Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Kornelius Blisand Kollegiet
Nora Malkeko's fanklub
Da vi har erfaret, at flere af akademisterne har en forståelig svaghed for Nora Malkeko, bringer vi dette sensuelle billede af donna'en fra hendes vilde ungdom (1933).
Skulle hendes mange fans nære ønske om at udtrykke deres kærlighed og respekt til Nora, er man velkommen til at sende sine hyldestdigte, kærlighedsbreve m.v. til fanklubsidens redaktør via Akademiets sekretariat: sydnordisk@yahoo.com. Efter at have censureret eventuelt lidt for følelsesladede passager ud vil indlæggene blive bragt her på siden.
Første bidrag er indsendt af "Jysk Kovælterforening":
Nora - Nora - Nora. Dine øjne er så store.
Dit yver vil jeg ælte, dig om i græsset vælte.
Som en passende illustration til dette smukke kvad har redaktionen fundet endnu en episode fra Noras ungdom frem af arkiverne. (På grund af den voldsomme handling er selv billedet væltet lidt...)
Nora Malkeko har med sin varmblodige og emotionelle natur bestandigt tiltrukket sig stor mandlig opmærksomhed, både blandt donaldister og donaldistiske figurer. Endnu et eksempel på sidstnævnte ses nedenfor, hvor det er superskurken Sorteper, der er helt skudt i den smækre kvie.
Også i udlandet har Nora mange fans, ikke mindst blandt de generelt meget sensuelle franskmænd, hvor den unge donaldistiske genealog Gilles Maurice har forsket i Noras stamtræ. Resultatet af hans studier kan man beskue på adressen goofy313g.free.fr/calisota_online/trees/mycowtree.html. Her vil man bl.a. kunne erfare, at Nora i udlandet ikke blot er kendt som Clarabelle Cow, men tillige bærer mellemnavnet Carolyn, at hun har en blond søster ved navn Sarabelle, samt en unavngiven bror, der er far til Noras hyperaktive niece "Itsy" Betsy Cow. Noras farfar var den gamle pioner og nybygger Durham Cow, der førte slægten til staten Calisota, hvor Andeby ifølge donaldistiske historikere og geografer siden blev grundlagt. Bedstefar Durham efterlod sig en skat og 6 børn, hvoraf én var Noras (indtil nu) ukendte far. Heller ikke navnet på Noras mor kendes af genealogerne, men hun skulle være af den aristokratiske Bovina-slægt.
I Nora Malkekos fanklub kan vi udbygge monsieur Maurices stamtræ med afsløringen af, at Nora ifølge historien "Fedtmule som sheriff" i Solo-Hæfte nr. 11 fra april 1954 stammer fra den lille by Gangsterborg ude på prærien, hvor hun er datter af byens Borgmester Stang. Oplysningen må dog nok tages med en vis portion sund donaldistisk kildekritik, idet den indgår i en fortælling, som Fedtmule søger at imponere Mik og Mak med - og flere elementer i beretningen tyder på, at han ikke nødvendigvis har holdt sig strengt til sandheden hele vejen igennem...
Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.