Akademisk-Donaldistisk Nyhedsbrev

Akademisk-Donaldistisk Nyhedsbrev (ADN) udkommer som en halvårlig opdatering på, hvad der er sket af sensationelle forskningsgennembrud, drabelige diskurser og ceremonielle selvfejringer inden for den akademiske donaldisme i Sydnorden og omegn. Fokus er foruden eventuelle aktiviteter på Sydnordisk Akademi for Donaldisme rettet imod de to donaldististtidsskrifter Rappet og Der Donaldist, og førende donaldistiske diskussionsfora i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, samt det internationale forum DCF. Skulle nyhedsbrevets læsere være bekendt med andre medier for bemærkelsesværdig akademisk-donaldistisk forskning og debat, som burde være inkluderet her, vil redaktøren være meget taknemmelig for meddelelser herom (sydnordisk@yahoo.com). Nyhedsbrevet udkom oprindeligt i tidsskriftet Rappet fra og med dettes nr. 16 (juli 2010), hvilket det stadig gør, men nu også med plads på opslagstavlen her på Sydnordisk Akademi for Donaldisme.

Der er sket noget bemærkelsesværdigt i akademisk donaldisme. Danmark synes at have taget førertrøjen inden for denne stolte fagtradition, hvilket faktisk aldrig er sket før. Selv i sine bedste tider har dansk akademisk donaldisme stået i skyggen af forskningen i enten Tyskland eller Norge – og som regel begge – men undertegnedes til nærværende nyhedsbrev forberedende gennemgang af national såvel som international forskningslitteratur og ditto -fora fører uomgåeligt til erkendelsen af, at dette ikke længere er tilfældet. Danmark er blevet det nye centrum for akademisk donaldisme! Og lad det sagt med det samme: Sydnordisk Akademi for Donaldisme kan i bedste fald kun påberåbe sig en indirekte del af æren herfor – hvis man da overhovedet kan tale om ære i den forbindelse. Det er således ikke just Akademiets støvede korridorer, der har emmet af aktivitet i det forgangne halvår, men derimod nærværende hæderkronede tidsskrift, samt DDFR’s ikke mindre hæderkronede diskussionsforum.

At referere her hvad der i sidste nummer af Rappet blev meddelt af akademisk-donaldistisk forskning kan måske synes overflødigt, idet læsere af nærværende nummer sandsynligvis også har læst forrige nummer, men da nyhedsbrevene nu også optræder på SAD’s egen opslagstavle, hvis beskuere ikke nødvendigvis er 100% sammenfaldende med Rappet’s læserskare, er en kort gengivelse alligevel på sin plads. Rappet nr. 17 var således et temanummer omkring det fascinerende emne “Religion i Andeby”. Akademiets lektor dr. GrandjeAnd bidrog hertil med en indledende forskningshistorik af samme navn,[1] hvorefter lektor ph.d. Mikael Rothstein (lektor ved Københavns Universitet, vel og mærke, ikke ved SAD) og cAnd.don.theol. Adrien C. Miqueu fremlagde belæg henholdsvis contra et pro vedrørende eksistensen af religionsliv i Andeby, for sidstnævnte i denne ombæring ikke mindst med fokus på spøgelser og overtro.[2] Derudover indeholdt dette i særgrad med akademisk donaldisme (over?)spækkede nummer af Rappet en forskningshistoriografisk rundvisning på Center på Dellaforskning ved undertegnede.[3]

På forummet har debatten i det seneste halvår først og fremmest omhandlet et særdeles klassisk spørgsmål inden for faget: “Hvor ligger Andeby?” Her har en ny spørgelysten forskerspire med ungdommelig undren gjort sit til at sætte gang i spørgsmålets genoptagelse. Soer5523 (sælsomt hvad forældre døber deres børn nutildags) har således fastslået, at Andeby efter hans opfattelse ligger i Skandinavien, og formentlig nærmere bestemt i Danmark, hvilket han på akademisk-donaldistisk vis kan begrunde med en iagttagelse af, at man i Andeby – jævnfør et af Akademiet ikke bekendt, men formentlig nyere donaldistisk kildebelæg – har et returflaskesystem, hvor man for en champagneflaske gives 1 krone i returpant.[4]Der er næppe mange andre steder på Jorden end i Danmark, hvor man kan få en krone ved aflevering af en tom flaske, så selvom der naturligvis kan anføres adskillige velbegrundede argumenter herimod – såsom at der vist kun de færreste steder hertillands er pant på champagneflasker – så rummer kæden af observation-spekulation-konklusion præcis den type overvejelser, som god akademisk donaldisme bygger på. Sværtgendrivelig er ligeledes K.F. Stolands primære argument for at Andeby må ligge i Estland: Estland er et af de få lande i verden, som Ænderne aldrig har besøgt![5] Asterix den Anden bidrog ligeledes til debatten med en efter eget udsagn vidtløftig teori – hvilket vi som bekendt er store yndere af på SAD. Andeby er ifølge denne teori både navnet på et land og en by; landet svarer i beliggenhed og areal til USA i vor verden, mens byen ligger ved kysten i en østligt (sic!) orienteret delstat i førnævnte land ved navn Calisota. Hr. Asterix stiller i den forbindelse spørgsmålet, om Andeby simpelthen har besejret og erstattet USA i den anatide verden?[6]

Som sagt har aktivitet ikke just fået murene til at skælve på Akademiets gamle hovedcampus i forårssemesteret 2011. Eneste forskningsmæssige nyhed kommer fra Akademiets egen underarkivar, N.N. Anonynimus, der ud fra komparative an(d)alyse af donaldistisk kildemateriale og svenske middelaldertekster mener at kunne konstatere nogle påfaldende sammenfald. Ikke nok med at Anders And faktisk har optrådt i skikkelse af domprovst ved Uppsala domkirke i starten af 1300-tallet, og vel og mærke med mere end navnemæssig lighed med sin navnebroder fra Andeby, så gik der også en Højben rundt og irriterede sine omgivelser i 1400-tallets Stockholm.[7] Dertil skal det nævnes, at Akademiets Akademiske Råd har modtaget og behandlet en yderst spændende specialeafhAndling fra fr. Vina Staldgren omhandlende det ovenfor omtalte spørgsmål “Hvor ligger Andeby?”, hvilket man kan læse mere om andetsteds i nærværende tidsskrift.

Fra udlandet er der som nævnt ikke meget at referere fra det forgangne halvår. En indikation på at eksempelvis tysk akademisk donaldisme ikke længere står på tidlige tiders høje niveau fremgår af det enlige indlæg fra D.O.N.A.L.D.s diskussionsforum, som jeg har fundet værd at referere. Ikke fordi det er af dårlig kvalitet, slet ikke, men derimod fordi det faktisk er det eneste, der er at referere. Dertil kommer indledningen på nævnte indlæg, der handler om klimaet i Andeby, hvor debatøren Salvatore Speculatio meget sigende indrømmer, at det eneste tidligere forskningsarbejde han kender derom er dr. Hans von Storchs store afhAndling “Klima in Entenhausen”. Vi må med bedrøvelse konstatere, at den store internationale donaldistiske klimakonference afholdt på SAD i København 2009 helt synes at være gået hen over hovederne på selv fremtrædende akademiske donaldister blandt vore sydlige naboer! En afgrund til forskel i forhold til førnævnte Hans von Storch, der tilbage i tysk donaldismes ældste dage opfordrede sine landsmænd til at lære sig norsk, for derved bedre at kunne drage nytte af al den fra udlandet genererede viden formidlet i tidsskriftet Donaldisten og i det for vort fag så klassiske grundværk Donaldismen af Jon Gisle. 30 år senere behøver tyske donaldister kun lære sig engelsk og søge lidt på Internettet for at indhente viden fra udlandet, men … ak, ak, ak! Nuvel, til trods for de nationale skyklapper er hr. Speculatios debatindlæg på ingen måde uinteressant. Han foreslår de uhyre omskiftelige klimaforhold i Andeby, der som bekendt veksler mellem nordisk tempereret og caribisk subtropisk, og fra nedbørsrigt kystklima til tørt kontinentalklima, forklaret gennem en hidtil uafprøvet tese: Andeby befinder sig på en flydende ø, der ligesom øens klima “sejler rundt” på Stella anatiums overflade.[8] Som endnu et tegn på forskningens nye vilkår i Tyskland kan det anføres, at denne opsigtsvækkende tese kun udløste få, og alle positive tilkendegivelser fra hans kollegaer! Et fuldstændig utænkeligt scenario i tidligere tiders donaldisme! Eneste respons værd at nævne her kom fra Der Sumpfgnom (okay, tyske forældre er ikke mindre bizarre end danske i deres navnevalg), der kunne fremlægge duckumentation (US 37) for, at i hvert fald Stella anatiums Persien har oplevet en betydelig klimaforandring over de sidste 1000 år.[9]

Den primære akademisk-donaldistiske forskning uden for Danmark bæres fortsat frem af det gamle fagtidsskrift Der Donaldist, der i foråret udkom med nr. 139. Skal jeg fortsætte min hidtil lagte linie som “gammel sur mand” kunne man her fristes til at sige, at selv i dette tidligere så fornemme flagskib for faget er der efterhånden langt mellem schnaps’ene (eller mere korrekt: die Schnäpse), hvilket ikke mindst gælder i den seneste udgave, hvor de to hovedartikler fortsat kører rundt i en efterhånden gammel rille på de kanter: Mehrfachwesen.[10] Diskursen er præsenteret i en tidligere udgave af dette nyhedsbrev (ADN nr. 1 i Rappet nr. 16), men går meget kort fortalt ud på, om Rip, Rap og Rup udgør tre selvstændige individer eller om de i virkeligheden kun er ét væsen, der har valgt at tage form i tre (i sjældne tilfælde fire) kroppe. Dette skulle være forklaringen på, at de ofte fuldfører hinandens sætninger og at forsøg på at udrede hvem der er hvem ud fra deres huefarve har drevet mangen en donaldist til vanvid. Udover en række nye langhårede bidrag til forskningsterminologien – såsom ‘polykorporalitet’ (“flerkropperi”), ‘trianatiditet’ (“treandethed”) og ikke mindst ddddD-metoden (‘donaldistische deduktive dual-differentielle Dialektik’), kan de seneste 60 sider i diskursen ikke siges at have bidraget med meget nyt til spørgsmålet. Så er der lidt mere at hente i to kortere artikler sidst i forårsnummeret, hvor Wilfried Tost mener at kunne bevise, at decimalsystemet også gælder i Andeby (og at “f-f-f” (tysk: keuch (=“støn”)) ikke er et donaldistisk talord for en værdienhed mellem fire og fem),[11] mens Rolf Niemann argumenterede for at Andeby formentlig er en af meget få rumfartsnationer, hvor man har eksperimenteret med dampdrevne rumskibe baseret på kulkraft.[12] Selvom projektet, der blev ledet af en vis Hr. Gearløs, ikke just endte som nogen entydig succes (den visse Hr. Gearløs blev for sin indsats kåret som “årets røgbombe”), så mente hr. Niemann alligevel ud fra forsøgets imponerende kraftgenereringsevne at kunne udlede, at andebyske kul må være betydeligt mere energirige end dem man gennem tiden har gravet op fra Ruhr-distriktet. På få sekunder kan afbrænding af kul i en forholdsvis lille beholder således opvarme tilstrækkeligt meget vand til flere hundrede grader, hvilket er nok til at løfte et rumskib flere meter op fra jorden – og samtidig blæse samtlige byens kloakdæksler endnu længere op i luften. Ifølge Niemanns – og Gearløs’ – beregninger skulle 100-200 liter vand være nok til en længere rejse ud i verdensrummet! Dette må dog forblive en hypotetisk spekulation, idet den kuldrevne rumrejse fik en præmatur og brat afslutning ind i Andeby Rådhus.

[1] GrandjeAnd, Jacobinus (2011): ‘Religion i Andeby – En akademisk-donaldistisk forskningshistoriografi’, i Rappet 17, s. 14-18.

[2] Rothstein, Mikael (2011): ‘Ænderne og de andre – Religion i omegnen af Andeby’, i Rappet 17, s. 21-23. Miqueu, Adrien C. (2011): ‘Tro og overtro – Eksisterer der spøgelser på Stella anatium?’, i Rappet 17, s. 36-37.

[3] Gjøgsig, Jeronimus (2011): ‘På besøg hos Sydnordisk Akademi for Donaldisme: Center for Dellaforskning’, i Rappet 17, s. 24-31.

[7] Anonynimus, N.N. (2011): Anders And i Uppsala – og Højben i Stockholm, Sydnordisk Akademi for Donaldisme (http://donaldisme.dk/Uppsala.htm).

[10] Werner, Michael (2011): ‘Rechhaberischer und besserwisserischer Beitrag zur Trianatidität der Neffen von Donald Duck’, i Der Donaldist 139, s. 12-23. Viola Diozeghy-Krauß (2011): ‘Personlichkeits-Profile von Tick, Trick und Track’ (‘Von der Erscheinung zum Wesen’ II), i Der Donaldist 139, s. 24-71.

[11] Tost, Wilfried (2011): ‘Zum Jahr des Dezimalsystems’, i Der Donaldist 139, s. 72-79.

[12] Niemann, Rolf (2011): ‘Unter Dampf – Betrachtung einer gescheiterten Weltraum-Mission’, i Der Donaldist 139, s. 79-83.

Hermed følger det andet nyhedsbrev fra den krogede gren af donaldismen, som vi er nogle der har valgt at kalde ‘akademisk donaldisme’. Hvis vi starter i vor egen andedam - hvis man vil undskylde mig udtrykket - kan man sige, at det forgangne halvår på Sydnordisk Akademi for Donaldismes hovedcampus nok engang har været præget af ophøjet ro. En enkelt kritisk forskningsreplik er det blevet til fra dr. GrandjeAnd med henblik på cAnd.don. Søands forudgående artsbestemmelse af Georg Gearløs til en guldfinke; ikke overraskende var ducktoren ikke helt enig, idet han foretrak at fastholde sin egen gearløs’ske artsbestemmelse som ‘avesid’.[1] Til trods herfor har kAndidaten, heller ikke overraskende, efterfølgende valgt at fastholde sin guldfinke-bestemmelse.[2]

Det fortrinlige donaldistiske tidsskrift Rappet, hvori guldfinketesen i sin tid blev publiceret (nr. 15), kunne også i sit forrige nummer (nr. 16) præsentere en rig strøm af opsigtsvækkende akademisk-donaldistisk frontforskning (for nu slet ikke at nævne første udgave af nærværende beskedne nyhedsbrev). Således kunne Akademiets håbefulde studerende, stud.don. Stoland, servere en velsmagende semesterrapport om gastronomisk adfærd i Andeby – herunder ændernes noget pejorative syn på kartoflen.[3] Dertil kunne den utrættelige kAndidat Søand fortsætte og tilsyneladende fuldende sin serie om donaldistisk artsbestemmelse, denne gang med fokus på fuglene (ornitiderne) – i sAndhed et imponerende forskningsarbejde.[4]

Hvor Rappet af gode grunde burde være nærværende nyhedsbrevs eventuelle læsere bekendt, så er der nok længere imellem kenderne i Danmark af den tyske pendant hertil, som derfor her vil blive givet lidt ekstra spalteplads. I foreningen D.O.N.A.L.D.s højt anerkendte fagtidsskrift Der Donaldist kunne man i sommerudgaven (nr. 138) bl.a. følge den erfarne donaldistiske geolog Andreas Platthaus i hans søgen efter Stella anatiums Kina, som han dels kunne konstatere ikke indgår i den donaldistiske verdens asiatiske verdensdel, dels at ændernes Kina – i modsætning til vort – må ligge på andeklodens sydlige halvkugle.[5] Uden at Akademiet her på nogen måde vil blåstemple Herr Platthaus’ kontinentalspekulative konklusioner, så vil vi gerne benytte lejligheden til med ham endnu engang at advare imod de blinde automatprojektioner af forholdene vore to verdener imellem (Stella anatium og Terra homines, altså; ikke Sydnorden og Tyskland), som desværre så mange donaldistiske studier ellers fortsat synes forfaldne til. En anden af fagets erfarne mestre i vort store sydlige naboland er Gangolf Seitz, der i sin brede forskningsportefølje bl.m.a. også har specialiseret sig i donaldistisk diætisme. Ved en tidligere lejlighed har han således påvist, at spisning af kød i Andeby fungerer som et beroligende psykofarmakon (og vel og mærke ikke kun for Stygge Ulv), og i år kunne han så servere brød til med påvisningen af, at brød stort set ikke spises i Andeby, hvorimod kager er uhyre populære, men samtidig synes forbundet med stor fare. Ikke i traditionel diætistisk forstand i form af ekstra deller på sidebenene og deraf følgende sundhedsproblemer, men i form af fysisk korporlige katastrofer; når der er kager – og her ikke mindst tærter – på bordet i de donaldistiske beretninger, hæves kalamitetsfaktoren betragteligt.[6] Læs denne artikel, og dit forhold til mazarintærte bliver aldrig ligeså tillidsfuldt igen!

Farlig omgang med bagværk. Ifølge Gangolf Seitz kommer det meget ofte til fysiske genvordigheder, når der serveres kage i Andeby. Jo større kager, desto større katastrofer. Især tærter har en forbløffende evne til at ramme nogen lige i ansigtet.

Der Donaldist nr. 138 rummer endnu en forskningsartikel af fødevaremæssig herkomst, idet Wilfried Tost har bidraget til en blandt tyske donaldister nu over flere år kørende diskussion om størrelsen af andebyske bønner (de vegetabilske af slagsen, altså, for nu ikke at forvirre begreberne yderligere i dette religions-donaldistiske temanummer). Ad tilsyneladende uangribelig matematisk-deduktiv vej kunne Herr Tost regne sig frem til, at den gennemsnitlige bønne i Andeby har et overfladeareal på præcis 313 mm².[7] Hmmm! Tidsskriftets hovedafhAndling er forfattet af Tobias Drossel og handler om farer og farebekæmpelse i Andeby. Herfra skal blot nævnes enkelte interessante observationer, såsom at donaldistiske kanoner ikke rekylerer bagud ved affyring, ligesom her på Jorden, men derimod ved et lille koket hop op i luften. Herr Drossel opstillede endvidere den – ikke helt ubelagte - påstand, at Andeby i virkeligheden styres af en militærregering, der ikke alene indsætter borgmesteren som en civil kransekagefigur, men også har tråde langt ind i Grønspættekorpset, politiet og sågar skolevæsenet![8]

En af ovennævnte artikler i Der Donaldist afstedkom efterfølgende en længere diskussion på D.O.N.A.L.D.s webforum. I sin raportage om Stella anatiums Asien kunne Herr Platthaus således også gøre opmærksom på den gammelkendte anatide mutation, at ænderne i Tralla-la på hver hånd har fem fingre! På forummet udløste dette en debat om, hvor vidt andeplanetens Asien ligefrem skal søges i en helt anden dimension eller om “spontan polydaktyli” (evnen til at gro en midlertidig femte finger, når dette behøves) blot optræder hyppigere blandt asiatiske ænder end blandt ænderne i Andeby. Derefter afsporedes diskussionen noget, som det så ofte synes at ske i akademisk-donaldistisk diskurs, da Der Sumpfgnom foreslog, at ænderne i Andeby kun har fire fingre, fordi de ikke behøver ringfingeren pga. de ikke-eksisterende ægteskabelige pardannelser i byen, hvorpå fokus drejede over på ringbrug i Andeby og spørgsmålet om, hvilken finger ænderne i grunden mangler i forhold til mennesker.[9]

Man forstår Onkel Joakims chok. Ænderne i Tralla-la har fem fingre på hver hånd! Freaks!!!

Bortset herfra har den primære akademisk-donaldistiske hændelse på det tyske forum i det forgangne halvår været Salvatore Speculatius’ forskningsseminar om de von And’ske formueforhold, der i sidste ende resulterede i to opsummerende spekulationsformodninger De numeris gigantissimis Entenhausensis, hvoraf den ene (eller rent faktisk den anden) går på, at ‘milliard’ ligesom i vores talsystem er den største reelle talenhed, hvorimod begreber som ‘fantasilliard’ ikke synes at dække over eksakte numeriske værdier, men snarere er »..touretteoid-hysteriforme verbaleksplosioner…«, der bedst kan oversættes med »..umådeligt mange knaster!«[10]

Fra Tyskland kan det afslutningsvis berettes, at det allerede og med rette berømte kort over barksismens Andeby af Jürgen Wollina i august udmøntede sig i en udgivelse fra det tyske forlag Ehapa af en slags “Turen går til Andeby”-guidebog: Entenhausen-Reiseführer mit Stadplan: Die schönsten Sehenswürdigkeiten. En oplagt nytårsgaveidé til din bedste ven – nemlig dig selv?

En rundtur på de førende donaldistiske webfora kan fra Tyskland gå videre til vort nordlige naboland, hvor geograferne på Andeby Online har udvidet den klassiske diskussion om ”Hvor ligger Andeby?” til det ikke mindre interessante spørgsmål: “Hvor ligger Brutopia?” Konsensus omkring svaret kan vel ikke siges at være opnået, men flere har for nylig peget på et sted i Stella anatiums Østeuropa, omtrent dér hvor man i vor verden finder republikken Transnistria i det østlige Moldova.[11]

Herhjemme på vort eget danske donaldistforum gik der i sommer en livlig diskussion om Fedtmules mulige drikfældighed, der af en vis søn af solen både blev påvist og udlagt som en mulig grund til samme Fedtmules lave energi- og intelligensniveau. Dette fik endda K.F. Stoland til at spørge, om mulen i de to karakteristiske udposninger ved siden af snuden snarere end fedt indeholder alkohol? [12]

Endelig skal nævnes, at på det internationale donaldistforum DCF har den vigtigste opdagelse – efter undertegnedes vurdering - været, at det ikke som ofte antaget var Carl Barks, der i 1954 (US 5) som den første kunne duckumentere eksistensen af Grønspættebogen, men derimod raporterparret Fallberg & Bradbury året før (DD 30)![13] Dén påvisning var mange ortodokse barksister ikke glade for.

Den ortodokse barksisme er rystet i sin grundvold. Det var ikke Barks, som traditionelt hævdet, der først kunne duckumentere Grønspættebogens eksistens, men derimod Fallberg & Bradbury.

Og med ortodoksien og den hellige grønspættebog er sløjfen så bundet til dette nummers overordnede tema, hvorfor jeg skyndsomst vil bede udgangsbønnen og bede om forladelse for igen at have forstyrret.

[4] N.J. Søand (2010): ‘Arternes bestemmelse – Det donaldistiske stamtræ 2: Fuglene’, i Rappet 16, s. 46-52.

[5] Andreas Platthaus (2010): ‘Schafft ein, zwei, viele Unstetistans – Wo liegt eigenlich Asien? Und was gibt es dort?’, i Der Donaldist 138, s. 10-20.

[7] Wilfried Tost (2010): ‘Schon wieder Bohnen’, i Der Donaldist 138, s. 32-33.

[8] Tobias Drossel (2010): ‘Die Gefahr und die Gefahrabwehr’, i Der Donaldist 138, s. 40-58.

Akademisk donaldisme er ikke død – den lugter bare underligt! Denne frie omskrivning af en gammel udtalelse oprindeligt møntet på jazzmusik er valgt som en passende indledning til nærværende nye islæt i dette Danmarks førende donaldistiske tidsskrift: et akademisk-donaldistisk nyhedsbrev![1] Nyhedsbrevet er tænkt som en tilbagevendende opdatering på, hvad der er sket af sensationelle forskningsgennembrud, drabelige diskurser og ceremonielle selvfejringer siden sidst inden for den bizarre gren af donaldismen, som man i visse kredse, såsom Sydnordisk Akademi for Donaldisme (SAD), kalder “akademisk donaldisme”. Hvad der nærmere ligger i dette begreb, kan man læse om på Akademiets hjemmeside.[2] Når jeg indledningsvis fandt an(d)ledning til at påpege, at den akademiske donaldisme stadig har sin gang blandt de levende, hænger det sammen med, at man måske ellers godt kunne få mistanke om andet, hvis man besøger Akademiets støvede webgange, hvor det vitterligt ikke har sprudlet af liv og aktivitet gennem den senere tid. Forhåbentlig kan dette nyhedsbrev være med til at sparke lidt gang i SAD-respiratoren igen.

Noget er der dog sket. Som bekendt var København ramme om to stort anlagte klimakonferencer i slutningen af 2009. Mens den ene af dem, som en vis hr. Rasmussen stod som vært for, endte ud som en klam nytårsfuser, var der anderledes knald på den donaldistiske klimakonference få kilometer derfra: Duckburg Climate Conference in Copenhagen 2009. Her havde vi fornemt amerikansk besøg i form af keynote-speaker’en J.T. Airhead fra University of Calisota, der kunne præsentere os for sine opsigtsvækkende studier og tolkninger af klimaforandringer i Andeby over det sidste halve århundrede. Dertil fik vi uddelt en velfortjent pris til den tyske klimaforsker og topdonaldist par excellence dr. Hans von Storch. Alt dette kan man naturligvis læse om på Akademiet.

Mens støvet atter er ved at lægge sig inden for Akademiets hovedcampus i København, så er der anderledes liv i fakultetet i Køge, hvor cAnd.don. Søand markerer sig som energisk forsker og forumdebattør. Særlig opmærksomhed fortjener hans respektaftvingende værk af darwinistiske dimensioner om “Arternes Bestemmelse”, med etapevis offentliggørelse i såvel forrige som nærværende nummer af Rappet. At han dermed med vanlig sikker hånd har fingeren på pulsen fremgår af, at man på DDF(R)s forum i det forgangne halvår netop har diskuteret, hvorvidt Fedtmule etnologisk set [3] er at betragte som en hund eller hvad, ligesom spørgsmålet om Georg Gearløs’ artsmæssige baggrund jo altid dukker op med jævne mellemrum.[4]

Et andet interessant emne af akademisk-donaldistisk karakter taget op på nævnte forum i starten af året var spørgsmålet om social ulighed i Andeby og det mærkværdige i, at man i én by tilsyneladende har milliardærer nok til adskillige klubber for denne eksklusive elite alene. Førende forskere fra Danmark og Sverige foreslog i den forbindelse, at Andeby har udviklet sig til et finansielt centrum, der tiltrækker milliardærer fra hele Stella anatium.[5] Hos vort norske broderfolks donaldistiske debatforum, Andeby Online, har den akademiske donaldisme ligget mere stille hen i det forgangne halvår, om end Guffen Delbekk i april kunne genoplive en gammel diskussionstråd om homosexualitet i Andeby med påvisningen af, at Fedtmule nu var kommet “ud af skabet” – i øvrigt til påfaldende misfornøjelse hos Mickey...[6]

I Tyskland er den akademisk-donaldistiske forskningsdiskurs i øjeblikket kraftigt præget af begrebet Mehrfachwesen. Anatid morfologi - altså ændernes evne til spontant at ændre form eller gro tænder, ekstra fingre eller sågar en ekstra nevø, når dette måte være dem formålstjenligt – har længe indtaget en central plads i tysk forskning, men i efteråret 2009 tog debatten yderligere et kvantespring ud på det ydre overdrev med Martin Sölligs påstand om, at årsagen til at Rip, Rap og Rup er så svære at skelne og at de så tilsyneladende ofte tænker og taler som én er, at de faktisk kun udgør ét væsen, der (som regel) har valgt at manifestere sig i tre kroppe![7] Denne selv efter akademisk-donaldistisk standard temmelig langhårede teori har for alvor delt vandene i Tyskland, således at nogle nu finder “flerkrops-væsener” overalt, bl.a. i form af Bjørnebanden,[8] mens andre hovedrystende råber op om donaldistisk kætteri og udpeger beviser for brødrene Ands individualitet(er).[9] Det sidste rap er næppe ytret endnu i denne ophedede affære. Af hensyn til Rappets redaktør og læsere vil jeg imidlertid lade dette være udgangsreplikken i denne omgang for dette første akademisk-donaldistiske nyhedsbrev. Undskyld forstyrrelsen.

[1] Udråbstegn efter begge de to første sætninger i en artikel hører til sjældenhederne og understreger, at der virkelig er tale om noget sensationelt! (Ups, nu gjorde jeg det igen…)

[3] Undskyld til Jonas And for Akademiets hang til høje lixtal og sværtforståelige ord.

[7] Martin Söllig (2009): "Die Neffen. Eine unfassende Analyse der Berichte aus Entenhausen in Hinsicht auf die Unterscheidbarkeit von Tick, Trick und Track", i Der Donaldist Sonderheft 57.

[8] Tobias Drossel (2009): "Wie unterscheiden sich die Panzerknacker?", i Der Donaldist 136, s. 12-22.

[9] Viola Dioszeghy-Krauß & HeißeBernd Krauß (2010): "Von der Erscheinung zum Wesen", i Der Donaldist 137, s. 6-29.

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.