Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

Daffy : Donaldismens sorteste hemmelighed?

Nye overvejelser om sortænderne fra den post-klassiske donaldisme

af professor J.G.G. Jakobsen (2004)

Summary in English 

Efter at have læst de herrer ducktorer Gjøgsig (2004) og GrandjeAnds (2004) interessante indlæg om sortænderne på Stella anatium, har jeg gjort mig nogle paranoide tanker, som jeg gerne vil involvere Akademiets studerende, forskere og øvrige eventuelle publikum i. Begge ducktorer fastslår jo med formentlig stor rigtighed, at vi aldrig siden den tragiske brandulykke i 1943 har set de donaldistiske sortænder. Men i sandhedens interesse bør det vel nævnes, at Anders And faktisk HAR mødt en sortand siden hin famøse dag, og det endda en meget berømt én af slagsen: Daffy Duck.

Mødet, der blev foreviget i filmen Who Framed Roger Rabbit fra 1988 (et aldeles enestående dokumentarsamarbejde mellem Disney, Warner Bros. og MGM), foregik angiveligt på scenen i The Ink & Paint Club i Toontown, hvor Daffy Duck og Anders And optrådte med en yderst intens duet på klaver. Og lad det være sagt med det samme: Der hersker tydeligvis ingen varme følelser imellem verdens mest berømte hvidand og ditto sortand. Den musikalske harmoni ender således nærmest uundgåeligt i korporligt slagsmål og anvendelse af ekstrem vold. Men ikke nok med, at filmen synes at kunne dokumentere et dybt had imellem de to ænder, så giver den faktisk belæg for en højst forfærdende konkretisering af professor Dams (2003) oprindelige åbningsreplik til hele denne diskussion; spørgsmålet er ikke blot, om der hersker racisme i Andeby, spørgsmålet er ligefrem, om Anders And er racist?!?

Klaverscenen er nærmest blevet legendarisk blandt tegnefilmsnørder på internettet, hvilket ikke mindst skyldes en meget omdiskuteret afslutningsdialog. I de afsluttende momenter affyrer således Daffy følgende fornærmende udmelding: »I’ve worked with a lot of wise-quackers, but YOU are dethspicable!« Hvortil Anders And angiveligt svarer: »God damn stupid nigger! I’m gonna...WAAAAAGH!!!«, inden han afbrydes af den endelige knockout og Daffys slutreplik: »This is the last time I work with someone with a speech impediment!« Det store spørgsmål er nu selvfølgelig: Sagde Anders virkelig det? Som korrekt antydet af Daffy, har Hr. And jo en tendens til at fremstå lettere talebesværet på film, hvorfor det ikke altid er lige let at tyde hans udtalelser. Fra officiel side er den ovenfor beskrevne tolkning naturligvis blevet afvist, idet man her hævder, at Anders sagde »Goddurn stubborn nitwit!«, hvilket heller ikke ligefrem er en lovprist sætning i Flinkeskolens ABC, men dog en betydelig mindre politisk farlig fornærmelse end førstnævnte udlægning. Mens populisterne ligeså selvfølgeligt afviser den officielle afvisning, så er de uafhængige eksperter, af hvilke der tilsyneladende findes ganske mange selvbestaltede på nettet, delt i to lejre. Selv blandt dem, der helst ikke vil tro det, er der flere der finder det svært at tolke Anders’ udgangsreplik anderledes end udtalt racistisk.

Og her er det så, at jeg sikkert vil chokere flere kollegaer med en for mig lidt ny tilgang til forskningen, men efter moden overvejelse mener jeg, at det er nødvendigt. Inden Donaldistisk Forums lukning i foråret (2004) kunne jeg med tiltagende uro opleve, hvordan forummets yngre forskere (læs: professor Dam og dr. GrandjeAnd) tilsyneladende var blevet mere forsigtige og politisk korrekte i deres publikationer. Således ville den nu angiveligt sporløst forsvundne professor Dam i sin seneste/sidste afhandling om Familien Ands stamtræ »ikke påstå, at det er uden usikkerhed«, og senere betegnede han ligefrem sine konstruktive konstruktioner som “gætværk”, mens dr. GrandjeAnd i indlægget om sortænderne “vover” den vilde påstand, at stammen skulle kunne lokaliseres til det donaldistiske Afrika, hvortil han dog skyndsomst tilføjer, »..men noget endeligt bevis for denne formodning haves ikke.« Tidligere helt utænkelige formuleringer fra de to, og en efter min mening meget kedelig drejning. Hvor er fordum tiders ubegrænsede selvsikkerhed og komplet urimelige tiltro til egne vanvittige teser? Hvor er modet og viljen til at vride kendsgerningerne til det ekstreme og fremsætte de mest uhyrlige og konspirationsparanoide forklaringer? Nuvel, lad mig da forsøge at tage arven fra de engang så unge og frimodige forskere op, og forhåbentlig derved bringe forskningen tilbage på rette bane som et tvivlsomt eksempel.

Hvor vidt Anders And i 1988 kaldte Daffy en “God damn stupid nigger” eller ej vil nok aldrig blive endeligt afgjort. Men at de to ænder ikke kan lide hinanden, må regnes for sikkert. Hvad skyldes dette dybe had? Almen misundelse imellem to primadonnaer? Den forklaring forekommer mig for letkøbt. Faktisk er jeg tilbøjelig til at give populisterne ret: Anders er efter alt at dømme racist! Ganske vist optræder han høfligt over for sortænderne og giver dem beredvilligt sine svovlstikker, men i virkeligheden har han tydeligvis meget lave tanker om sine værter.

Kilde: Barks (1943) WDC 34; GB 6.

Uden at kende navnet på stammens flintemester tiltaler Anders ham ved det noget pejorative kaldenavn “Mumbo Jumbo”, og da sortanden ikke straks fatter, hvordan disse for ham fremmede og ukendte stikker skal anvendes, er Anders yderst hurtig til hånende at betegne ham som et “fjols”! Og Anders er tilsyneladende ikke alene om dette andesyn. Også Rip, Rap og Rup finder det morsomt og heldigt, da sortænderne sætter ild til sig selv, og ingen af dem gør sig de mindste overvejelser om at redde deres ulykkelige værter. Efter således at have styrtet sortændernes konge (rent fysisk ned i en mudderfyldt svinesti) og forårsaget en omfattende brandulykke med muligvis meget fatale konsekvenser, drager de fire hvidænder tilfredse hjem fra endnu et veloverstået eventyr. 

At dette tilsyneladende ligger til familien, bekræftes af den klassiske beretning om zombien Bombi (OS 238), hvori det afsløres, hvordan Onkel Joakim i sine unge dage skamløst udbyttede en afrikansk negerstamme og stadig klukker lystigt ved tanken.

Kilde: Barks (1949) OS 238; GB 5

Stort bedre er det ikke i 1953, hvor Joakim von And køber en stillehavsø og lader dens polynesiske befolkning tvangsdeportere til de omkringliggende øer (US 4).

Kilde: Barks (1953) US 4; CBSV 11

At samme Onkel Joakim endnu i 1980’erne havde et temmeligt imperialistisk-racistisk syn på sortænder og hvad de kunne anvendes til, blev afsløret af det post-klassiske donaldistreporterpar brødrene Tortajada, der i 1985 kunne dokumentere den gamle rig(m)ands fantasier om, hvordan HAN ville være returneret fra Amerika til Spanien i 1493, hvis han havde været Columbus.

Kilde: Tortajada (1985) EFOJS 4.  Kilde: Tortajada (1985) EFOJS 4.

Jeg vil mene, at dette nedladende syn på sortænder blandt hvidænderne er den bagvedliggende forhistorie til hadet imellem Anders og Daffy, idet Daffy Duck efter min bedste overbevisning er en soleklar efterkommer af sortænderne. Når vi aldrig har set ham eller hans racefæller i den donaldistiske verden, skyldes det sandsynligvis, at de få overlevende efter brandmassakren i 1943 er blevet tvangsdeporteret af pengestærke og magtfulde hvidænder fra Andeby, muligvis endda som led i en af samtidens populære racerenhedsprogrammer, hvorefter deres land er blevet koloniseret af Andebyvenlige hvidænder (som vi f.eks. møder i Historien om en guldmine (US 61)). At sortændernes farve blot skulle være forsvundet ved fredelig genetisk sammenblanding, som foreslået af dr. Gjøgsig, forekommer mig usandsynligt, da vi dels måtte forvente, at resultatet da måtte blive en mere grålig blandingsfarve, dels at flere fra den gamle generation af rene sortænder fortsat måtte optræde fra tid til anden i kilderne. Nej, enten er de helt blevet udryddet eller også er der foregået en etnisk udrensning i form af en tvangsdeportation. Daffys fortsatte eksistens tyder på det sidste, og giver os desuden et fingerpeg om, hvortil og hvordan.

Som bekendt lever Daffy ikke i den donaldistiske verden og dermed ikke på Stella anatium. Vi møder ham normalt kun på planeten Warner Bros., hvor der tydeligvis hersker en helt anden fysisk og social orden end på Stella anatium. Livet på Warner Bros. er meget mere ekstremt, kaotisk og voldeligt end på Stella anatium, hvilket typisk er forhold man genfinder i en oversøisk koloni. På Warner Bros. synes ingen at have rigtig kontrol over, hvad der sker, og den eneste synlige organisation i dette veritable kaos er firmaet Ajax, der tilsyneladende producerer alt, hvad befolkningen har brug for. Tanken ledes således uvilkårligt hen på vor verdens kolonitid, hvor europæiske stater livligt erobrede fremmede verdener for skruppelløst at lade private kompagnier udpine alle koloniernes ressourcer til egen vinding, tage de lokale befolkninger til slaver og uden mindste tøven tvangsdeportere dem rundt i koloniriget, hvor der nu var brug for deres arbejdskraft eller hvor de kunne stuves af vejen. En fremgangsmåde, som ikke mindst praktiseredes af 1600- og 1700-tallets virksomme nederlændere, og som dr. GrandjeAnd tidligere har påvist, synes Andeby gennemgående at være calvinistisk-nederlandsk inspireret i sin styreform (en borgerrepublik med en streng arbejds- og sexualmoral) og grundlæggelseshistorie (navnet Cornelius Blisand og de gamle klædedragter) (GrandjeAnd 2003).

Mit spørgsmål er derfor: Er Warner Bros. en sådan koloni styret af et interplanetarisk kompagni med base i Andeby? Er det en tilfældighed, at Joakim von Ands initialer indgår som det centrale element i firmanavnet Ajax? Er Daffy en af de få overlevende sortænder fra en grusom tvangsdeportation fra Stella anatiums Afrika til kolonierne på Warner Bros.? Er det hvide bånd om Daffys hals et blegt eftermærke af hans races brug af halsringe gennem generationer - eller er det mon et ar fra halslænker under selve deportationen? Var det 45 års racistisk og imperialistisk grundsyn blandt Andebys hvidænder, der kom til udtryk i Anders Ands berømte udbrud i 1988? Og var det 45 års opsparet hævntørst, der fik udløb i Daffys afklapsning af samme Anders?

Jeg indrømmer, at der  stadig er uafklarede spørgsmål i sagen, men vi har her muligvis fat i den hidtil største skandale og den allersorteste (!) hemmelighed i donaldismens historie. Hvilket gør det muligt at slutte af med det altid klassiske spørgsmål i slige teorier: Hvorfor forbød censur-koncernen Carl Barks at berette mere om sortændernes kranke skæbne? Og var det en fatal smutter, da Anders fik lov at udtrykke sit racistiske syn på sortænder i 1988? Eller er hele denne historie blot et (endnu?) bevis på, at den akademiske donaldisme kan føre visse folk langt, langt ud på overdrevet?

En efter alt at dømme aldeles irrelevant iagttagelse i forbindelse med professor Jakobsens utidige inddragen af Daffy Duck i en ellers seriøs akademisk-donaldistisk diskurs om donaldismens sortænder: Under de sorte fjer er Daffys hud lyserød!

Afslutningsvis kan jeg fra min daglige gang på Bjørnologisk Fakultet fremlægge nedenstående belæg for, at den i indledningen citerede påstand fra d’herrer ducktorer GrandjeAnd og Gjøgsig nu ikke er HELT korrekt; der HAR faktisk optrådt sortænder i donaldismen siden 1943. Dog ikke i den anatide-intelligente form, men den mere jordnære zoologiske af slagsen. En sådan flok af zoologiske sortænder på træk landede i Skovmosen uden for Andeby i det tidlige forår 1992, hvilket naturligt nok udløste stor interesse blandt de lokale. Således lagde overlærer Ugle dagens undervisning om til en ornitologisk studietur i felten, mens Stygge Ulv søgte at omlægge sin madplan fra flæsk til fjerkræ - for sidstnævnte (altså Hr. Ulv) dog uden afgørende held. Spørgsmålet er så, om disse sortfjerede trækænder er de primitive efterkommere af sortandestammen fra 1943, eller om dette sidste vidnesbyrd er hele diskussionen lige så inderligt ligegyldigt som mine øvrige bidrag desangående utvivlsomt vil blive tolket af de andelogiske etnologer.

Kilde: Ramos Poqui (1992) AA 13/1992.

Daffy : The darkest of all Donaldistic secrets? (Summary)

As an answer to the earlier debate on black Ducks in the Donaldistic universe (Stella anatium), Professor Jakobsen in this lecture draws attention to the famous meeting of Donald Duck and Daffy Duck in the movie Who framed Roger Rabbit? from 1988. In a notorious scene, Donald and Daffy have a rather violent encounter, during which Donald apparently expresses a racist view upon Daffy. Professor Jakobsen claims that the evident hatred between Donald and Daffy only too well exemplifies relations between Donaldistic white Ducks and black Ducks in general, and that Daffy Duck most likely is a survivor or descendant of the black-Duck tribe documented by Barks in 1943. The professor even suggests, that Daffy is the victim of an imperialistic deportation executed by the unscrupulous colonial company AJAX (in English known as ACME), probably owned by $crooge McDuck, in which the black Ducks of Stella anatium were sent off to the distant and violent colonial planet of Warner Bros. After 45 years, destiny let the white and the black Duck meet again at the piano in The Ink & Paint Club in Toontown, and as we all know, this reunion did not go on quietly. Professor Jakobsen argues, that his thesis explains why. Or perhaps it just shows how completely way off track Academic Donaldism can take you, if you let it...?

DuckArt Kalender maj 2005 (D.O.N.A.L.D.)

Referencer:

Anvendte kildeforkortelser:

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.