. 20.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

Noter:

[1]..omend nogle donaldistiske etnologer advarer imod overdreven tiltro til sådanne efternavne som artsindikatorer. Bl.a. er flere af den opfattelse, at Anders’ irriterende heldige fætter, der på dansk har fået det neutrale navn Højben, men på engelsk og tysk hedder henholdsvis Gladstone Gander (= gase) og Gustav Gans (= gås), i virkeligheden efter alt at dømme kun er halvt gås og halvt and. Heller ikke i vores egen verden synes en formodning om ligefrem korrelation mellem efternavn og art altid at holde stik; f.eks. vil belæste historikere kunne bekræfte, at den danske adelsmand fra 1500-tallet Peder Oxe slet ikke var nogen okse, men derimod et menneske!

[2] ..omend nogle - hvilket går ud over forfatternes fatteevne - fastholder den formodning, at Fedtmule også skulle have noget dromedar i sig!?!

[3] En nærmere omtale af den beslægtede alliterationshypotese findes på hjemmesiden for Afdelingen for Donaldistisk Biologi (SAD).

[4] Hvordan forfatterne er bekendte med dette forhold har de ikke ønsket at uddybe.

[5] Hvilket ifølge de altid årvågne zoologer (der tilsyneladende må kede sig bravt på deres eget institut) ikke er betegnelsen på en art, men derimod på et køn indenfor en art.

[6] Magnusson, Barrier & Milton 1974, s. 6.

[7] jf. Gisle 1973, s. 24-25.

[8] Her tænkes udelukkende på ben og fødder!

[9] Teorien kan studeres i originaludgaven på www.donald.org.

[10] Det “morfotale” består i, at de desuden er i stand til at foretage mindre anatomiske ændringer efter behov, såsom at lade hovedet presse sammen, kroppen puste op eller trække ud, ændre formen af næbbet, fremtrylle og bortskaffe tænder i næbbet fra det ene øjeblik til det næste, samt om nødvendigt gro en ekstra finger på få sekunder (såkaldt spontan polydaktyli). Heri haves måske også en forklaring på, hvordan Gearløs i den tidligere nævnte beretning pludselig kunne optræde med lange tynde fugleben?

[11] Hertil vil krakilske skeptikere kunne hævde, at det ikke explicit fremgår, at faderen er astronom, så selv hvis knægten taler sandt, så kunne faderen f.eks. arbejde i observatoriets kantine, passe fyret eller gøre rent på stedet. Til den slags skeptikere vil vi sige: Rend og hop!

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.

Gådefulde Georg Gearløs (intro)		Papegearløs? Nyt om Gearløs' art

Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme		Kynoider og ornitider

Hvad (slags dyr) er Georg Gearløs?

af dr. J. Gjøgsig, professor J.G.G. Jakobsen & dr. J. GrandjeAnd (2003/2004/2006)