3. Bjørnologiske Symposium

(Afholdt under vinterhiet 2005-06 med udgangspunkt i kildematerialet fra AA 1951)

Velkommen til en næsten direkte transmission fra Det 3. Bjørnologiske Symposium på Bjørnologisk Fakultet. Bjørnologien er som bekendt den gren af donaldismen, hvor vi beskæftiger os med gåden omkring Bjørn: Hvorfor opfører han sig i nogle beretninger som den rare og flittige gårdmand, der beskytter grisene og bekæmper ulven, mens han andre gange sammen med Bror Ræv er en usympatisk slyngel, der jagter kaninen og plager Skovens øvrige beboere? For en introduktion til de bjørnologiske grundspørgsmål og en præsentation af de førende forklaringsteser henvises til Det 1. Donaldistiske Seminar. På de bjørnologiske symposier mødes de nu fire skoler inden for bjørnologien for at diskutere, hvordan kildematerialet efter deres mening skal tolkes. Symposierne går kronologisk frem og behandler én udgivelsesårgang af Anders And & Co. ad gangen i håbet om, at forskerne på denne måde efterhånden når frem til konsensus om det endelige svar. Foreløbig synes dette håb noget naivt, idet både Det 1. Bjørnologiske Symposium (1949-årgangen) og Det 2. Bjørnologiske Symposium (1950-årgangen) snarere gravede grøfterne dybere skolerne imellem. Ikke desto mindre går vi nu ufortrødent videre med Det 3. Bjørnologiske Symposium, hvor fokus sættes på de danske udgivelser i 1951, som fortløbende vil blive præsenteret og debatteret nedenfor i løbet af 2006, efterhånden som referentens noter fra symposiet bliver fundet, tydet og transskriberet.

Nye besøgende på fakultet vil sikkert undre sig over, at bjørnologerne så stædigt forsøger at forklare observationerne fra Skoven i streng overensstemmelse med den danske udgivelseskronologi. Snart vil sådanne nytilkommere imidlertid konstatere, at der er så uendeligt meget andet at undre sig over med hensyn til bjørnologien - og bjørnologerne...

Da vi forlod Bjørn i december 1950 (AA 12/1950), sad han i en spand dybt nede i en brønd uden umiddelbar mulighed for at komme op ved egen kraft! Det var selvfølgelig ikke pænt af bjørnologerne at efterlade vor helt i en så ubehagelig situation, men det var nu engang, hvad kildematerialet nødvendiggjorde. Årsagen hertil var, at Bjørns såkaldte ven, Bror Ræv, havde narret Bjørn til at overtage sin plads på/i spanden under et falsk løfte om, at man i brønden kunne fange de skønneste friske, ferske filurfisk. Hvilket man slet ikke kunne!

Det var derfor et konvent af dybt bekymrede bjørnologer, der forlod 1950-symposiet. Hvor lang tid skulle stakkels Bjørn tilbringe nede i det våde, kolde og mørke dyb? Ville han sidde der endnu juleaften uden andet at spise end slimede snegle og nedfaldne blade? Hvad ville Fru Bjørn ikke sige (»Hvor har du været hele vinteren? Siddet i en brønd og fisket efter filurfisk, der ikke var der, siger du?? Tror du jeg er idiot???«)? For ikke at tale om, hvor stor ydmygelsen måtte være over for Skovens øvrige dyr. Og hvad nu, hvis der faldt meget sne og vandstanden i brønden begyndte at stige til foråret? Det blev en lang og urolig ventetid - både for Bjørn og bjørnologerne.

AA 2/1951 Bror Bjørn sælger sin ko for en pose tryllebønner (Paul Murry)

Kilderne beretter intet om, hvornår eller hvordan Bjørn redder sig op af brønden igen. Men at dømme efter beretningerne fra Skoven både januar og februar er vinteren det år heldigvis ganske mild og uden større snefald. Da vi møder Bjørn igen i februar 1951 ser han umiddelbart ud til at være ved godt mod og ligner sit gamle jeg. Men ifølge flere bjørnologer synes noget nu alligevel ved nærmere eftersyn at være ændret...

Stygge Ulv er derimod helt sig selv. Under inspiration af den klassiske litteratur har han udtænkt den snedige plan, at ville franarre Bjørn hans ko for en lille pose tryllebønner.

Men så kan det ellers også være, at sædvanerne brydes. Det er nemlig Bror Bjørn, der narrer Stygge Ulv! Bjørn lader således som om, at han tror på historien om tryllebønnerne, men lykkes foruden bønnerne at lokke den ublu sum af 50 kroner ud af Ulv til indkøb af skovl, gødning, haveslange mv.; angiveligt 50 kroner mere end koen er værd, idet den er gammel og udslidt, og forlængst holdt op med at give mælk.

Hvad Søren er der sket? Har Bjørn virkelig lært af lektien i livets hårde skole den vinter i brønden? Er det en ny, beregnende og udspekuleret Bjørn, der venter os i fremtiden? Det 3. Bjørnologiske Symposium kan således lægge hårdt ud med en tilsyneladende yderst betydningsfuld beretning, der stiller en række helt essentielle spørgsmål. Hvad kan topforskerne fra de fire bjørnologiske skoler mon svare dertil?

Ifølge deroutisterne synes opholdet i brønden at have udløst et afgørende skifte i Bjørns personlighed. At ville hjælpe en medborger i nød, og så blive narret til at hænge vinteren over med gumpen i det iskolde brøndvand, kan naturligvis ikke have nogen positiv effekt på en persons forhold til sine omgivelser. Efter sådan en oplevelse ville selv Dalai Lama nok blive lidt knotten. Det samme ville vi andre. Sindet forhærdes, man bliver bitter og mistroisk, og fyldes med mørke tanker om hævn. Ikke blot mod den skyldige, men mod alle dem, man i virkeligheden ikke rigtig kan lide. Som nu f.eks. Stygge Ulv.

Mere materielt indstillede deroutister påpeger iøvrigt, at beretningen også rummer tegn på andet end rent psykisk-mentale årsager til Bjørns forandrede situation. Nemlig Bjørns ko, der jo fremstår umanerligt udsultet og sølle.

Turen ned i brønden kan således ifølge deroutisterne også i overført betydning ses som starten på Bjørns deroute; hans moralske, økonomiske og sociale fald fra velfungerende og respekteret storbonde til doven og ryggesløs skovslyngel.

For bjørnologiens dualistiske skole har tryllebønneberetningen forårsaget en del overvejelser vedrørende hvilken af brødrene Bjørn, der her er tale om. Den gode eller den slemme? Diskussionen bunder i, at man ikke entydigt kan definere Bjørns optræden i ko-affæren som god eller slet. Hans bevidste forsøg på at snyde Stygge Ulv - og endda langt hen ad vejen slippe afsted med det - kan jo dårligt karakteriseres som en videre moralsk prisværdig handling. Alligevel er flere dualister af den mening, at tryllebønnehistorien IKKE kan bruges til at bedømme Bjørns generelle moralske leje, da hans forhold til Stygge Ulv er så anstrengt, at han næppe ville afholde sig fra at handle umoralsk i forhold til denne i øvrigt selv gennem-umoralske karakter. Faktisk kan man forsvare Bjørn med, at det at snyde en snyder i sig selv kan regnes for rigtigt (efter en matematisk-filosofisk tankegang, hvor to negationer udløser en positiv værdi). Formålet for Bjørn med at gennemføre handelen synes dog primært at være at tilegne sig en hurtig gevinst og slippe af med goldkoen på en andens dumhed, hvilket næppe efter nogen skala kan betegnes som god moral.

Større væsentlighed end Bjørns moralske optræden i beretningen tillægger dualisterne imidlertid det faktum, at Stygge Ulv selv kommer med en vigtig ledetråd: Hans snedige togt er således explicit rettet imod den “Gamle Bror Bjørn”, som ifølge Ulv »..kunne være dum nok til at hoppe på sådan noget!«

Nogle dualister mener på den baggrund at kunne konkludere, at “den gamle Bror Bjørn” også er “den dumme Bror Bjørn”. Som altså vel og mærke viser sig smartere end ulven. Og netop dette sidste forhold maner andre dualister til betænkelighed, thi den dumme Bror Bjørn kendt fra kaninologien mener de næppe i stand til at kunne narre selveste Stygge Ulv. Dertil kommer, at Stygge Ulv jo ikke siger noget om, at “gamle Bror Bjørn er dum - i modsætning til den yngre”, men reelt blot, at gamle Bror Bjørn - i modsætning til den yngre? - rent faktisk ejer en ko. Og Stygge Ulv vil givetvis regne sig selv betydeligt snedigere end begge brødrene Bjørn. Til trods for at han altså gang på gang kommer til kort over for gårdmanden.

De afsluttende dualistiske bekymringer modtager kun hånlig latter fra bjørnologerne af den skizofrenistiske skole, der på det forrige symposium delte sig op i to nye skoler: Pseudo-skizofrenisterne og real-skizofrenisterne. Begge skolerne er enige om, at der udadtil kun findes én Bror Bjørn. Ifølge real-skizofrenisterne eksisterer der imidlertid flere bjørne inde i stakkels Bjørns forvirrede hoved, hvorimod pseudo-skizofrenisterne afviser Bjørns “personlighedsforandringer” som det rene skuespil: Bror Bjørn er og bliver en slubbert.

Også pseudo-skizofrenisterne tillægger den her behandlede beretning stor forskningsmæssig betydning, idet Bjørn ifølge skolen her for alvor afslører sit sande, modbydelige væsen. Glem al snak om hvor vidt det er moralsk okay at snyde en svindler, lyder det fra skolens fortalere. Bjørns handlinger er helt igennem baseret på usympatiske overvejelser! Efter at have gennemført den luskede transaktion, har Bjørn sat sig til at sove under et træ - doven er han jo også - og da han vågner griner han stadig smørret over sin lumpne handling. Og her er det så, at han ifølge pseudo-skizofrenisterne viser sit sande ansigt, thi Bjørn opfører sig ikke blot moralsk forkasteligt over for ulven, men også over for koen!

Bjørns ko er efter lang og tro tjeneste nået et stadium, hvor den ikke længere kan give mælk. Men er Bjørn indstillet på at lade den nyde sit velfortjente otium med lidt foder og et beskyttende tag over hovedet? Næ-nej. »Nu hvor den ikke giver mælk mere, er den jo ingen nytte til… Nu skal jeg bare koste foder på den!« Inden Ulv dukker op med sine tryllebønner, spekulerer Bjørn såmænd bare på, hvordan han kan slippe af med det uproduktive kreatur. Ingen rar, blød bamsefar her! Efter alt at dømme er koen vel endda kommet i denne forhutlede, golde tilstand gennem Bjørns egen vanrøgt og underfodring af den vinteren over. Han er altså ikke blot en svindler, men også en dyremishandler.

Ifølge ordføreren skulle dramatikken i beretningen ellers først nu til at kulminere. Helt grelt bliver det nemlig med Bjørns opførsel, hævder pseudo-skizofrenisterne, da Lille Ulv uset har leveret koen tilbage. I en hjerteskærende scene, hvor den gamle ko smiler ved gensynet med sin herre og giver ham et kærligt kys, reagerer Bjørn med udtalt gru og afsky, hvorpå han rasende trækker den psykisk sønderknuste ko tilbage til Ulvs hus. Hvor hjerteløs kan man være??

Bjørnologerne af den real-skizofrenistiske skole er enige med deres tidligere allierede i, at vi her oplever Bjørns mindre heldige side. De holder dog fast ved opfattelsen af, at Bjørn langt fra er helt igennem ond. Den udspekulerede, svindlende og hjerteløse Bjørn er blot én af flere personligheder hos ham. Skolen har fortsat forskellige bud på årsagen til disse personlighedsskift, men efterhånden nyder den såkaldte “glucose-narkomanide real-skizofrenistiske tese” ganske stor tilslutning. Tesen bygger kort fortalt på en forklaringsteori om, at Bjørns sorte side får overtaget, når hans blodsukker er lavt. Denne afhængighed af glucose synes at spille en stadig større rolle i Bjørns adfærdsmønster, og efter et par måneders fastende vinterhi (samt en ukendt periode i den kolde brønd) er Bjørns blodsukker faretruende lavt denne ellers så smukke februardag. Da han i desperation går ud for at malke koen og der erfarer, at den - som det ofte sker blandt køer - ikke giver mælk efter den mørke og triste vinteropstaldning, klikker det for Bjørn. Hans sorte side tager over: Koen skal væk, og ulven skal snydes. Ingen skrupler!

Afslutningsvis tog dekanen ordet og rettede opmærksomheden på endnu et ret sælsomt forhold ved hele beretningen. Hvorfor er det egentlig lige at Ulv bliver så oprørt over at have købt en ko til 50 kroner, bare fordi den ikke kan give mælk? Denne inkarnerede kødspiser, der dagligt savler over tanken om høns, kalkuner, gæs, grise, kaniner og lam, da han nu har en levende ko stående til sin kulinariske rådighed uden for døren, er han parat til at ville bytte den væk - for en pose bønner!?!

Indrømmet, der er tale om en mager, udtjent malkeko, men den slags udgør altså kilden til størsteparten af det oksekød, som vi i vor del af verden hver dag tager op af supermarkedernes kølediske. Med det formål at spise det. Men altså ikke Stygge Ulv. Hvorfor? Er Skoven befolket af usædvanligt kvalitetsbevidste forbrugere, der ikke kunne drømme om at bruge andet end de fineste råvarer? Eller er de mon buddhister i Skoven og dyrkes koen her som et helligt dyr? Spørgsmålene til dette gådefulde og fascinerende skovsamfund synes kun at blive flere og flere...

Efter februars indbringende kvæghandel holder Bjørn sig ude af kildernes søgelys den følgende måned, men alligevel er der også her bjørnologisk viden af værdi at hente. Trods sin noget lunkne succes med forsøget som bønne- og kreaturhandler synes Hr. Ulv fast besluttet på at gøre karriere udi forretningsverdenen. Allerede i marts måned har den ukuelige ulv således sat sig nye mål og vil søge en toplederpost i et af byens - og det velsagtens Andebys - førende stormagasiner. Inden da vil han dog lige bevise overfor sin tvivlende søn, hvor uimodståelig hans charme er.

Den udvalgte forsøgsperson er Fru Bjørn, der imidlertid viser sig temmelig immun overfor indladende ulvesmiger.

Det første store spørgsmål til nævnte kildestykke rejses af deroutisterne: Hvem ER denne “Fru Bjørn”? Det kan nemlig med ret stor sikkerhed fastslås, at der IKKE kan være tale om Gårdmand Bjørns kone. Selv for ikke-bjørnologer burde den kringlebærende Fru Bjørns udseende vække undren, idet hele hendes hoved- og ansigtsform er unormalt forskelligt fra Hr. Bjørns. Hertil kan kildekritiske bjørnologer (og ditto ikke-bjørnologer) jo med en vis ret hævde, at vi i donaldismen generelt må døje med noget varierende afbildninger af samme personer alt efter hvilke reportere (læs: tegnere) der står bag dokumentarerne, samt ofte endda også afhængigt af tidspunktet i reporterens karriereforløb. Men dette kan imidlertid IKKE fremføres som gyldigt argument i det aktuelle eksempel. Reporteren er således den blandt bjørnologer højt ansete og yderst troværdige Gil Turner, hos hvem “den rigtige Fru Bjørn” altid har det velkendte udseende - og i øvrigt heller aldrig går med briller. At dette gælder både umiddelbart før og efter at Turner bragte os ovenstående billeder, der første gang publiceredes i WDC 120 i september 1950, fremgår ved sammenligning med billeder nedenfor af Gårdmand Bjørn og hans smukke kone Miranda, der stammer fra henholdsvis WDC 102 (marts 1949) og WDC 123 (december 1950).

Men hvem er da denne Fru Bjørn, der ikke lader sig charmere af stygge ulve? Deroutisterne hælder mest til den mulighed, at der er tale om Miranda Bjørns moder. Årsagen hertil er, at den lidt spidsere snudeform også kendes hos (den unge) Fru Bjørns søster, der kommer på besøg i AA 10/1953 (WDC 145) - hvilket i øvrigt også blev dokumenteret af den allestedsnærværende Gil Turner.

Mens det altså således i denne bjørnologiske beretning er deroutisterne, der gør sig spekulationer om bjørnefigurens præcise identitet, er dette spørgsmål for en gangs skyld mindre interessant for dualisterne. Set med deres øjne kan der både være tale om Gårdmand Bjørns kone eller svigermor, men de vil heller ikke afvise, at vi her måske for første gang ser Brødrene Bjørns moder! Altså “Den gamle (enke?)fru Bjørn”.

Dualisterne er mere interesserede i den store pose kringler, som Fru Bjørn bærer med sig. Og det ikke kun fordi at Fakultetet har skåret ned på antallet af småkager sat rundt på bordene ved symposiet. Nej, deres interesse går på, hvem kringlerne mon er til? Er Fru Bjørns diætist taget på påskeferie? Er der kaffeslabberas i Dameklubbens skovafdeling? Ellers skyldes det påfaldende store kvantum kringler mon, at familien nu endelig har opdaget stakkels Lillebror Bjørn nede i brønden og fået trukket ham op - og at han nu skriger på hurtigt omsættelige kalorier og kulhydrater? Det er i hvert fald et scenario, der vil lette mange bekymrede dualisthjerter: Endelig er den tabte søn hjemme igen. Det forklarer også, at gamle Fru Bjørn så aggressivt afviser Stygge Ulvs charmerende tilnærmelser, da hun frygter, at ulven vil prøve at negle de for hendes søn (?) så livsvigtige kringler.

Hvem kringlerne er til, kan der ifølge de glucose-narkomanide real-skizofrenister slet ikke være tvivl om: De er selvfølgelig til Bror Bjørn (hvoraf der som bekendt kun er én, omend med en noget splittet personlighed). Akkurat som vi andre og Stygge Ulv (og Bror Bjørns ko) måneden forinden erfarede, at vinterfasten har haft en uhyggelig indvirkning på Bjørns humør, er det selvfølgelig også blevet klart for Fru Bjørn, at hendes uligevægtige husbond eller søn eller svigersøn behøver rigelige forsyninger af sukkerholdig kage for atter at blive til sit rare, gamle jeg. Samt for overhovedet at kunne koncentrere sig om de mange forårsopgaver på gården.

Hertil har pseudo-skizofrenisterne kun fnys og hånlig hovedrysten tilovers. Kringlerne er de bjørnologiske nøglespørgsmål så aldeles uvedkommende, mener de. Med hensyn til fruens identitet er skolens ordfører mest tilbøjelig til at tilslutte sig dualisternes bud på, at vi her kunne have med Bror Bjørns moder at gøre. Hendes ondsindede humør og den uforskammede og aggressive respons på Hr. Ulvs meget venlige og galante hilsen viser blot, at Bror Bjørn ikke har sin utiltalende personlighed og mangel på opdragelse fra fremmede!

Endelig skal det for fuldstændighedens skyld nævnes, at den lille gruppering af såkaldte total-skizofrenister, der udgør en yderligtgående fraktion indenfor den real-skizofrenistiske skole, i tilsyneladende ramme alvor fremlægger den påstand, at Fru Bjørn med kringlerne simpelthen er…Bjørn selv (der ER således vitterligt kun én Bjørn!), der i sin multiple skizofreni her er kommet i kontakt med sin kvindelige side, og i den anledning har iklædt sig kjole og små, blå sko - men stadig forstår at slå en proper næve, når ulven stikker snuden for langt frem.

Samme total-skizofrenister viger end ikke tilbage for at hævde, at Bjørn efter denne feminine personlighedsdrejning reagerer ved at gå helt over i den anden grøft og finde sin indre super-maskuline ur-bjørn frem, hvilket så skulle være den bredskuldrede bamsefar, som Stygge Ulv senere i samme beretning smilende ryster næver med.

I aprilnummerets ulvologiske beretning er der tilsyneladende ikke meget Bjørn at finde. Eller er der? I indledningen får vi således kundskab om endnu et af Stygge Ulvs uanmeldte besøg ved de omkringboende gårdmænds hønsehuse, denne gang Gårdmand Bruns, hvor samme gårdmands gevær (eller “bøsse”, som den slags hedder i Skoven) har en kun alt for genkendelig lyd i Lille Ulvs øren.

Da vi aldrig ser bemeldte Gårdmand Brun, som vi heller ikke har hørt om tidligere, åbner beretningen for overvejelser angående gårdmandens identitet, hvilket i bjørnologisk sammenhæng især må relatere sig til et spørgsmål om, hvorvidt Gårdmand Brun i virkeligheden er en bjørn? Bjørnene er jo brune. Hertil svarer bjørnologerne i sjælden enighed, at da man aldrig har set en Bjørn omtalt som Gårdmand Brun, har den slags spekulationer ingen forskningsmæssig relevans. Forsøger man derpå at vække deres interesse med tanker om, at vi tilsyneladende har at gøre med en konkurrent til Gårdmand Bjørns hønsehold (og ulveskydning), trækker bjørnologerne blot ligegyldigt på skuldrene.

Denne forbavsende indifferens hænger efter alt at dømme sammen med, at samme aprilnummer rummer en langt mere opsigtsvækkende bjørnologisk beretning, der vel nærmest må påberåbe sig klassikerstatus. Og dette til trods for, at den på flere måder er ganske usædvanlig. Ligesom i juni 1950 (A) er der tale om en overvejende skriftlig beretning, hvilket umiddelbart sender den ud på tvivlsomhedens overdrev set med mange konservative bjørnologers øjne. Imidlertid er det enlige billede knyttet til beretningen leveret af den vel nok højest respekterede af samtlige bjørnologiske reportere, nemlig Paul Murry, hvorfor de konservative forskere alligevel er nødsagede til at tage kilden alvorligt. Og beretningens indhold er da også i sig selv grumme alvorligt - selv efter de ellers efterhånden ganske hærdede bjørnologers standard.

Ifølge kilden er Bjørn i april 1951 VIRKELIG kommet ud på et skråplan. Vi får således at vide, at Bedstemor And modtager uventet besøg af kaninen Stampe dagen før påske. “Nå ja, er det nu så alvorligt?”, vil nogle måske spørge, og JA, det er det faktisk, thi kaninen beder grådkvalt den anatide bedstemor om hjælp til at løse en yderst dramatisk situation: Bror Bjørn har fanget Stampes fætter, Påskeharen, med det formål at æde ham! Heldigvis lykkes det den handlekraftige og retskafne gamle andedame at få befriet Påskeharen og banket noget moral og an(d)stændighed ind i skallen på den grumme bjørn: »Au-u-u ! (…) Jamen hvorfor slår du mig dog sådan?«, jamrer Bjørn forundret. Bedstemor And giver ham da en grundig opsang og slår (bogstaveligt talt) fast, at hvis man vil have noget godt at spise, må man bestille noget. »Det har jeg aldrig tænkt på før. Men når du siger det, så er det sikkert rigtigt. Så det vil jeg forsøge på.«

Historien har med rette fået stor opmærksomhed i den bjørnologiske forskning. Af pseudo-skizofrenisterne er den blevet fremlagt som endnu et uigendriveligt - ja, nogle hævder ligefrem det ultimative - bevis på Bjørns grundlæggende ondskabsfulde natur, for næppe har vi vel set Bjørn synke dybere end her: at tilfangetage og ville æde selveste Påskeharen - og så lige før påske! Man forstår Bedstemor Ands forargede vrede.

Men også for de tre øvrige bjørnologiske hovedretninger findes der adskillige byggesten i beretningen. Som et argument imod den pseudo-skizofrenistiske tolkning må det for det første bemærkes, at Bjørn tilsyneladende ikke selv betragter sin handling som amoralsk. Han forstår angiveligt slet ikke, hvorfor den ellers så rare gamle dame slår ham med kosten. Og hvad er der galt i at ville have haresteg? »Jeg ville såmænd bare have noget godt at spise, Bedstemor And. Det kan jeg virkelig også trænge til engang imellem.« Har vi her nøglen til forståelsen af, hvordan Bjørn - som den eneste figur i donaldismen - kan bevæge sig trinløst henover den moralske skala? Skyldes det, at han simpelthen ikke ejer moral - ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert? At Bjørn handler amoralsk og ikke umoralsk? Denne fristende tolkning afvises af deroutisterne. Bjørnologien rummer et væld af eksempler på, at Bjørn har en yderst veludviklet moral - ikke mindst når det gælder bedømmelsen af Stygge Ulvs optræden.

Dualisterne fremhæver netop denne iagttagelse som en markant støtte for deres skelnen imellem to bjørne: Det er kun Bror Bjørn, der er amoralsk, mens Gårdmand Bjørn har masser af moral. Således fremgår det tydeligt af historien om Påskeharen, at der her er tale om Bror Bjørn. Dualisterne bemærker ligeledes, at Bedstemor And konsekvent omtaler ham som værende doven (i hendes øjne tilsyneladende et langt værre forhold end at han vil æde Påskeharen), hvilket de ikke mener ville kunne være rimeligt, hvis der var tale om den hårdtarbejdende Gårdmand Bjørn. Endelig påpeger dualisterne, at Bror Bjørn angiveligt bor i et hus, og altså ikke på en gård.

Denne dualistiske tolkning afvises imidlertid også - i øvrigt som alle andre dualistiske tolkninger - af deroutisterne. At Bjørn i denne historie er degraderet til husmand kan dels skyldes en ikke helt konsekvent anvendelse af bebyggelsesbetegnelser som “gård”, “bol” og “hus” (et definitionsmæssigt problem, der også går igen i bebyggelseshistorisk sammenhæng udenfor donaldismen), samt at gårdene i Skoven er så små, at de reelt set ikke ER mere end huse. Men det kan også være en konkret konsekvens af Bjørns sociale deroute, at den tidligere gårdmand nu må friste tilværelsen i et sølle hus. For deroutisterne er det således bemærkelsesværdigt, at Bedstemor Ands vrede som nævnt primært synes at gælde Bjørns dovenskab. Skyldes hans deroute efter hendes mening lediggang og slendrian? Har han mistet gården pga. dovenskab og dermed bragt skam over standen? Et afgørende bevis imod den dualistiske tolkning mener deroutisterne endelig at finde i Bedstemor Ands ord om, at »Det er den dovne Bror Bjørns hus. Og jeg som lige har stået og pakket en kurv med påskeæg til hans børn.« Også den dovne Bjørn har altså unger, hvilket ifølge dualisterne ellers kun kendes hos Gårdmand Bjørn.

Endelig skal fremføres, at også de glucose-narkomanide real-skizofrenistiske bjørnologer hævder deres opfattelse styrket ved beretningen. Endnu engang ser vi, hævder de, at Bjørns uheldige optræden hænger uløseligt sammen med hans sult. Bjørns forsvarende argument om, at han “såmænd bare ville have noget godt at spise”, hvilket han “virkelig også kan trænge til engang imellem”, tillægges således afgørende betydning i denne bjørnologiske skole. Når blodsukkeret falder, ryger Bjørns indbyggede moralske værdinormer til fordel for hans egen overlevelsesdrift. Og så fremstår sådan en påskehare altså som en rigtig lækker lille sag...

Den bjørnologiske forskning kunne holde en velfortjent pause i maj 1951, hvorfra Skoven alene kan melde om Stygge Ulvs mislykkede forsøg ud i lammejagt - og et på ingen måder mere heldigt forsøg med et stilstifte i den ulv’ske garderobe.

Den bjørnografiske pause var da også ganske kærkommen, idet juni-nummeret fra 1951 rummer mange store bjørnologiske spørgsmål for forskerne at tage stilling til, idet der er tale om et yderst besynderligt hændelsesforløb. Beretningen starter med, at Praktiske Gris’ fjerkræ er blevet ramt af en af Skovens tilbagevendende epidemier af falske fjerkræsygdomme (se evt. særlig afhandling herom af professor Jakobsen). Både Gris’ kyllinger og hans præmiehøns og sågar julekalkunen har mistet alle deres fjer, hvilket deres normalt så alvidende ejer diagnosticerer som et akut tilfælde af fjerpest.

Den stillede diagnose er imidlertid ikke blot helt ude i Skoven, den er også aldeles forkert, idet der i virkeligheden er tale om, at Stygge Ulv har indfanget alle Gris’ fjerkræ og plukket fjerene af dem. Fjerene skal han bruge til en meget udspekuleret plan, der går ud på, at han vil skabe et falsk snevejr udenfor Familien Bjørns køkkenvindue, der skal få bjørnene til at gå i vinterhi før tid, således at Ulv kan liste ind og tømme deres til vinteren godt opfyldte spisekammer.

Som en indskudt bemærkning må man her atter undres over Hr. Ulvs prioriteringer. Han er endelig lykkes med at fange hele Praktiske Gris’ fjerkræbesætning bestående af lækre slagtefærdige kyllinger, dejlige suppehøns (præmiehøns endda) og den fede julekalkun. Og hvad gør den Store Stygge Ulv så med dem? Han slipper dem løs efter at have plukket fjerene af dem - fordi han vil bruge fjerene til at stjæle Familien Bjørns vinterbeholdning af mel, dåsemad og syltede agurker?!?

Hvad pokker sker der for ulven? Tidligere på året var han på samme måde svært skuffet over sin nyerhvervede ko, fordi den ikke kunne give mælk! MÆLK?!? Er Ulv overhovedet det kødelskende rovdyr, vi traditionelt gør ham til? Eller ender hans jagter altid med “at gå galt”, fordi de blot er et skuespil udført af hensyn til hans grumme image? Er den Store Stygge Ulv i virkeligheden bare en sørgelig “skabsvegetar” - et får i ulveklæder???

Nuvel, Hr. Ulvs eventuelle personlighedsproblemer må foreløbig vente til en anden lejlighed, idet bjørnologerne har rigeligt at gøre med sådanne hos Hr. Bjørn. Uden at stille yderligere spørgsmål til logikken bag Ulvs motiver nøjes vi derfor med at konstatere, at dette er planen, og at denne herefter bringes til implementering.

Umiddelbart lader bjørnene sig narre af den meteorologiske maskerade, men planen mislykkes imidlertid, da ulven kommer til at vække Hr. Bjørn, og i de bizarre efterfølgende begivenheder ender det med, at hele Familien Bjørn falder omkuld af søvn i ulvenes hus (der er i mellemtiden er blevet fyldt med bjørnenes mad), hvorved Ulv og søn smækkes ude, og må tilbringe vinteren i Bjørns hus - hvor den tiloversblevne proviant synes at begrænse sig til et æbleskrog.

Historien rummer en del interessant bjørnologisk viden, men den udløser samtidig en lind strøm af nye spørgsmål. For bjørnologerne af den deroutistiske skole er den helt store nyhed i nærværende beretning, at Gil Turner her kan bringe os de første dejlige billeder af bjørneungerne: Vores allesammens Bjørn er således blevet far! Meget passende er det derfor også, at vi bag den surmulende Ulv i afslutningsbilledet ser et billede af “Farmand”.

Som den eventuelle læser vil erindre, hørte vi faktisk allerede om Bror Bjørns børn tilbage i aprilnummeret, hvor Bedstemor And angiveligt havde stået og pakket en kurv med påskeæg til dem. Det må således siges at underbygge denne omdiskuterede påskeberetnings troværdighed, at oplysningen om bjørnebørnene bekræftes kort efter fra anden side. Eftersom bjørne som regel føder deres unger i løbet af vinteren, kan vi derfor formode, at de to yndige små er kommet til verdenen i den forudgående vinter (præsenteret i AA 1950-51). Herimod vil skeptikere måske anføre, at de da allerede er påfaldende store i juni måned, hvor de blot ½ år gamle både kan tale og løbe omkring, men nu er der jo tale om bjørne og ikke om mennesker, og bjørneunger er også i vores verden ganske udviklede efter ½ års levetid. Et vægtigt forhold til støtte for tolkningen af bjørneungernes endnu ganske unge alder haves i det forhold, at Stygge Ulv i afslutningsbilledet fra Familien Bjørns hjem sidder imellem to babystole.

Familieforøgelsen spiller ifølge deroutisterne en stor rolle i Hr. Bjørns omstridte adfærd, idet den lykkelige begivenhed meget vel kan have afledt en række umiddelbare økonomiske problemer. Om budgettet i forvejen har været stramt for det unge landmandspar, hvis produktion bestandigt trues af tyvagtige indgreb udefra i både hønseholdet og melonbedet, så er situationen selvsagt ikke blevet nemmere af, at der nu er kommet to nye munde til at mætte. En yderligere belastende omstændighed kan det meget vel værre, at Bjørn pga. det efterhånden ofte omtalte vinterophold i brønden ikke i tilstrækkelig grad har kunnet passe malkekoen, der derfor var blevet gold og måtte sælges til Hr. Ulv i foråret. Endelig kan man forestille sig, at Fru Bjørn har været en smule knotten over, at hun under samme vinterforløb måtte ligge alene hjemme og føde sine unger, mens den vordende fader hang omkring i brønden (man kan frygte, at han forinden havde sagt, at han lige gik ned til købmanden efter noget tobak). Det er den slags trængte situationer, der kan føre ellers selv nok så retskafne og ansvarsfulde bjørne til desperate handlinger, såsom tvivlsomme kreaturhandler og morderisk omgang med påskeharer.

Også bjørnologerne af den real-skizofrenistiske skole finder familieforøgelsen interessant, men her lægger man større vægt på den psykologiske betydning heraf hos Bjørn. Alle nybagte forældre ved, hvor stor en følelsesmæssig omvæltning det er, at få en lille ny - og i endnu større grad to små nye - ind i sit liv. Tankerne er store og forvirrede, ansvaret kan synes overvældende, og nattesøvnen er i bedste fald fragmenteret. Ofte er det især de unge mødre, der under disse omstændigheder gennemlever et markant karakterskifte, men ifølge de real-skizofrenistiske bjørnologer er det slet ikke utænkeligt andet, end at det her er Hr. Bjørn, der har fået en fødselsdepression. »Bjørn er tydeligvis en meget følsom natur,« påpeger de, »og de mange nye, udløste følelser kombineret med den manglende søvn vil let kunne resultere i en ubevidst skizofreni, hvor hans hjerne forsøger at afværge en følelsesmæssig overload ved at skifte over til en mere barsk og følelseskold karakter.« Dertil understreger de glucose-narkomanide real-skizofrenister, at den bjørnske husholdnings nye fokus på først og fremmest at mætte de to små bjørne næppe gavner Hr. Bjørns mæthedsmæssige og dertil ifølge dem nært knyttede mentale tilstand.

At søvn og ikke mindst vintersøvn vitterligt er et essentielt indslag i Familien Bjørns liv fremgår klart af beretningen. Det kan endvidere konstateres, at den vinterhi-udløsende faktor er den første sne. Sne er ikke blot et symbolsk tegn til bjørnene om, at det er på tide at gå til køjs. Sneen har tydeligvis en meget kraftig og hurtigtvirkende fysiologisk effekt på bjørnehjernens søvncenter, så blot ét stort snefnug på snuden øjeblikkeligt får en ellers nok så ophidset Bjørn til at dratte om i dyb søvn.

Ifølge real-skizofrenisterne et tydeligt bevis på, i hvor høj grad især Hr. Bjørns psyke er overordentlig påvirkelig af eksterne faktorer. Fru Bjørn og de to sønner er en anelse mere udholdende, da Lille Ulv får dem vækket og jaget ud i sneen for at hente den faldne husfader, men traveturen gennem snevejret hen til ulvenes hus er akkurat alt hvad de kan klare, førend også de dratter omkuld.

For de to resterende skoler i bjørnologien er juni-beretningen knap så opsigtsvækkende, idet den dog - naturligvis - hævdes helt og aldeles at bekræfte det generelle billede fremstillet af de respektive skoler. Ifølge de dualistiske bjørnologer er vi her tydeligvis hos den gode Bror Bjørn, den flittige gårdmand og retskafne familiefader, der efter en slidsom sæson i marken dårligt kan holde øjnene åbne ved vinterens komme, men alligevel går til ufortøvet forsvar, da familiens vinterforsyninger trues af ubudne tyveknægte.

En noget anderledes tolkning præsenteres af pseudo-skizofrenisterne, ifølge hvem vi her nok engang ser Bjørns sande, usympatiske sider skinne igennem. I stedet for på solidarisk vis at ville dele sit rigelige forrådskammer med mindre heldige medvæsener, forsvarer han grådigt og nærigt sin materielle overflod med rå og afstumpet vold - som altid symboliseret ved den hævede knortekølle - idet hans aggressivitet dog denne gang overgås af hans dovenskab, således at han midt i overfaldet på Ulv lægger sig til at sove. Inden da ser vi, hvordan Hr. Bjørn typisk mands-chauvinistisk ganske overlader det til konen at putte ungerne, idet han selv ufortøvet går i seng ved den første “sne” under dække af, at nu må det være vinter, til trods for, at episoden foregår midt om sommeren!

Med pseudo-skizofrenisternes sidstnævnte argument fremtrækkes et forhold ved beretningen, der uanset skole må vække nogen undren: Snevejr i juni? Det sælsomme vejrfænomen har givet grundlag for flere interessante tolkninger. Blandt de mere opsigtsvækkende af slagsen har en gruppe australske bjørnologer således anført, at beretningen er det endelige bevis for, at Skoven - og dermed også det nærliggende Andeby - skal findes på den sydlige halvkugle, hvor vinterens første snefald meget ofte sætter ind i netop juni. Mere konservativt tænkende bjørnologer - fra klodens nordlige hemisfære - anfører derimod, at der imod dette enlige belæg for den australske tese findes talrige belæg for, at vintrene i såvel Skoven som Andeby normalt optræder der, hvor de rettelig hører hjemme, nemlig i vinterhalvåret.

I stedet vil mange donaldister uden for de bjørnologiske kredse sikkert se opdagelsen som et tungtvejende argument imod Fakultetets hidtidige linie om at betragte de bjørnologiske beretninger i kronologisk rækkefølge efter deres danske udgivelse. Når vi taler om “juni-beretningen” skyldes det således kun, at beretningen blev publiceret i juni-nummeret af Anders And & Co. i 1951, men ingen steder i beretningen nævnes det explicit, at den skulle finde sted i juni måned. Yderligere belæg vil sådanne røster kunne hente i det forhold, at den amerikanske førsteudgivelse af beretningen fandt sted i december 1950.

Der skal dog betydeligt mere til at overbevise Fakultetets bjørnologer om et skifte til den amerikanske publikationskronologi (“det amerikanske system”), der mødes med udtalt skepsis på tværs af fagets skolastiske retninger. Umiddelbart kan man da også anføre, at den amerikanske datering faktisk ikke løser problemet, men blot ændrer det. Hvis begivenhederne vitterligt finder sted i december, hvorfor skulle Ulv så gøre sig så store anstrengelser med at kreere et falsk snevejr - i øvrigt få timer før et ægte af slagsen sætter ind? Til fordel for december-forklaringen kan anføres, at Familien Bjørn tydeligvis har ventet i længsel på vinterens komme, men dertil må man tage den opslidende familieforøgelse med i betragtning (samt det nok så ofte nævnte forhold, at Hr. Bjørn tilbragte forrige vinterdvale i en umagelig brøndspand).

Også en botanisk analyse af billedmaterialet fra juni-beretningen indikerer, at vinteren kommer meget pludseligt dette år. På samtlige udendørsbilleder i de seks første sider af beretningen præsenteres vi således for talrige eksempler på, at samtlige afbildede træer og buske omkring Ulvs og Bjørns huse fortsat bærer et tæt, frodigt og grønt løv…

..men blot få minutter efter at de første spæde (ægte) snefnug er begyndt at dale over Skoven, står træerne pludselig nøgne og løvløse tilbage.

Det grønne løv når således hverken at skifte farve eller falde ned på jorden, det forsvinder simpelthen sporløst i en slags spontan dekomposition i den blå vinterluft på få minutter! Dét kan man da kalde et brat vejrskifte. Og hvis de bjørnologiske tolkninger er korrekte, altså om at Skoven her har oplevet en direkte overgang fra højsommer til hård vinter, muligvis allerede i juni måned, så må man sandelig give Bror Bjørns almanak ret, når den spår “en lang og streng vinter”.

Det kan altså dermed ikke at udelukkes, at ikke kun Stygge Ulv, men også Stella anatiums virkelige vejrguder har spillet Skovens beboere et meteorologisk puds i sommeren (publiceret i AA) 1951. Det er derfor også nok så opsigtsvækkende, at vi i denne beretning kan notere os noget så sjældent for bjørnologien som en udtalelse med religiøse undertoner: »Himlen være lovet!«, udbryder således Fru Bjørn, da hun bliver bekendt med det første (falske) snefald uden for gårdens vinduer.

Nu giver Fru Bjørns kortfattede lovprisning af de himmelske vejrmagter jo kun et noget spinkelt fundament at bygge på for studier af Skovens religiøse forestillingsbillede og ditto ritualer. Den slags kildeknaphed kan dog som bekendt ikke ikke afholde drevne donaldister fra vidtrækkende tolkninger, og Bjørnologisk Fakultet vil derfor på et senere tidspunkt arrangere et særligt seminar over temaet “Religion i Skoven”. Indtil da vil vi nøjes med at konstatere, at Fru Bjørn tydeligvis er troende, og at hendes guddom er i stand til at skabe snevejr. At det aktuelle snevejr så er skabt af Stygge Ulv bør næppe forlede til forhastede slutninger om, at Stygge Ulv er Fru Bjørns gud.

Den bjørnologiske beretning i AA 6/1951 rummer således oplysninger både om familieforøgelse, vinterdvale, sælsomme vejrfænomener og religiøsitet. Det skulle imidlertid blive noget helt andet ved beretningen, der - som alle andre gode, klassiske bjørnologiske kildeskrifter - har givet anledning til hidsig diskussion imellem konservative bjørnologer og nytænkende elementer på tværs af de forskellige skoler, eller som de konservative betegner dem: “Syge kræfter med hang til skandalisme”. Diskursen gælder Bjørns sønner. Meget nyttigt har forældrene valgt at iklæde de to raske drenge en jakke af samme stilfulde type som faderens, men af hver sin farve; den ene blå, den anden rød. Dette er ikke mindst betænksomt over for bjørnologerne, der derved har lettere ved at skelne drengene fra hinanden. Den chromografiske farveadskillelse fortsætter i nattøjsgarderoben, hvor den blå jakke afløses af en grøn nattrøje, mens den røde jakke udskiftes med…en lyserød nattrøje!

Man må her rose Hr. Bjørn for hans fordomsfri indstilling, idet ikke mange nybagte fædre ville gå med til, at lade deres lille søn sove i lyserødt nattøj. Kan man eventuelt forestille sig, spørger nu de nytænkende/skandalistisk indstillede bjørnologer, at dette farvevalg er blevet gennemtrumfet af Fru Bjørn, der måske havde ønsket sig, at den ene af tvillingerne havde været en lille pige? Og at Hr. Bjørn efter al den forudgående ballade med vinteropholdet i brønden og episoden med påskeharen har måttet bøje sig af hensyn til husfreden? Vi ved det ikke. Men som samme nye gruppering inden for bjørnologerne påpeger, så bærer billedet af “Farmand” på grund af indskriften præg af at være en gave til samme fra børnene, og det mest oplagte her synes at være, at identificere den som en af de barnetegninger, som forældre alle dage stolt har opsat som bevis på podernes ellers ofte temmeligt begrænsede talenter udi tegnekunsten. Men i modsætning til de tvivlsomme, infantile kradserier, som man ellers normalt finder på køleskabe og lignende egnede udstillingssteder, så er der i dette tilfælde tale om et kunstværk af forbløffende høj kvalitet, hvor man uden problemer straks genkender den afbildede. Hvis dette billede vitterligt er udført af en af de to små bjørne, tilsyneladende endda så i deres første leveår, så indikerer det jo et kunstnerisk talent langt ud over det sædvanlige. Hvilket uvægerligt fører tanken tilbage på farven på nattrøjerne. Måske er det slet ikke Mutter Bjørn, der har påtvunget den ene af sønnerne en rød jakke og en lyserød nattrøje. Måske har han selv insisteret på dette farvevalg, fordi han synes de er smadderpæne? Kreative evner og lyserødt tøj - Har vi dermed de første tidlige tegn på, at den ene af Bjørns sønner er bøsse?

Se, nu vil den slags tanker jo nok kunne provokere de fleste donaldister af selv normal, liberal indstilling. I et så konservativt miljø som bjørnologien udløser de et veritabelt ramaskrig. »I er jo syge! Syge!!«, lød det igen og igen i den ophedede debat, efter at tesen var blevet fremlagt. Efterhånden som det første chok fortog sig, begyndte adskillige bjørnologer af alle skoler dog at se muligheder i tanken, mens andre ophidset afviste det fremlagte som skandaløst vanvid. Deres håndfaste afvisning, bedyrede de, byggede bestemt ikke på homofobiske holdninger, men på et ædelt ønske om at forsvare den lille bjørn imod smudsig sladder: »Næppe er de små bjørne kommet til verden, førend I prøver at påføre dem allehånde sexuelle tilbøjeligheder. Skam jer!«

Om de udskældte bjørnologer fulgte denne uforbeholdne opfordring skal være usagt. I stedet kan det til forsvar for deres ‘homofiliøse tese’ fremføres, at der i den senere bjørnografi rent faktisk følger nogle omstridte problemstillinger vedrørende Bjørns børn; problemer, som læserne foreløbig skal spares for her, men som tesen vitterlig kan bidrage til forklaringen af. Bjørnologiens homofiliøse tese bygger således trods alt på lidt mere end blot en tegning af “Farmand” og en lyserød nattrøje. Ikke at progressive donaldister dog normalt ville kræve mere for at fremsætte nye, gale teser…

1. Bjørnologiske Symposium (1949)		2. Bjørnologiske Symposium (1950)

	Bjørnologisk Fakultets forside

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.