Anders And i Uppsala

I 2007 kunne verdenspressen bekendtgøre, at Mickey Mouse var fundet i Uppåkra.[1] Mon det vil skabe samme medieopmærksomhed, når jeg gør opmærksom på, at Anders And har slået sine folder i Uppsala? Vel og mærke længe, længe inden den officielle introducktion i Skandinavien i 1948-49. Omkring 650 år tidligere, for nu at være præcis. Det er faktisk ingen and. Altså ingen “and” i journalistisk forstand. For der er i allerhøjeste grad tale om en And hvad navnet angår. I 1200-tallets Sverige, nærmere betegnet i regionen Tiundaland, der ligger nord for Stockholm omkring rigets gamle kulturcentrum Uppsala, levede en betydningsfuld stormandsfamilie med slægtsnavnet And.

Her fødtes omkring midten af 1200-tallet Anders And! Ja, ved dåben blev han ganske vist officielt givet den latinske form af navnet, Andreas, men i middelalderens Skandinavien blev folk med dåbsnavnet Andreas i det daglige altid kaldt Anders. Faktisk var han ikke engang den første Anders And, thi lille Anders’ fader hed også Anders And, men da han ikke blev nær så berømt som sin søn, nøjes vi her med at holde fokus på Anders And den Yngre.

Anders Andersson And havde en broder, som hed Israel. Ja, det lyder måske underligt, da vi jo i dag bedst kender dette som betegnelsen på en mellemøstlig stat, men det var der faktisk en del i denne familie, der hed. Anders havde f.eks. en meget succesrig fætter, der hed Israel Erlandsson, som var søn af Anders’ magtfulde onkel ErlAnd. En succesrig fætter og en magtfuld onkel – lyder det bekendt?

Nå, tilbage til Anders’ broder. Israel Andersson And voksede op og blev en magtfuld mand. Han blev ridder, og dertil blev han ‘lagman’ i Tiundaland, en slags høvding eller lensmand, i stil med sheriffen af Nottingham i Robin Hood-historierne. Men hvor de jo er det rene fiktion, er det her den skinbarlige historiske sandhed.

Måske Anders And også havde drømme om at blive ridder, ligesom sin broder, men en sådan skæbne skulle i så fald ikke blive hans. Han blev i stedet sendt til udlandet, formentlig til universitetet i Paris, hvor han tog en magistergrad i ‘de frie kunster’, det vi i dag kalder en ‘mag. art.’

Thi medens broder Israel virkede som ridder og lovens håndhæver, ønskede Familien And at Anders skulle få sig en karriere inden for Kirken. Og sådan gik det da også. Da Anders vendte hjem igen til Sverige og Tiundaland, fik han job ved den store domkirke i Uppsala.

Anders And blev en af de 12 kannikker ved Uppsalas domkapitel. Kannikkerne var en gruppe højtstående præster, der skulle hjælpe ærkebiskoppen med at drive domkirken og alle de praktiske opgaver i stiftet. En sådan an(d)sættelse i middelalderens kirke havde den konsekvens, at Anders dermed godt kunne glemme alt om at blive gift og få børn. Eventuelle ungdomskærester måtte opgives for en højere sags tjeneste.

Nu skal det siges, at Kirkens regler om cølibat – sexuel afholdenhed og forbud mod ægteskaber (lyder det bekendt?) – for sine ansatte langt fra blev overholdt af alle, især i Skandinavien var det tilsyneladende et permanent problem at overholde, men netop for Anders And synes respekt for kirkeloven at have været i højsædet.

Så Anders Andersson And helligede sig gerningen som kannik ved Uppsala domkirke, hvor han passede sin gudstjeneste…

Faktisk gjorde Anders And det så godt, at han – noget modsat sin mere kendte navnebroder i Andeby – til sidst blev forfremmet til det højeste embede ved domkapitlet under ærkebiskoppen: han blev domprovst! Som domprovst havde han bl.a. ansvaret for driften af den skole, som domkapitlet drev for stiftets præster, og Anders virkede ivrigt for at fremme lærdommen blandt sine yngre gejstlige kollegaer.

Han sørgede desuden for, at der i Paris blev oprettet et kollegium for svenske studerende ved universitetet, så de havde et ordentligt sted at bo imellem forelæsningerne.

Domprovsten Anders And var med tiden blevet en af Sveriges førende eksperter i kanonisk ret…

..der altså ikke har noget med skydevåben at gøre, men med den lovgivning, som Kirken havde opstillet for sig selv og alt der havde med kristendommen at gøre. Mester Anders var altså (m)anden i Uppsala, der vidste besked om juridisk ret og uret…

..og han var med til at skrive landsloven for Uppsalas ærkestift, Upplandlagen.

Anders And blev aldrig gift og fik ikke nogen børn. Hans broder, ridder Israel And, fik derimod en datter, Katarina, som Anders i et vist omfang tog ansvaret for, da broderen pludselig kom af dage i 1289.

Niecen Katarina And levede i øvrigt op til slægtens ornitologiske image, idet hun voksede op og blev gift med en ridder ved navn Thomas Grib!

Da domprovsten Anders And af Uppsala døde mæt af dage i 1317, stod Katarina tilbage som hans primære arving.

Hvis vi nu opsummerer historien, så har vi altså at gøre med en middelalderlig Anders And, der havde en succesrig fætter og en magtfuld onkel, samt en broder, der døde tidligt og efterlod Anders et søskendebarn at tage hånd om. Anders selv blev derimod ikke gift og fik ingen børn, det forbød loven i hans verden ham. Hmmm! Yderligere tankevækkende bliver det, når vi vender blikket imod Anders Ands segl, dvs. det kendemærke, som domprovsten signerede sine breve med – en slags datidens digitale signatur.

Nogen donaldister vil måske her tænke på Andebys officielle flag, der vejrer over ambassaden i Urolistan, men faktisk er ligheden med dette ikke så slående igen, da flaget viser en stående and, hvorimod domprovstens segl viser en svømmende and.

Betydelig større er ligheden, når man sammenligner seglet med et familiebillede hængende hjemme hos den donaldistiske udgave af Anders And.

Bortset fra den høje sorte silkehat, der endnu ikke var slået igennem i højmiddelalderens hattemode, så er ligheden med anden til venstre i billedet decideret slående!

Udfordringen bliver herefter at forklare, hvordan et menneske i middelalderens Sverige tilsyneladende kan være så nært beslægtet med en and i nutidens Andeby? Danner de to paralleluniverser mon delvist forvrængede spejlbilleder af personer og begivenheder på begge sider af skillegrænsen? Kan disse forskyde sig over tid – og hvem er grunden refleksioner af hvem? Er der mon en større karrieremæssig fremtid i vente for donaldismens Anders And i Andeby domkirke end blot at jagte fløjtetyve under hvælvingerne? Og følte domprovsten i Uppsala mon en hemmelig trang til at gå rundt i sømandstøj uden bukser på – og er dette grunden til at han aldrig blev biskop? Spørgsmålene hober sig op…

Ikke blot har Anders And haft sin gang i middelalderens Uppsala. Hans velkendte slægtning, Højben har lige så beviseligt slået sine folder i 1400-tallets Stockholm! I Stockholms stads tänkeböcker fra 1485, hvori sager indbragt for byrådet og bytinget udførligt blev nedfældet for eftertiden, kan man således ud for datoen 27. august læse følgende:

»Sigurd Ketilsson og Jep Larsson gjorde deres ed om, at de hørte Olof Helsing kalde Hans Højben “tyv, røver og skalk”.«[2]

Anders And er således ikke den eneste, der gennem tiden har slynget sådanne ukvemsord i hovedet på en Højben. I dette tilfælde måtte Olof Helsing betale 12 mark i kompensation for sine hårde beskyldninger og love herefter at holde fred med Højben. En domsafgørelse, hvis urimelighed hr. Helsing sikkert kunne finde opbakning vedrørende hos Hr. And.

Anders And i Uppsala og Højben i Stockholm – hvad kan vi nu udlede af dette? Efter fundet af Mickey Mouse-figuren i Uppåkra kunne professor Giovanni Jacobini med baggrund i chromografisk-komparative studier af Andebys og Skånes flagfarver lancere en dristig teori om, at et oprindeligt Gamle Andeby faktisk har ligget i denne verdens Skåne, inden Mus og Ænder engang i folkevandringstiden valgte at rejse til Stella anatium og anlægge en ny by af samme navn.

Med ovenstående beskedne opdagelsesmæssige bidrag til spørgsmålet skal hypotesen måske herefter nuanceres en smule, således at kun Musene kom fra Skåne, hvorimod Ænderne snarere synes at stamme fra regionen længere nordpå omkring Mälardalen. Det er i hvert fald her, at deres middelalderlige efterkommere især kan findes i kilderne. Hvorfor nutidens svenske myndigheder så har valgt at sløre denne åbenbare forbindelse ved på svensk at give de donaldistiske stamfædre så bizarre navne som “Musse Pig”, “Kalle Anka” og “Alexander Lukas”, må disse myndigheder selv forklare. Men vi HAR luret dem…!

[2] »Siwrd Ketilsson och Jap Laurensson giordo therres eedh, swa ath the hördo, thet Olaff Helsing kallade Hanis Högben tiwff, röffuare och skalk. Ther fore rechte han handene for XII marck. Tenetur II marck. Eodem die bödz Hanis Hogben ok Olaff Helsing friidh widh liiff ok gotz.« (Stockholm Stads Tänkeböcker 2. rk. bind II, 106)

	Hvor ligger Andeby?

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.