Smittefare i Andeby

af lektor dr.don.clas. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme & Afdelingen for Andelogi (SAD) 2005

Fugleinfluenza har taget sin del af overskrifterne i de seneste uger - også indenfor donaldismen. Heldigvis er det (endnu) ikke Andeby, der er ramt af den frygtede virus, men derimod den donaldistiske debat i sådan mere overført betydning. På donaldismens internationale diskussionsfora debatteres forskellige vinkler af emnet, og nu er spørgsmålet altså også nået til sydnordisk område, hvor Akademiets ærværdige rektor i den forgangne uge på sædvanlig nøgtern vis kunne referere de seneste tyske bidrag til sagen. Her kunne to angivelige eksperter i anatid immunologi berolige forskere og lægfolk med påvisningen af et ganske exceptionelt immunforsvar hos ænderne, der i praksis gør dem (altså ænderne) så godt som uimodtagelige for infektioner.

Som Akademiets lektor i anatid fysiologi kan jeg umiddelbart kun tilslutte mig tyskernes beskrivelse af ændernes imponerende immunforsvar, mens jeg må stille mig mere skeptisk overfor “ekspertudsagnenes” holdbarhed, når det gælder påstanden om, at infektioner gennem smitte er så godt som ukendte i Andeby. Selvom vi heldigvis ikke kender til deciderede epidemier i Andeby, rummer kilderne faktisk adskillige eksempler på en ganske udbredt frygt for smitsomme sygdomme i Stella anatiums metropol. Et af de mest berømte tilfælde, naturligvis hentet fra den klassiske donaldisme, er Carl Barks’ beretning om Højbens og Anders’ kamp om blive valgt til festmarskal for børnenes påskeparade (WDC 151), hvor prognoserne længe tyder på en sikker sejr til Højben, indtil Rip, Rap og Rup ad udspekuleret vej er lykkes med at få dækket Højbens ansigt med et rødt udslæt.

Anders Ands tre kampagneassistenters handling kan vel næppe betegnes som videre sportslig, men til gengæld er den effektiv. De røde pletter i Højbens ansigt udløser sand rædsel blandt det unge publikum, der under tumultagtige scener forlader salen i stor panik.

Andebys ungdom nærer tydeligvis ikke samme tiltro til deres eget immunforsvars styrke, som vore to tyske eksperter lægger for dagen. Det samme gælder deres syn på risikoen for at blive inficeret med virus gennem smitteoverførsel. Og uanset om smittefrygten er begrundet eller ej, så er den i hvert fald uomtvisteligt både til stede og meget stor. Hvilket Rip, Rap og Rup tydeligvis også har kalkuleret med.

Nu kunne Andebys børn jo selvfølgelig være dårligt informerede omkring disse ting, men i så fald står de ikke alene med deres uvidenhed og overdrevne frygt. Også Andebys sundhedspolitiske myndigheder tager virussygdomme og smittefare meget alvorligt, idet Fætter Højben øjeblikkeligt sættes i karantæne - selv efter at have vasket de røde pletter af ansigtet.

Dermed er vi også blevet introduceret for, hvad der synes at være det primære våben i Andebys epidemiologiske beredskab: Karantæne. Mens det overlades de inficeredes eget immunforsvar at nedkæmpe den ondsindede virus, lægger myndighederne primært deres kræfter i at isolere den inficerede og dermed reducere smittefaren. Denne praksis er så etableret, at visse ballademagere af frygt for repressalier vides at have benyttet byens sundhedspolitik og befolkningens smittefrygt til at gemme sig bag falske karantæneskilte.

Både Andebys børn og sundhedsmyndigheder tager altså smittefaren ved virussygdomme seriøst. Hvor vidt også Nora Malkeko i ovenstående eksempel lader sin smittefrygt sejre over hævntørsten, melder historien desværre intet om (personligt tvivler jeg derpå). Men har Andebys indbyggere egentlig grund til en sådan frygt? Findes der ét eneste dokumenteret eksempel på smitteoverførte virussygdomme i Andeby? Ja, det gør der.

I november 1943 bliver Familien And ramt af skarlagensfeber. I første omgang nevøerne, hvorfor den bekymrede onkel ringer til lægen, der efter byens forskrifter kontakter Sundhedsstyrelsen, der som altid uden tøven sætter huset i tvangskarantæne. Da karantænen endelig hæves - efter mindst en uges forløb - løber Anders jublende ud i friheden, blot for at konstatere, at karantæneperioden tilsyneladende var for kort, idet han snart efter bringes tilbage til bopælen - smittet med skarlagensfeber.

Min mening med dette indlæg i fugleinfluenzadebatten er bestemt ikke at skabe fornyet frygt blandt hverken donaldister eller Andebys indbyggere. I videnskabens interesse føler jeg det blot væsentligt at fastslå, at smitsomme sygdomme så sandelig også florerer i Andeby. Om fugleinfluenzaen så kommer til at plage vore anatide venner er en anden sag. Jeg stiller mig temmelig tvivlende overfor risikoen for smitteoverførsel mellem paralleluniverser, idet jeg dog med dr. Gjøgsig må erkende, at spørgsmålet endnu er for ubelyst til at man kan komme med sikre udtalelser. Til gengæld føler jeg mig ret sikker i min støtte til mine tyske kollegaers fremhævelse af den anatide fysiologis generelle evne til at føre ænderne helskindede igennem de mest utrolige og uhyggelige påvirkninger. Selvom fugleinfluenzaen SKULLE finde vej til Stella anatium og Andeby, nærer jeg således den største fortrøstning til, at ænderne også nok skal vide at klare den udfordring uden større mén. Største trussel er måske, at Sundhedsstyrelsen i Andeby formentlig vil beordre ænderne sat i et længere og kedsommeligt karantæneophold...

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

Fugleinfluenza i Andeby?		Suppl. epidemiologiske observationer

	Afdelingen for Andelogi
	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.