Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sexologi

Duck 2 Duck?

Nyere udenlandsk diskurs om homosexualitet i Andeby

Indlæg ved Det 6. Donaldistiske Seminar (december 2006) af dr.don. Gjøgsig, SAD 2007

Er Anders And bøsse? Blandt den akademiske donaldismes mange provokerende spørgsmål gennem tiderne er dette nok ét af de mest følsomme. Ja, man fristes næsten til at betegne det som tabubelagt overhovedet at bringe det på bane. Dette afholdt naturligvis ikke en af fagets store fædre, dr. Grobian Gans, fra at lancere påstanden tilbage i 1970, dog ikke for Anders, men for dennes fætter Højben, der ifølge Gans kunne afsløres som homosexuel CIA-agent.

»Som mange af sine kolleger er Højben blevet agent pga. djævelsk afpresning: Han må skjule noget for offentligheden, som efterretningstjenesten er bekendt med: Fætter Højben er homosexuel. Hans tilsyneladende flirt med Andersine er alene et påtaget og dikteret skalkeskjul, der skal sløre virkeligheden for omgivelserne. Trods Højbens smukt bølgede hår, det moderigtige tøj og omdømmet som uforskammet heldig foretrækker Andersine vedvarende at afvente, at Anders udvikler sig til et seriøst parti. For den kritiske iagttager lader Højbens virkelige tendenser sig ikke skjule. Højben ligger under for en latent homosexuel tiltrækning til Anders, som han konstant søger selskab med - dog tilsyneladende frugtesløst - under dække af at ville demonstrere sit "held". Af ren og skær skinsyge foregiver Højben at være Andersines tilbeder, da han dermed håber på, at kunne få Anders for sig selv.« (Gans 1970, pp. 67-69)

Dr. Gans’ teorier har gennemgående vundet sig mange kritikere og kun få tilhængere, men rent faktisk er den højben’ske homotese egentlig aldrig blevet overbevisende tilbagevist. Også hans samtidige, og akademisk set betydelig mere afholdte kollega, hr. Jon Gisle, var inde på, at mangelen i det donaldistiske kildemateriale på hede sexscener, herunder homosexuelle, snarere hang sammen med Disney-koncernens udgivelsespolitik end med de gældende forhold i Andeby: »Man skal altså ikke bli forundret over at det ikke forekommer lesbiske samleier mellom Minni og Klara Klukk, eller av at Donald leser «Ronald Plukk» i stedet for pornoblader.« (Gisle 1973, p. 93)

Siden da har spørgsmålet været at betegne som en varm donaldistisk-sexologisk kartoffel, som længe ingen rigtig vovede at tage op, idet man da også meget let risikerede at brænde fingrene på den. Nu kan dr. Gans’ mildest talt vanvittige Højben-tese muligvis have haft en afskrækkende effekt for andre forskere imod efterfølgelse, men det kan desværre heller ikke udelukkes, at der i konservative donaldistkredse har hersket en vis tendens til homofobisk stempling af indledende forsøg på sådanne overvejelser som den rene “vulgærdonaldisme” - et prædikat, som de fleste udøvende donaldismeforskere mere end noget andet frygter at blive påhæftet.

Men er spørgsmålet om homosexualitet i Andeby nu virkelig så urimeligt, som kritikerne vil hævde? Well, i et samfund, hvor der er blevet konstateret et mandsoverskud på 764% (Gisle 1973, s. 106), kan man måske ikke fortænke en vis andel af de overskydende i at sende længselsfulde blikke imod hverandre.

Men Anders, da? Han har jo Andersine. Eller har han? De donaldistiske sexologer har i generationer undret sig over den tilsyneladende manglende fuldbyrdelse af deres parforhold (altså Anders’ og Andersines). Hvis Anders er til andrikker, vil det jo unægteligt forklare en del. Men er der overhovedet noget reelt belæg at bygge den slags spekulationer på? Nu er reelle belæg jo normalt ikke et videre påkrævet fundament for akademisk-donaldistisk teoribygning, men alligevel har flere forskere indenfor det seneste halvandet år taget mod til sig og fremlagt påfaldende stærke indicier i slig retning. Og til trods for den indledningsvis konstaterede provokerende og tabubelagte natur af det donaldistisk-homosexologiske spørgsmål, så er det faktisk ikke her på Akademiet, at bolden er sat i spil, men derimod i vore to progressive nabolande mod syd og nord.

Debatten startede på D.O.N.A.L.D.s diskussionsforum, hvor der i sommeren 2005 indledtes en umiddelbart lovende tråd med titlen Homosexualität in Entenhausen. De foreløbige genovervejelser i tysk donaldisme forlod imidlertid relativt hurtigt selve Andeby for i stedet at ende ud i en noget begrebsteoretisk diskussion om, hvorvidt transvestitisk adfærd kan betegnes som en form for homosexualitet. I givet fald skal Andersine næppe have alt for store forventninger til sin Anders...

Omtrent samtidigt, dvs. i sommeren i 2005, blev tråden taget op i norsk donaldisme på forummet Andeby Online, hvor forummets redaktør kunne påvise et fortsat, tydeligt transvestitisk element i Anders Ands adfærd, hvilket er duckumenteret af en af nutidsdonaldismens måske mest interessante reportere, Flemming Andersen, i beretningen I lånte fjer (JB 297). Historien er helt igennem opsigtsvækkende. Andersine har nok engang fået ambitioner om at gøre sig gældende i Andebys magtfulde dameklub, hvor hun af forkvinden stilles en attraktiv toppost i udsigt, HVIS hun kan skaffe sidstnævntes kedelige mandeven en ‘hot date’!

Denne date bliver selvfølgelig Anders And iført dametøj, paryk og makeup...

..efter at han er blevet kørt igennem et opslidende, men yderst underholdende træningsprogram - der af den norske forumredaktør meget rammende beskrives som »..ei krysning av “Rocky” og “My Fair Lady”...«.

Nu kan det jo synes prekært nok, at det så tydeligt afsløres, hvordan sexuelle tjenesteydelser åbenlyst indgår som et naturligt parameter i politisk karrierepleje i Andeby, men som altid i donaldismen tager sagen snart en drejning til det mere groteske, idet det faktisk viser sig, at Anders hurtigt udvikler sig til »..ei skikkeleg babe...«.

Han opnår så stor mandlig opmærksomhed, at Andersine ender med at blive jaloux og derfor selv begynder at hive op i skørterne for at konkurrere med “Anna” om at “vise, hvad de har!”

Men det bliver værre/bedre endnu. Ikke alene falder mændene for Anders’ feminine side; også Anders selv finder tydeligvis hele situationen påfaldende stimulerende.

Duckumentationens måske mest opsigtsvækkende donaldistisk-sexologiske udmelding kommer fra et af disse elskovssyge handyr, der savlende - ja, man tror dårligt sine egne øren/øjne - ligefrem bønfalder Frk. Anna/Anders om at “slå sig”!

»Det er nesten så ein lurer på om denne historia er spesiallaga i samband med EuroPride«, lyder den tankevækkende, afsluttende kommentar fra vor norske kollega.

Tilsyneladende er dette et emne, der af årsager, som jeg ikke skal forsøge at gøre mig klog på her, nyder særlig stor interesse blandt vore norske kollegaer. I september i indeværende år indledtes en ny diskussionstråd med titlen “Homofili i DD”, hvor den altid skarpsynede forsker hr. Nils Petter havde gjort sig nogle interessante iagttagelser og ditto efterfølgende overvejelser. I en beretning skrevet af Carl Barks og Geoffrey Blum med billeder af Carlos Mota bragt i AA 42-43/2002, tager Joakim von And sin 25-øre (hvilket på norsk i øvrigt kun er en 10-øre) hen til en guldsmed for at den pudset - mønten altså - og her spørger han efter en ekspedient ved navn Ramon. I den norske udgave får han svaret: »Ja, han var en pålitelig mann. Men han traff en baletdanserinne og flyttet til Svaneby.« I den lidt senere amerikanske version fra 2003 (US 321-322) lyder det derimod: »Wasn’t he a treasure? But he met a ballet dancer and moved to Fort Lauderdale.« »Både ordvalget og det faktum at Fort Lauderdale er kjent for å ha mange homofile innbyggere tyder vel på at det her er snakk om en MANNLIG balettdanser, og at Andeby altså også har homofile innbyggere.«, mente hr. Petter.

I den danske version af ovennævnte kildeskrift (AA 42-43/2002) hedder bemeldte ekspedient Jesper og er flyttet med en ballerina til Gåserød. Dette lyder måske uskyldigt nok, MEN hvorfor har Hr. Jesper fundet det nødvendigt at flytte til Gåserød med sin "ballerina"? Og hvorfor finder hans afløser det nødvendigt at hviske dette til Hr. von And? (Tak til dr.don. Asger Pedersen for indskanning og fremsendelse af billedet.)

Hr. Nils Petters ligesindede kollega hr. Einherje kunne endvidere supplere, at der senere i samme beretning er en bjørnebandit, der optræder i kvindelig forklædning som Miss Sin Sing, og i den forbindelse tiltrækker sig ekstra bevågenhed fra en TV-producer: »Listen, Cupcake. The audience doesn’t like beefy broads, but I do! What say you and me...«

Den af dette akademi velkendte hr. Mats Gullikstad mente endvidere, at i den klassiske Barks-beretning om “Anders And og Den Gyldne Hjelm” ser den mandlige musemsbesøgende, der spørger efter broderede lampeskærme, en anelse feminin ud,

en iagttagelse og tolkning der fik opbakning fra hr. Øystein Skartsæterhagen, der endvidere henledte opmærksomheden på historiens afslutning, hvor Anders på amerikansk siger: »Uh -- third section beyond the -- never mind! I'll take you there! Darned if I ain't getting interested in embroidered lamp shades, myself!« hvorpå han ser smilende op på manden med de store øjenvipper, mens de sammen går ud af historien. »Hva skal vi tolke dette som?«, spurgte hr. Skartsæterhagen.

Jeg kan jo passende lade spørgsmålet gå videre til den ærede forsamling, idet jeg på ingen måde skal foregive selv at have svaret, men mit formål med dette beskedne indlæg er først og fremmest at gøre opmærksom på denne interessante grøde i nyere udenlandsk donaldistisk-homosexologisk forskning, og her altså først og fremmest i Norge, som nok engang synes på vej til at tage têten inden for et af donaldismens brændpunkter, hvorfor jeg vil opfordre mine sydnordiske kollegaer til også at lade dette væsentlige spørgsmål indgå i jeres overvejelser. Thi man kommer således ikke uden om, at såvel de gamle klassiske kilder som den allernyeste donaldisme ind imellem giver anledning til påfaldende observationer - både angående visse ænders kønslige adfærd og deres omgivelsers reaktion herpå.

Tak for opmærksomheden.

Kommentar ved professor Jakobsen (BF): Homosexualitet i Skoven?

Jeg vil gerne rose rektor for så frygt- og fordomsløst at have taget dette følsomme emne op. Der er unægteligt tale om et både prekært, problematisk og traditionelt tabubelagt spørgsmål, men det bliver det jo så sandelig ikke mindre interessant af. Og nogen urimelighed i at stille sådanne spørgsmål er der som det fremgår af forskningsgennemgangen slet ingenlunde. 

Som en potentiel bevæggrund for homosexualitet i Andeby foreslår rektor byens nok så berygtede kønsfordeling, der med sit monstrøse mandsoverskud gør en komplet dækkende heterosexuel-monogam pardannelse i Andeby praktisk umulig. Umiddelbart vil mange måske mene, at kønsfordelingen om muligt er endnu mere skævvreden i Skoven. Det kan da også være rigtigt, hvis man benytter sig af optællingsmetoderne anvendt af de herrer Gisle og Damgaard, idet en tilfældigt udvalgt bjørnologisk eller ulvologisk beretning ofte vil fremvise fortvivlende få afbildninger af kvinder. Imidlertid er indbyggertallet i Skoven så relativt overskueligt, at vi på Fakultetet har vovet at lave en komplet registrering af de ved mere end en lejlighed i Skoven optrædende personer. Af sådanne har vi p.t. kunnet blive enige om 39, hvoraf faktisk intet mindre end 9 (svarende til 23,1%) er kvinder! Det skal dog bemærkes, at de dualistiske bjørnologer insisterer på at tælle hr. Bjørn med to gange, hvorved den kvindelige befolkningsandel falder til 22,5%. Dette skønnes imidlertid ikke at ændre afgørende på udfaldet - især ikke ved afrunding til hele tal.

Kvantitet er dog som bekendt ikke alt. Og forhåbentlig uden at pådrage mig al for stor feministisk vrede tør jeg vel hævde, at kvaliteten af Skovens kvinder - og lad mig understrege, her udelukkende objektivt vurderet i en pardannelsesmæssig sammenhæng - nok begrænser udbuddet betragteligt. Især den gamle heks vil sikkert kunne få adskillige mænd til at overveje homosexualitet som et foretrukkent alternativ. Hendes kollega Madam Mim har ved flere lejligheder antaget ganske tiltrækkende former, men sjældent af videre varig karakter. De to lærerinder i skolen, Frk. Bjørn og Frk. Ulv, fremstår dels noget oppe i alderen, dels synes frøken-titlen afgørende for at kunne bibeholde undervisningsembedet. Også Bedstemor Ulv er som bekendt godt til års, og dertil er hun jo gift - eller har været det - med Bedstefar Ulv. Også Skovens vel nok mest attraktive kvinde, Snehvide, er afsat (og her tænker jeg ikke på Dværgene), mens den blå ønskefe nok er yndig, men rimeligvis også vel flyvsk for kæresteformål. Tilbage står Fru Bjørn (godt gift) og Molly Kanin (i et for kaniner tilsyneladende forbløffende fast parforhold), hvilket betyder, at Skovens mange ungkarle reelt ikke har nogle seriøse, fritgående feminine emner at kaste deres eventuelle kærlighed på.

Men betyder det så, at de er blevet bøsser? Umiddelbart må vurderingen lyde: Nej. Ganske vist optræder Hr. Stygge Ulv faktisk endnu oftere end Hr. Anders And i dametøj, 

men selvom man godt kan anføre “kødelige lyster” som baggrund for denne tilsyneladende transvestitiske adfærd, og endog med nogen rimelighed hævde, at Hr. Ulvs tanker ved sådanne lejligheder synes at kredse om lamseben og afklædte grise i bondage-fikserede, foroverbøjede  kropsstillinger, så er der vitterligt ikke meget belæg for at lægge noget sexuelt heri. På samme måde hersker der generelt en sjælden enighed (sic!) blandt bjørnologerne om, at hvad man ellers end måtte mene om Slyngelklubbens aktiviteter, så foreligger der ingen konkrete indicier for påstande om, at klubhuset skulle være et lystigt hjemsted for Skovens gay community. Omvendt skal det retfærdigvis anføres, at beviser eller blot indicier for det modsatte som sådan heller ikke forefindes.

De hidtil eneste seriøse påstande om homosexuelt potentiale i Skoven blev fremlagt på Det 3. Bjørnologiske Symposium på baggrund af beretningen i AA 6/1951. Det er her vi for første gang møder Hr. og Fru Bjørns dejlige unger, to raske drenge, med skarpe meteorologiske observationsevner og en subtil smag for actionmættede godnathistorier.

Det er dog et andet forhold ved den ene af ungerne, der i særlig grad har påkaldt sig bjørnologernes opmærksomhed. En ny fraktion af bjørnologer, der selv betegner sig som “en fordomsfri, nytænkende gruppering på tværs af de gamle skoler”, men af mere konservative kollegaer betegnes som “syge kræfter med hang til skandalisme”, har således hæftet sig ved den ene drengs tøjsmag: rød jakke (i samme klassiske stil som faderens) og lyserød nattrøje! Dette tjener til Hr. Bjørns ros, fremføres det, idet ikke mange nybagte fædre ville tillade deres lille søn af sove i lyserødt nattøj. Men skyldes farvevalget nu en chromografisk tilfældighed eller at Fru Bjørn hellere ville have haft en lille pige - eller at knægten bare synes at rød og lyserød er smadderpæne farver? 

Den nye fraktion af bjørnologer peger efter grundige overvejelser på den sidste forklaringstese, idet de herefter henleder opmærksomheden på en anden interessant observation. I Familien Bjørns hjem hænger et billede, der tydeligvis forestiller Hr. Bjørn, hvilket, hvis nogle skulle være i tvivl, cementeres ved det faktum, at der på den nedre ramme er skrevet “Farmand”. Det er svært at tolke dette som andet end et billede, som en af drengene har lavet af- og til  deres far. Men sammenlignet med de ubehjælpelige barnetegninger, som man normalt ville forvente fra så unge børn (her formentlig i deres første leveår), så er det knageme et flot og vellignende maleri! Derfor, mener nævnte bjørnologiske gruppering, er der stærke indicier for, at en af Bjørneungerne er udrustet med et helt usædvanligt kunstnerisk talent.

Smag for lyserødt nattøj og besiddelse af ekstraordinære kunstneriske evner; kan det hermed tænkes, at den ene af Familien Bjørns sønner er homosexuel? Det mener tilhængerne af bjørnologiens “homofiliøse tese”. Jeg skal sige, at vi er mange på Fakultetet, også udenfor de udtalt konservative kredse, der langt fra føler os overbeviste om tesens rigtighed, men det tæller unægteligt til de homofiliøses fordel, at vi kan konstatere, at den ene af Bjørns to - og ærligt talt noget letskræmte og emotionelt anlagte - drenge i den senere bjørnografi tilsyneladende helt har taget springet og nu optræder i lyserød kjole og hårsløjfe!

Uanset hvad tør jeg love, at det sidste ord næppe er sagt i den sag. Men han har det nu virkelig ikke let, den gode  Bjørn...

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

Litteraturhenvisninger:

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.