Når dragen bare vil ha' blomkål

Donaldismens verden (Stella anatium) er på mange måder langt rigere end vor verden (Terra homines). Dette faktum, der er blevet belagt talrige gange i den akademiske donaldisme, gælder blandt så meget andet også udi zoologien. Mens vi i vor verden synes at have travlt med at udrydde alle andre dyrearter, så vi kan få kloden for os selv, kan vi gennem de donaldistiske kildeskrifter stifte bekendtskab med en biologisk diversitet af overvældende mangfoldighed.

En dyregruppe indenfor den donaldistiske zoologi, der med jævne mellemrum i særlig grad har påkaldt sig forskernes opmærksomhed, er Stella anatiums tilsyneladende slet ikke så få drager og søslanger. Nu er jeg jo godt bekendt med, at adskillige overleveringer gennem tiden har hævdet også at kunne berette om drager og søslanger i menneskenes verden, men hvor det altid har knebet mistænkeligt med at fremskaffe troværdige billedbelæg herfor hos menneskene, så er eksistensen af såvel drager som søslanger sikkert billedbelagt i Stella anatium. Faktisk er det ikke utænkeligt andet end at fortællinger om tilsvarende møder med de store grønne dyr her på Jorden er apokryfe anekdoter inspireret af anderledes sandfærdige beretninger fra donaldismen.

Til trods for det reelt meget begrænsede kendskab til eventuelle jordiske søslangers levevis, så synes det alligevel muligt for donaldismens søslanger at fremvise flere karaktertræk, der har overrasket forskerne. Bedst kendt er vel det forhold, at i hvert fald én variant inden for arten udviser en overvældende glæde ved hornmusik, nemlig den såkaldte musikalske søslange (serpens maritima boogiewoogie).

Men muligvis har Stella anatiums søslanger også andre overraskelser at byde på. Tilbage i januar 1985 præsenterede det anerkendte tyske donaldisttidsskrift Der Hamburger Donaldist en videnskabelig afhandling af forskeren Bär Buddy Bimstein Beykirch, hvori han redegjorde for “Neue Erkentnisse über die von Donald Duck beschworene Seeschlange”. Af hans her fremsatte påstande skal i denne sammenhæng kun fremdrages én, der så til gengæld også er nok så opsigtsvækkende: donaldismens søslanger er vegetarer!

Umiddelbart kan Herr Beykirchs argumentation for denne interessante erkendelse synes en smule tyndbenet: »Wir wissen, das diese Seeschlange Vegetarier ist, denn sonst hätte sie Donald gefressen.« Dette gælder såvel den store musikalske søslange, som Anders møder i 1951 (OS 318), som dens mindre slægtning, hvis eksistens blev duckumenteret af Branca i 1984 (AA 20-21/1984). Faktisk er påstanden betydelig bedre belagt i det andet tilfælde, idet den unge søslange beviseligt nærer en særlig forkærlighed for kål, hvilket i den danske oversættelse ligefrem har indbragt den navnet “kålosaurus”. Den udseendemæssige lighed imellem de to søslanger er slående, hvilket fik Herr Beykirch til at formode, at den lille må være førstnævnte søslanges unge. Et nært artsmæssigt slægtskab må i hvert fald indrømmes stor sandsynlighed, og dermed er en tilsvarende smag for kål vel heller helt at udelukke hos den store søslange.

Den vegetaristiske tese var imidlertid ikke fuldkommen ny indenfor donaldistisk drage- og søslangeforskning (blandt fagfolk betegnet phantasmalogi). I 1979 kunne den tyske donaldistzoolog Christian Baron i samme tidsskrift opstille en phantasmalogisk klassifikationsmodel med adskillige forskellige undergrupper og varianter af drager og søslanger i Stella anatium (“Der grüne Bewegung - Gefahr für den Donaldismus?”). Faktisk var det Herr Baron, der først indførte underartsnavnet serpens maritima boogiewoogie, og af andre bizarre underarter kunne zoologen bl.a. præsentere den ildløse drage (draco nosmoking) og den i donaldismen forbavsende udbredte dracola falsa uel homo in customae (“falsk drage eller mand i udklædning”).

Særlig interessant i denne sammenhæng er dog Barons artsvariant nr. 4: ‘brun hø-spisende drage’ (draco vegetarius quakiae), som Jack Bradbury duckumenterede eksistensen af i 1961 (OS 1182), og som danske donaldister kunne opleve ved selvsyn følgende forår (AA 12/1962).

Akademiets arkiver er desværre ikke i besiddelse af nogen af bemeldte kildeskrifter (OS 1182 og AA 12/1962). Forfatteren vil derfor være yderst taknemmelig, hvis en eventuel læser med bedre kildeadgang vil maile en indskanning af en brun hø-spisende drage til Akademiet (sydnordisk@yahoo.com).

Men kan den vegetaristiske adfærd hos en enkelt drageart og en ung søslange genfindes hos alle donaldismens søslanger? Forskningen lod sig ikke umiddelbart overbevise. Selvom Herr B.B.B. Beykirchs phantasmalogiske vegetartese fik fortjent opmærksomhed i såvel sam- som eftertiden, så var man ikke sen til at påpege tesens usikre grundlag. Faktisk var det sidste punktum dårligt sat i præsentationen, førend den første kritik fulgte i samme tidsskrift, sågar på samme side, hvor Stefan Merkle fremførte, hvad mange forskere utvivlsomt tænkte: »Wissen wir das wirklich?« Når den store søslange ikke æder Anders, synes det ifølge Herr Merkle snarere at hænge sammen med, at den finder fornøjelse ved hans finurlige fløjtespil end fordi fjerkræ ikke står på dens spisekort. At det store dyr faktisk er en kødspiser sandsynliggøres ikke mindst, da Anders for tredje gang søger at undslippe dens greb, hvorfor søslangen hapser ud efter anden, men i stedet sluger tønden med peber. Stefan Merkle mente imidlertid ikke, at vegetartesen dermed var afvist ligeså lidt som den var bevist: »..dazu verfügen wir noch über zu wenig Material.« Eller som en ung nutidig donaldiststuderende her på Akademiet plejer at udtrykke det: »Vi må have flere kvantitative data.« »Wer sich weiter mit dem Phänomen der Seeschlangen im Entenhausener Kosmos befaßt, sollte Beykirchs Ergebnisse nicht unhinterfragt benutzen«, lød det afsluttende, diplomatiske råd fra hans første kritiker.

Eftertidens kollegaer udi donaldistisk zoologi har været knap så diplomatiske. Den næste større præsentation af donaldistiske søslangestudier kom i forbindelse med mammutværket “Barks’ Thierleben - Biodiversität in Entenhausen” (et absolut must i enhver akademisk donaldists håndbogsbibliotek) fra 2001, hvor d’herrer Martin, Martin, Jacobsen & Harms på forbilledlig vis forelagde den aktuelle Stand der Forschung på alle barksismens forunderlige, zoologiske skabninger. I afsnittet om søslanger (pp. 35-37) refereres der naturligvis også til Herr Beykirchs vegetaristiske tese: »Über die Lebensweise der großen Seeschlange ist so gut wie nichts bekannt. Die Vermutung, sie könnte ein Vegetarier sein (Beykirch 1985), ist aber schon in Anbetracht ihrer bloßen Körpergröße mehr als unwahrscheinlich.« Umiddelbart må det af Martin & al. fremførte argument imod Beykirchs vegetartese, at søslangens blotte kropsstørrelse skulle tale derimod, undre, idet nogle af de største dyr her på Jorden - såvel nulevende som uddøde - alle har været plante- og planktonædere. Større rimelighed synes der at være i de barksistiske zoologers supplerende modargument: »Im Übrigen wäre sie dann die einzige vegetarische Schlange überhaupt.«

Stort bedre har behandlingen af Herr Beykirchs tese ikke været her på SAD’s Afdelingen for Donaldistisk Zoologi, hvor vi for et par år tilbage tillod os flere muntre bemærkninger på tesens vegne, idet det bl.a. anførtes, at vegetartesen havde stået sig betydeligt stærkere ved at fremføre søslangernes altid grønne farve som sit bærende argument. I mellemtiden er vi imidlertid blevet knapt så kry. I 2004 kunne Akademiets egen professor J.G.G. Jakobsen således påvise, at Stella anatiums landlevende slangers kostvaner afviger markant fra det på Jorden kendte, idet de især synes at nære stor forkærlighed for kødløse retter såsom havregrød, lagkage og dåsebønner!

Nok engang blev det altså fastslået, at vi skal vare os for ukritiske projektioner af jordiske forhold til Stella anatium. Hvilket jo i endnu højere grad må gælde, når vi rent faktisk intet kender til de eventuelle jordiske søslangers smag.

Men hvad kan vi da ud fra nøgterne og objektive studier udlede af det foreliggende donaldistiske kildemateriale pro et contra Beykirchs phantasmalogiske vegetartese? Herr Beykirchs argumenter er allerede fremført ovenfor, hvor den unge, kålspisende søslange duckumenteret af Branca fremstår som det hidtil bedste belæg pro. Noget mere problematisk er hans argument om, at søslangen ikke æder Anders And. For rent faktisk HAR Hr. And ved flere lejligheder prøvet at blive spist af en søslange...

...men her har der hver gang enten været tale om falske søslanger (serpens maritima falsa uel homo in customae) eller også er Anders selv ved egen vilje svømmet lige ind i dyrets gab, uden at man derfor egentlig kan sige, at søslangen har taget initiativ til andespisningen.

Jeg vil således mene, at det pågældende af Beykirch fremlagte argument fortsat hverken kan be- eller afkræftes af kilderne. Et af de meget sjældne barksistiske belæg for søslangers madsmag gælder ferskvandsvarianten af arten i den skotske sø Loch Less, hvor slangen indiskutabelt udviser en positiv reaktion ved udsigten til en portion haggis.

Udover at dette må undre de fleste, der har været udsat for denne skotske nationalret, så afklarer det desværre ikke vort aktuelt stillede spørgsmål på afgørende vis. Haggis er som bekendt i overvejende grad en kødret - eller i hvert fald en ret bestående af flere animalske, kødlignende produkter - hvilket jo kunne tages til indtægt for en endelig nedskydning af vegetartesen. Men rent faktisk ser vi ikke søslangens reaktion efter at have SMAGT indholdet af den nedkastede madpakke, og den forventningsfulde adfærd (ledsaget af den eftertragtede gastronomiske dom: »Nam!«) kan meget vel alene skyldes pakkens markante lugt, der for haggis’ vedkommende ikke er afgørende ulig duften af lettere fordærvet kål. Vor skotske søslange kan altså stå overfor en kedelig, kulinarisk overraskelse.

For god ordens skyld kan det oplyses, at heller ikke Hr. Ands sensationelle nærbilleder fra det indre af søslangen desværre bringer yderligere lys over sagen, idet dyret ikke synes at have indtaget føde forud for optagelserne.

Denne noget fastlåste situation indenfor donaldistisk-phantasmalogisk forskning skulle imidlertid opleve et uventet og dramatisk gennembrud i 2006. Et gennembrud, der i bogstavelig forstand kom helt ud af det blå. På en ellers fredelig og solbeskinnet dag åbner himmelen sig pludselig over Andeby Park i form af en dimensional port til et andet univers, og ud af dette kommer farende tre frygtindgydende drageriddere - ridende på absolut ikke mindre frygtindgydende drager.

Et sådant uanmeldt besøg fra en anden dimension ville vel nok være kommet bag på de fleste af os, og dette gælder også Familien And, der efter en kort forgæves kamp må se sig over(m)andet, hvorpå de føres ind i det fremmede univers som drageriddernes fanger. En skæbne, man måske nok kan betegne som beklagelig for ænderne selv, men for donaldister i almindelighed og for donaldistiske phantasmaloger i særdeleshed var tilfangetagelsen utrolig heldig, idet den gjorde reporterparret Erickson og Cavazzano i stand til at levere os en aldeles enestående duckumentation i form af beretningen “Dragonlords” (HOF 10), som der i det efterfølgende skal bringes opsigtsvækkende billedbelæg fra.

Særlig interessant er det i dette tilfælde at følge Rip, Rap og Rup, idet de tre ællinger indsættes af morkerne (hvilket er drageriddernes etnologiske betegnelse) som slaver i de kongelige dragestalde, hvor de bl.a. står for fodringen af de altid glubende sultne ridedyr. Og hvad fodrer man så disse skrækindjagende, ildspruttende væsner med? Råt, blodigt kød tilsat rigelige mængder pebersovs og karry? Næ, de skal såmænd have blomkål og gulerødder!

De lange spidse hugtænder i dragens gab synes således alene at tjene til at gøre dyret i stand til at gribe og knase grøntsager af en relativ fast og sprød masse, hvilket sker under højlydt og tilsyneladende velbehagelig smasken. Faktisk er der noget, der tyder på, at det er de stærkt C-vitaminholdige gulerødder, der giver dragerne de voldsomme opstød, der gør dem i stand til at spy ild. Nu kunne man måske få den tanke, at denne forbavsende vegetarisme kun er et fænomen, der er kunstigt fremavlet blandt drager i fangenskab, men beretningen viser tydeligt, at samme præference for frugt og grønt også gælder upåvirkede drageunger født (eller udklækket?) i naturen.

Faktisk er alene den liflige duft af velmodent blomkål ligefrem i stand til at bringe syge og afsvækkede drager på vingerne igen.

Mmmm, kål! De sensationelle opdagelser duckumenteret af Erickson & Cavazzano synes således ikke at efterlade nogen rimelig tvivl om, at dragerne i morkernes verden ER vegetarer. Og vist er drager ikke søslanger, og vist er de drageridende morkers univers ikke Stella anatium, MEN sammenholdt med de forudgående belæg fra ændernes hjemlige verden, må vi vel efterhånden medgive Herr B.B.B. Beykirch, at der faktisk er mere der taler FOR end imod hans phantasmalogisk-vegetaristiske tese. Lad dette være en lærestreg til os alle om, at man skal være varsom med at lade hånt om nok så gale donaldistiske teorier - akkurat som man muligvis ikke skal skue donaldismens drager og søslanger på tænderne.

Meeeen...helt overbevist er undertegnede nu stadig ikke om de store reptilers vegetabilske tendenser, og mon ikke Stella anatiums søslanger fortsat gemmer på adskillige overraskende hemmeligheder for fremtidens donaldistiske zoologer at udforske. Hvis de da tør...

Abstract:

When the dragon has a sweet tooth for cauliflower

Both the ethnological and the zoological diversity in the World of Ducks (Stella anatium) are astonishing. While Humans of our world seem to be busy exterminating all other species, the duckumentations from Stella anatium repeatedly reveals new fascinating living beings, and - furthermore - often show that otherwise well-known species from our world behave surprisingly different in the Duck World. The most obvious example of this of course being the Ducks themselves. While it is still quite disputed, whether the Ducks should at all be considered animals, the present study focuses on a topic of more purely zoological character.

The existence of dragons and sea serpents have been claimed on several occasions throughout time in our world, but truth is that we still to a suspiciously degree lack any sort of certain proof of them. Quite differently in Stella anatium, where both dragons and sea serpents have been duckumented by numerous indisputable pictorial proofs. Based on this, Donaldist scholars have for several decades engaged themselves in the academic field of phantasmalogy: the scientific study of dragons and sea serpents in Stella anatium.

One of the more surprising findings of the phantasmalogists has been the question of the big reptiles’ diet. Already Christian Baron (1979) proved the existence of a hay-eating dragon (draco vegetarius quakiae), and a few years later, Bär Buddy Bimstein Beykirch (1985) presented the sensational thesis that all Donaldist sea serpents are vegetarians! His claim was based on the observations that in spite of several close encounters with sea serpents, Donald Duck has never actually been eaten by one (at least not by any real sea serpent), and in a story by Branca from 1984, we meet a young sea serpent with an explicit taste for cabbage! Furthermore, this young sea serpent looks so similar to the big musical sea serpent duckumented by Barks in 1951 that a case of identical species is most likely. Whether this also means an identical set of dietary preferences is, of course, a different question.

Mr Beykirch’s phantasmalogical-vegetarian thesis has been met with some scepticism among his Donaldist-zoological colleagues - just like almost all Donaldist theses usually are. In the neo-classical masterpiece of Donaldist zoology “Barks’ Thierleben - Biodiversität in Entenhausen” (“Animal Life of Barks - Biodiversity in Duckburg”) by Martin, Martin, Jacobsen & Harms (2001), the whole idea of vegetable-eating sea serpents was regarded as rather questionable, not least because this would then be the only known example of vegetarian snakes. At the opening of the Department of Donaldist Zoology here at the Academy in 2003, we ourselves did not restrain from stating that a stronger argument for the Beykirch thesis would have been the simple fact that all Donaldist sea serpents are green!

Soon, however, we became less cocky, as our own Professor Jakobsen discovered several proofs that Donaldist snakes in fact ARE eating anything but meat: especially oatmeal porridge, creamy cakes, and baked beans are apparently popular snacks for snakes in Stella anatium. So, why not also the sea serpents?

In 2006, a sudden and unexpected break-through took place in Donaldist-phantasmalogical studies. Three dragon-riding Morks fly through a dimensional hole over Duckburg Park, and with them back into the Mork World, they bring five well-known members of the Duck Family as their prisoners. Not very fortunate for the Ducks, of course, but for phantasmalogists it was no less than a stroke of divine luck, as Donaldist reporters Erickson and Cavazzano were able to duckument the whole thing in the book “Dragonlords”. For the phantasmalogists it is especially interesting to follow Huey, Dewey and Louie, who become slaves in the royal dragon stables, where one of the most prominent tasks is to feed the big, winged reptiles. Not with raw meat spiced up with pepper and curry, as you might expect, but with...vegetables! Especially cauliflower and carrots are digested by the huge, sharp-thanged creatures under content and loud champing. The mere, delightful smell of cauliflower can bring an otherwise sick dragon to its wings, and the observations even indicate that it is perhaps the carrots, which arouse the dragon’s flammable burping. Certainly, the duckumentation by Erickson and Cavazzano leaves no doubt that these dragons do like their vegetables, and apparently, they are 100% vegetarians.

Admittedly, dragons are not sea serpents, and the Mork World is not Stella anatium, BUT combined with all the above-mentioned phantasmalogical observations from the Duck World, I think we do now have to admit that significantly more speaks in favour pro the vegetarian thesis of Mr B.B.B Beykirch than contra it. Let that be a lesson to us all: never to flout at even the most ludicrous Donaldist theses; and that you can swim freely and without fear among Donaldist sea serpents. Unless, of course, you have cauliflower ears...

Baron, C. (1979): “Die grüne Bewegung - Gefahr für den Donaldismus?”, i ‘Der Hamburger Donaldist’ nr. 16, p. 13.

Beykirch, B.B.B. (1985): “Neue Erkentnisse über die von Donald Duck beschworene Seeschlange”, i ‘Der Hamburger Donaldist’ nr. 49, pp. 32-33.

Merkle, S. (1985): Replik til “Neue Erkentnisse über die von Donald Duck beschworene Seeschlange”, i ‘Der Hamburger Donaldist’ nr. 49, p. 33.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.

	Afdelingen for Donaldistisk Zoologi

	Retur til Akademiets forside