Shakespeare havde ret...

Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Fysik & Geografi

Havde Fødevaredirektoratet dog bare holdt sig informeret via de donaldistiske medier (U$ 62) tilbage i 1966, da kunne senere tiders trængsler med salmonella og mange andre tilsvarende uhumskheder i danske madvarer afledt af en tvivlsom hygiejnestandard måske være undgået!

En smule større ære har det donaldistiske Danmark af den ældste barksistiske omtale fra 1946 (WDC 70), hvor den angiveligt hertillands fremavlede Dansk Doppelmoppel nævnes blandt verdens førende hunderacer. Som så ofte før må vi dog konstatere, at det er svært for danskere at nå helt til tops på podiet i international sammenhæng, idet den berømte hund sine øvrige fortræffeligheder til trods af Hr. And gives den unægteligt temmeligt negative karakteristik: »For dum!« Måske er dette årsagen til, at man i den danske udgivelse af beretningen (AA 9/1976) har valgt den noget suspekte løsning, at fejloversætte hunderacens navn til “tox ferrier”. Også amerikanerne har været mere skånsomt indstillede overfor deres i nutiden så nære, nordeuropæiske allierede, idet hunden her kaldes en “boxhead bleagle”. Dommen er derimod uændret usentimental: »..too dumb!«

Men »Hør, hov! Stop nu,« vil flere læsere sikkert indskyde her. Hvis den famøse køter hverken hedder Dansk Doppelmoppel på dansk eller amerikansk, hvordan kan den gamle rektor da hævde, at dette skulle være dens rette racebenævnelse? Ja, dét kan han jo strengt taget heller ikke, idet der er tale om et af donaldismens mange eksempler på sprogforbistring. Racenavnet Dansk Doppelmoppel kendes nemlig så vidt vides kun fra dr. Erika Fuchs’ tyske oversættelse bragt i TGDD 104, her rettelig i formen dänischen Doppelmoppel (men stadig er den ifølge Herr Duck »..zu dumm!«).

Dette sprogforhold er faktisk et tilbagevendende såvel som interessant fænomen omkring donaldistiske omtaler af Danmark: En påfaldende stor andel af dem kendes nemlig kun fra tysk donaldisme! Jeg skal ikke på nuværende tidspunkt kunne fremsætte en fornuftig forklaring herpå, men blot benytte anledningen til at advare imod den traditionelle, men af den grund bestemt ikke mindre kedelige tendens blandt danske donaldister til udelukkende at relatere sig til indenlandske eller amerikanske kildeudgivelser. Ikke mindst kan megen vigtig viden hentes fra vore norske og tyske broderlande, hvor studiet af samme kilder jo dertil er nået så meget længere.

Hr. Hartmut Hänsels andet barksistiske belæg stammer oprindeligt fra 1952 (WDC 139), hvor Barks kunne duckumentere en umiddelbart mere positivt ladet omtale af Danmark, idet hovedstaden København da var målby for en af tidens mest prestigiøse brevduekapflyvninger Zürich-København. Afstanden i sig selv (godt 1.000 km i Terra homines-udgaven) retfærdiggør løbets berømmelse, omend man kan forestille sig, at dyreværnsforeninger siden har fået kapflyvingen indstillet. Akademiet er desværre ikke i besiddelse af det tyske kildebelæg for denne store sportsbegivenhed, og i den amerikanske udgave flyver duerne den for os mere uinteressante strækning fra Glendale til Burbank.

I 1960’erne synes Danmark dog bedst kendt i Andeby for sine landbrugsprodukter. Udover den tvivlsomme osteproduktion nød danske æg - efter alt at dømme hønseæg - i dette årti en vis berømmelse blandt store dele af Andebys befolkning (U$ 58).

Hvor vidt kendskabet udelukkende skal tolkes positivt er måske nok usikkert, men man må under alle omstændigheder imponeres over, at Andebys forbrugere selv med lukkede øjne er i stand til at genkende danske æg, når sådanne kastes ned over dem fra himlen. Under alle omstændigheder har de danske udgivere tilsyneladende ikke følt sig sikre på, at landets magtfulde landbrugsorganisationer ville være glade for budskabet “Du ved altid, når det er et dansk æg, du får i nakken!”, hvorfor man her nok engang har valgt at af-nationalisere Andebyborgernes reaktion. Som påpeget af den tyske forsker Hartmut Hänsel understreger denne beretning i øvrigt, at vi stadig har meget at lære om de i Andeby anvendte marketingstrategier.

Om vi udvider spektret fra barksismen til hele den pluralistiske donaldisme, er det påfaldende få ekstra omtaler af Danmark, der lader sig registrere. Uanset sproget. Ét belæg træder dog markant frem blandt de øvrige, idet der her ikke blot er tale om en mere eller mindre sikker omtale af vort land, men ligefrem om direkte billeder fra donaldismens Danmark. I 2004 (JB 287) kunne reporterparret Lars Jensen og Flemming Andersen således bringe en opsigtsvækkende duckumentar i deres dækning af den hemmelige donaldistiske sikkerhedstjeneste TOT (Tæmning af Overnaturlige Trusler), hvori agenterne And og Vims sendes på mission til...Danmark!!!

Duckumentaren fastslår for det første, at Andeby ikke ligger i Danmark, men at man kan flyve dertil fra Andeby (dog muligvis via en eller flere mellemlanding(er)). Det viser sig endvidere ved nærmere eftersyn, at missionen koncentrerer sig til byen København, hvis tilknyttede lufthavn hedder Kastrup. Allerede her vil garvede kendere af dansk lufthavnstopografi bemærke en betydelig lighed imellem Stella anatiums og Terra homines’ versioner af Danmark.

I København går missionen videre til Peblingesøen, der som bekendt ligeledes er et velkendt vandområde i den indre del af menneskenes København.

Vi lærer endvidere om eksistensen af et Christiansborg Slot, hvortil der hører stalde med hvide hingste - og kortbenede, men langstøvlede staldknægte.

Faktisk stopfodres vi i beretningen med lokalgeografiske oplysninger om Stella anatiums København, hvor man f.eks. på hjørnet af gaderne Landemærket og Købmagergade finder det berømte Rundetårn, som en russisk zar engang red op igennem til hest...

- en bedrift som Fætter Vims nu benytter lejligheden til at gentage. Om han derved opnår samme historiske eftermæle blandt Stella anatiums københavnere er uvist.

Fra toppen af Rundetårn er der en fin udsigt over donaldismens København, der herfra ser ud til at være temmelig præget af firkantede bygninger. Ifølge Vims er luften heroppe endda behagelig frisk.

Bortset fra oplysningen om den friske luft, der utvivlsomt ville kunne diskuteres for den kendte københavnerlufts vedkommende, så kan der altså umiddelbart iagttages ganske mange lighedspunkter imellem de to byer. Dette må dog ikke lede os til at overse de nok så væsentlige forskelle, såsom at World Biological Information Facility (WBIF) har et hovedkvarter liggende i byen (organisationen kendes slet ikke i vor verden), samt det endnu mere divergerende forhold, at befolkningen i Stella anatiums København akkurat som i Andeby karakteriseres ved kynoider, ornitider og porkusider.[1] En hurtig opgørelse baseret på billederne i duckumentaren indikerer et etnisk mix i forholdet 65% kynoid, 29% ornitid og 6% porkusid (opgørelsen er baseret på 48 personer).

For de donaldistiske sexologer kan det endvidere være interessant at mærke sig, at den københavnske kønsfordeling ifølge samme undersøgelse hedder 90-10% i hankønnets favør (nå ja, “favør” er måske ikke det rette udtryk i den forbindelse), hvilket tyder på præcis samme forhold som diverse studier hidtil har påvist er gældende i Andeby. Heldigvis er der betydeligt flere kvinder i vor verdens København, og selvom man som udefrakommende nok kan synes, at mange af vore københavnere ser besynderlige ud, så sker det praktisk talt aldrig, at man støder på jakkeklædte grise med dokumentmapper, kynoider med butterfly, bowlerhat og overskæg, eller ornitider med cyklamefarvede bukser og solbriller. I hvert fald ikke på én gang. Hvad den etnologiske lighed med Andeby angår, så er et indslag på 29% ornitider faktisk temmelig højt efter andebysk standard, og duckumentaren giver ingen belæg for at hævde, at Andeby er mere “fuglepræget” i sin befolkning end København - snarere tværtimod. Der er endvidere tale om et vidt spektrum af ornitide underarter, herunder et par eksempler fra den anatide artsgruppe, og bekymrende mange af dem er i øvrigt plaget af overvægt og underbid.

På vej op i Rundetårn støder agent And på to typiske københavnere (på vej ned) af henholdsvis kynoid og ornitid afstamning. At den ene er temmelig fedladen og den anden har et markant underbid gør dem kun endnu mere repræsentative i henhold til det demografiske billede, som reporter Andersen tegner af indbyggerne i Stella anatiums København. At netop mødestedet Rundetårn så i øvrigt kunne sandsynliggøre, at der faktisk er tale om ikke-københavnske turister (dialogen »Hvin!« og »Uaah!« giver ikke afgørende, sproglige holdepunkter desangående), er i denne sammenhæng sagen mindre væsentlig.

Til gengæld er det glædeligt at konstatere, at den udtalte grad af artsmæssig forskelsbehandling i Andebys erhvervssociale struktur ikke lader sig genfinde i Stella anatiums København. I hvert tilfælde ikke i lige så markant grad. Ingen af grisene ser umiddelbart ud til at være borgmestre, og forskningen tegnes ikke primært af ornitider. I stedet er forskerteamet hos WBIF på smukkeste, integrationsfremmende vis bygget op omkring to ornitider, en porkusid og to kynoider, og selvom førstnævnte tydeligvis er gruppens ledere og de to sidstnævnte lige så tydeligt udgør gruppens nedre lag, så er der dog tale om et team.

Ellers kan det konstateres, at Stella anatiums København ikke synes at skylde sin sjældne omtale til hverken økonomiske problemer eller tilbagestående teknologi. Der er tale om en relativ stor by med en civilisation, der ikke lader Andeby meget efter. Bortset naturligvis fra mangelen på en pengetank midt i centrum. Til gengæld har man altså en vandhest boende i Peblingesøen, hvilket også kan forårsage en del forviklinger. Stilistisk set er bygningerne og påklædningen nok en tand mere europæisk præget (vi ser således både en bowlerhat og en alpehue) end i Andeby. Mange af bygningerne er endvidere af den modernistiske form af arkitektoniske rædsler i høje, hældende glashuse, hvilket muligvis kan indikere et økonomisk boom i nyere tid. Eftersom Hr. von And ikke vides at have involveret sig med dansk industri siden den kedelige episode med skimmelosten tilbage i 1960’erne, kan man måske gætte på, at det snarere er en af konkurrenterne Flintesten eller Anderbilt, der står bag investeringerne. Alternativt kan Østens pengestærke maharajaher være på spil. Vi kan i hvert fald håbe, at det ikke drejer sig om grumme bagmænd fra Brutopia, da den slags som bekendt altid har skumle hensigter.

Jeg vil slutte mit indlæg af med et sidste afgørende forhold ved donaldismens København jævnfør de herrer Jensen og Andersen. I øvrigt pudsigt, at det netop skulle være et dansk reporterpar, der som de første kunne bringe os billeder fra Stella anatiums Danmark. Nå, men det var ikke min slutpointe, men derimod det, at vi i duckumentarens udgangsbillede ser Anders og Vims gå ned gennem en gade, hvor arkitekturen har en påfaldende lighed med en blandt danske donaldister såre velkendt lokalitet i vor verdens København - nemlig Gutenberghus, hjemsted for nutidens Egmont Serieforlaget.

Nu er der ikke noget skilt eller andet i billedet, der afslører, at Egmont skulle have et kontor beliggende i Stella anatiums København, men det sætter jo unægteligt nogle interessante overvejelser i gang omkring hele problematikken omkring de donaldistiske beretningers transgression paralleluniverserne imellem.

[1] For en introduktion til Stella anatiums hovedartsgrupper henvises til referatet af Klaus Harms’ redegørelse herfor: “Kynoider og ornitider” (DD 79).

Prince of “Donmark”

Dr Gjøgsig in his fine article on Stella anatium’s Denmark has pointed to the interesting fact that most Donaldistic mentionings of Denmark are found in foreign sources, non-Danish as well as non-American. Being so well-informed on German donaldism, Dr Gjøgsig has presented a series of German examples. From my own home field of Italian donaldism I too would like to drag your attention to a duckumentary with possible Danish relations.

It is the story “Paperino principe di Dunimarca”, which was duckumented by Giovan Battista Carpi in 1960 (TL 226-228). When reading this material, connoisseurs of classic literature will soon discover distinct similarities with the tale of “Hamlet” by William Shakespeare, and one might begin to wonder where Shakespeare got his ideas from - and if he actually should be considered one of the first Donaldist reporters in time? Certainly, we have several proves that the Ducks are quite familiar with his works, so it is not at all impossible that he has been one of the first humans to cross the border between our two parallel worlds?

Such speculations are, however, not the actual aim of this short commentary. You might wonder why I have not presented you with pictorial exhibits of the mentioned duckumentary (none of the pictures above are taken from the story in question). The answer is that it has never been published in Denmark - or in the rest of Scandinavia, for that matter (and that my own copy is situated back home in Toscana). Besides the Italians, only German and Greek donaldists have been given the chance to learn about the Duck model for Hamlet. This is actually a bit strange, I think. Why has this source never been published in Denmark, where one would expect an extra interest in the whole affair? Obviously, Egmont is familiar with the story as it has been printed in the German journal Lustige Taschebücher (LT 58) in 1979; here under the title “Donald - Prinz von Duckenmark”.

Once again it would seem as if Danish references are restricted to German donaldism, but unwanted in Danish donaldism. But WHY??? Is Egmont under pressure from the Danish government to censor away all indications that the oldest, still-existing kingdom on Earth is but a parallel projection of its Anatide version in Stella anatium? Or, is the concern going on the fact that Denmark would lose significant literary prestige and self-image if it was widely revealed that the most world-famous mentioning of Denmark is based on a translation error by Shakespeare - since the whole deal did in fact not take place in Denmark (It.: Dinamarca) but indeed in Donmark (It.: Dunamarca) - or, according to the Germans, in Duckmark (Ger.: Duckenmark)?

Kommentar ved stud.and. Niels Jakob Søand, immatrikuleret studerende SAD 2008

Ærede rektor J. Gjøgsig,

I Deres artikel vedrørende Andeby og Danmark nævner De TOT-fortællingen af hr. Lars Jensen og hr. Flemming Andersen, hvor Anders og Vims besøger København. De skriver:

Dette må dog ikke lede os til at overse de nok så væsentlige forskelle, såsom at World Biological Information Facility (WBIF) har et hovedkvarter liggende i byen (organisationen kendes slet ikke i vor verden)...

World Biological Information Facility eksisterer ikke i vores verden, men en tilsvarende organisation, Global Biodiversity Information Facility (GBIF), gør. GBIF har sjovt nok også hovedsæde i København, nemlig lige ved siden af Naturhistorisk Museum ved Københavns Universitet. GBIF's opgave er at samle oplysninger om alle levende organismer - dyr som planter. Det henleder lidt tankerne til Inducks, men her (dvs. på GBIF) er missionen bare langt mere omfattende og langt større!

P.t. har GBIF 141.139.985 optegnelser, selvom GBIF startede i 2002. I 2004 udkom fortællingen om Anders og Vims i København. Derfor er der ingen tvivl om, at WBIF refererer til vores verdens GBIF. Global Biodiversity Information Facilitys hjemmeside findes på denne adresse: http://www.gbif.org/

Med venlig hilsen,
stud.and. Niels Jakob Søand

Kombineret med min egen mistanke om en mulig ækvivalent til Gutenberghus i TOT-beretningens København, så kunne dette jo for alvor indikere, at der ikke blot er tale om paralleluniverser med omtrent identiske geofysiske forhold, kontinentformer o.lign., men også med deciderede “parallel-institutioner”. Måske har man i Stella anatium ligefrem en parallel til...Sydnordisk Akademisk for Donaldisme, der studerer livet i vor verden??? En i grunden lidt skræmmende tanke...

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

Hänsel, Hartmut: “Europa 92”, i ’Der Donaldist’ nr. 71 (1990) p. 44-46.

	Det 5. Donaldistiske Seminar

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.