Sydnordisk
Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Fysik & Geografi
Indlæg
på Det 5. Donaldistiske Seminar ved rektor dr.don. Jeronimus Gjøgsig, SAD 2006
Den
31. oktober 1976 mødtes en stor gruppe mærkelige mennesker i Hamburg for at drøfte
mulighederne for dannelsen af en donaldistisk forening. At en sådan forening
ville være af det gode, kunne de nok blive enige om, men derefter gik det mere
trægt med enigheden, når det handlede om foreningens mål og værdier. Især
var der heftige meningsudvekslinger imellem de ortodokse barksister og de
pluralistiske donaldister, men til sidst lykkedes det dog at overkomme
vanskelighederne, og foreningen D.O.N.A.L.D. (Deutsche Organisation der
Nichtkommerziellen Anhänger des Lauteren Donaldismus) var en kendsgerning. [1]
Formålet
med foreningen skulle være at fremme donaldismens udbredelse, begrænse vulgærdonaldismens
tiltagende betydning og bekæmpe den kommercielle udnyttelse af donaldismen. Det
blev endvidere besluttet at udpege fire indledende indsatsområder for den
donaldistiske forskning: 1. Veronkelung-systemet; 2. Socio-økonomiske
samfundsstrukturer; 3. Æstetikken i den tidlige donaldisme; og 4.
Klimaforholdene i Andeby. Onde tunger vil hævde, at det fjerde fokusområde
muligvis bar præg af, at én af de ledende personer bag foreningsdannelsen,
Hans von Storch, i hvis lejlighed stormødet fandt sted, selv var uddannet
meteorolog, men dette er natuligvis (hvis man vil undskylde mig udtrykket) helt
hen i vejret! Punktet blev udelukkende valgt, fordi det nøgternt set vurderedes
at have stor forskningsmæssig betydning for selve forståelsen af donaldismen.
Selvom det i dag kan lyde utroligt, så stod tysk donaldisme faktisk i denne sin spæde start i en sekundær position i forhold til den dengang voldsomt dynamiske skandinaviske donaldisme. Og i det dengang førende internationale donaldisttidskrift Donaldisten havde en af de førende norske forskere, Pål Jensen (1973-74), da også i en tidlig artikelserie gjort rede for flere bemærkelsesværdige vejrfænomener over Andeby. Som f.eks. at der stort set aldrig er skyer på himlen (undtagen omkring solnedgang og ved deciderede uvejr), at det aldrig er vindstille under regnvejr (dråberne falder altid skævt), og at tornadoer/skypumper forekommer relativt ofte.
Jensen
kunne endvidere påvise, at både tornadoer og uvejr hærger mere i Andebys
omegn end i Andeby selv, hvilket Jensen mente hang sammen med Gisles såkaldte
kosmos/kaos-teori, ifølge hvilken det andebyske kosmos konstant er under
trussel af fire kaostyper: 1. Hekse, 2. Udlændinge, 3. Forbrydere, og 4.
Naturkræfter.
I 1977 brød så uvejret løs, om man igen vil undskylde mig vendingen, i form af en international donaldistisk disput imellem de to giganter, Pål Jensen og Hans von Storch, der begge ud fra klassisk naturvidenskabelig ræsonnering, baseret på geografiske og klimatologiske observationer, mente sig i stand til at stedfæste Andeby! Desværre var de ikke helt enige om stedets placering. [2]
Hr.
Pål Jensen havde gjort den tilsyneladende epokegørende opdagelse, at Rip, Rap
eller Rup i den barksistiske beretning Terror of the River (OS 108-1)
erklærer, at der fra deres daværende opholdssted (som må antages at være
Andeby) er 2.400 miles til Ohio.
Den
tyske meteorolog dr. Hans von Storch var imidlertid yderst skeptisk over for
Jensens konklusioner. Det andebyske klima, hævdede han, har et så udtalt
kontinentalt præg, at det måtte ligge på østkysten af et stort kontinent -
langt større end Mexico. Faktisk mente han slet ikke, at hverken Mexico eller
det sydlige USA kunne komme på tale på grund af de hårde andebyske vintre.
Jensen kunne imidlertid finde adskillige belæg for, at man både i
Sydcalifornien, Florida og ved Den Mexicanske Gulf ofte havde ganske strenge
frostvintre pga. mangelen på øst-vest-gående bjergkæder.
Når
jeg her har refereret hele denne forskningsdiskurs, er det bl.a. fordi den på
strålende vis eksemplificerer hvorledes klassisk akademisk donaldisme kan og bør
foregå, nemlig ved at man tager en ganske lille, uanseelig detalje og blæser
den op i hvad man kunne kalde akademisk-donaldistiske proportioner, fører en
lang og stridbar disput derom, der i sidste ende fører frem til større uvished
end man startede ud med. Dét, mine damer og herrer, er akademisk donaldisme!
Her
blev dr. Gjøgsigs foredrag afbrudt af et spontant bifald fra hele salen med
adskillige »Det er hørt!«-tilråb, og først efter et par minutter var
den højlærde forsamling atter faldet så meget til ro, at den gamle rektor
kunne fortsætte.
Allerede
året efter havde forskerne forladt deres gamle teser. Tyske forskere, vist nok
først og fremmest dr. Hans von Storch, havde nemlig i mellemtiden gjort den
store erkendelse, at Andeby slet ikke ligger på Jorden, men på en umiddelbart
lignende planet i et mystisk parallelunivers, en planet som de kaldte Stella
anatium.
Erkendelsen
byggede på, at forholdene i ændernes verden kun på overfladen ligner vores,
men når man ser nærmere efter, er der afgørende væsensforskelle imellem dem.
Igen var det ikke mindst klimatologien, der overbeviste Hans von Storch (1978). Med
traditionel tysk grundighed og naturvidenskabelig fremgangsmåde sammenlignede
han satellitbilleder af Jorden med rumbilleder af ændernes planet. Og her kunne
han konstatere, at de fra Jorden kendte skyfænomener slet ikke kan genfindes
over Stella anatium.
Dertil
kom, at Anders i beretningen om den kuldskær frø Badutski i den tyske oversættelse
omtaler en “koldluftfronts sammenbrud”, hvilket ifølge von Storch ville være
en komplet tåbelig udtalelse på Jorden, hvor det rette meteorologiske udtryk
for det omtalte vejrfænomen er en “okklusion”. Von Storch var klar over, at
skeptikere sikkert dertil ville anføre, at Anders måske ikke var så stærk i
korrekt meteorologisk sprogbrug og derfor havde ladet sig friste til en mere lægmandspræget
vending, men dette argument kunne tyskeren derpå selv afvise som værende helt
grundløst, idet vi ved flere lejligheder har erfaret, at Anders And er en uhyre
kompetent meteorolog. Der måtte derfor med sikkerhed være tale om et
ikke-jordisk vejrfænomen.
Og
med erkendelsen af Stella anatium må dette nu være nok for denne gang
om den klassiske forskning vedrørende klimaforholdene i Andeby - og hvad man på
den baggrund måtte kunne mene om byens geografiske beliggenhed. Jeg håber det
har kunnet være til inspiration og måske endog oplysning for de yngre
generationer, og jeg glæder mig meget til her i dag at høre, hvad man måtte
have gjort sig af tanker om dette spændende tema.
Tak
for opmærksomheden.
Som vanligt høstede rektors seminarindlæg et stort og rungende bifald. I den efterfølgende spørge- og kommentarrunde indledte professor Jakobsen med at konstatere, at det altid er såvel fornøjeligt som lærerigt at høre rektors præsentationer af den ældre forsknings forløb og resultater.
Kommentar til seminarindlæg ved professor Jakobsen, dekan på Bjørnologisk Fakultet
Hvad angår klimaforholdene i Skoven, der jo som bekendt kan lokaliseres til udkanten af Andeby, er det mit umiddelbare indtryk, at forholdene her mest peger i retning af det subtropiske løvskovsbælte med et mindre indslag af nåletræer, hvor sidstnævnte vegetationsgruppe især har en pudsig tendens til at vise sig omkring juletid. Jeg kan i den forbindelse kun bekræfte hr. Pål Jensens observationer om, at det meget sjældent regner, men alligevel synes Skoven faktisk aldrig truet af decideret tørke - endsige i videre omfang af brand, hvilket dog kan hænge sammen med, at vi kender til et meget årvågent, frivilligt brandkorps i Skoven.
Årsagen til disse gunstige vækstforhold, trods den begrænsede nedbørsmængde, skal muligvis søges i en meget høj grundvandsstand? Nedbør i Skoven falder primært i form af sne, hvilket har den praktiske funktion, at det er signalet til Familien Bjørn om, at det er på tide at gå i hi.
Vintersæsoner uden snefald kan derfor frygtes at have en yderst forstyrrende indvirkning på bjørnenes søvnmønster - med tilhørende negativ effekt på deres humør. I relation til diskussionen om Andebyvintrenes hårdhed kan vi fra bjørnologisk side melde, at vinteren i Skoven sjældent synes at strække sig længere end til december og januar. Hvilket jo med tanke på vore egne, aktuelle sydnordiske klimaforhold må siges at være misundelsesværdigt billigt sluppet.
Også Akademiets udenlandske gæsteprofessor, dr. Hop van de Haavelouw, følte sig inspireret til et par kommentarer.
Kommentar til seminarindlæg ved gæsteprofessor Hop van de Haavelouw (UHADA)
I too would like to thank Rector for a fine speech. Still, I must confess that I have not really taken the climatic conditions of Duckburg into closer consideration before now. Certainly, I agree that Duckburgian climate hold several very interesting features, but I would like to stress the latter of the observations of Dr von Storch referred-to by Dr Gjøgsig, namely the fact that if we accept the Stella anatium-thesis, which I think far the majority of today's serious scholars do, then we must remember that we are dealing with another world with another type of climate than our own, and therefore Earth-based knowledge cannot be projected onto the world of Ducks without great caution. Indeed, even though I shall not claim any climatological insight above average, it is my feeling that the climatic observations from Duckburg - and Duckburg Forest - hardly find their equivalence anywhere on planet Earth. A coastal area surrounded by mountains, fertile forests, dry deserts and very little rain, subtropical summers and the possibility of extremely hard winters? This does not sound like any place I know of. At least, and most regrettably, I would say that we can with rather great certainty dismiss the possibility of locating Duckburg in my home country, which these pictures taken on an average day from the window of my office at the UHADA and in my car driving home from work should prove only too well.
And - indeed - as you will notice, there is not a sailor-dressed Duck or a money bin in sight. No wonder that so many of us prefer Duckburg and Stella anatium to the so-called “real world”...
Kommentar til seminarindlæg ved dr. GrandjeAnd (Center for Klassisk Donaldisme)
Desværre for diskussionen må jeg indledningsvist sige, at jeg er ganske enig med alle de forudgående talere. Andebys særegne klimaforhold fortjener så afgjort fornyet opmærksomhed i forskningen, men vi bør omvendt også vare os for ukritiske sammenligninger med forholdene kendt fra Jorden. Jeg er imidlertid ganske begejstret for selve den metodiske tankegang, der ligger bag de herrer Jensens og von Storchs studier, og i bevidst skyldighed om arven fra denne klassiske grundforskning har vi på Center for Klassisk Donaldisme for nyligt iværksat et stort donaldistisk-geografisk projekt af beslægtet natur. Omdrejningspunktet i projektet er geografiske orienteringer. Hermed tænker vi på alle omtaler eller andre former for pejlinger i og omkring Andeby med hensyn til byens beliggenhed i forhold til naboområderne. Det kan f.eks. dreje sig om tale hos Familien And om at tage vestpå ud til prærien eller om vejskilte med afstandsmålinger til Gåserød o.lign. En vigtig orienteringsfaktor inkluderet i undersøgelsen er solens position på forskellige tidspunkter af døgnet. Faktisk ser vi solen påfaldende sjældent på himmelen over Andeby, hvor den især optræder ved op- og nedgang, men netop på disse tidspunkter er den jo også nemmest at stedfæste i forhold til de geografiske verdenshjørner. HVIS vi da ellers - med tanke på dr. Hop van de Haavelouws berettigede advarsel - overhovedet kan tillade os antagelsen om, at solen i Stella anatium står op i øst og går ned i vest? Gang på gang må vi ydmygt konstatere, hvor lidt vi i grunden med sikkerhed ved...
Noter:
[1] Der Hamburger Donaldist nr. 3, s. 1.
[2] Det følgende referat af diskursen stammer fra Der Hamburger Donaldist nr. 4, s. 19-20.
[3] Retfærdigvis bør det nævnes, at den geografiske beregning er knapt så enkel at udføre i praksis, som det måske umiddelbart skulle synes, idet der forefindes forbavsende mange lokaliteter i USA med benævnelsen “Ohio”. Når dr. von Storch som orienteringspunkt valgte Ohioflodens nedre løb tæt ved sammenløbet med Mississippi, er det således langt fra den eneste mulighed. Umiddelbart kunne man måske synes, at et sted inden for staten Ohio havde været mere oplagt? I øvrigt viser et opslag i Akademiets ikke-donaldistiske atlas, at Ohio også findes i New South Wales (Australien), i Nigeria og på Filippinerne, hvilket dog ikke umiddelbart på nogen måde letter problemstillingen.
Anvendte
billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på
billedet):
Refereret litteratur:
Gisle, Jon (1973): “Donaldismen”, Oslo.
Jensen, Pål (1973-74): “Andebys klimatiske forhold”, artikelserie i ’Donaldisten’ nr. 1-2, henh. s. 7-9 og 21-22.
Jensen, Pål, Uwe Schröder & Hans von Storch (1977): “Wo liegt Entenhausen”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 4, s. 19-20.
von Storch, Hans (1978): “Klima in Entenhausen - Physikalische Grundlagen”, i ’Der Hamburger Donaldist’ nr. 13, s. 10-13.
Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.