Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Aalborgs Institut for Donaldistisk Andelogi

Breve fra den ANDen side...

ved rektor Gjøgsig, professor A.C. Sivand - og ikke mindst a(n)djunkt can.and.TaffelAnd, AIDA 2007

 

   Forord ved rektor:

For omkring et år siden flyttede en af Akademiets tilknyttede forskningsinstitutioner domicil fra Nordvestjylland til Aalborg. Denne betydelige begivenhed medførte ikke blot, at institutionen skiftede navn fra Nordvestjysk Institut for Nutids-Andelogi (NINA) til  Aalborgs Institut for Donaldistisk Andelogi (AIDA). Der hændte endvidere det beklagelige, at en af de til nævnte forskningsinstitution knyttede forskere, a(n)djunkt can.and. TaffelAnd, undervejs blev væk! Helt bogstaveligt.

Man må naturligvis påregne et vist tab ved den slags aktioner. Hvor mange gange har man f.eks. ikke oplevet, at æsken med papirclips synes sporløst forsvundet ved udpakningen efter en kontorflytning? Eller endog tape-holderen? Ligeledes har gaver fra børnebørn og betænksomme tanter, såsom kreativt udformede ler-askebægre og hjemmehæklede kuglepensvarmere, det mærkeligt nok med at “blive væk i flytterodet”. Heldigvis vil samme børnebørn og betænksomme tanter som regel meget hurtigt råde bod på dette triste tab ved allerede næste jul at begave den uheldige med endnu mere kreative udgaver af bemeldte nyttegenstande. Derfor kan det heller ikke undre, at der ved flytningen af noget så omfattende som en hel forskningsinstitution næsten uvægerligt må forsvinde noget undervejs. Men at miste en hel FORSKER under flytningen, dét hører dog heldigvis til undtagelserne. Det kan næsten siges at tangere sjusk, og det giver et uheldigt signal til omgivelserne, hvorfor institutlederen også har modtaget en passende institutionel røffel fra undertegnede. Dertil kommer, at vi har været endog særdeles bekymrede for a(n)djunkt TaffelAnd. Dette følsomme gemyt med den trivelige fysik, hvor var han dog blevet af? Hvordan klarede han sig mon? Og fik han nu nok at spise? 

 

1. brev fra den ANDen side (primo januar 2007)

Men så, umiddelbart efter nytårsdag 2007, modtog Akademiets rektorære kontor følgende glædelige, om end noget forvirrede melding fra Aalborg, nærmere betegnet fra professor André Cornelius Sivand, institutleder ved AIDA:

Jeg har forresten nyt omkring min forsvundne kollega TaffelAnd. Det virker nok lidt utroligt, for han ringede forleden fra en meget, meget ringe forbindelse. Det var en temmelig sær oplevelse... jeg blev ringet op fra et hemmeligt nummer og så lød en stemme, lidt overeksalteret: »Hr. kollega, jeg er kommet igennem! Undskyld Hr. Sivand, De får lige vores kollega!« Så lød en omtrentligt lige så overeksalteret stemme fra min længe savnede kollega TaffelAnd: »Pyh, AC, det er lykkedes mig at komme igennem til dig - nu skal du høre... vi er åbenbart to herovre efterhånden, og det er ikke rigtig muligt at vende tilbage - så vil du spørge vores rektor, om jeg kan arbejde herfra? Georg siger jeg kan sende mails herfra!« »Georg? Georg hvem?« var mit noget forbavsede spørgsmål. »Ja, hvem tror du?« »Nej!« »Jo!« »Forbindelsen ryger nu,« lød det så i baggrunden...

Ja, kære kolleger, jeg må nok med en vis bid af ambivalens rapportere, at vor fælles kollega og ven sidder fast i Andeby! Jeg ved ikke, om det er noget vi på Akademiet kan benytte os af - og om vi kan finde ud af, hvordan han kan hentes tilbage igen - men som jeg kan forstå det, vil han altså gerne arbejde for Akademiet fra den anden side - jeg tror da vist også han nævnte Universitetet...

Det var godt nok en meget sen aften han ringede - og man kan ikke finde de numre, der er kaldt fra hemmelige numre. Jeg skal ikke kunne sige, om min livlige fantasi har spillet mig et puds, så de eventuelle rapporter, vi får fra vor forsvundne kollega, må nok viderebringes med kraftige forbehold...

Det være hermed gjort. Meldingen fra professor A.C. Sivand blev modtaget i Akademiets hovedafdeling med omtrent lige dele glæde og undren. Kunne det være muligt? Var hr. TaffelAnd virkelig kommet over på “den anden side” i paralleluniverset Stella anatium? Eller var nytårsfesten løbet helt af sporet oppe i den nordjyske afdeling? Meningerne herom var delte på Akademiets lærerværelse, men der var jo reelt ikke andet at gøre end at vente og se. Og det gjorde vi så.

 

2. brev fra den ANDen side (medio januar 2007)

Efter omkring en uge hørte vi fra professor Sivand igen:

Det er mig presserende at forsikre alle eventuelt bekymrede kolleger i hovedafdelingen om, at vor kære, savnede kollega hr. can.and. TaffelAnd har det godt. Han skriver i en mail fra forleden:

Kære kollega

Lad mig starte med begyndelsen. Jeg gik forvildet rundt imellem Nissum og Struer - var faktisk på vej ud mod havet, og var på randen til dyb depression - undskyld, hr. Sivand, men du havde faktisk glemt mig! [Min anmærkning - av... den sad!] Nede på stranden faldt jeg altså i søvn (hvor meget man så kan sove med en højtrumlende mave - ja undskyld jeg springer udenfor det videnskabelige sprogskisma, men jeg var sulten!). Da jeg vågnede igen, og et kort øjeblik overvejede, om jeg skulle spise en bunke tang eller vandre til et skolekøkken i nærheden, hørte jeg stemmer. Gudskelov kom de ikke fra mit eget hoved! »Guf, kom lige her«, lød en stemme, og vraltende henover den mark, som jeg af uransagelige årsager befandt mig på, kom en personage, der ikke alene lignede, men VAR Bedstemor And, Andrea Blisand, eller bare “Bedste”, som jeg skulle komme til at kende hende som.

»Hvad er det, der ligger her?« »Jow... det ligner da godt nok en af de der med hundenæser inde fra byen - hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro det var Mortens storebror.«

»Goddag«, sagde jeg høfligt, »Jeg tror præsentation fra jeres side vil være overflødig, det er mig en overmåde stor ære at møde Bedste, verdens bedste kok, og Guf, verdens dovneste medhjælper.«

»Nå, æren er da helt på vores sides side«, smilede Bedste charmeret - og idet vi begyndte vores gang hen mod en meget velkendt udseende gård, begyndte vi en snak om det uforklarlige i, at jeg var havnet, hvor jeg var, og at det faktisk var sket før. Hos Bedstes barnebarn (en vis Hr. And) havde der i nogen tid boet en knægt ved navn Morten, som jeg senere skulle lære at kende. Først skulle jeg dog hjem på gården - Bedste kiggede op og ned ad mig som enhver anden mormor ville gøre, og syntes tydeligvis at den var helt galt med min foderstand (det vil nok blive svært at finde nogen derhjemme, der ville erklære sig enige...!)

Efter et overdådigt måltid - eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe oven i hinanden, tog Bedste fat i et apparat, som jeg først i funktion genkendte som en telefon. »Hallo? Ja, god aften, Anders, Bedste her! Nej, nej, du skal først male laden i næste uge, men jeg har én herude, som særligt jeres logerende Morten måske gerne vil hilse på! Det er en af dem, ovre fra den anden side! OK, så ses vi i morgen.«

»Fru Blisand«, spurgte jeg forsigtigt, »må jeg sige Andrea?« »Sig du bare “Bedste” til mig, det gør alle andre.« »Tak, jeg ville bare høre hvem, udover denne Morten, som jeg kan forstå jeg møder imorgen, har I ellers haft besøg af herovre?« »Nej, ærligt talt, Hr. TaffelAnd - behøver jeg remse alle forfattere og tegnere til jeres kulørte hæfter op?« »Jamen, er der da virkelig en forbindelse?« »Naturligvis er der da det! Selvom de fleste af dem nok ikke vil anerkende det, finder de jo ud af det, når de... ja, når de... nå, ja, vi kan jo selv køre ud og snakke med Carl en af dagene - han har sin egen hønsefarm her i nærheden!«

Kunne du høre braget, kollega? Her gik jeg i gulvet. Ved budskabet om, at en vis herre tilsyneladende befandt sig (befinder sig!) her, besvimede jeg af forbløffelse. Jeg går i alt fald ud fra, at vores fælles alter ego, hr. Sivebæk, må kende til Morten, som jeg senere har mødt. Nu har vi jo kun kendt hinanden i ca. 4-5 år, men denne Morten ligner billeder af mig selv som 11-årig, og jeg har grund til at tro, at han nok netop er det... sig til når det bliver for surrealt!

Dette er angiveligt IKKE et billede af a(n)djunkt TaffelAnd i et følelsesladet øjeblik i Bedstemor Ands køkken. Men det KUNNE måske ha’ været det...

Mere næste gang - og tak til Georg for lån af hans PC og net-forbindelse - og hils vor fælles ven rektor - han er velkommen til at bruge, hvad han kan på Akademiets side - og send gerne spørgsmål videre - men vær for himlens skyld venlig ikke at videregive Georgs adresse... jeg kan ikke forestille mig, hvad vores verdens opfindere ville gøre... 

Her slutter vor kollega TaffelAnds mail-beretning. Jeg er lidt forvirret over denne Morten. Jeg må nok indrømme at kende til en knægt ved navn Morten, som vel må betegnes som den lillebror, jeg aldrig fik, og at han havnede i Andeby som 11-årig er vel heller ikke helt galt. Det glæder mig at høre nyt om ham igen. 

Denne gang kan jeg ikke undskylde mig med et utydeligt telefonopkald, men alt i denne mail står fuldstændigt for min regning, hr. rektor. Hvis der findes et råd for donaldistisk videnskabelig uredelighed, må De gerne give besked, inden De stiller mig for nævnte.

Ærbødigst, forfatteren til forordet til Don Rosas 4. bog med bidrag til Hall of Fame-serien, HOF 16, Deres A.C. Sivand - trods nyt fra ham, i dybt savn af kollegaen TaffelAnd.

Eftersom vi med denne anden rapport fra den ANDen side, dateret til midten af januar, vel med rimelighed tør udelukke mistanken om, at en lidt for overdreven indtagelse af nytårslimonade og kransekage kunne ligge til grund for de opsigtsvækkende meldinger fra Aalborg (og Bedstemor Ands gård), kan vi på Akademiet nu ånde lettet op i vished om, at a(n)djunkt TaffelAnd lever og har det godt. Og hvor kan en kulinarisk feinschmecker som han have det bedre end hos Bedstemor And? Blot kan vi være en smule ængstelige for, om det skulle komme til håndgemæng imellem de herrer TaffelAnd og Guf, i fald der kun er én æbleskive tilbage på fadet...

Lige så stor som glæden over denne nyhed er, så skal det dog også indrømmes, at hele affæren mildt sagt har vakt undren på Akademiets gange. Thi stadig står det os uklart, hvordan dette dog skulle være sket? Mon den gode TaffelAnd i virkeligheden HAR spist af tangen på stranden langs Nissum Bredning, og måske endog suppleret den med et par umodne blåmuslinger? Og herefter i sin hallucination opfattet de venlige mennesker, som har fundet ham ravende forvildet rundt på marken og bragt ham ind i varmen, som værende hans yndlingspersoner fra en bedre verden? Og hvilken rolle spiller denne Morten? For slet ikke at tale om den hønseholdende nabo Carl??

I relation til professor Sivands sidste bekymrede forespørgsel kan det oplyses, at en skeptisk ducktor fra Center for Klassisk Donaldisme ganske rigtigt har plæderet for en afprøvning af sagen for Akademiets Videnskabelige Sandhedsinkvisition (AVS), men det Akademiske Råd har foreløbig besluttet at vente og se tiden yderligere an(d). Ikke uden en vis spænding...

 

3. brev fra den ANDen side (medio februar 2007)

I midten af februar modtog vi på Akademiet endnu en rapport fra vor angiveligt udsendte medarbejder på den ANDen side, a(n)djunkt TaffelAnd. På grund af snestorm, travlhed omkring semesterstart og udgivelse af seminarindlæg har vi først nu for alvor haft tid og mulighed for at læse hr. TaffelAnds beretning igennem. Og nok engang inviterer vi hermed Akademiets ansatte og  studerende til at læse med.

Kære Sivand, kære rektor.

Endnu en rapport her fra den anden side af... ja i hvert fald min nuværende side. Jeg vender tilbage til begyndelsen:

Efter en række af måltider på ankomstdagen på Bedstes gård fik jeg gæsteværelset til min rådighed - jeg fik faktisk indtryk af, at det havde tilhørt salig Bedstefar And. Efter en god nats søvn, hvor jeg ikke rigtig skænkede det en tanke, hvorvidt det var ande- eller edderdun, der var i pudevårene, stod jeg op dagen efter - bogstaveligt talt med hønsene. Kl. 5 bankede det nemlig på døren: »Så skal der malkes!« Søvndrukken kom jeg op og ud af værelset. Henne ved bordet sad Fætter Guf foroverbøjet over en portion natmad, han havde været ved at ‘guf’fe i sig (undskyld, kunne ikke lade være). Bedste stod i døren, klar til at gå ud. »Ja, ham der får vi jo ikke vækket lige foreløbig, så jeg tænkte, at du kunne hjælpe mig lidt?« »Gerne, gerne, fru Bedste,« smilede jeg, fik røjsere på og gik med ud.

Vi skulle først over til Maren og Klare og hvad de ellers hed - modsat hvad moderne landbrugere har fået for vane, havde Bedste ikke 100 malkekvæg og numre på dem - men derimod en 6 stykker og navne på dem alle. »Vi skal jo ikke tjene på det her,« sagde hun. »Vi skal bare selv have føden - det med pengene lader jeg Joakim om, det har han nu bedst forstand på.« »Jamen, hvad så hvis I har brug for noget, der ikke sådan kan laves herude?« spurgte jeg spagfærdigt. »Det vil han nok ikke have, at jeg siger videre, men så plejer Joakim at hjælpe lidt til. Nu kender du ham ikke endnu, men han er altså ikke så hårdhjertet, som nogle af dem fra jeres verden har gjort ham til. Men rig, det er han...«

Bedste havde inviteret Anders og ungerne til morgenkaffe kl. 9, så inden da fik vi hentet æg ved hønsene, brygget kaffe, bagt franskbrød og vækket Guf. Det sidste var absolut det sværeste! Kl. 9 sharp ankom så en tøffende rød bil på gårdspladsen med en velkendt and på førersædet, en ung knægt ved siden af og tre velkendte unger bagi. De kiggede alle nysgerrigt rundt, som om de tænkte, hvor er han mon? - så jeg blev gennet frem i døren.

»Davs - jeg hedder så TaffelAnd,« fik jeg fremstammet. Med sin karakteristiske stemme fik Anders budt mig velkommen herovre, om jeg havde det godt osv. Og så fik jeg et chok... det var som at se mig selv som barn, at se denne føromtalte Morten - han var selv lige så chokeret, og idet vi rystede hænder, gav det ligesom gnister og vi behøvede ikke rigtig at sige noget, men blinkede bare fortroligt til hinanden.

»Og så var der generalerne.« Ungerne bukkede hovederne genert ved den tiltale - »Nej, nej, jeg mener det skam, jeg var spejder som ung, og har altid gerne villet være grønspætte,« sagde jeg til de tre. »Det skal du være velkommen til,« sagde de (i munden på hinanden). »Der er tropsmøde i aften!«

I løbet af morgenmåltidet fik vi snakket frem og tilbage om, hvordan jeg var kommet, hvordan Morten i sin tid ankom (tydeligvis lige midt i serien om Anders som nedrivningsekspert!) og hvordan det ellers gik i byen osv. Bedste og Guf plejer tydeligvis ikke at komme derind så tit. Fordi der er så overrendt, som Bedste sagde.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde været i gang med at sige, men på et tidspunkt trak Morten mig ud i køkkenet, med et bekymret udtryk i ansigtet »Storebror! - må jeg godt kalde dig det, for det er du nærmest.« »Ja, ja. Det må du da, jeg tænkte næsten det samme.« »Storebror, du må aldrig, aldrig nævne tiden - her ude ved Bedste er det hele så cyklisk, hun sår, dyrker og høster osv. Men snak ikke for meget om historier, du har læst for tyve år siden - nævn dem i hvert fald ikke som noget, der er sket for længe siden, for de kan være foregået i sidste uge. Der er en utrolig forskel på, hvornår serierne er foregået; jeg forstår ikke, hvordan tegnerne får deres idéer, men de sker i hvert fald herovre. Ungerne går også i skole og er ikke kommet videre end 4. klasse... det snakker vi da også om engang imellem, men ingen her bliver ældre...« »Jeg prøver at forstå, du,« fik jeg sagt. »Det kan godt være Georg eller ham Raptus kan forklare det bedre - Georg er i hvert fald en rigtig flink fyr. Det er Joakim faktisk også, når man kender ham.« »Tak for fortroligheden,« sagde jeg, og vi gik ind til morgenkaffen igen.

Senere på formiddagen startede Bedste sin lydløse elbil og kørte efter Anders og ungerne ind til byen. »Paradisæblevej 111 - så er vi her,« sagde hun. »Og Hr. TaffelAnd, nu siger du bare til, hvis han ikke giver dig nok mad - så kan du bare kigge ud til mig igen! Vi skal også ud og besøge Carl en dag, det må du huske.« »Det vil jeg glæde mig til,« svarede jeg.

Så slutter jeg lige for denne gang. Du nævnte, at de andre på gangene tvivler på det rigtige i, at jeg er herovre. Jeg har da også nevet mig selv i armen mange gange - og kigget mig i spejlet. Men det er altså rigtigt. Jeg har snakket med både Raptus og Georg om det - Det var nok Raptus, der havde den mest fornuftige forklaring: »Har I ikke nogle fortællinger ovre i jeres afdeling om en knægt, der går på en troldmandsskole, som ingen almindelige mennesker kender til? Og en anden fortælling om nogle unger, der går igennem et garderobeskab og ind i en anden verden? Hvis forfattere kan skrive om det, og andre forfattere kan finde på historier om os herovre, så er den skole og den verden vel lige så virkelig som vores her. Vi har været her i meget lang tid efterhånden! Så hvis nogle af de forskere fra Akademiet skulle tvivle, så bare giv mig besked.« Ja, det var altså, hvad jeg skulle sige videre fra Raptus. Jeg ved ikke lige hvordan han er blevet så velinformeret - måske har jeg talt i søvne en aften, han var ovre og snakke med Anders.

Det var alt fra mig i denne omgang - jeg vil gerne have dig til at slå Jacob A. Riis op i Instituttets opslagsværker, for hvis det kan passe med... tiden (av!), så har jeg en interessant beretning fra min ven Joakims fortid.

Jeres TaffelAnd

 

4. brev fra den ANDen side (medio december 2007)

Midt i røgen fra slukningsarbejdet efter Akademiets traditionsrige og som altid vellykkede julefrokost, modtog rektor en brevdue fra professor A.C. Sivand, institutleder ved SAD's afdeling i Aalborg (AIDA), hvori han bl.a. kunne melde, at: ...TaffelAnd har sendt mig følgende råskitse omkring hans lovede undersøgelse ang. Joakim og Jacob A. Riis: - læs det gerne igennem og se alle lighederne mellem de to - og om det kan bruges til noget. Eventuelle juleferierende gæstestuderende på Akademiet inviteres hermed til at deltage i såvel gennemlæsning som vurdering.

Kære Sivand og rektor,

Sammen med ungerne var jeg ovre ved Joakim en dag. Da vi kom op på kontoretagen, viste Frk. Rappesen os op af trappen til den private etage efter at have fået et muntert »Kom bare op!« fra von And selv. Andrea og Joakim sad ved siden af hinanden ved Joakims skrivebord og bladrede i et af de albums, som Andrea i sin tid selv lavede. Ungerne og jeg satte os omkring bordet og kiggede med. »Og hvem er så det der, Kimse?« fnisede Andrea. »Årh, det ved du da udmærket godt, søster...« Jeg kiggede henover bordet og så en smuk ung and i en smuk gul kjole og med hårpynt i de gyldne lokker (jeg mærkede vist egentlig en art kniv i mit eget hjerte... har holdt af Gulda siden jeg læste Back to Klondike første gang).

Vi kunne alle se en anelse rødmen ved Joakims fjerrødder og Joakim bladrede hurtigt videre. »Hov, det billede havde jeg ikke lagt mærke til at du havde sat ind, Andrea - hvor fandt du det?« »Det må have været et eller andet sted i din bagage, da du kom hjem efter alle de år, storebror.« Nu kunne jeg pludselig se minderne skylle ind over von And. »Det var vist omkring 1902 - da jeg var på vej hjem til jer igen, Andrea.« Hun nikkede.

»Jeg gjorde ophold i New York og lejede mig ind i et lille hummer i et af slumkvarterene - det mindede mig så meget om Glasgow og vores barndom der. Jeg kan stadig huske værten, sådan en rigtig lusket type, der så ud til at tjene de fleste af sine penge på ting, der ikke tålte dagens lys. Han mindede mig så meget om Luskhans i Dawson, at jeg tænkte på, om det var hans bror. Der var kun en seng og en servante i det lille hummer - og der var knap plads til at vende sig rundt. Naboerne lavede egentlig ikke så meget larm, men inde fra den ene nabo kunne jeg høre hoste og fra den anden nabo barnegråd, så jeg havde ikke så meget lyst til at være der udover om natten. Efter at have indlogeret mig, gik jeg direkte til havnen for at finde ud af, hvornår den første båd til Skotland gik - købte en min billet og gik hjem igen - i det hele taget gik jeg mange ture. På en af mine vandreture rundt i byen stødte jeg ind i en flink midaldrende mand - ham på billedet dér - han gik rundt med et kamera og faldt i snak med de hjemløse og andre små eksistenser i de smalle gader. Vi faldt i god snak, for han kunne vel mærke på mig, at jeg selv kom fra samme slags kår, som de, der levede i de gader. Vi gik rundt og kiggede på børnene i gaderne, der legede og så ud til at have det sjovt, selvom deres tøj hang i læser og de ikke så ud til at have fået et bad det sidste år. Samtidig gik vi og småsnakkede - “Jeg kommer fra Ribe,” fortalte Riis - “jeg kom herover på en båd i 1870”. “Jeg kom på én i 1880,” svarede jeg tilbage - vi lo begge. Men Jacob tog sig en karriere som journalist og fotograf, modsat min karriere som flodbådskaptajn, cowboy og graver. Vi gik flere ture rundt i gaderne i de dage og jeg harmedes over de fattige forhold Jacob kunne vise mig. Vi fandt i øvrigt ud af, at vi havde en fælles bekendt. Den politiker, som jeg var stødt ind i Montana i 1882, havde Jacob mødt som politikommissær i New York i slutningen af 80’erne (1880’erne) - “og Roosevelt harmedes også - han har i øvrigt kaldt mig den bedste amerikaner han kender,” fortalte Jacob mig. Theoodore var jo i øvrigt lige blevet præsident på det tidspunkt, så jeg går ud fra, at han kunne huske de fattiges forhold, som Jacob ihærdigt dokumenterede i aviserne.

En af de dage, jeg tilbragte med at vente på Skotlandsbåden, besøgte jeg i øvrigt Jacob og hans kone Elisabeth. Suk! Fra Jacob var 16 til han var 25 tænkte han på Elisabeth og i 1874 var hun så kommet til New York og de var blevet gift. I kan nok forstå, at det fik mig til at tænke på en vis and i Alaska, jeg havde mødt 5 år før. Jacob og hans kone fulgte mig faktisk om bord på færgen - og det var sidste gang jeg så ham. Han døde i 1914 og ... øh... der var jeg ikke i Amerika. Da jeg kom hjem, fandt jeg faktisk et brev fra en af hans sønner og skrev tilbage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst hørte fra ham.”

»Nå, jeg kan se der er et par af hans billeder her også - to fattige børn, og en baggård i slumkvarteret,« sluttede den gamle rigand sin fortælling med lavmælt stemme. Andrea nikkede eftertænksomt. »Ja, jeg kan forstå, at det mindede dig om Glasgow, Joakim. Vi havde det ikke stort bedre end de børn der, men vi havde da mor og far og onkel ... Jakob.« »Ja, der er nogen sammenfald - jeg tror ikke jeg tænkte over dengang, at jeg så kendte to, der hed Jakob/Jacob…«

 

     

 

Retur til Akademiets forside

 

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.