Duck (of) the Kasbah

Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

Stella anatium er i sandhed ændernes planet.[1] Oprindeligt troede de donaldistiske forskere, at den anatide udbredelse var begrænset til en vis familie af hvidænder i Andeby, men som antydet af Rip, Rap og Rup, opererer den reelle andebestand på Stella anatium med helt andre voluminøse kvanta.

Indrømmet: de donaldistiske etnologer og demografer mangler endnu et stykke vej i optællingen inden vi kan opliste alle de hævdede millioner ænder, men vi har da i hvert fald forlængst fastslået, at den anatide artsgruppe kan findes mange andre steder end i Andeby, og at den endvidere optræder i et større antal indbyrdes forskellige racer. Racerne udmærker sig med forskellig kropshøjde, næbbredde og benform, men den måske mest iøjnefaldende forskel kan konstateres i anderacernes fjerfarve. Jeg har således ved tidligere lejligheder kunnet præsentere Akademiets forskere og studerende for eksistensen af arktiske sortænder (Anatidas nigrus arctianus), sydamerikanske brunænder (A. bruno amazonianus), orientalske gulænder (A. flavus orientalis) og australske rødænder (A. rubro australis). Foruden naturligvis den velkendte andebyske hvidand (A. albus duckburgis), der også findes i en afrikansk variant (A. albus africanus).

Rygter i donaldistisk-etnologiske kredse har imidlertid længe verseret om endnu en eksotisk racevariant af den donaldistiske and. En variant, der dels afviger fra de hidtidigt registrerede racer ved sin fjerfarve, men først og fremmest ved sin størrelse. Jeg taler her om de små, grå ænder i Stella anatiums Sahara, som jeg har tilladt mig at give det latinske navn Anatidas minores kasbahcratus.

Det var først i vinteren 2005-06, at jeg på min andtropologiske rundrejse i kildematerialet lykkedes at finde de små gråænder. Hvilket til dels kan undskyldes med, at de heller ikke pådrager sig den store opmærksomhed blandt Stella anatiums egne indbyggere. Det var også relativt sent i Carl Barks’ reporterkarriere, at han kunne duckumentere eksistensen af disse små grå fyre, nemlig i 1960 (US 30).

Efter donaldistisk-etnologisk standard kan vi lokalisere de små gråænders levested forholdsvis nøjagtigt, idet vi oplyses, at vi (eller rettere: de) befinder os (eller rettere: sig) i Stella anatiums Nordafrika, nærmere betegnet et sted i Saharaørkenen, omkring 50 km vest for Joakim von Ands borefelter, hvor sandet ligger i et lag af ca. 1 kilometers tykkelse. Her har von Ands oliefolk opdaget et udslukt vulkankrater, som vi senere erfarer af de lokale kaldes Kasbah-krateret.

I Kasbah-krateret har de små gråænder levet i uforstyrrethed gennem generationer. Ifølge deres egen overlevering endda gennem “tusind levetider”.

Og tilsyneladende er denne langvarige forbliven på samme sted ikke sket med deres gode vilje, idet de af ukendte årsager er blevet fanget inde i krateret, hvis mure det ikke er muligt at klatre over indefra. Heller ikke for de større andebyske hvidænder. Da Joakim von Ands boreledning endelig bryder deres indelukke og åbner en vej ud til den omgivende verden, indtager gråænderne imidlertid en yderst defensiv position, idet de koncentrerer deres kræfter på at holde den omkringliggende verden ude. Hvilket, når denne er repræsenteret ved Joakim von And, er en temmelig håbløs opgave. Og det er da også gennem den andebyske multimilliardær, at vi for første gang får lejlighed til at se nærmere på Kasbah-kraterets små, grå ænder (og omvendt).

Og hvad er det så for nogle anatide størrelser, vi her har med at gøre? Ja, de er som sagt først og fremmest små. Den hidtil mindste af de kendte anatide racer på Stella anatium, kun undergået af mikroænderne fra det ydre rum (Anatidas microscopus extra-terrestricus). Kropshøjden på en voksen han synes kun at svare til 20-33% af den andebyske hvidand. Billederne fra det første møde mellem Joakim og hans bortførere indikerer endda en endnu større højdeforskel, hvilket dog udlignes noget ved senere billeder, hvilket muligvis kan hænge sammen med, at dværgænderne er i stand til at krympe yderligere, når de ønsker at skjule sig - altså en slags bevidst reduktiv morfotalitet? Dværgstørrelsen gælder i øvrigt ikke kun ænderne selv, men også deres kameler, hvilket jo er yderst heldigt med henblik på sidstnævntes anvendelighed som ridedyr for førstnævnte.[2] Den evolutionære årsag til Kasbah-ændernes (og deres kamelers) beskedne størrelse kendes ikke, men Joakim von Ands tanker om en sol- og varmeafledt indskrumpning er næppe helt usandsynlig, idet den begrænsede mængde føde og væske i krateret gennem årtusinder meget vel kan have fremmet en dværgestørrelse som det mest økonomiske og overlevelsesdygtige.

Et mere kompliceret spørgsmål gælder Kasbah-ændernes farve. Er de virkelig grå? Eller er de bare brankede af solen - eller støvede? Ja, ret beset er de vel mere at betegne som “sortbrogede” med et vekslende lag af sorte og hvide dækfjer, end de er deciderede grå.

Dertil kommer, at mere nærgående studier afslører, at den grå eller sortbrogede fjerfarve kun viser sig i ændernes hoveder (samt på deres arme), mens f.eks. hænder og gump er helt hvide. At Joakim von And opnår en omtrent tilsvarende fjerfarve efter en uønsket indsmøring i olie og sand bør ikke lede til den forhastede konklusion, at Kasbah-ændernes ansigtsfarve skyldes manglende hygiejne. Den mørke farve på overkroppen kan således fortsat konstateres efter at de har fået forbedrede bademuligheder.

Muligvis har Kasbah-ænderne på et tidligere evolutionært stadium været helt hvide, hvilket med tiden kan være forandret for fjerene i hovedet af hensyn til solbestrålingen, men hvorfor noget tilsvarende så ikke er sket for andre utildækkede kropsområder, såsom hænder og gump, må endnu henstå som uafklaret.[3]

Og hvad er det så for et samfund, vore små, grå fjerede venner har fået opbygget inde i Kasbah-krateret? Ja, produktionsøkonomisk må man så afgjort sige, at vi befinder os blandt Stella anatiums mest primitive og nøjsomme samfund. Et vegetabilsk baseret landbrug i dette tørre, hede og sandfyldte kraterlandskab synes på forhånd udelukket. Bortset fra nogle små, usle ørkenvækster, som Joakim i øvrigt straks udrydder med en rask lille afbrænding...

..så er den eneste registrerede plantevækst i Kasbah-krateret et palmetræ, der vokser i en solidt indmuret have ved siden af sheikens palads.

At dømme ud fra de observationer, som det er muligt at gøre på baggrund af det tilgængelige billedmateriale fra Kasbah, så synes gråandesamfundets overlevelse først og fremmest at være baseret på husdyrhold. Her tænkes især på mælk og kød fra de små ænders kameler og geder, mens det er mere usikkert, om kraterets små hidsige hunde også skal regnes med på menukortet.

Dermed kan man sige, at Kasbah-ændernes samfundsøkonomi umiddelbart svarer til de husdyrbaserede nomadesamfund, der kendetegner Jordens ørken- og steppeområder. Imidlertid har nomadekulturen i Kasbah jo den uheldige begrænsning, at de ikke kan rejse uden for kraterområdet. Hvilket kan være endnu en grund til, at Moder Natur har ladet dem og deres dyr blive så små, at kraterområdet trods alt synes noget større. Denne nødtvungne bofasthed har endvidere gjort, at Kasbah-ænderne i modsætning til normale nomadesamfund har valgt at opføre varige bosættelser med hvad der ligner ler- eller lavaklinede huse samlet i et større bysamfund. Bortset fra sheikens palads må husene arkitektonisk set betegnes som relativt enkle - for nu ikke at sige decideret primitive. Set fra et ophøjet hvideandesynspunkt er de i hvert fald ikke noget at skrive hjem om.

Men har Kasbah-krateret virkelig ikke andet end kamel- og gedehold at byde på af potentielle erhvervsmuligheder? Tilsyneladende ikke meget. Til trods for deres tusindårige fortid i ørkenen kender de grå dværgænder angiveligt ikke til olie.

Det kan dermed næppe være olie, men måske snarere en slags animalsk tran, der danner brændstof for lampen ved indgangen til sheikens tronsal. Man kan kunne gætte på hvilken liflig, eksotisk duft af brændt kamelfedt dette må bidrage med til tronsalens atmosfære.

Mangler Kasbah-ænderne kendskab til olieudvinding, har de til gengæld tydeligvis lært sig kunsten at udvinde jern og andre metaller, som man må formode stammer fra kratervæggen. Disse metaller synes først og fremmest at blive benyttet til en ganske betydelig våbenproduktion, såsom krumsabler og hellebarder, samt i mere begrænset omfang til vandpiber, udsmykningsplader og tranlamper.

For et folk, der gennem 1000 levetider har levet isoleret fra omverdenen i et spartansk ørkenkrater, er Kasbah-kulturen i det hele taget påfaldende krigerisk. Hovedparten af den (m)andlige befolkning synes at gøre tjeneste ved sheikens kamelberedne og svært bevæbnede garde, hvilket jo kan være forståeligt nok, hvis der ikke er andet at lave i krateret, men præcis hvem er hele denne militære oprustning rettet imod? Bærer stammens ældste på en profeti om, at en “stor kanon” iført høj silkehat en dag vil bore hul i kratervæggen og udsætte deres verden for en stor fare? Eller findes der mon en undertrykt klasse af slavearbejdere i kraterets mineskakter og kamelstalde, som sheikens garde skal afholde fra revolutionære idéer? Vi ved det ikke. Det nærmeste vi kommer en konstatering af social klasseinddeling i Kasbah er, at mens gardens soldater bærer lyseblå dragter, synes de få afbildede civile (han)ænder at være klædt i grønt.

Der kan endvidere konstateres relativt mange ællinger i Kasbah-krateret. Og det er vel og mærke ikke blot fordi, at andtropologerne automatisk regner ænder i dværgstørrelse for ællinger. Nej, overalt i byens gader ser man små ællinger stå og stirre måbende på den kæmpe Joakim von And - når denne da ikke vælter småkravlet i et hastigt flugtforsøg henimod olieledningen. Sexologisk indstillede andtropologer har spekuleret i, hvad der kan ligge bag denne for Stella anatium så overvældende børnerigdom. Et forslag har været, at “der jo ikke er så meget andet at lave i krateret”, mens andre har foreslået, at det netop kan være en mere frisindet holdning til sexualitet og et - set med menneskeøjne - mere “normalt” familiemønster, der har ført til Kasbah-ændernes udelukkelse fra resten af samfundet; har en puritansk indstillet overmagt f.eks. i muligvis længst svundne tider dømt en mere løssluppen samfundsgruppe til tvangsdeportation i Kasbah-krateret, indtil de har lært at opføre sig som ordentlige ænder? Igen får svaret foreløbig blæse i ørkenvinden.

Hvorom alt dette er, så er det derimod mere begrænset, hvad vi ser til disse ællingers formodede mødrene baggrund. Vi må formode, at der er tale om en sådan kvindelig dværgand bag sløret i døråbningen til hytten til venstre på billedet herover. Endnu en potentiel hunand ses længst til højre på billedet nedenfor, hvor det endvidere kunne se ud til, at Kasbah-samfundet for bedre selv at kunne skelne imellem hvad der gemmer sig bag de dækkende slør, tørklæder og øvrige løse gevandter har indført den ordning, at hunænderne er klædt i lyserødt...

..om end der for dem, der gør “tjeneste” ved sheikens hof, er mulighed for at supplere det lyserøde slør og tørklæde med en lilla kjole.

Dermed er det også blevet på høje tid at præsentere Kasbah-samfundets absolutte overhoved: sheikernes sheik, Hassan ben Happi.

Sheiken (der parentes bemærket hele tiden ser alt andet end “happy” ud) [4] styrer med jerngreb sit lille land som enerådende hersker. Han bestemmer om folk skal i fangehullet eller ej...

..og på hans ordre drager kraterets stolte krigere i kamp mod svært bevæbnede kæmper.

Al magt og rigdom i krateret synes ubeskåret samlet hos sheiken, og Kasbah-ændernes samfund bærer i det hele taget præg af stor social ulighed. Mens hans folk må friste tilværelsen på sandgulvet i primitive lavahytter, nyder sheiken selv livet i et fornemt udsmykket palads på en kæmpe seng med mængder af puder, hvor dagene går med at ryge vandpibe. Faktisk kan man slet ikke udelukke, at det først og fremmest er sheikens egen ophøjede position, som han føler truet ved de fremmedes ankomst - og da ikke mindst den meget omtalte “store kanon”, Joakim von And, som sheiken da også vedvarende gør alt for at mistænkeliggøre og ydmyge i sine undersåtters påsyn.

Når sheiken har formået at fastholde sit despotiske styre over Kasbah, kan det selvfølgelig dels forklares med hans satsning på en stærk militærmagt, men dertil kan det også anføres, at Kasbah-ænderne gennemgående ikke just giver indtryk af nogen overvældende selvstændig intelligens. Deres manglende kendskab til olie og dennes muligheder kan muligvis undskyldes med, at der simpelthen ikke findes olie i krateret, men at udvindingen af metaller udelukkende er blevet benyttet til at smede sværd i stedet for bore- eller klatreudstyr til at forcere kratervæggen med, tjener unægteligt ikke til de små, grå ænders ære.

Et eksempel på dværgændernes manglende evne til at tænke logisk i teknologisk sammenhæng haves i, at deres krigere til det indledende natlige overfald på von Ands lejr benytter en slags svovlstikker til at sætte ild omkring sig med...

..men da von And ved en senere lejlighed sætter ild til nogle tørre vækster, betegner samme krigere det henført som værende “stor trolddom”. En udtrykt beundring, der kun synes at forværre sheikens humør yderligere.

I samme forbindelse kan det anføres, at donaldistiske sociologer med undren mærker sig Kasbah-ændernes apatiske reaktion på deres egen truende og tilsyneladende nært-forestående druknedød i den uraffinerede råolie.

Uerfarne donaldister vil måske se dette som tegn på en stoisk selvbeherskelse og et ophøjet erkendelsesniveau vedrørende livets endelighed hos de små ænder - og derfor måske ligefrem tolke adfærden som udslag af et højt intelligens- og civilisationsniveau? En sådan udlægning afvises imidlertid på det bestemteste af sociologerne, der ved flere lejligheder har konstateret en helt anderledes hyperaktiv krisehåndteringsadfærd hos Stella anatiums uden sammenligning højeste civilisationsform: Grønspætterne.

Kasbah-ændernes bizarre, afklarede ro ved udsigten til at blive kvalt i (den sidste) olie kan muligvis forklares med, at de er religiøse. Dette fremgår af, at de ved flere dramatiske lejligheder udbryder »Allah salimak!«.

Allah er som bekendt det arabiske ord for Gud, og vendingen “Allah salimak!” kan nærmest oversættes til “Gud velsigne dig!” eller “Gud bevares!”. Dermed har vi her endnu et tungtvejende argument imod den ofte fremsatte påstand om, at Stella anatiums ænder er gudløse.

Måske er det endda ligefrem deres gudsfrygt, der redder Kasbah-ænderne igennem deres møde med hvidænderne. Som antydet ved mine tidligere forelæsninger over eksotiske anderacer i Stella anatium er der en kedelig tendens til, at disse folkeslags møde med de andebyske hvidænder har det med at ende temmelig fatalt - for de indfødte, altså. Sortænderne sætter som bekendt ild på sig selv, brunænderne i Amazonas får ødelagt deres landsby af kæmpedyr, gulænderne i Himalaya undgår kun i sidste øjeblik af få deres dal fyldt op med flaskekapsler, og ænderne i Kasbah-krateret er kun en dunsbredde fra at drukne i råolie. Men for én gangs skyld synes et møde mellem hvidænderne og en anden anderace at få en lykkelig udgang. Joakim von And lader frugtbar agerjord flyve ind i krateret og benytter den anlagte olieledning til at lede køligt vand dertil fra fjerne floder.

Dermed er der skabt grobund for et frodigt agerbrugssamfund i Kasbah-krateret, hvor krigerne har udskiftet krumsablerne med hakkejern, hvor de lange gevandter og tørklæder er udskiftet med badedragter, og hvor der pludselig er kommet smil på næbbet hos indbyggerne,[5] mens de pjasker rundt og muntrer sig som ænder i vandet. Alt sammen takket være “den store kanon” fra Andeby.

Er der mon således håb om, at hvidænderne dermed endelig har lært af deres tidligere sammenstød med andre kulturer? At Stella anatium går en fremtid af fred og fordragelighed i møde, hvor racerne lever sammen i harmoni og indbyrdes respekt og forståelse? Næppe. Den slags fantasterier hører eventyrene til. Og som vi alle ved er Stella anatium ikke en eventyrverden. Tværtimod: The Ducks are for real!

[1] OK, Stella betyder jo ret beset “stjerne”, hvilket dog her må betegnes som en onomastisk romanticisme, idet ænderne naturligvis ikke bor på en sol, men på en planet.

[2] Forfatteren er udmærket bekendt med, at én-puklede kameler i vor verden normalt betegnes “dromedarer”, men dette er tydeligvis ikke gældende i Kasbah-krateret, hvor dyrene explicit benævnes “kameler”. Og når alt kommer til alt, så må Kasbah-ænderne jo være de nærmeste til at vide ret besked omkring kraterets zoologiske nomenklatur, så kom ikke her med jeres brok!

[3] Har deres forfædre mon f.eks. været inspireret af en Mickey Mouse-mode bestående af shorts og handsker? I så fald kan man i grunden ikke fortænke deres omgivelser i at have spærret dem inde i et krater langt ude i ørkenen.

[4] Hvad det end er, han har stoppet vandpiben med, så kan man ikke sige, at det er noget der gør ham videre pjattet. En vis donaldistisk navneforskers forslag om, at sheikens fornavn kan være afledt af formen Hashand og dermed indikere noget om pibens indhold, støttes således på ingen måde af sheikens udviste humør. Af hensyn til professor Jakobsens akademiske omdømme vil jeg undlade at afsløre benævnte navneforskers identitet.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

	Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.