Sydnordisk Akademi for Donaldisme
Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme (FED)
I anledning af, at vi på Sydnordisk Akademi for Donaldisme har udnævnt studieåret 2005-06 til "Geografiens År", vil Akademiet gennem en række organisatoriske tiltag i løbet af året søge at stimulere tematiske studier inden for netop donaldistisk geografi, som vi i løbet af vinteren vil samle i et seminar over det store spørgsmål: Hvor ligger Andeby?
Oprettelsen af Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme (FED) er en konsekvens af Akademiets geografiske temaår. Forskningscenterets fokus ligger på de forskellige arter eller racer i Andeby og det øvrige Stella anatium. Et vigtigt etnologisk spørgsmål med tyk forbindelse til sexologien er i øvrigt netop, hvor vidt de bør betragtes som arter eller racer? Dertil kommer spørgsmål som: Hvilke karakteristika kendetegner de enkelte arter for så vidt angår forhold som fysiologi, adfærd, social positionering o.lign., hvordan adskiller de forskellige arter sig fra hinanden, og hvordan er deres indbyrdes relation?
Når Akademiet har besluttet at henlægge etnologien til et forskningscenter og ikke som normalt til et institut eller en afdeling på et sådan, så hænger det sammen med, at vi ønsker at stimulere en tværfaglig tilgang til den donaldistisk-etnologiske forskning. Forskningscenteret vil således inddrage studier, teorier og metoder fra etablerede akademisk-donaldistiske forskningsområder som fysiologi, sociologi og sexologi, samle Akademiets allerede eksisterende, men ofte noget spredte etnologiske forskning, og naturligvis supplere med den øvrige donaldistisk-geografiske temaforskning på Akademiet efterhånden som denne lanceres.
Indholdsfortegnelse med hyperlinks til de enkelte temaafsnit:
Anatid etnologi
Studiet af de fra Andeby almindeligt kendte hvidænders fysiologiske og adfærdsmæssige træk er her på Akademiet generelt behandlet under henholdsvis Afdelingen for Andelogi og Institut for Donaldistisk Sociologi, samt på mere specifikke adfærdsområder Institut for Donaldistisk Sexologi. Fra disse kan der for så vidt angår den generelle hvidandeforskning peges på følgende studier med særlig interesse for den anatide etnologi.
Akademiets
chefandtropolog dr. Jacobinus GrandjeAnd har på Afdelingen for Andelogi indledt
en kursusrække over temaet anatid fysiologi, hvor han foreløbig har
gennemgået forskningen omkring ændernes reproduktionsform (fødsler
eller æglægning?) og det anatide hoved (og dets eventuelle indhold). Senere er
planlagt kursusgange om rostrilogien og anatid dentologi (om ændernes næb og
tandsæt), ændernes kropsstørrelse, anatid morfotalitet (evnen til at ændre
kropsform), samt den gådefulde anatide underkrops anatomi.
Et
andet anatid-fysiologisk forhold der ved gentagne lejligheder har været inde i
debatten på Akademiet er ændernes livscyklus og alder, hvor bl.a. professor
J.G.G. Jakobsen har gjort sig til talsmand for, at de omdiskuterede tidsforhold
i Andeby efter hans mening bedst kan forklares med, at ænderne ældes meget
langsomt pga. en ikke nærmere klarlagt foryngende virkning udgående fra Joakim
von Ands pengetank. Professoren har endog antydet, at pengetanken kan være
årsag til anatide aldringsforskelle i og uden for Andeby.
Når
det gælder ændernes livscyklus, er det dog nok især overgangen fra ælling
til kønsmoden and (hvad så end det vil sige), der har interesseret forskerne.
Her har den største debat på det nu hedengangne Donaldistisk Forum gået på
alderen af Della, da hun blev moder til Rip, Rap og Rup. Her mente professor P.
Dam ud fra rosaistisk materiale at kunne påvise, at Della måtte have fået
ungerne i en alder af 12-13 år, hvilket han mente var meget ungt. Og hvor
ortodokse rosaister afviste professor Dams regnestykke med tekniske fejl i
kilder og oversættelser, mente dr. GrandjeAnd i stedet at kunne supplere Dams
opdagelse med yderligere belæg for, at det faktisk er helt normalt (og
ærbart) for donaldistiske ænder at blive voksne i en alder af 11-12 år.
Sorte ænder og hvide ænder - samt brune, gule og røde ænder...
Ænderne i Andeby er alle hvide. Eller rettere: De har alle hvide fjer. Det samme gælder i øvrigt gæssene. Men findes der slet ikke ænder af andre fjerfarver i Stella anatiums verden? I foråret 2004 blev dette centrale spørgsmål for anatid etnologi taget op i Donaldistisk Forum, hvorfra debatten og fremlæggelsen af en række spredte kildebelæg af eventuel etnologisk værdi fortsatte ved åbningen af Sydnordisk Akademi for Donaldisme hen på sommeren samme år.
Diskussionen
indledtes af dr. Gjøgsig, der kunne fastslå, at selvom der eksisterer flere
belæg for falske sortænder i Andeby i den ældre donaldisme, så rummer det
barksistiske kildemateriale også klokkeklare beviser for, at sorte ænder
eksisterer eller har eksisteret uden for Andeby. Denne opsigtsvækkende
iagttagelse blev snart efter fulgt op af dr. GrandjeAnd,
Center for Klassisk Donaldisme, der fra centerets etnologiske arkiv kunne
præsentere en mere uddybende beskrivelse af de sorte ænder, som man imidlertid
ikke har set eller hørt mere til siden 1943 (sortænderne, altså). Dr. GrandjeAnd udtrykte derfor
begrundet bekymring for sortændernes videre skæbne.
Akademiets
(gen)åbning i sensommeren 2004 blev markeret med en festtale ved professor
Jakobsen, hvor han antog en for ham usædvanlig provokerende linie og gennem et
måske nok vel fantasifuldt tankeeksperiment gjorde sig til talsmand for muligheden af,
at verdens kendteste sortand, Daffy Duck, i virkeligheden var en af de få
overlevende sortænder fra Stella anatium, som gennem grum etnologisk udrensning
og udbytning var blevet tvangsdeporteret til koloniplaneten Warner Bros. Den
chokerende tese står endnu forbløffende uimodsagt.
I
efteråret 2004 vendte både dr. GrandjeAnd og professor Jakobsen blikket imod
Stella anatiums Amerika, hvor de hver for sig mente at kunne finde flere
indicier for eksistensen af ikke-hvide ænder af indiansk oprindelse. Hvor
overbevisende end disse indicier måtte forekomme - eller ej - så forblev der
dog kun tale om indicier. Det samme gælder begge forskeres efterhånden noget
bekymrende syn på forholdet imellem Stella anatiums sorte og hvide ænder, hvor
både den ældre og yngre generation af ikke mindst Familien And er blevet tillagt et
temmelig imperialistisk andesyn.
I
foråret 2005 kunne dr. GrandjeAnd så endelig duckumentere eksistensen af
indiandske ænder af mørk fjerfarve, nemlig brunænderne af den frygtede Cura
de Coco-stamme fra det indre af Amazonias jungle. Udover at kunne påvise en
række interessante fysiske og adfærdsmæssige karakteristika ved de
sydamerikanske brunænder, så måtte den andtropologiske ducktors redegørelse
atter munde ud i en frygt for stammens videre skæbne efter hvidændernes
besøg. Dels var det lykkedes Anders And at fremkalde nogle højst besværlige
kæmpedyr i stammens umiddelbare opland, dels havde brunænderne forsøgt at
stille sig i vejen for Joakim von Ands livsnødvendige og herefter måske også
økonomisk attraktive import af muskatnødder.
Ved
nærværende forskningscenters åbning (februar 2005) holdt Akademiets
chefandtropolog dr. GrandjeAnd en festtale under titlen Mustafa,
søn af Mustafa,
hvor han i sin søgen efter donaldistiske sortænder var nået til Indien.
Selvom det heller ikke her lykkedes at fremvise en vaskeægte sortand, så var
der ifølge dr. GrandjeAnd flere barksistiske spor der pegede i retning af, at
sortænder på et tidligere tidspunkt også har befolket Stella anatiums Indien.
Som
endnu et opsigtsvækkende nedslag på sin rejse rundt på Stella anatiums
anatid-etnologiske farvepalet kunne oftnævnte dr. GrandjeAnd så i efteråret
2005 præsentere os for de gule ænder i den afsondrede bjergdal Tralla-la
beliggende et sted i Himalayabjergene. Gulænderne viste sig at have flere
særegne karakteristika, såsom helt ekstremt udformede hænder (med fem fingre
i stedet for fire!), og efterhånden begyndte der at tegne sig et billede af
flere underarter indenfor den anatide artsgruppe, hvilket formentlig bliver den
næste større opgave for de anatide etnologer at gøre rede for. Dr. GrandjeAnd
mente sig i øvrigt også i stand til at duckumentere eksistensen af røde
australænder, og i sin chromografiske rus veg han end ikke tilbage for
muligheden af grønne ænder i Stella anatium! Men SÅ besluttede Akademiet
også at lukke den gode ducktors rejsekonto...
Ikke
desto mindre fortsatte samme dr. GrandjeAnd ufortrødent sin jagt på eksotiske
varianter indenfor den anatide artsgruppe. I efteråret 2006 tillod Akademiet
ham efter nogen tøven at publicere resultaterne af endnu en opdagelse, nemlig
de små, grå ænder i Sahara, der gennem tusinde levetider har fristet
tilværelsen i det tørre og sandfyldte Kasbah-krater. Det mest opsigtsvækkende
ved denne race er ikke så meget deres grå eller måske rettere sortbrogede
fjerfarve, der ellers kan være besynderlig nok, men derimod deres diminutive
kropsstørrelse (som endda synes at reduceres yderligere udenfor krateret), der
åbner op for nogle interessante overvejelser omkring den evolutionære arts- og
raceudvikling på Stella anatium. Nok så bemærkelsesværdigt er det i øvrigt
også, at mødet mellem de grå dværgænder og de hvide andebyænder ender
sjældent lykkeligt, og dermed tilsyneladende uden den nyopdagede races ellers
traditionelle efterfølgende udryddelse.
Anatid etnologi handler dog om meget andet end
fjerfarve. En række fysiologiske forskelle inden for den anatide artsgruppe har
fået forskerne til at diskutere eksistensen af et antal mulige anatide racer,
underarter eller endog selvstændige arter. Den videnskabelige forskel på arter
og racer er som bekendt, at to individer fra to forskellige arter ikke kan
sætte avledygtigt afkom i verden. Nu er netop dette kriterium imidlertid ikke
just det nemmeste at anvende i donaldistisk forskning, hvor hele spørgsmålet
omkring den biologiske reproduktion i Andeby trods stor interesse blandt
forskerne fortsat må betegnes som relativt uafklaret. Størst
etnologisk fokus har der traditionelt været på forholdet mellem donaldismens
ænder og gæs. Hvis man ser bort fra den ved
gentagne lejligheder tilbageviste og temmeligt groteske påstand om, at Georg
Gearløs skulle være en gås, så bor der tilsyneladende generelt ikke gæs i
Andeby. Om man på den baggrund tør antage, at ænder på samme måde mangler i
Gåserød, ved vi fortsat alt for lidt om Gåserøds etnologi til at kunne
udtale os fornuftigt om. Den bedst kendte gås i Andebys opland er Fætter Guf,
der tjener som karl på Bedstemor Ands gård, hvis nærmere beliggenhed (gårdens,
altså) vil danne fokus for geografiske studier her på Akademiet i det kommende
studieår, men efter alt at dømme ligger den et sted imellem netop Andeby og Gåserød.
Det
har til alle tider været de donaldistiske forskeres opfattelse, at pardannelser
imellem gæs og ænder er voldsomt tabulagte i Stella anatium - og måske ikke
mindst i Andeby. Men det har ligeså selvfølgeligt været underforstået, at
risikoen for en social skandale desangående bestandigt ligger og lurer. Den første
til at bringe emnet på bane var dr.orn. Grobian Gans (1970), der undrede sig
over, hvorfor Bedstemor And dog ikke fyrer sin tilsyneladende uduelige
tjenestekarl Guf. Dr. Gans’ eget og vel i grunden ret oplagte svar på dette
spørgsmål vil nok chokere de fleste knap så provokativt indstillede
donaldister, og det har da også i forbavsende grad fået lov at ligge uomtalt
hen lige siden.
Det
betyder dog langt fra, at der er blevet lagt låg på de skandalistiske teser
angående etnologiske forhold imellem donaldismens ænder og gæs. Hvor dr. Gans
havde opfattet Fætter Højbens efternavn på tysk og engelsk (Gans og Gander),
der kan oversættes som henholdsvis “gås” og “gase”, som et uægte dæknavn,
så mente Wolfgang Flössner (1977) at kunne bevise, at Højben er en artsmæssig
blanding imellem and og gås. Af de væsentligste beviser kan foruden navnet nævnes
Højbens generelle kropsstørrelse, der i den klassiske donaldisme altid er en
del større end de øvrige voksne ænders, den manglende fortykning hos Højben
på overnæbbets yderkant (på tysk kaldt en “Schnabelwulst”), samt
den iøjnefaldende forskel på øjenformen.
Efter
Flössners opdagelse gik jagten ind på uægte ænder. Stor opsigt og
opstandelse vakte det, da Debila Dünnebier (1977) påpegede, at eftersom Rip,
Rap og Rup har samme øjenform som Højben måtte også de være at betragte som
anatide Mischlinger, altså en blanding af ænder og gæs. Efter en
årelang pause blev debatten taget op igen af den norske hr. Mats (2003), der
mente at samme forhold kunne gælde Andersines niecer Kylle, Pylle og Rylle, og
han fremsatte derpå den provokerende hypotese, at faderen til såvel Rip, Rap
og Rup, som Kylle, Pylle og Rylle kunne være Fætter Guf!
Øvrige donaldistiske etnologi
Den donaldistiske verden rummer som bekendt andet end ænder og gæs. Og selvom disse ikke-anatide væsener bestandigt må finde sig hensat i den forskningsmæssige skygge - hvilket de muligvis slet ikke er så kede af - så har forskerne dog fra tid til anden kastet en projektør i deres retning.
Faktisk
startede hele sortandedebatten på det nu hedengangne Donaldistisk Forum med et
ikke-anatidt, etnologisk indlæg fra
professor P. Dam (2003), der med vanlig evne for upolitisk korrekte
formuleringer spurgte: Bor der negere i Andeby? Spørgsmålet viste sig
at være en smule retorisk, idet professoren selv kunne svare bekræftende, men
dels syntes der ifølge hans gennemgang af kilderne ikke at være ret mange af
slagsen, dels fandt han sørgelige tegn på en betydelig marginalisering af
Andebys mørklødede mindretal. Havde vi her et tegn på, at de ligefrem er
racister i Andeby? Norske hr. Simen kunne dog snart fremlægge beroligende
belæg for det modsatte, mens Dams utrættelige og trættekære kritiker, dr.
GrandjeAnd (2003), nok var vanligt afvisende over for alle professorens
påståede beviser, men faktisk selv i sidste ende nåede frem til en bekymring
i påfaldende tæt tråd med professor Dams.
De store artsgrupper: Kynoider og ornitider
Etnologien
i Andeby og det øvrige Stella anatium overgår tilsyneladende alle andre kendte
samfund i mangfoldighed, idet man her ikke blot kan opleve forskellige racer
inden for samme art, men også forskellige arter af højtstående intelligens -
okay, højtstående er måske så meget sagt, men i hvert fald intelligens nok
til, at individerne kan tale, tage tøj på, køre bil og i det hele taget
fungere i det andebyske (eller udenbyske) samfund. Den tyske etnolog Klaus Harms
(1992) har inddelt Andebys befolkningsarter i to hovedgrupper: fuglearterne (ornitiderne)
og pattedyrene. Til førstnævnte gruppe hører anatiderne (ænder og gæs),
mens kynoiderne (populært kaldt "hundehovederne") fra
pattedyrsgruppen udgør befolkningsflertallet i Andeby. Det var Harms’
opfattelse - og desværre næppe helt ubegrundede - at der også herskede
nedarvede etnologiske og sociale spændinger imellem Andebys kynoide flertal og
det ornitide mindretal.
Den
tidligste etnologiske debat her på Akademiet udsprang af Gearløsforskningen og
det tilsyneladende evigt klassiske spørgsmål om, hvilken dyreart Georg
Gearløs tilhører. Hvor de danske udgivere af AA vedvarende har fremført den
aldeles vanvittige påstand, at Gearløs skulle være en gås (senest i AA
3/2005), er der dog mere fornuft i den anden traditionelle opfattelse af, at han
skulle være en hane - selvom også denne tolkning rummer nogle gevaldige
anatomiske problemer. Dr. GrandjeAnd har ment det nødvendigt i stedet at
henføre Gearløs til en helt egen art inden for den ornitide hovedgruppe, den
såkaldte aveside artsgruppe, der ifølge ducktoren præger det
akademiske miljø i Andeby. Som en muligt underart inden for denne gruppe har
N.J. Søand påvist guldfinken, som han foreslår Gearløs henført til.
Den
etnologiske debat tog imidlertid en uventet drejning i slutningen af 1990'erne,
hvor dr. paTrick Martin fremlagde sin morfotilteori. Ifølge denne består
Stella anatiums civilisation slet ikke af forskellige intelligente dyrearter,
men derimod af en særlig underart af mennesker, Homo sapiens polimorphus
Barks, eller blot morfotiler. Morfotilerne har i hovedtræk en
normal, menneskelig indre skeletbygning, men deres dækvæv besidder en
enestående evne til at antage dyreagtige, ydre kropsformer, ligesom de kan
ændre form ("morfe") på det mest forbløffende over ganske kort tid.
Dr. Martins provokerende tese rummer bestemt mange interessante iagttagelser og
tolkninger, men det må understreges, at den langt fra har vundet bred opbakning
fra de donaldistiske etnologer i almindelighed.
Et
forholdsvis uberørt område inden for centerets forskningsområde er de
etnologiske forhold i Skoven uden for Andeby. Indtil videre har de mange
stridende fraktioner på Bjørnologisk Fakultet i højere grad set Skovens
komplicerede, sociologiske struktur som et udslag af forholdet imellem Skovens
forskellige slægter end som værende relateret forholdet mellem arterne, men i
Skoven synes de to ting (slægter og arter) at hænge nøje sammen. Det er
endvidere påfaldende, at vi blandt Skovens faste beboere ikke finder kynoider
eller humanoider, hvor disse jo ellers udgør flertallet inde i byen. Kun
ordensmagten, repræsenteret ved sheriffen og skovbetjenten, er så godt som
altid kynoider, men her kan der sandsynligvis ofte være tale om
udstationeret mandskab fra Andeby.
Et
forskningsfelt med betydning for den donaldistiske etnologi, der afslutningsvis
skal nævnes her, er Andebys tilsyneladende kolossalt skæve kønsfordeling. Den
første til at påpege misforholdet var Jon Gisle (1973), der ved en
stikprøveanalyse i 1966 fandt et mandsoverskud på 764%, hvilket han selv
kommenterede med ordene: »Australia
blekner i sammenligning.« Gisles gisninger er i nyere tid blevet fulgt op
af Akademiets stud.don. Palle Damgaard (2003), der i de foreløbige resultater
af en angiveligt alt-inkluderende, men endnu ikke afsluttet analyse delvist har
kunnet bekræfte Gisles opdagelse, hvor Damgaard dog kunne konstatere, at
mandsoverskuddet i 2003 var faldet til 451%. Dertil forsøgte han at opstille
tre mulige forklaringsteser, hvoraf han ikke selv vovede at fremhæve den
ene for den anden. Tilsyneladende har heller ingen andre følt trang dertil. Til
gengæld har professor J.G.G. Jakobsen (2004) fra Bjørnologisk Fakultet for
nylig fastslået, at kønsfordelingsforholdet
i Skoven ingenlunde er bedre end inden for bygrænsen - snarere tværtimod.
Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.