Sydnordisk Akademi for Donaldisme : Afdelingen for Andelogi

Den anatide nedre blinkhinde

- kommentar til lektor GrandjeAnds forelæsning om anatid oftalmologi, samt sammes over samme emne baserede ducktordisputats.

af stud.and. Niels Jakob Søand, Donaldistisk Fakultet Køge 2008

Lektor dr. don. GrandjeAnd, De siger, at Raptus von And og Fætter Vims tilhører en gruppe ænder, der har muteret fra at have øjne, der når ned til næbbet til at have øjne, der ikke gør – altså en slags gåseøjne. Jeg er enig i, at ænderne muterer fra store til små øjne. Det er naturligt evolutionært, at ændernes øjne skrumper, fordi de ikke har brug for så store øjne i vore dage. Dyr har kun den krop, de skal bruge, og i Andeby er der lys fra gadelygterne om natten, så derfor er der ingen idé i at have store øjne, der kan se i mørke. Men det kan måske fortælle os noget om ænderne før i tiden, før civilisationen, dengang ur-ænderne havde brug for store øjne. Måske var de vågne om natten, og sov om dagen? Men det er et andet spørgsmål. Lad mig gå til pointen:

Vims’ store nedre blinkhinde?

Min pointe er, at f.eks. Vims måske ikke har muteret til små øjne, men er offer for for store nedre øjenlåg”. Ænderne har øjenlåg (som kaldes en blinkhinde, når det er for fugle), som går nedefra og op, ligesom ænderne i vores egen verden. Men Stella anatiums ænder har også en blinkhinde, der går oppefra og ned. Det har vores verdens ænder dog ikke, men mennesker har. Havde urtidens ænder så kun en blinkhinde, der gik nedefra og op, eller begge dele? Går ænderne fra at være mindre and til mere menneske? Bliver den oprindelige nedre blinkhinde erstattet med et mere menneskeligt øvre øjenlåg?

Læg mærke til ændernes både øvre og nedre blinkhinde.

Min teori er, at Vims har en for stor eller opsvulmet nedre blinkhinde, der gør, at hans øjne ikke rører næbbet. Man kan se, at både Vims og almindelige helænder som Anders har to blinkhinder på nedenstående billede, hvor begge ænder har lukkede øjne til sammenligning. 

 

Både Anders’ og Vims’ to blinkhinder.

En tredje mulighed er, at Stella anatiums ænder er forsynede med den hudflap under øjet, som mennesker også har. Hvis dette er korrekt, har almindelige ænder evnen til at gemme denne hudflap (måske under næbbet), når øjet er helt åbnet. Når ænderne lukker øjnene kommer hudflappen til syne og hjælper den øvre blinkhinde til at lukke øjet helt. Måske har evolutionen ikke gjort den øvre blinkhinde stor nok til at lukke øjet helt, men det kommer nok en dag, hvor den nedre blinkhinde/hudflap er muteret helt væk.

Gemmer Hr. And hudflappen under næbbet?

For lige at opsummere, så er der p.t. tre teorier vedrørende Fætter Vims’ øjne: 

  1. Fætter Vims’ øjne går ikke ned til næbbet på grund af mutation.

  2. Fætter Vims’ nedre blinkhinde er for stor.

  3. Fætter Vims’ nedre hudflap er for stor.

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme har antaget ovenstående afhandling til forsvar for den akademisk-donaldistiske kandidatgrad (cAnd.don.). Som bedømmere er udpeget lektor dr.don.clas. J. GrandjeAnd og professor dr.don. P. Dam.

1. censorindlæg ved dr. J. GrandjeAnd (lektor i anatid fysiologi på Afdelingen for Andelogi)

Blinkhinder eller ej : Fætter Vims ER en mutant!

Jeg er af rektor og på vegne af Akademiets Akademiske Råd (AAR) blevet pålagt både at give en almen replik til- og en generel bedømmelse af ovenstående afhandling, som af stud.don. Niels Jakob Søand er blevet indgivet til SAD - i øvrigt for samme hr. Søand ganske uden forhåndsanelse om, at samme Akademi efterfølgende har valgt at lade samme afhandling antage til forsvar for opnåelse af den akademisk-donaldistiske kAndidatgrad (cAnd.don.). Men det er nu engang en af den slags overraskelser, som livet ind imellem giver. Og lad mig med det samme understrege, at denne opgave har jeg påtaget mig med den allerstørste velvilje. Hvor er det dejligt at konstatere, at nye friske forskerhjerner strømmer til Akademiets traditionsrige haller og korridorer, og at de her endda straks med ungdommens frejdige ildhu skriver sig ind i stedets etablerede forskningstradition. For undertegnede er det ikke mindst en fornøjelse at opleve, at det netop er emnet for min egen beskedne ducktordisputats, den donaldistiske oftalmologi, et uhyre fascinerende forskningsfelt, som ganske forståeligt har tiltrukket sig unge Søands opmærksomhed - eller hans øjne, hvis man vil undskylde mig dette lille interne, oftalmologiske ordspil…

At den ivrige studerende så hist og her nok springer lidt hastigt frem til sine tolkninger og konklusioner, ja, det er kun forståeligt og hører sig hjemme i vort fag, ligesom det herefter er os ældre og mere erfarne forskeres opgave at mane til eftertænksomhed og en ekstra genovervejelse af observationernes betydning for de mulige tolkninger og konklusioner, og dermed hjælpe vore unge kollegaer på rette vej, således at de engang kan gøre det samme for kommende forskergenerationer.

Hr. Søand, det glæder mig at høre, at De er enig i min vurdering af, at Hr. Raptus von Ands og Hr. Fætter Vims’ særprægede oftalmologi, altså nærmere betegnet deres for voksne ænder så afvigende øjenform, bedst forklares med simpel mutation. Jeg er imidlertid ikke sikker på, at vi er helt enige i denne mutations betydning. De synes at se den som et naturligt evolutionært udviklingsforløb for Stella anatiums andeart som helhed, således at man i en eventuel fremtid for Andeby måtte forvente at se stadig flere ænder med øjne uden næbkontakt, angiveligt fordi det evolutionært set for arten ville være en fordel »..at ændernes øjne skrumper, fordi de ikke har brug for så store øjne i vore dage.« Det er muligt, at De har ret, men det er bestemt hverken min tese eller formodning i øvrigt. Her er det vigtigt at forstå Darwins principper omkring arternes evolutionære udvikling. Det er således misvisende at se mutationer som helhed som en evolutionær forbedring i retning mod en bedre tilpasset anatomi eller genetik for arten. Mutationer er som udgangspunkt blot tilfældige afvigelser fra standarden, “freaks”, kunne man kalde dem med et upolitisk korrekt ord fra min ungdom, og langt de fleste mutationer viser sig som oftest at være yderst uhensigtsmæssige, og sådanne individer (“freaks”) ramt af sådanne uheldige mutationer gives sjældent mulighed for at føre deres muterede gener videre. Surt for dem, men godt for arten som helhed. Ind imellem sker det imidlertid, at mutationen viser sig at være en fordel og gør de mutationsbærende individer overlegne i forhold til resten af arten, og med tiden vil sådanne mutanter kunne udkonkurrere den gamle standard - og dermed selv danne en ny standard for arten. 

Lad mig her på det kraftigste understrege, at jeg på ingen måde anser Hr. Fætter Vims for en sådan hensigtsmæssig mutation, der tegner andeartens fremtid! Det Gud forbyde! Tværtimod opfatter jeg ham som indbegrebet af en “freak”. I min ducktordisputats har jeg foreslået, at en “freak mutation” i det pågældende tilfælde måske kan skyldes en højst beklagelig toxikologisk påvirkning af hans barndoms andeæg, f.eks. med tanke på tidligere tiders ulyksalige brug af pesticiden DDT, der i årtier efter stoffets forbud fortsat kunne spores i dyr og fugle på Nordpolen - og måske således også er nået helt til Andeby?

Raptus von And vil jeg derimod betegne som et typisk tilfælde på en mutation af den mere heldige type, men chancen for, at hans gener vil blive ført videre, er næppe særlig stor - dels pga. hans tilsyneladende fuldstændige mangel på interesse for kvinder, dels fordi de sælsomme forplantningsforhold i Andeby (eller rettere: mangel på samme) generelt ikke synes at fremme nogen form for evolutionær udvikling overhovedet. Her må jeg i øvrigt understrege, at det jævnfør min tese IKKE er Raptus’ øjne, der er mindre end normalt, men derimod hans hoved, der pga. hans overlegne hjernekapacitet er større end artens som helhed. En ganske væsentlig pointe, som Hr. Søand i sin iver synes at have overset…

Nok sagt om mutationer. For en stund. Faktisk foreslår Hr. Søand i sin afhandling netop, at de oftalmologiske afvigelser hos Fætter Vims slet ikke behøver at skyldes en mutation, men derimod at han (altså Vims) enten 2) er »..offer for “for store nedre øjenlåg”.« (eller rettere: en forstørret nedre blinkhinde), eller 3) at »Fætter Vims’ nedre hudflap er for stor«. Lad mig starte med i relation til den sidstnævnte forklaringstese overfor eksaminanden at understrege vigtigheden af at overveje sit ordvalg uhyre nøje, idet man i den akademiske donaldisme meget ofte vil se sig citeret uden for kontekst, ofte i et bevidst forsøg fra ens kollegaer på at fordreje den oprindelige mening, og en formulering som den her nævnte kan man desværre formode vil friste visse svage sjæle over evne i slig retning.

Selve idéen om forstørrede nedre blinkhinder eller “nedre hudflapper” (i oftalmologisk forstand, altså) hos Hr. Fætter Vims finder jeg faktisk særdeles interessant og værd at arbejde videre med. Imidlertid mener jeg ikke, at den på nogen måde strider imod min egen oprindeligt fremlagte mutationstese. Faktisk foreslår Hr. Søand jo også selv en evolutionær forklaringstese, således at urtidens ænder på Stella anatium både havde nedre og øvre blinkhinder/øjenlåg, mens den nedre blinkhinde hos mere udviklede individer af arten i dagens Andeby helt er forsvundet. Her kan man så sige, at Vims enten er et genetisk fortidslevn eller offer for en uheldig, tilbagerækkende mutation, hvor det gamle gen for nedre blinkhinder atter er blevet aktiveret.

Mens det ikke fremstår helt klart, hvilken indbyrdes forskel Hr. Søand egentlig lægger i de to termer “nedre blinkhinde” og “nedre hudflap” (idet jeg vælger at se bort fra de ovenfor indikerede muligheder for sidstnævnte), så lancerer han ved behandlingen af den nedre hudflap den endog særdeles interessante tese, at »..almindelige ænder [har] evnen til at gemme denne hudflap (måske under næbbet), når øjet er helt åbnet. Når ænderne lukker øjnene kommer hudflappen til syne og hjælper den øvre blinkhinde til at lukke øjet helt. Måske har evolutionen ikke gjort den øvre blinkhinde stor nok til at lukke øjet helt, men det kommer nok en dag, hvor den nedre blinkhinde/hudflap er muteret helt væk.« Dette skulle forklare, hvorfor også f.eks. Hr. Anders And synes at have nedre øjenlåg eller “hudflapper”, når han lader sig se med lukkede øjne. En efter min mening yderst kvalificeret observation med en absolut ikke mindre kvalificeret forklaringstese, der dels fortjener at blive arbejdet videre med, men dertil allerede nu berettiger til stor anerkendelse og ros.

Lad så være, at man reelt kan sammenfatte alle de tre sidst i afhandlingen lancerede forklaringsteser som følger:

                    1. Fætter Vims’ øjne går ikke ned til næbbet fordi han er en mutant.

                   2. Fætter Vims er en mutant med forstørrede nedre blinkhinder.

                   3. Fætter Vims er en mutant med for store hudflapper (under øjnene!)

= 1.2.3.: Fætter Vims er en mutant!

 

Replik til 1. censorindlæg fra eksaminANDen stud.and. N.J. Søand

Folk med små øjne er kloge (hjerne-energi-teorien)

Under den måske lidt misvisende overskrift vil jeg udrede en anden mulig grund til, at Fætter Vims’ øjne ikke rører næbbet. Han er syg eller muteret, det kan vi godt blive enige om. Årsagen til mutationen kan som førnævnt være, at ænderne ikke har brug for store og energikrævende øjne i nutidens Andeby. Niels Jakob Søand: »Dyr har kun den krop, de skal bruge, og i Andeby er der lys fra gadelygterne om natten, så derfor er der ingen idé i at have store øjne, der kan se i mørke. Men det kan måske fortælle os noget om ænderne før i tiden, før civilisationen, dengang urænderne havde brug for store øjne.«

Men jeg lancerer her en ny teori, som jeg kalder hjerne-energi-teorien. Den går ud på, at ænder, der har små øjne, har et overskud af energi. Den energi har kroppen brugt på at gøre hjernen stor og god. Man kan sige, at kroppen har prioriteret en større hjerne frem for store øjne. Hjernen er et organ, som Homo sapiens (vores mennesker) har udviklet ud over det sædvanlige. Da menneskene begyndte at gå oprejst, fik de mulighed for at udvikle hjernen og bl.a. se over græsset på savannen til gengæld for mistede evner, som styrke og hurtighed.[1] Ænderne har også udviklet hjernen på andre evners bekostning fx store øjne. Men hvor vil jeg hen med det?

Raptus har en stor hjerne, men små øjne.

Så små øjne betyder stor hjerne? Ja, på sin vis. Se fx Raptus von And. Der er ingen grund til, at netop denne begavede and skulle have små øjne. Men hjerne-energi-teorien kan være en mulig løsning. På det næste billede ser vi endnu en klog and med øjne ligesom Raptus. Og som han selv udtrykker det, så er han væver af profession.

En and, der er væver af profession, med små øjne.

Lektor GrandjeAnd: »Lad mig her på det kraftigste understrege, at jeg på ingen måde anser Hr. Fætter Vims for en sådan hensigtsmæssig mutation, der tegner andeartens fremtid! Det Gud forbyde!« Det gør jeg heller ikke. Jeg frygter tanken med en hel verden fyldt med Fætter Vimser fordi alle andre har bukket under for naturlig selektion. Derfor er der to muligheder: Fætter Vims har en skjult intelligens, han ikke er i stand til at bruge eller Hr. Vims er syg. Sidstnævnte tilfælde betyder, at han ikke indgår i hjerne-energi-teorien, men bare er syg eller ”freak”-mutant. Ordet lyder barskt, som om det var noget fra en gyserfilm, men frygt ikke: Fætter Vims er og bliver dum og uintelligent (der findes ingen Fætter Vims-fanklub, vel..?). Hvis Fætter Vims skulle lide af en sygdom, der giver ham små øjne, må det være en ikke arvelig sygdom, så han ikke risikerer at sende generne med fejl på videre til nye ænder.

Er dette uintelligente væsen et geni?

Svaret på spørgsmålet i ovenstående billedtekst er: NEJ! Hjerne-energi-teorien indbefatter ikke alle væsner med næb, KUN ænder. Hvis man skulle identificere ovenstående fugle, må konklusionen være noget lignende en måge i baggrunden og en fed et-eller-andet i forgrunden. Jeg nægter at udtale mig yderligere om ovenstående fugle.

Men hvad så med Georg Gearløs? Er han indbefattet af hjerne-energi-teorien? Hans øjne rører godt nok ikke næbbet, men han er alligevel et meget klogt væsen. Men én ting er klart: han er ikke en and, derfor er heller ikke han en del af hjerne-energi-teorien.

Jeg forestiller mig, at indgrebet med en overudviklet hjerne sker i barndommen. Hvis en ælling får en stor udviklet hjerne, holder øjnene op med at vokse til den størrelse, som voksne ænder normalt har. Dermed stopper udviklingen af store øjne, der rører næbbet, og i stedet får anden en stor hjerne, han kan vælge at ”aktivere”. Et svar er måske, at Fætter Vims ikke har ”aktiveret” sin store hjerne.

Der er sikkert mange modbeviser for hjerne-energi-teorien, men den kunne være et muligt svar for nogle af de mange spørgsmål, der er inden for oftalmologien.

I fortsat god forskningstradition kommer her tre nye mulige svar på det oftalmologiske spørgsmål:

                      1. Fætter Vims’ øjne går ikke ned til næbbet fordi han er en mutant.

                      2. Fætter Vims har en ikke aktiveret stor hjerne.

                      3. Fætter Vims lider af en ikke arvelig sygdom.

 

2. censorindlæg ved professor P. Dam (De Danske Disney Undersøgelser)

Lad mig starte med at rose stud.and. Niels Jakob Søand for hans interessante og entusiastiske projektrapporter gennem den senere tid – særligt den sidste har glædet mig, da den påviser lektor GrandjeAnds fejlobservationer og fejltolkninger. Jeg vil dog mene, at du ikke går nok i kødet på lektoren, for det er jo tydeligt, at han har lavet nogle pinlige bommerter i hans ducktorafhandling!

Nu forsøger lektor GrandjeAnd selvfølgelig at snakke uden om, men lad os lige opdatere: Han påstår, at Vims gennem en ”uheldig mutation” [har] ”øjne, der ikke når helt ned til næbbet”. Som påvist af Søand er Vims’ hoved samt hans øjne af samme størrelse som Anders’. Ikke nok med det, men som det også glimrende er påvist, ses det af billedduckumentationen herunder, at begge har såvel øvre som ned blinkhinder.

Rent fysiologisk er der dermed ingen forskel på Anders og Vims i forhold til øjne, og Søand har dermed påvist, at lektor GrandjeAnd tager fejl! Jeg vil derfor allerede nu indstille til, at Søand får tildelt den akademisk-donaldistiske kandidatgrad (cAnd.don.), mens jeg vil tage initiativ til, at der bliver nedsat et udvalg til at fratage lektor GrandjeAnd hans ducktorgrad (dr.don.clas.).

Samtidig vil jeg præsentere den foreløbigt 10. (hvis jeg har talt korrekt, imponerende!) og korrekte forklaring på de nedre blikhinder ved enkelte voksne helænder: Det skyldes selvfølgelig, at de er kronisk trætte! I Raptus’ tilfælde skal det sikkert ses i lyset af de mange ducktorafhandlinger, der må have krævet mange søvnløse nætter, mens Vims’ mange og gale projekter på tilsvarende vis må have lagt beslag på mange nætter. Alternativt har Vims et narkoproblem, muligvis speed, hvilket i så fald både ville forklare de hævede nedre blikhinder pga. søvnløshed samt hans overgearede aktivitetsniveau.

Jeg vil gerne afslutte med en tak for en række gode og spændende rapporter, et ”velkommen” til de lærde rækker, samt et ”held og lykke” i det fremtidige arbejde!

 

Akademiets Akademiske Råd (AAR) har efter sjælden enstemmig indstilling fra de to bedømmere besluttet at tildele Niels Jakob Søand den akademisk-donaldistisk kandidatgrad (cAnd.don.), som det forventes at han vil bære og benytte flittigt til sine omgivelsers fortjente anerkendelse og misundelse.

 

EksaminANDens svar

Jeg må først sige, at jeg er meget beæret og lykkelig over at have modtaget den fornemme titel, cAnd.don., som jeg vil bære med respekt fremover.

For lige at kommentere professor P. Dams indlæg, så synes jeg, at det er en meget interessant teori, De kommer med. Nemlig, at trætte ænder får hævede nedre blinkhinder. Som man kan se på Anders, får han også hævede nedre blinkhinder i udmattende situationer. Der er ingen tvivl, for han siger jo selv ”Jeg er dødtræt!” og straks hæver hans nedre blinkhinder!

Et andet bevis er dette billede:

Onkel Ræddik er manuskriptforfatter på serien ”Betjent Hund”. Man ser tydeligt, at det er et anstrengende job at finde på nye ideer hele tiden, og det er gået ud over hans søvn. Resultat: hævede nedre blinkhinder. 

Men det hele skal jo ikke gå op i seriøsitet, så vi selv får hævede nedre blinkhinder, så jeg vil til sidst endnu en gang sige mange tak for den donaldistiske kandidatgrad! Jeg kan endda tilføje, at der nok snart er nyt på vej fra Donaldistisk Fakultet Køge, navnlig en kort artikel om Fedtmules tøj. Langvarige studier af andeby-beboernes tøj og mode giver endelig afkast.

 

 

Noter:

[1] Illustreret Videnskab 1997/6.

 

Tidligere forsøg på erhvervelse af den akademisk-donaldistiske kandidatgrad:

 

Oftalmologien (2003)

 

Den anatide oftalmologi (2004/2006)

 

 

 

 

Afdelingen for Andelogi

 

 

Retur til Akademiets forside

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets  sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.