Hvilket dyr er Anders And?

I det seneste nummer af det normalt velan(d)skrevne tidsskrift DD(F)Rappet (dvs. nr. 10, p. 34) kan man angiveligt lancere intet mindre end en “zoologisk verdenssensation!” Og dette endda med udråbstegn efter, hvilket jo kun i yderligere grad understreger sagens hævdede betydning.

Manden bag opdagelsen er professor Mangaflip, der institutionsmæssigt alene skriver sig til “Århus’ opland”, og i øvrigt synes at have overladt kontakten til omverden til sin angiveligt trofaste assistent stud.and. W.H.O Elverkær, der altså dermed også lægger navn til bemeldte artikel.[1]

De herrer Mangaflip og Elverkær indleder præsentationen med en direkte henvendelse til den “donaldistiske åndselite”, med hvilken der jo dårligt kan menes andre end Sydnordisk Akademi for Donaldisme og den her til knyttede forskerstand. En sådan indledende henvendelse kan jo som udgangspunkt synes fornuftig nok for al akademisk-donaldistisk forskning,[2] men det viser sig hurtigt, at vore århusianske kollegaer ikke just er imponerede over den aktuelle Stand der Forschung[3]: »Nogle gange får man indtrykket af, at det meste af den såkaldte donaldistiske åndselite har begravet sig selv i perifere historiske spørgsmål - så som hvem der bollede Bedstemor And i 1916, eller hvilke naturfolk Joakim Von And udbyttede i mellemkrigsårene.«[4] Nu kan man jo diskutere, om de fremhævede emner med rette kan betegnes som “perifere”, men formuleringen skal nok først og fremmest tilskrives en generel tendens i faget til at regne alle andre forskningsområder end ens eget for perifere. Den efterfølgende svada i artiklen synes da også netop at lægge op til en sådan brug med henblik på at fremhæve det århusianske forskerteams eget arbejde: »Derfor kan det vel ikke overraske, at sande fremskridt i det donaldistiske verdensbillede efterhånden foretages uden for det andefikserede miljø.«[5]

I stedet for her at indlade mig på en formålsløs disput om, præcis HVOR de store forskningsfremskridt i akademisk donaldisme så åbenbart har foregået på vore breddegrader gennem de senere år, så vil jeg henlede fokus på sætningens måske mest interessante ordvalg: “..uden for det andefikserede miljø”. Sandt er det jo unægteligt, at den donaldistiske forskning er meget orienteret på netop Ænderne, hvorimod eksempelvis fagets musologiske gren fortsat levner meget plads for fremtiden.[6] Er det således en velkommen ikke-andelogisk drejning, som professor Mangaflip & Co. kan tilbyde os? Ikke just, eftersom deres undersøgelse explicit handler om »..Anders Ands (og dermed det meste af andefamiliens) rødder.« Men hvori består da bruddet med “det andefikserede miljø”?

Det gør det såmænd med den vitterligt verdenssensationelle påstand, at Anders And ikke er en and! Han er en skalleslager! En toppet en af slagsen, endda. Mange ukvemsord og øgenavne er gennem tiden blevet slynget imod Hr. And, men “toppet skallesluger” er nu da vist alligevel en nyhed.[7] Og hvordan er professor Mangaflip så nået frem til denne opsigtsvækkende opdagelse? Det er vist bedst at lade professoren - eller rettere hans assistent - selv svare derpå: »Det er såmænd ganske enkelt. Anders har tænder, og den eneste andefugl med tænder er en toppet skallesluger (Mergus serrator). Summa summarum: Anders And og en pæn sjat af Co. er toppede skalleslugere.« Tolkningen kan århusianerne yderligere understøtte med det faktum, at skalleslugere har benene placeret længere tilbage på kroppen end ænder, hvilket giver bedre dykkeevner og et kraftigt afsæt.

»Lyder dette ikke velbekendt?«, spørges retorisk som afslutning på artiklen. Jo, kunne man fristes til at svare, det lyder som noget vrøvl professor Dam kunne have fundet på, men da han aldrig ville betegne spørgsmålet om Bedstemor Ands sexuelle relationer i 1916 som forskningsmæssigt “perifert”, så er der ingen grund til at mistænke Dam for her at have an(d)taget et nyt professorisk dæknavn. Nej, afhandlingen må alene tilskrives professor Mangaflip - og til dels assistent Elverkær.

Rektor har gennem det seneste år med jævne mellemrum stukket til mig angående afviklingen af den for længe siden proklamerede tredje kursusgang i faget ‘Anatid fysiologi’, en kursusgang, der netop har titlen “Ænder med tænder”. Jeg må nu erkende, at rektor - som altid - har haft ret i at skynde på mig desangående, eftersom en opdateret og seriøs gennemgang af forskningssituationen på dette væsentlige område til det sydnordiske publikum jo tydeligvis er kraftigt påkrævet. Uden her og nu at gå yderligere ind i de yderst komplicerede anatid-dentale forhold i Andeby, så lad mig nøjes med at konstatere, at professor Mangaflip har ret så langt, som at Ænderne i Andeby har tænder. Og at dette er meget usædvanligt blandt ænder her i vor verden. Resten af hans komparative analyse er imidlertid - som allerede anført - noget vrøvl.

Professorens påstand om, at Jordens skalleslugere, med eller uden top, har tænder, er således en bevidst forvridning af fakta. Skalleslugere har således ikke tænder, men derimod en takket næbkant, der gør dem i stand til at holde fast på de skaller, som de fanger og efterfølgende sluger. En takket næbkant er, som den gode professor utvivlsomt udmærket ved, IKKE det samme som tænder. Og de tænder, som Hr. And og alle andre Ænder i Andeby ind imellem kan vise, når de ellers er i humør til det, kan ikke med selv den bedste vilje betegnes som takkede næbkanter. Der er tydeligvis tale om egentlige tænder. Som de så på sælsom vis er i stand til at skjule ved andre lejligheder, men det er en anden historie.

Til venstre: Hr. And viser tænder ved nyheden om, at nogen har beskyldt ham for at være en toppet skallesluger. Til højre: Hr. And er faldet til ro igen og tager det hele fra den muntre side - med åbent næb uden tænder (og uden takkede næbkanter).

Lad mig derpå vende mig imod professor Mangaflips andet hævdede støttepunkt for sin skallesluger-tese, nemlig Ændernes anatomiske benplacering: skalleslugerens ben sidder langt tilbage på kroppen, det samme gør benene på Anders And, ergo er Anders And en skallesluger! I så fald, professor Mangaflip, er vi temmelig mange skalleslugere. En agterlig placering af bentøjet er således ikke blot praktisk i forbindelse med dykning i vand efter skaller, men også i forbindelse med oprejst gang på landjorden. Derfor har evolutionen maget det således, at menneskenes ben stikker ud af torsoen, hvor de gør, og ikke eksempelvis ud af maven omkring navlen. Denne umiddelbare lighed med skalleslugerens anatomi gør imidlertid mennesker ligeså lidt som Ænder til skalleslugere. Der er tale om fænomenet ‘konvergent evolution’, altså at to forskellige evolutionære udviklinger i to forskellige miljøer kan føre frem til omtrent identiske resultater.

Som mine århusianske kollegaer måske har bemærket, så vil langt de fleste statistiske undersøgelser af andebyske Ænders dagligdag vise, at Ænderne bruger betydelig mere tid på oprejst gang på landjorden end på dykning i vand efter skaller. Da dette også gælder for slægtens ældre generationer, er der grund til at tro, at denne adfærd ikke er helt nylig opstået og dermed kan have resulteret i en evolutionær tilpasning af den anatide fysik. En mulig undtagelse haves i Joakim von And, der som bekendt foretager daglige dykninger i sine penge, i hvilken forbindelse benstillingen akkurat som hos skalleslugeren kommer til sin fulde ret. Den her foreslåede evolutionære ændring af Ændernes benplacering i forbindelse med omstilling til gang på landjorden kan muligvis være medvirkende til den konstaterede, vandafledte effekt i samme anatomiske region, der er blevet påvist af Olaf Oldigs, således at hanandens underkrop ved tilbagevenden til fortidens miljø, vandet, kompenserer for den ændrede benplacering gennem en form for fysiologisk balanceudligning?

Hvis professor Mangaflips tese skal holde vand, skal han vist endvidere ud i nogle forklaringer, der involverer en slags ‘diskonvergent evolution’, idet “skalleslugerne i Familien And” på nogle afgørende punkter har udviklet sig noget anderledes end deres jordiske artsfæller. Dette gælder eksempelvis det spidse røde næb, hvor “skalleslugerne” i Andeby som bekendt har det for ænder velkendte brede, orangegule næb. Endelig kan jeg ikke undlade at undre mig over, at professoren helt synes at ignorere Familien Ands mangel på det mest karakteristiske kendetegn overhovedet ved den toppede skallesluger: toppen!

Hvor finder man den største artsmæssige lighed mellem Stella anatiums hvidænder og potentielle jordiske ækvivalenter: hos fuglen til venstre eller hos fuglen til højre? Professor Mangaflip mener at finde indlysende ligheder mellem Anders And og fuglen til ... højre!

Under løfte om total anonymitet lykkedes det mig at overtale Akademiets hustegner til at konstruere et fantombillede af Hr. And udstyret med nævnte skabnings (altså skalleslugerens) karakteristiske hovedtræk, for at vise, hvordan han (altså Hr. And) ville se ud som toppet skallesluger.

Hr. And udsat for grov billedmanipulation (niveau 1), hvor der på grafometeret er blevet skruet ned på andefaktoren til fordel for øgede værdier på parameteren ‘toppet skallesluger’. Ville De turde kaste brød ud i parksøen til denne svømmefugl?(Det skal understreges, at ingen virkelige Ænder tog skade under forsøget, der foregik under yderst videnskabelige og veterinært forsvarlige former.)

Bedre bliver det bestemt ikke, hvis vi tilfører den toppede skalleslugerhans typisk fjer-, næb- og øjenfarve.

Hr. And udsat for grov billedmanipulation (niveau 2), hvor nu også chromografen er blevet indstillet på ‘toppet skallesluger’. Man får nærmest mindelser om en anatid udgave af Jokeren med morgenhår og ditto -øjne efter en hård nat i byen.[8]

Forsøget synes kun i yderligere grad at usandsynliggøre, at Anders And skulle være en toppet skallesluger. Heldigvis! Som det fremgår, er resultatet ikke just kønt - snarere decideret uhyggeligt.

Professor Mangaflip og assistent Elverkær lover i deres artikel venligst at stille 3-400 siders behørig dokumentation for deres forskningsresultater til rådighed for eventuelle tvivlere. Jeg vil gerne straks skrive mig på ventelisten til denne for mig at se ganske tiltrængte, uddybende underbygning af den toppede skallesluger-tese i håbet om her at finde nogle mere overbevisende argumenter end hvad der hidtil er blevet præsenteret fra de herrers side.

Indtil da må jeg, som repræsentant for den “andefikserde, donaldistiske åndselite”, med udgangspunkt i det faktiske kildemateriale, den eksisterende forskning og god videnskabelig metode konkludere, at den proklamerede århusianske verdenssensationen ved nærmere eftersyn viser sig at være ... en and!

[1] Et velkendt kneb i branchen, hvormed man kan lade assistenten tage skraldet for indledende fodfejl, som så kan rettes inden chefen selv lancerer den færdige teori i eget navn.

[3] Tonen i den slet skjulte henvendelse indikerer muligvis en vis bitterhed over, at professor Mangaflip og assistenten ikke har stået på de senere års gæstelister til Akademiets kombinerede julefrokoster/forskerseminarer. Det bør anføres, at denne type kommentarer ikke gavner chancen for at ændre på dette i den nærmeste fremtid.

[4] SAD undskylder den noget vulgære sprogbrug, der er en af årsagerne til professorens manglende invitation til førnævnte julefrokoster/forskningsseminarer.

[6] Til gengæld kan Akademiet som bekendt prale af, at have et helt fakultet helliget bjørnologien.

[8] For eventuelle yngre læsere skal det understreges, at der her tænkes på Jokeren fra Gotham City, ikke hans senere navnebroder fra Christianshavn, hvis morgenudseende forfatteren end ikke vil vove at forestille sig.

	Afdelingen for Andelogi

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.