Gule ænder i Tralla-la

Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

af chefandtropolog dr. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (2005)

I mørket er alle ænder hvide! Denne omskrivning af et gammelt dansk mundheld, der oprindeligt relaterer sig til grå katte, må umiddelbart forekomme den ærede eventuelle læser at være noget gedigent vrøvl. Når jeg alligevel har valgt at indlede nærværende afhandling med disse ord, hænger det sammen med, at den donaldistiske etnologi indtil for relativt nylig henlå i et vidensmæssigt mørke, hvor det var den brede og alment gældende opfattelse, at der i Andeby og Stella anatium kun eksisterer ænder af hvid fjerfarve. På baggrund af studier i klassisk-donaldistisk kildemateriale er det imidlertid de seneste par år lykkes forskningen at rette op dette helt forkerte indtryk. Med sikkerhed er eksistensen af såvel sorte som brune ænder blevet konstateret i Stella anatiums tropiske (og muligvis arktiske!) jungleområder, mens der haves indikationer på ikke-hvide ænder i samme univers’ Nordamerika og Indien.

Sorte ænder på Stella anatium		Curo de Cocos brune ænder

Sortænder og blegænder i Amerika?		Mustafa, søn af Mustafa

I dette (foreløbig) afsluttende epos af min andtropologiske rundrejse på den donaldistisk-etnologiske farvepalet er turen så kommet til de gule ænder i Tralla-la, som Carl Barks kunne berette om i 1954 (US 6). Lad mig starte med at stedfæste lokaliteten Tralla-la, hvilket efter akademisk-donaldistisk målestok kan gøres usædvanligt nøjagtigt og sikkert, idet vi indledningsvis oplyses om, at stedet ligger i Himalayabjergene i Asien, nærmere bestemt i “en rund dyb dal omkranset af meget høje bjerge”.

På således sikker geografisk grund kan vi nu vende blikket imod stedets indbyggere, der udelukkende består af gule ænder (dvs. indtil en vis hvidandefamilies ankomst). De orientalske gulænder (Anatidas flavus orientalis) afviger på flere måder fra den velkendte andebyske hvidand (Anatidas albus duckburgensis). For det første har de en stærk citrongul fjerfarve, men dertil er der flere anatomiske forskelligheder. Deres øjne er mindre end hvidændernes og står skråtstillede i ansigtet. De er desuden relativt kortnæbbede. Dertil har gulænderne alle et sort glat hår (på nær de ældste, hvis hår og skæg er hvidt), der hos mange er samlet i en lang fletning i nakken. Akkurat som sort- og brunænderne er gulænderne endvidere betydeligt højere end den gennemsnitlige andebyske hvidand.

Mere opsigtsvækkende er de gule ænders ben og fødder, der i modsætning til hos alle hidtil registrerede anderacer ikke er de traditionelle orange fugleben med tilhørende flade andefødder. Tralla-las ænder har derimod humanidt formede ben og fødder i stil med f.eks. Georg Gearløs’. Bortset fra farven altså. I mulig forlegenhed herover dækker de - ligeledes i modsætning til andre anderacer - deres ben med benklæder og deres fødder med sko, når de da ikke af hensyn til arbejdet i rismarkerne er nødsaget til at gå barbenede.

Endnu mere opsigtsvækkende er gulændernes hænder: De orientalske gulænder har således hele fem fingre på hver hånd![1] Som donaldistisk etnolog må man næsten forfærdes over denne uhørte bizaritet, og man tør dårligt gisne om, hvilke sælsomme evolutionære forhold, der kan ligge bag en så ekstrem udvikling? [1a]

Umiddelbart er det svært at få øje på nogen praktisk fordel ved den ekstra finger, der dog muligvis kan være tjenlig ved håndtering af vandplanter. Dyrkning af ris på inddæmmede, oversvømmede marker er således det ene af gulændernes to hovederhverv, mens fårehold er det andet. Deres samfundsøkonomi er således temmelig ruralt baseret, og dermed meget sårbar overfor eksempelvis vedvarende regn med flaskekapsler.

Til trods for denne umiddelbart noget primitive produktionsøkonomi giver beretningen indtryk af en generelt ganske udviklet og højtstående finkultur med bl.a. fornem keramik og beleven tedrikning. Dog uden den fra visse kulturer ved sådanne lejligheder kendte brug af strittende lillefingre. Til trods for at man skulle mene, at gulænderne ellers har nok at stritte med. Man må endvidere konstatere, at regentens nedenfor gengivne ord om gulændernes mangel på havesyge desværre viser sig noget overvurderede.

Den måske allerstørste gåde omkring de gule ænder i Tralla-la gælder det mest opsigtsvækkende forhold ved dem, nemlig deres farve. Ved flere lejligheder er gulænderne nemlig set værende hvide!!

Dermed er vi nået frem til et klassisk, donaldistisk (dog ikke specielt klassisk-donaldistisk) stridspunkt, nemlig om hvorvidt vi overhovedet kan tillægge farveforhold nogen betydning i den akademisk-donaldistiske forskning, når farverne alligevel kan veksle fra udgivelse til udgivelse? Personligt vil jeg meget nødigt afvise chromografiske faktorer i kildematerialet. Ikke mindst fordi det da ville gøre mine mangeårige studier af forskelligtfarvede anderacer i donaldismen temmelig absurd.[4] Efter grundige overvejelser er jeg nået til den konklusion, at farveskiftet i det aktuelle tilfælde vitterligt har en udgivelsesteknisk årsag, men at sagen må være den, at kildeskriftets oprindelige farvelægning af gulænderne uheldigvis har været udført med et farvestof af så tidsbegrænset holdbarhed, at den gule farve simpelthen er falmet bort imellem udgivelserne i 1959 og 1977. Som det ses i eksemplet ovenfor, er også flere af de øvrige farver falmet betydeligt, og for at det ikke skulle blive helt gråt i gråt, har den yngre generation af farvelæggere valgt at lægge nye kulører på hatte og vasketøj - formentlig uden kendskab til udgangspunktet. Lykkeligvis har Egmont for nylig valgt at genudgive den oprindelige udgave med de ægte klare farver, så Tralla-las gulænder atter har fået den farve, som gulænder skal have. Tak for det.

Røde ænder i Stella anatium (Anatidas australis og Anatidas duckburgensis sunburnis)

Men når vi nu således har kunnet konstatere eksistensen af hvide, sorte, brune og gule ænder i Stella anatium, hvorfor så stoppe dér? På vor chromografisk-andtropologiske rundtur rejser vi derfor fra Stella anatiums Østasien videre til Australien, hvor Barks i 1966 (US 62) kunne berette om endnu en anatid race, som jeg vil tillade mig at kalde Anatidas australis.

Der synes foreløbig kun at eksistere billeder af den kvindelige udgave af australanden, foruden den i baljen bag hende siddende australælling af ubestemmeligt køn.[5] Australandehunnen kan beskrives som robust bygget med gennemgående relativt brede dimensioner i såvel hoved, torso, arme som ben. Idet hun på billedet står noget længere væk fra udsigtspunktet end Anders And, kan hun også konstateres at være i hvert tilfælde lidt højere end den andebyske hvidand. I modsætning til de ligeledes trinde sydamerikanske brunandehunner er australandehunnens næb af en bredde proportional med hovedet. I oftalmologisk sammenhæng er det interessant at mærke sig, at øjnene hos både moder og barn (?) er små, højtsiddende og skråtstillede - ja, næsten vandretstillede. Vi kan endvidere konstatere, at Anatidas australis er i stand til at gro et stort og frodigt hovedhår, og at de ligesom Anatidas flavus orientalis har humanidt formede fødder - og altså ikke svømmefødder som hvid-, sort- og brunænderne.

Det mest opsigtsvækkende ved australanden i denne sammenhæng er dog fjerfarven, der i den her viste danske udgivelse nærmest må betegnes som rød. Kritikere kan derfor med rette spørge, hvorfor jeg ikke har valgt det latinske racenavn Anatidas rubro australis (i lægsprog: “rød australand”)? Årsagen er, at vi i samme beretning (og altså denne gang også i selvsamme udgave) præsenteres for den blonde pige, der omtales ovenfor, og hendes fjerfarve er - trods mange års liv ude i den rødsandede australske ørken med relativt beskedne hygiejniske muligheder - aldeles hvid. Nu kunne forklaringen jo være, at der er tale om en etnisk set ikke-australsk and, men sidst i beretningen møder vi endnu en hvidand, der tydeligvis henhører til den australske race.

Ja, nogle vil måske endda spørge, om der ikke er tale om samme kvinde, som vi mødte tidligere i beretningen? Her vil nærmere komparative analyser dog fastslå en tydelig forskel i øjenform og fodlængde, ligesom også kjolemønsteret er forskelligt. Der er altså ikke i denne situation belæg for teser om en lynblegning gennem kemisk-kosmetiske indgreb eller chromografisk morfotalitet. Derimod må vi konkludere, at der findes (mindst) to farvevarianter (rød og hvid) af Anatidas australis. Endvidere må man jævnfør den andetsteds førte diskussion om kønsfordelingen i Stella anatium påpege det lidt uretfærdige i hr. Gisles lettere nedladende ord om Australien,[6] idet vi faktisk ingen andre steder i den donaldistiske verden kan konstatere et så stort kvindeoverskud som netop blandt de australske ænder: 3 hunner, 0 hanner, ½ ved ikke!

Med blot ét billedbelæg for eksistensen af den røde variant af Anatidas australis vil nogle sikkert spørge, om vi nu også kan være helt sikre på holdbarheden? Imidlertid findes der supplerende bevis fra sikreste side om, at Stella anatiums ænder kan antage netop den i Australien iagttagne røde kulør.

I et af Carl Barks’ berømte oliemalerier af sælsomme scener fra Andeby ser vi således Anders og nevøerne liggende i sandet på Andeby Strand, hvor de af ukendte årsager udsætter sig selv for en bagende sols plagsomme varmepåvirkning, hvilket bl.a. har resulteret i antagelsen af en rødlig farve identisk med de røde australænders. Hvor tåbelig end denne adfærd måtte synes, kan vi altså konstatere, at hvidænder gennem solbadning er i stand til at skifte farve fra hvid til rød (Anatidas duckburgensis surburnis). Hvor vidt det er selve fjerfarven, der ændrer sig, eller måske snarere hudfarven under fjerlaget, er dog endnu usikkert. Derimod kan der i dette tilfælde intet anføres imod troværdigheden af farvegengivelsen, idet vi her ikke har at gøre med en sekundær farvelægning udført af ukendte personer, men derimod en chromografisk gengivelse udført i oliefarver af mesteren selv.

»Grønne ænder? Arh, nu laver den gode dr. GrandjeAnd vist sjov med os?«, vil den udholdende læser måske tænke ved overskriften på dette foreløbigt sidste kapitel i min chromografisk-anatide etnologi. Svaret er: Både og! Sandt er det, at Andebys ænder - og her først og fremmest Anders And selv - ved enkelte lejligheder har optrådt i en umiskendelig grøn farve, men som oftest viser kuløren sig ved nærmere eftersyn ikke at være farveægte. I hvert fald ikke i fysiologisk forstand.

Den grønne farve kan således være kunstigt påført udefra, f.eks. af en malersvend ømfindtlig for kritik, men der findes også eksempler på en mere kompliceret farveudvikling baseret på indre biokemiske reaktioner efter medicinske eksperimenter (f.eks. Anatidas viridis hulcus).

Som det måtte fremgå, er eksemplerne ovenfor hentet fra den ikke-klassiske donaldisme (nærmere betegnet Bradbury og Vicar), og på Center for Klassisk Donaldisme er vi som bekendt altid meget skeptiske overfor kildeværdien af sådanne apokryfe tekster, hvis de ikke kan finde bekræftelse i det klassiske materiale. Men faktisk har også Barks duckumenteret, at hvide ænder gennem biokemisk påvirkning kan blive grønne (Anatidas viridis quacksalvus).

Ad knap så farmaceutisk-videnskabelig vej kan et tilsvarende ansigtsfarveskifte ifølge Barks endvidere opnås gennem indtagelse af store mængder røg fra rædsomme cigarer (Anatidas viridis tobaccos horribilis) eller en skotsk nationalspise (Anatidas viridis haggis). I sidstnævnte tilfælde er reaktionen så kraftig, at selv næbbet bliver grønt - en effekt, der ellers kun er observeret ved malerudløst grønfarvning.

Vi må dermed konstatere, at Anatidas i sig bærer et genetisk potentiale til at antage en grøn fjerfarve. Et potentiale, der hidtil kun vides udløst gennem kunstig biokemisk påvirkning [7] og kun med midlertidig varighed. Hvor vidt der et sted i Stella anatium eventuelt eksisterer permanente grønænder må fremtidig donaldistisk-etnologisk forskning afgøre. Men når vi efterhånden har fundet ænderne i snart sagt alle andre farver, hvorfor så ikke også grøn?

[1] Er dette mon grunden til, at de som vist på introbilledet også skamfuldt skjuler deres hænder i ærmerne ved møde med fremmede?

[2] Dette har tidligere afstedkommet brugen af den misvisende latinske racebetegnelse Anatidas albus orientalis.

[4] Nogen vil måske hævde dette under alle omstændigheder, hvilket jeg imidlertid helt vælger at overhøre.

[5] Ret beset kunne der selvfølgelig være tale om hendes meget lille ægtemand, men et sådan ekstremt størrelsesforhold kønnene imellem, der bl.a. kendes fra visse edderkoppearter, er aldrig blevet påvist i den anatide artsgruppe og må derfor indtil videre regnes for usandsynlig.

[7] ..eller af sure malere, af sur cigarrøg eller indtagelse af skotske kødretter.

[1a] Den norske donaldist Nils Petter har efterfølgende (i starten af 2006 på Andeby Online) gjort opmærksom på det opsigtsvækkende forhold, at en af gulænderne faktisk har fem fingre på den ene hånd, men kun fire på anden: »Utvilsomt en sjelden mutasjon,« vurderede han. Hans (altså Nils Petters) landsmand, Mats Gullikstad, foreslog dog en knap så evolutionær forklaringsmulighed: »Eller kanskje han har vært litt for tøff under siste fyrverkerioppskytning.« Nærværende forfatter vil foreløbig holde sig åben for begge udmærkede hypoteser.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.

	Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

	Retur til Akademiets forside