Georg Guldfinke?

(Tidligere udgivet i RAPPET vol. 15 s. 50-51 under titlen “Tilbage til emnet: Hvilket dyr er Georg Gearløs?”. Her gengivet med venlig tilladelse af forfatteren og RAPPETs redaktør.)

Adskillige teorier om den gådefulde opfinders art har været oppe at vende i tidens løb. Spekulationerne har gået på en lang række forskellige dyr; om Georg Gearløs skulle være en gås, gråspurv, skovskade, hane, due eller en papegøje. Selv sagde opfinderens opfinder, Carl Barks, at Gearløs skulle være en kylling. Men vi kan indtil videre konkludere, at intet fyldestgørende svar på artsspørgsmålet har set dagens lys. Verdens forskere slås stadig med argument mod argument. En bred enighed er derfor ikke nået på dette område – endnu!

Det er derfor en ære at præsentere en teori, der indtil videre virker skudsikker: Georg Gearløs er en guldfinke. Så enkelt kan det siges, og jeg vil her løfte sløret for grundlaget til denne påstand.

Observér nøje ovenstående billedmateriale. Historien og tegningerne er af Carl Barks, hvilket gør referencen troværdig inden for stort set alle donaldistiske kredse – selv klassisk-donaldisterne, der kun anser Carl Barks, Al Taliaferro og Paul Murry som troværdige referencegrundlag. Læg endvidere mærke til den store lighed mellem hr. Guldfinke og hr. Gearløs: kort og krumt næb, bærer sko, hvide fjern og ca. samme kropsbygning. Dog er Sam Guldfinke en anelse mere bred om livet, men dette må tilskrives andre faktorer end arten, muligvis for store mængder ernæring, modsat Gearløs, der holder den slanke profil. Desuden har øjnene ikke kontakt med næbbet, en vigtig faktor i artsbestemmelsen. Selvom hr. Guldfinke ynder at skjule sine øjne bag mørke briller, burde det fremgå af figur 2, at hans øjne er af samme slags som hr. Gearløs’.

Dog har kritiske røster påstået, at hr. Guldfinkes næb ikke krummer i tilstrækkelig grad i enden. Jeg vil dog vove at mene, at forskellen i fyldighed og spidshed i de to næb skal søges i individets forskelle. Som vi før var inde på, har de to herrer åbenbart et forskelligt forhold til mad – eller skulle jeg sige fuglefrø?

Kan man så uden videre påstå, at fordi Sam Guldfinke hedder Guldfinke, er han en guldfinke? Det kan man med stor sikkerhed, fordi en tendens i Andeby har vist sig. Beboernes efternavn afspejler deres art. Tag fx Anders And, Mickey Mouse (evt. Mikkel Mus), Nora Malkeko, Bror Bjørn, Bror Kanin, Zeke Midas Ulv (Store Stygge Ulv),[1] Kornelius Blisand osv. Heldigvis for guldfinke-teorien hedder Sam Guldfinke på originalsproget Samuel Goldfinch, hvilket betyder guldfinke. Dermed skulle det spørgsmål være besvaret.

Replik ved chefetnolog dr. J. GrandjeAnd, Sydnordisk Akademi for Donaldisme (2010)

Er gåden om Georg Gearløs’ artsforhold nu endeligt løst? Det synes at være konklusionen på cAnd.don. Søands ovenstående bidrag til Gearløsforskningen. Georg Gearløs er en guldfinke! Her vil den umiddelbare reaktion hos mange sikkert være “En guldfinke? Hvad er det?”. Det var i hvert fald undertegnedes. Ornitologiske opslagsværker af international dækningsgrad kan imidlertid hurtigt råde bod på en sådan eventuel uvidenhed med bekræftelsen af, at der skam ikke blot vitterligt findes en fugl af dette smukke navn, men at der tillige i bedste montypythonske stil både kan og bør skelnes imellem den amerikanske guldfinke og den europæiske.[2]

Carduelis tristis (“amerikansk guldfinke”) til venstre og Carduelis carduelis (“europæisk guldfinke”) til højre; sidstnævnte er på sydnordiske breddegrader bedre kendt under betegnelsen “stillits”.

Den europæiske udgave lever endda i det sydnordiske område, men her kan undertegnedes ornitologiske uvidenhed delvis undskyldes med, at fuglen hos os optræder under navne som “stillits”, “steglits” og “Stieglitz”. Med dette klarlagt kan vi så begynde at lede efter lighedspunkter imellem guldfinker i vor verden og i Stella anatium. Her synes en eventuel forbindelse stærkest imellem Gearløs og den europæiske guldfinke (og dermed den sydnordiske stillits m.v.), idet det faktisk er de samme farver, der pryder dem (hvid, gul, grøn, rødbrun og sort), om end i noget forskudte placeringer, hvortil kommer, at tre af farverne for Gearløs’ vedkommende kun optræder på hans tøj.

Det er imidlertid ikke sådanne chromografiske argumenter, der fremføres af cAnd.don. Søand til fordel for hans tese, men derimod overvejelser af onomastisk karakter: Den med Georg Gearløs tilsyneladende etnologisk beslægtede filminstruktør Sam Guldfinke hedder “Guldfinke” og må derfor også etnologisk set være en guldfinke – ergo er også Gearløs en guldfinke! Argumentationen er unægtelig stærk. Etnologiske efternavne i donaldismen – såsom And, Mouse, Ulv og Bjørn – synes særdeles ofte at afspejle personens artsforhold. Meget tyder derfor på at Sam Guldfinke er en guldfinke. Det eneste eksempel på en potentiel afvigelse herfra, som jeg umiddelbart erindrer, er Rip, Rap og Rups fætter, Sokrates And, som trods efternavnet etnologisk set snarere synes at være en gås – men her kan fætterskabet med Brødrene And jo netop, som flere forskere mener, indikere, at én af den unge Sokrates’ forældre i virkeligheden er en and.

Rip, Rap og Rup And møder deres fætter Sokrates And (sidstnævntes efternavn fremgår af kuffertens indskrift, forstørret på billedet til højre). Et sjældent tilfælde i donaldismen af umiddelbar disharmoni imellem etnologi og etnologisk refererende efternavn.

Det synes dermed sandsynliggjort, at Sam Guldfinke er en guldfinke. Men betyder det så, at også Georg Gearløs er en guldfinke? Tesen støttes i hvert fald af et ved flere lejligheder konstateret etnologisk-onomastisk initialsammenfald i donaldismen, såsom Anders And, Øjvind Ørn og (Fætter) Guf Gås. Tidligere har Gearløsforskningens initialteoretikere bl.a. derfor peget på Gråspurv, skovskade (Gárrulus glándarius), Gås, (pape)Gøje og sågar Gulerod som mulige artsbestemmelser (se Gjøgsig & al. 2003/2004/2006); Guldfinke passer jo fint ind i den artsnavnerække.

Som det gælder ved alle store akademisk-donaldistiske erkendelser, er cAnd.don. Søands opdagelse ikke blevet modtaget uden forbehold af forskningsverdenen. På DDF(R)s diskussionsforum var emnet oppe til heftig debat i foråret 2009. Blandt de primære kritikpunkter anførte en af Akademiets studerende, stud.don. KjartAn(d) F. Stolberg, en betydelig anatomisk forskel på d’herrer Guldfinke og Gearløs, idet førstnævnte manglede sidstnævntes karakteristiske “næbkrog”, altså den yderst på Gearløs’ næb siddende nedadstikkende spids.

Kristiske røster imod “Gearløs er en guldfinke”-teorien påpeger en ikke uvæsentlig forskel på Guldfinkes og Gearløs’ næb, idet førstnævnte (til venstre) mangler sidstnævntes (til højre) næbkrog.

Den rostrilogiske forskel var ifølge hr. Stolberg så afgørende, at dette reelt måtte udelukke, at Gearløs kunne være en guldfinke. I stedet foreslog Stolberg for egen regning, at den berømte opfinder fra Andeby snarere skulle finde sin etniske ækvivalent i vor verden på New Zealand i form af papegøjefuglen kea (Nestor notabilis), der foruden en særdeles høj intelligens og opfindsomhed udmærker sig med en ekstremt markant nedadstikkende næbkrog.

Er Gearløs så i stedet, som foreslået af KjartAnd F. Stolberg, i familie med den new zealandske kea? Her mangler næbkrogen i hvert fald ikke.

Afvisningen af artsbestemmelsen som guldfinke fik opbakning af Jan Erik, der på sit laboratorium ved nattetide udførte en virtuel plastickirurgisk rostrumtransplantation, således at Guldfinke og Gearløs til brug for en komparativ kontrolanalyse fik ombyttet næb og briller. Det var hr. Eriks vurdering, at kontrollen tydeligt viste, at hr. Guldfinke med hr. Gearløs’ næb ikke længere var nogen guldfinke, og at hr. Gearløs med hr. Guldfinkes næb ikke længere var nogen Gearløs: »Min konklusion er, at Gearløs ikke er en guldfinke.«

Sam Guldfinke og Georg Gearløs udsat for plastickirurgisk rostrum- (og brille-)transplantation af natlægen dr. Jan Erik. En kontrolanalyse af d’herrers udseende efter (til venstre) og før (til højre) operationen skulle ifølge ducktoren fastslå, næbbene ikke er transplantative, idet dette vil resultere i markante personlighedsskifter; ergo er Georg Gearløs ingen guldfinke.

Som en sand donaldistisk akademiker fik disse næbbede kritikpunkter dog ikke cAnd.don. Søand til at vakle i troen på egen tolkning, idet han mente, at hans opponenter nok tillagde den beskedne næbforskel overdreven betydning: »Måske en lidt forhastet konklusion - der findes forskel på individerne i Andeby, ligesom der er forskel på mennesker. Sam Guldfinke ser også ud til at være en anelse federe end Gearløs, og det kunne have indflydelse på næbbets fyldighed, hvorved spidsen er blevet en anelse fladere. Jeg har stor respekt for Deres [dvs. Jan Eriks, red.] evner som plastikkirug, men jeg synes ikke, at forskellen mellem personerne med normalt hoved og ombyttet hoved er urimelig stor. Ja, det kunne med rette blot skyldes individets forskellighed. (…) Med hensyn til det krumme, spidse næb, så er der intet, der hindrer, at hr. Gearløs skulle være en kea. Men hvis det blot gælder om at være en intelligent fugl, så er keaen ikke den eneste. I det nyeste nummer af Illustreret Videnskab (6/2009), beskrives det, hvordan kragefugle er langt mere intelligente, end man før havde regnet med. Artiklen påstår endda, at kragefugle skulle være lige så intelligente som chimpanser, om end ikke mere. Derfor mener jeg ikke, at man blot ud fra keaens intelligens kan fastslå Gearløs' art - hvis der overhovedet findes en pendant i vores verden til ham.«

Således strides de lærde, og det synes nu på tide, at den højere sagkundskab melder sig på banen. Det gør jeg så. Og jeg har umiddelbart rigtig meget til overs for cAnd.don. Søands iagttagelser og tolkninger. Jeg er således enig i, at det er, om ikke bevist, så kraftigt sandsynliggjort, at filminstruktør Sam Guldfinke er en guldfinke. Men jeg er ikke enig i, at man herudaf kan slutte, at det samme gælder for Gearløs. Hertil er der trods alt for mange små, men ikke desto mindre uomtvistelige divergenser i deres anatomi. Ud over den allerede påpegede næbkrog og størrelsen (primært bredden) af korpus, så må jeg erklære mig uenig i Søands påstand om, at Guldfinkes øjne – ligesom Gearløs’ – ikke har næbkontakt. De for filminstruktører så obligatoriske solbriller besværliggører unægtelig artsbestemmende oftalmologiske undersøgelser i så henseende, men beretningens afsluttende og ubetinget bedste billedbelæg desangående synes klart at indikere, at Guldfinkes øjne har næbkontakt. Dertil afslører billedet også en nakkefoldstruktur, som aldrig er set hos Gearløs.

Endelig må jeg også påpege den mest iøjnefaldende forskel på de to, som tilsyneladende ingen i guldfinkediskursen hidtil har været opmærksomme på: Gearløs hører til de sjældne fuglearter, der har hår! Endda en temmelig busket og iøjnefaldende hårmængde i en nydelige nøddebrun kulør. Hvorimod hr. Guldfinke kun er begunstiget med de for donaldistiske fugle så karakteristiske to til tre udstrittende fjertjavser. Og lad mig for god ordens skyld tage eventuelle indvendinger herimod i opløbet ved at fastslå, at ingen akademiske donaldister længere tager “parykpåstanden” seriøst (Gjøgsig 2003-05).

Vi må med andre ord konstatere hele fem væsentlige anatomiske forskelle på Guldfinke og Gearløs, hvorfor jeg ikke mener, at det er forsvarligt at foretage følgeslutningen: “Når Guldfinke er en guldfinke, så må Gearløs også være det.” Dertil er de simpelt hen for forskellige. At de er etnologisk beslægtede langt nærmere end Gearløs f.eks. er med Familien And og Fætter Guf, er jeg derimod helt enig med cAndidaten i. Jeg vil således tilskrive dem begge til den af undertegnede tidligere identificerede og videnskabeligt velbeskrevne “aveside artsgruppe”, inden for hvilken der synes at findes et væld af underarter og/eller racer (GrandjeAnd 2003), på samme måde som jeg ligeledes tidligere har påvist eksistensen af adskillige chromografiske varianter inden for andearten (for en hurtig introducktion, se GrandjeAnd 2006). I denne frodige underskov af aveside underarter er det altså at jeg mener, at cAnd.don. Søand af stor værdi og betydning for forskningen har opdaget og udpeget guldfinken, som jo så passende kunne gives betegnelsen Avesidas guldfincus – hvis vi da ikke ligefrem skal opkalde den efter opdageren, Avesidas søandus? Hvilken avesid underart Georg Gearløs tilhører, har forskningen imidlertid endnu til gode at opdage.

PS.: I min generelle begejstring for cAnd.don. Søands ovenstående arbejde må jeg som Akademiets chefinkvisitor med ansvar for udpegning og bekæmpelse af kætterske tendenser i den akademiske donaldisme på det kraftigste tage afstand fra og advare imod en yderst uheldig formulering i artiklen, hvor Carl Barks betegnes som “opfinderens opfinder”. Selvom jeg i min væmmelse er overbevist om, at det ikke er det, der menes fra den ellers altid seriøse og tilsyneladende rettroende cAndidat Søand, så kunne svage sjæle let fristes til at misforstå udtrykket i socialkonstruktivistisk retning, således at hr. Gearløs kun skulle være en af hr. Barks “opfundet” konstruktion! Dette er naturligvis ikke tilfældet!! Mr. Gearloose, just like the Ducks, are for real!!!

Duplik ved cAnd.don. N.J. Søand, Donaldistisk Fakultet Køge, SAD (2010)

»Vi må med andre ord konstatere hele fem væsentlige anatomiske forskelle på Guldfinke og Gearløs, hvorfor jeg ikke mener, at det er forsvarligt at foretage følgeslutningen: “Når Guldfinke er en guldfinke, så må Gearløs også være det.” Dertil er de simpelt hen for forskellige.«

Den respekterede chefetnolog dr. GrandjeAnd nævner ovenfor 5 “væsentlige” anatomiske forskelle, som jeg tolker som følgende:

1) Hr. Guldfinkes næbspids krummer ikke tilstrækkeligt, hvorimod hr. Gearløs’ gør.

2) Natlægen dr. Jan Eriks rostrum- og brilletransplantation giver ikke samme resultat.

At hr. Guldfinkes næb krummer, bør vi være enige om. Derimod kan graden af krumning diskuteres, hvor hr. Guldfinkes manglende ejerskab af den såkaldte “næbkrog” påpeges. Men nedenstående billeder bør belyse, at både Guldfinkes og Gearløs’ næb krummer lige meget.

Til venstre krummer Guldfinkes næb mere en Gearløs’, til højre er situationen lige modsat. I gennemsnit krummer de lige meget.

Selvom jeg nu stadig vil mene, at forskellene vist i natlægen dr. Jan Eriks transplantationsundersøgelse kan skyldes individuelle forskelle, så kan man også lave en “rigtig” kontroltest. Altså mellem to individer, vi er enige om, er af samme art. F.eks. vil en kontroltest mellem Gulda Glimmer og Joakim von And (eller en anden and) give en meget kraftigere afvigelse end påvist i ducktorens kirurgiske eksperiment. Dermed kan afvigelser indenfor samme art være langt større end påvist mellem Guldfinke og Gearløs.

Afvigelserne mellem Gulda Glimmer og en anden and er ret store, selvom arten er ens. Forskellene skyldes individuelle forskelle, i dette tilfælde underernæring pga. fattigdom.

Hr. Guldfinkes øjne har ikke næbkontakt. Som vist på følgende illustrationsmateriale kan man drage en linje, der adskiller næb og øjne. Hvis øjnene havde nogen form for kontakt med næbbet, ville dette ikke være oftalmologisk muligt.

Da man kan drage en linje, der adskiller øje og næb, kan der ikke være kontakt.

Dr. GrandjeAnd pointerer, at illustrationen nedenfor til venstre »..synes klart at indikere, at Guldfinkes øjne har næbkontakt.« Men dette skyldes kun, at hr. Guldfinkes hoved anskues fra en vinkel bagfra. Dermed fremstår øjnene som i kontakt med næbbet, men det er ikke nødvendigvis korrekt. Da øjnene er placeret længere bagud end det næbstykke, der synes i kontakt, kan man lade sig narre af perspektivet.

Men dette fænomen er der talrige eksempler på. Jeg griber et tilfældigt blad fra hylden (Anders And & Co. 2003-27) og finder en række eksempler.

Eksempler på det fænomen, der gør, at øjet ser ud til at have næbkontakt. Vi ved alle, at Rip, Rap og Rups øjne ikke har næbkontakt, men ses de bagfra, kan man godt tro det.

Hr. Guldfinkes nakkefold kan tilskrives individuel afvigelse, der dels skyldes overvægt. Det har gjort Guldfinkes hals (og korpus) bredere end Gearløs’. Det modsatte fænomen kan desuden observeres hos Barks’ Gulda Glimmer anno 1950’erne, som vi så tidligere. Hendes hals er markant tyndere end de normalvægtige ænders. Men det kan også vises hos andre tykke avesider og vi kender også til fænomenet på Stella homines.

At Guldfinke ikke har hår på hovedet som Gearløs, behøver ikke at være artsmæssige forskelle. Lad mig en sidste gang sammenligne med Gulda Glimmer, som har hår modsat familien And. Andre eksempler kunne være højænderne i Tralla-las sorte hår, Bedstemor Ands hvide hår, Højbens slikhår, onkel Joakims søstre Hortensia og Andreas brune og gule hår, den unge 10-årige rosaistiske Joakims gule hår og Rasmus Rapnæbs grå hår (AA 52/1987). Selvom hårvækst normalt ikke ses på ænders hoveder, så findes der talrige eksempler på det i donaldismen. Når Anders klæder sig ud som kvindelige ænder (for at narre folk, ikke umiddelbart på grund af transvestitiske lyster, men hvem ved?) benytter han ofte paryk. Derfor er det kraftigt sandsynliggjort, at Guldfinke og Gearløs kan være af samme art og stadig have forskellig hårvækst. Her antager vi dog, at de samme regler gælder for ænder som for andre avesider, men det er også mest sandsynligt. Der er intet, der tyder på andet.

Nu burde alle afvigelser og forskelle mellem hr. Guldfinke og hr. Gearløs være grundigt begrundet. Der er dog et sidste emne, jeg gerne vil knytte en kommentar til. På visse illustrationer virker Guldfinkes næb en anelse mere fyldigt end Gearløs’. Spørgsmålet er dog, om det kan forklares med Guldfinkes hang til fede fuglefrø. Lad os derfor kigge lidt på fedme hos ænder, som vi bedre kan studere nærmere end Gearløs, der holder sig indenfor kostreglementet.

Kraftig overvægt hos ungerne. Fedtet har sat sig på kroppen og i kinderne, men ikke synderligt i næbbene.

Det ser ikke ud til, at fedtet lagres i næbbet, snarere i gumpen og kroppen, dernæst i kinderne. Derfor er det endnu ikke sandsynliggjort, at Guldfinkes lidt fyldigere næb kan skyldes fedme, selvom det ikke er udelukket hos resten af den aveside gruppe (eller ænderne for den sags skyld, det er blot ikke påvist eksempler endnu). Jeg vil dog stadig påstå, at forskellene mellem Guldfinkes og Gearløs’ næb er marginale, og det kan skyldes individets forskel, selvom vi ser bort fra den lette overvægt.

Jeg håber min gennemgang har kunnet fungere som svar på påtale fra visse kritikere, for undertegnede er stadig overbevidst om, at guldfinken er den hidtil bedste forklaring på Georg Gearløs’ artsspørgsmål.


	Center for Gearløsforskning

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.