Nyt lys på
lagkagen
Forsvar af en
omdiskuteret metode til donaldistisk aldersbestemmelse
Af dr. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (CKD) 2004
Siger antallet af lys på fødselsdagslagkagerne
i Andeby noget om, hvor gamle fødselarerne er? Dette har været et uhyre
omstridt emne her på (det nu hedengangne, red.) Donaldistisk Forum lige siden jeg i efteråret 2003
påpegede, at Anders And i en taliaferristisk beretning udgivet første gang
18.05.1939 kæmper med at puste 10 lys ud på en lagkage, der efter alt at dømme
er stablet på benene (hvis en lagkage da kan siges at have ben) i anledning af
Hr. Ands fødselsdag. Jeg tillod mig ved samme lejlighed at fremsætte den
påstand, at vi heri kan have en vigtig indikator for antallet af år, som Hr.
And fylder ved den pågældende festdag. Således er det i den GrandjeAnd’ske
familie en gammel hævdvunden tradition, at man ved fødselsdage markerer alderen
med et ækvivalent antal lys på lagkagen. Naiv som jeg var, troede jeg, at dette
var en almindeligt udbredt tradition blandt civiliserede højerestående
kulturer, og at det derfor var rimeligt at forvente, at skikken også nød
anvendelse i både Andeby og blandt andre forskende donaldister.
Den sidste formodning viste sig
imidlertid meget snart at være forkert. Faktisk “vrider jeg kendsgerningerne”
en del ved indledningsvist at hævde, at min hypotese har været omstridt,
da den reelt kun har været bestridt. Alle, der overhovedet har gidet
kommentere min opdagelse - og det har faktisk været en del - har været rørende
enige om, at udtrykke en mere end almindelig stor skepsis overfor eksistensen
af sådanne traditioner udenfor det GrandjeAnd’ske hjem. En række anerkendte
donaldister, samt professor Dam, har således gjort gældende, at det dér med et
aldersækvivalent antal lys i lagkagen kun er noget man praktiserer ved helt små
børns fødselsdage. Så når der sidder 10 lys i Anders Ands lagkage i 1939, er
det naturligvis ikke et udtryk for, at han da fejrer sin 10-årsfødselsdag!
Jeg må erkende, at den voldsomme modstand
imod min donaldistiske anvendelse af Den Lagkagelysbaserede Aldersdatering
(for nemheds skyld kaldt “DLA-analysen”) kom noget bag på mig. Snart gik det
dog op for mig, at en væsentlig årsag til den udtalte skepsis efter alt at
dømme lå i det forhold, at mine kritikere havde meget svært ved at opfatte
Anders And som 10-årig, idet de tilsyneladende satte lighedstegn imellem
donaldistiske andealdre og jordiske menneskealdre. En 10-årig donaldistisk and
skulle således svare til et 10-årigt menneskebarn. Og det kunne jo ikke passe,
da Anders tydeligvis er voksen i 1939. Jeg måtte dermed indse, at min årelange
kamp for at bekæmpe denne aldeles ubehæftede og komplet ulogiske opfattelse
stadig langt fra var lykkedes. Efter endnu en videnskabelig baseret forklaring
af, hvorfor donaldistiske ænder på ingen måde behøver at modnes i samme
hastighed som mennesker, begyndte så endelig mere seriøse udfordringer til
tesen at blive rejst med udgangspunkt i det klassisk-donaldistiske materiale.
Den altid årvågne professor Dam, der
utrætteligt søger at modbevise alt hvad jeg lægger for dagen, mente i januar
2004 endelig at kunne svare på min udfordring om, at modbevise tesens mulige
gyldighed på baggrund af klassisk-donaldistisk kildemateriale. Professor Dam
kunne således præsentere os for en taliaferristisk beretning (YD 42-09-12;
udgivet i AA 9/1950), der angiveligt skulle bevise, at Anders And havde
erklæret sin kærlighed til Andersine i 1930, hvilket han (altså Anders And) havde
ladet indridse i barken på et træ af ikke nærmere bestemt botanisk herkomst -
men tilsyneladende placeret mere end 5 km fra hans eller Andersines aktuelle
bopæl i 1942. Ifølge professor Dam havde vi her et klassisk-donaldistisk bevis
for, at Anders And ikke kunne være 10 år i 1939, da han (Anders And) i så fald
kun skulle have været 1 år, da han (stadig Hr. And) skændede træet med sine
romantiske skriblerier.
Det af professor Dam fremlagte “træstubbevis”, der angiveligt
skulle modbevise, at Anders And kan være udklækket i 1929.
Igen viste mit håb, om at jeg ved
mit forrige indlæg endelig var lykkedes med at forklare professor Dam logikken
bag diskontinuære aldersudviklingsforløb blandt donaldistiske ænder og jordiske
mennesker, sig at være håbløst naivt. Ifølge professoren måtte det være klart
for enhver, at en 1-årig and i Andeby ikke kunne have udført denne botaniske
hærværksgerning, som Andersine nu gjorde påstand om. Eftersom forskningen
fortsat ikke aner, hvor udviklet en donaldistisk and er efter sit første
leveår, kan dette betegnes som en noget frimodig påstand fra professor Dam, der
hermed som vanligt med beundringsværdig konsekvens viser, at han ikke lader sig
bremse af manglende empiriske belæg for sine udsagn. At jeg umiddelbart er enig
i professor Dams subjektive opfattelse på just dette forhold ændrer ikke ved,
at det er aldeles uden videnskabelig basis. Vi har ingen konkrete belæg for at
afvise muligheden af, at en 1-årig Anders kan have ridset den omhandlede
kærlighedserklæring ind i træets bark. Imod selve beretningens anvendelse i
denne sammenhæng kunne man selvfølgelig anføre, at det jo ingenlunde er
entydigt bevist, at dokumentet i barken (og dermed på sin vis et “bark-sistisk”
dokument (fnis!)) nu også er ægte. Anders afviser jo klart fra historiens
begyndelse, at han nogensinde skulle have foretaget sig noget sådan: »Næh,
næh. Så tosset har jeg aldrig været!« Det er altså påstand mod påstand, og
førend uvildige palæografiske eksperter har fastslået, om skriften i barken
vitterligt er Anders’, må vi altså indrømme Hr. And den mulighed, at han rent
faktisk taler sandt. Igen skal jeg dog gerne vedkende, at jeg umiddelbart deler
professor Dams formodning om, at erklæringen ER ægte og altså skrevet af Anders
And.
Men så slutter også - endelig -
min enighed med professor Dam. Thi hans tydning af årstallet på træstammen er
efter min bedste vurdering alt andet end sikker. Ifølge professoren står der
neden under navnene anført årstallet 1930, men sandheden er jo, at trillebørens
kant dækker for det nederste af tallene. At de tre første cifre i årstallet er
193 kan der næppe være tvivl om, men er det sidste ciffer som hævdet et 0? I så
fald er dette ciffer skrevet mindre og højere end de tre forudgående, og har en
besynderlig udvækst forneden i nedadgående retning. Efter min opfattelse er det
mere rimeligt at tyde det sidste ciffer som et 9-tal, idet det udviser stor
lighed med det andet ciffer, men altså med trillebørskanten dækkende for den
nederste skråstreg. Jeg skal ikke fuldstændig afvise, at årstallet KAN være
1930, men når professor Dam helt har ignoreret betydningen af den skjulte
underkant og den åbenbare alternative tydningsmulighed 1939, så viser det jo
kun alt for tydeligt, hvordan professoren arbejder.
Forstørret udsnit af træstubbevisets afgørende detalje.
Har jeg ret i min skrifttydning,
skulle Anders’ erklæring altså være fremsat samme år, som historien om hans
10-årsfødselsdag blev udgivet i USA. Og dermed falder hele grundlaget for professor
Dams angreb på DLA-analysemetodens anvendelighed til donaldistisk
aldersbestemmelse bort. Som det imidlertid ofte gælder med professor Dams
indlæg i debatten, så har han også denne gang - sandsynligvis ganske
uforvarende - påvist et yderst relevant og interessant forhold. Uanset om
tallet på træstammen skal læses som 1930 eller 1939, så er det i umiddelbar
modstrid med det forhold, at Taliaferro i november 1940 kunne berette om det
første møde imellem Anders og Andersine.
Anders Ands møde med Andersine i efteråret 1940.
Hvilke mulige forklaringer er der
på dette tidsmæssige paradoks? Professor Dam antyder, at Anders har kendt
Andersine længe inden mødet i 1940. En mulig længst glemt barndomskæreste, der
pludselig vender tilbage og vækker flammen til live igen? Det kan ikke afvises,
men umiddelbart synes der ikke at være (andre) indikationer på et tidligere
forhold. En anden mulighed, som forskningen efter min vurdering nok burde være
mere opmærksom på, er, at tidsregning ikke foregår efter en universel fastlagt
skala. Året 1930/39 (efter hvad?) på Stella anatium behøver altså strengt taget
ikke at være identisk med året 1939 på Jorden efter den kristne gregorianske
kalender. Jeg er imidlertid alligevel tilbøjelig til at formode, at der ER en
parallelt forløbende tidsregning i de to universer, af årsager som det her
kommer for vidt at tage fat på. Tilbage er så den tredje og umiddelbart mest
troværdige forklaringsmulighed: Tidsmæssig forsinkelse af transmissionerne. Som
redegjort for i mit indlæg på tidsseminaret er der meget der tyder på, at der foreligger en relativ
tidsforskydning imellem Stella anatium og Jorden. Dels bevæger de to systemer
sig i forhold til hinanden, dels gør afstanden imellem systemerne i sig selv,
at vi ikke modtager direkte “live”-billeder fra Andeby. Det betyder, at det
formodede første møde mellem Anders og Andersine må være foregået et stykke tid
inden offentliggørelsen i USA 1940. Men hvor længe før? Faktisk har professor
Dam med sit træstubvis ydet et vitalt bidrag til bestemmelsen af denne
tidsforskydningsfaktor, idet der er grund til at formode, at træsnitteriet er
foregået i de første dage af forelskelsen. Hvis vi som hævdet kan læse
årstallet for handlingen som 1939, og det første møde blev vist på Jorden i
efteråret 1940, så opererer vi altså med en transmissionsforsinkelse, der i
1940 har været på omkring 1-2 år.
Men selvom det altså er muligt at
give enkle og logiske forklaringer på træstubbebeviset, så siger det jo
ingenting om, hvorvidt den GrandjeAnd’ske familietradition med lys i
fødselsdagslagkagen svarende til antallet af fyldte år også praktiseres i
Andeby eller ej? Den norske donaldist, hr. Simen, har med imponerende
ihærdighed gennemsøgt kildematerialet for belæg imod min hypotese. Foreløbig to
eksempler er fundet i den klassiske donaldisme, nærmere betegnet taliaferrismen
anno 1946-47, hvor Taliaferro én gang kunne berette om, at Anders spiser en
lagkage med godt 6 lys på (YD 47-12-26), mens han (altså Hr. And) i en anden
beretning puster en lagkage med ligeledes 6-7 lys ind i væggen (YD 47-08-11).
De gammel-donaldistiske modbeviser af lagkageteorien. I to
Taliaferro-beretninger fra 1946-47 rummer Anders Ands fødselsdagskage færre lys
end i 1939. (Tak til Simen for de indskannede norske versioner.)
Kun den førstnævnte af disse beretninger er udgivet i Danmark
og det beklageligvis i et kildeskrift (AA 23/1997), der ikke indgår i Donaldistisk
Forums Donaldistiske Samlinger (DFDS), og som det heller ikke umiddelbart
har været mulig at skaffe til veje (Hr.
Simen selv har efterfølgende afhjulpet denne beklagelige mangel, red.). Dette skal selvsagt ikke komme bevisets gyldighed til
skade. Ifølge hr. Simen kan man ikke se hele lagkagen, men på den synlige del
sidder der 6 lys og »..det er veldig lite sannsynlig at det er 11 lys på den
delen...«. Hvorfor nu lige 11? Jo, ifølge oplysningerne i DD 23/1997 er
beretningen angiveligt fra 1946, og da Anders ifølge mine første beregninger
skulle være født i 1929, så burde han i 1946 jo være 17 år. Der mangler altså
11 lys på lagkagen. Her skal det i øvrigt anføres, at beretningen ifølge alle
de registre jeg har haft adgang til faktisk er fra 26.12.1947, men det gør jo
ingenlunde problemet mindre.
Er hr. Simen dermed lykkedes med,
hvad professor Dam ikke kunne? Er lagkagebeviset endeligt forkastet? Det mener
jeg - overraskende nok - ikke! Men jeg skal indrømme, at det umiddelbart kunne
se sådan ud. Lad mig dog først slå fast, at det forventede antal lagkagelys i
1946 eller 1947 IKKE nødvendigvis behøver at være helt så højt som hævdet af
Simen. Jævnfør min temporal-relativistiske
dobbelt-ellipsebane-teori fremført på efterårets
tidsseminar (og senere suppleret af min ærede kollega Professor J.T.
Airheads Black Hole Thesis) er
transmissionsforsinkelsen på billedsignalerne fra Stella anatium siden en gang
i starten af 1940’erne så betydelig, at det fra Jorden nærmest ser ud som om,
at tiden er gået i stå i Andeby. Derfor behøver Anders IKKE fejre sin 17 års-fødselsdag
på billeder modtaget 7 år efter billederne fra hans formodede 10 års-fødselsdag
i 1939. Faktisk ville dette være et bevis imod hovedparten af de gældende
temporale teser, såsom tidsaksebrudteorierne (herunder professor Dams
spiraliske tidsmodel), transmissionsstopteorierne og relativitetsteorierne
(herunder min egen, der vel nærmest kan betegnes som en blanding af begge
sidstnævnte teorigrupper). Her vil jeg i øvrigt benytte lejligheden til at
anføre, at jeg på grund af de temporale overvejelser i mellemtiden har måttet
revidere min oprindelige datering af Anders Ands klækning til 1929. Hvornår
Anders er udklækket er derfor i virkeligheden fortsat et ubesvaret spørgsmål,
men det er altså ifølge min opfattelse sket 10 år før den beretning, der nåede
os i 1939. Hvor gammel Anders burde være i beretningerne modtaget på Jorden i
1946-47 er derfor heller ikke til at sige præcist, men ifølge min opfattelse
burde han i hvert fald være ældre end i beretningerne fra 1939.
Og dermed ændrer de tidsmæssige overvejelser ikke afgørende ved det
af hr. Simen påviste problem. Der er nemlig næppe nogen vej uden om
konstateringen af, at selvom det præcise lysantal på kagerne fra 1946-47 er
usikkert, så bærer Anders Ands fødselsdagslagkage i disse to beretninger FÆRRE
lys end lagkagen fra 1939! Har vi heri en indikation på, at tyskeren Gary
Gearlooses teori, om at tiden i Andeby går baglæns, alligevel ikke er helt så
vanvittig, som den blev fremstillet på tidsseminaret? Eller kan professor Dams
tidsspiraler krumme så langt bagud, at man nogle gange ender tidsmæssigt
længere tilbage end hvor man begyndte? Sådan kan man jo vælge at tolke de nye
opdagelser, men så langt ud føler jeg mig dog endnu ikke presset.
Hvad kan forklaringen på de
manglende lagkagelys da være? Her må jeg bede forskerne erindre, hvilken tid vi
befinder os i (i beretningerne, altså). I anden halvdel af 1940’erne var verden
endnu hårdt mærket af den store verdenskrig, som bl.a. min ærede kollega Dr. Gjøgsig jo
har fastslået OGSÅ involverede Andeby.
Overalt var der mangel på selv de almindeligste dagligvarer, og hver husstand
kunne i bedste fald håbe på en rationeret mængde af de ønskede varer - med
mindre man havde “gode” forbindelser eller råd til at handle på det sorte
marked. Faktisk rummer beretningerne fra 1943-45 et væld af beviser for, at det
samme gjorde sig gældende under selve krigen i Andeby. Her kan vi således
opleve, hvordan Andebys ellers normalt så velassorterede forretninger er udgået
for essentielle brugsgoder som kød (14.03.1943), vækkeure (04.07.1943), smør og
fedt (09.01.1944), film (29.04.1945), jernkæder (06.05.1945), søm (20.05.1945)
og badehætter (19.08.1945), samt at der til andre tider er rationering på især
kød (03.10.1943 og 09.01.1944) og benzin (20.02.1944 og 14.01.45).
Et bredt udvalg af kildebelæg om den udbredte varemangel i
Andeby i årene 1943-45.
Anders And har jo aldrig
fremstået som en person med videre gode forbindelser eller overdreven
likviditet, så det synes rimeligt at formode, at det And’ske hjem normalt har
måttet nøjes med de lovligt rationerede varemængder. Og det er derfor min
formodning, at rationeringen i Andeby i de hårde efterkrigsår også har omfattet
lagkagelys. Anders har derfor ikke haft mulighed for (som i 1939 og dermed før
krigen) at kunne håndhæve den smukke gamle tradition med et aldersækvivalent
antal lagkagelys på grund af den beskrevne varemangel, men han har som vanligt
gjort, hvad han kunne; derfor de kun 6 (eller måske 7-8) lys i 1947. Hvis man
tør tro min temporalteori, er vi trods årstallet for den jordiske udgivelse af
kildeberetningerne endda formentlig endnu tilbage i selve krigens år i Andeby,
hvor byen ikke blot lider under varemangel, men også under krav om mørklægning
ved tilbagevendende trusler om luftbombeangreb. Det vil dog nok være at gå for
langt ligefrem at hævde, at de manglende lys skyldes hensynet til
mørklægningsforskrifterne...
Andeby var ramt af mørklægningskrav i sommeren 1942.
(26.07.1942)
På vore breddegrader var den
føromtalte udbredte varemangel først for alvor afhjulpet hen omkring 1950. En
af de mest alvorlige konsekvenser var formentlig, at udgivelserne af Anders
And & Co. først begyndte adskillige måneder senere i Danmark end i
Norge og Sverige på grund af papirmangel i Danmark! En højst beklagelig og
traumatisk forsinkelse, som dansk donaldisme aldrig rigtig er kommet sig over;
faktisk er hr. Simens 2. taliaferristiske modbevis netop et eksempel på den omtalte
agterudsejling af dansk donaldisme, idet beretningen kun er udgivet i Norge (DD
6/1951) og ikke i Danmark.
Nu vil nogen måske undre sig
over, hvorfor lige lagkagelys skulle være ramt af krigens eller
efterkrigstidens generelle varemangel i Andeby? Hertil kan jeg jo modsat svare:
Tja, hvorfor lige kød, vækkeure, smør, fedt, film, jernkæder, søm og
badehætter? Sådan var det bare dengang. Således kan ældre medlemmer af Familien
GrandjeAnd bekræfte, at stearinlys på vore hjemlige breddegrader slet ikke var
til at skaffe for almindelige mennesker i 1940’erne; i stedet måtte man
møjsommeligt døje med de dårlige tællelys, der osede fælt og hurtigt løb ud, og
således satte et temmeligt kedeligt præg på lagkagen.
Man må i øvrigt undres over, at
Taliaferro jævnfør hr. Simens fremfundne kildebelæg åbenbart kunne berette om
Anders Ands fødselsdag hele to gange inden for mindre end et halvt år
(11.08.1947 og 26.12.1947) - og det endda begge gange på helt andre årstider
end den første beretning fra 18.05.1939. Efter min opfattelse underbygger denne
iagttagelse kun min allerede fremsatte formodning om fortløbende ændringer i
tidsrelationen imellem Jorden og Stella anatium. Med mindre forklaringen i
stedet skal søges i, at Hr. And efter fadæsen i 1939 med mellemrum ønsker at
øve sig inden sin næste rigtige fødselsdag? I så fald er det jo ikke så
underligt, at antallet af lys ikke passer, da der dels kun er tale om en prøve,
dels kan Anders have fordel i øve sig med først få og efterhånden flere lys...
Med tanke på den skepsis, som
mine beviser og teser normalt mødes med, vil det imidlertid ikke overraske mig,
om det til trods for de her fremsatte logiske forklaringer på de af hr. Simen
ganske korrekt fremlagte kildebelæg vil efterlade én og anden donaldist i
fortsat tvivl om lagkagebevisets gyldighed. Man vil måske ligefrem hævde, at
jeg her har forladt min traditionelle naturvidenskabelige forskningstilgang om
altid at søge i retning af den mest sandsynlige forklaring. Og jeg skal da også
gerne indrømme, at alene forelagt de indtil nu præsenterede fire
taliaferristiske kildebelæg (dvs. fødselsdagsberetningen fra 1939,
træstubaffæren i 1942 og de to senere lagkageberetninger fra 1947), så ville
den neutralt set mest sandsynlige forklaring være, at hr. Simen har ret: At
antallet af anvendte lys på donaldistiske fødselsdagslagkager ER såvel symbolsk
som tilfældigt - og formentlig afhænger mere af kagens størrelse end af
fødselarens alder. Når jeg alligevel så stædigt holder fast ved
lagkagedateringsmetodens gyldighed, skyldes det, at det siden min første afhandling
om emnet er lykkedes at finde endnu to stærke belæg for teorien!
Det første stammer fra
04.07.1954, hvor det blev publiceret for første gang i den amerikanske
dagspresse. Den åbenbare betydning af det omhandlede taliaferristiske
kildebelæg fremgår af, at det allerede blev bragt i augustnummeret af dansk AA
i 1954 - altså mindre end en måned efter førsteudgivelsen i USA!
Som det fremgår, er det denne
gang ikke Anders And selv, men derimod Bedstemor And, der har fødselsdag. Og da
Anders jo ved, hvordan den slags skal fejres, skaffer han en fornem
konditorfremstillet fødselsdagskage - med et meget stort antal påsatte lys!!!
Faktisk så stort, at han for en sikkerheds skyld forinden lader tegne en
brandforsikring. Nu er det ganske vist umuligt at komme med en eksakt
bestemmelse af antallet af lys under flammehavet på kagen, men enhver snak om,
at antallet er “symbolsk, tilfældigt og uafhængigt af alderen” er jo i åbenbar
strid med hele pointen i historien! Vi må derfor kunne konstatere, at man hos Familien
And ifølge Taliaferro afpasser antallet af kagelys efter fødselarens alder.
Også hos voksne. Endda ISÆR hos voksne, idet forholdet faktisk aldrig menes set
i forbindelse med donaldistiske børnefødselsdagskager.
Indtil nu har alle de fremlagte
beviser i lagkagesagen været taliaferristiske. Lad mig derfor afslutte min
fremlæggelse med intet mindre end et barksistisk kronbevis!
Det barksistiske kronbevis for den lagkagelysbaserede
donaldistiske aldersdateringsmetodes gyldighed! Beretningen stammer fra 1955,
blev oprindeligt udgivet i U$ 12 og herhjemme første gang publiceret i AA
5/1957.
Jeg føler mig fristet til at
citere min ærede kollega, Rob Klein, i forbindelse med hans kommentar til det
barksistiske bevis for den anatide æglægning (se evt. “Anden - og
ægget?”): »And so, we have our
answer!« Når Carl Barks med så stor tydelighed og utvetydighed fortæller
mig, at selveste Onkel Joakim - trods de dermed forbundne omkostninger - mener,
at en fødselsdagslagkage skal have samme antal lys, som man fylder år, så er
sagen endeligt bevist for mig! Det må derfor kunne konkluderes, at vi som
udgangspunkt kan aldersdatere de donaldistiske ænder (også de voksne) ud fra
antallet af lys på deres fødselsdagskager - dog med undtagelse af perioder med
varemangelafledt rationering. Ethvert fortsat angreb på min tese må endvidere
herefter kunne betegnes som “anti-barksistisk”! (Æv-bæv...)
Det er desuden ikke uden
betydelig stolthed, at jeg kan konstatere, at Familien GrandjeAnd - muligvis
som den eneste på Jorden - fejrer voksenfødselsdage på ægte donaldistisk
facon...!
Sydnordisk
Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til
(næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i
Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke
anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.