Center Imod Anti-donaldistisk Konspiration og Grusom Bladbehandling (C.I.A.K.G.B.)

Vulgærdonaldisme

Af dr. J. Gjøgsig (Sydnordisk Akademi for Donaldisme)  

Redaktionen skal advare om, at der i denne artikel kan forekomme ubehagelige billeder!

Et begreb, der ofte dukker op i donaldistiske kredse, er “vulgærdonaldisme”. Ordret oversat betyder det egentlig blot “almindelig donaldisme” og er således umiddelbart ganske neutralt ladet, men betegnelsen anvendes tydeligvis altid i en negativ mening. En nærmere efterprøvning vil imidlertid hurtigt afsløre, at det udover den pejorative kontekst er yderst vanskeligt, at komme med en præcis definition på, hvad vulgærdonaldisme rent faktisk er.

Hvad er “vulgærdonaldisme”?

Begrebet er muligvis opstået i den norske ur-donaldistiske forskning, den såkaldte Osloskole, hvor J. Gisle i sit klassiske værk Donaldismen anvendte det om tvivlsomme personer, der havde forgrebet sig på Oslo Universitetsbiblioteks Donald Duck-samling: »Blant annet er alt materiale fra 1948-49 skjendig stjålet av en fanatisk vulgær-donaldist«, hvilket han bittert kommenterede med fodnoten: »Måtte alle fanatiske vulgærdonaldister evig råtne i et mørkt hull!«[1]

Norske vulgærdonaldister nøjes ikke med at stjæle de kostbare kildeskrifter, de viger heller ikke tilbage for ligefrem at ødelægge dem! Den unge donaldist Vegar kunne i 2003 bringe skræmmende beretninger i (det nu hedengangne) Donaldistisk Forums gæstebog om, hvordan man i Norge kender til flere tilfælde af, at vulgærdonaldister skamløst har hældt flydende stearin ud over de forsvarsløse kunstværker; et fænomen, der desværre også kendes herhjemmefra. 

Sørgeligt eksempel på resultatet af et vulgærdonaldistisk stearinovergreb.

I 1970’ernes tidlige donaldisme indtog vulgærdonaldismen en såvel forhadt som yderst central placering. Faktisk er den store tyske donaldismebevægelse ikke mindst grundlagt med det ædle og explicitte formål, at komme vulgærdonaldismen til livs: »Seine Aufgaben sind die Förderung des Donaldismus im allgemeinen und die Bekämpfung seiner Feinde, als da sind: Vulgär-, Anti- oder Undonaldismus sowie Kommerzialismus.«[2] Men selvom begrebet optræder ganske ofte i den donaldistiske retorik, så er det faktisk ikke helt let at finde en definition på, hvad der egentlig menes med det, da ordet ofte anvendes i flæng med andre negativt ladede begreber som “anti-donaldisme“ og “kommercialisme”. Først og fremmest synes betegnelsen “vulgærdonaldisme” i sin tidlige fase dog anvendt om den kommercielle udnyttelse af donaldismen, hvilket især gjaldt tidens opskruede priser på de efterspurgte gamle udgivelser.[3] Der var endog dem, der mente, at Walt Disney selv i denne forstand var at betegne som en vulgærdonaldist![4] I udvidet betydning blev betegnelsen anvendt i en lettere konspirations­paranoid form om al aktivitet, der tilsyneladende havde til hensigt at begrænse massernes adgang til især den gode gamle klassiske donaldisme - en donaldisme, der først og fremmest repræsenteredes af Carl Barks.

Dermed inkluderedes også de to følgebegreber, anti-donaldisme og kommercialisme, idet betegnelsen anti-donaldisme hadefuldt anvendtes om de onde kræfter, der aktivt bekæmpede den eksisterende donaldisme; således verserede der i 1977 en større sag i Vesttyskland om, hvordan grumme vandaler havde skændet en stor Anders And-figur ved at afmontere og fjerne hans hoved i nattens mulm og mørke,[5] mens vesttyske husmødre i dokumentarfilmen Die Verbrechen deutscher Hausfrauen an donaldierenden Kindern i 1979 blev anklaget for at forbyde deres børn at læse Anders And under den tvivlsomme device: “Weg mit den Heften, lies Goethe!”[6] Kommercialisme blev ligesom i Norge betegnelsen på donaldisme af dårlig kvalitet, hvilket af de mest hardcore barksister ligestilledes med al ikke-barksistisk donaldisme. Men som sagt, begreberne anvendes såvel flydende som overlappende. Således er også kommercialisme i sin yderste konsekvens at opfatte som vulgærdonaldisme, idet dårlige lavkvalitetshistorier optager plads i hæfterne, der kunne være bedre anvendt på gode historier af de anerkendte tegnere. En af den tyske donaldismebevægelses fremmeste opgaver i 1970’erne var således at dæmme op for den ulykkelige udvikling, at andelen af Barks-historier var stærkt faldende. 

Eksempel på vulgærdonaldistisk kommercialisme - eller kommercialistisk vulgærdonaldisme? Stygt er det i hvert tilfælde...

Kampen imod vulgærdonaldisme og kommercialisme har i vidt omfang været rettet imod de store donaldistiske mediemonopoler, hvilket for Nordens vedkommende vil sige Disneykoncernen og Egmont Serieforlaget. Kritikken har primært været rettet på kvaliteten af de bragte historier og en altid for lille andel af Barks-historier (en diskussion, der stadig lever i bedste velgående til trods for, at den blev bragt på banen for første gang for omkring 30 år siden). I 1970-80’erne var donaldisterne tillige særdeles utilfredse med redigeringen af de donaldistiske beretninger, der i betænkelig grad nærmede sig censur. Således kunne S. Kronborg (1988) påvise en række opsigtsvækkende og chokerende eksempler på, hvordan den danske udgiver Gutenberghus (i dag Egmont) systematisk havde ændret uønskede formuleringer i taleboblerne og endog bortklippet en mængde væsentlige billeder - tilmed i barksistiske beretninger!![7]

Man fristes også til at anvende betegnelsen vulgærdonaldisme om de tvivlsomme merchandising-produkter, som Disneykoncernen forsøger at sælge til børn og andre letpåvirkelige sjæle. Således blev forfatteren af nærværende artikel engang lokket til at købe et Mickey Mouse-ur på en ferietur til Spanien, hvor den ene viser faldt af kort efter hjemkomsten til Danmark. Det er utroligt hvad man kan sælge af bras, blot det bærer et billede af Anders And eller nogle af de andre kendte figurer. Og de fleste donaldister er utvivlsomt hoppet på limpinden på et-eller-andet tidspunkt.

Eksempel på merkantil vulgærdonaldisme: En Anders And-tallerken. (Venligst udlånt af professor Jakobsen.)

Det skal dog retfærdigvis anføres, at Disneykoncernen ikke er ene om at stå bag den merkantile vulgærdonaldisme, idet en række pirater livligt gør dem kunsten efter. I en vis sammenhæng hermed skal nævnes den ligeledes uautoriserede, men ikke-kommercielle form for vulgærdonaldisme, som man typisk støder på i tidsskrifter af et vist undergrundspræg og på væggene af offentlige toiletter. Kvaliteten af sådanne værker er ofte noget svingende, men kan i nogle tilfælde været fuldt på højde med de autoriserede beretninger fra Andeby bragt til os gennem de etablerede monopolkanaler. De omtalte kilder tager dog som regel kun form af et enkelt billede, der meget ofte har et sexuelt præget tema, som man ville blive højst forbavset over at møde i de officielle udgivelser. Som seriøst arbejdende arkæologisk donaldist fristes man derfor ofte til at spørge sig selv om, hvor vidt man ikke også i enkelte tilfælde bør inddrage disse uautoriserede vulgærdonaldistiske (?) kilder? Visse af dem er dog tydeligvis så ekstreme, at man også må betvivle deres sandhedsmæssige lødighed. 

Eksempel på obskøn vulgærdonaldisme fundet i et anonymt stilehæfte fra 7. klasse. Det er angiveligt Minnie Mouse nederst til højre. (Da Akademiet trods alt ikke ønsker at fremme udbredelsen af SÅ obskøn vulgærdonaldisme, har vi besluttet at mørklægge billedet.)

Et overordnet forsøg på at definere vulgærdonaldisme kan derfor være: “Alle former for adfærd, der uanset de bagvedliggende hensigter skader udbredelsen af den sande donaldisme og/eller forsøger at køre plat derpå.” Man må dog nok heller ikke undervurdere den mere praktiske definition: “Det værste af alle skældsord, man som donaldist kan anvende om andres (og ikke mindst andre donaldisters) handlinger og udtalelser.” Man kunne måske i den sammenhæng formode, at nogle donaldister eventuelt ligefrem ville anvende betegnelsen om den form for donaldisme, der praktiseres her på Sydnordisk Akademi for Donaldisme? 

Vulgærdonaldisme anno 2003

Tysk donaldismes grand old man (eller rettere: Grosse alter Mann),[8] H. von Storch, har for nyligt udtalt, at kampen imod vulgær- og anti-donaldisme (i begrebernes oprindelige tyske opfattelse) i store træk er vundet.[9] Dette kan vel diskuteres. Udgivelserne af Den komplette årgang 1949-1958 og en række andre klassiske kildeskrifter er bestemt et skridt i den rigtige retning, idet der efterhånden næppe resterer meget fra den klassiske donaldisme, som ikke er gjort tilgængeligt for offentligheden. Omvendt må prislejet også siges at være sat så højt, som relationen imellem udbud og efterspørgsel overhovedet kan bære. Også prisniveauet på de ugentlige udgivelser af AA kan forekomme vel højt. I perioden 1950-1964 steg prisen på AA i Danmark fra 75 øre til 1,10 kroner. I 2003 koster bladet 19,50 kroner. Selvom sidetallet også er udvidet betydeligt i nyere tid, kunne det være interessant, at analysere denne prisudvikling i forhold til den mellemliggende prisinflation generelt. 

Eksempel på nutidig vulgærdonaldisme? I juli 2003 måtte man slippe 19,50 gode danske kroner for ugens udgave af AA. Til gengæld fik man en oppustelig gul mini-gummibåd ved navn “Spirit of Andeby” med i købet. Akademiets eksemplar fik en kortere naval levetid end navnkundige forgængere som “Gustav Vasa” og “Fregatten Jylland”.

Nutidens vulgærdonaldistiske diskussion går imidlertid i højere grad på kvalitetsniveauet af de udgivne historier og på alt det fyld- og følgestof, som Egmont eksponerer AA-køberne for, såsom  Gadepatruljen, Hurlumhej og den i Norge så forhadte Spørg Svinesen, samt vedlagt plasticlegetøj af yderst tvivlsom værdi. 

Vulgærdonaldisme i akademisk-donaldistisk forstand

Ovennævnte nutidige diskussionsområder relaterer sig især til de former for donaldisme, der med Wehmeiers klassifikationssystem kan betegnes som “ydre donaldisme” og “litterær donaldisme”.[10] På Sydnordisk Akademi for Donaldisme praktiserer vi som bekendt det, som Wehmeier kaldte “arkæologisk donaldisme”, og som vi selv betegner “akademisk donaldisme”; altså studiet af det donaldistiske univers gennem de donaldistiske beretninger, der opfattes som gedigne kildeskrifter fra en eksisterende verden.

Kan man i den forbindelse så overhovedet tale om vulgærdonaldisme? Tja, uanset om man kan eller ej, så gør vi det. Vulgærdonaldisme anvendes her (selvfølgelig) i den praktiske form som et godt skældsord, men også i mere seriøs kildekritisk forstand, idet der i donaldismen som i alle andre forskningsgrene er gode og dårlige kilder. “Vulgærdonaldisme” betegner her de dårlige kilder, der udmærker (eller rettere det modsatte) sig ved, at være så dårligt tegnede og fortalt, at man må stille sig tvivlende overfor selve deres kildeværdi. Vulgærdonaldisme i akademisk-donaldistisk forstand har dermed stærke paralleller til den norske og tyske “kommercialisme”, men det samme fænomen kan her siges at blive betragtet fra en lidt anden synsvinkel. De akademiske donaldister er dog yderst delte på spørgsmålet om, hvor grænsen imellem seriøs donaldisme og vulgærdonaldisme går. Ortodokse tyske barksister mente som nævnt, at man ikke kunne tage andre end Barks seriøst. Gammeldonaldister eller klassiskdonaldister inddrager tillige Taliaferro og andre af de gamle mestre (såsom Gottfredson og Murry), mens neoklassicisterne i større eller mindre grad regner folk som f.eks. Vicar, Van Horn, Rota, Scarpa og ikke mindst Don Rosa for næsten jævnbyrdige med Barks; ofte er neoklassicisterne dog stærkt uenige om deres foretrukne mestres indbyrdes kildeværdi, hvor bl.a. rosaisterne (dyrkere af Don Rosa) i en årrække har haft tendens til at udelukke alle andre end Don Rosa og Barks. En opblødning på dette punkt synes dog i den allerseneste tid at være på vej. 

Eksempel på kommercialistisk vulgærbjørnologi.

Også i bjørnologien indgår vulgærbetegnelsen som en væsentlig del af forskningsdebatten. Ifølge lederen på Bjørnologisk Fakultet, professor Jakobsen, blev det i 2003 afviklede symposium over 1950-årgangen stærkt præget af en “vulgærbjørnologisk” debat, hvor en konservativ fløj kaldet “Murry-/Turnerskolen” kun ville anerkende bjørnologiske beretninger fra de to højt berømmede mestre Paul Murry og Gil Turner; alt andet er ifølge den konservative opfattelse useriøs vulgærbjørnologi forfattet af charlataner, der aldrig har opholdt sig i Skoven eller set en Bjørn. Kildekritiske bjørnologer af en mere moderat opfattelse mener derimod, at også andre mere middelmådige reportager bør inkluderes, mens kun de ringeste bør sorteres fra. Endelig er der en ultraliberal fraktion, ifølge hvem tegningernes og fortællingernes kvalitet ikke skal afgøre kildens værdi; også dårlige fotografer og journalister kan formidle sandheden, hævder de. 

Den kildekritiske donaldisme

Selvom Gisle i sine litteraturdonaldistiske udviklingsstudier var meget opmærksom på den generelle kvalitetsmæssige retardering i donaldismen, så anvendte han tilsyneladende aldrig begrebet “vulgærdonaldisme” i denne sammenhæng. Eller næsten aldrig. Faktisk gav han den første af sine perioder “den ældre klassiske donaldisme” den latinske betegnelse donaldismus classicus vulgaris, men her næppe i nogen pejorativ betydning, hvilket også må siges at gælde den såkaldte donaldismus modernis vulgaris, “nutidsdonaldismen” fra starten af 1970’erne, hvor det vulgære højst kan oversættes med “middelmådighed”.

De virkelig stygge gloser bragte Gisle på banen overfor den periode i midten af 1960’erne, som han meget rammende døbte “kommercialismen” eller donaldismus speculativus phyphasan: »Perioden 1963-66 er den svarteste i norsk donaldismes historie. (...) Tegningene gir inntrykk av hastverksarbeid. Man savner enhver variasjon i ansiktsuttrykkene.« Dette går bl.a. ud over ændernes næblængde og den af Gisle indførte rostrilongitudekvotient: »I kommersialismen skjer nemlig noe så uhørt perverst som at rostrilongitudekvotienten synker til langt under 1,0! I ekstreme tilfeller faller den helt ned mot 0,6, under halvparten av hva den opprinnelig var. Skulle denne utvikling ha fortsatt, ville Donalds nebb i 1975 ha vendt innover. (...) Og tegnernes evneløshet gjelder ikke bare ansiktene. (...) Man nøyer seg med å tegne figurene og de deler av omgivelserne som har direkte betydning for handlingen. Annet registreres bare som en uklar masse. (...) Men det verste er at all originalitet i emne og handling blir borte. Man velger de mest banale temaer og fremstiller dem på den minst mulig realistiske måte. (...) Alle hovedpersoner, også de som tidligere har blitt tydelig markert som voksne, blir nå stereotype barneparodier. (...) Kommersialismen er så åndløs at det er umulig å si noe åndfullt om den. (Note: Iallfall åndfullt nok til å finne nåde for forlagskonsulentens kritiske falkeblikk.)«[11] Barske ord - men ikke én gang bruges termen “vulgærdonaldisme”. 

Eksempel på kommercialistisk kommercialist fremlagt af Gisle selv.

Gisle kunne af gode grunde ikke betegnes som barksist, da han skrev Donaldismen, eftersom han på dette tidspunkt ikke kendte navnet på geniet bag den ældre klassiske donaldisme og romantikken. Med hans erklærede sympati for yngre ikke-barksistiske retninger som klodrismen (på dansk vimsologien) og brutalismen er det dog tydeligt, at han faktisk talte for en sjældent set åben holdning til alle donaldistiske retninger af en ordentlig kvalitet. Hans forgænger, G. Gans (1970), praktiserede den i fuld form, da han (eller rettere: de) inddrog alle former for donaldisme uden mindste tegn på kildekritisk snobberi.[12] Næste generation af tyske donaldister indtog en helt anden kritisk position, idet man enten erklærede sig som rendyrket barksist eller som klassiskdonaldist (von Storch tilhørte den sidste retning). Snart opstod der dog også en udtalt sympati for Den Nederlandske Skole, hvor især Daan Jippes og Freddy Milton blev hædret.[13] I nyere tid har også Den Italienske Skole vundet stor popularitet, dog især i Italien, mens Don Rosa siden begyndelsen af 1990’erne helt har domineret i nordisk donaldisme. Det er således bemærkelsesværdigt, at den konservative eller kildekritiske donaldisme er øget betragteligt efter afsløringen af Barks’ identitet. De færreste udøvende donaldister af i dag inddrager alle udgivelser, hvilket selvsagt heller ikke er let pga. det stadig større udbud. En af de få undtagelser er den unge franske donaldist G. Maurice, der i sine genealogiske studier forsøger at indpasse alle kildeudsagn i det omfang, det overhovedet er muligt.[14]

Endnu i dag er sammenligninger af de forskellige tegneres kvaliteter et emne, der for alvor kan ophidse donaldister. Hvordan står eksempelvis Don Rosa i forhold til Barks og i forhold til italienerne Scarpa og Rota? Er Van Horn god nok til at blive regnet blandt de helt store? Og hvad er i grunden den dybere mening med de franske én-sides-historier? Selvom begreber som vulgærdonaldisme og kommercialisme sjældent anvendes explicit i debatten mere, er det tydeligt, at det, som begreberne dækker over, stadig indtager en central plads i den donaldistiske diskussion. Måske er tiden derfor atter inde til at tage den erklærede kamp imod vulgærdonaldismen og kommercialismen op?   

Et opråb imod den destruktive vulgærdonaldisme - samt en bøn om syndsforladelse... 

Af professor A.C. Sivand (and. pæd. uni.)

Et eksempel fra Donaldistisk Forums Rædselskabinet: Værdifuldt kildemateriale udsat for grum destruktiv vulgærdonaldisme. Man spørger sig selv: Hvorfor? Hvorfor??

Jeg har set en del vulgærdonaldisme i min tid. En kategori for sig er nok slidte blade - særligt de blade, der er blevet slidte af upåpasselig læsning af mindreårige folk, der endnu ikke har fået tilegnet sig den rette donaldistiske kundskab. Man bukker ikke bladet om osv. - læser det ikke med leverpostejsmaden i den ene hånd, og saftevandskruset i den anden...

Jeg må med skam indrømme at enkelte af mine blade er påvirket af dette sidste fænomen - saftevand. Når man kom hjem mandag, til et glad eftermiddags-saftevand og den sidste ny And, så var det ikke til at skille ad. Et bestemt nummer i min samling bærer stadig præg af denne misdåd, men mindet om det vil nok samtidig gøre at jeg ikke vil erstatte nummeret, omend jeg for nylig fandt et pænere eksemplar.

En anden vulgærdonaldistisk handling bliver udført af en faggruppe jeg engang håber at komme til at høre til - nemlig antikvarboghandlerne. Mange steder ser man andebladene stillet op i hyldekasser, hvor de ikke altid lever under lige gode forhold - det bøjer bladene i mere eller mindre høj grad. Så hellere de store forretninger i bl.a. hovedstaden, hvor de sælges i syrefri plast og papbagstykke.

Man skal passe på ikke at kalde sine egne for vulgærdonaldister, så derfor vil jeg for en kort stund se over på den anden side af sundet - til Stockholm hvor priserne hos de store antikvariater er direkte uhyggelige. Et blad med Barks-serier sælges til glæde for mange for de sædvanlige 5 svenske kroner, men har sælgeren fundet ud af at der skulle være en serie af Rosa i, hvilket egentlig ikke altid er rigtigt, så stiger prisen til de uhyrlige 25 kroner. Det er noget groft at udnytte sætningen om udbud og efterspørgsel på denne måde - for bladene bliver solgt.

En opfindelse der særligt herskede i slutningen af 60'erne og op igennem 70'erne og 80'erne er flapper - disse halvsider til sidst i bladet som ofte var huse til en juleby, udklipningsting til det ene eller det andet, eller som fortalte om næste uges serier og blad. Disse er ofte revet af - det kan irritere mig grænseløst når jeg i min egen samling finder blade der lider af denne mangel, derfor vil man ofte se mig lede efter komplette eksemplarer med flap. Hvorfor skulle disse 70'er-læsere dog også altid lave de julebyer??

Et eksempel på såkaldt "initial vulgærdonaldisme" venligst udlånt af professor Jakobsen - der øvrigt kraftigt påpeger, at "P" ikke står for "Professor", men derimod henviser til fornavnet på hans tankeløse storebroder.

Endnu en misdåd: At skrive sit navn på forsiden af Anden - Jeg kan til nød forestille mig, hvordan dette kan  være en fordel i børnefamilier, men hvor mange blade har jeg ikke måttet sætte tilbage på hylden pga. et påskrevet Kenneth, Hugo (tilfældigt valgte navne) eller andre anti-donaldistiske navne. Særligt når jeg finder ellers pæne blade fra 50'erne har jeg præsteret at ønske navnskrivningssynderen langt væk til et sted hvor der efter sigende er mørkt og meget varmt.

Klassisk eksempel på koloristisk vulgærdonaldisme, kombineret med flere tegn på generelt mangelfuld behandling og opbevaring. Offeret er identificeret som Jumbobog nr. 13. Ejeren har af forståelige årsager anmodet om fuldstændig anonymitet.

Når vi er ved forsiderne er det at farve dem ofte sket på blade jeg har haft i hænderne. Bl.a. husker jeg med ve og skræk et blad jeg har ejet - og nok aldrig kommer af med (hvem skulle dog ville eje den slags - da jeg købte det blev det mit eneste eksemplar) - Hvor en dreng med sprittusch (måtte alle drenge med sprittuscher rådne evigt i et mørkt hul!) har overmalet visse dele af forsiden med blåt - og skrevet ordret: dem med blå er dum! End ikke grammatikken har det ugudelige væsen haft styr på. Inde i bladet bliver det endnu værre - for spritfarve smitter af igennem siderne og derfor er der overalt spor efter disse blå overmalinger af skurkeansigter og Bernhards hoved - det sidste undrer mig mest - Bernhard, denne store bamse af en hund er min absolutte yndlingsdisneyhund.

Bernhard har heldigvis siden fået vasket de blå farver og beskyldningen om at være dum af sig - sådan da. Hvorfor Anders i øvrigt kalder ham Hannibal i det udvalgte eksempel skal her være usagt - men Bernhard selv ser jo også lettere forbløffet ud...

Synderne til sidst - jeg hader også streger i bladene, lavet af fænomenet børn med blyant, kuglepen eller farvekridt... desværre bærer min egen Jumbobog 27 præg af dette. Og jeg må nok indrømme at den eneste der kan have gjort dette... ja, I har gættet det, en lille A.C. Sivand med blåt farvekridt... 

Efter tomatkast og rådne æg vil jeg så gå ned fra sæbekassen igen. Tak for ordet.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.