Sydnordisk
Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sociologi
Baseret
på Ananas Labskaus’ artikel “Ästhetik in Entenhausen II: Von Fächlern und
Fahrern” i ’Der Donaldist’ nr. 71, 1990, s. 31-40. Oversat,
refereret og suppleret af dr. J. Gjøgsig.
Automobilet
har stor betydning i det andebyske samfund. Ikke blot bringer det byens borgere
fra punkt A til punkt B - dog til tider (ikke mindst i en vis Hr. Ands tilfælde)
via et automobilværksted. En Andebyborgers bil har også stor betydning for
borgerens sociale prestige: “Vis mig din bil, og jeg skal sige dig, hvem du
er.” Begge funktioner kan genfindes i nutidens vestlige menneskesamfund, men
alligevel skiller forholdene her, som på så mange andre punkter, sig ud i
Andeby. Ingen andre steder ser man en så udtalt brug af automobiler som
statussymboler som i Andeby. Ingen andre steder er der så stor forskel på de
nederste i bilhierarkiet og de øverste. Og én ting er helt sikkert: Size
DOES matter!
Ingen anden Andebyreporter har vel dokumenteret dette bedre end Mesteren selv. På baggrund af grundige studier af automobile barksistiske kildebelæg kunne tyskeren Ananas Labskaus (muligvis et pseudonym?) i sin dokumentarserie i tidsskriftet Der Donaldist (nr. 71, 1990) om æstetiske udtryksformer i Andeby opstille en yderst interessant model til social klassificering af donaldistiske bilmodeller ifølge Barks.
Grundlæggende
kan man ifølge hr. Labskaus opdele Andebys bilpark i to hovedtyper, som han for
overskuelighedens skyld kaldte type R og type P. Kendingsbogstavet for den første
hovedtype står for “rationel, robust, rudimentær og reduceret”. Der er
nemlig tale om den i Andeby meget udbredte lille økonomiske bil med ofte ret
runde (endnu et R) former. Den vel nok bedst kendte repræsentant for klassen er
Hr. Ands lille røde køretøj, der trods sin lidenhed udmærket kan rumme fem
personer.
Bilmodeller
af type R er særdeles populære i Andebys middelklasse, hvor den optræder i
mange varianter.
Også blandt byens ældre er den så udpræget det foretrukne køretøj, hvor den findes i en særlig klassisk model indrettet til rank ryg og høj hatteføring, og med et styretøj praktisk udformet som en stok.
I
perioder har type R-modellen endda vundet popularitet også blandt Andebys
overklasse, som ved Trillionærklubbens årlige skovtur i 1958. Trods sine mange
praktiske fortrin viste den sig dog her at komme til kort overfor jordvolde
frembragt af kæmpemuldvarpe - en selvsagt noget uheldig begrænsning.
Ser
man bort fra ovennævnte episode, må man dog generelt imponeres over type
R-bilens bærekraft og evne til at klare sig i selv det vanskeligste terræn.
Omvendt
må man dog heller ikke forledes til at tro, at type R-biler er ufejlbarlige
evighedsmaskiner. Hvilket ikke mindst Hr. And og hans familie ofte har måttet
sande.
Det
nok største problem ved biler af type R i Andeby er imidlertid af
social-prestigiøs karakter. Man opnår således ikke megen social anerkendelse
ved at lade sig transportere rundt i de små økonomiske og ydestærke maskiner.
Gang på gang udsættes man for hån og chikane fra større og stærkere køretøjer
i den andebyske trafik - og ikke mindst fra sådanne køretøjers førere.
Og
med denne vigtige iagttagelse kan vi vende blikket imod Ananas Labskaus’ anden
hovedtype af donaldistiske biler: Type P (“prægtig, pompøs, prestigiøs,
prangende”). Ønsker man at hæve sig over almenheden i Andeby, er en oplagt måde
at gøre det på ved at anskaffe sig en type P-bil. Sådanne findes i
mangfoldige varianter, men et gennemgående træk er det lange karrosseri, en
langstrakt kølerhjelm og som regel med halefinner bagtil. Meget ofte er der
endvidere tale om biler af cabriolettypen, hvilket hænger naturligt sammen med
type P-bilens vigtigste formål: Den skal understrege ejerens sociale ophøjethed
- og dette gøres bedst, jo mere synlig ejeren er.
Vigtigheden af denne hovedtype i Andebys trafik-sociale forhold understreges af, at man ifølge hr. Labskaus tydeligt kan skelne imellem fire indbyrdes forskelligt rangerende undertyper.
Det
første skridt op i hierarkiet fra type R til type P går via en P1-model. En
smart og prangende to-dørs sportsvogn (naturligvis uden plads til praktisk
familiekørsel), som enhver hårdtprøvet type R-kører fra tid til anden må drømme
savlende om at anskaffe sig. Enten gennem pludseligt erhvervet rigdom eller som
lokkende førstepræmie i en fiskekonkurrence. Eller bare som en uopnåelig drøm.
P1-modellen
er de nyriges og lykkefuglenes biltype. En klassisk repræsentant for denne
socialgruppe er Fætter Højben.
Også
blandt Andebys tv-producere og øvrige mediefolk er P1-modellen det oplagte
valg.
Hvor smart og tiltrækkende end den donaldistiske P1-bil forekommer, er den dog kun for byens opadstræbende lavere overklasse. Vil man gøre sig håb om at blive regnet til Andebys virkelige overklasse, må man mindst tage skridtet op til P2.
Donaldistiske
biler af typen P2 minder grundlæggende om biler af alle øvrige P-typer, idet
de er både langstrakte og på enhver måde mere prangende end praktiske. I
forhold til den allerede beskrevne P1 adskiller P2-modellen sig ved både at
have forsæde og bagsæde, idet den afgørende forskel ligger i, at man ikke
selv sidder bag rattet i en P2; dét har man en chauffør til. Andebys sociale
normsæt tillader således ikke, at byens milliardærer lader sig transportere i
køretøjer af en lavere rangklasse end P2. Og selvom dette bestemt ikke huer
alle socialklassens medlemmer - bl.a. pga. biltypens pauvre benzinøkonomi - så
er der tilsyneladende ingen vej udenom. Som våbenskjoldet på siden af von Ands
bil forkynder: Rigdom forpligter!
P2-modellen
er så udpræget den foretrukne biltype i Andebys elitære sfære. Ikke blot
byens økonomiske overklasse, men også de politiske magthavere (dvs. de
skiftende borgmestre), lader sig befordre i en stor åben bil med chauffør,
hvorfra de med stor autoritet kan udstøde ordrer og reprimander til funktionærer
og andre underordnede bysbørn.
Biler
af type P2 findes i et væld af varianter. I vinteren 1960 kunne Joakim von And
således præsentere såvel sine grandnevøer som den øvrige måbende verden
for en flyvende P2-model med propeller bagtil og udfoldelige vinger; en yderst
praktisk ting, når man har brug for hurtigt at få hentet sine ski. Denne
aeronautiske funktion gør det i øvrigt lettere at forklare den andebyske
bilindustris fortsatte forkærlighed for lange, aerodynamiske karrosserier og
store halefinner.
Langt
fra alle P2-biler er dog flyvende. Faktisk behøver de ikke engang være særligt
store. Strengt taget er det eneste krav, som skal opfyldes for at udløse den
eftertragtede modeltypebetegnelse, at køretøjet føres af en chauffør i
uniform og rummer et særskilt sæde til ejeren/passageren.
Det
normale er imidlertid, at biler af P2-typen ER store. Foruden chaufføren er
netop størrelsen et vigtigt parameter, når man skal vise sin sociale position
ved hjælp af sit automobil. Og ikke mindst når man som passager i en P2 ønsker
at understrege det sociale hierarki i forhold til byens elitære opkomlinge og
deres i denne sammenhæng noget underlegne P1-biler.
Som
påpeget af hr. Labskaus er det sociale højdepunkt i Andeby imidlertid ikke nået
ved blot at lade sig transportere rundt i et køretøj med en chauffør: »Der
wahre Mann von Welt benötigt zwei Chauffeure.«
Biler
af P3-typen med to chauffører - eller rettere: en chauffør og en tilsvarende
uniformeret lakaj ved hans side - er i Andeby ikke mindst populær blandt gæstende
maharajaer, såsom maharajaen af Swingdor (ovenfor) og maharajaen af Pengostan
(nedenfor).
Som
det turde fremgå, er denne biltype virkelig velegnet til at påkalde sig
massernes opmærksomhed. Ved synet af en P3, der langsomt sejler ned gennem
gaden, stimler Andebys borgere automatisk sammen på fortovene og udtaler sig
beundrende og respektfuldt om den ærværdige person på bagsædet. Meget
passende er det da også præcis samme biltype, som byen selv anvender til
paradekørsel i forbindelse med hyldest af sine stolte sønner - som f.eks. særligt
dygtige nedrivningseksperter.
Det
er som nævnt de to chauffører, der udgør den meget afgørende forskel på en
P3 og en P2. Derimod er der sjældent nogen videre forskel på størrelsen. Dog
gælder også for biler af P3-typen - akkurat som for alle øvrige P-klasser -
at den sociale prestige og anerkendelse er ligefrem proportional med størrelsen
af køretøjet. Og dette faktum er nok så vigtigt, når førerne (eller de førte)
skal føre sig frem overfor hinanden i byens gader. Nedenstående kildebelæg
fastslår endvidere, at lakajen ved siden af chaufføren tjener andet end et
rent symbolsk formål: Det er således hans opgave at komme med nedladende og
arrogante bemærkninger til andre bilister, som måtte driste sig til at befinde
sig på vejen samtidigt med P3-modellen.
Dermed
er toppen dog endnu ikke nået. Alle Andebys pragtfulde, prestigiøse og
pralende P-typemodeller overstråles af den ultimative type P4 (non-plus-ultra).
Grundformen og antallet af chauffører svarer til P3-typen, men dertil er bagsædet
indrettet som en tronstol med forgyldt ryglæn (eller et romersk tronpodium med
hermelinskåbe) og slaver udstyret med store vifter af strudsefjer. Som ekstra
tilbehør er visse P4-modeller endvidere udstyret med anhænger indeholdende en
fuldblods væddeløbshest.
Dette
er i sandhed en bil for konger. Uanset om den royale position er opnået gennem
svindel med hestevæddeløb eller natlig støvsugning af pengetanke. Og hvor
biler af P3-typen får folk til at stimle sammen langs gaderne, så får
P4-typen tillige deres hatte til at hoppe.
Bjørnebanden
udnytter endda deres kortvarige mulighed for ekstra ekstravagant positionering
til at udvikle en endnu mere opsigtsvækkende variant af P4-typen, hvor tronen
er udformet som et stort polstret pengebadekar med rødt plysindtræk og en
lille statue, der hælder ædelstene blidt ned over passagererne. Chaufførerne
har ved samme lejlighed skiftet til en passende gallauniform fra antikkens Grækenland.
Med
P4-typens luksuriøse transportform har vi nået den absolutte top af
donaldismens bilistiske samfundspyramide forbeholdt Andebys konger og
topforbrydere - et niveau som selv lykkefugle, borgmestre, maharajaer og
milliardærer må nøjes med misundeligt at drømme om. Til sammenligning får
den jævne del af byens befolkning sjældent lov at hæve sig over den unægteligt
noget mere beskedne biltype R. Og sådan er der som bekendt så stor forskel på
samfundets top og bund - også i Andeby.
Anvendte
billedkildeforkortelser (fremkommer
ved at placere cursoren på billedet):