Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

Sorte ænder på Stella anatium

af dr. J. Gjøgsig, Sydnordisk Akademi for Donaldisme (SAD), marts 2004

I relation til den tidligere førte debat på (det nu hedengangne, red.) Donaldistisk Forum angående forekomsten og behandlingen af negere i Andeby bemærkede jeg, at dr. GrandjeAnd et sted påpeger det sælsomme forhold, at alle ænder og gæs (anatide arter) og næsten alle fugle (aveside arter) i Andeby er hvide. Dette sælsomme forhold gælder tilsyneladende også uden for Andeby, også i mere eksotiske egne af Stella anatium, såsom i det donaldistiske Afrika og Fjernøsten, hvor fjerfarver af en mere mørk eller gullig nuance måske var at vente.

Både dybt inde i Afrikas jungle og i det Fjerne Østen er ænderne tilsyneladende hvide.

Eksempel på falsk sortand på udstilling i Andeby 1941.

Et vaskeægte (!) eksempel på donaldistiske sortænder finder vi derimod i en af de allerførste donaldistiske beretninger, som Carl Barks både skrev og tegnede i sommeren 1943 (WDC 34), hvori Anders har et ganske dramatisk møde med en stamme af sorte ænder. Etnologisk set er det ikke uinteressant, at der faktisk er påfaldende store beklædnings- og udsmykningsmæssige lighedstegn imellem den udstillede tallerkenneger hos Taliaferro og de virkelige sortænder hos Barks.

Beviset for, at der har eksisteret sorte ænder på Stella anatium. Bemærk at selv fødderne er sorte!

Men hvorfor har vi så ikke set sorte ænder i donaldismen siden starten af 1940’erne? Tja, man kan jo frygte, at aggressiv imperialistisk fremfærd af hvidænderne har ødelagt alle deres redepladser og i sidste ende udryddet alle stammerne, eller at den endnu uudforskede store donaldistiske verdenskrig fra omkring 1943-45 har haft samme tragiske resultat. En anden - eller supplerende - mulighed er, at hvidænderne i den grad har bredt sig over hele Stella anatium, at den renracede sorte and er blevet genetisk sammenblandet med hvidænderne, og at sidstnævntes gener for så vidt angår fjerfarven har vist sig dominerende.

Der er dog også et andet og set ud fra et forskningsmæssigt synspunkt næsten endnu mere beklageligt scenario. I et interview fra 1992 kunne Barks således berette, at han (og andre reportere) efter krigen ikke længere måtte vise billeder af sorte donaldistiske ænder af racepolitiske hensyn.[1] Altså et soleklart eksempel på censur dikteret af en politisk korrekthed hos Disney (hvor Daffy således ville have haft en yderst kortvarig karriere), som man kan have forståelse for eller ej, men som under alle omstændigheder må tages med i betragtning i den donaldistisk-arkæologiske forskning som endnu et stærkt forstyrrende og sandhedsfordrejende element.

Note:

 [1] Interview med Barks i Gottfried Helnwein (1993): “Wer ist Carl Barks”, Neff Verlag, s.17-18

Supplerende andtropologiske bidrag om sortænderne på Stella anatium

ved dr. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (CKD)

Som en opfølgning på dr. Gjøgsigs interessante og berettigede påvisning af de sorte ænders eksistens på Stella anatium kan jeg supplere med lidt oplysninger fra CKD’s andtropologiske arkiv, som måske kan have almen interesse.

Den efter arkivets vidende eneste beretning om sortændernes eksistens stammer som anført af dr. Gjøgsig fra Barks’ dokumentar i WDC 34 (dansk version i GB 6). Stammen, hvis navn ikke kendes og derfor i mangel af bedre her blot skal betegnes som “sortænder”, kan desværre ikke lokaliseres nærmere ud fra de overleverede oplysninger. Anders And og hans nevøer når frem til sortændernes leveområde i en vildfaren flyvemaskine, og Hr. Ands egen opfattelse af, at de kort før landingen befinder sig “lige over Nordpolen”, må nok - som det antydes af hans nevøer - betvivles, da der næppe heller på den donaldistiske verdens nordpol kan formodes at have vokset bananpalmer i historisk tid.

At dømme ud fra vegetationen, dyrelivet, stammens påklædning og boligstil kunne man fristes til snarere at henlægge sortændernes levested til Stella anatiums Afrika, men noget endeligt bevis for denne formodning haves ikke.

Efter en vellykket landing føres Familien And frem for stammens leder, der at dømme ud fra kronen og tronstolen, samt Hr. Ands valg af tiltaleform, måske tør betegnes som konge. Sortændernes samfund synes i givet fald at have en monarkisk styreform.

Det kan endvidere konstateres, at sortænderne foruden mindst én høne har et ganske betydeligt svinehold. Dette må betegnes som yderst interessant, da vi næppe kan forklare denne besiddelse af grise på anden måde, end at sortænderne er kødspisere - og endvidere at de hverken kan være af muslimsk eller jødisk overbevisning. Kongens velkomsthilsen til hvidænderne tyder endda på, at grisen indtager en meget betydelig position i sortændernes verden.

Mødet mellem de hvide og sorte ænder udvikler sig hurtigt ganske dramatisk, og meget snart bliver vi derfor vidner til sortændernes tradition for hurtig eksekvering af straffesager og ikke mindst deres sans for god underholdning. 

Det kan ved samme lejlighed påpeges, at den af dr. Gjøgsig iagttagne sorte farve på sortændernes ben og fødder ikke forekommer på føddernes underside, der har samme orange farve som hvidændernes fødder.

Mens man kun kan nære beundring for sortændernes høje retslige og underholdningsmæssige niveau, synes det teknologiske stade ikke at være imponerende. Dels virker deres flintesten til optænding af bålet under Anders ikke, og da samme Hr. And beredvilligt låner dem to svovlstikker (en adfærd, der måske umiddelbart kan forekomme lettere tåbelig, men som har sin egen logik i historiens overordnede sammenhæng), må han også vise dem, hvordan dette avancerede antændingsværktøj skal anvendes. 

Hvad sortænderne ikke har af pyroteknologisk indsigt, må man til gengæld lade dem af brændende lærelyst. Straks da Anders har strøget svovlstikken mod sit bagparti med antændende effekt, udtrykker hele stammen stort ønske om med det samme at blive indviet i svovlstikkens mysterier. Desværre med det temmelig uheldige resultat, at de sætter ild til deres bastskørter.

Familien And vælger umiddelbart efter at forlade sortændernes land, og ovenstående er faktisk det sidste billede, de donaldistiske kilder ved at kunne berette om dette fascinerende folk. Da vi aldrig siden har modtaget billeder eller blot beretninger om sortænderne, kan man kun frygte, at deres møde med hvidænderne har haft en fatal konsekvens; at sortænderne simpelthen er gået til ved historiens hidtil mest omfattende tilfælde af simultan selvantænding!

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.