Sydnordisk Akademi for Donaldisme : Afdelingen for Donaldistisk Zoologi

Testado rostrisnappus

Studier af Stella anatiums næbsnapper-skildpadde

af professor dr.don. J.G.G. Jakobsen, SAD 2006

Faren lurer overalt. Selv i et ellers så civiliseret område som Andeby kan farlige dyr når som helst dukke ud af ingenting og kaste sig over sagesløse ofre. Blandt de mest aggressive aktører på denne zoologiens skyggeside finder vi Stella anatiums med god grund frygtede næbsnapper-skildpadde (Testado rostrisnappus), der er en latent trussel imod det anatide mundtøj.

Episoden afslører for det første Hr. Ands beklageligt begrænsede pedologiske paratviden hvad angår stenkending i felten. Men endnu større end den geologiske ydmygelse er tilsyneladende den rent fysiske pine ved biddet. 

Heldigvis synes næbsnapper-skildpaddens bid ikke at være giftigt, men det kan altså være ubehageligt nok endda. Og når den først har bidt sig fast, er den tilsyneladende ikke umiddelbart til sinds at give slip igen. Er man nu havnet i denne uheldige situation, så er det - akkurat som ved alle andre uheldige situationer i Stella anatium - yderst belejligt at have at korps af snarrådige grønspætter ved sin side. Thi i den næsten ubegribeligt alvidende Grønspættebog findes således også en vejledning i, hvad man skal gøre, når en skildpadde har bidt sig fast i et andenæb.

Se, nu kan man jo vælge blot at anskue hele denne episode som kuriøs underholdning - med mindre man er indehaver af det udsatte næb eller er en flok travle grønspætter midt i en brobygningskonkurrence - men for mere spekulativt indstillede donaldister må beretningen vække til eftertanke. HVORFOR har Grønspættebogen en så udførlig vejledning i, hvordan man får en skildpadde til at slippe sit tag i et andenæb? Hertil vil nogle måske hævde, at Grønspættebogen ikke er en opslagsbog i traditionel forstand, men derimod en overjordisk kilde til al viden, en slags visdommens brønd, der for den udvalgte og indviede bruger besvarer alle spørgsmål. Den slags religiøse overvejelser kunne jo forklare det gammelkendte paradoks om, at en så lille bog kan indeholde så megen viden, og at hovedparten af svarene i øvrigt synes at stå på bogens midterste sider. Sandheden er imidlertid, at vi ved flere lejligheder sammen med grønspætterne selv må rystes over, at Grønspættebogen IKKE kender svaret på alt. Bogen er altså IKKE guddommelig, men derimod skrevet af almindeligt dødelige inden for korpset. Og når bogen kender løsningen på ovenstående følsomme problem - en løsning, som endda rent faktisk fungerer - så må det være rimeligt at konkludere, at noget tilsvarende er sket mindst én gang tidligere. Og at grønspætternes lærde altså har vurderet, at det meget vel kunne ske igen. 

Vi behøver imidlertid ikke blot basere vore overvejelser i så henseende på rent spekulativ argumentation. Kildematerialet rummer således adskillige supplerende belæg for de donaldistiske skildpadders bidske adfærd. Næsten tilsvarende klassisk er den ligeledes barksistiske beretning om en kanokonkurrence imellem Anders And og Fætter Højben, hvor vi med fantastiske undervandsoptagelser får duckumenteret, hvordan skildpadden også er i stand til at foretage luskede, submaritime angreb, når den føler sig provokeret af udsatte, fremstrittende legemsdele, der som eksemplet viser også kan være andet end næb. 

Som det fremgår af Hr. Tyksak H. Fedbergs reaktion, kan den smertefulde effekt af et uventet møde med næb(og grisetås)snapper-skildpaddens kæber være ganske overvældende.

I kildemæssig sammenhæng er det i øvrigt interessant at mærke sig, at ovenstående to klassiske eksempler på donaldistiske skildpaddeangreb begge stammer fra 1955, hvor de blev duckumenteret i det amerikanske tidsskrift Walt Disney’s Comics & Stories (WDC) med blot to måneders mellemrum. Man kunne måske derfor fristes til at overveje, om skildpaddernes pludselige aggression skyldes specielle vejr- eller miljøforhold i det pågældende år? Har en særlig algeart eller et udslip af giftigt spildevand i Klinteåen og Sandø Sø sendt skildpaddernes aggressions-nervecenter helt op i det røde felt i sommeren 1955? Er der eventuelt tale om en bidsk mutation i skildpaddefamilien, en forløber for senere tiders nok så kendte “ninja-skildpadder” fra et helt andet univers? Imod en datering af næbsnapper-skildpaddens startfase til midten af 1950’erne må jeg imidlertid nok engang henlede opmærksomheden på det vigtige faktum, at fænomenet allerede da er kendt og beskrevet i Grønspættebogen. Dertil kommer, og som det efterfølgende skal vises, at den uforsonlige adfærd hos de skjoldbærende padder fortsat synes at trives i bedste velgående i nutidens donaldisme. 

I 2005 kunne Rodriques berette, hvorledes Hr. And ved et besøg i Pelikanparkens Akvarium havner i en for ham kun alt for velkendt, penibel situation. 

Man må i sandhed imponeres over dyrets springkraft og det determinerede bid. Det bemærkes endvidere, hvordan den ved at baske med forbenene er i stand til at øge springets højde og præcision. Den venlige unge dame ansat ved akvariet oplyser os endda om artens korrekte navn, der altså ikke er “sten” (så få det dog lært, Hr. And!), men derimod “snapskildpadde”. Jeg har imidlertid taget mig den frihed at udvide termen til “næbsnapper-skildpadde” på baggrund af den her fremlagte empiri for artens særlige præference for næb.

Det kan således ikke undre, hvis Anders And med tiden har udviklet aversioner eller ligefrem en fobi imod skildpadder. Selvom et andenæb nok er gjort af relativ hårdført hornstof, så må man i stil med amerikanske wrestling-kommentatorer formode, at »That’s gotta hurt!« Og bæsterne ligger altså på lur overalt. Om man så har bevæget sig langt ud i ørkenområderne udenfor Andeby, hvor Daan Jippes så sent som i 2006 kunne duckumentere, hvordan stakkels Anders udsættes for kraftig zoologisk chikane fra diverse sider og arter. Som det fremgår nedenfor, indgår der - naturligvis - også en skildpadde i banden af overfaldsvæsner. Og den har tydeligvis - og nok engang naturligvis - taget sigte på at bide anden i næbbet.[1] 

Tesen om en miljømæssig, biokemisk afledt aggressionsforstærkende mutering hos Stella anatiums skildpadder er allerede præsenteret, men uanset om man finder den plausibel eller ej, så forklarer den jo ikke hvorfor padderne går så målrettet imod netop næbbet. Ved de mon instinktivt, at næbbet er andens mest følsomme organ, eller er de bare trætte af at høre på alt det sludder, der har det med at vælte ud af næbbene på den fjerklædte art? Jeg skal ikke lægge skjul på, at dette vitale spørgsmål nu gennem længere tid har brudt min akademisk-donaldistiske hjerne, og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig finder nogle af de hidtil fremlagte forklaringer fyldestgørende tilfredsstillende.

Der synes i Stella anatium at eksistere et latent dårligt forhold imellem ænder og skildpadder.[2] Dette misforhold synes at være enestående for Stella anatium, idet et efter alt at dømme rimeligt repræsentativt rundspørge til sjællandske parkforvaltere i forbindelse med forberedelsen af nærværende afhandling har godtgjort, at der i de forespurgte parker ikke findes ét eneste eksempel på, at skildpadder har bidt sig fast i parkernes fritsvømmende ænders næb. Fænomenets udbredelse omkring Andeby indikerer efter min opfattelse, at der er tale om en nedarvet adfærd hos donaldismens skildpadder, som vi altså blot tilfældigvis første gang bliver bekendt med i året 1955. Et andet særkende ved donaldismens ænder i modsætning til de sydnordiske ænder, ja vel i grunden Jordens ænder i almindelighed, er, at bortset fra Hr. Anders Ands påklædning, er der reelt intet, der knytter ænderne i Andeby til søen.

Min konkluderende evolutionære hypotese er derfor nu den, at tilbage i urdonaldismens Stella anatium udviklede der sig en voldsom magtkamp imellem arterne, hvilket bl.a. resulterede i et dramatisk opgør imellem ænderne og skildpadderne. Begge levede de dengang i vandet, hvor ænderne flød rundt på overfladen og troede at de styrede det hele, mens de lystigt snadrede rundt i andemaden. Men nedefra dybet blev de stadig oftere angrebet af skildpadderne, der i stil med Jordens krokodiller udviklede en angrebsmetode, der gik ud på at gribe fat i ændernes næb, og derpå trække dem ned i dybet, hvor en sandsynligvis meget lidt behagelig skæbne ventede dem. I mangel af noget effektivt modvåben valgte de overlevende ænder at søge op på land, men da de i begyndelsen fortsat var afhængige af føde- og drikkemulighederne i vandet, måtte de til stadighed vende tilbage til vandkanten, hvor næbsnapper-skildpadderne lå og lurede på dem. Når ænderne nervøst stak næbbet ned til vandet for at tage næring til sig, risikerede de vedvarende at blive snappet af en skildpadde. Efterhånden lærte ænderne sig derfor at fremdyrke deres føde på landjorden, hvorved de kunne søge længere ind i landet og skovene,[3] hvor den senere kendte og i Stella anatium så overlegne landgående, anatide race udviklede sig til den førende civilisation.

NeAndatilas semierectus. Tidlig landgående forfader til nutidens anatide race. Bemærk de muskuløse underarme, der meget vel kan være en reminiscens af et forudgående udviklingsstadium som vandlevende svømmefugl, hvor arme og hænder havde en vigtig padlefunktion. Køllen er utvivlsomt beregnet på forsvar imod næbsnapper-skildpadder.

Set i evolutionens bakspejl gik ænderne således af med sejren, hvilket næppe har gjort skildpadderne mindre hadske, hvorfor de nu også er fulgt efter ænderne op på land og fortsat snapper efter alle de andenæb, som de måtte komme i nærheden af. Hvilket er årsagen til, at grønspætterne naturligvis har udviklet en effektiv metode til afmontering af snapskildpadder fra andenæb. Da skildpadder imidlertid som bekendt ikke er overvældende “snappe” hvad deres landgående mobilitet gælder og derfor sjældent vil være i stand til at løbe ænderne op, har de her tillært sig den yderligere luskede evne at camouflere sig som sten, under hvilket dække de kan ligge i ugevis og vente på, at deres anatide ofre måtte komme forbi og blotte sig for et overraskelsesangreb. Farligheden af skildpaddeangreb på land svækkes dog kraftigt af, at angriberen her ikke kan drukne sit offer og reelt kun har mulighed for at forvolde stor ømhed i næbbet. Men tilsyneladende er det også tilstrækkelig motivation for den evigt angrebslystne næbsnapper-skildpadde.

Ja, det er nu min hypotese. Tvivlere og modhypotesehavende donaldister er velkomne til at søge at overbevise mig om noget andet. Men hvorom alting er, så synes det indtil videre klogest at holde næbbet tæt ind til kroppen hver gang man passerer en stor sten, idet man aldrig kan være sikker på, om der i virkeligheden ikke er tale om en aggressiv næbsnapper-skildpadde i camoufleret angrebsposition.

Be careful out there! 

Noter:

[1] Jeg kan i den anledning ikke undlade at bemærke, at Hr. And ved samme lejlighed bides i hånden af en klapperslange, hvilket imponerende nok ikke synes at påføre ham nogen gener af betydning. Den anatide krops fysiske og biokemiske modstandskraft er vitterlig beundringsværdig.

[2] ..i øvrigt akkurat som der gør imellem Andebys befolkning generelt og kalkuner, hvilket jeg er vidende om, at dr. Hop van de Haavelouw arbejder på en større afhandling om.

[3] ..hvor de så med tiden kom i karambolage med kalkunerne, men det er som sagt en anden historie.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

• AA                                   : Anders And & Co.
• BH                                    : Bedste Historier med Anders And
• WDC                                : Walt Disney’s Comics & Stories

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.