Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Bjørnologisk Fakultet

Ursus falsus

(uel lupus in custumae)

Ny skræmmende forklaring på den bjørnologiske gåde?

af professor dr.don.bjoern. J.G.G. Jakobsen, Bjørnologisk Fakultet 2007

Som trofaste gæster her på Akademiet måske vil have bemærket, så synes rapporterne fra de bjørnologiske symposier at være gået lidt i stå. Nu er længevarende pauser som sådan helt i tråd med Akademiets almindelige forsknings- og udgivelsespolitik, og det skal da også bemærkes, at Fakultetet har modtaget forbløffende få rykkere og forespørgsler efter flere symposierapporter, hvilket vi har valgt at tolke som tegn på høflig tilbageholdenhed blandt de mange sikkert ellers utålmodige bjørnologi-interesserede. Den virkelige forklaring (på de udeblevne symposierapporter, altså) er imidlertid ganske dramatisk. Sagen er nemlig den, at den bjørnologiske forskning i de første uger af 2007 blev præsenteret for et så opsigtsvækkende kildebelæg, at al videre disputation måtte afvente en nærmere analyse af bemeldte stykke bjørnografi. 

Reportagen stammer fra det hollandske nyhedsburau Comicup Studio og blev forelagt den nederlandske offentlighed i 2003, mens danske forskere måtte vente til AA 3/2007 med at stifte bekendtskab med beretningen under titlen “Gris på gaflen”; en titel, der for kendere af bjørnologiens ulvologiske gren jo ikke umiddelbart indikerer meget nyt under solen. Det i første omgang mest opsigtsvækkende er faktisk, at transmissionen overhovedet er blevet bragt i dansk donaldisme, idet det sandt for dyden har været yderst sparsomt med beretninger fra Skoven på denne side af årtusindeskiftet. Årsagen til at Egmont her (endelig) har gjort en undtagelse fra denne kedelige politik viser sig imidlertid ved videre læsning, hvor det hurtigt bliver klart, at Comicups udsendte medarbejder, Paul Hoogma, virkelig har opsnuset en veritabel sensation!

Den indledende scene er såre velkendt: Hr. Ulv er sulten og nærer et savlende ønske om at få “Gris på gaflen” (jf. beretningens noget vulgære titel), og til det formål får han den efter egen vurdering ganske geniale idé, at iklæde sig en af de udklædninger, som han har i en gammel kiste stående på loftet. Heller intet nyt i det, men dét ændrer sig så sandelig, da det går op for os, HVAD det denne gang er for en forklædning, Ulv finder frem:

En Bjørnemaske! Stygge Ulv har en Bjørnemaske liggende oppe på loftet!!! Og endnu mere chokerende bliver det, da det viser sig, at i modsætning til snart sagt alle Ulvs øvrige latterlige udklædninger, så gør denne Bjørnemaske ham faktisk uigenkendelig! DEN FÅR HAM VITTERLIG TIL AT LIGNE EN BJØRN!!!

Ganske vist Fru Bjørn tilført en tåbelig paryk, men stadig væk en Bjørn. Selv den ellers altid så nævenyttigt skarpsynede Praktiske Gris nærer tydeligvis ingen mistanke.

Ja, end ikke Gårdmand Bjørn selv kan se den mindste forskel!

Okay, indrømmet, nu er Bjørn - i modsætning til Praktiske Gris - jo ikke just kendt som den skarpeste kniv i skuffen (eller Skoven), men alligevel, dette er dog hans kone - eller rettere, det BURDE det være.

Vi kan altså konstatere, at Stygge Ulv i sin omfattende garderobe af forklædninger råder over en maske, der får ham til at ligne en Bjørn i en grad, så selv Skovens største eksperter - inkl. Bjørn selv - ikke kan se forskel. Og udtalelsen indledningsvis afslører tydeligvis yderligere, at denne besiddelse ingenlunde er ny. Han har haft den på loftet længe! 

Denne opdagelse rummer jo i sandhed nogle nye perspektiver med henblik på besvarelsen af den bjørnologiske forsknings store hovedspørgsmål: Hvordan kan det være, at Bjørn i nogle beretninger er en rar familiefar og hårdtarbejdende gårdmand, mens han i andre beretninger er en helt anderledes ondskabsfuld skovslyngel? Har han, som hævdet af bjørnologiens deroutistiske skole, gennemgået en social deroute? Har han, som hævdet af dualisterne, en udseendemæssig identisk, men socialt anderledes uheldig udfalden lillebror? Lider han, som hævdet af real-skizofrenisterne, af voldsomme psykiske udsving, der helt ændrer hans personlighed? Eller er han, som hævdet af pseudo-skizofrenisterne, bare en helt igennem gemen skurk, der prøver at opretholde en pæn facade, men ind imellem lader sin sande, usympatiske personlighed skinne igennem?

Dette har - kort fortalt - indtil nu været de fire førende skoler inden for den bjørnologiske forskning, men nærværende afsløring kunne jo umiddelbart indikere en helt femte forklaringsmulighed: At den onde Bror Bjørn simpelthen bare har været Stygge Ulv i forklædning? 

“Hvorfor?”, vil nogle måske spørge, men hertil falder svaret jo forholdsvis let: at Stygge Ulv i denne sin ene (?) vellykkede forklædning kan begå skurkestreger uden repressalier fra myndigheder og skuffede blikke fra sønnen (samt vrede slag i hovedet fra Bedstemor Ulv), ligesom han med stor effekt har kunnet genere og skandalisere den ægte Hr. Bjørn, som Ulv tydeligvis har et temmelig anspændt forhold til.

Opdagelsen af denne såkaldt Ursus falsus-faktor kunne bl.a. forklare, hvorfor den entydigt grumme Bjørn faktisk altid kun optræder i beretninger, hvor vi ikke samtidig ser Stygge Ulv (troede vi). Den kunne tillige forklare, den lidt pudsige bemærkning, som Ulv får fremstammet, da han bliver afsløret: »Ups! Det er ikke, som du tror! Jeg kan forklare det hele...«

Normalt forbinder mange af os den frase med en noget anden situation, hvilket måske kunne forlede den uerfarne læser - med nok en henvisning til beretningens småvulgære titel - til den forkerte association, at Ulv her refererer til problematikken omkring det faktum, at han optræder i Familien Bjørns hjem i Fru Bjørns kjole, som han dermed på et tidligere tidspunkt forinden derfor må have formået at afklæde samme Fru Bjørn, og dermed have opholdt sig alene med Bjørns afklædte kone i dennes hus, inden Bjørn vendte hjem fra trælasthandelen med en ny hegnspæl. 

Men nej, for den erfarne bjørnolog åbner der sig en helt anden og langt alvorligere forklaring, nemlig at det, som Ulv uden større overbevisning søger at bortforklare, er, at han har indtil da i al hemmelighed har ejet en meget vellignende Bjørnemaske.  Det er således muligvis ikke blot for bjørnologerne, at sagens eventuelt rette sammenhæng her pludselig åbenbarer sig i al sin hæslige klarhed, men også for Bjørn selv:  årtier med grublen over en mystisk dobbeltgænger, der har forpestet hans tilværelse og ødelagt hans omdømme, falder nu endelig på plads! Der er ikke noget at sige til, at Bjørn ser rimelig gal ud... 

Det skal understreges, at bjørnologerne (måske ikke overraskende) endnu ikke er nået til enighed om Ursus falsus-faktorens betydning. Efter at have rystet det første chok af sig, synes man i de fire gamle skoler nu at vurdere, hvordan den nye drejning harmonerer med skolernes respektive opfattelser. Inden for den deroutiske skole har der længe eksisteret en såkaldt “skandalistisk-deroutistisk” gren, der er af den opfattelse, at den slemme Bjørn slet ikke findes, men at Bjørn blot er offer for en ondsindet smædekampagne ført af ukendte ondsindede personer. Eksistensen af en falsk Bjørn som en del af dette komplot har de skandalistisk-deroutiske bjørnologer godt nok aldrig foreslået, men det skal næppe forhindre dem i fremefter at sige: Hvad sagde vi? Mere konservative grene af den deroutistiske skole har derimod allerede nu valgt at støtte sig til den sædvanlige forsvarsparade, nemlig at denne beretning ikke stammer fra nogen af de to klassiske mestre, Paul Murry og Gil Turner, og derfor ikke kan tages seriøst. Opportunistiske elementer inden for den dualistiske skole fremfører derimod frejdigt, at de jo hele tiden har sagt, at der var tale om to Bjørne, og at det forhold, at den ene så er en Ulv i forklædning, kun er en ubetydelig teknisk detalje. For tilhængerne af bjørnologiens to skizofrenistiske skoler er der knapt så meget konstruktivt at hente i Ursus falsus-faktoren. »Vi har jo hele tiden sagt, at Bjørns til tider pæne facade blot er en falsk, påtaget maske over et i virkeligheden usympatisk væsen,« har enkelte pseudo-skizofrenister ynkeligt forsøgt sig, mens real-skizofrenisterne i stedet synes at vælge helt at afvise bjørnemasken som et væsentligt bevismateriale: »Det er muligt, at Praktiske Gris, Lille Ulv og Bror Bjørn lader sig narre, men for enhver bjørnolog med øjne i hovedet er det tydeligt, at dette IKKE er Bjørn:  Ursus falsus er ikke i stand til at åbne munden, når den taler; den går med hvide handsker; og en maske alene kan jo kun bruges i sammenhæng med en kjole - ikke med Hr. Bjørns sædvanlige kække, åbentstående sportsjakke. Nej, dette beviser ingenting. Forklaringen skal ikke findes uden på Ulvs hoved, men derimod inde i Bjørns.«

Det sidste ord synes således alligevel ikke sagt i den sag. Bjørnologien har overlevet denne måske hidtil alvorligste risiko for at finde gådens forklaring, og kan i stedet fortsætte i fornyet kraft med endnu en skole: Ursusfalsisterne!

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets  sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.