Supplerende epidemiologiske observationer fra Andeby

Den omtalte ekspert er herr Hans-Helmut Poppendieck fra Hamburg, der ikke blot bakkede op omkring herr von Buttlars beklagelse af den hidtidige manglende forskningsopmærksomhed, men tillige mente at kunne fremlægge et konkret belæg for eksistensen af fugleinfluenza i Andeby (Gisp!).[1] I den barksistiske beretning om Anders Ands og nevøernes tankerejse ud i rummet ved hjælp af en ny Gearløsopfindelse (WDC 199), der af den skriftkyndige herr Poppendieck ligefrem betegnes som en “Primärquelle” (kildeskriftet altså, ikke opfindelsen, red.), besøger ænderne flere planeter eller stjerner, hvor alting er ekstremt meget større end hjemme på Stella anatium. Til sidst kommer de til planeten Betelgeuze, hvor de på en gårdsdør ser en opslået plakat, der beretter, at gården er sat i karantæne. I den danske oversættelse skyldes sundhedsmyndighedernes indgreb angiveligt et udbrud af »..mund- og klovsyge blandt kreaturerne!«, mens der i den tyske udgave er tale om “Hühnerpest” (da.: “Hønsepest”). Herr Poppendieck var ikke i tvivl om, hvad denne sygdomsbetegnelse reelt dækkede over: »..was könnte das anders sein als Vogelgrippe?« (da.: Fugleinfluenza).

Man kan altså undskylde den danske donaldistisk-epidemiologiske forsknings manglende opdagelse af dette relevante forhold med, at der i den danske udgave er tale om en kreatursygdom. Rindomistisk indstillede donaldister vil måske endda hævde, at den alternative danske oversættelse beviser, at herr Poppendiecks opdagelse bygger på en tysk fejloversættelse og derfor er sagen aldeles irrelevant. Men hvor nødigt undertegnede end vil anfægte fru Sonja Rindoms geniale danske oversættelser, så må beretningen nu indrømmes at rumme et par vægtige argumenter til fordel for den tyske udlægning. Ænderne bliver tydeligvis skræmte ved læsningen af karantæneskiltet, og hvorfor skulle de i grunden blive det, blot »..fordi der er mund- og klovsyge blandt kreaturerne«? En fuglesygdom som “hønsepest” derimod ville være en bedre forklaring på ændernes frygt.

Til støtte for fjerkræsygdomstesen tæller i høj grad også udseendet af sygdommens smittestof, der klart har fugleagtig karakter, og nærmest ligner en uheldig, fjerløs krydsning imellem en dronte og en kalkun på lykkepiller.

På baggrund af sine observationer fremlagde Hans-Helmut Poppendieck en yderst interessant tese, der både kan betegnes som fortrøstningsfuld og ganske skræmmende. Den positive del af hypotesen går ud på, at Stella anatiums ænder er immune overfor fugleinfluenza. Men vejen til denne immunitet kan have været temmelig barsk og muligvis implicit rumme årsagen til, at der ses så få mennesker i Andeby: »Vielleicht zeigt die Bevölkerung Entenhausens mit ihren Anatoiden, Cynoiden usw. das Bild, das die überlebende Weltbevölkerung bieten wird, wenn die Vogelgrippe über sie hinweg gegangen ist und alle nicht-immunisierten Populationen ausgelöscht hat.« Hvis herr Poppendieck viser sig at have ret i sin tese, skal jeg ydmygt undskylde mit indledende Hrmpf! rettet imod de sydnordiske mediers i så fald fuldt ud berettigede intense dækning af fugleinfluenzaens komme.

Den tilsyneladende ganske udbredte opfattelse blandt brede dele af forskerstanden om, at Andebyborgernes immunforsvar er af en sådan kaliber, at de trygt tør se enhver bacille og virus i øjnene (om end dette rent fysisk nok er noget sværere på Stella anatium end på Betelgeuze), finder ikke udelt støtte i kildematerialet. Som allerede redegjort for af dr. GrandjeAnd kan vi i de klassisk-donaldistiske beretninger finde flere eksempler på en udtalt frygt for smitsomme sygdomme i Andeby, en frygt, der ifølge det yngre materiale ikke er blevet mindre med tiden. Især synes mæslinger at være en sygdom, der kan gøre vore fjerede venner ekstra hvide i ansigtstdunene af smittefrygt og få dem til at opgive planlagte ferierejser, hvilket i et nyligt genoptryk blev duckumenteret i 1982 af nu desværre afdøde Daniel Branca (AA 5/1982, AA 4/2006). Beretningen kunne endda indikere, at man i Andeby anser mæslinger for en sjælden tropesygdom, men da der ved nærmere studium af kilden viser sig at være tale om endnu et eksempel på falske sygdomsrygter, kan en anden tolkning her være, at Bjørnebandens epidemiologisk-geografiske grundviden ikke er uangribelig.

Det interessante her er dog først og fremmest reaktionen hos den lille fugledame,[2] der absolut ikke ønsker at tage nogle chancer ved udsigten til at pådrage sig mæslinger. En flugtreaktion, der ikke er meget ulig de berømte panikscener efter afsløringen af Fætter Højbens uægte mæslinger i forbindelse med valgkampen for at blive festmarskal ved børnenes påskeparade (WDC 151).

Ved gennemgang af de hidtil fremlagte eksempler på smitsomme sygdomme i Andeby (inklusive Skoven i byens udkant) kan man måske efterhånden få det indtryk, at selvom frygten for epidemierne bestemt er ganske virkelig - ofte nærmende sig det hysteriske (Hviin!) - så synes de gennemgående altid at bygge på ondsindede, falske rygter eller i det mindste blot ubegrundet paranoia.

Dette vil dog være en helt forkert konklusion. Ænderne og det øvrige Andeby har således vitterligt oplevet adskillige grumme sygdomme. I en dugfrisk, opsigtsvækkende duckumentarberetning fra William Van Horn (AA 12/2006) kunne vi således for nylig konstatere, at Anders And faktisk i sin grønne (eller rettere rødprikkede) barndom har haft den frygtede mæslingesygdom.

Af samme grund anser Anders sig nu tydeligvis immun overfor sygdommen, hvilket kan tolkes som støtte for den tidligere refererede tese af tyskeren herr Hans-Helmut Poppendieck. Med den rædsel in mente, som mæslinger ellers spreder blandt byens øvrige borgere, er Van Horns oplysning i øvrigt med til at cementere indtrykket af Anders’ enestående fysiologiske hårdhed og hans imponerende overlevelsesevne, såvel som de fra donaldistisk-psykologisk side ofte fremlagte teser om den meget hårde ællingedom, som Anders’ psyke tyder på, at han har gennemlevet. Måske mener Anders sig nu ligefrem så generelt immunulogisk hærdet, at vi her har grunden til hans afslappede færden blandt hønsepest- eller mund- og klovsygesmittestoffet på planeten Betelgeuze i fornævnte barksistiske beretning?

Reelle sygdomme og epidemier er imidlertid ikke kun noget, der hører Andebys fortid til. Fra Istituto di Donaldismo Italiano - Officio di Medicina (IDI-OM) har vi fra dr.don.med. Giovanni Jacobini venligst modtaget følgende beviser hentet fra italiensk donaldisme for eksistensen af fortsat tilbagevendende sygdomsepidemier i Andeby. I 1957 kunne donaldismens italienske stjernereporter Romano Scarpa således berette om udbruddet af en kighoste-epidemi i Andeby, der bl.a. resulterer i en lukning af byens skole (JB 4). Det er dog imidlertid tilsyneladende ikke frygten for at pådrage sig kighoste så meget som erkendelsen af, at skolelukningen bliver ophævet dagen efter, at Familien And vender hjem fra endnu et eventyr i udlandet, der udløser Rip, Rap og Rups fortvivlede reaktion (Støn!), da de overbringes nyheden af rektor selv.

Dr. Jacobini supplerer med et endnu grummere eksempel, idet samme Romano Scarpa i 1963 kunne rapportere om nok et udbrud af en tilbagevendende lidelse hos Joakim von And, der frembringer en mildt sagt “temmelig høj feber”, der er i stand til at smelte et termometer i hånden på den feberramte og få hans krop til at ryge som en skorsten (JB 2).

At von Ands beskrivende udtalelse om røgudviklingen ikke er overdrevet fremgår af, at Andebys brandvæsen umiddelbart forinden ved eget initiativ har sendt et indsatsstyrke med fuld udrykning til pengetanken. Det viser sig, at den ekstreme feberlidelse skyldes et usædvanligt kraftigt angreb af nafta-feber (Uak!), en sygdom, der ifølge den tilkaldte repræsentant for lægevidenskaben tidligere har hærget i Andeby.

At denne blandt mennesker ukendte sygdom vitterlig har en forhistorie i Andeby bekræftes af, at Joakim von And straks diagnosen stilles ved, hvad den eneste lindring imod feberen er. Udover at de italienske eksempler - som vi er vor ærede kollega dr. Jacobini meget taknemmelige for - kun yderligere understreger den anatide fysiologis fantastiske modstandskraft,[3] så fastslår de, at sygdomsepidemier af varierende slags fra tid til anden rammer Andeby.

Og selvom ikke mindst Hr. Anders And i den forbindelse nok må betegnes som en særlig hård nyser, der bogstaveligt talt “laughs in the face of vira”, så er selv ikke han fuldkommen immun overfor de forskellige fysiologiske lidelser, som skæbnen har at byde på. Og som bekendt kan skæbnen udtænke de mest ondskabsfulde rænker...

[1] Hans-Helmut Poppendieck: “Auch Ducks ekeln sich”, i Financial Times Deutschland 07.11.2005, p. 30.

[2] ..der i øvrigt efter næbform og hårfarve kunne ligne en mulig tante til Georg Gearløs, men det er en helt anden historie.

[3] De færreste mennesker ville ifølge en forespørgsel hos undertegnedes private læge være i stand til at overleve en febertilstand, der får kroppen til at ryge og smelter termometre.

Efter nærværende artikels afslutning har Sydnordisk Akademi for Donaldismes absolutte specialist i såvel vicariansk donaldisme som i falske, smitsomme sygdomme, nemlig professor Jakobsen, venligst gjort mig opmærksom på, at Vicar i nærværende forår - nærmere betegnet primo april (AA 13/2006) - har duckumenteret det første kendte tilfælde af fugleinfluenza i Andeby!!

En aprilmorgen vågner således Rip, Rap og Rup af de uskyldiges (?) søvn og opdager til deres rædsel, at de alle har fået en alt andet end sundt udseende kulør i ansigtsfjerene (der i den alder måske næppe bør betegnes som meget mere end dun).

Heldigvis viser det sig ved nærmere diagnose at dreje sig om den i og omkring Andeby så udbredte falske variant af smitsomme sygdomme. Den grønne ansigtsfarve er således hverken udløst af anatide influenzavira eller fordærvede pølser, men af en grønmalet elpære installeret af en lystig, aprilopstemt onkel.

Hvor lettende end denne udgang på affæren må synes, så er det ved nærmere eftertanke nok så ildevarslende, at nevøernes første bud på den tilsyneladende, pådragne sygdom netop er den her på Akademiet i det seneste halvår yderst omdiskuterede fugleinfluenza!

Vi må derfor konkludere, at fugleinfluenza nu også er en kendt sygdom i Stella anatium, hvor den er frygtet på niveau med andre alvorlige lidelser som skørbug og pølsepest. Da vore unge, ad libitum-stjernede grønspættegeneraler endvidere må formodes at være mere velinformerede end gennemsnittet i slige sager, synes et af de første, forventede symptomer på en med fugleinfluenza smittet and i Andeby således at være grønfarvning af ansigtet.

Jeg er professor Jakobsen yderst taknemmelig for at have henledt opmærksomheden på denne for den donaldistiske epidemiologi så vigtige opdagelse. Akademiets beredskabskommando har straks videregivet oplysningerne til vor stående (eller rettere: cyklende) indsatsstyrke, unge stud.don. Palle Damgaard, der atter er sendt ud til Utterslev Mose for at spejde efter grønhovede ænder, som han er blevet instrueret om at indfange, påføre et til lejligheden strikket halstørklæde, tildele en kop varm kamillete og to blå Vicks (hver), inden de forsigtigt slippes løs igen med ønsket om god bedring.

De foreløbige meldinger fra Utterslev tyder desværre på, at en uhyggelig stor andel af især gråænderne at dømme ud fra deres ansigtsfarve kan være smittet med fugleinfluenza. Ser den ikke lidt sløj ud, den til højre..?

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

Fugleinfluenza i Andeby?		Anatid virulens

	Afdelingen for Andelogi

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.