Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme

Mustafa, søn af Mustafa

- Et etnologisk falskspor efter ægte indiske sortænder?

Festtale ved åbningen af Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme (FED)

ved dr. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (2005)

Akkurat som min ærede kollega professor Jakobsen mente at kunne finde indirekte belæg for eksistensen af - eller i det mindste belæg for en tidligere eksistens af - sorte ænder i Amerika, så har opdagelsen af et barksistisk belæg bragt tilsvarende tanker i turbulens hos undertegnede.

Det drejer sig om en etnologisk tankevækkende episode i den eventyrlige og klassiske beretning om Enhjørningen fra 1950 (OS 263-02). I en sjælden rundhåndet rus har Joakim von And udlovet 10.000 kr. i belønning (plus alle omkostninger dækket og gratis jetmaskine stillet til rådighed!!!) til sin nevø Anders, hvis denne kan hjembringe ham en enhjørning i levende live fra Himalayas bjergtinder til udstilling i von Ands private zoologiske have. Hvor opsigtsvækkende end denne adfærd fra den gamle gnier måtte synes, er det noget helt andet, der påkalder sig opmærksomheden i nærværende sammenhæng.

Ved ankomsten til Shung-hi-la i Indien møder Anders en forklædt Fætter Højben, der søger at franarre sin fætter de medbragte 10.000 kr. Og det er just Højbens forklædning, der berettiger beretningens etnologiske opsigt.

Højben har foruden dæknavnet Mustafa, søn af Mustafa, iført sig en turban og et sort viltert skæg (falsk, vel at mærke, om nogen skulle forbløffes over den heldige andriks evne til så hastig skægvækst - endsige skægvækst i det hele taget). Og så har han smurt ansigt og næb ind i en substans af en tilsyneladende noget ildelugtende art, for derved at opnå en mørkere ansigtskulør. Eller for nu at tage næbbet fuldt: Højben har forsøgt at forklæde sig som sortand!

Senere samme nat møder vi endnu en falsk sortand, idet Anders kommer i træffe med nok en forklædt Højben. Det bemærkes, at skægget og turbanen er anderledes end ved den første forklædning; Højben foregiver altså nu at være en anden indisk sortand.

Dette er interessant. Det er således tydeligvis Højbens opfattelse, at for at give sig urigtigt ud for en indfødt indisk and, skal man fremstå sort i ansigtet - eller for nu igen at formulere det mere utvetydigt: Ifølge Fætter Højben er indiske ænder sortænder!

Lad det være sagt med det samme: Beretningen viser ikke ét eneste eksempel på ægte indiske sortænder. Vi gives derfor ikke nogen umiddelbar forklaring på denne opsigtsvækkende etnologiske opfattelse hos Hr. Højben. Og hvad der er nok så interessant: Forklædningen og ansigtsfarven synes ikke at narre Anders And! Jovist, Anders narres så langt, at han ikke genkender Fætter Højben, men han ser straks, at der ikke er tale om en sortand, men derimod om en beskidt hvidand, hvilket han ikke videre høfligt påpeger med ordene: »Så undrer det mig, at du ikke har set, du trænger til et bad. Det gør du nemlig!« Mødet med en (beskidt) indisk hvidand (og senere endnu én) synes derimod ikke at undre den ellers så etnologisk skarpsindige Anders, der gladeligt hopper på Højbens limpind og køber en gammel krikke med en pålimet snoet gulerod for 10.000 kr. i den tro, at der er tale om en enhjørning.[1] Ifølge Anders Ands etnologiske forventning er indiske ænder altså hvidænder - omend nogle gange lettere grumsede i kuløren pga. en ikke alt for energisk omgang med vand og sæbe.

Og her kommer så det store spørgsmål: Hvorfor har Højben og Anders forskellige forventninger til indiske ænders fjerfarve? Først kan vi fastslå, at når Højbens forklædning ikke narrer Anders hænger det givet sammen med, at Anders - formentlig i modsætning til Højben - ved selvsyn har SET virkelige sortænder (WDC 34, 1943) - endda på faretruende nært hold - og at han på et tidligere tidspunkt endda selv har tyet til den falske forklædningsmetode som sortand (YD 41-04-21). Og som det så smukt hedder i slige kredse: You can’t con a conman!  (Or a con-and, you might add...)

Men har Anders mødt indiske hvidænder? Jeg kender ikke p.t. til sådanne belæg, men som bekendt møder Anders sammen med nevøerne og Onkel Joakim et folk af hvide, højbenede (!) ænder i dalen Tra-la-la et sted i det centrale, bjergrige Asien (dog formentlig snarere oppe imod Stella anatiums Tibet end nede i Indien).

Spørgsmålet er imidlertid, om denne beretning (US 6-02) bør tages til indtægt for, at Anders ved rejsen til Indien er bekendt med eksistensen af hvidænder i Asien? Beretningen fra Tra-la-la blev således først transmitteret af Barks i sommeren 1954 - mere end fire år efter dokumentaren om andens Indiensfærd. Hvis kronologien i publikationerne skal tages til indtægt for en tilsvarende tidsfølge i hændelserne, havde Anders altså ikke nogen af os kendt forhåndsviden om asiatiske ænders etnologiske udseende at bygge sine forhåndsformodninger på i 1950. 

Når Anders så alligevel straks gennemskuer Højbens falske sortandeforklædning og - i øvrigt uden yderligere uråd - antager ham for en grumset, indisk hvidand, kan årsagen dels være Anders’ personlige kendskab til sortænder og sortandeforklædninger, men måske også en frygtelig viden om, at sortænder ej længere eksisterer på Stella anatium? En viden, som den mindre berejste og generelt uoplyste og verdensfjerne Fætter Højben ikke har fået opdateret sin etnologiske ællingelærdom fra grundskolen med?

Kan man således forlige sig med ovennævnte barksistisk baserede spekulationer - hvor eksotiske og grumsede de end måtte synes - kan vi herefter vove at opsummere følgende påstand til den her på Akademiet pågående etnologisk-anatide debat: Der HAR eksisteret sortænder i Stella anatiums Indien (dengang Højben gik i skole), men det gør der ikke mere i 1950. Det ved Anders, men ikke Højben. Anders derimod forventer på dette tidspunkt at møde indiske hvidænder. Er Anders And dermed bekendt med en etnologisk udrensning i den mellemliggende periode?

Jagten på sandheden om Stella anatiums sortænder fortsætter. Og Mustafa, søn af Mustafa, der ved alt og ser alt, han ved nok, hvorfra jagten går:

Nemlig, ja: Fra Forskningscenter for Etnologisk Donaldisme.

Note:

1. Anders’ eventuelle etnologiske indsigt med hensyn til ænder synes dermed ikke også med rimelighed at kunne udvides til heste- og fabeldyrfamilien. En beklagelig, biologisk begrænsning hos Anders, der imidlertid ved flere gange er blevet påvist, f.eks. i hans temmeligt pinlige fejltagelser af et egern for en bjørn, og en gris med påsatte gulerødder for et vildsvin. 

Retfærdigvis bør det dog nævnes, at Anders i modérne donaldisme tilsyneladende har lært af sine bitre erfaringer mht. enhjørninger.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

• AA                                   : Anders And & Co.
• CBJ                                   : Carl Barks’ Jul
• EDD                                  : En daglig dosis
• GB                                     : Guldbøgerne - udvalgte serier af Carl Barks
• OS                                     : Donald Duck One Shots
• US / U$                            : Uncle Scrooge
• VP                                     : Vacation Parade
• WDC                                : Walt Disney’s Comics & Stories
• YD                                    : Daily strips (striber bragt på hverdage i amerikanske aviser)

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.