Institut for Donaldistisk Biologi - Afdelingen for Andelogi

Anatid fysiologi - Kursusgang 1

 Anden - og ægget?

Eller: “Hvor kommer de små ænder fra?”

  Kilde: Rota (1984) BCP; MLIEÆ

Studiet af de donaldistiske ænder kan tage sin naturlige begyndelse med ægget. Eller kan det nu også det? Gentagne gange har det været til debat blandt forskerne, om ænderne i Andeby formerer sig ved at lægge æg eller føde levende unger - hvis de da formerer sig i det hele taget (ænderne, altså)? Idet vi i første omgang lader sidstnævnte alternativ ligge til en anden forelæsning, og tager forplantningen for givet - en eller anden måde er Joakim, Anders, ungerne og resten af slægten jo kommet til verden på - så vil jeg i denne indledende kursusgang præsentere synspunkterne og belæggene fra den hidtidige debat om det vitale spørgsmål: Hvor kommer de små ænder fra?

Umiddelbart kan det måske vække undren, at der overhovedet kan være tvivl om forholdet. Ænder er jo fugle, og alle fuglearter lægger æg. Ergo må dette naturligvis også gælde for donaldistiske ænder. Når det alligevel gang på gang synes at chokere mange ellers gennemgående fornuftige donaldister (i det omfang de to begreber “fornuft” og “donaldisme” kan bruges sammen), så skyldes det, at mange slet ikke opfatter Andebys ænder som ænder i normal forstand, men som en slags mennesker. Tankegangen bygger vel i sin yderste konsekvens på idéen fra den socialkonstruktivistiske donaldisme om, at Andeby er en fiktiv fantasiverden, der udelukkende skal opfattes som en projektion af den menneskelige verden. “Die Ducks sind Menschen wie du und ich”, lyder læresætningen, der var så indprentet i den donaldistiske tankegang, at den også blev bragt med ind i den arkæologiske donaldisme, da denne opstod i 1970’erne; således f.eks. hos Grobian Gans (1970 s.7). Og selvom den “human-projektive” filosofi gentagne gange er blevet udfordret og troet mere eller mindre manet i jorden, er den snart efter vendt tilbage med uformindsket kraft. Senest er dette sket med den donrosistiske (eller “rosaistiske”) skoles store fremmarch i 1990’ernes donaldisme, og i donaldismeforskningen med lanceringen af dr. paTrick Martins såkaldte morfotilteori, ifølge hvilken ænderne lidt forenklet sagt er mennesker “fanget” i andekroppe. Denne teori vil jeg vende tilbage til i en senere kursusgang.

Kilde: Røntgenbillede skabt af Daniel Veitz 1998; Martin fig. 3

Opfattelsen af den donaldistiske and som et slags menneske er da heller ikke helt så gal, som den måske umiddelbart kan synes. Vi ser jo ikke ænderne nede ved søen i den lokale park eller ved gadekæret gå rundt klædt i matrostøj, høj hat og stok, vælte sig i penge, køre bil, tale eller grundlægge større bysamfund. På mange måder minder de donaldistiske ænders adfærd faktisk betydeligt mere om menneskelig adfærd end om normal praksis blandt zoologiske ænder. Så hvorfor skulle de ikke også rent forplantningsmæssigt opføre sig mere som mennesker end som ænder - og dermed føde deres unger i stedet for at lægge æg?

Det videnskabeligt set mest korrekte udgangspunkt for behandlingen af dette spørgsmål må derfor være, HVERKEN at opfatte ænderne i Andeby som mennesker eller ænder i zoologisk forstand - og dermed ikke på forhånd slutte noget om, hvordan de små ællinger i Andeby sættes i verden. Vi må - som seriøse naturvidenskabelige forskere - udelukkende forholde os til de empiriske fakta, som kilderne bringer os. Jeg vil i denne forelæsning fremdrage de for diskussionen vigtigste kildebelæg og redegøre for deres afledte debat.

Det første relevante - og måske også mest klassiske - kildebelæg for forskningen blev opdaget i starten af 1970’erne. Det drejer sig om en ganske kort taliaferristisk beretning (dvs. tegnet af Al Taliaferro), hvori Anders And ønsker at deltage i en konkurrence om det bedste babyfoto, og indleverer et billede af et æg nænsomt lagt på en pude med påskriften “Baby And” (ty.: “Kleine Donald”). Beretningen (oprindeligt udgivet i amerikanske aviser sommeren 1945) er beklageligvis aldrig bragt i dansk AA (men dog udgivet i Danmark i Gavehæfte nr. 27 (1975)), men nok så vigtigt for forskningen er den udgivet i Norge (DD.n 2/1950) og Tyskland (MM 23/1976).

  Kilde: Taliaferro (1945) YD 45-08-18; WDC 99

Det opsigtsvækkende taliaferristiske kildebelæg dannede i Norge basis for den såkaldte “gjøkungeteori”, en temmelig alternativ forplantningsteori, der som sit hovedmål havde at forklare den tilsyneladende mangel på normale forældre-børn-familieforhold i Andeby. Jon Gisle (1973) beskrev teorien som følger: »Gjøkungeteorien går ut på at de donaldistiske hunender schniker seg inn i andre enders hus og legger sine egg der. Så blirr det opp til den som finner eggene å ta seg av barna. I mangel av noe bedre har man begynt å bruke tiltaleformerne “onkel” eller “tante” om sine pleieforeldre.« Gisle selv havde dog sine betænkeligheder ved teorien, som han f.eks. ikke mente gav en fyldestgørende forklaring på Mickey Mouses to nevøer: »Å påstå at Mikke tilhører den eneste museslag i verden som legger egg kommer man ikke langt med.«[1]

I Tyskland blev beretningen brugt som et fældende bevis imod den Gans’ske lære med Walter Abriels (1977) anti-tese: “Die Ducks sind keine Menschen wie du und ich”. Ifølge Abriel måtte det ud af beretningen kunne sluttes, at »Die Entwicklung der Enten ist vom Ei an belegt...« og dermed, at »..die Enten werden nicht säugetierartig geboren, sondern aus Eiern erbrütet.« »Hvordan de donaldistiske andeæg bliver befrugtet - og om overhovedet - forbliver dog i det dunkle for de andegenetikforskende donaldister,« mente Abriel (her oversat til dansk af forelæseren). Herr Abriel vovede endvidere den strengt taget ikke endeligt belagte slutning, at det kun er hunænderne, der kan lægge æg. Det byggede han bl.a. på en vurdering af, at de mandlige ænder gennemgående udviser en ret skødesløs omgang med æg, en påstand som han med en vis ret mente at kunne dokumentere med de barksistiske beskrivelser af Anders Ands katastrofale karriere som hønseavler i byen Solkøbing (senere omdøbt til Omelet) (WDC 146) og samme Anders’ håndtering af de firkantede æg fra Peru (OS 223).

Kilde: Barks (1952) WDC 146; CBB    Kilde: Barks (1949) OS 233; CBB

Også ifølge Paul Murry lader Hr. Ands forsigtighed med de nuttede små en del tilbage at ønske.

Kilde: Murry (1954) DD 34; AA 21/1958

Men kan vi nu også være sikre på, at fotografiet, som Anders indleverer til konkurrencen, vitterligt er et ægte (og ganske tidligt) barndomsbillede af ham selv? Eller bør vi tage den mulighed med i betragtning, at Anders tager gas på konkurrencen og/eller forsøger at snyde sig til uretmæssig opmærksomhed hos dommerpanelet og dermed i sidste ende en af de mange “wertvolle Preise”? Ud fra billedbeviserne må vi konkludere, at Anders i hvert fald ikke har haft megen tid til at konstruere et snydebillede til lejligheden, og at han tilsyneladende har et indrammet foto af et æg derhjemme klar til afhentning. Jeg kender ikke til, at det pågældende fotografi ved andre lejligheder er set hængende i Hr. Ands hjem, men jeg har inden forelæsningen fundet nedenstående to barksistiske belæg for, at billeder af nyklækkede ællinger både optræder hos Anders And (GA 1947) og Onkel Joakim (WDC 297). Hvem de søde små forestiller, har jeg dog ikke med sikkerhed kunnet fastslå.

Kilde: Barks (1947) GA 1947; AA 51/1980  Kilde: Barks (1965) WDC 297; AA 3/1966

Min ærede kollega, professor Dam, der ved Det 2. Donaldistiske Seminar afholdt i foråret 2003 endnu bekendte sig til donrosismen og dermed også til fødselsteorien, gjorde - forelagt billedbelæggene for ægteorien - dengang opmærksom på, at vi ikke mindst i de klassiske barksistiske beretninger ofte ser eksempler på humoristisk og/eller ligefrem surrealistisk billedkunst udsmykke væggene i Anders Ands hjem. Derfor behøver sådanne billeder af æg og nyklækkede ællinger ikke nødvendigvis at skulle opfattes som autentiske fotografier eller andre former for naturalistiske gengivelser af Familien Ands tidligste øjeblikke.

For mange donaldister er det i omdiskuterede spørgsmål som dette mesteren Carl Barks, man søger tilbage til, for at finde svaret. Og hvad siger de barksistiske kilder så om ændernes tidligste livsstadium? Her er det ikke de ovenfor viste belæg med mulige familiebilleder hængende i baggrunden på hjemmets vægge, der bringes frem i debatten, men derimod en tilsyneladende meget afgørende udtalelse af Joakim von And i beretningen om dengang, da han fandt Ungdommens Kilde i Floridas sumpe (US 32).

Når von And ikke - til Bedstemor Ands umiddelbare fortvivlelse og undren - erhvervede sig de 40 ha jord i Dynddalen, hvorpå den efterstræbte kilde lå, for de 200 kr., som sumpjorden var sat til salg for af uvidende spekulanter, så var forklaringen den, at Joakim ikke kunne nå at betale det sidste afdrag rettidigt, fordi han og nevøerne så at sige sad fanget på en lille ø i en sø fyldt med vand fra Ungdommens Kilde. Gummibåden, som de var kommet ud til øen i, var skudt i stykker, så den eneste mulighed for at komme væk fra øen igen, var at svømme - hvilket imidlertid måtte forventes, at få fatale konsekvenser. Mens Anders formodedes at ville ende som en “nyudklækket ælling”, inden han nåede over søen, mente Joakim selv, at han svømmer så langsomt, at han (trods sine flere år at give af) ville vende helt tilbage til stadiet som andeæg!

  Kilde: Barks (1960) US 32; DSRRR

For barksisterne er denne beretning det endegyldige bevis for, at donaldistiske ænder starter livet på traditionel andevis ved at blive lagt som et æg, hvorfra de senere udklækkes. Bevisets vægt er senest udtrykt af Rob Klein (2003): »And so, we have our answer. (...) ..the Ducks came out of eggs (not live births (as mammals)). (...) The fact that Barks tells me that Scrooge says he, himself did come from an egg, proves that for me.« Mens donrosisterne ikke regner Taliaferros og andre senere reporteres “ægbelæg” for videre troværdige kilder, så udgør det barksistiske ægbevis et anderledes tungtvejende problem for fødselsteorien, idet de fleste donrosister også gerne vil holde sig tro imod Barks. Løsningen kan siges at være nært beslægtet med professor Dams kritik af det taliaferristiske babyfoto, idet argumentet lyder, at Onkel Joakim bare laver sjov: »Another possibility is that he was making a joke on his surname “(Mc)Duck”...«.[2] Muligheden for, at der således skulle være tale om et tilfælde af misforstået ironi, foreligger selvfølgelig, men som anført af Klein, virker det ikke videre sandsynligt: »There is no indication that Scrooge was joking, in that statement.«[3]

Havde dette kursus været afviklet på Center for Klassisk Donaldisme, ville vi have afsluttet gennemgangen her, men som rektor har indskærpet over for mig, så indgår også den post-klassiske, den neo-klassiske og den øvrige moderne donaldisme i Akademiets pensum. Jeg vil derfor fortsætte kursusgangen med en præsentation af, hvordan æg- eller fødselsspørgsmålet er blevet besvaret af de primære neo-klassiske reportere.

En af neo-klassicismens mest erfarne og endnu aktive reportere er chileneren Vicar, der efter 30 år i faget stadig hører til Egmonts mest flittige nyhedsformidlere. Hvis man ønsker at inddrage donaldismen siden Barks og Taliaferro stoppede deres virke sidst i 1960’erne, må det derfor tillægges en vis betydning, at Vicar ved flere lejligheder har citeret ænderne for klare udmeldinger om, at de har startet livet som æg.

Kilde: Vicar (2003) AA 22/2003 (D2002-053)

Så sent som i AA 22/2003 kunne Vicar således dokumentere, at Anders selv hævder, at han er bevet udklækket - og altså ikke født. Ved en tidligere lejlighed (AA 50/1983), hvor Familien Ands rejsevante tre generationer opholder sig hos en sydamerikansk indianerstamme, prøver de at narre de lokale til at tro, at Onkel Joakim kan gøre sig yngre, idet han først “skifter skikkelse” til Anders og dernæst til én af ungerne, og afslutningsvis truer med at forvandle sig til et æg. En trussel, der i øvrigt har en forbløffende panikskabende effekt blandt indianerne.

Kilde: Vicar (1983) AA 50/1983 (D 6748)

Hertil kan kritikerne jo anføre, at der kun er tale om ord, der kan tolkes som henholdsvis en spøgefuld bemærkning og en tom trussel. Det hidtil eneste (?) utvetydige billedbevis for, at de donaldistiske ællinger klækkes som normale ænder, stammer fra det meget omdiskuterede interview, som reporteren Marco Rota angiveligt fik med Anders And på toppen af en skyskraber i New York 1984 (“Mit liv i en æggeskal”).[4] I dette beretter Hr. And således selv, at han blev fundet på en øde landevej og adopteret af Bedstemor And (og Onkel Joakim) umiddelbart efter, at han var udklækket af et æg, der var faldet med resten af hans barndoms rede ned fra et træ under et grufuldt stormvejr. Det er i øvrigt påfaldende, at Anders selv refererer til dagen hvor han “blev født”, til trods for den utvetydige klækning.

Kilde: Rota (1984) BCP; MLIEÆ

Troværdigheden af den rotaistiske biografi er senere blevet kraftigt udfordret, ikke mindst af donrosisterne, da en række af Rotas oplysninger harmonerer særdeles dårligt med Don Rosas. Dette gælder bl.a. det “rotaistiske ægbevis”, hvis kildemæssige vurdering hos donrosisterne bl.a. er udtrykt af den norske donaldist Sigvald Grøsfjeld jr. (2003): »The hatching shown in Marco Rota’s “My life in an egg shell”, is according to this view seen as an untrue version...«.

Også mange ikke-donrosister ser på beretningen med nogen skepsis af en lang række årsager, som det kommer for vidt at gennemgå her. Hvad selve klækningsscenen angår, har jeg personligt altid haft svært ved at forestille mig, at Andebys vordende anatide mødre skulle forlade deres hjems trygge omgivelser, med centralvarme, rindende vand, bløde senge og telefonforbindelse til sundhedsvæsenet, for at kravle op i et træ, bygge en primitiv rede af mos, kviste og grene, og sætte sig til at lægge et æg. Og derpå gennem en længere periode blive oppe i træet for at udruge det. Selvfølgelig kan omstændighederne bag Anders’ lægning og udrugning være helt exceptionelle og tragiske - en stakkels fortvivlet moder, der af ukendte ulykkelige årsager må lægge sit æg i dølgsmål - men man skulle vel alligevel mene, at hun kunne finde sig et mere komfortabelt sted? Men - skal jeg skynde mig at fortsætte - da vi ikke har et eneste andet kildebelæg, der i så direkte grad viser den donaldistisk-anatide redebygning, æglægning og ægklækning som her hos Rota, vil det være såre uvidenskabeligt at afvise belægget blot fordi, det strider imod vores personlige ubelagte formodninger. Således har kollegaer fra det biologiske instituts zoologiske afdeling f.eks. forsikret mig om, at adskillige jordiske andearter kan finde på at bygge reder i træer, hvilket jeg ellers umiddelbart ville have haft forsværget.

Når det fortrinsvis er blandt donrosisterne, at man i nutidens donaldisme finder tilhængere af fødselsteorien, så bygger det formentlig på den allerede nævnte donrosistiske grundopfattelse af, at ænderne i Andeby er en slags mennesker i andekroppe. Ved en mængde lejligheder har Don Rosa da også tilsyneladende hørt ænderne omtale sig selv som mennesker.

Kilde: Don Rosa (1991) AA 47/1991 (D 91192)

Det skal straks siges, at Don Rosa ikke står alene, hvad dette angår. Også fra flere andre reportere meldes det, at ænderne kan finde på at kalde sig “mennesker” og tale om deres egen “fødsel”. Spørgsmålet er imidlertid, om de mener det samme med “mennesker” og “fødsler” som vi gør? Som vi så i eksemplet fra Marco Rota, bruger Anders And uden mindste tøven betegnelsen “født” om sin egen indgang til verden til trods for, at han umiddelbart efter selv beretter, hvordan han blev klækket fra et æg. Rob Klein, der både er udøvende reporter og en særdeles aktiv donaldismeforsker, mente da også, at menneskebetegnelsen i donaldistisk sammenhæng er misforstået: »I have never seen EVEN ONE reference to the Ducks being born live, or being mammals. They have been refered to as “persons” and “people”, but I don’t believe they have been refered to as “humans”. (...) Barks’ comments that “he always thought of the Ducks as humans” was referring to their characters (not their physical characteristics). They are intelligent beings, who have developed to a similar level of intelligence to that of humans on our Earth, (...) but, they have come from highly different environments, and thus, have developed in a quite different manner. Thus, physical comparisons to those of Earth lifeforms cannot be extrapolated.« Vi har da også flere barksistiske belæg for, at Familien And selv opfatter sig - og opfattes af andre - som nært relaterede til andefuglene i mere en ren nominel forstand.

Kilde: Barks (1952) OS 422; AA 41/1972  Kilde: Barks (1952) WDC 141; AA 19/1972

Diskussionen om, hvorvidt donaldistiske ænder er “en slags mennesker i andekroppe” eller “en slags ænder med menneskelige adfærdstræk” bringer os jo imidlertid ikke tættere på svaret om, hvorvidt de lægger æg eller føder levende unger; vore venner fra Andeby kan jo fortsat hverken betegnes som egentlige ænder eller mennesker i traditionel jordisk forstand. Og mens Rota (angiveligt) har vist billeder af Anders Ands klækning, Taliaferro har vist et babyfoto af Anders som æg, og Onkel Joakim ifølge Barks har beskrevet sit yngste livstadium som andeæg, så har vi endnu til gode at se billeder af en donaldistisk hunand i færd med at lægge et æg. Med tanke på Disneys og Egmonts generelle beskyttelse af privatlivets fred i Andeby er en sådan dokumentation nok heller ikke at vente lige med det samme. Præcis det samme kan siges om billeder af en eventuel ællingefødsel i Andeby, som man derfor ikke med rimelighed kan klandre Don Rosa for IKKE at have bragt os. Eller har han? Ifølge flere højtstående donrosister/rosaister er der i hvert fald meget kraftige indikationer på en ællingefødsel i beretningen om "Fødselsdags-Forbandelsen" (eng.: The Sign of the Triple Distelfink).

Kilde: Don Rosa (1997) PM 313; DD.n 4/1998 Kilde: Don Rosa (1997) PM 313; DD.n 4/1998

Billederne (her i en norsk version) stammer fra Bedstemor Ands beskrivelse af, hvordan det gik til, det hun fødte(!) Fætter Højbens moder Andelise (no.: Dora). Indikationen på ællingefødslen er altså lydmæssigt baseret. »Ååå! Tiden er visst inne!« kan jo i høj grad lede tankerne hen på menneskekvinders udsagn, når de afsluttende veer sætter ind og/eller fostervandet går. Bedstemor Ands egen beskrivelse af begivenheden som »..den gangen moren din ble født...« underbygger umiddelbart denne opfattelse, men som beskrevet ovenfor ved behandlingen af det rotaistiske kildebelæg, finder fødselsbegrebet muligvis en bredere anvendelse hos ænderne end hos os. Imod fødselstolkningen vil tilhængere af æg-teorien kunne anføre, at vi jo ikke på nogen måde ser Bedstemor And som værende gravid eller under den påståede fødsel, og at hendes ord med lige så stor ret kunne gælde selve æglægningen eller ægklækningen. Til gunst for den sidste tolkning kan man eventuelt påpege, at der i samme øjeblik klækker intet mindre end fire hønseæg uden for huset, hvilket muligvis skal ses som en projektion af, hvad der foregår indenfor? Imod klækningsopfattelsen har min ærede kollega, professor Sivand, dog anført, at Bedstemor Ands råb giver indtryk af at være klagende, hvilket indikerer et fysisk ubehag, som man næppe skulle vente (for hende) i forbindelse med en klækning.

Et andet muligt belæg for fødselsteorien blev fremlagt på Donaldistisk Forums forårsseminar 2003, hvor min ærede kollega, professor Dam, endnu engang viste at have et vågent øje for de mere prekære kropslige detaljer, idet han til forskernes overraskelse mente at kunne påvise, at den donaldistiske hunand har bryster![5] Påstanden byggede på et billede af vinderen af en af Andebys mange skønhedskonkurrencer, og siden har bl.a. et donrosistisk billede af Joakim von Ands ungdomskærlighed Gulda Glitter vist endnu tydeligere tegn på ydre brystdannelser.

Kilde: Barks (1958) DD 60; AA 25/2005  Kilde: Don Rosa (1995) US 292 cover; HEDLJ

Påvisningen kom i forbindelse med professor Dams afvisning af, at der var fundet beviser for, at de donaldistiske ænder lægger æg. Og eftersom de påviste bryster i biologisk forstand er et fænomen, der her på Jorden kun findes hos arter af pattedyr til opfostring af nyfødte unger [6] og aldrig hos fugle, mente Dam her, at have fået fat i et afgørende bevis imod æglægningsteorien. Faktisk hævdede professoren ligefrem, at pattedyr netop er karakteriseret ved, at de føder unger og ikke lægger æg. Dette kunne dog straks efter manes i jorden med påvisningen af det australske næbdyr, der er et æglæggende pattedyr - og endda besidder visse donaldistisk-anatide ansigtstræk...

Det for donaldismen ikke uinteressante næbdyr (Ornithorhynchus anatinus); én fjern slægtning til den donaldistiske and?

For omkring et år siden blev en helt tredje forklaringstese lanceret i den anatide “æg- eller fødsels”-forskning. Når vi aldrig ser ænderne i færd med egentlige »..“child making rituals”...«, som det så poetisk udtrykkes, kunne det ifølge det tysk-portugisiske forskerpar Wiljes & Patinhas (2003) skyldes, at den genteknologiske udvikling (eller lovgivning) i Andeby er langt foran den jordiske: Næste generation produceres gennem »..more or less scientific “cloning” or “genetic engineering”...«. Tesen er ikke uden en vis logik. I stedet for at spilde tiden med omkostningsforbunden kurtisering og pardannelse, risikere sexuelt overførte sygdomme og plage den kvindelige del af befolkningen med fysisk krævende æglægning og udrugning/graviditeter, er det jo i den grad en mere økonomisk og rationel løsning, at ordne det hele klinisk og ordentligt i et laboratorium. Dermed undgår samfundet også, at socialt og/eller biologisk uegnet arvemasse føres videre. Måske har vi således i Andeby fundet Huxleys “Fagre nye verden”? Inden vi helt lader os rive med af de euro-kontinentale avantgarde-forskeres idéer, så bør det dog understreges, at d’herrer Wiljes og Patinhas endnu har til gode at fremlægge et eneste empirisk belæg for deres tese, der derfor indtil videre i mest velvillige fald kan betegnes som “interessant”.

Et afsluttende og andet nok så interessant spørgsmål med relevans for debatten blev i øvrigt stillet af den finske donaldismeforsker Timo Ronkainen (2003), der (tilsyneladende forgæves) efterlyste billeder af barnevogne i Andeby med ét eller flere æg i. Hvis ænderne lægger æg, måtte det vel være naturligt i et moderne samfund som det andebyske, at de vordende forældre stolt spankulerede omkring med de nuttede små kalkbeholdere i byens gader og parker? Hvilket leder os tilbage til et endnu fuldkommen mørkelagt forhold; hvordan foregår den anatide udrugning eller graviditet? Uanset hvad sandheden er, har vi stadig meget at lære om ænderne.

Og hermed er vi nået til afslutningen på den første kursusgang i anatid fysiologi. Hvis I savner et endeligt svar på, om de donaldistiske ænder lægger æg eller føder levende unger, så er det helt i overensstemmelse med hensigten. Selvom der næppe kan være tvivl om, hvordan min personlige holdning til spørgsmålet er, så har det været målet så objektivt som muligt at fremlægge de vigtigste kildebelæg og den tilhørende debat på området op gennem tiden, hvorefter det er op til akademisterne selv, at danne jeres egen mening. I vil utvivlsomt kunne finde flere beretninger og diskussioner med relation til emnet andetsteds, men blandt dem jeg her har præsenteret for jer, indgår de forskningsmæssigt vigtigste, som I bør kende til, for at kunne begå jer i akademisk-donaldistiske kredse.

Dr. J. GrandjeAnd, lektor

Litteratur og referencer:

Anvendte kildeforkortelser:

Noter:

[1] Gisle 1973 s.95

[2] Fluks 2003

[3] Klein 2003

[4] Forelæseren er bekendt med eksistensen af andre beretninger, hvor lille Anders f.eks. ses springe ud af et æg, men disse kilder fremstår mere end almindeligt utroværdige og er da heller aldrig tildelt større opmærksomhed i forskningen.

[5] Og her tænkes altså ikke på andebryst i mere gastronomisk forstand...

[6] ..i nogle tilfælde dog også med anvendelsesformål af en mere supplerende karakter!

 

   

   

   

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.