Sydnordisk Akademi for Donaldisme

Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme (FED)

I anledning af, at vi på Sydnordisk Akademi for Donaldisme har udnævnt studieåret 2005-06 til "Geografiens År", vil Akademiet gennem en række organisatoriske tiltag i løbet af året søge at stimulere tematiske studier inden for netop donaldistisk geografi, som vi i løbet af vinteren vil samle i et seminar over det store spørgsmål: Hvor ligger Andeby?

Oprettelsen af Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme (FED) er en konsekvens af Akademiets geografiske temaår. Forskningscenterets fokus ligger på de forskellige arter eller racer i Andeby og det øvrige Stella anatium. Et vigtigt etnologisk spørgsmål med tyk forbindelse til sexologien er i øvrigt netop, hvor vidt de bør betragtes som arter eller racer? Dertil kommer spørgsmål som: Hvilke karakteristika kendetegner de enkelte arter for så vidt angår forhold som fysiologi, adfærd, social positionering o.lign., hvordan adskiller de forskellige arter sig fra hinanden, og hvordan er deres indbyrdes relation?

Når Akademiet har besluttet at henlægge etnologien til et forskningscenter og ikke som normalt til et institut eller en afdeling på et sådan, så hænger det sammen med, at vi ønsker at stimulere en tværfaglig tilgang til den donaldistisk-etnologiske forskning. Forskningscenteret vil således inddrage studier, teorier og metoder fra etablerede akademisk-donaldistiske forskningsområder som fysiologi, sociologi og sexologi, samle Akademiets allerede eksisterende, men ofte noget spredte etnologiske forskning, og naturligvis supplere med den øvrige donaldistisk-geografiske temaforskning på Akademiet efterhånden som denne lanceres.

 

Indholdsfortegnelse med hyperlinks til de enkelte temaafsnit:

 

Anatid etnologi

Ænder i Andeby

Studiet af de fra Andeby almindeligt kendte hvidænders fysiologiske og adfærdsmæssige træk er her på Akademiet generelt behandlet under henholdsvis Afdelingen for Andelogi og Institut for Donaldistisk Sociologi, samt på mere specifikke adfærdsområder Institut for Donaldistisk Sexologi. Fra disse kan der for så vidt angår den generelle hvidandeforskning peges på følgende studier med særlig interesse for den anatide etnologi.

Akademiets chefandtropolog dr. Jacobinus GrandjeAnd har på Afdelingen for Andelogi indledt en kursusrække over temaet anatid fysiologi, hvor han foreløbig har gennemgået forskningen omkring ændernes reproduktionsform (fødsler eller æglægning?) og det anatide hoved (og dets eventuelle indhold). Senere er planlagt kursusgange om rostrilogien og anatid dentologi (om ændernes næb og tandsæt), ændernes kropsstørrelse, anatid morfotalitet (evnen til at ændre kropsform), samt den gådefulde anatide underkrops anatomi.

 

Et andet anatid-fysiologisk forhold der ved gentagne lejligheder har været inde i debatten på Akademiet er ændernes livscyklus og alder, hvor bl.a. professor J.G.G. Jakobsen har gjort sig til talsmand for, at de omdiskuterede tidsforhold i Andeby efter hans mening bedst kan forklares med, at ænderne ældes meget langsomt pga. en ikke nærmere klarlagt foryngende virkning udgående fra Joakim von Ands pengetank. Professoren har endog antydet, at pengetanken kan være årsag til anatide aldringsforskelle i og uden for Andeby.

 

Når det gælder ændernes livscyklus, er det dog nok især overgangen fra ælling til kønsmoden and (hvad så end det vil sige), der har interesseret forskerne. Her har den største debat på det nu hedengangne Donaldistisk Forum gået på alderen af Della, da hun blev moder til Rip, Rap og Rup. Her mente professor P. Dam ud fra rosaistisk materiale at kunne påvise, at Della måtte have fået ungerne i en alder af 12-13 år, hvilket han mente var meget ungt. Og hvor ortodokse rosaister afviste professor Dams regnestykke med tekniske fejl i kilder og oversættelser, mente dr. GrandjeAnd i stedet at kunne supplere Dams opdagelse med yderligere belæg for, at det faktisk er helt normalt (og ærbart) for donaldistiske ænder at blive voksne i en alder af 11-12 år.

 

Sorte ænder og hvide ænder - samt brune, gule og røde ænder...

Ænderne i Andeby er alle hvide. Eller rettere: De har alle hvide fjer. Det samme gælder i øvrigt gæssene. Men findes der slet ikke ænder af andre fjerfarver i Stella anatiums verden? I foråret 2004 blev dette centrale spørgsmål for anatid etnologi taget op i Donaldistisk Forum, hvorfra debatten og fremlæggelsen af en række spredte kildebelæg af eventuel etnologisk værdi fortsatte ved åbningen af Sydnordisk Akademi for Donaldisme hen på sommeren samme år.

Diskussionen indledtes af dr. Gjøgsig, der kunne fastslå, at selvom der eksisterer flere belæg for falske sortænder i Andeby i den ældre donaldisme, så rummer det barksistiske kildemateriale også klokkeklare beviser for, at sorte ænder eksisterer eller har eksisteret uden for Andeby. Denne opsigtsvækkende iagttagelse blev snart efter fulgt op af dr. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme, der fra centerets etnologiske arkiv kunne præsentere en mere uddybende beskrivelse af de sorte ænder, som man imidlertid ikke har set eller hørt mere til siden 1943 (sortænderne, altså). Dr. GrandjeAnd udtrykte derfor begrundet bekymring for sortændernes videre skæbne.

 

Akademiets (gen)åbning i sensommeren 2004 blev markeret med en festtale ved professor Jakobsen, hvor han antog en for ham usædvanlig provokerende linie og gennem et måske nok vel fantasifuldt tankeeksperiment gjorde sig til talsmand for muligheden af, at verdens kendteste sortand, Daffy Duck, i virkeligheden var en af de få overlevende sortænder fra Stella anatium, som gennem grum etnologisk udrensning og udbytning var blevet tvangsdeporteret til koloniplaneten Warner Bros. Den chokerende tese står endnu forbløffende uimodsagt.

 

I efteråret 2004 vendte både dr. GrandjeAnd og professor Jakobsen blikket imod Stella anatiums Amerika, hvor de hver for sig mente at kunne finde flere indicier for eksistensen af ikke-hvide ænder af indiansk oprindelse. Hvor overbevisende end disse indicier måtte forekomme - eller ej - så forblev der dog kun tale om indicier. Det samme gælder begge forskeres efterhånden noget bekymrende syn på forholdet imellem Stella anatiums sorte og hvide ænder, hvor både den ældre og yngre generation af ikke mindst Familien And er blevet tillagt et temmelig imperialistisk andesyn.

 

I foråret 2005 kunne dr. GrandjeAnd så endelig duckumentere eksistensen af indiandske ænder af mørk fjerfarve, nemlig brunænderne af den frygtede Cura de Coco-stamme fra det indre af Amazonias jungle. Udover at kunne påvise en række interessante fysiske og adfærdsmæssige karakteristika ved de sydamerikanske brunænder, så måtte den andtropologiske ducktors redegørelse atter munde ud i en frygt for stammens videre skæbne efter hvidændernes besøg. Dels var det lykkedes Anders And at fremkalde nogle højst besværlige kæmpedyr i stammens umiddelbare opland, dels havde brunænderne forsøgt at stille sig i vejen for Joakim von Ands livsnødvendige og herefter måske også økonomisk attraktive import af muskatnødder.

 

Ved nærværende forskningscenters åbning (februar 2005) holdt Akademiets chefandtropolog dr. GrandjeAnd en festtale under titlen Mustafa, søn af Mustafa, hvor han i sin søgen efter donaldistiske sortænder var nået til Indien. Selvom det heller ikke her lykkedes at fremvise en vaskeægte sortand, så var der ifølge dr. GrandjeAnd flere barksistiske spor der pegede i retning af, at sortænder på et tidligere tidspunkt også har befolket Stella anatiums Indien.

 

 

Som endnu et opsigtsvækkende nedslag på sin rejse rundt på Stella anatiums anatid-etnologiske farvepalet kunne oftnævnte dr. GrandjeAnd så i efteråret 2005 præsentere os for de gule ænder i den afsondrede bjergdal Tralla-la beliggende et sted i Himalayabjergene. Gulænderne viste sig at have flere særegne karakteristika, såsom helt ekstremt udformede hænder (med fem fingre i stedet for fire!), og efterhånden begyndte der at tegne sig et billede af flere underarter indenfor den anatide artsgruppe, hvilket formentlig bliver den næste større opgave for de anatide etnologer at gøre rede for. Dr. GrandjeAnd mente sig i øvrigt også i stand til at duckumentere eksistensen af røde australænder, og i sin chromografiske rus veg han end ikke tilbage for muligheden af grønne ænder i Stella anatium! Men SÅ besluttede Akademiet også at lukke den gode ducktors rejsekonto...

 

Ikke desto mindre fortsatte samme dr. GrandjeAnd ufortrødent sin jagt på eksotiske varianter indenfor den anatide artsgruppe. I efteråret 2006 tillod Akademiet ham efter nogen tøven at publicere resultaterne af endnu en opdagelse, nemlig de små, grå ænder i Sahara, der gennem tusinde levetider har fristet tilværelsen i det tørre og sandfyldte Kasbah-krater. Det mest opsigtsvækkende ved denne race er ikke så meget deres grå eller måske rettere sortbrogede fjerfarve, der ellers kan være besynderlig nok, men derimod deres diminutive kropsstørrelse (som endda synes at reduceres yderligere udenfor krateret), der åbner op for nogle interessante overvejelser omkring den evolutionære arts- og raceudvikling på Stella anatium. Nok så bemærkelsesværdigt er det i øvrigt også, at mødet mellem de grå dværgænder og de hvide andebyænder ender sjældent lykkeligt, og dermed tilsyneladende uden den nyopdagede races ellers traditionelle efterfølgende udryddelse.

 

Ænder og gæs - og halvænder

Anatid etnologi handler dog om meget andet end fjerfarve. En række fysiologiske forskelle inden for den anatide artsgruppe har fået forskerne til at diskutere eksistensen af et antal mulige anatide racer, underarter eller endog selvstændige arter. Den videnskabelige forskel på arter og racer er som bekendt, at to individer fra to forskellige arter ikke kan sætte avledygtigt afkom i verden. Nu er netop dette kriterium imidlertid ikke just det nemmeste at anvende i donaldistisk forskning, hvor hele spørgsmålet omkring den biologiske reproduktion i Andeby trods stor interesse blandt forskerne fortsat må betegnes som relativt uafklaret. Størst etnologisk fokus har der traditionelt været på forholdet mellem donaldismens ænder og gæs. Hvis man ser bort fra den ved gentagne lejligheder tilbageviste og temmeligt groteske påstand om, at Georg Gearløs skulle være en gås, så bor der tilsyneladende generelt ikke gæs i Andeby. Om man på den baggrund tør antage, at ænder på samme måde mangler i Gåserød, ved vi fortsat alt for lidt om Gåserøds etnologi til at kunne udtale os fornuftigt om. Den bedst kendte gås i Andebys opland er Fætter Guf, der tjener som karl på Bedstemor Ands gård, hvis nærmere beliggenhed (gårdens, altså) vil danne fokus for geografiske studier her på Akademiet i det kommende studieår, men efter alt at dømme ligger den et sted imellem netop Andeby og Gåserød. 

Det har til alle tider været de donaldistiske forskeres opfattelse, at pardannelser imellem gæs og ænder er voldsomt tabulagte i Stella anatium - og måske ikke mindst i Andeby. Men det har ligeså selvfølgeligt været underforstået, at risikoen for en social skandale desangående bestandigt ligger og lurer. Den første til at bringe emnet på bane var dr.orn. Grobian Gans (1970), der undrede sig over, hvorfor Bedstemor And dog ikke fyrer sin tilsyneladende uduelige tjenestekarl Guf. Dr. Gans’ eget og vel i grunden ret oplagte svar på dette spørgsmål vil nok chokere de fleste knap så provokativt indstillede donaldister, og det har da også i forbavsende grad fået lov at ligge uomtalt hen lige siden.

Det betyder dog langt fra, at der er blevet lagt låg på de skandalistiske teser angående etnologiske forhold imellem donaldismens ænder og gæs. Hvor dr. Gans havde opfattet Fætter Højbens efternavn på tysk og engelsk (Gans og Gander), der kan oversættes som henholdsvis “gås” og “gase”, som et uægte dæknavn, så mente Wolfgang Flössner (1977) at kunne bevise, at Højben er en artsmæssig blanding imellem and og gås. Af de væsentligste beviser kan foruden navnet nævnes Højbens generelle kropsstørrelse, der i den klassiske donaldisme altid er en del større end de øvrige voksne ænders, den manglende fortykning hos Højben på overnæbbets yderkant (på tysk kaldt en “Schnabelwulst”), samt den iøjnefaldende forskel på øjenformen.

Efter Flössners opdagelse gik jagten ind på uægte ænder. Stor opsigt og opstandelse vakte det, da Debila Dünnebier (1977) påpegede, at eftersom Rip, Rap og Rup har samme øjenform som Højben måtte også de være at betragte som anatide Mischlinger, altså en blanding af ænder og gæs. Efter en årelang pause blev debatten taget op igen af den norske hr. Mats (2003), der mente at samme forhold kunne gælde Andersines niecer Kylle, Pylle og Rylle, og han fremsatte derpå den provokerende hypotese, at faderen til såvel Rip, Rap og Rup, som Kylle, Pylle og Rylle kunne være Fætter Guf! Mischlinge-hypotesen vandt hurtigt flere modstandere end tilhængere, og allerede hr. Oberon Obergärig (1978) gjorde opmærksom på, at alle donaldistiske ællinger tilsyneladende har samme øjenform som Fætter Højben, hvilket derfor snarere skyldes, at øjnene simpelthen ikke er færdigudviklede på dette tidlige alderstrin. Samme konklusion blev fremlagt og ifølge eget udsagn bevist af dr. GrandjeAnd (2003) i dennes ducktordisputats om den anatide øjenudvikling fra ælling til voksenand.

 

Imidlertid er der fortsat mange indicier for romantiske forhold imellem især gaser og hunænder, hvor Debila Dünnebier således kunne supplere dr. Gans’ tabubelagte tese med et belæg for, at Rip, Rap og Rup rent faktisk har en gasefætter (Sokrates), mens dr. GrandjeAnd (2004) ikke alene kunne sandsynliggøre, at Fætter Guf vitterligt er Anders’ biologiske fætter (og Bedstemor Ands nevø), men også at Guf i sine unge dage var lidt af en charmør blandt hunænderne!

 

Øvrige donaldistiske etnologi

Den donaldistiske verden rummer som bekendt andet end ænder og gæs. Og selvom disse ikke-anatide væsener bestandigt må finde sig hensat i den forskningsmæssige skygge - hvilket de muligvis slet ikke er så kede af - så har forskerne dog fra tid til anden kastet en projektør i deres retning.

 

Raceforhold i Andeby

Faktisk startede hele sortandedebatten på det nu hedengangne Donaldistisk Forum med et ikke-anatidt, etnologisk indlæg fra professor P. Dam (2003), der med vanlig evne for upolitisk korrekte formuleringer spurgte: Bor der negere i Andeby? Spørgsmålet viste sig at være en smule retorisk, idet professoren selv kunne svare bekræftende, men dels syntes der ifølge hans gennemgang af kilderne ikke at være ret mange af slagsen, dels fandt han sørgelige tegn på en betydelig marginalisering af Andebys mørklødede mindretal. Havde vi her et tegn på, at de ligefrem er racister i Andeby? Norske hr. Simen kunne dog snart fremlægge beroligende belæg for det modsatte, mens Dams utrættelige og trættekære kritiker, dr. GrandjeAnd (2003), nok var vanligt afvisende over for alle professorens påståede beviser, men faktisk selv i sidste ende nåede frem til en bekymring i påfaldende tæt tråd med professor Dams.

 

De store artsgrupper: Kynoider og ornitider

Etnologien i Andeby og det øvrige Stella anatium overgår tilsyneladende alle andre kendte samfund i mangfoldighed, idet man her ikke blot kan opleve forskellige racer inden for samme art, men også forskellige arter af højtstående intelligens - okay, højtstående er måske så meget sagt, men i hvert fald intelligens nok til, at individerne kan tale, tage tøj på, køre bil og i det hele taget fungere i det andebyske (eller udenbyske) samfund. Den tyske etnolog Klaus Harms (1992) har inddelt Andebys befolkningsarter i to hovedgrupper: fuglearterne (ornitiderne) og pattedyrene. Til førstnævnte gruppe hører anatiderne (ænder og gæs), mens kynoiderne (populært kaldt "hundehovederne") fra pattedyrsgruppen udgør befolkningsflertallet i Andeby. Det var Harms’ opfattelse - og desværre næppe helt ubegrundede - at der også herskede nedarvede etnologiske og sociale spændinger imellem Andebys kynoide flertal og det ornitide mindretal.

 

Den aveside artsgruppe

Den tidligste etnologiske debat her på Akademiet udsprang af Gearløsforskningen og det tilsyneladende evigt klassiske spørgsmål om, hvilken dyreart Georg Gearløs tilhører. Hvor de danske udgivere af AA vedvarende har fremført den aldeles vanvittige påstand, at Gearløs skulle være en gås (senest i AA 3/2005), er der dog mere fornuft i den anden traditionelle opfattelse af, at han skulle være en hane - selvom også denne tolkning rummer nogle gevaldige anatomiske problemer. Dr. GrandjeAnd har ment det nødvendigt i stedet at henføre Gearløs til en helt egen art inden for den ornitide hovedgruppe, den såkaldte aveside artsgruppe, der ifølge ducktoren præger det akademiske miljø i Andeby. Som en muligt underart inden for denne gruppe har N.J. Søand påvist guldfinken, som han foreslår Gearløs henført til.

 

Morfotilteorien

Den etnologiske debat tog imidlertid en uventet drejning i slutningen af 1990'erne, hvor dr. paTrick Martin fremlagde sin morfotilteori. Ifølge denne består Stella anatiums civilisation slet ikke af forskellige intelligente dyrearter, men derimod af en særlig underart af mennesker, Homo sapiens polimorphus Barks, eller blot morfotiler. Morfotilerne har i hovedtræk en normal, menneskelig indre skeletbygning, men deres dækvæv besidder en enestående evne til at antage dyreagtige, ydre kropsformer, ligesom de kan ændre form ("morfe") på det mest forbløffende over ganske kort tid. Dr. Martins provokerende tese rummer bestemt mange interessante iagttagelser og tolkninger, men det må understreges, at den langt fra har vundet bred opbakning fra de donaldistiske etnologer i almindelighed.

 

Rural-donaldistisk etnologi

Et forholdsvis uberørt område inden for centerets forskningsområde er de etnologiske forhold i Skoven uden for Andeby. Indtil videre har de mange stridende fraktioner på Bjørnologisk Fakultet i højere grad set Skovens komplicerede, sociologiske struktur som et udslag af forholdet imellem Skovens forskellige slægter end som værende relateret forholdet mellem arterne, men i Skoven synes de to ting (slægter og arter) at hænge nøje sammen. Det er endvidere påfaldende, at vi blandt Skovens faste beboere ikke finder kynoider eller humanoider, hvor disse jo ellers udgør flertallet inde i byen. Kun ordensmagten, repræsenteret ved sheriffen og skovbetjenten, er så godt som altid kynoider, men her kan der sandsynligvis ofte være tale om udstationeret mandskab fra Andeby.

 

Kønsfordeling i Andeby

Et forskningsfelt med betydning for den donaldistiske etnologi, der afslutningsvis skal nævnes her, er Andebys tilsyneladende kolossalt skæve kønsfordeling. Den første til at påpege misforholdet var Jon Gisle (1973), der ved en stikprøveanalyse i 1966 fandt et mandsoverskud på 764%, hvilket han selv kommenterede med ordene: »Australia blekner i sammenligning.« Gisles gisninger er i nyere tid blevet fulgt op af Akademiets stud.don. Palle Damgaard (2003), der i de foreløbige resultater af en angiveligt alt-inkluderende, men endnu ikke afsluttet analyse delvist har kunnet bekræfte Gisles opdagelse, hvor Damgaard dog kunne konstatere, at mandsoverskuddet i 2003 var faldet til 451%. Dertil forsøgte han at opstille tre mulige forklaringsteser, hvoraf han ikke selv vovede at fremhæve den ene for den anden. Tilsyneladende har heller ingen andre følt trang dertil. Til gengæld har professor J.G.G. Jakobsen (2004) fra Bjørnologisk Fakultet for nylig fastslået, at kønsfordelingsforholdet i Skoven ingenlunde er bedre end inden for bygrænsen - snarere tværtimod.

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.