Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme
Sortænder
og blegænder i Amerika?
af
dr. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (2004)
Som chefandtropolog på Center for Klassisk Donaldisme (CKD) var det mig en stor glæde, at min ærede kollega og Akademiets prorektor, professor Jakobsen, netop valgte et andtropologisk emne for sin tale i anledning af Akademiets genåbning.
Talen blev jo bestemt ikke mindre interessant af, at emnet var Stella anatiums nu efterhånden flere gange fremdragne og tilsyneladende mystisk forsvundne sortænder. Selvom jeg som konservativ klassisk-donaldist nok har svært ved at se en ikke-donaldistisk figur som Daffy Duck spille en seriøs rolle i donaldistisk forskning, så må jeg medgive, at min kollega bestemt har gjort sig nogle tankevækkende iagttagelser omkring forholdet mellem hvidænder og sortænder. Også hos undertegnede har foredraget givet anledning til yderligere overvejelser desangående.
Professor Jakobsen angiver som en medvirkende årsag til
hans måske med vilje usædvanligt provokerende hypotesefremlæggelse, at bl.a.
jeg i den senere tid skulle have antaget en vel forsigtig tone i præsentationen
af min forskning. Dette illustrerer han ved mine forbehold angående stedfæstelsen
af sortændernes landsby i Barks-historien fra 1943 til det donaldistiske
Afrika. Med nærværende lille indlæg vil jeg imidlertid gerne gøre gældende,
at forbeholdet bygger på andet og mere end blot overdreven akademisk
forsigtighed.
De donaldistiske geografer er som bekendt (og naturligvis, fristes man til at sige) endnu uenige om den nøjagtige beliggenhed af Andeby såvel som spørgsmålet om hele Stella anatiums overordnede geografi - emner som i øvrigt vil indtage en hovedrolle i forskningen og undervisningen her på Akademiet i studieåret 2005. Men hvis vi forsøgsvis som udgangspunkt antager - som vel nok efterhånden de fleste donaldister mener - at Stella anatium i hovedtræk har en kontinental overflade med et udseende omtrent som Jordens, og at Andeby her skal findes et sted i det donaldistiske Amerika, så melder der sig nu det interessante spørgsmål, om ikke også sortænderne (bl.a.) har haft deres gang i denne verdensdel?
Professor Jakobsen har faktisk selv implicit givet næring til denne tese, idet han fra den post-klassiske donaldisme viser os Joakims tanker om, hvordan han som en Columbus ville være returneret fra Amerika til Spanien med en mørklødet vildand som sin tjener (EFOJS 4). Som ortodoks klassisk-donaldist ville jeg næppe tillægge den slags post-klassiske belæg videre betydning, hvis ikke det var fordi, at det rent faktisk harmonerer med belæg fra barksismen.
Ænderne er gennem tiden flere gange stødt på forskellige stammer af indianere, der imidlertid - mig bekendt - aldrig har været anatide (altså ænder). Det har altid undret mig, at indianerne konsekvent omtaler ænderne som “blegnæb”. Betegnelsen forekommer mig ulogisk, da ændernes næb ikke er specielt blege; faktisk er andenæbbet sammen med ben og fødder det mørkeste på hele hvidandens krop. Det er jo heller ikke sådan, at indianerne selv har mørkere næb eller endog en hud mørkere end ændernes næb. Så hvorfor kalde ænderne “blegnæb”? Hvorfor ikke bare kalde dem “ænder”?
Først for nylig kom jeg i besiddelse af en amerikansk version af den klassiske Barks-beretning om ændernes møde med Dværgindianernes land (US 18a), hvoraf det fremgår, at “blegnæb” er en noget omskrevet dansk oversættelse af den oprindelige barksistiske betegnelse paleduck, altså “blegand”.1 Nu kan den kritiske læser anføre, at samme påstand om manglende logik kan hævdes omkring betegnelsen “blegand” som for “blegnæb”, men blegande-betegnelsen giver jo ganske god mening, hvis Dværgindianerne bruger navnet til at skelne blegænderne fra et folk af mørkere ænder.
Jeg derfor her vove at opstille det forslag, at Dværgindianerne og de øvrige donaldistiske indianerstammer - som jeg geografisk vil vove at stedfæste til det donaldistiske Amerika - bruger betegnelsen “blegand” om hvidænderne fra Andeby, fordi de har kendskab til eksistensen af et mørkere andefolk på samme kontinent. Og da kilderne så vidt vides aldrig har berettet om brune eller røde ænder, så må den oplagte konklusion være, at der lever - eller måske rettere har levet - sortænder i det donaldistiske Amerika i historisk tid. Man kan desværre nok frygte, at disse er forsvundet fra kontinentet, og at skylden herfor ikke mindst ligger på hvidændernes skuldre, hvorfor man forstår Dværgindianernes dybe mistro til blegændernes hensigter, da Familien And ankommer til deres hidtil uforstyrrede land. Fortsat må gåden om årsagen til sortændernes forsvinden dog henstå som uafklaret.
Note:
1. Det skal anføres, at den danske oversættelse i udgaven i GB 16 faktisk både omfatter “blegnæb” og det mere korrekte “blegand”.
Replik til
dr. GrandjeAnd fra professor Jakobsen (november 2004)
Idet
jeg takker for min ærede kollega dr. GrandjeAnds forbløffende venlige replik på
mine tvivlsomme andtropologiske tanker vedrørende Familien Ands syn på
ikke-hvide ænder (herunder Daffy i særdeleshed), vil jeg med denne beskedne
re-replik gerne bringe et par supplerende (og - har jeg lovet rektor -
afsluttende) kildebelæg til sort- og hvidandedebatten her på Akademiet som støtte
for dr. GrandjeAnds fremlagte tese om sortænder i Amerika.
Selvom
dr. GrandjeAnd efter min vurdering har givet nogle overbevisende argumenter for
sin tolkning af de donaldistiske ikke-anatide indianeres anvendelse af begrebet
“blegænder” (amr.: pale ducks) som belæg for en (måske tidligere)
eksistens af mørkfjerede indian(d)ske ænder, så må tesen jo fortsat siges at
kunne blive styrket kraftigt ved fremlæggelse af yderligere belæg. Et sådant
- om end stadig af den indikative af slagsen - har jeg ment at kunne finde i en
beretning bragt i AA 14/1956. For at Onkel Joakim ikke skal genkende dem, har
Anders og ungerne udklædt sig som indianere. Forbløffende nok synes udklædningen
at narre den gamle and, der endvidere ikke på nogen måde giver indtryk af
overraskelse over, at se anatide indianere. Derimod undres han over indianernes
farve: »Det var dog de BLEGESTE indianere, jeg nogen sinde har set!«
Baseret på Joakim von Ands
udtalelser - eller rettere: hans tanker - kan man altså fristes til at slutte,
at von And HAR set anatide indianere før, men kun af en mørkere farve! Til
trods for kildebelæggets datering til midten af 1950’erne er jeg udmærket
klar over, at det ikke lever op til f.eks. dr. GrandjeAnds kildekritiske
kvalitetskrav om at være klassisk-donaldistisk. Historien er bragt til os af
reporterparret Phil De Lara og Vic Lockman, og kvaliteten er tydeligvis langt
fra et barksistisk niveau, så spørgsmålet
er derfor, om dr. GrandjeAnd og andre andtropologer vil tildele belægget videre troværdighed.
Barksistisk er derimod mit
andet og sidste kildebelæg, der for mig at se underbygger den af mig selv
fremsatte og af dr. GrandjeAnd støttede påstand om, at Joakim von And er
grundlæggende imperialistisk-racistisk i sit livssyn. Da von And udfordres af
Olivarius Orne i 1955 til et floddampervæddeløb op ad Mississippifloden, er præmien
en gammel plantageejendom beliggende ved samme flod (US 11b). Livet som
plantageejer i sydstaterne tiltaler tydeligvis den gamle rigand. Dels giver det
mulighed for at bære bredskygget hat og fipskæg (privilegier, der i
donaldismen tilsyneladende er forbeholdt sydstatsplantageejere), dels kan man
sidde på verandaen om aftenen med en kølig drink og høre bomuldsplukkerne
spille banjo.
Indrømmet: Ingen steder af Joakims drømmesyn fremgår det, at plantagen drives med underbetalte og underkuede (banjospillende) sortænder, MEEEN sammenholdt med de tidligere fremlagte belæg for ikke mindst Joakim von Ands race-imperialistiske tendenser, så kan man jo i hvert fald nok på ovenstående baggrund have lov at udtrykke et stille: “Hmmm..!”
Anvendte
kildeforkortelser:
Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.