Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

Kynoider og ornitider

- Om arter og racer i Andeby

Fra “Katze oder Eule”, indlæg af Klaus Harms i ’Der Donaldist’ nr. 79 (1992) s. 23, refereret af dr. J. Gjøgsig (SAD).

Kilde: Barks (1964) WDC 289; GB 11

En af de bedste introduktioner til Stella anatiums etnologi er ifølge FED’s opfattelse blevet leveret af den ansete tyske donaldistforsker Klaus Harms i 1992. Ifølge Harms kunne Andebys mange intelligente arter med fordel inddeles i to overordnede hovedgrupper: “Fuglearterne” eller ornitiderne (af lat.: ornito = relateret til fugle) og “pattedyrsarterne”. Til den første hovedgruppe regnede Harms foruden den anatide artsgruppe (ænder og gæs) også ugler, storkoider, høns, m.fl. Blandt de vigtigste arter fra pattedyrsgruppen kan nævnes kynoider (de hundeagtige) og humanoider (de menneskeagtige), svin, bjørne, ulve og egentlige mennesker.

Kilde: Barks (1952) WDC 138; CBBAlle kvantitative studier af befolkningssammensætningen i Andeby vil hurtigt kunne fastslå, at kynoiderne og humanoiderne udgør det absolutte flertal, mens ornitiderne danner et mindretal. Til gengæld kan det konstateres, at ornitiderne gennemgående indtager en højere samfundssocial position i Andeby sammenlignet med det kynoide flertal. Det er således blandt ornitiderne, at vi finder byens (såvel som verdens) absolutte økonomiske elite (Joakim von And, Flintesten og til dels Anderbilt) og intelligentsiaen (Raptus von And og Gearløs), uglerne har så godt som komplet monopol på dommerembederne, og dertil er Andeby (akkurat som en betydelig del af nabobyerne) opkaldt efter en fugl.

I modsætning hertil dominerer pattedyrsarterne Andebys mellemklasse og dermed de mere jævne socialklasser. Det er endvidere ifølge Klaus Harms nok så bemærkelsesværdigt, at de få højere embeder i Andeby, hvorfra pattedyrene har fortrængt ornitiderne, hvilket først og fremmest vil sige borgmesterposten (svin) og politikorpset (kynoider), meget ofte er at betegne som “stænderembeder”, hvortil man enten skal vælges af befolkningen eller på anden måde kunne repræsentere denne. Nok så tankevækkende fandt Harms det ligeledes, at vi i Andebys ghettoer og øvrige miljøer for de nedre socialklasser KUN finder individer af pattedyrsarterne (primært kynoider og humanoider) og aldrig ornitider.

Kilde: Barks (1951) OS 367; CBB

Klaus Harms mente på den baggrund at kunne finde belæg for en dybtliggende og fjendtligsindet race- eller artsbevidsthed imellem kynoider og ornitider: »Die Diskriminierung der Vögel vorwiegend und besonders durch Hundeartige erfolgt nicht offen, sondern latent, aus dem Unterbewußtsein, als genetisch fixierte Expression eines womöglich Jahrmillionen andauernden Selektionsdrucks.« Racediskrimineringen går tilsyneladende begge veje. Hvor ornitiderne utvivlsomt opfatter sig selv som en naturlig overklasse, lagt og klækket til at styre verden, så bærer kynoiderne i sig et nedarvet had til samme fjerede, arrogante overklasse: »Für einen Hundling ist ein Anatide somit ein “Urmensch”, er assoziiert den Entenartigen hemmungslos mit Wilden, und der Gedankensprung zum “Untermenschen” ist nicht weit.« Problemet for kynoiderne er imidlertid, at selvom de er de fleste, så er det stadig ornitiderne, der er de mest succesfulde.

Kilde: Barks (1952) WDC 138; CBB

Den slags erkendelser er selvsagt uhyre irriterende for kynoiderne, hvilket kan være grunden til, at de fra tid til anden afsløres i social, virkelighedsfortrængende konstruktionsdannelse med en ganske uhyggelig undertone. Hele Klaus Harms’ ovennævnte etnologiske redegørelse var således egentlig en besvarelse på et af tidsskriftet ’Der Donaldist’ opstillet prisspørgsmål angående en højst besynderlig episode i en klassisk barksistisk beretning om Den talende hund (WDC 152). Anders And har gjort sig de største anstrengelser for at kvalificere sig til en TV-quiz for kendte personer, hvor man kan vinde den svimlende sum af 1.000 kroner, men til hans ærgrelse udskiftes han i sidste øjeblik med sine nevøer, der har overtrumfet Anders’ talende hund med en syngende kat.

Kilde: Barks (1953) WDC 152; AA 11/1954

Efter at have imponeret Andebys TV-seere med katteserenaden “Oh, mein Papa!” (i 1972-udgaven afløst af “Oh, hvide måge!”) skal drengene så gøre sig fortjente til de mange penge ved at besvare 1.000 kroner-spørgsmålet: »Hvilket dyr kan se i mørke og fange mus?«

Kilde: Barks (1953) WDC 152; TGDD 9 (DD 79)

Mens katten smilende ser til, har ællingerne de største kvaler med at finde svaret, som Anders - en anelse naivt - tror, at han kan råbe til dem gennem sit fjernsyn hjemme fra stuen.

Kilde: Barks (1953) WDC 152; AA 31/1972

Ungerne vælger i stedet at svare: »En ugle!«, hvilket ifølge quizmasteren er forkert, hvorfor Familien And mister de 1.000 kroner og ender med at må aflevere TV-apparatet til pantelåneren.

Kilde: Barks (1953) WDC 152; AA 31/1972

Og mens selve beretningen stopper her, så starter naturligt den akademisk-donaldistiske undren over, hvorfor ungernes svar nu i grunden er forkert? Uglen kan da lige så vel som katten se i mørke og fange mus - eller hvad? Ganske vist er det småt med konkrete, donaldistiske belæg for, om uglerne i Stella anatium (de zoologiske ugler, vel og mærke, ikke dommerstanden) har samme kostvaner og synsevner som på Jorden, men en zoologisk-fysiologisk forklaring baseret på det modsatte er næppe holdbar. Derimod var det Klaus Harms’ vurdering, at svarets afvisning skyldes bevidst eller ubevidst racisme hos de kynoide TV-folk: »Das gesamte Quizteam, ausschließlich aus Hundeartigen bestehend, verdrängte in der betreffenden Situation - Fixierung auf Katzen, latenter Haß auf Ornithide - die Existens die (vermutlich ebenfalls korrekte) Antwort der drei Knaben anatider Herkunft; ein glatter Fall von Quizbetrug!«

Det kan anføres, at de danske oversættere af ukendte årsager har omgået det potentielt farlige spørgsmål med en anden oversættelse: »Sig mig så, hvad det er for et dyr, der siger mjav og fanger mus?«

Kilde: Barks (1953) WDC 152; AA 31/1972

Ikke alene må denne ukorrekte oversættelse betegnes som endnu et eksempel på den kun alt for velkendte, kedelige kildeforvanskning, der gang på gang vanskeliggør vort seriøse forskningsarbejde unødigt, der er også tale om et højst urimeligt smædeangreb på Rip, Rap og Rups intelligens, idet svaret »En ugle!« herefter må synes direkte tåbeligt!

 

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.