3. Bjørnologiske Symposium (2)

(Afholdt under vinterhiet 2005-06 med udgangspunkt i kildematerialet fra AA 1951)

Velkommen til en næsten direkte transmission fra Det 3. Bjørnologiske Symposium på Bjørnologisk Fakultet. Bjørnologien er som bekendt den gren af donaldismen, hvor vi beskæftiger os med gåden omkring Bjørn: Hvorfor opfører han sig i nogle beretninger som den rare og flittige gårdmand, der beskytter grisene og bekæmper ulven, mens han andre gange sammen med Bror Ræv er en usympatisk slyngel, der jagter kaninen og plager Skovens øvrige beboere? For en introduktion til de bjørnologiske grundspørgsmål og en præsentation af de førende forklaringsteser henvises til Det 1. Donaldistiske Seminar. På de bjørnologiske symposier mødes de nu fire skoler inden for bjørnologien for at diskutere, hvordan kildematerialet efter deres mening skal tolkes. Symposierne går kronologisk frem og behandler én udgivelsesårgang af Anders And & Co. ad gangen i håbet om, at forskerne på denne måde efterhånden når frem til konsensus om det endelige svar. Foreløbig synes dette håb noget naivt, idet både Det 1. Bjørnologiske Symposium (1949-årgangen) og Det 2. Bjørnologiske Symposium (1950-årgangen) snarere gravede grøfterne dybere skolerne imellem. Ikke desto mindre går vi nu ufortrødent videre med Det 3. Bjørnologiske Symposium, hvor fokus sættes på de danske udgivelser i 1951, som fortløbende vil blive præsenteret og debatteret nedenfor i løbet af 2006, efterhånden som referentens noter fra symposiet bliver fundet, tydet og transskriberet.

Nye besøgende på fakultet vil sikkert undre sig over, at bjørnologerne så stædigt forsøger at forklare observationerne fra Skoven i streng overensstemmelse med den danske udgivelseskronologi. Snart vil sådanne nytilkommere imidlertid konstatere, at der er så uendeligt meget andet at undre sig over med hensyn til bjørnologien - og bjørnologerne...

Efter det famøse falske snevejr og den bizarre boligbytning rapporteret i juni-nummeret er forholdet mellem familierne Bjørn og Ulv selvsagt noget anspændt. Og det bliver bestemt ikke bedre i juli. Snarere tværtimod. Selvom månedens beretning ellers starter tilsyneladende ganske idyllisk en smuk sommermorgen, hvor den morgenfriske Fatter Ulv har været ude og “malke”…

..men det er selvsagt ikke den golde ko, som Ulven købte i foråret, der er kilden til Ulvs morgenhumør.

Efter således nu også at være blevet frastjålet sin mælk, er der ikke noget at sige til, at Bjørn er rimelig knotten, da Lille Ulv møder ham samme formiddag.

Lille Ulv tror forståeligt nok automatisk, at Bjørns vrede gælder hans (altså Lille Ulvs) tyvagtige fader, men faktisk ytrer Bjørn ikke et ord om, HVEM den elendige laban er, der skal have nogen på hovedet. Denne tilbageholdenhed med at nævne navne kan hænge sammen med, at Bjørn kort efter må erkende, at han beklageligvis selv har glemt slynglens identitet - såvel som selve slyngelstregen. Hvilket imidlertid ikke gør bjørnen mindre gal.

Dér ender månedens afsnit af familievendettaen Bjørn vs. Ulv imidlertid ikke. En ny deltager kommer kort efter på scenen i form af Stygge Ulvs moder. Og hun er sulten som en Ulv.

Nu er der jo en god og lang tradition for blandt psykologer og kriminelle at lægge skylden for alskens forkvaklede psyker og dårlige adfærdsmønstre på subjektets mødrene ophav. Og i hvert fald i dette tilfælde må vi sande, at gamle Mutter Ulv ikke ligefrem synes at have nogen god indflydelse på hendes i forvejen svært belastede søn. Helt umættelig er hun også, idet det sandelig ikke er nok med kyllingen. Der skal også kartoffelmos til!

Nu vil nogen måske anføre, at Bedstemor Ulv praktiserer en form for “omvendt psykologi”, idet hun rent faktisk tvinger sin søn til disse ugerninger for at lære ham, at forbrydelse IKKE betaler sig. Men det ændrer jo ikke på det faktum, at stakkels Bror Bjørn på samme dag aldeles uretfærdigt mister sin mælk, en kylling og en sæk kartofler. Ganske vist hævder Bedstemor Ulv overfor barnebarnet, at hun efterfølgende vil give Bjørn penge for kyllingen, men hvor vidt hun rent faktisk gør det, har vi ingen belæg for. Og Bror Bjørn selv har i gerningsøjeblikkene jo i hvert fald ingen grund til at antage, at han får nogen godtgørelse for tyverierne. I hvert fald ikke i økonomisk forstand, hvorfor han må nøjes med at tage sin godtgørelse i “fysiske naturalier”.

Først er der “afregning ved kasse 1” for mælken og kyllingen, siden for kartoflerne.

Hvilket i øvrigt resulterer i endnu en tilføjelse til tabslisten, idet Bjørns kølle ender med at knække.

Tilbage i 2003 blev denne beretning inddraget som et afsluttende punkt i dr.don.psyk. Petra Grozvits’ freudianske studier af Gårdmand Bjørns psykologi. Når Bjørn kan blive så rasende, at han ikke længere kan huske, hvem han er gal på eller hvorfor, så er det ifølge Akademiets chefpsykolog et uomgåeligt bevis for hans mentale problemer: »Gårdmand Bjørn er tydeligvis psykisk syg med et akut behov for psykiatrisk behandling.«

Det var dr. Grozvits’ vurdering, at Bjørns markante personlighedsskift hænger sammen med en brist i hans mentale sammensætning. Hvor Jeg’et hos normale individer er et bindeled imellem det driftsstyrede Id og det moralske Over-jeg, så ser det tilsyneladende anderledes ud hos Bjørn: »Selvom bjørnen tydeligvis har såvel drifter (Id’et) som moral (Over-jeg’et), er overbygningen (Jeg’et) om ikke ikke-eksisterende, så i hvert fald meget svag. Bjørnens opførsel vil derfor være usystematisk.«

Simpel freudiansk illustration af henholdsvis et normalt individs psyke til venstre og Gårdmand Bjørns tilsvarende til højre.

I stedet for Jeg’et synes de adfærdsstyrende faktorer hos Bjørn at være et mix af Lyster (f.eks. sult), Andre personer (Bror Ræv i negativ retning, Fru Bjørn og Lille Ulv i positiv retning) og Tilfældigheder.

Som bekendt har frk. Grozvits aldrig fået lejlighed til at præsentere sin freudianske tese direkte for bjørnologerne på et symposium, idet disse (altså symposierne) efter gammel tradition er lukket for kvindelig adgang. Dette har dog langt fra forhindret hendes studier og teser i at blive livligt diskuteret på symposierne og ikke mindst i disses pauser ude i baren. Selvom dr. Grozvits heller aldrig har ønsket at tilslutte sig en af de eksisterende bjørnologiske skoler, så må hendes idéer siges at ligge ganske tæt på real-skizofrenisternes.

Især fremhæver de glucose-narkomanide real-skizofrenister ducktor.psyk.’ens påpegning af (bl.a.) en sult-baseret adfærdsstyring hos Bjørn, som de da også mener viser sig med al ønskelig tydelighed i nærværende beretning, hvor Bjørns raserianfald kan føres direkte tilbage til Stygge Ulvs forudgående tyveri af Bjørns morgenmadsmælk. Lille Ulvs ord kan endda dårligt tolkes anderledes, end at også havregrynene er anskaffet til “hug-pris” - højst sandsynligt fra Hr. Bjørn.

Da Lille Ulv senere på formiddagen kan fortælle sin far, at Bror Bjørn nu “er på krigsstien”, så ved Stygge Ulv tydeligvis godt, at så er bjørnen ikke til at spøge med. Sulten har fremkaldt “den grumme Bror Bjørn”, hvorfor det er klogest at holde sig inden døre - og ikke tage imod besøg.

Af samme grund er ulven også godt klar over, at det på et sådant tidspunkt er mere end almindelig uklogt at forværre Bjørns mentale tilstand med yderligere indhug i hans fødevaredepoter, det være sig hønsehuset eller kartoffelmarken. Tydeligvis har Bedstemor Ulv ikke samme indsigt i den lokale psykologi.

I bjørnologernes pseudo-skizofrenistiske lejr synes man imidlertid at dele Bedstemor Ulvs afvisende holdning til al snak om Bjørn’ske humørsvingninger og diverse “futmælks-forklaringer”: »Bu-hu-huuh! Jeg kan ikke gøre for, at jeg er en afstumpet hooligan - jeg har ikke fået mine havregryn med mælk her til morgen!« lyder deres vrængende og ironiske svar til forgængernes fremlagte teser. Næ, sagen er såmænd bare, at Bjørn er og bliver en helt igennem usympatisk person, der af praktiske årsager forsøger at opretholde en præsentabel facade udadtil, men gang på gang falder igennem og viser sit sande, grimme ansigt - bl.a. som den vanvittige voldspsykopat, han ifølge pseudo-skizofrenisterne er: »Helt ærligt! Ulv har taget tre flasker mælk, og af den grund vil bjørnen hugge hovedet af ham!? Det er jo helt ude af proportioner!«

Senere jagter han Stygge Ulv gennem skoven og slår ham bevidstløs foran hans egen mor og lille søn - for blot ni sølle kartofler!? At nogen kan fatte sympati for og forsvare en sådan voldsperson går angiveligt langt over pseudo-skizofrenisternes forstand.

Ifølge tilhængerne af bjørnologiens dualistiske skole er der meget, der går over pseudo-skizofrenisternes forstand. Bl.a. har de endnu ikke fattet, at der er to bjørne! Men nu ligner de jo også hinanden. Bjørnene, altså. Faktisk er dualisterne ikke 100% sikre på, hvilken af de to bjørne, som vi her har med at gøre, men da de (altså dualisterne) må indrømme pseudo-skizofrenisterne, at Bjørns fremfærd virker en smule primitiv, ligesom forglemmelsen af årsagen til hans vrede ikke understøtter nogen voldsom intelligens, så mener de fleste, at der må være tale om den dumme Bror Bjørn. Som de påpeger, er der heller ingen kone eller børn at se ved Bjørns hjem. Dualisterne henleder endvidere opmærksomheden på den efter deres mening tydelige forskel på Familien Bjørns hjem afbildet i juni-beretningen (nedenfor til venstre) og den ensomt boende Bror Bjørns sølle hytte (nedenfor til højre).

»Kan nogen stadig være i tvivl om bjørnologiens dualisme?«, spørger dualisterne. At dømme efter de øvrige symposiedeltageres reaktion er der stadig nogle stykker, der kan...

Visse dualister påpeger endvidere den interessante tolkningsmulighed, at Bror Bjørns indledende vrede slet ikke - som tolket af Lille Ulv og bjørnologerne i almindelighed - behøver at være rettet imod Stygge Ulv. Som bekendt nævner Bror Bjørn ikke noget navn på årsagen til hans raseri, og det er derfor slet ikke udelukket, at det kan være broderen, som har gjort Bjørn gal i hovedet. Årsagen til et sådant eventuelt broderligt misforhold kan man kun gisne om, men det gør dualisterne også gerne. For eksempel foreslås det, at Bror Bjørns forhold til svigerinden aldrig har været det bedste, og nu efter familieforøgelsen har Fru Bjørn måske i endnu højere grad krævet af Gårdmand Bjørn, at hans uduelige, dumme og småkriminelle broder ikke længere skal nasse på dem. Dels behøver de selv alle de penge, som gården overhovedet kan kaste af sig, dels er en så-godt-som påskehare-morder ikke just den bedste rôle model eller legeonkel for de uskyldige små. Så da Lille Ulv møder Bror Bjørn, har sidstnævnte måske netop modtaget en ubehagelig besked fra broderen, eksempelvis om at hans lommepenge er blevet ophævet, eller også tror Bror Bjørn bare, at hans broder har indstillet den sædvanlige mælkelevering? Trods al sin hidsighed er Bror Bjørn dog bevidst om, at det ville være højst upassende at afsløre den slags interne familieskærmydsler overfor udenforstående, og da han har fået afløb for sine værste frustrationer, foregiver han på tilbagevejen overfor den undrende Lille Ulv, at han helt har glemt, hvem han var gal på - og hvorfor.

Symposiets talsmand for den fjerde og sidste af de bjørnologiske skoler, deroutisterne, indtog derpå hovedrystende talerstolen. Hvis ikke sagen var så alvorlig, mente han, var det mest nærliggende jo at slå op i et stort, rungende og hjerteligt grin over de forud fremsatte forsøg på at tolke juli-nummerets bjørnologiske beretning. Men der er desværre ikke noget at grine af.

For at sætte beretningen ind i sin rette kronologiske sammenhæng finder deroutisterne det passende kort at resumere årets begivenheder. Gårdmand Bjørns vinter blev tilbragt hængende i en brøndspand, mens Fru Bjørn i ensomhed fødte ham hans to første sønner. Da Bjørn endelig slap op af brønden, havde den nybagte families enlige ko taget så stor skade af vinterens vanrøgt (pga. Bjørns fravær), at den ikke længere kunne give mælk, og derfor måtte sælges til Stygge Ulv for en posefuld bønner, hvilket Bjørn dog fik trukket op til yderligere 50 kroner. I foråret havde familiens sult drevet den stakkels husfader til desperation, idet han forsøgte at fange påskeharen med det formål at æde den, hvilket bragte Bjørn i miskredit hos Skovens øvrige gårdejerstand - samt ikke mindst hos påskeharen. Og allerede i juni måned var forældreparret så udmattet ovenpå anstrengelserne afledt af den krævende familieforøgelse og de samtidige driftsøkonomiske problemer, at blot et par hønsefjer i luften foran køkkenvinduet narrer dem til at tro, at det er på tide at gå i vinterhi. Det er således en Gårdmand Bjørn, der både fysisk, mentalt og økonomisk er presset til det yderste, da Stygge Ulv midt på sommeren indleder et ny serie tyvetogter rettet imod Bjørnefamiliens husholdningsreserver.

Hvis man ser kritisk efter, er juli-beretningens krisetegn mangfoldige og alvorlige.

1. Familien Bjørn får leveret deres mælk i flasker udefra. Tabet af malkekoen er dermed fortsat ikke kompenseret for, hvilket er yderligere alvorligt, da der nu er to små sultne bjørnemaver at mætte. Hvilken ægtemand kan ikke med bæven og medlidenhed forestille sig det drama, der har udspillet sig den pågældende morgen hos Familien Bjørn, da det er gået op for fruen, at der nu også er lukket for mælken? Hvad er det for et sølle pjok og en elendig forsøger, hun har giftet sig med? Årsagen til konens og børnenes tilsyneladende mangel senere på dagen kan meget vel være, at hun i mellemtiden er rejst hjem til sine forældre med ungerne. Målet for Bjørns indledende vrede kan ifølge deroutisterne foruden Stygge Ulv også være alle Skovens andre potentielle mælketyve, såsom Bror Ræv og Bror Kanin, men det kan måske også bare gælde mælkemanden?

2. Som påpeget af dualisterne, har Familien Bjørn fået nyt hus siden juni-beretningen, og det er bestemt ikke et boligmæssigt skifte til det bedre. At der ikke kan være tale om en fastholden ved husbyttet med Familien Ulv fremgår af, at ulvene nu atter er tilbage i deres gode, gamle murstenshus, mens bjørnenes hjem i begge tilfælde er opført i træ. Men hvad er der så sket? Er den gamle slægtsgård, så hyggeligt beliggende nede i dalen ved det gamle egetræ, i mellemtiden blevet solgt på tvangsauktion? Eller har Stygge Ulv i raseri over det uplanlagte boligbytte brændt Bjørnegården ned for at få lidt hurtig varme? Hvad end årsagen er, må Bjørn nu tage til takke med et usselt, opstyltet skur på toppen af en nøgen, vindblæst bakke. Igen kan man kun gisne om, hvad Fru Bjørn har haft at sige til det…

3. Hvor er Bjørns berømte haglgevær henne? Stampet hos pantelåneren eller taget af kreditorerne? End ikke hans trofaste gamle knortekølle er længere, hvad den har været.

4. Endnu værre er det dog med Bjørns egen dagsform: ikke alene slipper Stygge Ulv afsted med at snuppe bjørnenes mælk, uden at Gårdmand Bjørn ser det, han lykkedes også med at hugge en kylling og adskillige kartofler fra Bjørn, selvom gårdmanden her tager ham på fersk gerning! Dét var simpelthen aldrig sket for en Bjørn i topform. Tænk på, hvad det må betyde af ubodelig skade for Bjørns maskuline selvværd. Alle i Skoven narrer ham og griner af ham, han kan ikke forsørge sin kone og sine nyfødte sønner, der (måske) er rejst hjem til svigerforældrene, han har mistet slægtsgården, og nu kan selv Ulven stjæle hans høns for næsen af ham, uden at han er i stand til at forhindre det!

Jamen, er der da noget at sige til, at Gårdmand Bjørn bli’r gal? At han føler behov for at tæske løs på jorden og gamle hule træstammer - eller frække ulve - for at komme af med sine ophobne frustrationer? Hvem af os her i salen ville ikke reagere præcis ligesom Bjørn, hvis vi kom ud for samme dramatiske deroute i vore liv? Hvad vi oplever her, er hverken en psykisk neurose, en afstumpet voldsmand eller en forhutlet lillebror, men en ganske almindelig bjørn, der bare har fået nok. “Et desperat råb om hjælp”, ville sociologerne i vor verden sikkert betegne det. Men i Skoven er der ikke tradition for hjælp eller medlidenhed. Her er det enhver bjørn for sig selv…

1. Bjørnologiske Symposium (1949)		2. Bjørnologiske Symposium (1950)

	Bjørnologisk Fakultets forside

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.