Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Center for Gearløsforskning
Har Georg Gearløs hår?
af dr. J. Gjøgsig (2003-05)
I debatten vedrørende Gearløs’ artsmæssige baggrund (gås, hanekylling, "avesid", eller andet) har også hans særegne hårvækst været forsøgt inddraget, dog uden afgørende held. Blandt de enkelte af debatørerne, der rent faktisk har haft forstand på ornitologi, har man endvidere undret sig over, at en fugl overhovedet KAN gro hår!? Forslag har været fremme om, hvorvidt der ikke snarere er tale om en særlig opsætning af fjer og dun, muligvis under kraftig anvendelse af styling gel. Andre har henvist til, at enkelte dueracer fra vor verden gennem et intensivt avlsprogram har udviklet omtrent identiske, hårlignende hovedprydelser.
Eksempler på
dueracer med visse lighedstræk med Gearløs’ hovedhår. Det er en Engelsk
parykdue til venstre og en Harzburger trommer til højre.
Ifølge dr. GrandjeAnd (2003), der mener at kunne henføre Georg Gearløs til en særskilt avesid artsgruppe inden for den donaldistiske etnologi, er hans (altså Gearløs’) hårpragt ingenlunde et særsyn for hans (stadig Gearløs’) slags.[1] Markant lighed kan ikke mindst iagttages hos ørneforskeren professor Særling.
Eksempel
på typisk avesid hårvækst hos ørneforskeren professor Særling.
Nogle forskere har imidlertid sat kraftigt spørgsmålstegn ved, om Gearløs’ hår nu også er ægte? Sidst i 1970'erne fremlagde to tyske gearløsforskere (Klaus Lange 1977 og Boemund von Hunoltstein 1979) således den såkaldte parykpåstand, hvor de hævdede at have »..zahlreiche (!)..« (udråbstegnet er von Hunoltsteins eget) eksempler på, at Georg Gearløs går med paryk, og præsenterede os bl.a. for de neden for gengivne kildebelæg.
Den hævdede bevisrække for at Gearløs er skaldet. Tak til Søren Haagerup (DDF(R)) for tilvejebringelse af de danske billedudgaver øverst.
Garvede donaldister vil hurtigt konstatere savnet af barksistiske belæg for påstanden, og endvidere kunne henføre eksemplerne til den generelt ringeagtede kommercialisme fra midten og slutningen af 1960’erne, hvorfor mere konservative donaldister nok vil sætte spørgsmålstegn ved billedernes kildeværdi, mens ortodokse klassisk-donaldister med fnysen helt vil afvise dem. Uomtvisteligt er det dog, at billederne tydeligt viser, at Gearløs går med paryk - og at han ifølge det sidste eksempel endda synes at udruge æg under den. Stefan Schmidt (1977) kunne supplere bevisrækken med endnu et kildebelæg, hvor Gearløs taber parykken foran en gruppe kollegaer, der giver udtryk for længe at have haft ham mistænkt for at bære paryk. Schmidt udtrykte dog selv nogen skepsis overfor kildens troværdighed: »Allerdings ist diese Geschichte so idiotisch, daß man an ihrer Autentizität zweifeln muß...«.
Nok et
kommercialistisk indicium for
parykpåstanden.
Man kan i den anledning stille sig det spørgsmål, hvorfor Gearløs i givet fald skulle vælge at gå med paryk? Når denne skik tilsyneladende har en vis udbredelse blandt hunkøn af Stella anatiums anatide artsgruppe (læs: hunænder) hænger det tydeligvis sammen med kosmetiske og forfængelige bevæggrunde. Sådanne burde ligge en seriøs videnskabsmand meget fjernt, hvilket udseendet af Gearløs’ hår da også alene synes at godtgøre. En mere plausibel forklaring kunne være et ønske om netop at se mere “videnskabsagtig” ud, altså bære et stort viltert hår, for derved at opnå større faglig anerkendelse. Akkurat som skaldede personer i donaldismen sjældent kan vente at gøre karriere som dirigenter.
Klassisk bevis for, at hår har betydning for social anerkendelse i flere af Andebys erhvervsgrupper.
Indtil videre synes det klogest at afvente yderligere beviser for parykpåstanden, inden Gearløsforskningen sætter afgørende lid til Langes opdagelse. Et vægtigt argument imod Lange og von Hunoltstein er, at der foreligger et barksistisk bevis for, at Gearløs rent faktisk barberer sig! At han er i stand til at udvikle skægvækst er dog - som mange mandlige repræsentanter for menneskearten sikkert vil kunne bekræfte - ikke nødvendigvis et argument for, at han tillige skulle være i stand til at gro et så frodigt dække af hovedhår, som tilsyneladende er tilfældet.
Barksistisk
bevis for, at Gearløs barberer sig.
Et
andet mystisk forhold omkring Gearløs’ hår er, at hårfarven har ændret sig op gennem tiden. I den sen-klassiske donaldisme og langt op i moderne tid har håret
som regel altid haft en rødlig
eller nøddebrun kulør (bl.a. jf. billedet ovenfor), men i 1990’erne er håret blevet mere lysebrunt - nærmest
beigeagtigt.
Observationen kompliceres yderligere ved, at Gearløs i de alderældste
historier faktisk har præcis samme hårfarve som i nutiden.
Georg Gearløs med leverpostejsfarvet hår ved introduktionen i 1952 (t.v.) og i nutidsdonaldismen (t.h.).
Fænomenet kan have
flere mulige forklaringer. Tilhængerne af parykpåstanden vil kunne se
farveskiftene som et indicium for rigtigheden af deres hypotese. Andre vil kunne
hævde, at Gearløs som så mange andre i 90’erne har fået afbleget sit hår
af kosmetiske årsager, men mere sandsynligt er det nok, at hans hårfarve
simpelthen er falmet naturligt pga. tiltagende alder.
Ingen af de to sidstnævnte forklaringer kan dog benyttes om det første
farveskifte i 1950’erne. Her skal vi måske i stedet sammenligne med et fænomen
kendt fra den menneskelige verden, hvor mange mørkhårede nordboere kan
fremvise barndomsbilleder af dem selv, hvor de som små poder var ganske
lysblonde. Dette kunne da indikere, at de ældste barksistiske billeder
vitterligt viser en meget ungdommelig og uudviklet Gearløs.
Tilbage står da at forklare, at Gearløs i en periode har været helt lysblond! Et forsøg på at placere den pågældende periode i Gearløs’ livskronologi er ikke uden vanskeligheder, idet den langhårede frisure minder meget om frisuren fra ungdommens dage, mens Gearløs’ trætte ansigt mere tyder på en datering langt oppe i alderen. At dømme ud fra beretningens udgivelsestidspunkt (1959) befinder vi os imidlertid i en mellemliggende periode.
En blond Gearløs til søs.
Igen vil flere sikkert fristes til at søge fænomenets forklaring i parykpåstanden. Alternativt kan det være den saltmættede havluft eller bivirkninger fra et af de mange eksperimenter hjemme i værkstedet, der har gjort udslaget. Nok engang må vi konstatere, at gåderne om Georg Gearløs er mange og kun sjældent let lader sig løse.
Note:
1. At der så også er en vis lighed med dr. GrandjeAnds egen hårmasse er en anden sag.
Anvendte
billedkildeforkortelser (fremkommer
ved at placere cursoren på billedet):
Litteraturhenvisninger:
GrandjeAnd, dr. Jacobinus (2003): “Donaldismens aveside livsform”, foredrag holdt ved Det 4. Andtropologiske Symposium, Center for Klassisk Donaldisme. Senere fulgt op af afhandlingen “Den aveside artsgruppe”, i 'Hvad slags dyr er Georg Gearløs?', dr. J. Gjøgsig & al., Sydnordisk Akademi for Donaldisme 2004.
von
Hunoltstein, Boemund (1979): “Daniel Düsentrieb”, i ‘Der Hamburger
Donaldist’ nr. 16, s. 10-11
Lange, Klaus
(1977): “Trägt Daniel Düsentrieb ein Toupet?”, i ‘Der Hamburger
Donaldist’ nr. 4, s. 23
Schmidt, Stefan (1977): Læserbrev uden titel i ’Der Hamburger Donaldist’ nr.7, s. 11.