Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

 Cura de Cocos brune ænder

En anatid-etnologisk sensation - og katastrofe? - i Amazonias jungle

af an(d)tropolog dr.don.clas. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (2005) 

Akademiets gæsteprofessor, dr. Johaan Hop van de Haavelouw, kunne i sit introducerende foredrag for nylig henlede forskernes opmærksomhed på Joakim von Ands nærmest narkomanide smag for muskatnødde-te (Hop van de Haavelouw 2005). Dr. Hop van de Haavelouw fandt på den baggrund belæg for en opsigtsvækkende tese om, at samme von And siden har udnyttet den afhængighedsskabende effekt i muskatnød til en produktion af læskedrikken Boblesprøjt. 

En nok så interessant side af hele muskatnødde-beretningen, som gæsteprofessoren imidlertid ikke kom ind på, er af etnologisk karakter, hvilket jeg i det efterfølgende gerne vil følge op på.

Førende donaldistiske etnologer kunne allerede i fjor fremlægge overbevisende indicier for eksistensen af mørkfjerede indian(d)ske andestammer i Stella anatiums Amerika (GrandjeAnd 2004, Jakobsen 2004). Således påpegedes det tankevækkende i, at Dværgindianerne på engelsk omtaler Familien And som “pale ducks” (US 18-01), mens Joakim von And ved synet af sine indiansk forklædte nevøer kun undrer sig over, hvor BLEGE disse indianere dog er (DD 42). Begge episoder giver bedst mening, hvis Dværgindianernes og von Ands udtalelser bygger på et kendskab til et folk af mørkere ænder. Eksistensen af sådanne mørke, indian(d)ske ænder i Amerika er nu fastslået. Blot er de altså ikke som dengang foreslået sorte, men derimod brune.

Lad os da se nærmere på vor etnologiske opdagelse. Cura de Coco-stammens brunænder (Anatidas bruno amazonianus) afviger fysisk fra de andebyske hvidænder (Anatidas albus duckburgis) på flere måder. De er for det første omtrent en halv gange højere. Dette er et generelt træk, der genfindes hos faktisk alle anderacer uden for Andeby. Således er både sortænderne (WDC 34) og hvidænderne i Afrika (US 61-02), såvel som gulænderne i Asien (US 6-02) en del højere end gennemsnittet i Familien And. Konklusionen synes derfor om noget snarere at være, at Andebys hvidænder er unormalt lave for arten.

Oftalmologisk er det bemærkelsesværdigt, at brunændernes øjne er ganske små (samt ovale og højtsiddende uden næbkontakt), på samme måde som man ser det hos gæssene og halvænderne (f.eks. Fætter Højben). Samme øjenform genfindes hos de høje hvidænder i Afrika og gulænder i Asien, men ikke hos sortænderne. Er dette mon et tegn på, at flere af “højande-stammerne” er biologisk nært beslægtet med gæssene? Og at de lave hvidænder fra Andeby bl.a. derfor anser dem for mere primitive? Vi ved det ikke.

Vi kan endvidere konstatere, at alle nævnte tre grupper af højande-racen (med små øjne) desuden bærer et stort og frodigt, sortfarvet hår - hvilket derimod ikke ses hos hverken sortænderne (med store øjne) eller Andeby-hvidænderne. I relation til ovennævnte overvejelser bør det anføres, at stor hårpragt - uanset farven - heller ikke er et normalt fænomen hos gæs - hvorimod Fætter Højben som bekendt har nogle ganske charmerende krøller.

Om brunændernes kvinder gælder det desuden, at mange af dem opnår en ganske god drøjde, når de når voksenalderen - noget der derimod ikke ses hos hannerne. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at jo mere bredhovede brunandehunnerne er, desto smallere og dermed mere gåseagtige fremstår deres næb. 

Til trods for deres umiddelbart afslappede, livsnydende, lærevillige og imødekommende adfærd nyder Cura de Coco-stammens brunænder stor frygt blandt hvidænderne i Andeby. Dette skyldes ikke mindst stammens navn.

Cura de Coco-ænderne er da heller ikke til at spøge med, hvis man som fremmed kommer til at overtræde deres besøgsregler. 

Rygterne om brunændernes henfaldenhed til anatid kannibalisme synes derimod at bygge på misforståelser. 

Er Amazonias brunænder en nyhed for mange donaldistiske etnologer - eller var det i 1962 - så var stammen og dermed racen allerede dengang på ingen måde ukendt for Andebys hvidænder. Således havde Joakim von And en løbende leveringsaftale med dem med hensyn til de livsvigtige forsyninger af muskatnødde-te, mens de, just i tiden hvor de første billeder af anatide brunænder nåede Jorden, var kommet på listen over godkendte modtagere af økonomisk konsulentbistand fra Andebys u-landshjælpekorps. Hvilket i øvrigt var den udslagsgivende årsag til hele balladen.

Episoden har næppe gavnet den andebyske storkapitals syn på u-landsbistand, hvilket kan have medført drastiske nedskæringer på denne konto fremover. Dertil kan det konkrete hjælpeprojekt i Amazonia heller ikke ligefrem betegnes som en succes, idet Cura de Coco-stammens imponerende lærevillighed desværre viser sig ikke at være videre økonomisk orienteret. Den udsendte konsulent, Hr. Anders And, fyres da også efterfølgende, idet det ikke er hans arbejdsgivers opfattelse, at det har gavnet brunændernes økonomiske situation at lære at lave popcorn og slå på bongotromme. Selvom de ifølge samme Hr. And virkelig har talent for det. 

Desværre synes enden på affæren ikke blot at have været endnu et mislykket u-landsprojekt og en tilbagevenden til status quo. Brunændernes primære indtægtskilde, leverancen af muskatnødde-te til Joakim von And, må forventes at være indstillet, idet von And efter egen vurdering hjembringer en beholdning rigelig stor til langt ud i fremtiden. Og selv hvis dr. Hop van de Haavelouw skulle have ret i sin mistanke om, at Joakim von And efterfølgende har brugt muskatnød i læskedrikproduktionen, så kan man have sin tvivl om, hvorvidt dette nu også er kommet brunænderne til fordel. Donaldister med anti-pati for den gamle, fjerklædte kapitalist vil således levende kunne forestille sig, at Joakim von And - klog af skade efter forsyningsstoppet i 1962 - har ladet brunænderne fordrive fra det vigtige dyrkningsområde. Akkurat som han beviseligt efter eget udsagn fordrev en afrikansk stamme fra et område egnet til gummiplantagedrift tidligere i karrieren (OS 238).

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Cura de Coco-stammen allerede blev udslettet ved hvidændernes første besøg i 1962? Udgangen på historien er således, at Anders And gennem udøvelse af en ulykkelig blanding af kemi og sort magi forårsager skabelsen af gigantisk store dyr i stammens lokalområde, hvor de sidste, overleverede billeder af brunænderne viser disse på vild flugt, mens et kæmpebæltedyr ødelægger deres landsby.  

Familien And undslipper selv kun med nød og næppe en sulten kæmpepanter, hvor man kan frygte, at deres brune artsfæller ikke i længden har haft samme held. Dermed kan det konkluderes, at mens Anders And i 1943 lykkedes at få sortænderne til at sætte ild på sig selv og deres landsby, forårsagede han i 1962 en katastrofe af tilsvarende dimensioner blandt brunænderne i Amazonia. Selv hvis Hr. And IKKE (hvad undertegnede ellers svært befrygter) således skulle være skyld i nu to anatide racers udslettelse, så synes fyringen fra Andebys u-landshjælpekorps i hvert tilfælde at være fuldt ud berettiget. 

Refereret litteratur:

GrandjeAnd, dr. J. (2004): “Sortænder og blegænder i Amerika”, Center for Klassisk Donaldisme.

Hop van de Haavelouw, dr. J. (2005): “Ducks on drugs?”, Sydnordisk Akademi for Donaldisme.

Jakobsen, prof. J.G.G. (2004): “Om anatide indian(d)ere og bomuldsplukkere”, Sydnordisk Akademi for Donaldisme.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.