AA 1/1949                  Gårdmand Bjørn (den Ældre?) og lærerinden Frøken Bjørn

Som al anden klassisk donaldisme i Danmark tager bjørnologien sin begyndelse i den første danske udgave af Anders And & Co. fra marts 1949 (AA 1/1949). I den introducerende historie om Lille Stygge Ulv (der herefter blot kaldes “Lille Ulv”, da han - som alle ved - aldrig har gjort sig fortjent til familiens berømte mellemnavn) møder vi for første gang Gårdmand Bjørn. Lille Ulv har - noget optimistisk - sat sig for at skaffe sin fader et arbejde, og ved et helt utroligt lykketræf anråbes han i det samme af en kållugende Bjørn, der netop søger en rask svend til at male hønsehuset.

At der virkelig er tale om en ur-bjørnologisk fortælling fremgår i al sin tydelighed ved, at Bjørn aldrig ved en senere lejlighed kunne finde på, at lade Ulv male sit hønsehus! Han har tydeligvis ingen anelse om, hvem “den lille drengs” fader er. Lille Ulv kender derimod godt Gårdmand Bjørn, der altså må være en velkendt skikkelse i Skoven. En anden iøjnefaldende indikation på, at vi her har at gøre med et stykke ur-bjørnologisk kildemateriale, er Bjørns påklædning. Ganske usædvanligt er Bjørn iført opsmøgede klapbukser, spids hat og hvide handsker. Havde det ikke netop været fordi Lille Ulv kalder ham “Gårdmand Bjørn”, ville vi næppe have genkendt ham. Senere i historien ser vi ham endda ryge pibe, noget den senere Bjørn aldrig kunne finde på.

Flere bjørnologer har derfor i nyere tid stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er “vores Gårdmand Bjørn” vi her har med at gøre. En fader eller ældre broder til den senere Bjørn er blevet foreslået, idet Bjørn den Ældre da kort efter skulle have videregivet gården og titlen til Bjørn den Yngre. Faktisk kan tilhængerne af denne “heritale tese” finde en mulig forklaring på skiftet i den efterfølgende bjørnologiske beretning. Både blandt deroutister og dualister finder den heritale tese stadig flere tilhængere, mens skizofrenisterne afviser den som unødvendigt fabulerende; den særegne påklædning og opførsel hos Bjørn symboliserer i deres øjne blot en tidlig fase i hans skiftende sindstilstand.

I denne klassiske ur-bjørnologiske skildring møder vi endnu et medlem af Familien Bjørn, tilmed i historiens første billede, hvor skolelærerinden Frøken Bjørn uddeler eleverne den fatale hjemmeopgave, der tvinger Lille Ulv ud i desperate handlinger.

Billedgenetiske analyser udført af fakultetets eksperter har fastslået, at Frøken Bjørn med overvældende sandsynlighed er nært beslægtet med bjørnologiens hovedperson. Præcis hvordan ved vi ikke, men det er oplagt at se hende som en søster eller kusine til Bjørn. De fleste bjørnologer hælder til søster-hypotesen, men blandt “heritalisterne” foretrækker flere nutildags at se hende som en oprindelig kusine til Bjørn eller en endnu fjernere slægtning - af årsager som senere skal fremlægges.

Begge bjørne i denne indledende historie fremstår således som højtstående figurer i Skovens lokalsamfund, som henholdsvis respektabel gårdmand med eget hønsehus, og som ansvarlig for Skovens primære uddannelsescenter. Selvom en betaling for Ulvs malerarbejde på hønsehuset aldrig omtales i historien, må vi forvente, at en monetær transaktion var stillet i udsigt, hvilket altså indikerer, at Gårdmand Bjørn på dette tidspunkt havde et så stort økonomisk driftsoverskud på gården, at han kunne hyre ekstern arbejdskraft til mindre ad hoc opgaver. En sådan status som arbejdsgiver må i Skoven regnes for helt unik. Frøken Bjørn må på sin side formodes, at have en eller anden uddannelse bag sig, for at kunne bestride sit vigtige hverv som skolelærer (der parentes bemærket - derfor parentesen - regnedes betydeligt højere i 1949 end det gør i dag). Det fremgår endvidere af fortællingen, at hendes moralske habitus er helt i top. Mens hun generelt er venligheden og kærligheden selv over for de små læreivrige poder, så får hun dybe panderynker og et strengt forarget blik, da hun mistænksomt må spørge Lille Ulv om årsagen til hans kvaler ved at løse hjemmeopgaven. Hvis der er noget man ikke accepterer i Familien Bjørn, er det dovenskab og lediggang - en holdningstilkendegivelse af fundamental betydning for alle bjørnologiske tolkningsretninger.

AA 4/1949                  Stationsforstander Bjørn

Vort næste møde med Familien Bjørn er i AA 4/1949, hvor Stygge Ulv er gået ned til Skovens jernbanestation for at tage imod nevøen Izzy, der skal lære Lille Ulv at opføre sig som en rigtig ulveunge (og her menes bestemt ikke spejderudgaven af begrebet, selvom det selvfølgelig ender med, at det er Izzy og ikke Lille Ulv, der ændrer karakter - endda efter at have oplevet, at den lokale anfører for Ulveungerne (i spejderudgaven) er en gris! Hvilken skam og skændsel for Familien Ulv...). Ulvehistorien er som sådan os bjørnologer uvedkommende. Af større interesse er det, at vi på jernbanestationen møder en bjørn, der besidder slægtens umiskendelige træk. Den unavngivne bjørn betjener tydeligvis hvervet som stationsforstander, og indtager således en yderst vigtig og socialt velanset position som leder af Skovens største trafikknudepunkt - og muligvis eneste, hvilket jo ikke gør den mindre vigtig.

Efter grundige genetiske studier af stationsforstander Bjørn er der blandt bjørnologer af næsten alle skoler udbredt enighed om, at der IKKE er tale om bjørnologiens hovedfigur - eller én af disse (tilføjelsen sket efter krav fra dualisterne). Eneste undtagelse er den yderligtgående fraktion inden for skizofrenisterne, totalskizofrenisterne, der arbejder ud fra en hovedtese om, at alle bjørnene i skoven af det pågældende udseende i virkeligheden er den samme fysiske bjørn med varierende personlighedspsyker, med mindre det modsatte kan bevises; enkelte totalskizofrenister går endog så langt som til at foreslå, at også lærerinden Frøken Bjørn er en af Bjørns mange personligheder! Mens alle øvrige bjørnologer altså mener, at stationsforstanderen ikke er identisk med vor helt (eller helte, jf. parentesen ovenfor), så kan der ud fra ansigts- og kropsformen omvendt heller ingen tvivl være om, at han må være nært beslægtet med “den rigtige” Bjørn (eller “de rigtige” Bjørne). Der er flere afgørende grunde til denne blandt størsteparten af bjørnologerne sjældne enighed om manglende identitetssammenfald. For det første har stations­forstanderen bukser på, hvilket “vores” senere Bjørn (eller Bjørne) som allerede tidligere nævnt normalt aldrig optræder i. Opmærksomme læsere vil dog erindre, at samme sælsomme fænomen kunne konstateres ved Gårdmand Bjørn i den introducerende historie fra AA 1/1949; dette vender vi tilbage til. Desuden bærer stationsforstanderen en ærmeløs sort vest og ikke Bjørns klassiske smarte grønne jakke, ligesom han mangler den obligatoriske bløde hat. Man kan faktisk se hans ører, hvilket er forholdsvis atypisk for Slægten Bjørn (i Bjørns familie er det således helt i orden at rende rundt uden bukser, mens ørerne som regel dækkes ærbart til, når man færdes uden for hjemmet).

Endelig kan det iagttages, at stationsforstanderen ryger - først pibe og siden cigar (da rygningen indgår som en vital del af afslutningspointen må vi derfor formode, at historien aldrig vil blive genoptrykt i disse frelste censurtider, hvor vi lader vore børn tage speed, dyrke computervold og se porno, men fjerner alle indikationer på rygning i tegneserierne af hensyn til børnenes prægning. Vi er flere donaldister, der mener, at nutidens ungdom både ville læse og fungere langt bedre i samfundet, hvis de fra små af lærte at læse Anders And...). Nå, men tilbage til historien. Det dér med rygning er som ovenfor nævnt heller ikke noget man i de senere beretninger mindes at have fanget Bjørn i (heller ikke før censuren fjernede røgen) - MEN årvågne deltagere på symposiet bragte pludselig opstandelse på mødet, da de henledte opmærksomheden på, at også den buksebærende Gårdmand Bjørn i martsnummeret røg pibe!!!

Vi har dermed to relativt ens udseende bjørne med bukser og piber i to på hinanden følgende beretninger fra 1949. En tilfældighed? Tilhængerne af den nye ’heritale tese’ - der i øvrigt hvervede mange nye disciple i den pause i symposiet, som den uroskabende pibe-åbenbaring nødvendiggjorde - mener det ikke. Ifølge heritalisterne er der tale om én og samme Bjørn - men i skarp modsætning til totalskizofrenisterne mener de altså ikke, at også den almindeligt kendte Bror/Gårdmand Bjørn hører hjemme i dette identitetsfællesskab. Sidstnævnte gruppe afviser pure alle ovennævnte argumenter med, at Bjørn vel kan skifte tøj og rygevaner lige så let som (de mener) han kan skifte personlighed.

Inden heritalisterne fik lov at komme til orde i talerrækken (hvor de slet ikke var formelt tilmeldt, eftersom ingen rigtigt regnede dem for noget før pibe-åbenbaringen), gennemgik mere konservative bjørnologer systematisk de foreliggende fakta omkring stationsforstanderens identitet og karaktertræk. Ifølge konservative bjørnologer synes det ikke umiddelbart muligt at fastslå slægtskabsforholdet mellem Bjørn og stations­forstanderen. Flere ting tyder dog på, at stationsforstanderen er en bjørn af høj position i Skoven i almindelighed og slægten i særdeleshed. Som allerede nævnt er han således en “Bjørn med bukserne på”, hvilket muligvis også skal opfattes i overført betydning. At han har råd til tobak og endda forstår at ryge en cigar med manér tyder også på både en solid økonomi og at han er vant til at begå sig i de bedre kredse. Endelig har flere bjørnologer bidt mærke i hans særprægede hovedbeklædning, en slags solskærmslignende kasket, hvor kun skyggen indgår. Normalt ses sådanne i tegneserie­mæssig sammenhæng kun anvendt af revisorer og regnskabsførere, om end ingen endnu har kunnet finde frem til en praktisk forklaring herpå. Men forekomsten på hovedet af stationsforstander Bjørn kunne altså indikere, at denne indflydelsesrige transport­chef også besidder visse regnskabsøkonomiske talenter - noget alle donaldistiske studier med relation til Skoven ellers entydigt fastslår er en stor sjældenhed på disse kanter. Vi må derfor slutte, at denne ukendte slægtning til Bjørn indtager en højt­stående position i såvel Skoven som slægten Bjørn. Det må derfor være af stor interesse at fastslå, hvilken moralsk habitus dette højtstående og rimeligvis toneangivende slægtsmedlem lægger for dagen. Umiddelbart kan stationsforstander Bjørn hverken betegnes som tossegod eller ondskabsfuld. Ganske vist morer han sig hjerteligt over Stygge Ulvs fiasko, men det bygger tydeligvis på en bevidst afstandtagen til ulvens luskede plan om at gøre sønnen styg. Stationsforstanderen kan derfor slutteligt betegnes som en af skovsamfundets helt igennem solide og retskafne støtter.

Herefter måtte symposiets formand - tydeligvis modvilligt - lade de unge heritalister få taletid. Heritalisterne mente nu at kunne udbygge deres tidligere omtalte hypotese, således at Bjørn den Ældre var gået fra jobbet som gårdmand i martsnummeret til jobbet som stationsforstander i juninummeret. Årsagen hertil var formentlig, at Skovens jernbanestation i mellemtiden var blevet anlagt, og at man fra såvel myndighedernes som DSB’s side (hvor underligt det end lyder, viser billederne tydeligt, at DSB havde fået koncessionen på togforbindelsen) ønskede at besætte det vigtige embede som stationsforstander med en såvel velanset, ansvarlig og kompetent person med ledererfaring. Af sådanne findes ikke overvældende mange i Skoven, men det var betænkeligt at indføre én udefra, da det kunne frygtes, at udløse sociale protester fra Skovens befolkning. Og da Dommer Ugle i forvejen var inhabil til jobbet pga. sin dommergerning (dommere er gennemgående inhabile - også i donaldismen) og Bedstemor And naturligvis ikke kunne bestride jobbet pga. sit køn, måtte det naturlige valg være Gårdmand Bjørn (den Ældre). Som allerede nævnt flere gange synes Familien Bjørn da også at have indtaget en social førerstilling i Skoven, hvorfor det også set i denne sammenhæng måtte være naturligt, at give embedet til én fra denne “skovadelige” slægt. Bjørn den Ældre selv har åbenbart også ment, at jobskiftet ville bedre såvel hans personlige som slægtens sociale og økonomiske status, hvorfor han har indvilget. Og gården? Den overlod han til en yngre slægtning, Bjørn den Yngre, som de fleste heritalister regner for lillebror til Bjørn den Ældre (ifølge visse dualistiske heritalister dog kun den ene af to yngre brødre, som det ved denne lejlighed blev råbt fra salen, red.).

Mens heritalisternes talsmand forlod talerstolen under hujende jubel fra egne rækker, hvor man tilsyneladende nærmest syntes at have løst alle bjørnologiens gåder, rystede de gamle bjørnologer opgivende på hovedet og gjorde gældende, at alt dette jo blot var tankespind uden reelle videnskabelige belæg i forskningen. De trøstede sig selv og hinanden med, at de unge bjørnologer vel ville komme til fornuft med alderen og at man næppe skulle vente at høre mere til denne ’heritale tese’ - men det skulle vise sig, at heritalisterne langt fra havde markeret sig for sidste gang på symposiet.

AA 6/1949                  Børnehjemsforstanderinden Fru Bjørn

I augustnummeret (AA 6/1949) udspiller sig et voldsomt socialt drama i Skoven. Stygge Ulv har undladt at betale husleje og nu har værten smidt ham ud. At Ulv vitterligt kun bor til leje fremgår af flere historier, men hvem husværten er, er aldrig rigtigt kommet frem. Sidst i historien viser det sig dog, at det hele blot er iscenesat af Lille Ulv i det forfængelige håb, at faderen skræmt af konsekvenserne vil begynde at arbejde. Det bjørnologiske islæt ligger i beretningens centrale del, hvor Stygge Ulv har fået den snedige idé, at hvis han udklæder sig som en 1½-årig ulveunge, kan han og Lille Ulv leve gratis på Skovens børnehjem for forældreløse børn. 

Forbløffende nok lykkes planen umiddelbart, hvilket må siges, at være et tragisk eksempel på social svindel og grov udnyttelse af velfærdssystemet. Det interessante er imidlertid, at forstanderinden på børnehjemmet er en bjørn. Og ikke nok med, at hun tydeligvis er af den for bjørnologer så fascinerende Familien Bjørn, så virker hun yderligere påfaldende bekendt. Genetikernes minutiøse detailstudier bekræfter kun, hvad også lægfolk straks må konstatere; forstanderinden på børnehjemmet er identisk med lærerinden fra den introducerende beretning i martsnummeret! Præcis samme ansigt og kropsform, præcis samme yndige slangekrøller (dog er lærerindens pandehår kækt sat op i en krølle, hvor forstanderindens er løsnet) og præcis samme påklædning (dog bærer lærerinden et bælte, hvilket kan være et påkrævet remedium i Skovens undervisningssektor). Eneste ubetydelige forskel imellem de to hunbjørnes udseende er, at lærerinden er iført sko, mens forstanderinden har en snor i sine briller. For én gangs skyld kan bjørnologer af alle skoler samles om en vurdering af, at der må være tale om én og samme bjørn - om end dualisterne ønsker at gøre gældende, at et identisk udseende alene ikke nødvendigvis er ensbetydende med sammenfaldende identitet. Dualisterne hæfter sig derfor i lige så høj grad ved, at lærerinden og forstanderinden også personlighedsmæssigt opfører sig identisk og giver udtryk for samme sunde og retskafne indstilling til livet. 

Eftersom gerningen som forstanderinde på et hjem for forældreløse børn (som der åbenbart er adskillige af i Skoven, selv ned i spædbørnsalderen) utvivlsomt må være en fuldtidsbeskæftigelse, kan vi hermed konkludere, at hunbjørnen engang i den mellemliggende periode (marts-august) er fratrådt stillingen som skolelærerinde (dette bekræftes i øvrigt ved senere beretninger fra Skovens skole, hvor lærerinden er en ny). Og hvad der måske er endnu mere interessant, så har hun i samme periode skiftet civilstand; i marts tiltaler Lille Ulv hende som “frøken”, mens hun i augustnummeret er blevet en “frue”. Frøken Bjørn har således ikke blot fået nyt job, hun er også blevet gift! Faktisk kan man forestille sig, at de to betydningsfulde ændringer i hendes liv hænger sammen, således at hun pga. et donaldistisk lærerregulativ har måttet fratræde lærerembedet ved sin indtræden i den lovformelige ægtestand (alle donaldistiske lærerinder er pr. definition frøkener) og/eller at hun efter at hendes privatøkonomiske forhold er blevet sikret, har kunnet opsige lønarbejdet og hellige sig det velgørende arbejde på børnehjemmet - kærligheden til børn og et ønske om at give dem en god og sund start på livet er således fortsat den røde tråd i hendes virke. Man må i øvrigt forbløffes over det høje niveau i Skovens velfærdssystem anno 1949, hvor de forældreløse børnehjemsbørn på en tilsyneladende normal hverdag får serveret bøf (med mindre de kun er omkring 1½ år eller yngre...). 

Et for bjørnologer uhyre interessant spørgsmål bliver da, hvem Frøken Bjørn har giftet sig med. Det skortede ikke på fantasifulde bud fra symposiets deltagere, hvor det desværre må indrømmes, at ikke alle bar præg af samme videnskabelige seriøsitet; således kan vi nok på forhånd frasortere alle emner uden for bjørnearten, da forskningen ikke kender til eksempler på artsmæssigt blandede ægteskaber i donaldismen - måske bortset fra inden for gruppen af svømmefugle (heri har vi måske også en forklaring på, hvorfor det aldrig er blevet til noget mellem Nora Malkeko og Klavs Krikke?). I sidste ende må vi nok konstatere, at den lykkelige gom ikke med sikkerhed kan identificeres på nuværende tidspunkt. Når dette er sagt, må det dog (igen) indrømmes, at en fraktion blandt bjørnologerne talte så vedholdende for en hypotese, at den fortjener at blive nævnt. Igen var det heritalisterne, der mente, at have fundet forklaringen. Ifølge videreudviklingen af den heritale tese er det oplagt, at pege på Bjørn den Ældre som Frøken Bjørns tilkomne. Bjørn den Ældre, der som ovenfor nævnt ifølge samme heritalister forlod slægtsgården senest i juni måned til fordel for den statusfyldte position som stationsforstander, har ved samme lejlighed følt sin sociale og økonomiske situation så kraftigt forbedret, at han kunne fri til sit hjertes udkårne, den fagre Frøken Bjørn nede fra skolen. Måske var det tilmed et ex- eller implicit krav fra transportmyndighedernes side, at man helst så en så betydningsfuld embedsmand stifte familie. I så fald ville den nygifte Fru Bjørns snarlige involvering i børnehjemsarbejdet kun på smukkeste vis underbygge parrets helt igennem uangribelige moral. Ja, måske er hjemmet ligefrem blevet stiftet af Fru Bjørn. Hvorvidt hendes ønske om at arbejde med andre folks børn hænger sammen med en ulykkelig hemmeligholdt viden om, at parret ikke selv kan få børn, skal vi ikke reducere os til spekulationer om (her).

Selvom heritalisternes seneste udvikling af deres tese bestemt ikke er uden muligheder - og tilsyneladende også vandt dem yderligere støtter og sympatisører blandt de tre gamle skoler - så må det retfærdigvis nævnes, at tesen omkring et ægteskab imellem de to bjørne møder voldsom modstand blandt bjørnologer af mere konservativ observans. I deres øjne er den mest oplagte forklaring på den store lighed mellem lærerinden/forstanderinden og bjørnologiens hovedperson, at de er søskende. Så hvis heritalisternes Bjørn den Ældre skulle være en ældre broder til den senere kendte Bjørn, så medfører tesen et ægteskab imellem søster og broder - og dén slags amoralske påstande vil konservative bjørnologer simpelthen ikke tillade udgydt over Familien Bjørn! En overgang kom det ligefrem til tumultagtige scener, da en ældre ophidset bjørnolog ikke længere kunne nøjes med den konservative lejrs vedholdende “Fy!”-råb under heritalistformandens tale, men fandt det nødvendigt, at forsøge at fjerne den formastelige yngling fra podiet med magt. Kollegaer fra begge lejre formåede dog at holde de to bjørnologer fra hinanden, og heritalisten måtte efterfølgende understrege, at han naturligvis ikke insinuerede eksistensen af et incestiøst søskendeforhold i Familien Bjørn, men at der sandsynligvis var tale om et fætter-kusine-bryllup, hvilket jo kendes fra de bedste familier - bl.a. de europæiske kongehuse. Kunne hans afsluttende bemærkning dæmpe den værste konservative vrede, så var der stadig en udbredt følelse af, at heritalisterne i deres ungdommelige overmod uforvarende og tankeløst havde bragt skam over den noble Bjørnfamilie.

AA 8/1949                  Gårdmand Bjørn (den Yngre?) og hans kone

Oktobernummeret fra 1949 indtager en helt enestående status blandt bjørnologer. For det første er det i denne beretning, at vi for første gang møder “den rigtige Bjørn” - endda sammen med hans kone. For det andet er hans ganske korte optræden så spækket med karakteristiske personlighedstræk, at man kunne skrive tykke bøger om Bjørn alene ud fra disse få billeder. Intet under, at historien nærmest regnes for bjørnologiens helligste skrift.

Selve beretningen byder på benhård socialrealistisk drama fra første billede. Stygge Ulv har indset, at skolesystemet har spillet fallit og aldrig kan gøre Lille Ulv til en rigtig styg ulv. Faderen må selv påtage sig den ansvarlige forælders vitale opdragerrolle, og han beordrer derfor sønnen til straks og uden tøven at stjæle ham en vandmelon fra Gårdmand Bjørns marker. Til Lille Ulvs ros må det siges, at han faktisk mander sig op til den for ham så grænseoverskridende (u)gerning, og kravler over hegnet til Bjørns jorder, hvor melonerne ligger store og saftspækkede i den gyldne oktobersol. Den altid årvågne Gårdmand Bjørn opdager ham imidlertid straks oppe fra huset (postkasserøde bukser og matchende høj hat er måske heller ikke den smarteste kamouflagedragt for en melontyv), og med et fast greb om sin bøsse gør han sig klar til at forsvare sin retmæssige ejendom. Da kildeberetningen tillægges så stor betydning for Bjørnstudiet, bringes hele det dramatiske forløb i sin fulde længde nedenfor.

Lille Ulvs lykke bliver dog kort, da han allerede på næste side redder en kanin i sidste øjeblik fra at blive ædt af en stor glubsk ræv - dog næppe den senere kendte Bror Ræv - men derved også mister melonen. Derpå følger et møde med Skovens Fe, en fingeret drukneulykke og et flyuheld. Alt dette er dog uden interesse for bjørnologien, der da også har rigeligt analysestof i billedserien ovenfor.

Vi kan starte med at fastslå, at vi denne gang uden nogen tvivl har at gøre med den “rigtige” Gårmand Bjørn. Foruden den karakteristiske kropsbygning og de klassiske ansigtstræk, genkender vi også straks hans legendariske påklædning; den grønne jakke og den røde hat. Sammenlignes med de to forudgående skildringer af hanbjørne, mangler således både bukserne og de hvide handsker, samt enhver hang til tobak. Når man tager i betragtning, hvor konservativ Bjørn er i sin tøjsmag i eftertiden, er det ifølge heritalisterne yderst usandsynligt, at de to gårdmænd i 1949-årgangen skulle være den samme. I denne opfattelse fik heritalisterne opbakning fra et stort flertal af både deroutister og dualister, mens skizofrenisterne fortsat anså konklusionen for vel spekulativ.

Selvom bjørnologer naturligt nok nærer stor respekt - i nogle tilfælde nærmest kærlige følelser - overfor Bjørns grønne jakke, så må det erkendes, at en helt objektiv efterfølgende sammenligning af de to gårdmænds påklædning ikke falder ud til den sidst ankomne Bjørns fordel. Allerede ved dette første møde ser vi, at jakken er temmeligt slidt i kanten og mildest talt fremtræder et par numre for små. Da Bjørn jo ingenlunde er ungkarl, men har en nydelig klædt og efter alt at dømme flittig og huslig kone, så kunne jakkens beskaffenhed indikere, at pengene ikke er så store hos Gårdmand Bjørn den Yngre som de var hos forgængeren. Denne tilsyneladende statusforskel underbygges af de manglende bukser (den yngre Bjørn er således IKKE ‘bjørnen med bukserne på’) og hvide handsker. Meget symptomatisk er Bjørn i oktobernummeret heller knap så høj i hatten som i martsnummeret.

Men hvordan kan nu dette være? Hvis Bjørn den Ældre har overladt gården og positionen som Skovens førende gårdmand til sin yngre slægtning, hvorfor indtager denne ikke i det mindste fra begyndelsen samme tilsyneladende velstand og status? Hertil lyder heritalisternes svar, at selvom bjørnene nok er i nær familie - formentlig brødre eller far og søn - så kan der meget vel tænkes, at have været en økonomisk udredning ved ejerskiftet. Den ældre Bjørn var jo også i sin gode ret til at føre den private del af familieformuen videre til hans nye domicil, ikke mindst hvis han tilmed selv skulle til at stifte familie. Et forslag om, at den gamle skulle være kradset af og Bjørn den Yngre har overtaget gården som hans arving, lider lidt under observationen af de tilsyneladende svære økonomiske kår for parret. Omvendt kan det dog tænkes, at Skovens skifteretssystem arbejder så langsommeligt og/eller er så gebyrkrævende, at arven endnu ikke er blevet udbetalt eller måske er gået direkte i myndighedernes lomme. Inden nogen nu anklager os for uberettiget hetz imod det donaldistiske retsvæsen og dommerstanden i Andeby og omegn, bringer vi nedenstående barksistiske bevis som argument for vor udtalte skepsis imod Dommer Ugles habilitet (idet vi henleder opmærksomheden på skiltets tekst). 

Er Gårdmand Bjørn den Yngres tøj og økonomi måske lidt flosset i kanten, er der til gengæld intet at udsætte på hans karakter. Som repræsentant for De Gode Kræfter vogter han som resten af Familien Bjørn nidkært over de gode og sunde samfundsværdier, og kæmper energisk imod Kaoskræfternes mørke ugerninger, typisk aktualiseret i form af Stygge Ulvs natlige togter til Bjørns melonbed eller hønsehus. Det er altså mere end blot den private ejendomsret, der står på spil, det er selve kampen imellem Det Gode og Det Onde. Og i denne kamp er der ikke plads til pladderhumanistisk sentimentalitet. Det er således højst beklageligt, at den lille ulv nu er fulgt i faderens fodspor, men »Ja, ja. Æblet falder ikke langt fra stammen!« og Bjørn løfter bøssen til kinden for at give den stjælende ulveunge en lektie for livet - eller døden.

Men netop i denne højdramatiske situation, der meget vel kunne have bragt en tidlig ende på alle Ulvberetningerne og dermed også på en væsentlig del af bjørnologien (Gys!), viser Familien Bjørn sin store barmhjertighed og lader nåde gå for ret. Først afværger Fru Bjørn hendes mands skud, ikke fordi hun ikke bifalder kampen imod uvæsenet, men fordi de jo kan have fejlbedømt situationen. For de retskafne bjørne ville det være forfærdeligt, hvis de skød selv en ulv uden retmæssigt belæg. Situationen er dog svær at misforstå, så Fru Bjørns store hjerte og medlidenhed med den lille ulv, der jo kun er et tragisk resultat af sin art og sin opvækst, synes også at spille en afgørende rolle ved hendes handling.

Det viser sig da også, at Gårdmand Bjørn ikke tager fejl af situationen: Lille Ulv HAVDE tænkt sig at stjæle melonen og fortjener derfor at blive skudt - hvilket han da også straks selv erkender. Skovens justits er enkel og barsk, men retfærdig! Flere bjørnologer i den konservative lejr ser med en vis misundelse herpå, idet de mener, at retsvæsenet i vor del af verden nok kunne lære ét og andet heri - sådan som det gælder med så mange forhold i donaldismen. Men nu viser også Hr. Bjørn at besidde den for Den Gode Side så grundlæggende barmhjertighed. Hvis Lille Ulv lover ikke at stjæle igen, må han få melonen! Kan man andet end fatte dyb sympati, respekt og kærlighed til denne Bjørn og hans kone?

Men uanset hvor smuk, ædel og helt igennem moralsk en opførsel Hr. og Fru Bjørn lægger for dagen i denne klassiske historie, så må den også sætte en lille alarmklokke igang. Mon Familien Bjørns position og velstand er skabt ved at lade ulve slippe ustraffet afsted med at stjæle gårdens meloner? Næppe. Nu ved vi jo i eftertiden, at Hr. og Fru Bjørn gjorde det rigtige, og med deres handling måske rent faktisk reddede Lille Ulv fra en skæbne i kriminalitet, tvivlsomme pigebekendtskaber, og en tidlig og voldelig udgang på livet. Men hvordan kunne de selv vide det? Uanset hvor højt vi beundrer deres moralske sind og gerning, så afspejler scenen måske også en naivitet og blødsødenhed, der i et samfund så barsk som Skoven meget vel kan være direkte selvdestruktiv. Deres beslutning den dag i melonbedet i oktober 1949 var måske nok et positivt vendepunkt for Lille Ulv, men kan samtidig have været et negativt vendepunkt for Familien Bjørn - eller i hvert fald et faresignal om, hvad fremtiden kunne bringe.

AA 9/1949                  Stationsforstander Bjørn?

Med gennemgangen af oktobernummeret troede mange bjørnologer, at 1949-symposiet var afsluttet; bjørnene var gået i hi for vinteren og vi kunne alle få et velfortjent hvil inden de atter vågnede op til dåd i 1950-årgangen. Heritalisterne ville det imidlertid anderledes. Disse unge mennesker havde med deres stærke øjne lagt mærke til en detalje i Ulvhistorien fra novembernummeret (AA 9/1949), som de mente fortjente symposiets opmærksomhed. Med en hørbar sukken satte de ældre bjørnologer sig atter i deres sæder og så med et mat blik heritalisternes talsmand indtage podiet igen. De skulle dog snart komme til at spærre øjnene op.

Temaet i novemberberetningen minder på mange måder om juninummeret, hvor Stygge Ulv havde tilkaldt nevøen Izzy for at sætte skik på sin umulige søn. Også i november indledes historien med, at Ulv går ned til den nu veletablerede jernbanestation i Skoven for at tage imod indbudte gæster. Denne gang drejer det sig om en ven ved navn Alfred, en yderst muskuløs og barsk udseende ulv med bowlerhat og skrammer i ansigtet, samt ikke mindst hans søn, der tilsyneladende er jævnaldrende med Lille Ulv, men af en helt anden støbning. Faktisk er sønnen så styg, at han end ikke har et navn! I udenlandsk donaldisme kan man ganske vist flere steder se ham omtalt som Izzy (mens faderen hedder Zeb), men der er tydeligvis tale om en forveksling med den tidligere introducerede fætter. Gæsterne i novembernummeret omtales ingen steder som Ulvs familie, og selvom Fætter Izzy så afgjort slår Lille Ulv med flere længder i ægte ulveopførsel, så blegner han totalt i sammenligning med Alfreds søn.

Når Alfred og søns opdukken i Skoven overhovedet er af interesse for bjørnologien, hænger det sammen med en hændelse ved deres ankomst til jernbanestationen. Vi skal advare om, at der i det følgende indslag er MEGET stærke billeder af brutal og afstumpet vold.

Det store spørgsmål er, hvem jernbanemanden, hvis mave Alfreds søn har indtaget, er. Da vi sidst så Stygge Ulv på jernbanestationen i juni, var det som bekendt en Bjørn, som heritalisterne identificerede som Bjørn den Ældre. Er det også ham, der i november er offer for ulvenes rå og meningsløse overfald? Billedmaterialet fra den voldsomme hændelse begrænser sig til ovenstående, og som det fremgår, får vi ikke et tydeligt billede af jernbanemandens ansigt. Fakultetets dygtige og efterhånden hårdt prøvede billedgenetikere har brugt alle deres talenter og tekniske hjælpemidler til at identificere offeret. Konklusionen er, at der KAN være tale om stationsforstander Bjørn fra juninummeret. Både kroppen, snuden, øjnene og ørerne kan udmærket tilhøre bemeldte Bjørn. Også i påklædningen går flere forhold igen, nemlig bukserne og den sorte vest. Farven på bukserne er ganske vist blå og ikke rød som i juni, men det kan ifølge fortalerne for et identitetssammenfald skyldes, at togpersonalet i mellemtiden har skiftet fra sommer- til vinteruniform. Dette kan også forklare den langærmede trøje under vesten, samt den blå kasket (bag offerets hoved) i stedet for sommerens solskærm. Et muligt sammenfald haves også i de hvide handsker, om end den mulighed også foreligger, at offeret ikke bærer handsker, men simpelthen har hvid pelsfarve, hvilket farven på fødder og hoved kunne indikere. I så fald synes det ikke at kunne være stationsforstander Bjørn, der som alle øvrige medlemmer af familien er brun - med mindre han går så meget op i vinteruniformsregulativet, at han har skiftet til hvid vinterpels. Omvendt skal man dog nok ikke lægge for stor vægt på farvegengivelsen i billederne, der som bekendt ikke er originalt donaldistiske, men lagt på tegningerne senere i USA. Ofte ser vi bizarre farveudfald, hvilket bl.a. viser sig allerede på næste billede, hvor Stygge Ulvs hat (ganske misvisende) ligeledes er hvid!

Accepterer vi heritalisternes formodning om, at Alfreds søn har nedlagt stationsforstander Bjørn, begynder de dramatiske konsekvenser for Familien Bjørn for alvor at tegne sig - ikke mindst hvis man har en heritalist til at hjælpe forestillingsevnen på vej. Ifølge heritalisterne synes overfaldet på jernbanestationen at udgøre et centralt skelspunkt i bjørnologien, om end de ikke er helt enige om de fysiske konsekvenser af overfaldet. Da vi så vidt vides aldrig træffer på stationsforstander Bjørn igen, hælder ikke så få til den anskuelse, at den stakkels bjørn simpelthen er blevet tæsket til krøbling - eller ligefrem til døde. At hypotesen ikke kun hviler på melodramatisk hang til overdrivelse fremgår senere i historien, hvor Alfred og søn i stedet kaster sig over Stygge Ulv i en af de mest voldelige scener i donaldismens historie.

Yderligere understreges alvoren af, at Stygge Ulv reddes af grisene og en flok vagtler, simpelthen fordi de med rædsel indser, hvilken truende fremtid de går i møde, hvis Alfred og søn overtager Stygge Ulvs plads. En medvirkende årsag til denne erkendelse kan jo meget vel tænkes at være, at grisene har kendskab til stationsforstander Bjørns triste skæbne tidligere i beretningen. Men selv hvis Bjørn den Ældre ikke er blevet dræbt eller invalideret, kan overfaldet formodes, at have fået fatale psykiske konsekvenser: Overhovedet for Skovens førende familie, den velansete Bjørn den Ældre, der med ære og værdighed varetager en af Skovens fornemste myndighedsfunktioner, har fået prygl af en lille ulveunge! Hvilken vanære, hvilken skam! Hvordan skal han nogen sinde igen kunne se Skovens beboere i øjnene med rank ryg og hævet pande? Sociologien har lært os, hvor traumatisk en oplevelse det er, at blive udsat for en voldelig overmagt. Enten nægter vi at erkende offerrollen, da den medfører en indrømmelse af, at vi er svage og ikke i stand til at tage vare på os selv, eller også efterlader den os i en ydmygende skamfølelse og en evig frygt for nye overgreb. I donaldismen er figurer som Anders And og Stygge Ulv ofte udsat for disse ydmygende nederlag, men den vedvarende modgang synes faktisk at have styrket dem - eller i hvert fald gjort dem immune. Selvom Stygge Ulv tydeligvis er rystet over hændelsen, så kommer han dog rimeligt hurtigt over den.

Men nu er Stygge Ulv givetvis også gjort af et sejere stof end de fleste. Bjørn den Ældre derimod er ingen slagsbror, men vant til respekt og værdig opførsel, hvor ulvens nærgående interesse for hønsehuset eller passagerernes krøllede togbilletter er de værste problemer, han i mange år har skullet tackle. Hvis Alfreds søn ikke rent faktisk tampede livet ud af ham, så er heritalisterne af den overbevisning, at hans personlighed har lidt et afgørende knæk. Under alle omstændigheder synes Familien Bjørn at have oplevet et betydningsfuldt magtskifte hin november 1949; Bjørn den Yngre er herefter familiens absolutte overhoved, med alt hvad det indebærer af status og ansvar. På det næste symposium over beretningerne fra 1950 skal vi se nærmere på, hvad det får af betydning for Familien Bjørns videre skæbne - og for bjørnologernes tolkninger heraf.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.