It's a "Pig-eat-pig"-world

Fra tid til anden dukker spørgsmålet om kannibalisme op i den donaldistiske forskning. Først og fremmest gælder opmærksomheden traditionelt, som i al anden donaldistisk forskning, Familien And, hvor eksempelvis Hr. Anders And ved gentagne lejligheder er blevet set værende på andejagt. Men som påpeget af Akademiets ærværdige rektor dr. Gjøgsig ved et debatindlæg på DDF(R)s onlineforum for præcis tre år siden, er noget sådan jo ikke at betegne som kannibalisme, »..men blot et udslag af almindelig brutal og lystmorderisk adfærd. Med mindre altså Anders skulle have held med at ramme en and, bringe den med hjem, plukke den, tilberede den og fortære den. Ingen af delene er så vidt vides endnu blevet dokumenteret.«[1] Selvom samme Hr. And selv ved flere lejligheder ved møde med fremmede andekulturer har ytret frygt for, at andesteg indgår i disses etniske køkkener, så viser disse bekymringer sig altid at være både fordomsfulde og ubegrundede.

Men gælder der på dette punkt andre forhold uden for Andeby? F.eks. i Skoven, der ikke mindst af urbant orienterede donaldister ofte fremstilles som en generelt noget tilbagestående kultur sammenlignet med Stella anatiums store metropol. Well, umiddelbart synes svaret at være Nej, idet der ude i Skoven ganske vist findes talrige belæg for, at nogle individer æder eller nærer ønske om at æde andre individer, men i sådanne tilfælde går den kulinariske interesse altid på tværs af arterne. Mest klassisk i så henseende er Ulvens ønske om at æde Grisene, samt Bror Rævs og Bror Bjørns ønske om at sætte tænderne i Bror Kanin. Dertil er høns og kalkuner udsat for sultne blikke fra stort set alle andre arter. Med mindre man vedkender sig til den donrosistiske eller paTrick Martin’ske skole, ifølge hvilke alle Stella anatiums væsener uden hensyn til deres ydre form i virkeligheden er animalomorfe mennesker, dvs. mennesker i dyreskikkelser, kan dette altså dårligt betegnes som kannibalisme - kun som et temmelig barsk naboædende samfund.

For ganske nylig er spørgsmålet imidlertid blevet rejst igen på det norske donaldistforum Andeby Online, hvor forskerne med rette har tildelt en uventet ulvologisk beretning stor opmærksomhed.[2] Der er tale om en helt ny duckumentar af reporterparret Kure & Fecchi, hvori det berettes, hvordan familierne Gris og Ulv begge forsøger at etablere sig i pizzabranchen - hvilket for ingen af parterne sker med udtalt held, først og fremmest pga. en ikke-anbefalelsesværdig inddragelse af ingrediensen “behåret tofu”. Udover at byde denne tilsyneladende og længe savnede ulvologiske renæssance særdeles velkommen, skal opmærksomheden i nærværende forskningsindlæg rettes imod to forhold. For det første giver det anledning til undren, at Stygge Ulv i et indledende forord til beretningen bedyrer, at han skam aldrig har haft til hensigt at æde Grisene - en påstand, som kildekritiske ulvologer nok vil tage med mere end ét gran salt - hvilket han forsøger at underbygge med en erklæring om, at han »..er ingen kannibal!«

Hvad skal det nu sige??? Har Don Rosa og dr. Martin dermed ret i, at alle væsenerne i Andeby og Omegn tilhører samme art, som blot har antaget forskellige ydre former? Eller er Stygge Ulv bare umanerligt dårligt uddannet for så vidt angår donaldistiske artsforhold? Faktisk haves der belæg for, at han ved tidligere lejligheder har haft svært ved at skelne imellem Grise og Ulve, hvilket var meget tæt på at resultere i et ekstraordinært ulykkeligt tilfælde af kannibalisme.

Det er dog her værd at understrege, at denne diætistisk-zoologiske vildfarelse hos Hr. Ulv skyldtes en mental forstyrrelse forårsaget af en urtepotte i hovedet, og det er vel ikke utænkeligt andet end at det stadig er reminiscenser af denne hjerneforstyrrelse, der her spøger i Ulvens underlige udtalelse.

Anderledes alvorligt og svært er det af forklare en kannibalistisk indikation påpeget på Andeby Online af den fremtrædende norske donaldismeforsker Sigvald Grøsfjeld. Denne gang ikke hos Familien Ulv, men derimod hos Brødrene Gris, hvor Praktiske Gris tager imod bestillinger på pizzaer med…skinke!!!

Hertil kan man forsvare Grisen med, at han ikke selv spiser skinken, men det er jo en ringe formildende omstændighed, når det tilsyneladende synes at gælde, at han ikke afholder sig fra at benytte kogte eller glaserede kropsdele fra sine artsfæller som fyld på firmaets pizzaproduktion. At dette ikke er en helt ukendt adfærd blandt porkusider [3] indikeres af person-onomastiske observationer, idet vi blandt Hr. Gris’ porkuside kunder i Ornested finder navne som Fru Svær og ikke mindst Fru Bacon!

Man kan i den forbindelse kun få bange anelser om, hvorvidt denne tilsyneladende hæmningsløse stræben hos Brdr. Gris efter at opfylde markedets efterspørgsel gør det nødvendigt med en nytolkning af det i forvejen skræmmende, fædrene familiebillede tidligere duckumenteret af samme Fecchi hjemme hos Grisene.

Den kannibalistiske tese understreges yderligere af det forhold, at den unavngivne skinkebestillende pizzakunde efter alt at dømme har hjemme i ovennævnte by Ornested, hvor befolkningen - eller i hvert fald Brødrene Gris’ pizzerias kundekreds - synes at være udelukkende porkusid.

Faktisk synes vi ligefrem at være ufrivillige vidner til en sådan porkusid kannibalisme i Skoven, idet de to yngre grisebrødre under udbringningen af bl.a. skinkepizzaerne med stor fornøjelse “nipper” lidt til hele vareleveringen indtil samtlige æsker er tomme.

Indrømmet, hertil får de hjælp af Lille Ulv, men kun til de pizzaer, der er vel stærke for Grisene, og umiddelbart er der intet der tyder på, at denne uønskede smag for Grisene skulle hænge sammen med skinkefyldet.

Så når Stygge Ulv afslutningsvis beretter, at Grisene er altædende, så synes han altså vitterligt at mene “altædende”, idet Skovens porkusider hermed er afsløret i det første - så vidt det er undertegnede forfatter bekendt - så-godt-som beviste tilfælde af donaldistisk kannibalisme.

Ikke mindst hvis fokus henledes på Praktiske Gris’ udtrykte henvendelse til sine to yngre brødre i afslutningsscenen.

At dømme herefter stammer den største trussel imod Grisenes sikkerhed i Skoven ikke fra Stygge Ulv, men derimod fra deres egne porkuside artsfæller.

[3] Dvs. donaldistiske væsener af griseart, der ikke, som visse etnologiske donaldister har foreslået i muntert lag, også kan betegnes 'flæskesider'.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

AA
DSRRR
JB
US
WDC

: Anders And & Co.
: Den Store Rip, Rap og Rup
: Jumbobog
: Uncle Scrooge
: Walt Disney’s Comics & Stories


	Bjørnologisk Fakultet

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.